XVIII.

Først kom Doktor Stenersen; det var endnu før Nagel var staaet op. Doktoren bad undskylde, men den Pokkers Basar optog ham baade 419Nat og Dag. Jo, han havde et Ærinde, en Mission: det galdt at formaa ham – Nagel – til at optræde paa Basaren igen iaften; der gik de vidunderligste Rygter om hans Spil, Byen sov ikke for Nysgærrighed; virkelig sandt! … De læser Bladene, ser jeg? Ja, den Politikken! Har De lagt Mærke til de sidste Embedsudnævnelser? I det hele taget gik det ikke som det burde gaa med Valgene, det blev ikke til noget Slag i Ansigtet paa Svenskerne … De ligger temmelig længe, synes jeg; Klokken er ti, og der er et Vejr ude, det dirrer af Varme! De skulde gaa en Morgentur.

Ja, Nagel vilde ogsaa op nu.

Ja, hvad maatte der saa svares Basarbestyrelsen?

Nej, Nagel vilde ikke spille.

Ikke? Men det var dog en landsvigtig Sag; havde han Ret til at undslaa sig for denne lille Tjeneste?

Ja, han kunde ikke.

Herregud, nu var der just slig Stemning for det, især havde Damerne formelig bestormet Doktoren igaaraftes om at faa det i Laas. Frøken Andresen havde ikke givet ham Rist eller Ro, og Frøken Kielland havde endog trukket ham afsides og bedt ham om aldeles ikke at slippe Nagel, før han havde lovet at komme.

420Ja, men Frøken Kielland vidste dog ikke en Snus om, hvordan han spilled? Hun havde aldrig hørt det.

Nej, men hun var alligevel den ivrigste; hun havde endog tilbudt at ville akkompagnere ham. Hun sagde tilslut: sig, at vi allesammen beder ham … De kunde jo gøre disse ti tolv Strøg og glæde os med det?

Han kunde ikke, han kunde ikke!

Ja, se, det var nu bare en Udflugt; han kunde jo Torsdag Aften?

Nagel vred sig lidt: Sæt nu, at han kunde blot denne fattige Stump, dette ene usammenhængende Potpourri, at han havde øvet sig op til det højeste netop i disse Par Danse, forat forbause Folk en Aften! Og desuden spilled han falskt som en Synd; han holdt ikke ud at høre paa det selv, nejgu om han gjorde!

«Ja, men …»

«Doktor, jeg gør det ikke!»

«Men om ikke iaften, saa imorgenaften? Det er Søndag imorgen, Basaren skal slutte da, og vi haaber paa mange Mennesker.»

«Nej, De maa undskylde mig, jeg spiller heller ikke imorgenaften. Det er dumt overhovedet at røre ved en Violin, naar man ikke kan bruge den bedre end jeg gør. Det er dog besynderligt, at ikke De hørte bedre!»

Denne Appel til Doktoren gjorde sin Virkning.

421«Jo,» sagde han, «jeg syntes nok, at det blev lidt galt for Dem hist og her; men hvad Fan, vi er dog ikke Skønnere allesammen.»

Det nytted ikke, Doktoren fik stadig Nej og maatte gaa.

Nagel begyndte at klæde sig paa. Jasaa, endog Dagny havde været saa ivrig til at faa ham til dette, hun vilde endog have akkompagneret ham! En ny Fælde, hvad? Det glipped for hende igaaraftes, og nu vilde hun tage sin Mon igen paa denne Maade? … Herregud, kanhænde gjorde han hende Uret ogsaa, hun vilde kanske ikke hade ham mere nu, hun vilde lade ham i Fred! Og han bad hende i sit Hjærte om Forladelse for sin Mistænksomhed. Han saa ud paa Torvet; det var det herligste Solskin og den højeste Himmel. Han begyndte at nynne.

Da han næsten var færdig til at gaa ned, stak Sara et Brev ind gennem Døren til ham; det havde ikke været i Posten, det var kommet ved Bud; Brevet var fra Martha og indeholdt blot nogle faa Linjer: han maatte alligevel ikke komme iaften, hun var rejst bort. For Guds Skyld, han maatte tilgive hende alt og ikke mere komme til hende; hun led ved at se ham igen. Farvel. Nederst paa Brevet, nedenfor hendes Navn, havde hun føjet til, at hun aldrig kunde glemme ham. Jeg kan aldrig glemme 422Dem, skrev hun. Alt i alt løb der en Tone af Vemod gennem disse tre fire Linjer af et Brev, endog Bogstaverne havde et sørgmodigt, fattigt Udseende, og hun sagde ham dog Farvel.

Han faldt ned paa en Stol. Alt var tabt, tabt! Endog dér var han bleven tilbagevist! Hvor det dog var underligt, hvor alt sammensvor sig mod ham! Havde han vel nogensinde ment det ærligere og bedre end her? Og alligevel, alligevel hjalp det ikke! Han sidder urørlig i flere Minutter.

Med én Gang springer han op fra Stolen; han ser paa Klokken, den er elleve; kanske hvis han fôr afsted straks, kunde han endnu træffe Martha, før hun rejste! Han begiver sig øjeblikkelig ned til hendes Hus; det er aflaaset og tomt. Han kiger indad Vinduerne til begge Rum, og der findes ikke et Menneske.

Han blir slagen og stum, han vender hjemad til Hotellet, uden at vide, hvor han gaar, uden at se op fra Gaden. Hvor kunde hun gøre det! hvor kunde hun gøre det! Han vilde dog have sagt hende Farvel og ønsket hende alt, alt godt hvor hun kom hen. Han havde villet knæle for hende alligevel, for hendes Godheds Skyld, fordi hun havde det reneste Hjærte, og hun havde ikke kunnet taale, at han gjorde det. Ja, ja, der var intet at gøre ved det!

423Da han traf Sara i Gangen, fik han vide, at Brevet var kommet med et Bud fra Præstegaarden. Saa var det Dagnys Værk dette ogsaa, hun havde faaet det hele istand, havde beregnet nøje og handlet pludseligt. Nej, hun vilde aldrig tilgive ham mere?

Den hele Dag flakked han om paa Gaden, paa sit Værelse, ude i Skogen, overalt, han var ikke et Øjeblik i Ro. Og han gik stadig med ludende Hoved og med aabne Øjne, som intet saa.

Den næste Dag gik paa samme Maade. Det var Søndag, en Masse Mennesker fra Landet var kommet ind forat besøge Basaren og se Tableauerne den sidste Dag; Nagel fik atter en Anmodning om at spille et eneste Numer, dennegang gennem et andet Bestyrelsesmedlem, Konsul Andresen, Fredrikkes Fader; men han afslog det paany. Han gik i fire hele Dage omkring som en Forrykt, i en underlig fraværende Stemning, som optagen af blot en Tanke, en Følelse. Han var hver Dag og flere Gange om Dagen nede ved Marthas Hus og saa, om hun skulde være kommet tilbage. Hvor var hun rejst hen? Men selv om han ogsaa fandt hende, nytted det ham ikke noget; intet nytted mer!

En Aften var han lige ved at støde paa Dagny. Hun kom ud fra en Butik og strejfed 424næsten hans Albue. Hun gjorde en Bevægelse med Læberne, som forat tale til ham, men blev pludselig rød og tied. Han kendte hende ikke rigtig straks, og af Forfjamselse blev han staaende et Øjeblik og se paa hende, inden han brat vendte om og fjærned sig. Hun kom efter, han hørte paa hendes Skridt, at hun gik hurtigere og hurtigere; han havde Følelsen af, at hun vilde indhente ham, og han forstærked sin Gang forat komme væk, forat skjule sig for hende; han var bange for hende, hun vilde igen og igen bringe ham en eller anden Ulykke! Han undslap endelig lige til Hotellet, han sprang ind og iled op paa sit Værelse i den højeste Uro. Gudskelov, han var frelst!

Dette var den 14de Juli, en Tirsdag …

Om Morgenen lod det til, at han havde fattet en Beslutning om at gøre noget. Hans Ansigt var paa disse faa Dage blevet ganske forandret, det var blegt og stivt, og hans Øjne var uden Liv. Han gik ogsaa oftere og oftere et godt Stykke nedad Gaden, inden han opdaged, at hans Hue laa igen i Hotellet; ved slige Lejligheder plejed han at sige til sig selv, at dette maatte det have en Ende med, Slut skulde det være; og naar han sagde det, knytted han Hænderne haardt sammen.

Da han Onsdag Morgen stod op af Sengen, undersøgte han først den lille Giftflaske i sin 425Vestelomme, rysted den, lugted til den og gæmte den igen. Idet han derpaa klædte sig paa, begyndte han af gammel Vane at tumle med en af disse lange og uordentlige Tankerækker, som idelig sysselsatte ham og aldrig lod hans trætte Hoved faa hvile. Med en gal, uhyre Hast gjorde hans Hjærne sit Arbejde; han var ophidset og saa fortvivlet, at han ofte havde Møje medmed] rettet fra: med med (trykkfeil) at holde Taarerne tilbage, og midt i dette trængte Tusind Ting ind paa ham:

Ja, Gudskelov, han havde sin lille Flaske i Behold! Der lugted Mandler af den, og Saften var klar som Vand. Aa, jo, han vilde alligevel faa Brug for den meget snart, meget snart, naar ingen anden Raad fandtes. Det blev alligevel Enden. Og hvorfor ikke? Han havde drømt saa naragtig skønt om en Gærning paa Jorden, noget, der kunde «tælle», nogle Bedrifter, som Kødæderne kunde korse sig over, – og det var falden daarligt ud; han havde ikke magtet Opgaven. Hvorfor skulde han ikke faa Brug for Saften! Tilbage stod det da at svælge den, uden at gøre formange Grimaser. Ja, ja, han skulde gøre det, i Tidens Fylde, naar Klokken slog.

Og Dagny skulde vinde …

Hvor hun var mægtig dette Menneske! Han forstod den arme Mand, som ikke vilde leve foruden hende, ham med Staalet og det 426sidste Nej; han forundred sig ikke længe over ham, Staklen havde indstillet, og hvad andet havde han havt at gøre? … Hvor hendes blaa Fløjelsøjne skal tindre, naar nu ogsaa jeg gaar samme Vej! Men jeg elsker dig, elsker dig derfor ogsaa, ikke bare for dine Dyders Skyld, men ogsaa for din Ondskabs. Du piner mig blot altfor meget med din Overbærenhed; hvorfor taaler du, at jeg har mer end ét Øje? Du skulde tage det andet, ja, begge to; du skulde ikke finde dig i, at jeg fik gaa i Fred paa Gaden, og at jeg har Tag over Hovedet. Du har revet Martha bort fra mig, jeg elsker dig trods dette, og du ved, at jeg elsker dig trods dette, og du fniser deraf, og ogsaa derfor elsker jeg dig, at du fniser deraf. Kan du forlange mere? Er det ikke nok? Dine lange, hvide Hænder, din Stemme, dit lyse Haar, din Aande og din Sjæl elsker jeg som intet andet, og jeg kan ikke bjærge mig for det, og jeg kan ikke raade ved mig mere, Herren hjælpe mig! Ja, du maa gærne inderlig haane mig mere og le af mig, hvad gør det, Dagny, naar jeg elsker dig? Jeg indser ikke, at det gør hverken fra eller til; for mig maa du gøre, hvad der falder dig ind, og du er lige skøn og elskelig i mine Øjne derfor, jeg tilstaar det villigt. Jeg har skuffet dig paa en eller anden Maade, du finder mig daarlig og slet, du tror mig istand til alt 427galt; hvis jeg kunde hjælpe paa min lave Vækst ved et eller andet Bedrag, saa vilde jeg endog gøre det. Ja, og hvad saa? Naar du siger det, saa er det ogsaa saaledes for mig, det er ogsaa godt for mig, og jeg forsikkrer dig, at min Kærlighed begynder at synge i mig, naar du siger det ogsaa. Selv om du ser ringeagtende paa mig, eller du vender mig Ryggen uden at svare paa et Spørgsmaal fra mig, eller du søger at indhente mig paa Gaden forat ydmyge mig, ogsaa da skælver mit Hjærte imod dig af Kærlighed. Du maa forstaa mig, jeg bedrager ingen af os nu; men det er mig ogsaa det samme, om du atter ler, det forandrer ikke min Følelse; saaledes er det. Og hvis jeg fandt en Diamant engang, saa skulde den hedde Dagny, fordi bare dit Navn gør mig hed af Glæde. Men endog saa vidt kan jeg gaa, at jeg kunde ville høre dit Navn uafladelig, høre det nævne fra alle Mennesker og Dyr og alle Bjærge og alle Stjærner, at jeg var døv for alt andet og blot hørte dit Navn som en endeløs Tone mod mit Øre Nat og Dag mit hele Liv igennem. Jeg kunde ville indstifte en ny Ed til Ære for dig, en Ed til Brug for alle Jordens Folkeslag, blot til Ære for dig. Og hvis jeg synded derved, og Gud advared mig derimod, saa vilde jeg svare ham: skriv det paa mig, før det op, jeg 428betaler det med min Sjæl, i Tidens Fylde, naar Klokken slaar …

Hvor altsammen er forunderligt! Jeg er standset allevegne, og jeg er dog den samme i Kraft i Liv; de samme Muligheder er mig aabne som før, jeg kunde gøre de samme Gærninger; hvorfor er jeg da standset, og hvorfor er med en Gang alle Muligheder blevne mig umulige? Er jeg selv Skyld i det? Jeg ved ikke hvorved; jeg har alle mine Sandser, jeg har ingen skadelige Vaner, jeg ligger ikke under for en eneste Last, jeg styrter mig heller ikke blindt ind i Fare. Jeg tænker som før, føler som før, er Herre over mine Bevægelser som før, ja, og jeg værdsætter Mennesker som før. Jeg gaar til Martha, jeg ved, at hun er Frelsen, hun er den gode Sjæl, min gode Engel. Hun er bange, hun frygter saare; men hun vil tilsidst som jeg vil, og vi er enige. Godt! Jeg drømmer om et Liv i lykkelig Fred; vi trækker os tilbage til Ensomheden, vi bor i en Hytte ved Bredden af en Kilde, vi strejfer om i Skoge, i korte Klæder og med Spænder i Skoene. Hvorfor ikke? Muhamed gaar til Bjærget! Og Martha er med, Martha fylder min Dag med Renhed og Natten med Hvile, og Herren i det Høje, er over os. Men nu blander Verden sig i det, Verden stejler, Verden finder, at det er Vanvid. Verden siger, at den og den fornuftige Mand og Kvinde ikke 429vilde gjort det samme, følgelig er det at gøre det vanvittigt. Og jeg staar frem eneste alene Menneske og tramper i Gulvet og siger, at det er fornuftigt! Hvad ved Verden? Intet! Man vænner sig blot til en Ting, man akcepterer den, man erkender den, fordi éns Lærer har erkendt den før én, alt er blot og bar Antagelse, ja, endog Tid, Rum, Bevægelse, Materie er Antagelse. Verden ved intet, den akcepterer blot …

Nagel holdt et Øjeblik Haanden for Øjnene og vagged frem og tilbage med Hovedet, som om det svirred for ham. Han stod midt paa Gulvet.

Hvad var det nu, jeg tænkte paa? Godt, hun frygter for mig; men vi blir enige, og jeg føler i mit Hjærte, at jeg skal gøre hende alt godt alle Dage. Jeg vil slaa op med Verden, jeg sender Ringen tilbage; jeg har tumlet mig som en Nar blandt andre Narre, jeg har begaaet gale Streger, jeg har ogsaa spillet Violin, og Folket har raabt: godt brølt, Løve! Jeg væmmes ved den usigelig raa Triumf at høre Kødæderne klappe, jeg konkurerer ikke længer med en Telegrafist fra Kabelvaag; jeg gaar til Fredens Dal og blir Skogens fredeligste Væsen, jeg dyrker min Gud, nynner tilfredse Sange, blir overtroisk, barberer mig kun under Flod Sjø og iagttager visse Fugles Skrig naar 430jeg saar mit Korn. Og naar jeg er træt af Arbejde, staar min Hustru i Døren og vinker til mig, og jeg velsigner og takker hende for alle hendes elskelige Smil … Martha, vi var jo enige, var det ikke saa? Og du loved det saa vist, du vilde det jo selv tilslut, da jeg forklared dig alt? Saa blev der dog ikke noget af det hele. Du blev bortført, overrumplet og bortført, ikke til din, men til min Fordærvelse …

Dagny, jeg elsker dig ikke, du har standset mig allevegne, jeg elsker ikke dit Navn, jeg opirres af det, vrænger ad det, jeg kalder dig Dangni og rækker Tungen ud af Munden; hør mig for Kristi Skyld! Jeg vil komme til dig, naar Klokken er slaaet og jeg er død, jeg vil vise mig for dig paa Brandmuren med et Ansigt som Kløverknægt, og jeg vil forfølge dig som Dødningeskelet, danse omkring dig paa ét Ben og lamme dine Arme med mine Greb. Jeg vil gøre det, jeg vil gøre det! Gud bevare mig for dig fra nu af og altid, det vil sige Fan gale dig, saa inderlig som jeg beder om det …

Og hvad saa! for syvende og sidste Gang hvad saa? Jeg elsker dig alligevel, og, Dagny, du ved godt, at jeg elsker dig alligevel, og at jeg angrer alle mine bittre Ord. Men hvad saa? Hvad nytter det mig? Og desuden, hvo 431ved, om det ikke er bedst saaledes? Hvis du siger, at det er bedst saaledes, saa er det ogsaa saa, jeg føler det samme som du, jeg er en standset Vandrer. Men om du ogsaa havde villet, og du havde brudt med alle andre og bundet dig til mig – hvad jeg ikke fortjente, men alligevel, lad os sætte det, – hvad havde det ført til? Du havde i Højden villet hjælpe mig til at udføre mine Bedrifter, at gøre min Gærning i Verden, – jeg siger dig, det gør mig skamfuld, mit Hjærte standser af Skam ved at tænke paa det. Jeg vilde gøre som du vilde, fordi jeg elsker dig, men jeg vilde lide ved det i min sjæl … Naa, hvad i Alverden skal det være godt for at sætte den ene Ting efter den anden, at opstille umulige Udgangspunkter? Du vilde ikke bryde med alle andre og ikke binde dig til mig, du betakker dig, ler mig ud, haaner mig; hvad har jeg saa med dig at bestille? Punktum.

Pause. I Hæftighed:

Forresten skal jeg sige dig, at jeg drikker mig dette gode Glas Vand og giver dig Fan med Fedt paa. Det er usigelig dumt af dig at tro, åt jeg elsker dig, at jeg virkelig gider gøre mig den Umage nu, naar Tidens Fylde er saa nær. Jeg afskyr hele din skatteborgerlige Tilværelse, saa pyntet, kæmmet og intetsigende som den er. Jeg afskyr den, det ved Gud jeg 432gør, og jeg føler Forbittrelsen i mig som en Helligaands Vejr, naar jeg tænker paa den. Hvad vilde du have gjort mig til? He-he, jeg skal bande paa, at du vilde have gjort mig til en stor Mand. He-he, gak og beté dig for Præsterne! Jeg er skamfuld i mit Hjærte over dine store Mænd …

En stor Mand! Hvormange store Mænd er der i Verden? Først er det de store Mænd i Norge, de er størst. Saa er det de store Mænd i Frankrige, i Hugos og Digternes Land. Saa kommer de store Mænd hist i Barnums Rige. Og alle disse store Mænd balancerer om paa en Klode, der i Forhold til Sirius ikke er større end Ryggen af en Lus. Men en stor Mand er ingen liden Mand, en stor Mand bor ikke i Paris, han bebor Paris. En stor Mand staar saa højt, at han kan se sig selv over Hovedet; Lavoisier bad om at faa sin Halshugning udsat, til han havde fuldført en kemisk Undersøgelse, det vil sige: træd ikke paa mine Cirkler! sagde han. He-he, hvilken Komedie! Naar nu ikke engang, nej, ikke engang Eukleides, Eukleides med Aksiomerne, har lagt mer end en Øre til Grundværdien! Aa, hvor man har gjort det fattigt og nøjsomt og lidet stolt paa Herrens Jord!

Der gaar man hen og laver store Mænd af de tilfældigste Professionister, som tilfældigvis 433har forbedret Elektricitetens Koncentreringsapparat, eller som tilfældigvis har havt Muskelkræfter nok til at skræve sig gennem Sverige paa en Bicycle, ja, og man lader store Mænd skrive Bøger til Fremme af store Mænds Tilbedelse! He-he, det er virkelig morsomt, det er Pengene værd! Tilslut vil hver Komune have sin store Mand, en juridisk Kandidat, en Romanforfatter, en Polarskipper af umaadelig Størrelse Og Jorden vil blive saa udmærket flad og enkel og jævn at overskue …

Dagny, nu er det min Tur: jeg betakker mig, jeg ler dig ud, jeg haaner dig; hvad har du saa med mig at bestille? Jeg blir aldrig en stor Mand …

Men lad os blot sætte, at der er en uhyre Masse store Mænd, en Legion Genier af den og den Størrelse; hvorfor ikke sætte det! Men hvad saa? Skulde kanske Antallet imponere mig? Tvertimod, jo flere af Sorten, des almindeligere! Eller skulde jeg gøre, som Verden gør? Verden er altid sig selv lig, den akcepterer ogsaa her, hvad Verden før har akcepteret, den beundrer, falder paa Knæ, rænder de store Mænd i Hælene med Hurraraab. Og det skulde ogsaa jeg gøre? Komedie, Komedie! Den store Mand gaar paa Gaden, det ene Menneskebarn dytter det andet Menneskebarn i Siden og siger: der gaar den og den store Mand! Den store Mand 434sidder i Teatret, den ene Lærerinde kniber den anden Lærerinde i Armen og hvisker: der, i den Sniploge, sidder den og den store Mand! He-he. Og han selv, den store Mand? Han inkasserer! Ja, det gør han. Menneskebørnene har Ret, han modtager deres Opmærksomhed som sit Tilkommende, han forsmaar den ikke, han rødmer ikke. Og hvorfor skulde han rødme? Er han ikke en stor Mand?

Ja, men unge Student Øjen vilde protestere her; han skal selv blive en stor Mand, han skriver paa en Roman i Ferien; han vilde paapege min Inkonsekvense igen: Hr. Nagel, De er ikke konsekvent, forklar Deres Mening!

Og jeg vilde forklare min Mening.

Men ung Øjen vilde ikke finde sig tilfredsstillet, han vilde spørge: Saa er der altsaa egentlig ingen store Mænd?

Ja, det vilde han spørge om, efterat jeg endog havde forklaret ham min Mening! He-he, saaledes vilde det forme sig for ham. Naa, men jeg vilde alligevel svare ham igen det bedste, jeg formaaed, jeg vilde komme i Æs og svare: Der er altsaa simpelthen en Legion store Mænd; hører De nu, hvad jeg siger? Der er en Legion af dem! Men af de største Mænd er der ikke, nej, ikke mange. Se, dét er Forskellen. Der blir snart en stor Mand i hver Komune; men af de største Mænd kommer der kanske 435aldrig til at blive én i hvert Aartusinde. Ved stor Mand forstaar Verden ganske simpelt et Talent, et Geni, og Herregud, Geni er et meget demokratisk Begreb: saa mange Pund Bif at æde hver Dag giver Geni i tredje, fjerde, femte, tiende Led. Geniet i populær Betydning er ikke det uhørte, et Geni er blot et menneskeligt Apropos; man standser ved det, men man stejler ikke for det. Tænk Dem: De staar en stjærneklar Vinteraften i et Observatorium og ser gennem Kikkert paa Oriontaagen. Saa hører De, at Farnley siger: Godaften, Godaften! De ser Dem om, Farnley bøjer sig dybt, en stor Mand er kommet indad Døren, et Geni, Herren fra Sniplogen. Og ikke sandt, da smiler De lidt ved Dem selv og vender Dem igen til Oriontaagen? Dette har hændt mig … Har De forstaaet min Mening? Jeg vil sige: heller end at beundre de almindelige store Mænd, som faar Menneskebørnene til at dytte hinanden i Siden af Ærefrygt, foretrækker jeg de smaa, ubekendte Genier, Ynglinge, som dør i Skoledagene, fordi deres Sjæl sprænger dem, fine, blændende St. Hans Orme, som man maa have truffet, mens de var ilive, forat vide, at de var til. Saadan er min Smag. Men fremfor alt siger jeg: det gælder at skælne det højeste fra det høje Geni, at holde det højeste fra det høje Geni, at holde det højeste oppe, saa det ikke drukner i Almindelighed, i Geniernes Proletariat. Jeg vil 436se den uhørte Ærkeaand paa sin Plads; gør dog et Udvalg, faa mig til at stejle, skaf mig af med Komunegenierne, det gælder at finde det topmaalte, Hs. Eminence Topmaalet …

Hvorpaa ung Øjen vil sige – jo, jeg kender ham, han vil sige: Men dette er virkelig bare Teori, Paradokser.

Og jeg er ikke istand til at se, at det er bare Teori, jeg er ikke istand til det, Herren hjælpe mig, saa usaligt anderledes ser jeg Tingene an. Er det min Fejl, jeg mener: er jeg personlig Skyld i det? Jeg er en Fremmed, en Tilværelsens Udlænding, Guds fikse Idé, kald mig, hvad I vil …

Med stigende Hæftighed:

Og jeg siger Jær: det rører mig ikke, hvad I kalder mig; jeg giver mig ikke over, aldrig i Evighed; jeg bider Tænderne sammen og forhærder mit Hjærte, fordi jeg har Ret; jeg vil staa eneste alene Menneske foran Alverden og ikke give efter! Jeg ved, hvad jeg ved, i mit Hjærte har jeg Ret; stundom, i visse Stunder, aner jeg den uendelige Sammenhæng i alt. Jeg har endnu noget at føje til, som jeg glemte, jeg firer ikke: jeg vil slaa alle Jærs dumme Antagelser i Knæ, angaaende de store Mænd. Ung Øjen paastaar, at min Mening blot er en Teori; godt, hvis min Mening er en Teori, saa slaar jeg den ned og fremkommer med en anden, 437som er end bedre; ti jeg skyr intet. Og jeg siger … vent lidt, jeg er overbevist om, at jeg kan sige noget bedre endda, fordi mit Hjærte er fuldt af Ret; jeg siger: jeg ringeagter og haaner den store Mand i Sniplogen, han er en Bajads og en Nar for mit Hjærte, min Mund trækker sig sammen af Foragt, naar jeg ser hans oppustede Bryst og hans sejerssikkre Miner. Har den store Mand selv kæmpet sig til sit Geni? Er han ikke født med det? Hvorfor da raabe Hurra for ham?

Og ung Øjen spørger: Men De vil jo dog selv sætte Hs. Eminence Topmaalet paa sin Plads, De beundrer jo dog Ærkeaanden, som heller ikke selv har kæmpet sig til sit Geni?

Og ung Øjen mener igen at have grebet mig i en Inkonsekvense, saaledes former det sig for ham! Men jeg svarer ham atter, fordi den hellige Ret har bemægtiget sig mig: Jeg beundrer heller ikke Ærkeaanden, jeg knuser endog Hs. Eminence Topmaalet, hvis det er nødvendigt, og fejer Jorden ren. Man beundrer Ærkeaanden for dens Storhed, for dens Topmaal af Geni, – som om Geniet var Ærkeaandens egen Fortjeneste, som om ikke Geniet tilhørte den fælles Menneskehed, og bogstavelig var Materiens Ejendom! At Ærkeaanden tilfældigvis har suget i sig baade sin Oldefaders, sin Bedstefaders og sin Faders, sin Søns, sin Sønnesøns 438og sin Sønnesønsøns Part af Geni og har lagt sin Slægt i Aarhundreder øde, det er ikke, nej, ikke Ærkeaandens egen Skyld; den har fundet Geniet i sig, har forstaaet dets Bestemmelse og brugt det … Teori? Nej, der er ikke Teori; betænk, at det er mit Hjærtes Mening! Men hvis ogsaa dette er Teori, da søger jeg i min Hjærne og finder endnu en ny Udvej, og jeg fremsætter endnu en tredje og fjerde og femte knusende Modsigelse, saa godt, som jeg er istand til, og jeg giver ikke fortabt.

Men ung Øjen giver heller ikke fortabt, for han har hele Verden i Ryggen, og han siger: Saa har De ingenting at beundre, ingen stor Mand, intet Geni!

Og jeg svarer og gør ham ildere og ildere tilmode efterhvert, for han skal selv blive stor Mand; jeg giver ham atter Vand i Blodet og svarer: Nej, jeg beundrer ikke Geniet. Men jeg beundrer og elsker Resultatet af Geniets Virksomhed i Verden, hvortil den store Mand bare er det stakkels nødvendige Redskab, saa at sige bare den usle Syl til at bore med … Er det saa godt? Har De saa forstaaet mig?

Med pludselig fremstrakte Hænder:

Aa, nu saa jeg igen den uendelige Sammenhæng i Tingene! Hvor det skinned, hvor det skinned! Den store Forklaring hjemsøgte mig nu, nu i dette Øjeblik, midt paa Gulvet! Der 439var ingen Gaader for mig, jeg saa tilbunds i alt. Hvor det skinned, hvor det skinned!

Pause.

Ja, ja, ja, ja, ja, ja! Jeg er en Fremmed blandt Medmennesker, og snart slaar Klokken. Ja, ja … Og forresten, hvad har jeg med de store Mænd at skaffe? Intet! Kun at det er Komedie og Humbug og Bedrag med de store Mænd. Godt! Men er ikke det hele Komedie og Humbug og Bedrag? Ganske vist, ganske vist, alt er Bedrag. Kamma og Minutten og alle Mennesker og Kærligheden og Livet er Bedrag; alt, hvad jeg ser og hører og fornemmer, er Bedrag, ja selve Himlens Blaa er Ozon, Gift, Sniggift … Og naar Himlen er rigtig klar og blaa, da sejler jeg sagte om deroppe, lader min Baad risle frem i blaa, bedragersk Ozon. Og Baaden er af duftende Træ, og Sejlet …

Ja, Dagny sagde selv, at det var saa skønt. Dagny, du sagde det, og Tak alligevel, fordi du sagde det og gjorde mig lykkelig ogsaa da, saa jeg skalv af Glæde. Jeg husker hvert Ord og bærer det med mig, naar jeg gaar efter Vejene og tænker paa altsammen, jeg glemmer det ikke nogensinde … Og nu skal du vinde, naar Timen slaar. Jeg vil ikke forfølge dig mer. Og jeg vil heller ikke vise mig for dig paa Brandmuren; det maa du tilgive mig, at jeg sagde af Ondskab! Nej, jeg vil komme til dig og vifte 440om dig med hvide Vinger, naar du sover, og gaa efter dig, naar Du vaager, og hviske dig mangt et godt Ord ind. Kanske vil du ogsaa smile tilbage til mig, naar du hører det, ja, kanske gør du det, hvis du vil. Men hvis jeg ikke selv faar hvide Vinger, at mine Vinger kanske ikke blir saa hvide, saa vil jeg bede en Guds Engel om at gøre det i mit Sted, og selv vil jeg ikke gaa frem til dig, men skjule mig i en Krog og se, at du kanske smiler til ham. Det vil jeg gøre, hvis jeg kan, og gøre noget godt igen af det værste, jeg har gjort dig. Aa, jeg er glad, naar jeg tænker paa det, og længes efter at faa gøre det allerede straks. Kanske kan jeg ogsaa glæde dig paa andre, underlige Maader; jeg vilde gærne synge over dit Hoved hver Søndag Morgen, naar Du gaar til Kirke, og det vil jeg ogsaa bede Engelen om. Men hvis han ikke vil gøre det for mig, og jeg ikke kan formaa ham til det, da vil jeg lægge mig ned for ham og bede ham mere og mere ydmygt, indtil han bønhører mig. Jeg vil love ham noget godt for det, og jeg skal nok ogsaa give ham noget og gøre ham saa mange Tjenester, hvis han vil være saa snil … Ja, ja, jeg skal faa det til at gaa, og jeg længes efter at faa begynde, jeg er henrykt, naar jeg tænker paa det. Og nu varer det heller ikke længe, før Tiden kommer, jeg skal selv paaskynde den og 441glæder mig ovenikøbet … Tænk, naar engang hver Taage er forsvunden, la la la la …

Han sprang lykkelig og eksalteret nedad Trapperne og gik ind i Spisestuen. Han sang endnu. Saa gjorde en liden Tilfældighed det straks af med hans glade Oprømthed og forbittred ham i flere Timer. Han sang, og han spiste Frokost i al Hast, staaende opret ved Bordet, uden at sætte sig, skønt han ikke var alene. Da han mærked, at de to andre Gæster saa forarget paa ham, bad han dem pludselig om Undskyldning: hvis han havde lagt Mærke til dem før, vilde han have opført sig mere stille; han saa ikke og hørte ikke i slige Dage; var det ikke en herlig Morgen! Nej, hvor Fluerne summed allerede!

Men han fik intet Svar, de to Fremmede saa lige misfornøjede ud og talte værdigt om Politik sig imellem. Nagels Stemning sank straks. Han taug og forlod Spisestuen i Stilhed. I en Butik nede i Gaden gik han ind og forsynte sig med Cigarer og tog derpaa som sædvanligt afsted til Skogen. Klokken var halvtolv.

Ja, var ikke Menneskene altid sig selv lige! Der sad nu disse to Sagførere eller Handelsagenter eller Proprietærer, hvad de nu end var, de sad oppe i Spisestuen og talte Politik og saa 442onde og bedskelige ud, bare fordi han kom til at nynne lidt af Glæde i deres Paahør. Og de tygged sin Frokost med overmaade forstandige Miner og taalte ikke Forstyrrelse. He-he, de havde begge to Hængemaver og posede, fede Fingre; Servietten havde de stukket lige op under Hagen. Gjorde han sin Ret, vendte han om til Hotellet og haaned dem lidt. Hvad var det for Slags højvelbaarne Herrer? Agenter i Gryn, i amerikanske Huder, Gud ved om ikke i simpelt Krustøj. Jo, det var rigtig noget at stejle bagover for! Og alligevel havde de gjort det af med hans glade Tanker i et eneste Øjeblik. De saa ikke engang altfor godt ud; jo, den ene saa lidt godt ud, men den anden – ham med Huderne – havde en skæv Mund, der var aaben blot til den ene Side, saa den ligned et Knaphul. Han havde ogsaa en Masse graat Skæg i Ørene. Tvi, han var ubehagelig som en Synd! Men ikke sandt, man maatte ikke synge en Stump af Glæde, naar den Mand var i Madtrauget!

Jo, Menneskene var virkelig sig selv lige, det var de. Herrerne taler Politik, Herrerne har lagt Mærke til de sidste Embedsudnævnelser; Gudskelov, endnu maatte vel Buskerud kunne reddes for Højre! He-he, hvor det var kosteligt at iagttage deres Grubeejerminer, da de sagde det. Som om den norske Politik var andet end 443Finkelvisdom og Bondegummi! Jeg, Listerbu Ola Olsen, gaar med paa en Erstatning stor et Hundrede og fem og sytti Kroner til en Enke i Nordland, mod at jeg til Gengæld faar en Bygdevej til tre Hundrede Kroner i Fjære Sogn i Ryfylke. He-he, Gummi, – kald det Gommi!

Men Død og Pine, syng ikke op en glædelig Sang og forstyr Stortings-Ola i hans Arbejde! Det skalst du faa en Ulykke for; ti pas paa, han tænker, han studerer. Hvad pønser han paa? hvad vil han imorgen den Dag stille politisk Forslag om? He-he-he, en betroet Mand i Norges lille Alverden, valgt af Folket til at sige sine Repliker med i Kongerigets Komedie, klædt i det hellige nationale Gjejtrag, med Skraatobakssnadden i vilden Sky, med Papirsnippen opblødt af trofast og ærlig Sved! Afvejen for den Kaarne, naar han kommer, gaa tilside, for Satan, saa han kan faa Alburum, røm Landene, forat selve Atlanterhavet bare kan blive en norsk Indsjø … Gummi, kald detdet] rettet fra: det det (trykkfeil) Gommi!

Aa, du gode Gud, hvor det er de runde, fede Nuller, som gør Tallene store! …

Forresten, Punktum. Gaa til Helvede med Nullerne! Man blir ked af Humbugen engang og gider ikke røre ved den mere. Man gaar tilskogs og lægger sig under aaben Himmel, der er større Rum, mere Plads for det fremmede Menneske og de flyvende Fugle … Og man 444finder sig et Leje paa et vaadt Sted, lægger sig paa Maven paa den raa Myrbund og formelig fryder sig over at blive sørgelig gennemtrukken af Væde. Og man roder Hovedet ned i Rørgræs og svampede Blade, og Kryb og Mark og smaa bløde Øgler trækker sig opad éns Klæder og ind i éns Ansigt og ser paa én med grønne Silkeøjne, mens man til alle Sider omsuses af Skogens og Luftens urolige Stumhed, og mens Gud Herren sidder i det Høje og stirrer ned paa én som paa sin allerfikseste Idé. Ho-ho, man kommer i Stemning, i en sjælden og fremmed djævelsk Glæde, som man ikke har kendt Mage til; man gør alt det gale, som tænkes kan, blander sammen ret og vrangt, vender op og ned paa Verden og glæder sig derover, som om det var en fortjenstfuld Gærning. Hvorfor ikke? Man er under sære Indflydelser, og man giver efter for dem, lader sig rive med af Lyst og forhærdet Glæde. Alt, hvad man før har haanfliret over, finder man en overvættes Trang til at ophøje og hæve til Skyerne: man gotter sig over at se sig istand til et lidet Kejserslag for den evige Fred, man kunde ville nedsætte en Kommission til at forbedre Postbudenes Skotøj, man lægger et godt Ord ind for Pontus Wikner og forsvarer Verdensaltet og Gud i Almindelighed. Fan skal gale den sande Sammenhæng i Tingene, den vedkommer én ikke mere, man 445sender ud et Brøl imod den og lader fem være lige. Ho-ho og deja, og Solen skinner paa Heja! Ikke sandt, man slipper sig lidt løs, stemmer sin Harpe og synger Psalter og Psange, saa det trodser enhver Beskrivelse!

Paa den anden Side lader man sit Indre drive for Vind og Vove, givet det værste Galimatias ivold. Lad det drive, lad det drive, det er behageligt at give efter uden Modstand. Og hvorfor skulde man gøre Modstand? He-he, maa det være en standset Vandrer tilladt at indrette sine sidste Øjeblikke som han selv lyster? Ja eller Nej? Punktum. Og man indretter sig som man selv ønsker.

Nu er der noget, man kunde gøre, man kunde gøre sin Indflydelse gældende for Indremissionen, for Japans Kunst, for Hallingdalsbanen, for hvadsomhelst, kun at man gør sin Indflydelse gældende for noget og hjælper noget paa Fode. Det gaar op for én, at en saadan Mand som J. Hansen, velagtet Skrædder, af hvem man engang kan have købt en Frakke til Minutten, at denne Mand har enorme Fortjenester som Borger og Menneske; man begynder med at højagte ham og ender med at elske ham. Hvorfor elsker man ham? Af Lyst, af Trods, af forhærdet Glæde, fordi man blir greben og giver efter for visse sære Indflydelser. Man hvisker ham sin Beundring i Øret, man ønsker 446ham oprigtig stort Kvæg og smaat Kvæg i Mængde, og idet man gaar bort fra ham, stikker man ham Gud hjælpe mig sin egen Redningsmedalje i Haanden. Hvorfor skulde man ikke gøre det, naar man nu engang giver efter for de mærkelige Indflydelser? Men dette er ikke nok, man angrer ogsaa paa, at man i sin Tid kan have talt uærbødigt om Stortings-Ola. Nu giver man sig først rigtig den sødeste Galskab ivold, ho-ho, hvor man giver efter:

Hvad har ikke Stortings-Ola gjort for Ryfylke og Riget! Man faar lidt efter lidt Øje for hans trofaste og ærlige Arbejde, og man blir blød om Hjærtet. Éns Godhed løber af med én, man hulker og græder af Medlidenhed med ham og sværger i sin Sjæl at oprejse ham tvefold og trefold. Tanken paa denne Gubbe af det stridende og lidende Folk, Manden i det nøjsomme Rag, hiver én ind i en livsalig og vild Barmhjærtighedstrang, som faar en til at hyle. Forat oprejse Ola, sværter man alle andre og hele Verden ned, gør sig en Nydelse af at fratage alle andre alt til Fordel for ham, leder efter de mest overdaadige og velsignede Ord forat forherlige ham. Man siger ligefrem, at Ola har gjort det meste af, hvad der er gjort i Verden, at han har skrevet den eneste Afhandling om Spektralanalysen, som er værd at læse, at han egentlig er den eneste, som i Aaret 1719 447pløjed op alle Amerikas Prærier, at han har opfundet Telegrafen, og at han ovenikøbet har været oppe paa Saturn og talt med Gud fem Gange. Man ved godt, at alt dette har ikke Ola gjort, men af desperat Godhed siger man alligevel, at han har gjort det, han har gjort det, og man græder hæftigt og sværger og fordømmer sig ryggesløst til Helvedes raaeste Pine paa, at det netop er Ola og ingen anden, som har gjort det. Hvorfor gør man det? Af Godhed, forat oprejse Ola mangefold! Og man smælder i at synge, forat skaffe ham en vældig Oprejsning, ja, man synger liderligt og gudsbespotteligt, at det forresten er Ola, som har skabt Verden og sat Solen og Stjærnene paa deres Plads og herefter opholder det hele, og hertil føjer man en lang Række af gruelige Forbandelser paa, at det er sandt. Kortsagt, man lader Tanken hengive sig til de sjældneste, mest henrivende Udskejelser i Retning af Hjærtets Godhed, til det delikateste Boleri med Eder og Skændigheder. Og for hver Gang, man har fundet noget rigtig uhørt at sige, trækker man Knæerne op under sig og smaafniser, bare af Fryd over den vellykkede Oprejsning, Ola faar tilslut. Jo, Ola skal have det hele, Ola fortjener det, fordi man har talt uærbødigt om ham engang og nu angrer det. Pause.

448Hvordan var det nu, sagde jeg ikke ogsaa den værste Flauhed engang om et Legeme, som … ja, som døde … vent lidt, det var en ung Pige, hun døde og takked Gud for Laanet af sit Legeme, som hun aldrig havde brugt. Stop, det var Mina Meek, jeg husker det nu, og jeg skammer mig fra Top til Taa. Hvor man siger meget hen i Vejret, som man siden angrer paa og stønner af Skam over, aa, som man standser op af Skam over det og skriger ret ud! Rigtignok var det blot Minutten, som hørte det, men jeg skammer mig over det for min egen Skyld. For ikke at tale om, at jeg engang har gjort en end forsmædeligere Bommert, som jeg aldrig glemmer, om en Eskimo og en Brevmappe. Huf, væk, Herregud, hvor det er til at synke i Jorden over! … Nej, stille, Ørene stive, Fan ivold med Skruplerne! Tænk, naar engang samles skal de Frelstes Menighed blandt alle Folkeslægters Tal i Himlens Herlighed, i Himlens Herlighed; er du med paa den! Huf, Gud, hvor det er kedeligt altsammen, Guud, hvor det er kedeligt altsammen …

Da Nagel var kommet ind i Skogen, kasted han sig ned paa den første den bedste Lynghaug og gemte Hovedet i sine Hænder. Hvilken Forvirring i hans Hjærne, hvilket Mylder af umulige Tanker! En Stund efter faldt han i Søvn. Der var ikke gaaet mere end fire Timer, siden han 449stod op, og han faldt alligevel i Søvn, dødelig træt og udmattet.

Det var Aften, da han vaagned. Han saa sig om, Solen var ifærd med at gaa ned bag Dampmøllen i Indviken, og Smaafuglene fløj fra Træ til Træ og sang. Hans Hoved var i den bedste Orden, ingen forvirrede Tanker mer, ingen Bitterhed, han var fuldstændig rolig. Han læned sig ind til en Træstamme og tænkte efter. Skulde han gøre det nu? hvorfor ikke lige saa godt først som sidst? Nej, han maatte ordne forskellige Ting først, skrive et Brev til sin Søster, betænke Martha med en liden Erindring i en Konvolut; han kunde ikke dø iaften. Han havde heller ikke gjort op sin Regning i Hotellet; Minutten vilde han ogsaa gærne huske …

Og med langsomme Skridt gik han hjemad til Hotellet. Men imorgen Aften skulde det ske, ved Midnatstid, uden nogen Slags Anstalter, kort og godt, kort og godt!

Endnu da Klokken blev tre om Morgenen, stod han i Vinduet paa sit Værelse og saa udover Torvet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.