IV.

Johan Nagel vaagned om Morgenen ved, at Sara banked paa og bragte ham hans Aviser. Han saa dem flygtigt igennem og kasted dem paa Gulvet efterhvert som han blev færdig med dem; et Telegram om, at Gladstone havde holdt Sengen i to Dage af Forkølelse, men at han nu var oppe igen, læste han to Gange igennem og brast derpaa i Latter. Saa lagde han Armene bag sin Nakke og faldt ind i følgende Tankerække, alt imens han nu og da talte højt med sig selv:

49Det er farligt at gaa med en aabnet Pennekniv i en Skog. Hvor let kan man ikke snuble saa ubehjælpeligt, at Bladet lukker sig over baade et og to Haandled! Hvordan gik det ikke Karlsen! … Naa, forresten, hvorfor ikke? Hvad i Alverden skal det være til at holde sig saa krampagtigt oppe? Især naar man faar indviet Jord alligevel, og saa Telegrammer i alle Aviser. He-he-he. Ja, og hvad Forskel er der egentlig paa at gaa med en aabnet Pennekniv i Haanden og et lidet Medicinglas i Vestelommen? Stik den, mine Herrer og Damer! He-he-he.

Nej, Gladstone, det er dog Bassen. Gladstone vil upaatvivlelig leve til han sjøldør af Godtbefindende, han. Og han vil forhaabentlig endnu i mange Herrens Aar holde Menneskeheden á jour med sin Forkølelse. Gladstone er vældig, Gladstone er ubetinget Nutidens største Mandfolk. Hvem skulde ellers være vort største Mandfolk? Victor Hugo er død, og … Nu sætter jeg, at vi skrev 1703, lad os sige 5te Marts 1703: en Verden uden Gladstone, en øde Jord, bare Højreaviser!

«Gid dit Staal var saa skarpt som dit sidste Nej!» Hvor det er skønt! Hvor det er henrivende flaut! Aa, hvor det er svulstigt nok til at være menneskeligt! Jeg maa tænke paa en rigtig forkølet Barnenæse. Naa, men lidt tiltag 50var der i ham; han havde blandt andet valgt en rimelig Stilling, med Maven ned og Ansigtet rodet ned i en Vandpyt. Men Tiden – nej, Gud bevare mig! Midt paa lyse Dagen, og med et Farvel i Haanden; fy! Forresten havde Manden Smag, han gik tilskogs med Affæren, og det holder jeg med ham i. I Skogen Smaagutten gik Dagen lang, la la la la. Der har vi nu for Eksempel Vardalskogene, paa Vejen op fra Gjøvik. Ligge og døse og glemme sig væk stirre op i Vejret, kige Fan ivold ind i Himlen, he-he, saa man næsten faar Rede paa, hvordan der hviskes og tiskes om én selv hernede: Han dér, siger salig Mama, nej, kommer han hid, saa gaar jeg min Vej, siger hun og gør det til et Kabinetsspørgsmaal. He-he, svarer jeg og siger: Pst, lad mig ikke forstyrre, lad mig bare ikke forstyrre! Og dette siger jeg saavidt højt, at jeg tiltrækker mig almindelig Opmærksomhed hos et Par Hunengle, velagtet Jairi Datter og Svava Bjørnson …

Men Tiden var altsaa absolut uheldig. Jeg vilde have valgt mig en herlig Uvejrsnat, et raat Bælmørke uden en Stjærne. Og om et skriftligt Farvel skulde der jo ikke have været Tale … Hvorfor ligger jeg forresten og tænker paa dette? hvad vedkommer det mig? hvad i Alverden har jeg at bestille med denne sentimentale Teolog med samt hans Staal og hans sidste Nej?

51He-he-he-he-he, hvad Djævelen har jeg at bestille med det …

Hvor der dog er mange forunderlige Lyde i et Menneske! Se nu Latteren; hvor kommer den fra, og hvor gaar den hen? En modbydelig Lyd, en skamløs Lyd, en Lyd, der minder om Skærer og Aber. Latteren maa simpelthen være et Rudiment, ergo er Latteren et Rudiment. Og denne meningsløse, uartikulerede Lyd drives ud fra et eller andet Sted i min Krop, bare man dikker mig under Hagen! Hvad sagde ikke Slagter Hauge til mig saa mangen Gang, Slagter Hauge, som selv havde en stærk Latter og gjorde sig meget gældende med den? Han sagde, at ingen, som havde sine fulde fem …

Nej, hvilket nydeligt Barn han havde! Den Dag, jeg traf hende paa Gaden, regned det; hun bar et Spand i Haanden og havde mistet sine Penge til Dampen; hun gik og græd. Salig Mama, saa du fra din Himmel, at jeg ikke ejed en eneste Skilling til at glæde Barnet med? at jeg sled mig i Haaret paa Gaden og ikke ejed en Øre? Saa kom Musikken forbi; den smukke Diakonisse vendte sig om engang og gav mig et blankt Blik; saa gik hun stille hjem, ludende med Hovedet, formodentlig sørgende over sig selv for det blanke Blik, hun havde givet mig. Men en langskægget Mand i blød Filthat rykked mig i det samme i Armen, ellers 52var jeg bleven overkørt. Ja, det ved Gud, jeg var bleven …

Hys! En … to … tre; hvor den slaar langsomt! Fire … fem … seks … syv … otte; er den allerede otte? Ni … ti.

Nej, Gud hjælpe mig, er ikke Klokken allerede ti! Ja, saa maa jeg op. Op op op op op op op op, aa, ja, san! Hvor slog den Klokke henne? I Kaféen kunde det vel ikke være? Naa, det er ogsaa ligegyldigt. Men var det dog ikke et ganske pudsigt Optrin i Kaféen igaaraftes? Minutten skalv; jeg kom i Grevens Tid; det havde ganske bestemt endt med, at han havde drukket sit Øl med Cigarasken og Fyrstikkerne i. Naa, ja, hvad saa? Tør man spørge dit næsevise Raaskind: hvad saa? Hvorfor blander jeg mig i andres Affærer? Hvorfor er jeg overhovedet kommet hid til Byen? Skede det paa Grund af en eller anden Katastrofe i Universet, for Eksempel paa Grund af Gladstones Forkølelse? He-he-he, Gud hjælpe dig, Barn, hvis du siger som sandt er: at du egentlig var paa Vejen hjem, men at du med ét blev saa levende bevæget ved Synet af denne By – saa liden og elendig som den er – at du var nær ved at græde af en hemmelighedsfuld og fremmed Glæde, da du saa alle Flagene. Apropos: det var den 12te Juni; det var Frøken Kiellands 53Forlovelse, man flaged for. Og to Dage senere traf jeg hende selv.

Hvorfor skulde jeg netop træffe hende den Aften, da jeg var i en sønderrevet Tilstand og jeg ikke skøtted om, hvad jeg gjorde? Naar jeg overtænker det hele, saa skammer jeg mig som en Hund:

Godaften, Frøken! Jeg er en Fremmed, tilgiv mig, jeg gaar en Tur, og jeg ved ikke, hvor jeg er kommet hen.

Minutten har Ret, hun rødmer straks, og naar hun svarer, rødmer hun end mer.

Ja, hvor skal De hen? siger hun og maaler mig med Øjnene.

Jeg tager min Hue i Haanden og staar barhovedet, og jeg finderfinder] rettet fra: flnder (trykkfeil) paa at svare, mens jeg stadig staar der med Huen i Haanden:

Vær saa venlig at sige mig, hvor langt det er ind til Byen, den nøjagtige Længde.

Det ved jeg ikke, siger hun; ikke herfra; men den første Gaard, De kommer til, er Præstegaarden, og derfra er det en Fjerding ind til Byen. Dermed vil hun uden videre gaa.

Ja, Tusind Tak, siger jeg, men ligger Præstegaarden paa den anden Side af denne Skog, saa tillad mig at følge Dem, hvis De skal derhen eller endnu længere; Solen skinner ikke mer, lad mig bære Deres Parasol. Jeg skal ikke plage Dem, jeg skal ikke engang tale, hvis De 54saa synes, naar jeg bare maa gaa ved Siden af Dem og høre paa Fuglenes Kvidder. Nej, gaa ikke, ikke med en Gang! Hvorfor løber De Deres Vej?

Men da hun alligevel løb og ikke vilde høre paa mig, da var det jeg sprang efter hende, forat hun kunde høre, hvad jeg sagde, og skreg:

Fan skal gale Deres lyse Ansigt, om det ikke har gjort det stærkeste Indtryk paa mig!

Men nu rændte hun saa vildt afsted, at hun var mig ude af Syne om et Par Minutter; den svære, blonde Flætte tog hun simpelthen i Haanden, da hun sprang. Jeg har aldrig set Magen!

Ja, saaledes gik det til. Jeg vilde ikke forulæmpe hende, jeg havde ikke ondt i Sinde; jeg kunde vædde en Smule paa, at hun er glad i sin Løjtnant, det faldt mig ikke i Tanker at ville trænge mig ind paa hende i saa Henseende; men det er godt, det er altsammen godt; hendes Løjtnant vil kanske udfordre mig, he-he, han vil slaa sig sammen med Fuldmægtigen, Sorenskriverfuldmægtigen, og udfordre mig …

Gad forresten vide, om den Fuldmægtig bekvemmer sig til at rykke ud med en ny Frakke til Minutten? Jeg kan vente en Dag, jeg kan kanske vente to Dage; men har han ikke gjort det inden to Dage, saa faar vi minde 55ham om det … Ja, hvorfor skal egentlig jeg minde ham om det? Hvad vedkommer det mig? Nu er jeg fremme igen og blander mig utidigt ind i andres Sager, og det skal der blive en Ende paa. Der skal ved min Saligheds Ed blive en Ende paa det! Punktum. Nagel.

Har jeg for Eksempel nogen Opfordring til at give mit disputerende Besyv med, naar en Klub diskuterer Religion? Aldeles ikke, aldeles ikke; der blev ikke spurgt om min Mening. Men hvorfor lod jeg saa ikke den unge Mand lægge frem sine udmærkede Grunde? Han vidste meget og talte godt, han skifted Sol og Vind lige mellem Mennesker og Gud og erklæred sig enig med Drawden og Spinoza. Hvad er der at udsætte herpaa? Og hvad var der at udsætte paa den næste Taler, Stadsingeniøren? Han gik en liden Smule videre, men iagttog alligevel det største Maadehold paa sin Maade. Da han slog i Bordet og fordred Sort paa Hvidt for, at Gud var til, gjorde han endog et stærkt Indtryk; to gamle Mænd nikked for sig selv og gik over til hans Mening, kortsagt: allesammen var enige om Sagen; he-he. Nu, saa kunde jeg have holdt min Mund og passet mine egne Sager; mig personlig vedkom det jo ikke alligevel, hvad man vedtog i Klubben; men jeg rejste mig og gjorde Vrøvl og bragte dem i Vildrede. Jeg tror nok, at jeg rejste mig ærbødigt, men 56det hjælper jo altsammen ikke, naar jeg gjorde Nar af hele Forsamlingen og blev vist Døren. He-he-he.

Nej, man skulde aldeles ikke oplukke sin Mund. Man skulde være Delikatessehandler og klemme Pølser og beskue Spæk og gumle Ister og citere Hugo. Man skulde have Hest og Vogn og Kontor i Byen, indrette sig menneskeligen, staa i Forbindelser, se Stortingsmænd hos sig, drive det til noget, holde Hus, Hustru og Hund. Punktum. Nagel.

Ja, et Hus! Herregud, den som havde sig et Hus! Og saa en Hustru! Jeg skulde nok have været glad for det hver Dag og givet de Fattige lidt, eftersom jeg havde Evne til. Jeg ved en fattig Kone, som har set saa skamfuld paa mig, som om hun vilde bede om noget; men hun har ikke sagt det endnu. Jeg er aldeles besat af hendes Øjne, endda hendes Haar er hvidt; jeg har fire Gange gaaet en Omvej for at undgaa at træffe hende. Hun er ikke gammel, det er ikke af Alderdom hun er hvid; hendes Øjenhaar er forfærdelig sorte endda, gruelig sorte, saa Øjnene synes at ulme. Hun bærer næsten altid en Kurv foran sig under Forklædet, og det er vel den, hun er skamfuld over. Naar hun er kommet forbi mig, vender jeg mig om og ser, at hun gaar ned paa Torvet og tager nogle faa Æg ud af Kurven, og disse 57to tre Æg sælger hun saa til hvemsomhelst, hvorpaa hun igen gaar hjem med Kurven paa samme Maade under Forklædet. Hun bor i et bitte lidet Hus nede ved Kajen; Huset er paa én Etage og er ikke malet. Jeg har engang set hende gennem Vinduet; hun har ingen Gardiner for, bare nogle hvide Blomster har jeg set der, og hun stod langt inde i Stuen og stirred paa mig, da jeg gik forbi. Gud ved, hvad det er for et Menneske; men hendes Hænder er ganske smaa. En Almisse kunde jeg vel give dig, hvide Pige, men jeg vilde heller give dig en Hjælp, en ordentlig Hjælp.

Jeg ved forresten godt, hvorfor dine Øjne besætter mig saa, jeg vidste det allerede straks. Det er underligt, at en Ungdomsforelskelse kan hænge saa længe i og mælde sig igen i Ny og Næ. Men hendes velsignede Ansigt har du dog ikke, og du er meget ældre end hun. Ak, ja, men saa gifted hun sig alligevel med en Telegrafist og flytted til Kabelvaag! Du godeste Gud! Naa, saa mange Hoveder saa mange Sind; jeg kunde ikke vente hendes Kærlighed og fik den heller ikke. Der er intet at gøre ved det … Saa, der slaar Klokken halv elleve … Nejmen er der ej, der er intet at gøre ved det. Men hvis du bare vidste, hvor inderlig jeg har husket dig i ti tolv Aar og aldrig … He-he, ja, men det er ogsaa min egen Fejl, det kan 58ikke hun hjælpe for. Mens andre Folk husker i ét Aar, og dermed Basta, saa gaar jeg og husker i ti. Huf …

Forresten, hvorfor skulde jeg ikke kunne give den hvide Æggekone en Hjælp, ja baade en Almisse og en Hjælp, for hendes Øjnes Skyld? Her har jeg Alverden at tage af, to og seksti Tusind Kroner for en Landejendom, og det kontant i Haanden. He-he-he-he-he, jeg behøver bare at kaste et Blik paa Bordet og finde for mine Øjne tre telegrafiske Dokumenter af den Største Værdi … Aa du store min, hvilket Puds og hvilken Streg! Jo, jo, man er Agronom og Kapitalist; man sælger ikke uden videre ved det første Bud, man sover paa det og betænker sig. Det gør man, man betænker sig. Og imidlertid er der ikke et Menneske, som studser, skønt man med Hensigt gør Pudset saa grovt og Stregen saa tyk, som vel muligt. Nej, Fan ta mig er det ikke snartsagt forgalt med al Dumheden! Menneske, dit Navn er Æsel! Man kan æsel-lede dig frem efter Næsen hvorhen man vil. Ah-hai, ja, det gæsped jeg paa. Og dermed Basta.

Der stikker for Eksempel en liden Flaskehals op af min Vestelomme dér borte; det er Medicin, det er Blaasyre; jeg gemmer den for Kuriositetens Skyld og har ikke Mod til at bruge den. Hvorfor bærer jeg den da, og hvorfor har 59jeg anskaffet den? Humbug det ogsaa, bare Humbug, moderne Dekadencehumbug, Reklame og Snobberi. Tvi … Saa skær og fin som Postelin, hun er min Sygdoms Melesin …

Eller tag en saa uskyldig Ting som min Redningsmedalje. Jeg har hvad man kalder ærligt fortjent den; jo, jo, man fusker i noget af hvert, man redder Mennesker. Men Gud ved, om det i Virkeligheden var nogen Fortjeneste af mig. Døm selv, mine Herrer og Damer: Der staar en ung Mand ved Rellingen, han græder, hans Skuldre ryster; naar jeg taler til ham, ser han paa mig med et forstyrret Ansigt og piler pludselig ned i Salonen. Jeg følger efter, Manden er allerede gaaet tilkøjs. Jeg undersøger Passagerlisten, finder Mandens Navn og ser, at han skal til Hamburg. Dette er første Aften. Jeg holder fra nu af stadig Øje med med ham, jeg overrasker ham paa uventede Steder og ser ham ind i Ansigtet. Hvorfor gør jeg det? Mine Herrer og Damer, døm selv! Jeg ser ham græde, han pines gruelig af noget og skuer ofte med gale og henrykte Miner ned i Dybet. Hvad vedkommer det mig? Nej, ganske vist, og derfor døm selv, gener Dem ikke! Et Par Dage gaar, vi har Modvind og høj Sjø. Om Natten Klokken to kommer han agterud, jeg ligger der allerede i Skjul og iagttager ham, Maanen gør hans Ansigt gult og sælsomt. Hvad 60saa? Han vender sig hid og did, strækker Armene opad og hopper overbord, med Benene foran. Et Skrig er han dog ikke istand til at tilbageholde. Angred han sin Beslutning? Blev han angst i sidste Øjeblik? Hvis ikke, hvorfor skreg han da? Mine Herrer og Damer, hvad vilde De have gjort i mit Sted? Jeg overlader det fuldstændig til Dem. Kanhænde vilde De have respekteret det ærlige, skønt lidt svigtende Mod hos en Ulykkelig og ligget stille i Deres Skjul, jeg derimod brøler op til Broen og gaar overbord jeg ogsaa, og af bare Hastværk gaar jeg endog med Hovedet foran. Jeg basker som en rasende Mand, jeg vasser om i alle Retninger, og jeg hører, at oppe paa Skibet raabes der med Tordenstemmer. Saa støder jeg pludselig mod hans ene Arm, den er udstrakt endnu og stiv, med sprigende Fingre. Han stamper lidt med Benene. Godt, jeg tager ham i Nakken, han blir tyngre og tyngre, han lægger sig paa Ladsiden og stamper ikke mer; tilsidst rykker han endog i, forat komme løs. Jeg hvirvler rundt med ham, Sjøen gaar højt og slaar vore Pander sammen, og det sortner for mine Øjne. Hvad skulde jeg gøre? Jeg skærer Tænder og bander i vilden Sky, og jeg holder Fyren trofast og stædigt i Nakken i hele den lange Tid, indtil Baaden endelig kommer. Hvad vilde De have gjort? Jeg frelste ham som en raa og hensynsløs 61Bjørn, og hvad saa? Ja, har jeg ikke allerede overladt til Dem selv, mine Herrer og Damer, at dømme? De maa aldeles ikke lægge Fingrene imellem; hvad vedkommer det mig? Men sæt, siger jeg, at det var Manden meget magtpaaliggende at undgaa at havne i Hamburg? Der har vi hele Knuden! Men Medaljen, den er en Medalje for fortjenstfuld Daad, og jeg bærer den i min Lomme, jeg kaster den aldeles ikke for Svin. Ogsaa dette maa De dømme, døm væk, hvad Satan angaar det mig? Det hele angaar mig saa lidet, at jeg ikke engang husker den ulykkelige Mands Navn, skønt han ganske vist lever den Dag i Dag. Hvorfor gjorde han det? Maaske af haabløs Kærlighed, maaske var der virkelig en Kvinde med i Spillet, det ved jeg ikke; men mig er det ogsaa ligegyldigt. Basta! …

Ja, de Kvinder, de Kvinder! Der har vi nu for Eksempel Kamma, lille danske Kamma. Gud bevare dig! Øm som en ung Due, aldeles syg af Ømhed, og dertil fuld af Hengivenhed, men alligevel istand til at lokke ud af én den sidste Skilling, ja, udsuge én til Nødlidenhed, blot ved at lægge sit forslagne Hoved paa Siden og hviske: Simonsen, bitte Simonsen! Naa, Gud med dig, Kamma; du var fuld af Hengivenhed; gaa saa Pokker ivold for mig, vi er kvit …

Og nu staar jeg op …

62Nej, man skal tage sig ivare for det Slags. Min Søn, vogt dig for Kvindegunst, siger en stor Forfatter, – eller hvad det nu er en stor Forfatter siger. Karlsen var en svag Mand, en Idealist, som gik i Døden for sine store Følelser, det vil sige for sine tynde Nerver, hvad igen vil sige for Mangel paa kraftig Kost og Udearbejde … he-he, og Udearbeide. «Gid dit Staal var saa skarpt som dit sidste Nej!» Gud hjælpe mig, om jeg kan glemme det; nej, jeg kan ikke det. Der gik den gode Sjæl hen og spolered hele sit jordiske Eftermæle med en Flauhed! Jeg skal bande paa, at det er af Victor Hugo, jo, jeg hører det saa grant, det er af Datidens største Mandfolk. Nu sætter jeg, at jeg havde truffet Karlsen i betimelig Tid, gærne hans sidste Dag, men dog en halv Time før Katastrofen, og han da havde fortalt mig, at han vilde citere Victor Hugo i sin Dødsstund, saa havde jeg kommet til at sige som saa: Se paa mig, jeg har mine fem … mine fem, havde jeg villet sige … se paa mig, jeg har mine fem, jeg er paa Menneskehedens Vegne en Smule interesseret i, at De ikke søler til Deres sidste Stund med et Citat af en stor Digter. Ved De, hvad en stor Digter er? Jo, en stor Digter er et Menneske, som ikke skammer sig, som virkelig ikke blues over sin egen Humbuggeschäft. Andre Narre har Øjeblikke, hvori de skamrødmer 63for sig selv i Enrum, men den store Digter ikke. Se paa mig igen: vil De citere nogen, saa citer en Geograf og udlever Dem ikke. Victor Hugo … har De Sands for det komiske? Baron Lesdain talte en Dag med Victor Hugo. I Samtalens Løb spurgte den intrikate Baron Lesdain: Hvem er efter Deres Mening Frankrigs største Digter? – Victor Hugo gren og bed sig i Læben og sagde endelig: Alfred de Musset er den næststørste. He-he-he. Men De har kanske ikke Sands for det komiske? … Nej, citer De en Geograf, sig for Exempel som saa, at saa langt Nord som i Norge er det absolut nødvendigt at leve kraftigt, da Blod er Følelser og Følelser er Nerver og Nerver derfor simpelthen et Klimatspørgsmaal … He-he, eller kanske det er Etnografi dette? Ja, Gud ved, hvad det er; det skal jeg ikke kunne afgøre i Øjeblikket; men citer noget i den Retning, De, og lad det dermed blive. Men Victor Hugo, denne opbulnede Aand, som flød af Brandrødt, og hvis Pen var en Flæskeskinke … Tænk Dem om, jeg vil redde Dem. Ved De, hvad Victor Hugo gjorde i 1870? Jo, han skrev en Proklamation til Jordens Beboere, hvori han paa det strængeste forbød de tyske Tropper at belejre og bombardere Paris. Jeg har baade Dattersønner og anden Familje her, jeg ønsker ikke at se dem rammet af Granater, 64sagde Victor Hugo. He-he-he. Naa, men det er sandt, De har jo ingen Sands for det komiske …

Nu skal du se, nej, nu skal du bare se! Hvad Fan, – jeg har ingen Sko endnu. Hvor blir Sara af med Skoene? Klokken er snart elleve, og hun har endnu ikke været her med Skoene … Hvad vil hun nu sige, naar hun kommer ind? jeg mener nøjagtigt, jeg mener Ordlyden? Unsjyl for, at Di har mattet vente saa længe paa Skoene Deres! Eller vil hun ingenting sige? Det skulde være et Puds, om hun slet ikke sagde noget. Men nu plejer hun altid at sige noget, hun siger ialfald værsgo, det gør hun altid, altsaa vil kun ikke glemme det nu heller. Naa, men hvis hun virkelig ingenting siger, hvad saa? Lad os sætte noget: hvis hun ingenting siger, vil der tilstøde mig noget i Dagens Løb. Jo, vi sætter det! Der vil altsaa hænde mig noget slemt, hvis hun ikke siger noget. Nu faar vi se! He-he-he. Fy, for Fan! Vrøvl, Fjas, Filleri og Dumheder …

Nej, hvad det angaar at citere …

Der er forresten en vidunderlig dejlig Figur paa den Sara! Hofterne skælver, naar hun gaar; det er akkurat ligesom Lænderne paa en rigtig smældfed Hoppe. Det er aldeles storartet. Gad vide, om hun har været gift i sit Liv? Ialfald hviner hun ikke ret meget, om man 65dikker hende i Siden, og hun sætter Benene nok udad til hvadsomhelst … Nej, jeg har set et Ægteskab i mine Dage, saa at sige overværet det til og med. Hm. Mine Herrer og Damer, det var en Søndag Aften paa en Jærnbanestation i Sverige, paa Kungsbacka Jærnbanestation. Men maa jeg bede Dem huske godt paa, at det var en Søndag Aften. Hun havde store, hvide Hænder, han en splinterny Kadetuniform og endnu intet Skæg, saa ung var han. De kørte sammen fra Göteborg, og ung var hun ogsaa, de var rene Børn begge to. Jeg sad og saa paa dem bag min Avis; de var aldeles hjælpeløse, fordi jeg sad der; de saa paa hinanden hele Tiden. Pigen havde blanke Øjne og kunde ikke sidde stille paa Sædet. Pludselig piber Toget for Kungsbacka; han fik fat i hendes Haand, de forstod hinanden, og saasnart Toget standsed, hopped de skyndsomt af begge to. Nu løber hun henimod «För qvinnor», han skridter efter hende, lige efter hende, – ved Gud, han tager fejl, han gaar ind paa «För qvinnor» han ogsaa! Og de lukker hastig Døren i efter sig. I det samme smælder Kirkeklokken i at ringe oppe i Byen, fordi det var Søndag Aften. Under fuld Klokkeringning var de derinde; tre Minutter, fire Minutter, fem Minutter gaar; hvor blir de af? De er der endnu, og Kirkeklokken ringer; Gud Fader ved, om de 66ikke kommer forsent! Saa aabner han endelig Døren og titter ud. Han var barhovedet, hun staar netop bag ham og sætter hans Hue paa, og han vender sig om mod hende og smiler. Saa gør han et Spring nedad Trappen, hun kommer efter, endnu puslende med sin Dragt, og da de naaed Toget og indtog deres Pladse, havde ikke en Sjæl observeret dem, nej, ikke en Sjæl andre end mig. Pigens Øjne var aldeles gyldne, da hun saa paa mig og smilte, men hendes lille Bryst hopped ganske højt op og ned, op og ned. Nogle Minutter efter var de sovnet begge to; de døde væk der de sad, saa dejligt trætte var de.

Hvad synes De? Mine Herrer og Damer, min Fortælling er tilende; men har De ikke nu havt Følelsen af, at det var et bitte lidet Stykke drivende Menneskeliv, som drev Dem forbi? Jeg forbigaar den fortræffelige Dame dér borte, hende med Lognetten og den opstaaende Mandfolksnip, der vil sige hende med de blaa Strømper; jeg henvender mig til de to tre af Dem, som ikke henlever Deres Dage med sammenbidte Tænder og med samfundsgavnlig Virksomhed, Undskyld, hvis jeg har saaret nogen, specielt beder jeg den ærede Dame med Lorgnetten og og de blaa Strømper om Forladelse. Se, saa, nu rejser hun sig, hun rejser sig! Ved Gud, enten vil hun gaa sin Vej eller citere nogen. 67Og hvis hun vil citere nogen, saa vil hun vel gendrive mig. Men hvis hun vil gendrive mig, saa vil hun sige som saa: Hm! vil hun sige, den Herre har den mandfolkraaeste Forestilling om at leve, som jeg endnu har hørt. Er det at leve? Jaasaa, det kalder man at leve! Jeg ved ikke, om den Herre er totalt vankundig om, hvad en af Verdens største Tænkere har sagt om dette at leve: At leve er Krig med Trolde i Hjærtets og Hjærnens Hvælv, siger han …

Di de li de li de li de li de li de leja. Røtnams-Knut, Røtnams-Knut, der fins ikkje Kar, som kan jaga han ut …

At leve er Krig med Trolde, ja. I Hjærtets og Hjærnens Hvælv. Rigtig! det stemmer, stemmer paa en Prik! Mine Herrer og Damer, Nordmanden Per Skydsskaffer kørte en Dag en stor Digter. Mens de nu sad og kørte, siger den enfoldige Per Skydsskaffer, han siger: Med Forlov, hvad er nu egentlig det at digte for noget – efter Deres Mening? Den store Digter afstedkommer en sammenkneben Mund i sit Ansigt, strammer sit lille Fuglebryst ud til det yderste og frembringer følgende Ord: At digte er at holde Dommedag over sig selv. – Hvorpaa Nordmanden Per Skydsskaffer følte sig rammet i hver Ledemod af Ordene …

Klokken elleve. Skoene, hvor Fan blir Skoene af? … Naa, men med Hensyn til den 68ulyksalige Bulbidermanér at rejse Børster mod alt og alle – i en Tid, hvori ellers ingen har Raad til at stikke nogen eller noget; være Tidsel, Torne, Pindsvin og Rochefort … He-he. Aa, jo, du lyt taale det, Blesom’en. Hej, min Ganger, paa’n igen! Ja, men hvorfor egentlig? Lad mig rugge Grunden under et Par af Livets gale Begreber. …

En høj, bleg Dame, klædt i Sort og med det rødeste Smil; hun vilde mig vel, trak mig i Ærmet og vilde standse mig. Faa nu De en saapas Bevægelse istand som Victor Hugo, sagde hun, saa vil De ialfald faa Ret til at tale med, sagde hun.

He-he, svared jeg. Jeg, som ikke engang kender en Digter og aldrig har talt med en; jeg, som er Agronom og har studeret Guano og Klidsørpe fra jeg var fire og tyve Aar; jeg, som ikke kunde digte om en Paraply engang, end sige om Døden og Livet og den evige Fred!

Ja, ja, eller en anden stor Mand, siger hun saa; De gaar jo og gør Dem vigtig og rakker til alle store Mænd. Men de store Mænd staar endnu, og de vil komme til at staa ogsaa, saalænge De lever, skal De se.

Min Frue, svared jeg, og jeg bøjer mit Hoved ærbødigt; min Frue, du storeste Gud, hvor det lyder halvdannet, tarveligt aandelig 69dannet, det De der sagde. Undskyld forresten, at jeg taler saa direkte; men hvis De var en Mand og ikke en Kvinde, saa vilde jeg gøre min Saligheds Ed paa, at De var Venstremand. Jeg rakker ikke til alle store Mænd, men jeg bedømmer jo ikke en Mands Størrelse efter Omfanget af den Bevægelse, han har faaet istand, jeg bedømmer ham ud fra mig selv, fra min Hjærnes Skøn, fra min sjælelige Evne til at vurdere; jeg bedømmer ham saa at sige efter den Smag, jeg faar i Munden af hans Virksomhed. Det er ikke Vigtighed dette, det er et Udslag af mit Blods subjektive Logik. Det er ikke dét, det først og fremst kommer an paa: at frembringe en Bevægelse, at faa Kingo fortrængt af Landstad i Højvaag Komune pr. Lillesand. Hvad det gælder om er aldeles ikke at gøre Staahej blandt en Hob Sagførere, Lærerinder, Journalister eller galilæiske Fiskere, eller at udgive et Skrift om Napoleon petit. Hvad det kommer an paa er at paavirke og opdrage Magten, den aandelige og praktiske Magt, de Udvalgte og Overlegne, Herremenneskene, de Store, Kajafas, Pilatus og Kejseren. Hvad hjalp det, at jeg gjorde Bevægelse blandt Pakket, naar jeg alligevel overantvordedes til Korset? Man kan gøre Pakket saa talrigt, at det kan rive til sig et Stykke Herredømme paa Neglene; man kan give det en Slagterkniv ihænde og byde 70det at stinge og sprætte, og man kan æseldrive det frem til at vinde Overtag i en Votering; men vinde Sejer, vinde i aandelig Grundværdi, vinde Verden et Hanefjed fremad i Udbytte, – nej, det kan det ikke, det kan ikke Pakket. De store Mandfolk er fortræffelige Konversationsemner, men den høje Mand, de høje Mænd, Herrerne, Verdensaanderne tilhest, de maa endog huske sig nøje om, forat vide hvem det er, naar det store Mandfolk nævnes. Saa staar da det store Mandfolk tilbage med Hoben, den værdiløse Majoritet, Sagføreren, Lærerinden, Journalisten og Kejseren af Brasilien som Beundrere.

Naa, siger Fruen ironisk … Formanden banker i Bordet og beder om Stilhed, men Fruen fremturer og siger alligevel: Naa, men eftersom De ikke angriber alle store Mænd, nævn da nogen, eller nævn ialfald én, som finder Naade ogsaa for Deres Øjne. Det skulde være morsomt at høre.

Jeg svarer saa:

Det kunde jeg gærne gøre. Men Sagen er den, at De vilde tage mig saa altfor brutalt paa Ordet. Nævnte jeg en eller to eller ti, saa vilde De sikkert tro, at udenfor disse vidste jeg ingen flere. Og desuden, hvorfor skulde jeg gøre det? Om jeg gav Dem Valget mellem for Eksempel Leo Tolstoy, Jesus Kristus og Immanuel Kant, saa vilde De endog betænke Dem, 71før De udvalgte den rette af disse. De vilde sige som saa, at alle disse var store Mænd, hver paa sin Maade, og deri vilde hele den liberale og fremskredne Presse give Dem Ret …

Ja, hvem er da den støtste af disse, efter Deres Mening? afbryder hun.

Efter min Mening, Frue, er ikke den størst, som har været flinkest til at omsætte, skønt det nu og altid er ham, som gør mest Staahej i Verden. Nej, mit Blods Røst siger, at den er størst, som har tilført Tilvære mest Grundværdi, mest positiv Profit. Den store Terrorist er størst, Dimensjonen, den uhørte Donkraft, der vejer Kloder op.

Men af de tre nævnte er det da vel Kristus, som …?

… er det Kristus ja! skynder jeg mig at sige. De har ganske Ret, Frue, og det glæder mig, at vi dog stemmer overens i dette Punkt … Nej, overhovedet sætter jeg Omsætningsevnen, Forkynderevnen meget lavt, denne rent formelle Begavelse at have Ordet paa Kæften altid Hvad er en Forkynder, en professionel Forkynder? En Mand, der gør Mellemhandlerens negative Nytte, en Agent, der gør i Varer. Og jo mere han gør i Varer, des større Verdensberømmelse faar han! He-he-he. Jo, da, jo mer han kan markskrige, des mer kan han udvide Forretningen. He-he-he. 72Men hvad Vægt ligger der paa at forkynde min gode Nabo Ola Nordistuen Fausts Meninger om Tilværelsen? Vil dette kanske forandre det kommende Aarhundredes Tænkning?

Men hvorledes skal det gaa Ola Nordistuen da, hyis ingen …?

Lad Ola Nordistuen gaa til Helvede! afbryder jeg. Ola Nordistuen har intet andet at gøre i denne Verden end at gaa og blaavente paa at dø, det vil sige: komme sig væk jo før jo heller. Ola Nordistuen er til forat gødsle Jorden, han er den Soldat, som Napoleon rider over med skoet Hest, dét er Ola Nordistuen, – saameget De ved det! Ola Nordistuen er Fan danse mig ikke en Begyndelse engang, end sige et Resultat af noget; han er ikke Komma i den store Bog, men Flæk i Papiret. Dét er Ola Nordistuen …

Hys! For Guds Skyld! siger Fruen skrækslagen og ser op til Formanden, om han vil vise mig ud.

Godt! svared jeg, he-he-he, godt, jeg skal ikke sige mer. Men i det samme faar jeg Øje paa hendes dejlige Mund, og jeg siger: Undskyld, min Frue, at jeg har opholdt Dem med Sludder og Snak saa længe. Maa jeg ellers takke saa meget for Deres Velvilje. Deres Mund er vidunderlig skøn, naar De smiler. Adjø. 73Men nu rødmer hun over hele Ansigtet og inviterer mig hjem. Simpelthen hjem til sit Hus, did, hvor hun bor. He-he-he. Hun bor i den og den Gade, det og det Numer; hun vil gærne tale lidt mer med mig om dette her; hun er ikke enig med mig og kunde ville indvende mangt og meget; om jeg kom imorgen Aften, vilde hun være ganske alene. Om jeg altsaa kom imorgen Aften? Tak. Paa Gensyn da.

He-he-he. Og saa var det dog ikke noget andet, hun vilde mig, end vise mig et nyt, blødt Sengetæppe, et nationalt Mønster, Vævning fra Hallingdal. He-he-he. Ja, det kunde jeg forresten have vidst før. Men dejlig var hun, og hun …

Nej, nu maa jeg op, enten Fan jeg faar mine Sko eller ej. Deja, og Solen skinner paa Heja …

Han sprang op af Sengen, rulled Gardinerne op og saa ud. Solen skinned, og det var stille Vejr. Han ringte. «Vil hun nu sige noget?» sagde han, og han talte ligefrem højt med sig selv. «Vist vil hun saa; hun vil sige unsjyl. Men sæt, at hun ikke mæler, ikke et Ord, ikke et Grynt, sæt det? Saa vil der intet slemt tilstøde mig idag. Intet slemt, intet slemt! Gud give, hun holdt sin Mund!»

74Han tænkte sig et Øjeblik om efter disse Ord. Saa hører han Skridt i Trappen, og ikke før har Sara aabnet Døren, før han raaber, staar næsten nøgen midt paa Gulvet og raaber:

«Naa, hvad siger De, Menneske?»

«Ja, Di faar regti unsjyl for Skoene,» svarer Sara. «Vi har Vask idag, vi har saa meget at gøre.»

«Ja, det er godt,» sagde han.

Han holdt sig hjemme til Klokken tolv, hvorpaa han gik ud paa Kirkegaarden og mødte op til Begravelsen. Han havde som sædvanlig sine gule Klæder paa.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.