XXII.

Hvilket sløret Blik, hun havde givet ham! Han forstod det ikke. Men næste Gang, han traf hende, vilde han gøre det godt igen, hvis han havde gjort hende imod igen. Hvor hans Hoved begyndte at tynge! Men han havde slet intet at være angst for, saa meget var Gudskelov sikkert.

501Han satte sig i Sofaen og gav sig til at blade i en Bog; men han læste ikke. Han rejste sig og gik urolig hen til Vinduet; uden at tilstaa det for sig selv, turde han næsten ikke se ud paa Gaden af Frygt for, at hans Øjne muligens paany skulde møde et usædvanligt Syn. Hans Knæ begyndte at skælve; hvad var ivejen med ham? Han flytted sig igen tilbage i Sofaen og lod Bogen falde paa Gulvet. Hans Hoved hamred, han følte sig ligefrem syg. Der var ingen Tvivl om, at han havde Feber; de to Nætter, han i Træk havde ligget ude i Skogen, havde omsidder slaaet an paa ham og gennemtrængt ham fra Top til Taa. Allerede mens han sad i Doktorens Have, var han begyndt at fryse.

Naa, det gik vel over! Det var ikke hans Vane at give fortabt for en Smule Forkølelse; imorgen vilde han være lige frisk igenl Han ringte og fik Kognak op, men Kognaken gjorde ingen Virkning paa ham, berused ham ikke engang, og han drak forgæves flere store Glas. Det værste var, at ogsaa hans Hoved begyndte at slaa fejl, han kunde ikke tænke klart.

Hvor han dog i Løbet af en Times Tid var bleven angrebet! Hvad nu, hvorfor blaffed Gardinerne saa uroligt, naar der ingen Vind var? Havde det nogen Betydning? Han rejste sig igen og saa sig i Spejlet, han saa forstyrret 502og daarlig ud; jo, hans Haar havde graanet mer, og hans Øjne havde røde Kanter … Er De angst endnu? det maa De ikke være. Dejlige Dagny! Tænk, en aldeles hvid Hat …

Det banker paa hans Dør, og Værten træder ind. Værten bringer ham endelig hans Regning, en stor Regning paa to Blade; forøvrigt er Værten smilende og yderst høflig.

Nagel tager straks til Lommebogen og begynder at lede i den, men herunder spørger han, skælvende af bange Anelser, hvormeget det er, og Værten svarer. Det maatte forresten gærne bero til imorgen eller en anden Dag, det hasted ikke.

Ja, Gud ved, om han kunde betale, kanske kunde han ikke. Og Nagel finder ingen Penge. Hvad, havde han ingen Penge? Han kaster Lommebogen paa Bordet og begynder at ransage sine Lommer, han er aldeles raadvild og leder ynkeligt allevegne, tilslut forfarer han endog sine Bukselommer, tager nogle Smaapenge op og siger:

«Jeg har nogle Penge her, men det forslaar vel ikke, nej, det forslaar nok ikke, tæl selv.»

«Nej, siger Værten ogsaa, «det forslaar ikke.»

Paa Nagels Pande brister Sveden ud, han vil give Værten disse Par Kroner indtil videre, og han søger endog i sine Vestelommer, om 503han ikke ogsaa kunde have flere Smaapenge der. Og der var ingen. Men han kunde vel laane lidt, kanske nogen vilde gøre ham den Tjeneste at laane ham lidt! Gud ved, om han ikke vilde blive hjulpen, naar han bad nogen!

Værten ser ikke længer tilfreds ud, endog hans Høflighed forlader ham, og han tager Nagels Lommebog, som endnu ligger paa Bordet, og begynder selv at undersøge den.

«Ja, værsaagod!» siger Nagel, «der kan De selv se, der er bare Papirer. Jeg forstaar det ikke.»

Men Værten spænder op det midterste Rum og slipper Lommebogen med ét; hans Ansigt blir et eneste stort, forundret Smil.

«Der ligger de!» siger han «Der er Tusinder! De spøgte altsaa, De vilde bare prøve, om jeg forstod en Spøg?»

Nagel blev glad som et Barn og gik ind paa denne Forklaring. Han aanded dejlig lettet og siger:

«Ja, ikke sandt, jeg spøgte blot, det faldt mig ind at gøre lidt Løjer. Jo, jeg har Gudskelov mange Penge endnu; se her, vil De blot se!»

Der var ogsaa mange store Sedler, en Masse Penge i Tusindkroner; Værten maatte gaa ud og veksle, inden han kunde faa sit. Men endnu længe efterat han var gaaet, stod Svedperlerne 504i Nagels Pande, og han skalv af Bevægelse. Hvor han var bleven forstyrret, og hvor det sused tomt i hans Hoved.

En Stund efter faldt han i en urolig Slummer paa Sofaen, laa og vred sig i Drømme, talte højt, sang, kaldte paa Kognak og drak i Halvsøvne og fuld af Feber. Sara var jævnlig inde hos ham, og skønt han talte næsten hele Tiden med hende, forstod hun kun lidet af, hvad han sagde. Han laa med lukkede Øjne.

Nej, han vilde ikke klæde sig af; hvad tænkte hun paa? Var det maaske ikke midt paa Dagen? Han hørte tydelig Fuglekvidder endnu. Hun skulde heller ikke hente Doktoren; nej, Doktoren vilde blot give ham en gul Salve og en hvid Salve, og disse to Salver vilde man saa tage synderlig fejl af og bruge dem forkært og dræbe ham paa Stedet. Karlsen var død af det; hun husked nok Karlsen? ja, han var død af det. Hvordan det nu var eller ikke var, saa havde Karlsen faaet en Fiskeangel i Struben, og da Doktoren kom med sine Mediciner, saa viste det sig, at det bare var et Glas ganske og almindeligt Brøndvand, som kvalte ham. He-he-he, skønt man ikke burde le af det … Sara, De maa ikke tro, at jeg er fuld; vel? Idéassociationer, hører De der? Encyclopædister med mere; tæl paa Knapperne, Sara, og se, om jeg er fuld … Hør, nu gaar Kværnene, Byens Kværne! 505Gud, hvilken Ravnekrog, De lever i, Sara; jeg kunde ville udfri Dem af Deres Fjenders Vold, som skrevet staar. Gaa til Helvede, gaa til Helvede! Hvem er De forresten? I er falske allesammen, og jeg skal sætte hver især af Jær mod Væggen. De tror det ikke? Aa, hvor jeg har havt Jær i Kikkerten! Jeg er overbevist om, at Løjtnant Hansen har lovet Minutten to Uldskjorter, men se, om han har faaet dem! Og mener De, at Minutten turde tilstaa det? Lad mig rive Dem ud af den Vildfarelse, Minutten turde ikke tilstaa det, han bugted sig væk; er du med paa den! Tager jeg ikke fejl, Hr. Grøgaard, saa sidder De nu igen og ler svinsk bag Deres Avis? Ikke? Naa, det er mig ogsaa lige meget … Er De her endnu, Sara? Godt! Hvis De vil sidde her i fem Minutter endda, saa skal jeg fortælle Dem noget; er det en Aftale? Men tænk Dem nu først en Mand, af hvem Øjenbrynene lidt efter lidt falder af; kan De holde fast paa det? af hvem Øjenbrynene falder af. Dernæst maa det være mig tilladt at spørge Dem, om De nogensinde har ligget i en Seng, som har knirket? Tæl paa Knapperne og se, om De har gjort det; jeg har Dem stærkt mistænkt. Forresten har jeg havt alle Byens Folk i Kikkerten som mistænkte. Og jeg har skilt mig godt fra mit Arbejde, jeg har givet Jær et Snes overmaade 506Samtaleæmner ad Gangen og gjort Livet uordentligt for Jær, jeg har lagt den ene urolige Scene efter den anden ind i Jærs skikkelige Blindtarmtilværelse. Ho-ho, hvor Kværnene har suset, hvor Kværnene har suset! Hvorpaa jeg raader Dem, velagtet Pige Sara Kaffeknægt Josefsdatter, til at spise klar Kødsuppe, mens den er varm, for staar den, til den blir kold, er der Gud forbande mig ikke andet end bare Vandet tilbage … Mer Kognak, Sara, jeg har ondt i Hovedet, paa begge Sider af Hovedet, det er ganske forunderligt ondt …

«Vil De ikke have noget varmt?» spørger Sara.

Noget varmt? Hvad tænkte hun paa igen og igen! Det vilde komme ud over hele Byen i et Øjeblik, at han havde drukket noget varmt. Læg Mærke til: han havde ikke isinde at vække Forargelse, han vilde optræde som god Skatteborger af Staden, gaa efter Noder henad Præstegaardsvejen og aldrig anskue Tingene usaligt forskelligt fra andre Folk; tre Fingre ivejret paa det … Hun skulde ikke være bange. Han havde virkelig noget ondt hist og her; men derfor klædte han sig heller ikke af, for saa gik det snarere over; man skulde sætte haardt mod haardt …

Han blev stadig værre, og Sara sad som paa Naale; hun vilde helst løbe sin Vej, men 507han mærked straks, naar hun rejste sig, og spurgte da, om hun vilde forlade ham. Hun vented paa, at han skulde falde i fast Søvn, naar han havde sluddret sig træt. Ja, hvor han sluddred, med stadig lukkede Øjne og med Ansigtet rødt af Hede og Feber. Han havde udspekuleret en ny Maade at rense Fru Stenersens Rips for Lus; den bestod i, at han en vakker Dag gik ind i en Butik og købte et Blikspand med Parafin, derpaa begav han sig ud paa Torvet, tog sine Sko af og hældte dem fulde af Parafin. Saa tændte han Ild paa dem begge, paa den ene Sko efter den anden, og endelig dansed han rundt dem i bare Strømperne og sang til. Dette maatte ske en Formiddag, naar han blev frisk igen. Han skulde lave en formelig Cirkus af det, en hel Hesteopera, og han vilde smælde med en Svøbe.

Han fik det ogsaa travlt med at bruge besynderlige og latterlige Navne og Titler paa sine Bekendte; Fuldmægtig Reinert kaldte han saaledes Bilge og sagde, at Bilge var en Titel. Hr. Reinert, højstæret Bilge i Staden, sagde han. Men tilsidst begyndte han endelig at fable om, hvor højt det vel kunde være op under Taget i Konsul Andresens Lejlighed. Tre og en halv Alen, tre og en halv Alen! raabte han Gang paa Gang; tre og en halv Alen, taget paa Slump; har jeg ikke Ret? Men alvorlig talt, 508saa laa han virkelig med en Fiskeangel i Struben, han fandt det ikke paa, og han blødte af den, det gjorde adskillig ondt …

Endelig henad Aften sovned han ordentlig ind.

Ved Titiden vaagned han igen. Han var alene og laa endnu i Sofaen. Et Tæppe, som Sara havde bredt over ham, var falden paa Gulvet, men han frøs ikke alligevel. Sara havde ogsaa lukket Vinduerne, og han aabned dem igen. Det forekom ham, at han var klar i Hovedet; men han var mat, og han skalv. Den dumpe Rædsel begyndte igen at gribe ham, han følte det gennem Marv og Ben, naar det knak i Væggene eller naar der lød et Raab fra Gaden. Kanske hvis han gik tilsengs og sov til imorgen, vilde det gaa over. Og han klædte sig af.

Han kunde imidlertid ikke falde i Søvn. Han blev liggende og tænke efter alle sine Oplevelser i det sidste Døgn, fra igaaraftes, da han begav sig ud i Skogen og tømte det lille Vandglas, til nu, han laa temmelig forkommen paa sit Værelse og plagedes af Feber. Hvor dette Døgn havde varet længe! Og Angsten vilde ikke forlade ham, denne dumpe og hemmelige Fornemmelse af, at han befandt sig i Nærheden af en Fare, en Ulykke, slap ham ikke. Hvad 509havde han da gjort? Hvor det hvisked omkring hans Seng! Værelset fyldtes af en hvislende Mumlen. Han folded Hænderne, og han syntes, at han sovned …

Pludselig ser han paa sine Fingre og mærker, at hans Ring er borte. Hans Hjærte begynder øjeblikkelig at arbejde stærkere; han ser nøjere til: en svag mørk Rand om Fingeren, men ingen Ring! Himmelske Gud, Ringen var væk, ja, han havde kastet den i Sjøen, han troed jo ikke, at han kom til at behøve den mer, da han skulde dø, saa kasted han den i Sjøen. Men nu var den væk, Ringen var væk!

Han springer op af Sengen igen, river Klæderne paa sig og tumler som en Gal omkring i Værelset. Klokken var ti, Klokken tolv maatte Ringen være funden, paa Slaget tolv var det sidste Sekund, Ringen, Ringen …

Nedad Trapperne stormer han, ud paa Gaden, henimod Bryggerne. Man faar Øje paa ham fra Hotellet, men det bryder han sig ikke om; han blir udmattet igen, hans Knæ slingrer under ham, og han mærker heller ikke det. Jo, nu havde han fundet Grunden til den tunge Angst, som havde knuget ham hele Dagen; Ringen var væk! Og Kvinden med Korset havde vist sig for ham.

Aldeles ude af sig selv af Rædsel springer han ned i den første den bedste Baad ved Kajen. 510Den er fast i Land, og han kan ikke faa den løs. Han raaber op til en Mand og beder ham løse Baaden; men Manden svarer, at det tør han ikke, det var ikke hans Baad. – Ja, men Nagel vilde tage alt paa sig, det galdt Ringen, han vilde købe Baaden. – Men kunde han da ikke se, at Baaden var laaset fast? Kunde han ikke se Jærnlænken? – Naa, saa tog han en anden Baad.

Og Nagel sprang over i en anden Baad.

«Hvor skal De hen?» spørger Manden.

«Jeg skal lede efter Ringen. De kender mig kanske, jeg har havt en Ring hér, De kan selv se Mærket, saa jeg lyver ikke, og nu har jeg kastet Ringen bort, den ligger derude et Sted.»

Manden forstaar ikke denne Tale.

«Vil De lede efter en Ring paa Bunden af Sjøen?» siger han.

«Ja, akkurat!» svarer Nagel, «De forstaar det, hører jeg. For jeg maa jo have min Ring, det indser De nok ogsaa selv. Kom og ro mig!»

Manden spørger atter:

«Vil De lede efter en Fingerring, som De har kastet paa Sjøen?»

«Ja, ja, og kom saa! Jeg skal nok give Dem mange Penge for det.»

«Gud velsigne Dem, lad det heller bero! Vil De tage den op med Fingrene?»

511«Ja, med Fingrene. Det er mig det samme. Jeg kan svømme som en Aal, hvis det ogsaa kommer an paa det. Kanske kunde vi finde noget andet at tage den op med end Fingrene.»

Og den fremmede Mand gaar virkelig ned i Baaden. Han sætter sig til at tale om Sagen; men han vender Ansigtet bort. Det var jo bare Narrestreger at forsøge paa en slig Ting; havde det været et Anker eller en Kætting, saa kunde der have været Mening i det; men en Fingerring! Og naar man ikke engang vidste nøjagtigt, hvor den laa!

Nagel begyndte ogsaa selv at indse, hvor umuligt hans Forehavende var. Men saa kunde han ikke begribe det, saa var han fortabt! Hans Øjne stod stive i Hovedet, og han rysted af Feber og Angst. Han gør Miner til at ville springe overbord, og Manden hægter ham fast, Nagel synker ogsaa straks sammen, mat, dødstræt, altfor svag til at kunne brydes med nogen. Himmelske Fader, hvor det nu blev værre og værre! Ringen var tabt, Klokken blev snart tolv, og Ringen var tabt! Han havde ogsaa faaet Varslet.

I dette Øjeblik skinned et Glimt af klar Bevidsthed gennem hans Hjærne, og han tænkte paa en utrolig Mængde Ting i de korte to tre Minutter. Han husked ogsaa, hvad han hidtil havde forglemt, at han allerede igaaraftes havde 512sagt skriftligt Farvel til sin Søster, og at han havde lagt Brevet i Postkassen. Han var endnu ikke død; men Brevet det løb afsted, det kunde ikke standses, det maatte gaa sin Gang og var allerede nu langt paa Vej, og naar hans Søster modtog det, maatte han bestemt være død. Forresten var Ringen væk, alt var umuligt mer …

Hans Tænder hakker sammen. Han ser sig raadvild omkring, Sjøen er ikke mere end et kort Spring fra ham; han skuler hen til Manden paa Toften foran, Manden vender stadig Ansigtet bort, men han passer godt paa, sidder formelig færdig til at gribe til, hvis det behøves. Men hvorfor vender han hele Tiden Ansigtet bort?

«Lad mig hjælpe Dem iland,» siger Manden. Og han tager ham under Armene og faar ham iland.

«Godnat!» siger Nagel og vender ham Ryggen.

Men Manden følger mistænksom med, han holder hemmelig Øje med alle hans Bevægelser. Nagel vender sig rasende om og siger Godnat engang til; dermed vil han springe ud fra Kajen.

Og Manden griber ham paany.

«Det faar De ikke til,» siger han tæt ved Nagels Øre, «De svømmer for godt, De flyder op igen.»

513Nagel studser og tænker efter. Ja, han svømmed for godt, han vilde maaske flyde op igen. Han ser paa Manden, stirrer ham ind i Ansigtet; det hæsligste Fjæs skuler ham imøde, – det er Minutten.

Minutten igen, atter Minutten!

«Til Helvede, din usle, krybende Snog!» skriger Nagel og lægger afsted i Løb. Han raver opefter Vejen som en fuld Mand, snubler, falder og rejser sig igen; alt danser rundt for ham, og han løber fremdeles, løber i Retning af Byen. Nu havde Minutten for anden Gang krydset hans Planer! I Himlens Navn, hvad skulde han tilsidst finde paa at gøre? Hvor det svirred for hans Øjne! Hvor det sused over Byen! Han faldt igen.

Han rejste sig paa Knæ og rugged pinefuldt frem og tilbage med Hovedet. Hør, nu raabte det fra Sjøen! Klokken blev snart tolv, og Ringen var ikke funden. Og et Væsen kom efter ham, han hørte Lyden af det, et Skældyr med slunken Mave, som slæbte efter Jorden og drog en vaad Vej, en gruelig Hieroglyf med Arme ud fra Hovedet og en gul Klo paa Næsen. Væk, væk! Det raabte igen fra Sjøen, og han holdt Hænderne hylende op for Ørene for ikke at høre det.

Og atter springer han op. Endnu var ikke alt Haab ude, han kunde faa det sidste Middel, 514en sikker Seksløber, den bedste Ting i Verden! Og han græder af Taknemmelighed, løber alt, han kan, og græder af Taknemmelighed for dette nye Haab. Pludselig husker han, at det er Nat, han kan ingen Seksløber faa, alle Butikker er lukkede. Og han opgiver i samme Stund alt, synker forover, støder Panden mod Jorden uden en Lyd.

I dette Øjeblik kom endelig Værten og et Par andre Mennesker ud fra Hotellet forat se, hvor han var bleven af …

Saa vaagned han og stirred omkring sig, – han havde drømt det hele. Jo, han havde alligevel sovet. Gudskelov, han havde drømt alt; han havde ikke været ude af Sengen!

Han ligger et Øjeblik og tænker efter. Han ser paa sin Haand, men Ringen er borte; han ser paa sit Ur, det er Midnat, Klokken er tolv, der mangler nogle Minutter. Kanske slap han for alt, kanske var han frelst alligevel! Men hans Hjærte slaar voldsomt og han skælver. Kanske, kanske kunde Klokken blive tolv, uden at der hændte noget? Han tager Uret i Haanden, og hans Haand ryster; han tæller Minutterne … Sekunderne …

Saa falder Uret paa Gulvet, og han springer op af Sengen. Det raaber! hvisker han og ser ud af Vinduet med opspilede Øjne. Hurtigt 515trækker han nogle Klæder paa, aabner Dørene og springer ud paa Gaden. Han ser sig om, ingen iagttager ham. Saa sætter han afsted i Sprang ned mod Havnen, hans hvide Vesteryg lyser hele Tiden; han naar Bryggerne, følger Vejen helt ud til den yderste Kaj og hopper med en Gang i Havet.

Nogle Bobler stiger op.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.