VIII.

Lyse Nætter.

Det var en skøn Nat.

De to tre Mennesker, som endnu saaes i Gaderne, havde glade Ansigter; inde paa Kirkegaarden gik fremdeles en Mand og trilled en Trillebør, og han sang sagte. Ellers var alt saa stille, at intet andet hørtes end denne Sang. Byen saa ud fra Højden ved Doktorens Hus som et underligt, grenet Kæmpeinsekt, et Fabeldyr, der havde kastet sig flad paa Bugen og strakt Arme og Horn og Føletraade ud i alle Retninger; kun hist og her rørte det et Led eller trak en Klo til sig – som nu nede ved Sjøen, hvor en bitte liden Dampjolle gled lydløst indefter Vaagen og drog en Fure i det sorte Vand. 156Røgen af Nagels Cigar steg blaa tilvejrs. Han gik allerede og inddrak Duften fra Skogen og Græsset, og en Fornemmelse af gennemtrængende Tilfredshed greb ham, en sær og stærk Glæde, der jog Vand op i hans Øjne og næsten betog ham Vejret. Han gik ved Dagnys Side; hun havde intet sagt endnu. Da de var komne forbi Kirkegaarden, havde han yttret et Par rosende Ord om Doktorens, men hun havde ikke svaret. Nu havde Nattens Stilhed og Skønhed beruset ham saa dybt, trængt saa lidenskabeligt ind paa ham, at hans Aandedræt blev kort og hans Blik taaget. Ja, hvor det var dejligt i de lyse Nætter! Han sagde med høj Stemme:

«Nej, se Aaserne, hvor de er klare dér henne! Jeg er saa glad, Frøken, jeg beder Dem bære over mig, hvis De vil være saa snil; men jeg kunde gøre Dumheder af Lykke inat. Er ikke De ogsaa glad? Ja, De skal nok blive glad De ogsaa; hører De, hvad jeg siger? Jeg vilde saa inderlig glæde Dem med noget nu, hvad De end vilde begære mig til; tro mig ialfald, ja, Gud, hvor De maa tro mig! Ser De Furruerne her, og Stenene og Tuerne og Enerklyngene, de ligner siddende Mennesker i dette Natlys. Og Natten er sval og ren; den trykker ikke med sælsomme Anelser, og der spirer ingen hemmelige Farer nogen Steder; vel? Nej, De skal ikke være misfornøjet med mig, 157det skal De ikke, jeg er selv saa glad. Det er akkurat som om Engle gaar igennem min Sjæl og synger en Sang. Gør jeg Dem bange?»

Hun havde standset, og derfor spurgte han, om han gjorde hende bange. Hun saa smilende paa ham med sit blaa Blik, blev igen alvorlig og sagde:

«Jeg har tænkt saa ofte paa, hvad De er for et Menneske.»

Dette sagde hun, mens hun stadig stod stille og saa paa ham, og med en Stemme, der lød lidt bevæget. Og under hele Turen talte hun ogsaa med denne skælvende, klare Stemme, som om hun var lidt bange og lidt glad.

Da begyndte følgende Passiar imellem dem, en Passiar, der vared hele Skogen igennem, saa sent de end gik, og som sprang fra det ene til det andet, fra Stemning til Stemning, med al den bevægede Uro, som var over dem begge:

«Har De tænkt paa mig? Virkelig? Men jeg har vel tænkt meget, meget mere paa Dem, Frøken. Jeg vidste om Dem allerede før jeg kom, jeg hørte Deres Navn ombord i Dampskibet, det var ved et Tilfælde, jeg kom til at faa høre det; jeg lytted til en Samtale. Og jeg kom iland her den 12te Juni, den 12te Juni …»

«Jasaa, just den 12te Juni!»

158«Ja. Og Byen flaged, og jeg syntes, det var en saadan bedaarende liden By, derfor gik jeg iland her. Og straks hørte jeg mere om Dem …»

Hun smilte og spurgte:

«Ja, det var vel af Minutten, De hørte det.»

«Nej,» svared han, «jeg hørte, at alle var glade i Dem, alle Folk, og at alle beundred Dem …» Og Nagel husked pludselig paa Teologen Karlsen, som endog havde endt sit Liv for hendes Skyld.

«Ja, hørte De det? Naa, men siden jeg blev forlovet, er der ikke meget af Beundringen tilbage. Tænk, bare paa disse faa Dage er hele Byen som omvendt; bare et Par Veninder holder lidt paa mig endnu.»

«Nej, De bedrager Dem vist …»

«Ak, det gør mig ikke ondt, det maa De ikke tro; og vil De vel tro det?»

Disse faa Ord steg ham til Hovedet, og han afbrød hende:

«Bryder De Dem overhovedet om, hvad jeg tror om Dem?»

Han angred straks, at han havde gjort hende dette paagaaelige Spørgsmaal, han blev skamrød og glemte ikke denne Forløbelse paa en lang Stund. Hun svared heller ikke, men lod som om hun ikke havde hørt noget. Hun gav sig til at tale om Fuldmægtig Reinert, en Mand 159som altid havde været saa opmærksom og elskværdig mod hende – ha-ha-ha – men som hun ogsaa havde mistet nu, siden hun blev forlovet. «Gaar De og sukker; De var jo netop saa glad? Suk ikke!»

Ja, han var glad, levende glad.

De saa paa hinanden. Dette «suk ikke» gav Genlyd i ham endnu, strøg ham som en varm, fin Haand.

«Sig mig,» sagde hun, «mente De, hvad De sagde om Sjøofficererne? Mente De alt?»

«Ja, alt, ubetinget. Hvorfor skulde jeg ikke mene det? Jeg sværmer for dem og har altid gjort det, jeg beundrer deres frie Liv, deres stolte Holdning, deres Uniformer, deres Friskhed og Uforfærdethed, jeg finder dem bedaarende. Størsteparten er ogsaa overordentlig behagelige Mennesker. Der er endnu en anden Ting: deres Æresfølelse plejer at være stærkt skærpet; det er saaledes sjældent at finde Forbrydere blandt Officererne. Jo, det er prægtige Folk.»

«Ja,» sagde hun for sig selv.

Saa gik hun en Stund stille og tænkte over dette, men saa siger hun igen:

«Nej, nu taler vi om Dem. Jo, vi gør! Undskyld, maa jeg spørge Dem om noget? Ja, Tusind Tak, vil De bære min Parasol; men vil De sige mig: har De ogsaa noget udestaaende med Fuldmægtig Reinert? Igaaraftes bad De 160ham om Forladelse for noget, og De har næsten ikke talt et Ord med ham iaften. Plejer De da at fornærme alle Folk og saa bagefter gøre Undskyldning?»

Hun lo og saa ned i Vejen.

«Sandheden er den,» svared han, «at det var meget urigtigt af mig at fornærme Fuldmægtigen; men det er jeg aldeles vis paa, at han tilgiver mig, naar jeg faar tale med ham engang. Jeg er lidt hastig, lidt drøj, det hele kom af, at han skubbed til mig, idet han traadte indad en Dør. En Bagatel altsaa, en Uagtsomhed fra hans Side; men jeg springer straks op som en Daare og giver ham et Par Øgenavne, truer ham med en Sejdel under Næsen og ender virkelig med at sætte en Bule i hans Hat. Saa gik jo han; som dannet Menneske maatte han ogsaa gaa sin Vej. Men bagefter angred jeg min Opførsel jeg ogsaa, og jeg har bestemt mig til at gøre ham fuld Afbigt. Naturligvis, lidt kunde jo ogsaa jeg være at undskylde, jeg var nervøs den Dag og havde havt et Par Ærgrelser; men det ved jo ingen om, sligt noget kan man jo ikke fortælle, og saa faar jeg heller tage hele Skylden, uden Forbehold da. Men det er første Gang, jeg har været saa brutal, det maa De tro.»

Han havde talt uden at betænke sig videre, fuldkommen oprigtigt, som om han vilde yde 161Retfærdighed til begge Sider; heller ikke hans Miner røbed nogen Underfundighed. Men Dagny standsed brat, saa ham forbauset ind i Ansigtet og sagde:

«Nej … nej, men … saaledes gik det jo ikke til? Jeg har hørt det paa en anden Maade.»

«Minutten lyver!» raabte Nagel hed i Kinderne.

«Minutten? Jeg har slet ikke hørt det af Minutten. Hvorfor lyver De paa Dem selv? Jeg har hørt det af en Mand paa Torvet, af Gibseren, han har fortalt mig det hele, han saa det ogsaa fra Begyndelsen til Enden.»

Pause.

«Hvorfor skal De belyve Dem selv? det forstaar jeg ikke,» fortsatte hun, og hun saa paa ham hele Tiden. «Jeg har hørt Historien idag, og jeg blev saa glad for den, det vil sige: jeg syntes, De havde handlet saa usædvanlig skønt, saa usædvanlig overlegent; det klædte Dem saa, og jeg vilde ogsaa gærne takke Dem. Havde jeg ikke hørt denne Historie i Formiddag, havde jeg vel næppe turdet gaa med Dem her nu; jeg siger Dem det oprigtigt.»

Pause.

Saa siger han:

«Og nu beundrer De mig for dette?»

«Jeg ved ikke,» svared hun.

162Pause. Ingen talte paa længe. Hun gik og vented, saa afvekslende op paa Nagel og ned i Vejen.

«Hør!» fortsætter han saa, «dette er bare en Komedie altsammen. De er et ærligt Menneske, det byder endogsaa mig imod at narre Dem, jeg vil sige Dem, hvorledes det hænger sammen,»

Og nu forklarer han hende, frækt og med aabne Øjne, hvorledes han har beregnet det hele:

«Naar jeg fremstiller dette Sammenstød med Fuldmægtigen paa min Maade, forvrænger Sagen en Smule, lyver endog lidt paa mig selv, saa gør jeg det i Grunden – i Grunden – bare paa pur Spekulation. Jeg søger at skaffe mig al mulig Fordel af Affæren. De ser, jeg er oprigtig mod Dem? Jeg antager nemlig som givet, at en eller anden Sjæl fortæller Dem den rigtige Sammenhæng engang alligevel, og naar jeg da paa Forhaand har gjort mig selv saa slet som muligt, saa kommer jeg til at tjene paa det, høste en umaadelig Gevinst. Jeg faar et Skær af Storhed, af Højsind, som der skal ledes efter Mage til — ikke sandt? – men det sker altsaa udelukkende ved et Bedrageri saa plat, saa simpelt, at det oprører Dem, naar De faar høre om det. Jeg finder det rigtigst af mig at gaa til denne aabne Bekendelse, fordi De fortjener 163Ærlighed; men hvad jeg opnaar nu, er naturligvis at jage Dem Tusind Mile bort fra mig, desværre.»

Hun saa vedholdende paa ham, spekulered paa denne Mand og hans Ord, tænkte efter og gjorde sig op en Mening. Hvad skulde hun tro? Hvor vilde han hen med sin Aabenhed? Pludselig standser hun igen, slaar Hænderne sammen og brister i en høj, klar Latter.

«Nej, De er dog det frækkeste Menneske, som jeg har hørt om! Tænk at gaa og sige den ene Ting grovere end den anden og med alvorligt Ansigt, bare forat ødelægge sig selv! Men De kommer jo ingen Vej med det! Jeg har aldrig hørt saa galt! Hvad Sikkerhed havde De for, at jeg nogensinde vilde faa den rigtige Sammenhæng at vide? Sig mig det! Nej, stop, sig ikke noget alligevel, De vil lyve igen. Fy, hvor det er uartigt af Dem, ha-ha-ha-ha-ha. Men hør: naar De nu beregner, at saadan og saadan vil det gaa, og De lægger det hele tilrette, og De opnaar, hvad De ønsker, hvorfor gaar De saa nu bagefter og spolerer alting igen ved at bekende som De kalder det – Deres Bedrageri? De gjorde ogsaa noget lignende igaaraftes; jeg forstaar mig ikke paa Dem. Men hvorfor beregner De da alt det øvrige og beregner dog ikke, at De kommer til selv at afsløre Deres Fusk?»

164Han gav sig aldeles ikke over, han betænkte sig et Øjeblik og svared:

«Men jeg beregner det, ja, jeg beregner dette ogsaa. De skal selv indse det, hør nu bare: naar jeg bekender – bekender altsaa – saa resikerer jeg egentlig ikke noget ved det, ikke meget resikerer jeg. Det er nemlig for det første ikke sikkert, at den, jeg bekender for, tror mig. Ja, ser De der! De, for Eksempel, tror mig i dette Øjeblik ikke. Men hvad er Følgen deraf? Jo, deraf er Følgen den, at jeg tjener mere endda, jeg tjener enormt, min Gevinst vokser som en Lavine, min Storhed blir høj som et Bjærg! Naa, men for det andet vil jeg i ethvert Tilfælde gaa ud af Spekulationen med Profit, ogsaa da, om De troed mig. De ryster paa Hovedet? Nej, gør ikke det; jeg forsikkrer Dem, jeg har brugt denne Fremgangsmaade noksaa ofte og har stadig vundet paa den. Ti troed De virkelig, at min Bekendelse var sandfærdig, saa vilde De paa Deres Side ialfald blive aldeles slagen af min Aabenhed. De vilde sige: vel, han har snydt mig, men han fortæller det bagefter, og det uden at behøve det; hans Frækhed er mystisk, han skyr absolut intet, han spærrer mig formelig Vejen med sine Tilstaaelser! Kort sagt: jeg driver Dem til at stirre paa mig, hidser Deres Nysgærrighed til at beskæftige sig med mig, faar Dem til at 165stejle. Det er jo ikke mer end et Minut, siden De selv sagde: Nej, jeg forstaar mig ikke paa Dem! Se, dette sagde De, fordi De havde forsøgt at studere mig ud, – noget, som igen kildrer mig, ja, som ligefrem er sødt for min Gane. Men i alle Tilfælder tager jeg altsaa min Profit hjem, hvad enten De tror eller ikke tror. Nu skønner De det? Det er saa ligefrem.»

Pause.

«Og De vil indbilde mig,» sagde hun med opspærrede Øjne, men endnu paa Vej til at le, «De vil indbilde mig, at al denne Snedighed har De planlagt forud, mødt hver Tilfældighed, truffet alle Forholdsregler? Aldrig! Aldrig! Ha-ha-ha, men nu vil intet mere fra Deres Mund forbause mig, nej, herefter venter jeg mig alt. Naa, nok om det, De kunde have løjet langt daarligere, De er rigtig flink.»

Han stod haardnakket paa sit, paastod, at efter denne Afgørelse fra hendes Side maatte hans Højsind være et Bjærg, mindst, ja, et højt Bjærg endog. Og han vilde takke hende saa meget, he-he-he, jo, han havde opnaaet alt, hvad han havde tilsigtet. Men det var altfor snilt af hende, virkelig altfor godmodigt …

«Ja, ja,» afbrød hun, «lad det nu bero.»

Men nu var det ham, der standsed op.

«Jeg siger Dem endnu engang, at jeg har narret Dem!» sagde han og stirred paa hende. 166De saa paa hinanden et Øjeblik; hendes Hjærte begyndte at klappe stærkere, og hun blev lidt bleg. Hvorfor mon det var ham saa meget om at gøre at faa hende til at tro det sletteste om sig? Saa gærne og saa villigt, som han ellers gav efter, var han i dette Stykke ikke til at faa af Pletten. Hvilken fiks Idé, hvilken Naragtighed! Hun udbrød irriteret:

«Jeg kan ikke begribe, hvorfor De gaar her og vrænger Dem ud og ind for mig! Nej, ved De hvad, De loved jo at være snil, og De sagde: Ja, De skal bare se, hvor snil jeg vil være. Jo, De er dejligt snil, er De.»

Hendes Hæftighed var virkelig ægte. Hun begyndte at løbe sur i ham ved hans Paastaaelighed, som var saa sikker, saa uryggelig, at den fik hende til at vakle; hun følte sig krænket ved saaledes at snurres rundt, svinge uafladelig fra Tro til Tvivl og tilbage igen. Hun havde ogsaa i sin Ophidselse taget sin Parasol tilbage; nu gik hun og slog sig i Haanden med den.

Han blev meget ulykkelig. Hvor han altid var uheldig i, hvad han foretog sig! Hvor han idelig forløb sig! Ja, hvis hun blot vilde undskylde ham nu, tilgive ham igen, denne ene Gang bare, eller om hun ialfald ikke vilde være vred! Maatte han ikke faa vise hende en Prøve paa, hvad han kunde gøre, forat forsone hende? Om hun bare vilde sætte ham paa noget, give 167ham et Vink, blinke med Øjenkrogen! Aa, hvor han var villig til alt …

Tilsidst maatte hun le igen. Naa, han var umulig, blev umulig og vilde være umulig; ja, værsaagod, naar han syntes, det var saa morsomt. Men ikke et Ord om denne fikse Idé mere, ikke er Ord mere …

Pause.

«Husker De,» sagde han, «her var det, jeg traf Dem den første Gang. Nej, jeg skal aldrig glemme, hvor De saa féagtig ud, da De flygted. Som en Hulder, et Syn … Men nu vil jeg fortælle Dem et Æventyr, som jeg har oplevet; maa jeg ikke?»

«Jo, et Æventyr!» raabte hun uvilkaarlig. Nu var hun igen tilfreds som et Barn og skyndte selv paa, forat faa ham til at fortælle. Godt, han kunde bære hendes Parasol, naar han saa endelig vilde; hvad Fornøjelse var der forresten deri? Men Æventyret! hvorfor begyndte han ikke?

Ja, det var ellers bare en Stump Oplevelse, det var snart fortalt. Han sad engang paa sit Værelse, det var i en liden By, det var ikke i Norge, det kunde være det samme, hvor det var henne; forat være kort, saa sad han en mild Høstaften paa sit Værelse. Det var otte Aar siden, det var i 1883. Han sad med Ryggen mod Døren og læste i en Bog.

168«Brugte De Lampe?»

«Javel, det var kulmørkt ude. Jeg sad og læste. Saa gaar der nogen udenfor, jeg hører tydelig Skridt i Trappen, jeg hører ogsaa, at det banker paa. Kom ind! Ingen kommer. Jeg aabner Døren; ingen udenfor. Der staar aldeles ingen udenfor. Jeg ringer, og Pigen kommer. Var nogen gaaet opad Trapperne? Nej, ingen var gaaet opad Trapperne? Godt, Godnat! Og Pigen gaar.

Jeg sætter mig igen til at læse. Saa føler jeg et Pust, et Strejf, som af et Menneskes Aande, og jeg hører, at det hvisker: Kom! Jeg ser mig om; der er ingen tilstede. Jeg læser igen, blir ærgerlig og siger: Fan! Jeg sad mutters alene, men jeg sagde: Fan! Da ser jeg med en Gang ved min Side en liden bleg Mand med rødt Skæg og et tørt, stivt Haar, der staar ret tilvejrs; Manden staar ved min venstre Side. Han blinker til mig med det ene Øje, jeg blinker tilbage; vi havde aldrig set hinanden før, men vi blinked til hinanden. Saa lukker jeg Bogen med højre Haand, Manden gaar henimod Døren og forsvinder; jeg fulgte ham med Øjnene og saa, da han forsvandt. Jeg rejser mig ogsaa og gaar til Døren, og da hører jeg igen, at det hvisker: Kom! Godt, jeg tager en Frakke paa, spænder Galogerne paa Fødderne og gaar ud. Du skulde tænde en Cigar, tænkte 169jeg, og jeg vender om igen til mit Værelse og tænder en Cigar; jeg stikker ogsaa nogle flere Cigarer til mig, Gud ved, hvorfor jeg gjorde det, men jeg gjorde det dog, og gik atter ud.

Det var bælmørkt, og jeg saa intet, men jeg følte, at den lille Mand var ved min Side. Jeg slog omkring mig med Armene, forat faa fat paa ham, og jeg gjorde mig stædig, beslutted mig til at staa stille, hvis han ikke gav mig bedre Besked; men han var ikke til at finde. Jeg forsøgte ogsaa at blinke til ham i forskellige Retninger i Mørket, men det hjalp ikke noget. Godt! sagde jeg, jeg gaar ikke for din Skyld, jeg gaar for min egen Skyld, jeg gaar en Tur; værsaagod, læg Mærke til, at jeg bare gaar en Spadsertur. Jeg talte højt, forat han skulde høre det. Jeg gik i flere Timer, jeg var kommet ud paa Landet, ind i en Skog, jeg følte dugvaade Grene og Blade slaa mig i Ansigtet. Vel! sagde jeg endelig og trak Klokken frem, som forat se paa den, vel, nu gaar jeg altsaa hjem igen! Men jeg gik ikke hjem igen, jeg var ude af Stand til at vende om, jeg dreves bestandig fremad. Det er nu forresten sligt mageløst Vejr, sagde jeg da, du kan jo holde paa en Nat eller to med dette, du har Tiden for dig! Dette sagde jeg, skønt jeg var træt og dygtigt vaad af Duggen. Og jeg tændte en ny Cigar, og den lille Mand var stadig hos mig, jeg følte, 170at han gik og blæste paa mig. Og jeg gik uafladelig, gik i alle mulige Retninger, men aldrig hjemad til Byen. Mine Fødder begyndte at smærte, jeg var vaad tilknæs af Duggen, ogog] rettet fra: og og (trykkfeil) mit Ansigt svied af de vaade Grene, som strejfed mig. Jeg sagde: Det kan synes lidt underligt af mig at gaa her paa denne Tid af Døgnet; men det er en Vane, jeg har, en Skik fra Barnsben at søge op de største Skoge, som findes,findes] rettet fra: flndes (trykkfeil) til at spadsere i! Og jeg gik paa med sammenbidte Tænder. Saa slaar Taarnklokken tolv nede i Byen, en to tre fire; lige til tolv; jeg tæller Slagene. Denne kendte Lyd oplived mig meget, skønt det ærgred mig ogsaa, at vi endnu ikke var kommet længer bort fra Byen, efter alt, hvad vi havde trasket om. Godt, men Taarnklokken slog, og just i det samme det tolvte Slag faldt, staar atter den lille Mand lys levende foran mig og ser paa mig og ler. Jeg glemmer det aldrig i mit Liv, han var saa lys levende, han havde to Fortænder borte, og han holdt Hænderne paa Ryggen …»

«Men hvorledes kunde De se ham i Mørket?»

«Han lyste selv, han lyste af et forunderligt Lys, der syntes at være bag ham, at straale ud fra hans Ryg og gøre ham gennemsigtig; endog hans Klæder blev saa klare som en Dag, hans Bukse var slidt og meget for kort. Alt dette 171saa jeg i et Sekund. Synet slog mig med Forbauselse, jeg lukked uvilkaarlig Øjnene og traadte et halvt Skridt tilbage. Da jeg atter saa

op, var Manden borte …»

«Aa …!»

«Ja, men vent! Jeg var kommet til dette sælsomme Taarn, som … Naa, videre: jeg var kommet til et Taarn, jeg stødte mod det, og jeg saa det tydeligere og tydeligere,tydeligere] rettet fra: tydligere (trykkfeil) et sort, ottekantet Taarn simpelthen, det ligned Vindenes Taarn i Athen, om De har set en Tegning af det. Jeg havde aldrig hørt om noget Taarn i denne Skog, men nok var det: jeg staar ved dette Taarn, jeg hører atter et: Kom! og jeg gaar ind. Porten blev staaende aaben efter mig, og det følte jeg som en Lettelse.

Indenfor i Hvælvingen møder jeg igen den lille Mand; der brændte en Lampe ved den ene Væg, og jeg saa ham godt; han kom mig imøde, som om han havde været derinde hele Tiden, lo tyst foran mig og blev staaende og stirre paa mig, mens han lo. Jeg saa ind i hans Øjne, og jeg syntes, at de var fulde af mange gruelige Ting, som disse Øjne havde set i Livet; han blinked igen til mig, og jeg blinked ikke tilbage, jeg veg bagover for ham, efterhvert som han nærmed sig mig. Pludselig hører jeg lette Skridt bag mig, jeg vender Hovedet og ser en ung Kvinde komme ind.

172Naa, jeg ser paa hende og føler en Glæde derved; hun havde rødt Haar og sorte Øjne, men hun var ikke godt paaklædt og gik med bare Ben paa Stengulvet. Hendes Arme var nøgne, og de havde ingen Pletter.

Hun mønstrer os begge et Øjeblik, bøjer saa sit Hoved dybt for mig og gaar hen til den lille Mand. Hun giver sig uden at sige et Ord til at knappe hans Klæder op og føle omkring paa hans Krop, som om hun leder efter noget, og lidt efter trækker hun frem fra Foret i hans Kappe et brændende Blus, en liden vildt lysende Lygte, som hun hænger paa Fingeren. Lygten skinned saa stridt, at den fuldstændig overstraaled Lampen henne paa Muren. Manden stod aldeles stille og lo lige tyst, mens han blev ransaget. Godnat! sagde Kvinden og pegte paa en Dør, og Manden, dette frygtelige, sælsomme Halvdyr, gik. Jeg stod alene tilbage med en ny Bekendt.

Hun kom hen imod mig, bøjed sig atter dybt for mig og sagde, uden at smile, uden at hæve Stemmen:

«Hvor kommer du fra?»

«Fra Byen, skønne Pige,» svared jeg; «jeg kommer fra Byen.»

«Fremmede, tilgiv min Fader!» sagde hun med ét; «tilgiv ham og gør os ikke noget ondt for dette; han er syg, han er gal, du saa hans Øjne.»

173«Ja, jeg saa hans Øjne,» svared jeg, «og jeg følte, at de havde Magt over mig, jeg fulgte dem.»

«Hvor traf du ham?» spurgte hun.

Og jeg svared:

«Hjemme hos mig, paa mit Rum; jeg sad og læste.»

Da rysted hun paa Hovedet og slog sit Blik ned.

«Men lad ikke det bedrøve dig, skønne Barn,» sagde jeg saa; «jeg drev saa gærne den Tur, jeg har intet forsømt derved og angrer ikke, at jeg har truffet dig. Se engang, jeg er glad og tilfreds, smil nu ogsaa du!»

Men hun smilte ikke, hun sagde:

«Tag dine Sko af, du maa ikke gaa herfra inat, jeg skal tørre dine Klæder.»

Jeg saa nedad mine Klæder, de var dyvaade, mine Sko var fulde af Vand. Jeg gjorde som hun sagde og trak Skoene af og gav hende dem; men da jeg havde gjort det, blæste hun Lampen ud og sagde:

«Kom! Og tal ikke!»

«Vent lidt, Dejlige! sagde jeg og standsed hende. «Naar jeg ikke skal sove her, hvorfor faar du mig da til at tage mine Sko af allerede straks?»

«Det faar du ikke vide,» svared hun.

Og jeg fik det ikke at vide.

174Hun førte mig udad Døren, ind i et mørkt Rum; der lød en Støj, som om nogen snused efter os, jeg følte en blød Haand paa min Mund, og Pigens Røst sagde:

«Det er mig, Fader; den Fremmede er borte – borte.»

Men endnu engang hørte jeg, at den vanskabte Gale vejred efter os.

Vi gik opad en Trappe, hun holdt min Haand, og ingen af os talte. Vi steg ind i en ny Hvælving, hvor ikke en Lysstraale saaes, overalt var der sort Nat.

«Stille!» hvisked hun, «her er min Seng.»

Og jeg følte efter Sengen og fandt den.

«Træk nu ogsaa dine andre Klæder af,» hvisked hun igen.

Jeg trak dem af og gav hende dem.

«Godnat!» sagde hun.

«Nej, vent, du Dejlige, du Søde! Nu ved jeg, hvorfor du lod mig tage Skoene af dernede; ja, jeg skal være saa stille, din Fader har ikke hørt mig – kom!»

Men hun kom ikke.

«Godnat!» sagde hun igen og gik …

Pause. Dagny var bleven blussende rød, hendes Bryst steg og sank hurtigt, hendes Næsebor bæved. Hun spurgte hurtigt:

«Gik hun?»

«Ja – desværre!» svared Nagel.

175Pause.

«Hvorfor siger De «desværre» netop?»

«Hm. Det faar du ikke vide.»

«Ha-ha-ha, og jeg fik det ikke at vide! Godt, men saa? Nej, hvor dette er underligt!»

«Ja, nu skifter min Nat og blir som et Féæventyr, en rosenrød Erindring. Tænk Dem en lys, lys Nat … Jeg var alene; Mørket omkring mig var tungt og tykt som Fløjel. Jeg var træt, jeg skalv i Knæerne, jeg var ogsaa lidt fortumlet. Den Kæltring af en Sindssyg, som havde ført mig i Ring i flere Timer i vaadt Græs, ledt mig som et Stykke Kvæg, bare med sit Blik og sit Kom, Kom! Næste Gang river jeg Lygten fra ham og knuser hans Flab med den! Jeg var dygtig forbittret, tændte i Vrede en Cigar og gik tilsengs. Jeg laa en liden Stund og saa paa Gloen i min Cigar, saa hører jeg Porten slaaes i nedenunder, og alt blir stille.

Ti Minutter gik. Læg Mærke til: jeg ligger klar vaagen paa en Seng og røger en Cigar. Med en Gang fyldes Hvælvingen af en Susen, som om Ventiler aabnes allevegne oppe i Taget. Jeg rejser mig paa Albuen og lader min Cigar gaa ud, stirrer omkring mig i Mørket og kan intet opdage. Jeg lægger mig ned igen og lytter, og jeg synes at høre fjærne Lyde, et vidunderligt tusindstemmigt Spil et Sted udenom 176mig, dybt oppe under Himlen kanske, men tusindstemmigt og sagte. Dette Spil lyder idelig og kommer nærmere og nærmere, og tilsidst bølger det ovenover mig, over Taarnets Tag. Jeg lægger mig atter paa Albuen. Nu oplever jeg noget, som endnu den Dag idag beruser mig med en sælsom, ja, overnaturlig Nydelse, naar jeg tænker paa det: En Strøm af bitte smaa blændende Væsener bryder pludselig ned til mig; de er aldeles hvide, det er Engle, Myfriader af Smaaengle, der strømmer ned fra oven som en skraa Mur af Lys. De fylder Hvælvingen, der er maaske en Million af dem, de driver om i Bølger fra Gulv til Tag, og de synger, de synger, og de er aldeles nøgne og hvide. Mit Hjærte blir stille, der er Engle overalt, jeg lytter og hører deres Sang, de strejfer mine Øjenlaag og sætter sig i mit Haar, og hele Hvælvingen fyldes af Duften fra deres smaa, gabende Munde.

Jeg ligger der paa Albuen og rækker min Haand ud til dem, og der sætter sig ogsaa nogle paa den; de ser ud paa min Haand som en skælvende Syvstjærne. Men jeg luder mig forover og ser ind i deres Øjne, og jeg ser, at disse Øjne er blinde. Jeg slipper de syv blinde og fanger syv andre ind, og ogsaa disse er blinde. Ak, allesammen var blinde, – hele Taarnet var fuldt af blinde Engle, som sang.

177Jeg rørte mig ikke, jeg tabte næsten mit Aandedræt, da jeg saa dette, og for disse blinde Øjnes Skyld gled en saar Véklang gennem min Sjæl.

Et Minut gik. Jeg ligger og lytter, og jeg hører et tungt, grovt Slag et Sted langt borte, jeg hører det saa grusomt vel, det tordned endnu længe efter: det var atter Byens Taarnur, der slog; det slog et.

Og med én Gang taug Englenes Sang. Jeg saa dem ordne sig igen og flyve bort, de stimed opad mod Taget, trængte paa, forat komme afsted, stod som en skraa Mur af idel Lys, og allesammen saa paa mig, da de rejste. Den sidste vendte sig om og saa endnu engang paa mig med sine blinde Øjne, før den forsvandt.

Dette er min sidste Erindring, denne ene Engel, som vendte sig om og saa paa mig. Saa blev alt mørkt. Jeg faldt tilbage i Sengen og sovned …

Da jeg vaagned, var det lys Dag. Jeg var fremdeles alene i Hvælvingen. Mine Klæder laa foran mig paa Gulvet; jeg følte paa dem, de var lidt vaade endnu, men jeg tog dem alligevel paa. Saa gaar Døren op, og Pigen fra Aftenen forud viser sig igen.

Hun kommer lige hen til mig, og jeg siger:

178«Du er saa bleg, du Skønne, hvor var du henne inat?»

«Dér oppe,» svarer hun og peger op til Taarnets Tag.

«Har du da ikke sovet?»

«Nej, jeg har ikke sovet, jeg har vaaget.»

«Men hørte du ikke Musik inat?» spurgte jeg. «Jeg har hørt en usigelig Musik.»

Og hun svared:

«Jo, det var mig, som spilled og sang.»

«Var det dig? Sig mig, Barn, om det var dig?»

«Ja, mig var det,» svared hun. Da rakte hun mig Haanden og sagde: «Men kom nu, jeg skal følge dig paa Vej.»

Og vi gik ud af Taarnet og Haand i Haand ud i Skogen. Solen skinned paa hendes gyldne Haar, og hendes sorte Øjne var herlige. Jeg tog hende i mine Arme og kyssed hendes Pande tre Gange, derpaa faldt jeg paa Knæ for hende. Hun løste med skælvende Hænder et sort Baand af sig og knytted det om mit ene Haandled; men mens hun gjorde dette, græd hun og var bevæget. Jeg spurgte:

«Hvorfor græder du? Forlad mig, hvis jeg har gjort dig ondt!»

Men hun svared blot:

«Kan du se Byen?»

179«Nej,» svared jeg, «jeg kan ikke se Byen. Kan du?»

«Rejs dig, og lad os gaa længer,» sagde hun.

Og vi gik videre ad den samme Sti, nedad en Bakke, opad en Bakke; jeg standsed igen og tog hende ind til mit Bryst, og jeg sagde:

«Hvor du gør mig glad i dig, hvor du fylder mig med Lykke!»

Og hun skalv ogsaa i mine Arme, men hun sagde alligevel:

«Nu maa jeg vende om. Du kan vel se Byen?»

«Ja,» svared jeg, «det kan vel ogsaa du?»

«Nej,» svared hun.

«Hvorfor ikke?» spurgte jeg.

Hun trak sig tilbage fra mig og saa paa mig med store Øjne, og inden hun gik, bøjed hun sig dybt for mig til Farvel. Da hun var kommet et Par Skridt bort, vendte hun sig endnu engang om og saa paa mig.

Men da saa jeg, at ogsaa hendes Øjne var blinde …

Nu gaar der en Tid af tolv Timer, som jeg ikke kan gøre Rede for, og som er bleven borte for mig. Jeg ved ikke, hvor de er blevne af; men jeg har banket mig i Hovedet og sagt: Det er tolv Timer, det gælder om, de maa være herinde et Sted, de har blot forstukket sig, og 180jeg maa finde dem. Men jeg har ikke fundet dem …

Det er igen Aften, mørk, mild Høstaften. Jeg sidder paa mit Værelse og holder en Bog i Haanden. Jeg ser nedad mine Ben, de er lidt vaade endnu; jeg ser paa mit Haandled, og der er en Stump sort Baand bundet om det. Det har altsammen sin Rigtighed.

Jeg ringer paa Pigen og spørger, om der staar et Taarn i Nærheden, et Sted borte i Skogen, et sort, ottekantet Taarn? – Pigen nikker og siger: Ja, der er et Taarn. – Og bor der ogsaa Mennesker der? – Ja, der bor en Mand der; men han er syg, han er besat; man kalder ham Lygtemanden. Og Lygtemanden har en Datter, og hun bor ogsaa i Taarnet; ellers er der ingen, som bor der. – Godt, Godnat!

Saa gaar jeg tilsengs.

Og tidlig den næste Morgen begiver jeg mig ud i Skogen; jeg vandrer den samme Sti og ser de samme Træer, og jeg finder ogsaa Taarnet. Jeg nærmer mig Porten og ser et Syn, som faar mit Hjærte til at standse: Paa Jorden ligger den blinde Pige, knust af et Fald, død, aldeles sønderreven. Der ligger hun og gaber med sin Mund, og Solen skinner paa hendes røde Haar. Og oppe paa Taarnets Tagkant flager endnu en Trevl af hendes Kjole, som er 181bleven hængende tilbage; men nede paa Grusgangen gaar den lille Mand, Faderen, og ser paa Liget. Hans Bryst krymper sig i Krampe, og han hyler højt; men han ved intet andet at gøre end at gaa rundt omkring Liget og se paa det og hyle. Da han fik Øje paa mig, skalv jeg for hans gruelige Blik, og jeg flygted skrækslagen ind til Byen. Jeg saa ham heller aldrig mer …

Frøken, dette var mit Æventyr.»

Nagel taug.

Der blev en lang Stilhed. Dagny gik og saa ned i Vejen og gik saa overmaade sagte. Endelig sagde hun:

«Ja, Gud, hvilket underligt Æventyr!»

Saa indtraadte der Stilhed paany, og Nagel forsøgte et Par Gange at bryde den med en Bemærkning om den dybe Fred i Skogen, men Dagny svared ikke. Tilsidst tog han sig fore at le højt og slaa det hen:

«Det er jo otte Aar siden,» sagde han, «det er jo ikke idag, jeg har oplevet det. Sig, kan De kende, hvor Skogen dufter netop her? Kære, lad os sætte os lidt!»

Hun satte sig, endnu stille, endnu tankefuld, og han satte sig foran hende.

«Tænker De endnu paa Æventyret?» spurgte han.

«Ja,» svared hun.

182Han slog det atter hen, sagde, at det var for gammelt til at beskæftige sig med, det forelaa ikke. Og desuden var det jo egentlig ikke saa uhyggeligt, vel? Nej, da skulde hun høre Folk fra Tropen fortælle Æventyr! Han havde hørt det og mangen Gang isnet af Rædsel derved.

«Nej, jeg synes ikke, at Deres Historie var saa uhyggelig,» sagde hun, «blot underlig, sælsom. Ja, Tak skal De have.»

I sin Glæde over, at hun igen blev livligere, begyndte han paany at udbrede sig over, hvad Folk fra Tropen kunde fortælle, naar det stak dem. Kom ned til Ceylon, det gamle Tamraparni, kom ind i Bjærgene og Skogene ved Mehavilla og hør Æventyr, som fuldstændig tager Vejret fra én! Der stødte man paa et af de ældste Folk paa Jorden, de gamle Veddaer, Ceylons Urmennesker. De leved det elendigste Liv, var jaget ind i Skogene af Singhalesere og europæisk Pak; men fortælle kunde de! Historier fra Diamanthulerne, Prinser fra Bjærgene, fristende Skønheder fra Havet, Aander fra Jorden og Luften, Perlepaladser, Slotte i Vesterled! Dette Folk var et Folk med Skæbne, med vidunderlige Traditioner, hvert Individ følte sig som en Efterkommer af deres største Æventyrkonge. De stod i Filler og tvang den Fremmede til at slaa Øjet ned for dem, naar de talte. De beskrev 183med Forkærlighed det mystiske, det store og sære og vidunderlige; overhovedet fandtes der ikke deres Mage til at udruge kolossale Vildfarelser, Feberfostre af stejlende Hjærner. Deres Liv var henlevet i en Æventyrverden fra den første Begyndelse af, og de talte lige saa let om de vilde Fépaladser bag Bjærgene, som om den stumme Vældige i Skyen, den store Magt, som pusler om der oppe i Rummet og tygger Stjærner. Men alt dette kom af, at disse Mennesker leved under en anden Sol og aad Frugt, istedetfor Havregrød, – aa, den norske Havregrød!

Dagny lo og modsagde ham. Saa, Havregrøden var ikke bra nok? Havde vi ikke ogsaa de vakkreste Æventyr? End Asbjørnsens?

Han blev ivrig: Naturligvis, naturligvis var Havre en udmærket Kost i Lande, hvor der ingen Sol var; hvem kunde sige andet? Men Solen? Havde hun Begreb om en Sol, som kunde lyse lidt urimeligt, en Sol, som gik i Fraade og Skavler af Lyst Og Højfjældsæventyrene ja, Huldreæventyrene, disse plumpe Fostre af en skindbukset Fantasi, udruget i mørke Vinternætter i Stokhytter med Ljorer i Taget! Havde hun nogensinde læst Tusind og en Nats Æventyr? Naa, men disse Æventyr fra Gudbrandsdalen, denne saare bondefulde Poesi, denne Fantasi tilfods, den hørte os til, det var vor 184Aand, vi havde ikke formaaet at udspekulere det gildere, vi havde endog laant lidt Stas fra andre, havde stjaalet lidt hist og her. Hvadbehager? Naa, ja, Æventyrene fra Nordland, var det ikke ligedan med dem? Frembragte de ikke akkurat samme Stemning i en, som naar man hørte en Fisker komme stampende op fra Fjæren med Transtøvlerne fulde af Sjø? Mere havde ikke vi formaaet at gøre ud af Havets mystiske og raa Dejlighed. Bare en saadan Nordlandsjægt vilde være en Fabelbaad, en Aandernes Farkost for Østerlændingen. Havde hun set en saadan Jægt? Ikke? Den saa ud, som om den havde Køn, som om den var et stort Hundyr, udbulnet af Unger i Bugen og flad i Enden, som om den kunde sætte sig. Dens Næse staar tilvejrs som et Horn, der kunde nedkalde fire Vinde. Men til at se sligt noget fordres der lidt Lys, og til at fortælle om det fordres der Hjærner, der er gejle af Galskab. Nej, Sagen var: Solen skinned ikke, den norske Sol var en Maane, en Lygte, der netop satte Nordmanden istand til at skælne Sort fra Hvidt. Apropos: dette skulde for Guds Skyld ikke være nogen Bebrejdelse, det skulde bare i al Beskedenhed være en Agronoms Mening om et geografisk Fænomen.

«Jeg forstaar ikke, hvorledes De har det,» sagde hun, «og jeg maa virkelig le, naar jeg tænker paa det. Det lader til at være aldeles 185ligegyldigt for Dem, hvilket Spørgsmaal der rejses, De staar dog som alle andres Modstander overalt. Enten det er Gladstone, eller det er Gigtkæder eller Æventyr, saa er De den levende Modsigelse til alt, hvad andre Mennesker mener. Naa, men det er virkelig saa fornøjeligt, jeg beder Dem fortsæt, fortsæt, sig mere! Jeg vil saa gærne! Hvad er for Eksempel Deres Mening om Forsvarsvæsenet?»

Han blev blodrød i Ansigtet og bøjed Hovedet. Hvor kunde denne Kvinde med saa blaa Øjne gøre Nar af ham! Jo, gærne det forresten, men i en slig skøn Nat, under en slig dyb Fred! Han sagde bare og var ganske forvildet:

«Forsvarsvæsenet? Forsvarsvæsenet? Hvad mener De?»

«Jeg forsikkrer Dem det faldt mig just ind,» sagde hun hastigt og blev rød hun ogsaa; «De maa ikke tage det ilde op. Sagen er: vi skal faa en Basar istand, en Aftenunderholdning, til Indtægt for Forsvarsvæsenet. Det var blot dette, som løb mig gennem Hovedet i det samme.»

Pause. Pludselig ser han op paa hende, og hans Øjne straaler.

«Jeg er glad iaften, skal jeg sige Dem, og derfor har jeg kanske nok sluddret formeget; men det vil De tilgive; ikke? Synes De ikke ialfald, at den Oplevelse, jeg fortalte Dem, var 186lidt skøn? Jeg kunde vel kanske have gjort det lidt bedre en anden Gang, maaske lidt bedre, jeg ved det ikke; men iaften har jeg bestemt været for glad til at være fuldt paa min Højde. Jeg er glad for alt, ja, for Alverdens Ting, først og fremst, fordi jeg har den Lykke at være sammen med Dem; ja, jeg er Dem saa inderlig, saa inderlig taknemmelig, maa De tro; men dernæst er jeg ogsaa glad, fordi jeg synes, at denne Nat er den smukkeste, jeg har levet. Jeg begriber det ikke. Det er som om jeg var en Del af denne Skog eller denne Mark, en Gren paa øen Furru eller en Sten, gærne en Sten ogsaa, men en Sten, der var gennemtrængt af al denne fine Duft og Fred, som omgiver os. Se derborte, aa, se derhen! Nu lysner det; se den Strime af Sølv, er det ikke dejligt?»

De saa begge mod den hvide Strime, saa lod hun igen sine Øjne hvile paa ham og sagde:

«Ja, hvis De tror, at ikke ogsaa jeg er Dem taknemmelig iaften, saa tager De fejl.»

Og dette sagde hun uden egentlig at være nødt dertil, af fri Vilje, umiddelbart, som om det Var hende en Glæde at sige det. Nagel saa hende opmærksomt ind i Ansigtet og udbrød:

«Er De det? Virkelig? Hvor De gør mig lykkelig! Ja, jeg kommer aldrig til at glemme denne Nat. Skal jeg vise dem et lidet Kunststykke, 187jeg kan, med et Straa og en Kvist, hvorved Straaet blir stærkere end Kvisten? Jeg vilde saa gærne gøre alt, hvad De muligens kunde synes om, bare af Taknemmelighed, forat vise min Hengivenhed. Men lad os heller tale, det er bedre. Aa, det er St. Hans inat! Kære, er det ikke berusende dejligt? Se dér, lad mig bare pege paa den mindste Ting, som gør Indtryk paa mig, den enlige Briskeklynge derhenne, se, hvor den formelig bøjer sig imod os og ser saa god ud. Og fra Furru til Furru spænder Edderkoppen sine Væve; de ligner sligt noget mærkeligt kinesisk Arbejde, ligner Sole, spundet af Vand. De fryser vel ikke? Jeg er sikker paa, at der danser varme, leende Elverpiger om os nu; men jeg vil alligevel tænde op et Baal, en Nying, hvis De fryser; maa jeg ikke? … Hør, det falder mig netop ind: var det ikke her i Nærheden Karlsen blev funden?»

HunHun] rettet fra: «Hun (trykkfeil) fór op med et Udtryk af Uvilje i sit skønne Ansigt og svared:

«Huf, nej, ham taler vi ikke om! Lad ham være, jeg beder Dem. Har man hørt Magen!»

Atter bad han om Undskyldning og vilde bøje af, han sagde:

«Man siger blot, at han var saa indtagen i Dem, – og det kan jeg ikke fortænke ham i …»

188«Indtagen i mig? Ja, kanske lidt, det er godt muligt. Siger man ikke ogsaa, at han dræbte sig for min Skyld, med min Pennekniv? Nej, nu maa vi gaa!»

Hun rejste sig. Hun havde talt let bedrøvet, uden Forlegenhed og uden Forstillelse Han blev yderst forbauset. Hun var vidende om, at hun endog havde drevet en af sine Tilbedere i Døden, og hun gjorde intet videre ved det, spotted ikke over det, men udnytted det heller ikke til Fordel for sig, omtalte det blot som en beklagelig Begivenhed og lod det saa ligge. Hvor hun var ren og skøn der hun gik! De lange, lyse Nakkehaar faldt udover Kjolekraven, og hendes Kind havde en varm, frisk Farve, hvorover der laa et Skær af Dug fra Natten. Naar hun gik, vugged hun ganske lidt i de høje Hofter.

De var komne ud af Skogen, en lys Aabning laa foran dem, en Hund gøed, og lidt efter sagde Nagel:

«Der er Præstegaarden allerede. Hvor der ser hyggeligt ud, disse store, hvide Bygninger med Haven og Hundehuset og Flagstangen midt i tykkeste Skogen. Tror De ikke, Frøken, at De alligevel kommer til at længes hid igen, naar De nu rejser engang, jeg mener, naar De gifter Dem? Ja, det kommer jo an paa, hvor De skal bo.»

189«Ja, det har jeg ikke tænkt paa endnu,» sagde hun, og hun lagde til: «Den Dag den Sorg!»

«Den Dag den Glæde!» sagde han.

Hun svared afbøjende, en Smule utaalmodigt:

«Nej, nu er De vist ikke glad længer. Hvor mange er Klokken?»

«Klokken er vel to.»

«Hør,» sagde hun, «De maa ikke gaa og forundre Dem over, at jeg nu har vandret ude saa sent paa Natten; vil De vel? Vi plejer at gøre det saa her, vi er nemlig bare Bønder her omkring, bare Naturbørn. Adjunkten og jeg har saaledes gaaet om her paa Vejen lige til den lyse Morgen, vi.»

«Men hvem har ført Passiaren da? Det forekom mig, at Adjunkten var en Mand af meget faa Ord.»

«Ja, det er jo ogsaa mig, som har talt mest, det vil sige: jeg har spurgt, og han har svaret. De ved, man kan have saa mangt at spørge om. Naa, det hører ikke hid. Hvad gør De nu, naar De kommer hjem?»

«Naar jeg kommer hjem nu? Jeg lægger mig og sover til – ja, henimod Middag, sover som en Sten, dør væk, uden at vaagne og uden at drømme. Hvad gør De?»

190«Men tænker De ikke? Blir De ikke liggende en lang Tid og tænke paa forskelligt? Faar De da sove straks?»

«Øjeblikkelig. Gør ikke De det?»

«Hør, der synger en Fugl allerede. Nej, det maa være senere end De siger; vil De lade mig faa se Deres Ur. Men Gud, Klokken er jo tre, næsten fire! Hvorfor sagde De da, at den var bare to?»

«Tilgiv mig!» svared han.

Hun saa paa ham, forresten uden nogen Misfornøjelse, og sagde:

«De havde ikke behøvet at narre mig, jeg vilde alligevel have været saa længe ude, jeg siger det akkurat som det er. Jeg haaber, De ikke lægger mere i dette end De bør. Jeg har ikke mange Fornøjelser, og jeg tager med begge Hænder imod de faa, jeg finder. Saaledes har jeg været vant til at leve, lige siden vi kom hid, jeg tror ikke heller, at det har forarget nogen. Ja, det ved jeg ikke forresten, men det kan ogsaa være ligegyldigt; Papa siger ialfald ingenting om det, og det er ham, jeg retter mig efter. Kom, vi gaar endnu et lidet Stykke.»

De gik forbi Præstegaarden, ind i Skogen paa den anden Side. Fuglene sang; den hvide Strime af Dagen i Øst blev bredere og bredere. Samtalen faldt lidt af og drejed sig om ligegyldige Ting.

191«Der læses nok meget i Deres Hjem?» sagde han.

Hun svared:

«Hvordan ved De det?»

«Jeg har vist hørt det; jeg ved ogsaa, at Deres Fader ialfald har Bøger af Turgénjev og Garborg, og det er et godt Tegn.»

«Ja, Turgénjev, er ikke han vidunderlig! Altsaa Minutten har sladdret igen, De kan ikke have det fra nogen anden. Ja, vi læser meget, Papa læser altid, han har saa mange Bøger. Hvordan synes De om Tolstoy?»

«Godt, naturligvis. Tolstoy er en stor og mærkelig Mand.»

Men nu lo hun, saa det klang i Skogen, og afbrød ham:

«Nej, nu siger De noget, som De ikke mener igen, jeg kan se det paa Dem. De synes aldeles ikke om Tolstoy.»

«Hm. Det vil sige … Nej, lad os nu ikke komme ind paa Spørgsmaal igen, for saa blir jeg kedeligere end nogensinde. Jeg er jo ikke saa heldig at være enig med alle Mennesker, og jeg vilde nødig gaa og gøre Dem træt af mig. Hvordan synes De selv om Tolstoy?»

«Nu er De ikke glad mere, nu er De altsaa ikke glad mere. Ja, ja, nu vender vi ogsaa om. Stille, Bisken, nu kommer jeg!» raabte hun til Hunden, der stod og sled i sin Lænke.

192«Sandheden er den,» sagde han, «at hvis jeg skulde sige, hvor glad jeg er og hvorfor jeg er saa glad, saa vilde De igen løbe fra mig, og det maa ikke ske. Lad mig faa Lov til at gæmme det hos mig selv …»

Og hun afbrød ham igen:

«Naa, ja, naturligvis … Ja, ja, dette har været en fornøjelig Aften; men nu er De nok ogsaa dygtig træt? Tak, da, for Følget! Men det er sandt, De maa ikke tage min Parasol med Dem. Jo, det skulde blive en nydelig Historie, om De gjorde det, ha-ha-ha.»

Hun var kommet til Porten, da hun endnu engang vendte sig om og sagde:

«Det er ogsaa af en anden Grund godt, at jeg har truffet Dem iaften: nu har jeg da lidt at fortælle min Forlovede, naar jeg skriver. Jeg skal sige, at De er en slig Mand, som er uenig med alle om alt, saa vil han blive saa græsselig forundret; jeg synes se ham studere over Brevet og ikke begribe det. Nej, han er nemlig saa inderlig god, Gud, hvor han er god! Han modsiger ingen. Ja, De skal tro, han er prægtig. Det er bare Synd, at De ikke træffer ham, mens De er her. Godnat.»

Og Nagel svared Godnat, Godnat og saa efter hende, til hun var forsvunden i Huset.

193Dette blev saa alt, hvad de talte om den hele Nat. Nagel tog sin Hue af og bar den i Haanden gennem Skogen. Han var overordentlig tankefuld; flere Gange standsed han og saa op fra Vejen, stirred ret frem for sig et Øjeblik og gik saa igen videre med smaa, langsomme Skridt. Hans Miner var smilende og glade. Hvilken Stemme, hvilken Stemme, hun havde! Skulde man have hørt Magen, en Stemme, der dirred af Sang! Hvor hun havde bedaaret ham, dette søde, lyse Menneske!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.