VII.

Klokken seks den næste Aften traadte Nagel ind i Doktorens Stue. Han troed, at han var kommet altfor tidligt; men Selskabet fra Aftenen forud var allerede samlet. Der var desuden endnu et Par nye Gæster, en Sagfører og en ung, lys Student. Man drak allerede Selters og Kognak ved to Borde; ved et tredje Bord sad Damerne, Fuldmægtig Reinert og den unge Student og talte sammen. Adjunkten, denne tause Mand, som sjælden eller aldrig gav en Lyd fra sig, var simpelthen allerede fuld og nu i Stemningens Hede og med blussende Kinder talte højt baade om det ene og det andet. Der havde vi nu Serbien, hvor otti pCt. af Befolkningen ikke kunde læse eller skrive, stod det saa meget bedre til der? Ja, han maatte rigtig spørge! – Og Adjunkten saa sig om med bister Mine, skønt ikke en Sjæl havde modsagt ham.

116Værtinden raabte paa Nagel og gjorde Plads for ham ved Damernes Bord. Hvad vilde han helst drikke? De sad just og talte om Kristiania, sagde hun. Det var dog en underlig Idé af Nagel at komme og slaa sig ned i en Smaaby, naar han havde Valget og kunde være endog i Kristiania.

Nagel fandt ikke Idéen saa underlig endda; han skulde jo ligge paa Landet, have Ferie. Han vilde forresten ikke være i Kristiania i ethvert Tilfælde; Kristiania var et af de sidste Steder, han vilde vælge.

Virkelig? Men det var dog Hovedstaden alligevel; der var jo Mødestedet for alt, hvad der fandtes i Landet af Storheder og Berømmelser og Kunst og Teater og alt muligt.

Ja, og foruden dette alle de Fremmede, som strømmed til! bemærked Frøken Andresen; fremmede Skuespillere, Sangere, Musikere, Kunstnere af alle Slags.

Dagny Kielland sad taus og hørte bare paa.

Aa, ja, det kunde være sandt nok, indrømmed Nagel ogsaa; men han vidste ikke, hvordan det var, men hver Gang Kristiania blev nævnt, saa han et Parti af Grændsen for sine Øjne, og det lugted udhængte Klæder. Det var virkelig sandt, han fandt det ikke paa. Han fik Forestillingen om en storsnobbet Smaastad med et Par Kirker, et Par Aviser, et Hotel og en fælles 117Vandpost, men med de største Mennesker i Verden. Han havde aldrig set Menneskene bryste sig som der, og Herregud, hvor han mangen Gang havde ønsket sig væk, naar han havde levet der!

Fuldmægtigen kunde ikke begribe, at nogen kunde fatte en slig Antipati – ikke til et enkelt Menneske bare, men endog til en hel By, et Lands Hovedstad. Kristiania var i Virkeligheden ikke saa liden nu, den begyndte at indtage sin Plads blandt Byer af Rang. Hvad sagde man for Eksempel om en Kafé som Grand?

Jo, Nagel gjorde først ingen Indsigelse mod Grand; Grand var bra nok, sagde han. Men lidt efter rynked han Panden og bemærked, saa alle hørte det:

«Det vil sige: Grand er et bra Udstillingslokale.»

Hvad mente han med det?

Han lo. Kristiania havde en Kafé, og det var Grand. Grand og Kristiania var næsten et og det samme, derfor var ogsaa Grand det store Sted inden Byen, hvor alt stort satte hinanden Møde. Der sad Verdens største Malere, Verdens haabefuldeste Ungdom, Verdens fashionableste Damer, Verdens flinkeste Redaktører og Verdens største Digter! He-he, der sad de og pusted sig op for hinanden og kokettered og var meget aandrige, – den ene sjæleglad over at blive 118iagttaget og hørt paa og paaskønnet af den anden. Herregud! Jo, det var den bedste Komedie, man kunde se for sine Øjne! Men i Bund og Grund var Grand intet mere end et lidet vel besøgt Værtshus, hvor gode Borgermænd i Landets Vadmel kunde faa sine Drammer, en Pjolterbod, hvor Hvermand kunde sidde og fryde sig over, at andre Hvermænd sad og iagttog ham. Det var Grand.

Dette Svar vakte almindelig Forbitrelse. Fuldmægtigen læned sig over mod Frøken Kiellands Stol og sagde temmelig højt:

«Jeg har ikke hørt Magen til Skidtvigtighed!»

Hun vaagned op. Hun saa hurtigt over til Nagel; han havde ganske bestemt hørt Fuldmægtigens Ord; men han syntes ikke at tage sig dem nær. Tvertimod, han drak med den unge Student og begyndte med en ligegyldig Mine at tale om noget andet. Ja, hans overlegne Væsen ærgred ogsaa hende; Gud ved, hvad han tænkte om dem allesammen, naar han kunde byde dem sligt hovent Snak! Hvilken Indbildskhed, hvilken Stormandsgalskab! Da Fuldmægtigen spurgte hende: «Ja, hvad synes nu De?» svared hun med paatagen høj Stemme: «Hvad jeg synes? Jeg synes jo, at Kristiania er stor nok for mig.»

119Heller ikke dette forstyrred Nagels Ro. Da han hørte denne høje Stemme halvt henvendt til sig og saa Frøken Kiellands lidt bittre Udtryk i Ansigtet, satte han sig til at se paa hende med en eftertænksom Mine, som om han vilde huske sig om, hvad han vel kunde have forarget hende med. Han saa vedholdende paa hende i mer end et Minut og blinked med Øjnene og tænkte efter, og under dette havde han et næsten sørgmodigt Blik.

Men nu havde ogsaa Adjunkten hørt, hvad der var Tale om, og han protestered ivrigt mod, at Kristiania var mindre end for Eksempel Belgrad, – skønt Belgrad ikke var bleven nævnt med et Ord. Der var mindre Hovedstæder end Kristiania, der var ogsaa Hovedstæder med langt mindre Kunst og Seværdighed, for ikke at tale om, at Kristiania havde en Indsejling, som var aldeles enestaaende. Hvad vilde man tale om! I det hele taget var ikke Kristiania mindre end andre Hovedstæder af en rimelig Størrelse …

Her begyndte allesammen at le; Adjunkten saa altfor komisk ud med sine hede Kinder og sin urokkelige Overbevisning. Sagfører Hansen, en bitte liden tyk Mand med Guldbriller og blank Isse, lo uafladelig af ham og slog sig paa Knæerne og lo.

«En rimelig Størrelse, en rimelig Størrelse, ja!» raabte han; «Kristiania er ikke mindre end 120andre Hovedstæder af samme Størrelse, af akkurat samme Størrelse; ikke meget mindre, nej! Aa, du store min! Skaal!»

Men Nagel var bleven ked af det hele. Hvad Fan havde han lukket sin Mund op for! Han havde jo dog foresat sig at tie stille, for ikke at komme i Klammeri med Folk i et fremmed Hus, og nu var han midt oppe i en Strid, hvor han havde alle imod sig! Naa, han vilde rette paa det; han vilde passe sig for Eftertiden; ja, der skulde ingen faa noget at sige paa ham.

Han saa sig om i Stuen. Der var ikke meget god Orden derinde og heller ikke var det ganske rent overalt, men der var behagelige Farver, Lys fra tre store Vinduer og mange magelige Stole rundt Bordene. Baade Stolene og de øvrige Møbler var lidt slidte, men tog sig endnu godt ud. Paa de tre Vægge var der ogsaa Malerier af Heyerdahl, af Hjalmar Johnssen og af en Tysker; af Hjalmar Johnssen var der en Marine.

Nagel sad fremdeles og talte med Student Øjen. Jo, i sine yngre Dage havde ogsaa han – Nagel – sværmet for Musik, og da især for Wagner; men det var bleven udvisket med Aarene. Han drev det heller aldrig længer end til at lære Noderne og gøre et Par Toner.

121«Paa Piano?» spurgte Studenten. Piano var hans Fag.

«Nej, fy! Nej, paa Violin. Men som sagt: jeg kom ingen Vej, og jeg slutted med det straks.»

Hans Øjne strejfed tilfældigvis Frøken Andresen, der nu i mindst et Kvarter havde siddet og passiaret med Fuldmægtigen henne i en Krog ved Kakkelovnen. Hendes Blik mødte Nagels, hurtigt, uforvarende, men hun flytted sig alligevel uroligt paa Stolen og gik med ét istaa med det, hun vilde sige.

Dagny sad just alene, trommed med Fingrene paa Bordet og bladed nu og da i et Album. Hendes lange, hvide Hænder havde ingen Ringe. Nagel mønstred hende i Smug. Du gode Gud, hvor hun var smuk iaften! I denne Belysning, mod den mørke Marine paa Væggen, saa hendes tykke, lyse Haarflætte end lysere ud, mens hendes Øjenhaar var end mørkere. Hendes Krop havde, naar hun sad, en liden Tone af Yppighed; men naar hun rejste sig, blev den borte. Hun var høj og lidt fyldig, men havde en let, besynderlig æggende Gang.

Nagel rejste sig og gik hen til hende. Straks hun saa ham, sagde hun ivrigt:

«Vil De undskylde det, jeg sagde? Gør det! Dette om Kristiania; De husker det nok.»

122Han blev højst forundret og svared, at det havde han ikke tænkt paa mere; han var ikke sikker paa, om han havde hørt det engang; nej, for han havde siddet og vrøvlet om Musik hele Tiden med den unge Mand dérhenne.

«Jo, De hørte det,» sagde hun; «jeg saa det paa Dem. Men det var ubesindigt gjort af mig at blande mig i det; jeg har aldrig været udenfor Landets Grændser, og følgelig kan jeg ikke have nogen Mening om Størrelsen af vore egne Ting.»

«Ja, men jeg burde paa min Side overhovedet aldrig give mig til at disputere med Folk om noget, for vi blir ikke enige. Og desuden, hvad Nytte er der i det? Man omvender aldrig nogen i en Disput; aldrig; det hænder ikke.»

«Naa, ja, jeg haaber, De undskylder mig. Det var bare det, jeg vilde bede Dem om.»

Han saa paa hende. Hun havde et Øjeblik sluppet sit sære, mørkeblaa Blik løs paa ham, og han udbrød med en Gang, uden at tænke over det:

«Gud bevare mig, hvor De er smuk iaften!»

Hun blev aldeles forvirret af denne Ligefremhed, hun holdt Munden aaben og vidste ikke sin arme Raad.

«Men saa vær dog lidt rimelig!» hvisked hun.

123Kort efter rejste hun sig og gik hen til Pianoet, hvor hun gav sig til at blade i endel Noder, blussende rød i Kinderne.

Nu blev Samtalen almindelig. Doktoren, der brændte efter at faa tale Politik, spurgte pludselig midt i Flokken:

«Har De læst Aviserne idag? Det er nu Fan ta’ mig forgalt med Morgenbladet i disse Tider! Det er ikke længer dannede Menneskers Tale, det er Pøbelsnak og Skældsord hele Vejen.»

Og allesammen syntes, det var forgalt med Morgenbladet.

Men naar Doktoren ikke blev modsagt, kunde han ingen Vej komme. Dette vidste Sagfører Hansen, og derfor sagde han:

«Men jeg synes, det er grovt nok i Venstrepressen ogsaa jeg.»

«Ja, men ved du hvad!» raabte Doktoren og sprang op. «Du vil da vel ikke sige, at det taaler Sammenligning? Hvad Mening man end kan have om Ministeriet …

Bordet var dækket. Selskabet begav sig ind i Spisestuen, Doktoren og Sagføreren ivrigt diskuterende Pressens Tone. Passiaren fortsattes ved Bordet; Nagel, der havde faaet Plads mellem Værtinden og den unge Frøken Olsen, Politimesterens Datter, slap at deltage i den. Da man rejste sig fra Bordet, var man allerede 124kommet langt ind i europæisk Politik; man sagde sin Mening om Czaren, om Constans, om Parnell, og da man tilsidst drev ind paa Balkanspørgsmaalet, fik atter den drukne Adjunkt Lejlighed til at kaste sig over Serbien. Jo, han havde faaet nok, mer end nok af Serbien; han havde just læst Statistische Monatschrift; der var frygtelige Tilstande, Skolen aldeles forsømt …

«Nej, der er én Ting, som glæder mig over al Maade», sagde Doktoren med helt fugtige Øjne, «og det er, at Gladstone lever endnu. Bryg nu, mine Herrer, saa drikker vi en Skaal for Gladstone, ja, for Gladstone, denne store og rene Demokrat, Nutidens og Fremtidens Mand.»

«Vent lidt, lad ogsaa os faa være med!» raabte Fruen. Og hun fyldte Vin i Damernes Glas, skænked over af bare Ivrighed og bød Brættet rundt med skælvende Hænder.

Saa drak allesammen.

«Ja, er det ikke en bomfast Kar!» fortsatte Doktoren og smatted med Tungen. «Stakkar, han har været forkølet nu en Stund, men det gaar forhaabentlig over. Der er ingen nu af Politikere, jeg saa nødig vilde miste som Gladstone. Du store min, naar jeg tænker paa ham, saa staar han for mig som et Fyrtaarn, der 125lyser ud over hele Verden! … De ser saa fraværende ud, Hr. Nagel; er De ikke enig?»

«Jeg? Hvadbehager? Men kære, jeg er ikke fraværende, og jeg er naturligvis fuldt enig med Dem i dette.»

«Ja, naturligvis. Nej, der er mange Ting hos Bismarck ogsaa, som imponerer mig; men Gladstone han slaar simpelthen enhver Indvending ned, han. Gad rigtig vide, hvorlænge Bismarck vil holde sin unyttige Kamp gaaende? Han skal sagtens være ejtret indvortes nu …»

Doktoren blev stadig ikke modsagt; han forsøgte endog med Kejser Wilhelm, men alle var ogsaa enige med ham i, at Kejser Wilhelm var en temmelig halvgal Herre. Tilslut døde Passiaren saa af, at Doktoren foreslog Kort at fordrive Tiden med. Hvem vilde danne Parti? Men nu raabte Fru Stenersen tværsover hele Stuen:

«Nej, det maa jeg sige! Ved De, hvad Student Øjen netop sidder og fortæller mig? Hr. Nagel, De har nok ikke altid fundet Gladstone saa udmærket, som iaften. Student Øjen har hørt Dem engang i Kristiania – var det i Arbejdersamfundet? – hvor De har rakket Gladstone ganske ordentlig til. Jo, De er en net én! Er det virkelig sandt dette? Ja, De kan bare prøve, De kan bare prøve!»

126Fruen sagde dette i god Tro, med smilende Mund, og strakte for Spøg sin Pegefinger ivejret. Hun gentog, at han maatte sige, om det var sandt.

Nagel studsed.

«Jeg husker ikke, at jeg har rakket Gladstone til nogen Gang,» sagde han. «Hvornaar skulde det være?»

«Nej, jeg vil ikke sige, at De rakked ham til,» svared Øjen; «men De opponered stærkt. Jeg husker saaledes, at De sagde om Gladstone, at han var bigot.»

«Nej, du store min! Bigot! Gladstone bigot!» skreg Doktoren. «Var De fuld da, Mand?»

Nagel lo.

«Nej, det var jeg vist ikke. Jo, kanske jeg var fuld, det ved jeg ikke. Det høres saa ud.»

«Ja, det ved Gud det gør!» sagde Doktoren tilfredsstillet.

Nagel vilde ikke forklare sig, han undgik at sige mer, og Dagny Kielland bad igen Fruen om at drive paa.

«Faa ham til at sige noget», sagde hun ivrigt hviskende; «lad ham dog fortælle, hvad han har ment. Det er saa morsomt.»

«Ja, men hvad mente De egentlig?» spurgte Fruen saa. «Da De opponered, havde De vel en Mening med det. Saa, sig os det nu! De 127gør os desuden en Fornøjelse ved det; for skal Dere nu til at spille Kort, saa blir det saa kedeligt.»

«Nej, jeg ved virkelig ikke,» sagde Nagel fremdeles leende, «hvilken Gang, Hr. Øjen taler om. Det kan gærne være, at jeg har sagt noget sligt, som dette; men … Naa, hvis jeg ikke har udtalt mig altfor himmelraabende ved den Lejlighed, saa vedkender jeg mig mine Ord fremdeles, he-he-he; men naturligvis, hvis det er altfor galt, saa fornægter jeg.» Og idet han igen blev alvorlig, lagde han til: «Jeg er virkelig lidt uenig med Dem om Gladstone. Jeg er det, desværre. Dette være forresten sagt uden Fortrydelse for nogen, og jeg beder undskylde, at jeg fremkommer med det i denne Kreds. Jeg er ellers ikke Fanatiker, jeg kunde godt tie stille. Har nogen af Dem set Gladstone og hørt ham tale? Der er ét Indtryk, man faar af ham fra Talerstolen: Mandens aabne Vandel, hans store Retfærdighed. Det er, som om der slet ikke kunde være Tale om andet end rent Mel i Posen. Hvorledes skulde den Mand kunne gøre den store Ondskab at synde mod Gud! Og saa dybt er han selv gennemtrængt af denne Idé med det rene Mel i Posen, at han ogsaa forudsætter det samme hos sine Tilhørere, virkelig forudsætter rent Mel endog hos sine Tilhørere …»

128«Ja, men det er jo et smukt Træk hos ham? Det viser hans Retskaffenhed og humane Tænkemaade,» afbrød Doktoren. «Jeg har aldrig hørt saa galt!»

«Naa, det mener jeg ogsaa; jeg anfører det ogsaa blot til hans Karakteristik, til et smukt Træk i hans Billede, he-he-he. Jeg skal nævne en Tildragelse, som jeg husker netop nu; nej, jeg behøver maaske ikke at fortælle hele Tildragelsen, men bare nævne Navnet Carey. Jeg ved ikke, om allesammen husker, hvorledes Gladstone som Minister i sin Tid modtog Angivelser af Forræderen Carey? Han hjalp ham forresten siden over til Afrika, forat fri ham fra Feniernes Hævn. Naa, men det er ikke herom, der er Tale, det er en anden Historie; jeg kom bare til at mindes den. Jeg lægger ingen Bræt paa den Sort Smaating, som en Minister kanske i Ny og Næ kan være nødt til at begaa. Nej, forat komme tilbage til, hvad vi talte om, saa er Faktum dét, at Gladstone som Taler har det reneste Mel i Posen … Nu skulde De have set og hørt Gladstone tale, saa jeg bare behøved at pege paa hans Miner under Foredraget. Han er saa sikker paa sit rene Mel, at denne Sikkerhed afspejler sig i hans Blik, hans Stemme, hans Holdning og hans Gestus. Hans Tale er simpel og letfattelig, langsom og evigtvarende; aa, hvor den varer; hans Pose blir aldrig tom!

129De skulde have set, hvorledes han fordeler sine Bemærkninger rundt om i Salen, lidt til den Jærnhandler her, lidt til den Bundtmager der, hvorledes han i den Grad ved, hvad han taler om, at han synes at værdsætte sine Ord til en Krone pr. Stykke. Jo, det er dog virkelig et morsomt Syn! Gladstone er nemlig Ridder af den uomtvistelige Ret, og det er dens Sag, han hævder. Det kunde aldrig falde ham ind at gøre Vildfarelsen nogensomhelst Indrømmelse, det vil sige: naar han ved, at Retten er paa hans Side, saa er han skaanselløs i at bruge den, holde den frem, hæve den tilvejrs, lade den vaje for Tilhørernes Øjne, forat gøre Modstanderne tilskamme. Hans Moral er af sundeste og varigste Slags, han arbejder for Kristendommen, for Humanismen og for Civilisationen, og dermed Basta! Om nogen bød den Mand saa eller saa mange Tusind Pund forat frelse en uskyldig anklaget Kone fra Skafottet, saa vilde han frelse Konen, vise Pengene tilbage med Foragt og bagefter ikke regne sig det til Fortjeneste. Aldeles ikke; han vilde ikke regne sig det til Fortjeneste; det Slags Mand er han. Han er en utrættelig Kæmper og er idelig paafærde, forat gøre godt paa vor Klode, aksler daglig sit Skind for Retten, Sandheden og Gud. Og hvilke Slag vinder han ikke! To og to er fire, Sandheden har sejret, Æren er Guds! … 130Nu, Gladstone kan stige højere end til to og to; jeg har hørt ham i en Budgetdebat paavise, at sytten Gange tre og tyve er tre Hundrede og en og niti, og han sejred knusende, sejred enormt, han havde atter Ret, og Retten lyste ud af hans Øjne, skalv i hans Stemme og hæved ham til Storhed. Men nu standsed jeg virkelig op og saa paa Manden; jeg skønte, at han havde rent Mel i Posen, men jeg standsed alligevel op. Jeg staar der og tænker over hans tre Hundrede og en og niti, og jeg finder, at det er ret, men jeg smager desuagtet lidt paa det og siger saa til mig selv: Nej, stop! sytten Gange tre og tyve er tre Hundrede og syv og niti! Jeg ved vel, at det er én og niti, men jeg siger alligevel mod bedre Vidende syv og niti, forat være paa en anden Side end dette Menneske, denne Rettens Professionist. Der er en Røst i mig, som kræver: Rejs dig, rejs dig mod denne Fod-i-Hose- Ret! Og jeg rejser mig og siger syv og niti af bare indre brændende Fornødenhed, forat bevare min Bevidsthed om Ret fra at banaliseres til Jorden af denne Mand, der staar saa uomtvistelig paa Rettens Side …

«Jeg har Gud straffe mig aldrig hørt Magen til Nonsens!» raaber Doktoren. «Undskyld forresten, undskyld! Men kære Mand, oprører det Dem da, at Gladstone altid har Ret?»

131«Nej,» svared Nagel næsten sagtmodigt, «det demoraliserer mig heller. Naa, jeg gør ikke megen Regning paa at blive forstaaet heri, men det kan være det samme! Gladstone er en saadan Rettens og Sandhedens landvejsfarende Herold, hans Hjærne staar stiv af anerkendte Resultater. At to og to er fire er for ham den største Sandhed under Solen. Og skal vi benægte, at to og to er fire? Nej, naturligvis ikke; jeg siger det ogsaa forat vise, hvor Gladstone har evig Ret. Det beror da blot paa, om man er sandhedsgal nok til at lade sig det byde, om éns Erkendelse er bleven saapas lædersejg af Sandhed, at den endnu kan lade sig studeslaa til Marken med Sandheder. Det er dét, det gælder om … Naa, men i den Grad har Gladstone Ret, og saa rent er Melet i hans Pose, at det visselig aldrig falder ham ind at holde op frivilligt med sin Godhed mod vor Klode. Han maa stadig være paafærde, han er tiltrængt overalt. Saa slaar han da Verden om Ørene med sin Visdom i Birmingham og sin Visdom i Glasgow, bringer en Korkeskærer og en Advokat til samme politiske Anskuelse, strider drabeligen for sin Overbevisnings Sag og anstrænger sine gamle, trofaste Lunger til det yderste, forat ingen af hans dyre Ord skal gaa tabt for Tilhørerne. Og naar Akten er over, og Folket har jublet, og Gladstone har bukket, 132saa gaar han hjem om Aftenen og lægger sig ned og folder Hænderne og læser sin Bøn og sovner, uden en bitte liden Mistanke i sin Sjæl, uden at skamme sig over, at han har fyldt Birmingham og fyldt Glasgow. Han har bare Følelsen af at have gjort sin Pligt mod Menneskene og Ret mod sig selv, og saa sovner han ind, som en Retfærdig sovner ind. Han vilde ikke være syndig nok til at sige til sig selv: idag har du gjort det lidt daarligt, du keded de to Bomuldsspindere paa første Bænk, du fik den ene til at gæspe, – han vilde ikke sige dette til sig selv, for han er ikke sikker paa, om det er sandt, og lyve vil han ikke, for at lyve er Synd, og Gladstone vil ikke synde. Nej, han vil sige: jeg syntes, der var en Mand, som gæsped; det forekom mig, mærkelig nok, at han gæsped; men jeg har nok taget fejl, Manden gæsped nok ikke. He-he-he-he-he … Jeg ved ikke, om det var noget i denne Retning, jeg udtalte i Kristiania; men det gør ikke noget. Jeg tilstaar i ethvert Fald, at Gladstones Storhed som Aand altid har gjort et noksaa lidet overvældende Indtryk paa mig.»

«Stakkars Gladstone da!» sagde Fuldmægtig Reinert.

Til dette svared ikke Nagel noget.

«Nej, det var ikke dette, De talte om i Kristiania,» oplyste Øjen. «De havde fat i 133Gladstone for hans Forhold til Irerne og Parnell og sagde blandt andet, at nogen betydelig Aand var han ikke. Det husker jeg, at De sagde. Han var en stor og brugbar, men i Arten yderst ordinær Kraft bare, sagde De, en uhyre Lillefinger af Beaconsfield.»

«Naa, ja, nu husker jeg det; jeg blev frataget Ordet dengang, he-he-he. Godt, men jeg underskriver dette ogsaa; hvorfor ikke? det blir vel ikke værre end det alt er. Jeg underskriver. Men døm mig mildt!»

Saa standsed Doktor Stenersen foran ham og sagde:

«Sig mig engang: er De Højremand?»

Nagel spærred Øjnene forbauset op; saa brast han i Latter og svared:

«Ja, hvad tror De, Hr. Doktor?»

Dermed rejste han sig op og gav sig til at drive frem og tilbage paa Gulvet.

«Naa,» sagde Doktoren, «hvad enten man er det ene eller det andet, saa maa man vel anerkende Gladstones Betydning, hans ubetalelige Arbejde for Irlands Frigørelse for Eksempel …»

«Aa, ja, siden han styrtedes som Minister.»

«Før ogsaa. Har man hørt Magen! Vil De sige, at … Jeg mener Fan gale mig, De er fra Forstanden, jeg, Menneske!»

134«Hys, hys, Petermand!» advared Fruen borte fra Gyngestolen.

«Der har altid været lidt Forskel paa Gladstone, naar han har siddet paa Taburetten og naar han har staaet i Oppositionen,» sagde Nagel. «Jeg husker igen en liden Tildragelse, bare en Hændelse fra Tvangslovenes Tid. Gladstone udelukked fem og tyve – fem og tyve – irske Parlamentsmedlemmer engang, forat faa Tvangslovene vedtaget.»

«Nej, jeg skønner virkelig ikke, hvorledes De kan vove at Hvornaar var det?»

«Det var i 1883, tror jeg. Jo, 83. Men kære, det maatte en Minister have Lov til, naar hans Sag fordred det. Misforstaa mig ikke derhen, at jeg skulde ville …»

«Undskyld!» sagde Fru Stenersen og kom med sit Glas. Hun var øjensynlig bange for, at det kunde gaa for vidt, og hun vilde gærne forebygge en ligefrem Strid. «Maa jeg drikke med Dem! Undskyld forresten, at jeg afbrød Dem.»

«Jeg vil simpelthen ikke tale mere med Dem om dette,» udbrød Doktoren. Men som forat gøre sin Hæftighed god igen, lo han ganske straks og lagde til: «For vi blir ikke enige; aldrig i Evighed! De skal nu forresten aldrig faa ærtet mig sint mere, det lover jeg Dem. Ha-ha-ha.»

135«Jeg burde ogsaa helst tie,» svared Nagel.

Saa satte allesammen sig ned igen, og der blev en liden Pause. Nu var det mærkelige indtruffet, at Adjunkten var bleven ædru igen. Saasnart han havde faaet lidt Mad i Livet, var Rusen gaaet af ham, og nu sad han taus og ubemærket, som altid, naar han ikke havde i Hovedet. Han drak endnu tæt, men det syntes ikke at gøre ham noget; derimod var Sagfører Hansen temmelig glad.

Klokken var ikke mere end ti; der blev igen talt om Kort; men i det samme ringte det paa Doktorens Kontordør. Fruen sprang op; naturligvis, nu skulde Doktoren ud igen, desværre. Ja, men ingen anden fik bryde op endnu; slet ikke; ikke før tolv ialfald. Frøken Andresen skulde simpelthen sætte sig ned igen; Anna skulde bringe mere varmt Vand, meget varmt Vand.

«Hr. Fuldmægtig, De drikker jo ikke noget.»

Jo, Fuldmægtigen forsømte sig ikke.

«Ja, men De faar ikke bryde op. De skal være her allesammen. Dagny, du er saa stille?»

Nej, Dagny var ikke stillere end sædvanligt.

Nu kom Doktoren ind fra Kontoret. Man maatte undskylde ham, han maatte afsted; farligt Tilfælde, Forblødning. Naa, det var ikke længer borte, end at han kunde være tilbage igen om 136to tre Timer; haabed at træffe Selskabet da. Adjø allesammen, adjø Jetta.

Saa gik Doktoren hastigt sin Vej; et Minut efter saaes han sammen med en anden Mand at smaaspringe nedad Vejen til Bryggen, slig Hast havde han.

Fruen sagde:

«Ja, lad os nu finde paa noget … Uf, De kan tro, det er noksaa kedeligt mangen Gang at være tilbage her alene, naar min Mand rejser ud. Især om Vinternætterne er det rent galt, da kan jeg ofte ikke være sikker paa, at han kommer tilbage engang.»

«Her er ingen Børn i Huset, ser jeg?» spurgte Nagel.

«Nej, ingen Børn … Naa, jeg begynder at vænne mig til disse lange Nætter nu; men i Begyndelsen var det fælt. Jeg forsikkrer Dem, jeg var saa ræd, mørkræd og angst, – ja, desværre, jeg er mørkræd ogsaa, – at jeg stundom maatte staa op og gaa ud og lægge mig sammen med Pigen … Nej, nu maa du ogsaa sige noget, Dagny! Hvad tænker du paa? Kæresten naturligvis.»

Dagny blev rød, lo af Forlegenhed og svared:

«Javist, jeg tænker paa ham; det er saa rimeligt. Men spørg heller, hvad Fuldmægtig 137Reinert tænker paa; han har ikke sagt et Ord i hele Aften.»

Fuldmægtigen protestered; han havde passiaret med Damerne Olsen og Andresen, saa at sige udviklet en større Virksomhed i det stille, været vaagen hele Tiden, fulgt med i de andres politiske Udviklinger, kortsagt …

«Frøken Kiellands Forlovede er nemlig rejst tilsjøs igen,» sagde Fruen til Nagel. «Han er Marineofficer, han er gaaet til Malta, – var det ikke til Malta?»

«Jo, til Malta,» svared Dagny.

«Ja, det gaar hurtigt at forlove sig for slige Folk! Han stikker hjem til Forældrene en tre Ugers Tid, og saa en Aften … Ja, de Løjtnanter!»

Kække Folk! syntes Nagel. I Regelen store, vakkre, vejrbidte Mennesker med friskt Sind. Deres Uniform var ogsaa saa smuk, og de bar den med Elegance. Jo, Sjøofficererne havde altid bedaaret ham.

Med ét vender Frøken Kielland sig om til Øjen og spørger smilende:

«Ja, det siger Hr. Nagel nu; men hvad har han sagt i Kristiania?»

Allesammen begyndte at le; Sagfører Hansen raabte drukkent:

«Ja, hvad har han sagt i Kristiania – i 138Kristiania? hvad har Hr. Nagel sagt der? Ha-ha-ha, du store min! Skaal!»

Nagel klinked med ham og drak. Han havde virkelig altid været indtagen i Sjøofficererne, paastod han; Hr. Øjen skulde aldrig have hørt noget andet af ham i Kristiania. Ja, han havde endog gaaet saa vidt som at sige, at var han Pige, saa vilde han have en Sjøofficer, ellers kunde det være altsammen.

Dette lo man af igen; Sagføreren klinked begejstret med alle de Glas, han saa paa Bordet og drak alene. Men Dagny sagde pludselig:

«Ja, men alle Løjtnanter har det Ord, at de er saa daarligt begavede; det tror altsaa ikke De?»

Det mente Nagel ikke, slet ikke; det var Nonsens. Men desuden, selv om det var Tilfældet, saa vilde han alligevel som Pige foretrække en smuk Mand, fremfor en klog Mand. Ubetinget! Og især, hvis han var ung Pige. Hvad gjorde man med en Hjærne uden Krop? Ja – kunde man sige – men hvad gjorde man ogsaa med en Krop uden Hjærne? Jo, det var Pokker til Forskel. Shakespeares Forældre kunde ikke læse de. Naa, Shakespeare selv kunde vist heller ikke læse synderlig godt; men han var dog bleven en historisk Skikkelse. Men hvordan det end var, saa maatte vel en Pige snarere blive ked af en lærd og styg end af en 139smuk og dum Mand. Uden Hjærne kunde man desuden grave Grøfter og bryde Sten, i Nødsfald, ja. Nej, var han ung Pige, og han havde Valget, saa ved Gud tog han ikke først og fremst en vakker Mand; den Mands Meninger om norsk Politik og Nietzsches Filosofi og Guds Treenighed vilde han give Ravnene.

«Her skal De se Frøken Kiellands Løjtnant,» sagde Fruen og kom med et Album.

Dagny sprang op. Der undslap hende et «Aa, nej!» men lidt efter satte hun sig ned igen. «Ja, men Billedet er daarligt,» sagde hun saa; «han ser meget bedre ud endda.»

Nagel saa en smuk ung Mand med Helskæg. Han sad rank og fri ved et Bord og holdt Haanden paa Sabelen. Sit lidt sparsomme Haar havde han kløvet efter Midten; han saa noget engelsk ud.

«Ja, det er ogsaa sandt, han er langt smukkere end her,» sagde Fruen. «Jeg har ogsaa været forelsket i ham engang. Ja, det var i mine Pigedage … Men vil De se denne Mand her ved Siden af. Det er en ung Teolog, som døde just nu, Karlsen, hans Navn var Karlsen. Han omkom for et Par Uger siden; det var saa sørgeligt. Javel, det var ham, vi begrov iforgaars.»

Det var et sygeligt udseende Væsen med hule Kinder og med Læber saa smale og sammenknebne, 140at de saa ud som et simpelt Streg tværsover Ansigtet. Øjnene var store og dunkle, hans Pande var ualmindelig høj og klar; men hans Bryst var fladt og Skuldrene ikke bredere end paa en Kvinde.

Dette var Karlsen. Saaledes saa han ud. Nagel tænkte ved sig selv, at til dette Ansigt svared blaa Hænder og Teologi. Han sad just og skulde bemærke, at det var et uhyggeligt Ansigt, da han lagde Mærke til, at Fuldmægtig Reinert flytted sin Stol hen til Dagnys og gav sig til at tale med hende, saa bladed han videre frem og tilbage i Albumet og taug for ikke at forstyrre.

«Ja, eftersom De har klaget over min Taushed iaften,» sagde Fuldmægtigen, «saa faar jeg kanske Lov at fortælle Dem en Oplevelse fra Kejserbesøget, en sandfærdig Historie. Jeg kom just til at huske den nu …»

Hun afbrød ham leende:

«Hvad er det, De har gjort slig Kommers med derborte i Krogen i hele Aften? sig mig heller det. Jeg vilde jo bare give Dem et Varsko, da jeg sagde, at De havde været taus. De sad naturligvis og var ondskabsfuld; ikke? Det er rigtig stygt af Dem at hærme og gøre Nar af alt muligt. Det er sandt, han snobber sig forfærdeligt med den Jærnring paa Lillefingeren, holder den op og ser paa den og pudser den; 141naa, men det kan gærne være, han gør det i Tanker. Han skabte sig ialfald ikke saa meget, som De gjorde det til; nej, nægt det ikke, jeg saa det godt. Men forresten er han baade saa hoven og halvskrullet, at han fortjener det. Men du, Gudrun, har gjort formeget af det med din Latter; han har ganske sikkert mærket, at du lo af ham.»

Gudrun kom til, forsvared sig, paastod, at det var ene og alene Fuldmægtigens Skyld, han havde været saa komisk, uimodstaaelig; blot Maaden, hvorpaa han sagde: Gladstones Storhed har aldrig imponeret mig – mig!

«Hys, du taler for højt, Gudrun; ved Gud, han hørte dig nu ogsaa, jo, han gjorde, han vendte sig. Men du, lagde du Mærke til … Nei, han var i Grunden ikke meget blæret, og naar han blev afbrudt, gjorde det ham ikke det Spor hæftig; ikke sandt? Hans Ansigt var ogsaa næsten sørgmodigt. Tænk, nu begynder jeg næsten at angre paa, at vi sidder her og bagtaler ham; ja, jeg vilde saa gærne ikke have gjort det nu. Og ved du hvad, det var nu morsomt det, han sagde. Gudrun, jeg syntes saa tydelig, han sukked just nu, da han vendte sig? Uf, nej, nu har jeg Samvittighed! … Ja, fortæl Deres Historie fra Kejserbesøget, Fuldmægtig.»

142Og Fuldmægtigen fortalte. Da det ikke var nogen Hemmelighed, men en ganske uskyldig Hændelse med en Kone og en Blomsterbuket, talte Fuldmægtigen højere og højere, saa tilsidst hele Huset hørte paa ham. Historien tog et Kvarter. Da den var tilende, sagde Frøken Andresen:

«Hr. Nagel, husker De igaaraftes, da De fortalte os om det Sangkor paa Middelhavet …?»

Nagel lukked Albumet hurtigt i, saa ud i Stuen og fik et næsten bange Udtryk. Han svared sagte, at han havde kanske nok kunnet tage fejl i Enkeltheder, men det var ikke med Vilje, og han havde ikke spundet op Historien, det var en Oplevelse.

«Nej, kære, jeg mente heller ikke at sige, at De spandt det op,» svared hun leende. «Men kan De ogsaa huske, hvad De svared, da jeg fandt det vakkert? At De bare en Gang før havde hørt noget skønnere, og det var i Drømme.»

Jo, han husked det, han nikked.

«Ja, vil De saa fortælle os ogsaa den Drøm? Jo, gør det. De fortæller saa underligt. Vi beder Dem allesammen.»

Men nu nægted han. Han gjorde mange Undskyldninger, sagde, at det var bare en Ubetydelighed, en Drøm uden Begyndelse og Ende, 143et Vift af en Forestilling under Søvnen; nej, det kunde ikke engang gengives i Ord; man vidste nok slige vage, farende Fornemmelser, som man bare kunde føle som en Straale, og som saa var brat borte igen. Man kunde selv skønne, hvor dumt det hele var, naar Drømmen foregik i en hvid Skog af Sølv …

«Javel en Skog af Sølv. Og saa?»

Han var ubevægelig. Han vilde saa gærne gøre alt muligt for hende, ja, hun kunde bare stille ham paa Prøve; men han kunde ikke fortælle denne Drøm; hun maatte tro ham.

«Vel, men saa noget andet. Vi beder Dem allesammen.»

Nej, han dued ikke til det, ikke iaften. Man maatte have Aanden over sig, Stemningen, ikke sandt?

Saa faldt der nogle faa ligegyldige Ord, et Par barnagtige Spørgsmaal og Svar, det rene Nonsens. Dagny sagde:

«De kunde gøre alt muligt for Frøken Andresen, hvad kunde De da for Eksempel gøre? Ja, sig os det.»

Man lo af dette Paafund, og Dagny lo ogsaa selv. Efter en Stunds Betænkning sagde Nagel:

«Dem kunde jeg gøre noget slemt for.»

«Noget slemt for mig altsaa? Lad os høre.»

144«Nej, det ved jeg ikke saadan paa staaende Fod.»

«Et Mord, for Eksempel?» sagde hun.

«Ja, kanske. Jeg kunde vel myrde en Eskimo og flaa Skindet af ham til en Brevmappe for Dem.»

«Bravo! Ha-ha-ha. Men nu Frøken Andresen, hvad kunde De gøre for hende? Noget uhørt godt?»

«Ja, det kunde jeg kanske, jeg ved det ikke. Apropos, dette med Eskimoen har jeg set et Sted; De maa ikke tro, at der er min egen Opfindelse.»

Efter disse vrøvlede Replikker, der intet indeholdt og ingen Betydning havde, blev de begge lidt stille; det var som om den ene sad og tænkte paa, hvad den anden kunde have ment, hvilken Hemmelighed der laa bag Ordene, hvilke Hentydninger, de indeholdt. Et Øjeblik var alle tause i Stuen, men da Fru Stenersen lidt efter kom ind fra Soveværelset med nyvaskede Hænder og duftende af Floridavand, gik Nagel hen til hende og gjorde en Bemærkning om en Kanarifugl, hvis Sang han hørte gennem den halvaabne Dør til Spisestuen.

Adjunkten lured sig til at se paa Klokken.

«Ja, saa meget De ved det,» sagde Fruen, «De faar ikke gaa, før min Mand kommer tilbage. 145Strængelig forbudt! Find paa, hvad De vil, men De faar ikke gaa.»

Saa kom der Kaffe, og Selskabet blev straks livligere. Sagføreren, der havde siddet og disputeret med den unge Student, sprang op, let som en Fjær den tykke Mand, og slog henrykt Hænderne sammen; selv Studenten gned sine Fingre og gik til Pianoet, hvor han slog an et Par Akkorder.

«Aa, ja,» raabte man, «hvor kunde vi glemme, at De spiller! Nu maa De fortsætte, jo, endelig!»

Og Studenten vilde i Grunden gærne spille. Han kunde ikke meget, men hvis man ikke havde noget imod lidt af Chopin, eller kanske en Vals af Lanner …

Nu syntes ogsaa Nagel at blive mere meddelsom. Han applaudered ivrigt Musikken, talte et Par Ord baade med Fuldmægtigen og med Frøken Olsen; men da Dagny flytted sig hen til Kakkelovnen, rejste han sig fra Bordet han ogsaa og drev stille frem og tilbage ved Vinduerne. Saa gik han hen til Dagny og sagde:

«Ikke sandt, naar man hører den Sort Musik, saa vilde man gærne sidde i lidt Frastand fra den, i et Sideværelse et eller andet Sted, med sin Elskedes Haand i sin og tie ganske stille! Jeg ved ikke, men jeg har altid forestillet mig, at det maatte være saa dejligt.»

146«Ja,» sagde hun ogsaa. «Men der maatte ikke være formeget Lys; vel? Og Stolene kunde gærne være lidt lave og bløde. Men udenfor maatte det godt regne og være mørkt.»

Han nikked og saa paa hende. Hun var ganske usædvanlig smuk iaften. Disse blaa, skinnende Øjne i det lyse Ansigt gav hende et næsten sælsomt Udseende, og skønt hun ikke havde ganske hvide Tænder, lo hun gærne, lo endog af helt ubetydelige Ting; hendes Mund var ogsaa rød og fuld, saa man straks blev opmærksom paa den. Men det mærkeligste var maaske, at regelmæssig hver Gang hun talte, fôr der et svagt Skær af rødt opad hendes Kinder og blev straks borte igen.

Nagel skulde til at sige noget; men i det samme raabte Fru Stenersen:

«Nej, nu er Adjunkten forsvunden igen. Ja, naturligvis, naturligvis! Den Mand kan jo ingen passe paa; han er sig selv lig altid. Jeg haaber i det mindste, at De, Hr. Fuldmægtig, siger Godnat før De gaar?»

Adjunkten var gaaet ud Køkkenvejen, havde listet sig væk i al Stilhed, som han altid plejed, træt efter sin Rus, bleg og forvaaget, og var ikke kommet tilbage. Nagels Ansigt skifted pludselig Udtryk ved denne Efterretning. Den Tanke slog straks ned i ham, at han maatte vove at byde Dagny sin Ledsagelse gennem 147Skogen i Adjunktens Sted. Han bad hende ogsaa med en Gang og gjorde ingen Udsættelse med det, bønfaldt hende baade med Øjnene og med sit bøjede Hoved, og saa lagde han til tilslut:

«Og jeg skal være saa snil!»

Hun lo og svared:

«Ja, ja, Tak, naar De vil være dét, saa.»

«Ja, De skal bare se, hvor jeg vil være det.»

Nu vented han bare paa Doktoren, forat komme afsted. Ved Udsigten til denne Tur gennem Skogen blev han end livligere end før, talte med om alt muligt, bragte alle til at le og var udsøgt elskværdig. Han var saa henrykt, saa fuld af Lykke, at han ogsaa loved at tilse Fru Stenersens Have, og, da han var halvt Fagmand, undersøge Jordbundens Beskaffenhed i Havens nedre Hjørne, hvor den syge Rips stod. Jo, han skulde nok faa Bugt med Lusen, om han saa skulde læse over den, besværge.

Om han ogsaa kunde Trolddom?

Ja, han fusked i noget af hvert. Her skulde man for Eksempel se, at han bar en Ring, en uanselig Ring af Jærn, men med den underbareste Evne. Skulde man tro det, naar man saa den? Men misted han den Ring en Aften Klokken ti, maatte han lede den op igen inden tolv, ellers gik det ham galt. Han havde faaet den af en ældgammel Græker, en Købmand i 148Piræus; ja, han havde jo gjort Manden en Gentjeneste og ovenikøbet foræret ham en Matte Tobak for Ringen.

Men troed han virkelig paa den?

Ja, lidt. Virkelig! Den havde helbredet ham engang.

En Hund hørtes at gø i Retning af Sjøen. Fruen saa paa Klokken, jo, det var Doktoren, som kom, hun kendte Hunden. Naa, hvor det var bra; Klokken var tolv, og han var allerede tilbage igen! Hun ringte og fik mere Kaffe ind.

«Jasaa, det er en slig udmærket Ring, Hr. Nagel?» sagde hun. «Og De tror saa sikkert paa den?»

Temmelig sikkert, det vilde sige: han havde gode Grunde til ikke at tvivle helt paa den. Ja, kunde det ikke være ligegyldigt, hvad man troed paa, aldenstund man selv, i sit Indre, holdt det ene lige saa godt, som det andet? Ringen havde helbredet ham for Nervøsitet, sikkrere maaske end nogen Mikstur.

Fruen lo en Stund, saa begyndte hun at modsige ham hæftigt. Nej, hun kunde ikke udstaa den Sort blasseret Snak, – undskyld, hun kaldte det blasseret Snak, – og hun følte sig vis paa, at Hr. Nagel heller ikke mente, hvad han sagde. Naar man hørte saadant af dannede Mennesker, hvad maatte man da ikke 149vente af Menigmand? Hvor vilde man havne? Saa kunde jo ogsaa Doktorerne pakke sammen?

Nagel forsvared sig: jo, det ene var næsten lige saa godt, som det andet; det var Viljen, det var Troen og Dispositionen det kom an paa hos Patienten. Men Doktorerne maatte ikke pakke sammen de heller, de havde sin Menighed, sine Troende, de ogsaa, de havde de dannede Mennesker, og de dannede Mennesker helbrededes ved Mikstur, mens Kætterne, Menigmænd, helbrededes ved Jærnringe, brændte Mandben og Kirkegaardsmuld. Saa man ikke Eksempler paa, at Patienter kom sig af det klare Vand, naar man bare indbildte dem, at det var et udsøgt Lægemiddel? Hvilke Erfaringer havde man ikke blandt andet fra Morfinsyge? Det var da, naar man opleved slige mærkelige Hændelser, at det ikke-doktrinære Menneske kunde bede Fan gale sig og proklamere sin Uafhængighed i Troen paa Lægevidenskaben. Naa, men forresten maatte man ikke faa Indtryk af, at han vilde forstaa sig paa disse Sager; han var ikke Fagmand og havde ikke Kundskaben. Til syvende og sidst var han ogsaa i saa godt Humør for Øjeblikket, at han heller ikke vilde ødelægge Humøret for andre. Fruen maatte virkelig tilgive ham, ja, allesammen maatte tilgive ham.

Han saa hvert Øjeblik paa Klokken og knapped allerede sin Jakke sammen.

150Midt i denne Passiar dumped Doktoren ind. Han var nervøs og misstemt, hilste Godaften med forceret Livlighed og takked sine Gæster, fordi de endnu ikke var gaaet. Naa, ja, Adjunkten var der ingen Raad med, og Fred være med ham; men ellers var Selskabet fuldtalligt. Ja, der var en Strid i denne Verden!

Nu begyndte han at tale om Turen, som hans Vane var. Hans sure Mine skrev sig fra, at hans Patienter havde skuffet hans Forventninger, de havde opført sig som Idioter og Æsler, han kunde ønske dem belagt med Arrest. Ja, et saadant Hus, som det, han nu havde været i! Konen syg, Konens Far syg, Konens Søn syg; og der var en Lugt i hele Huset! Naa, men Resten af Familjen frisk og rødmusset alligevel, Smaabørnene aldeles smældsunde. Det var ubegribeligt, fabelagtigt; nej, han forstod det ikke! Der laa den gamle Mand, Konens Far, med et Hugsaar saa stort som saa. Saa havde man sendt Bud paa en Kone med Husraad, og hun havde da standset Blodet, ganske rigtigt; men hvad havde hun standset det med? Oprørende, strafbart; det kunde ikke siges, der lugted af det; aa, det var til at forgaa af! Og desuden, ved den første den bedste Anledning Koldbrand i Saaret! Ja, var han ikke kommet tilstede iaften, saa Gud Fader ved! Jo, man skulde udvide Kvaksalverloven, det skulde man 151virkelig gøre, og lægge den i Hænderne paa disse Folk … – Naa, Blodet var standset. Men saa kommer Sønnen, en voksen Søn i Huset, en lang Svinepels, som havde paadraget sig et Ekcem opi Ansigtet. «Jeg havde givet ham Salverne før og udtrykkelig sagt: denne gule Salve en – én – Time og denne hvide Salve, Zinksalven, Resten af Døgnet. Hvad gør han? Tager naturligvis fejl Salve, bruger den hvide en Time og den gule, som brænder og trækker som et Helvede, bruger han hele Dagen og hele Natten. Med dette holder han ved i to Uger. Men det mærkeligste er alligevel: Fyren kom sig, kom sig, trods sin Dumhed; han blev frisk! En Okse, en Stud, som kommer sig, hvad Fan han bruger. Han fremstiller sig for mig iaften med et Kind og en Snude, som der ikke findes en Rynke paa. Held, Svinelykke! Manden kunde have gjort sig umulig i Ansigtet for lange Tider, men se, om han blinked ved det … Saa er det Guttens Mor, Konen i Huset. Hun er syg, afkræftet, mat, svimmel, nervøs, daarlig Appetit, Susen. Bad! siger jeg, Bad og Vask og Vand paa Kroppen, for Fan! Kog en Kalv og æd lidt Kød paa Dem, stød op Vinduerne og faa lidt Luft, gaa ikke vaad, vær ude, kast den Bogen dér, Johan Arendt, kast den paa Varmen, og saa videre; men fremfor alt Bad og Rivninger og Bad igen, ellers hjælper ikke 152min Medicin. – Naa, Kalven havde hun ikke Raad til, og det kan saa være; men hun bader, hun bader, hun faar lidt Skidt af sig, hun blir kuldskær af det, hun fryser, hun hakker Tænder ved denne Renslighed, og saa holder hun op med Vandet! Jo, nu kunde hun ikke taale at være ren længer! Hvad saa? Jo, saa faar hun sig fat i en Kæde, Gigtkæde, Voltakors, eller hvad det hedder, og hænger dette paa sig. Jeg beder om at faa se Tingen: en Zinkplade, en Klud, et Par Kroger, et Par mindre Kroger, det er det hele. Hvad Fan, siger jeg, bruger De dette til? Jo, det havde da hjulpet hende lidt, virkelig hjulpet hende, det havde lindret Smærterne i Hovedet, varmet hende lidt igen. Jo, da, disse Kroger og denne Zinkplade havde bedret hende! Ja, hvad skal man gøre med sligt? Jeg kunde spytte paa en Pind og give hende den, og den vilde bedre hende akkurat lige meget; men sig det til hende! Ja, tag det der væk, siger jeg, ellers gør jeg ikke noget ved Dem, jeg rører Dem ikke. Og hvad tror De, hun gør? Hun holder paa Zinkpladen og lader mig gaa! Hi-hi-hi, lader mig gaa! Store Gud! Nej, man skulde ikke være Læge, man skulde være Medicinmand …»

Doktoren sætter sig ned til Kaffeen i stor Ophidselse. Hans Kone veksler et Blik med Nagel, saa siger hun leende:

153«Ja, Hr. Nagel vilde have gjort akkurat som Konen; vi har netop talt om det før du kom. Hr. Nagel tror ikke meget paa din Videnskab.»

«Naa, saa, det gør Hr. Nagel ikke!» bemærker Doktoren ironisk. «Nej, nej, det faar Hr. Nagel gøre, som han vil med.»

Ærgerlig, krænket, fuld af Vrede mod disse daarlige Patienter, der havde omgaaet hans Befalinger, drak Doktoren sin Kaffe i Taushed. Han var forbittret over, at alle sad og saa paa ham. «Find paa noget, rør Dere,» sagde han. Men efter Kaffeen blev han igen munter, talte en Stund med Dagny, gjorde sig lystig over sin Rorskarl, Manden, som havde hentet ham ud til de Syge; han kom igen ind paa sine Ubehageligheder som Læge og blev paany hidsig. Det var ham endnu umuligt at glemme denne Fejltagelse med Salverne; det var bare Raaskab og Overtro og Æseldom altsammen; i det hele taget var det skrækkeligt med Vankundigheden ude hos Almuen.

«Ja, men Manden blev jo frisk?»

Doktoren kunde gærne have sat Tænderne i Dagny, da hun sagde dette. Han retted sig op. Manden blev frisk; ja, men hvad saa? Det udelukked ikke, at Dumheden altsaa var himmelraabende ude hos Almuen. Manden blev frisk, ja, det blev han; men hvad om Manden 154havde sviet Flabben af sig? Var det Meningen at forsvare hans Studestupiditet?

Dette forsmædelige Sammenstød med en Bondetamp, der havde handlet stik imod hans Forskrifter og dog var bleven helbredet, irritered Doktoren mer end alt andet og gjorde hans ellers saa milde Blik ganske vildt bag Brilleglassene. Han var ført bag Lyset af det træskeste Slumpetræf, tilsidesat for en Zinkplade, saaret dybt i sin Værdighed, og han glemte det ikke, før han ovenpaa Kaffeen ogsaa havde drukket et stærkt Glas Toddy. Saa sagde han pludselig:

«Du Jetta, jeg gav den Mand, som hented mig, fem Kroner, saa du ved om det. Ha-ha-ha, jeg har aldrig set en slig Fyr, hele Bagen af hans Bukse var borte; men en Styrke i Kroppen og en Ligegladhed! En ren Satan! Han sang hele Vejen udover. Han troed fuldt og fast, at han kunde række Himlen med en Fiskestang, naar han stod paa Toppen af Etjefjældet. Du maatte nok staa paa Tæerne da, sagde jeg. Ja, det skønte han ikke, han tog det alvorligt og svor paa, at han kunde staa paa Tæerne saa godt som nogen. Ha-ha-ha, har man hørt sligt! Men morsom var han.»

Endelig rejste Frøken Andresen sig forat gaa, og allesammen rejste sig da. Da Nagel sagde Godnat, takked han saa varmt, saa oprigtigt 155for sig, at han ganske afvæbned Doktoren, der havde været lidt sur mod ham hele det sidste Kvarter. «Kom snart igen. Sig mig, har De en Cigar? Tænd endelig en Cigar.» Og Doktoren nødte ham ind efter en ny Cigar.

Imens stod Dagny allerede paaklædt paa Trappen og vented.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.