XIV.

Tidlig den næste Morgen mødte Minutten atter op i Hotellet. Han gik stille ind i Nagels Værelse, lagde hans Ur, nogle Papirer, en Stump 320Blyant og den lille Giftflaske paa Bordet og vilde dermed fjærne sig. Da imidlertid Nagel vaagned med det samme, blev han nødt til at forklare, hvorfor han var kommet ind.

«Det er de Sager, jeg fandt i Vestelommen,» sagde han.

«I Vestelommen? Ja, Død og Pine, det er ogsaa sandt! Og hvormange er Klokken?»

«Otte. Men Deres Ur staar, jeg vilde ikke trække det.»

«De har vel ikke drukket op Blaasyren?»

Minutten smilte og rysted paa Hovedet. «Nej,» svared han.

«Ikke smagt den engang? Glasset skal være halvt fuldt; lad mig se.»

Og Minutten lod ham se, at Glasset endnu var halvt fuldt.

«Godt! Og Klokken er otte? Saa er det Tid at staa op … Mens jeg husker det, Grøgaard, kan De skaffe mig en Violin tillaans? Jeg vilde forsøge, om jeg kunde lære at … Naa, Sludder! Sandheden er: jeg vil købe en Violin, jeg vil give den væk til en Bekendt; det er ikke til mit eget Brug, jeg vil have den. Saa De maa endelig skaffe mig en Violin, hvor De end tager den ifra.»

Minutten skulde gøre sig al mulig Umage.

«Tusind Tak. Saa ser De vel ind til mig 321igen, naar De synes saa; De ved Vejen. Godmorgen!»

En Times Tid senere var Nagel allerede inde i Præstegaardsskogen. Marken var endnu vaad efter Regnen fra om Aftenen, og Solen var ikke meget varm. Han satte sig paa en Sten og holdt skarpt Udkig med Vejen. Han havde set et Par kendte Fodspor i den bløde Grus, han var næsten overbevist om, at det var Dagnys Fodspor, og at hun var gaaet ind til Byen. Han vented temmelig længe forgæves, bestemte sig endelig til at gaa hende imøde og rejste sig fra Stenen.

Og han havde virkelig ikke taget fejl; allerede i Udkanten af Skogen mødte han hende. Hun bar en Bog, det var Skrams «Gertrude Colbjørnsen».

De talte først om denne Bog en Stund, saa sagde hun:

«Kan De begribe … vor Hund er død.»

«Er den det?» svared han.

«For nogle Dage siden. Vi fandt den stendød. Jeg forstaar ikke, hvorledes det kan være gaaet til.»

«Men tænk, jeg syntes altid, at det var en yderst ækkel Hund, De havde; ja, undskyld, men en af disse Doghunde med Braknæse og med et uforskammet Menneskeansigt paa. Naar den saa paa én, hang dens Mundviger dybt ned, 322som om den bar paa Alverdens Græmmelse. Jeg er ligefrem glad over, at den er død.»

«Fy, skamme Dem …»

Men han afbrød hende nervøst, vilde straks af en eller anden Grund komme bort fra denne Passiar om Hunden og slog det hele hen. Han gav sig til at tale om en Mand, han havde truffet engang, og som sandelig var noget af det løjerligste, én kunde træffe. Manden var lidt s-stam, og det lagde han ikke Skjul paa; nej, da, han gjorde sig heller noget s-stammere end han i Virkeligheden var, for rigtig at lægge for Dagen sin Ufuldkommenhed. Han havde de besynderligste Idéer om Kvinden. Forresten plejed han at fortælle en Historie fra Mexico, som i hans Mund blev usigelig morsom: Det var en Vinter med rasende Kulde, Termometrene sprak villig væk, og Menneskene holdt sig inde Døgnet rundt. Men en Dag skulde han til Nabobyen, han gik gennem et nøgent Landskab, kun hist og her stod der en Stue, og Snoen brændte ham ulideligt i Ansigtet. Bedst som han gik, kommer der i denne desperate Kulde en halvnøgen Kone farende ud fra en af Stuerne og giver sig til at springe efter ham; hun skriger hele Tiden: De har en Blæmme paa Næsen! Vogt Dem, De gaar med en Blæmme paa Næsen! Konen havde en Øse i Haanden og gik med opbrættede Ærmer; hun havde set denne 323fremmede Mand gaa forbi med en Frostblemme paa Næsen og havde løbet lige fra sit Arbejde, forat varsko ham derom. He-he, har man hørt Magen! Og der staar hun selv med opbrættede Ærmer i Snoen, mens hele hendes højre Kind lidt efter lidt anløbes af hvidt og blir til en eneste uhyre Blæmme! He-he, det er aldeles utroligt! … Men trods dette og flere andre Eksempler, som han havde paa kvindelig Opoffrelse, var denne stamme Mand alligevel højst umedgørlig i det Kapitel. «Kvinden er en kuriøs og umættelig Skabning», sagde han til mig, uden at forklare, hvorfor hun just var kuriøs og umættelig. «Det er ganske utroligt, hvad hun kan bilde sig ind», sagde han. Og han fortalte: «Jeg havde en Ven, som blev forelsket i en ung Dame; hun hedte endda Klara. Han gjorde sig megen Flid for at vinde denne Dame, men det hjalp ikke noget, Klara vilde slet ikke vide af ham, endda han var en vakker og vel anseet ung Mand. Samme Klara havde imidlertid en Søster, et overordentlig skævt og pukkelrygget Væsen, som var ligefrem hæsligt; til hende frier saa min Ven en Dag; Gud Fader ved, hvorfor han gjorde det, men det var kanske af Beregning, kanske var han virkelig ogsaa bleven forelsket i hende, skønt hun var saa hæslig. Men hvad gør saa Klara? Jo, her stak det kvindelige paa engang Kloen frem; Klara skriger, 324Klara holder et Satans Hus: det var mig, han vilde have! det var mig, han vilde have! sagde hun; men mig faar han ikke, jeg vil ikke, ikke for alt i Verden vil jeg, sagde hun. Naa, men mener De saa, at han maatte faa Søsteren, som han altsaa var bleven stærkt forelsket i? Nej, det er netop det snedige ved Tingen, Klara vilde ikke overlade ham til Søsteren heller. He-he-he. Nej, da, naar det egentlig var hende selv, han vilde have havt, saa maatte han ikke faa hendes pukkelryggede Søster engang, skønt hun slet ikke var for god for nogen. Og saaledes fik ikke min Ven nogen af de Damer» … Dette var en af den stamme Mands mange Historier. Han fortalte saa fornøjeligt, netop fordi han var saa stam. Det var forresten en stor Gaade af en Mand … Keder jeg Dem?»

«Nej,» svared Dagny.

«En stor Gaade af en Mand altsaa. Han var saa gærrig og saa tyvagtig tillige, at han godt kunde bemægtige sig Læderremmene i Jærnbanevinduerne og tage dem med sig hjem forat bruge dem til et eller andet. Ja, det var der ingenting ivejen for; han skal udtrykkelig være greben i et sligt Tyveri engang. Men paa den anden Side skøtted han heller ikke det Spor om Penge, naar det Lune stak ham. Engang havde han faaet i Sinde at foranstalte en uhyre Køretur. Han havde ingen Bekendtskaber, han lejed 325derfor alene for sig selv fire og tyve Vogne, som han satte i Gang en efter en. De tre og tyve kører aldeles tomme, og i den fire og tyvende – den sidste – der sidder saa han selv, skuende ned paa de Spadserende, stolt som en Gud over det svære Optog, han havde faaet istand …»

Men Nagel fandt paa at tale om den ene Ting efter den anden uden Held; Dagny hørte knap paa, hvad han sagde. Han blev taus, han tænkte sig om. Var det ikke ogsaa Fan, hvor han kunde snakke dumt og gøre sig til Nar til enhver Tid! Overfalde en ung Dame, til og med sin Hjærtes Dame, med Snak om Frostblæmmer og fire og tyve Vogne! Og han husked pludselig, at han ogsaa engang før havde forløbet sig grundigt med en Flauhed om en Eskimo og en Brevmappe. Ved denne Erindring blev han med ét hed i Kinderne, han gjorde uvilkaarlig et Ryk paa sig og havde nær standset op. Hvorfor Satan tog han sig ikke i Agt! Aa, hvor han maatte skamme sig! Disse Øjeblikke, hvori han vrøvled saa dumt, gjorde ham komisk, ydmyged ham og satte ham Uger og Maaneder tilbage. Hvad maatte hun nemlig tænke om ham!

Han sagde:

«Og hvor længe er det saa til den Basar, Forsvarsbasaren?»

Hun svared smilende:

326«Hvorfor gør De Dem saadan Flid forat tale væk? Hvorfor er De nervøs?»

Dette Spørgsmaal kom ham saa uventet, at han et Øjeblik saa forvirret paa hende. Han svared dæmpet og med klappende Hjærte:

«Frøken Kielland, jeg loved sidst jeg var sammen med Dem, at hvis jeg maatte faa Lov til at træffe Dem endnu engang, skulde jeg tale om alt andet, kun ikke om det, der var bleven mig forbudt at tale om. Jeg forsøger at holde mit Løfte. Jeg har holdt det endnu.»

«Ja,» sagde hun, «man skal holde sine Løfter, man skal ikke bryde sine Løfter.» Og dette sagde hun ligesom mere til sig selv end til ham.

«Jeg gik ogsaa, allerede før De kom, og bestemte mig til at forsøge; jeg vidste, at jeg skulde møde Dem.»

«Hvordan kunde De vide det?»

«Jeg saa Deres Spor her paa Vejen.»

Hun kasted et Blik paa ham og taug.

Lidt efter sagde hun:

«De gaar med en Klud om Haanden, er De saaret?»

«Ja,» svared han, «det er Deres Hund, som har bidt mig.»

De standsed begge op og saa paa hinanden. Han knuged Hænderne sammen og fortsatte aldeles forpint:

327«Jeg har været her i Skogen hver eneste Nat, jeg har set Deres Vinduer hver Nat, før jeg har gaaet tilsengs. Tilgiv mig, det er dog ingen Brøde! De forbød mig at gøre det, ja, men jeg har gjort det, det er der ingen Raad med; Hunden bed mig ogsaa, den kæmped for Livet da; jeg dræbte den, jeg gav den Gift, fordi den altid gøed, naar jeg kom og skulde sige Godnat til Deres Vinduer.»

«Saa, det er Dem, som har dræbt Hunden!» sagde hun.

«Ja,» svared han.

Pause. De stod fremdeles stille og saa paa hinanden; hans Bryst gynged voldsomt.

«Og jeg var istand til at gøre meget værre Ting forat faa Dem at se,» sagde han videre. «De har ingen Anelse om, hvorledes jeg lider, og hvorledes jeg Nat og Dag er optagen af Dem, nej, det har De ingen Anelse om. Jeg taler med Folk, jeg ler, jeg holder endog lystige Svirelag – inat har jeg ogsaa havt Selskab til Klokken fire; vi knuste tilslut alle Glas, – naa, men mens jeg ogsaa drikker og synger, tænker jeg idelig paa Dem og blir forstyrret af det. Jeg skøtter heller ikke længer om nogen Ting, og jeg ved ikke, hvorledes det skal gaa mig. Hav Medlidenhed med mig alligevel i to Minutter, jeg maa sige Dem noget. Men vær nu ikke angst for det, jeg vil hverken skræmme eller 328lokke Dem, jeg maa bare tale med Dem, fordi jeg pines til det …»

«Men vil De slet ikke blive fornuftig?» sagde hun brat. «De loved det dog.»

«Ja, det gjorde jeg nok; det ved jeg ikke, men jeg loved kanske at være fornuftig. Men jeg kan saa daarligt, jeg kan virkelig saa daarligt, om jeg forsøger. Og lidt er jeg at undskylde ogsaa, naar De betænker alt. Hvad skal jeg gøre? Ved De, at jeg har været lige ved at trænge ind i Præstegaarden en Dag, at aabne Dørene og gaa ret ind til Dem, selv om der var flere tilstede! Men jeg har ogsaa forsøgt af al Magt at staa imod, det skal De tro, ja, jeg har endog bagtalt Dem og forsøgt at gøre Deres Magt over mig til intet ved at nedsætte Dem i andres Øjne. Jeg har ikke gjort det af Hævn, nej, De forstaar, at jeg virkelig er nær ved at bukke under, jeg har gjort det forat hæve mig selv, lære mig til at bide Tænderne sammen, for ikke at bøje formeget Ryg for mig selv i min egen Bevidsthed; derfor har jeg gjort det. Men jeg ved ikke, hvorfor slet ingenting nytter nu; det har altid nytted mig før, naar jeg rigtig har villet; men nu gaar det saa vanskeligt. Jeg har ogsaa forsøgt at rejse min Vej, jeg har forsøgt, jeg begyndte at pakke alle mine Sager sammen; men jeg gjorde mig ikke helt færdig, og jeg rejste heller ikke. Hvor kunde jeg rejse! 329Jeg vilde i det Sted heller rejse efter Dem, hvis De ikke var her. Og om jeg aldrig fandt Dem, vilde jeg alligevel rejse efter Dem og søge idelig og haabe at finde Dem engang tilsidst. Men naar jeg saa, at det alligevel ikke nytted mig noget, saa vilde jeg slaa af og slaa af paa mine Haab, og tilslut vilde jeg takke inderlig, bare for om muligt at faa se et Menneske, som kunde have staaet Dem nær engang, en Veninde, som havde trykket Deres Haand eller faaet et Smil af Dem i de gode Dage. Saaledes vilde jeg gøre det. Kan jeg saa rejse herfra? Nu er det desuden Sommer, hele Skogen her er min Kirke, og Fuglene kender mig, de ser paa mig hver Morgen, naar jeg kommer, de lægger Hovedet paa skakke og ser paa mig, og lidt efter spiller De op. Jeg glemmer heller aldrig, hvorledes Byen flaged for Dem den første Aften, da jeg kom; det gjorde det stærkeste Indtryk paa mig, jeg blev ligefrem betagen af en sælsom Sympati; og jeg gik halvt bedøvet omkring paa Skibet og saa paa Flagene, før jeg steg iland. Ja, det var den Aften! … Men ogsaa siden har jeg mangen Gang havt det herligt; jeg gaar daglig paa de samme Veje som De, og stundom kan jeg være heldig og se Deres Spor paa Vejen, ligesom nu idag, og da venter jeg paa Dem til De kommer forbi igen, jeg stikker mig ind i Skogen og lægger mig flad bag en Sten og 330venter paa Dem. Jeg har set Dem to Gange, siden jeg sidst talte med Dem, og engang vented jeg i seks Timer paa Dem før De kom; jeg laa alle disse seks Timer bag Stenen og rejste mig ikke, bare af Frygt for, at De kanske kunde komme og faa Øje paa mig. Gud ved, hvor De var henne saa længe den Dag …»

«Jeg var hos Andresens,» sagde hun pludselig.

«Ja, det var De kanske, jeg saa Dem ogsaa tilslut, da De kom. De var ikke alene; men jeg saa Dem aldeles tydeligt, og jeg hilste sagte paa Dem bag Stenen. Gud ved ogsaa, hvad det var for en Tanke, som gik gennem Dem med det samme, men De vendte Hovedet og saa paa Stenen et Øjeblilk …»

«Ja, hør nu … Nej, De rykker til, som om det var Deres Dødsdom, jeg skulde læse op …»

«Det er det ogsaa, jeg forstaar det godt, Deres Øjne blev iskolde.»

«Ja, men dette maa virkelig faa en Ende, Hr. Nagel! Naar De overtænker det hele, saa burde De selv forstaa, at De heller ikke handler rigtigt pent mod den Fraværende. Ikke sandt, naar De sætter Dem i hans Sted … og ved Siden af, at De gør det saa pinligt for mig. Hvad er det, De vil have mig til? Lad mig sige Dem det engang for alle: jeg bryder ikke 331mit Løfte, jeg elsker ham. Saa, dette maa være tydeligt nok for Dem. Vær saa lidt forsigtig; jeg vil virkelig ikke gaa her med Dem, hvis De ikke kan vise mig lidt Hensyn. Jeg siger Dem det rent ud.»

Hun var bevæget, hendes Mund dirred, og hun anstrængte sig stærkt for ikke at briste i Graad. Da Nagel taug, lagde hun endnu til:

«De maa gærne følge mig hjem, helt hjem, hvis De ønsker det og De ikke vil gøre det uhyggeligt for os begge. Hvis De vilde fortælle mig noget, er jeg taknemmelig; jeg holder af at høre Dem tale.»

«Ja,» sagde han paa engang højt, med aldeles jublende Stemme, «ja, maa jeg blot gaa med! Jeg skal nok … Aa, hvor De duscher mig, hvor De stiver mig formelig op, naar De er vred paa mig …»

«Jeg er aldeles ikke vred paa Dem; men De bedrøver mig Gang paa Gang. Det er ikke Deres Vilje men …»

Nu talte De en lang Stund om ganske ligegyldige Ting. De gik med smaa Skridt og saa sagte, at De næsten ingen Vej kom.

«Hvor det dufter, hvor det dufter!» sagde han. «Nej, hvor Græs og Blomster vokser nu efter Regnen! Jeg ved ikke, om De interesserer Dem videre for Træer? Det er besynderligt, men jeg føler mig i et hemmelighedsfuldt Slægtskab 332med hvert Træ i Skogen. Det er, som jeg har tilhørt Skogen engang; naar jeg staar her og ser mig om, farer der ligesom en Erindring gennem mit hele Menneske. Aa, stands et Øjeblik! Hør! Hør, hvor Fuglene synger i vilden Sky nu mod Solen. De er aldeles tossede og gale, de flyver næsten lige ind i vore Ansigter, før de ser sig fore.»

Og de gik videre.

«Jeg gaar endnu,» sagde hun, «og bærer paa den smukke Forestilling, som De gav mig, om Baaden og det blaa Silkesejl, som var klippet i en Halvmaane. Gud, hvor det er vakkert! Naar Himlen er rigtig fjærn og høj, synes jeg, at jeg selv vugger om deroppe og fisker med en Sølvangel.»

Han blev lykkelig over, at hun endnu husked denne Stemning fra St. Hans Aften, hans Øjne blev fugtige, og han svared varmt:

«Ja, det er rigtigt, det vilde ogsaa passe bedst, at det var Dem og ikke mig, som sad i en slig Baad!»

Da de var komne omtrent midt ind i Skogen, var hun uforsigtig nok til at spørge:

«Hvorlænge blir De her?»

Hun angred det straks, hun vilde have taget det tilbage; men hun beroligedes ganske snart, da han smilte og undgik at svare direkte. Hun 333var ham taknemmelig for hans Takt, han havde sikkert set hendes Forlegenhed.

«Jeg blir jo her, hvor De er,» svared han. … «Jeg blir her saalænge jeg har Penge,» sagde han saa. Og han lagde til: «Men det blir ikke saa farligt længe.»

Hun saa paa ham, smilte hun ogsaa og spurgte:

«Blir det ikke saa farligt længe? De er jo rig, har jeg hørt?»

Da lagde det gamle hemmelighedsfulde Udtryk sig over hans Ansigt, og han svared:

«Er jeg rig? Hør, der skal gaa en Fabel her i Byen om, at jeg er Pengemand, at jeg blandt andet har en Landejendom til betydelig Værdi, – det er ikke sandt, jeg beder Dem tro det ikke, det er Humbug. Jeg har ingen Landejendom, den er ialfald overmaade liden, og jeg ejer den ikke engang alene, men sammen med min Søster; desuden er den ganske og aldeles opspist af Gæld og alle Slags Hæftelser. Det er Sandheden.»

Hun lo vantro.

«Ja, De plejer jo altid at sige Sandheden, naar De taler om Dem selv,» sagde hun.

«De tror mig ikke? De tvivler? Lad mig alligevel sige Dem, skønt det er ydmygende for mig, men lad mig alligevel fortælle Dem Sammenhængen: De skal vide, at allerede den 334første Dag, jeg var her i Byen, gik jeg fem Mile tilfods, gik lige ned til den nærmeste By tilfods, og sendte mig selv derfra tre Telegrammer om en stor Sum Penge og om en Gaard i Finland. Derpaa lod jeg disse tre Telegrammer ligge aabne paa Bordet i mit Værelse i flere Dage, forat alle og enhver i Hotellet kunde læse dem. Tror De mig nu? Er det saa ikke Humbug med mine Penge?»

«Forudsat, at De ikke lyver paa Dem selv igen.»

«Igen? De tager fejl, Frøken. Ved Gud i den højeste Himmel, jeg lyver ikke! Saa!»

Pause.

«Men hvorfor gjorde De det, hvorfor sendte De Dem selv de Telegrammer?»

«Ja, se, det vilde blive en lidt lang Historie, hvis jeg skulde fremstille det i Sammenhæng. … Naa, forresten gjorde jeg det kort og og godt forat blære mig, forat vække Opsigt i Byen. He-he-he, rent ud sagt.»

«Nu lyver De!»

«Fan ta’ mig, om jeg gør!»

Pause.

«De er et underligt Menneske! Hvad De tænker at opnaa, maa Gud vide. I det ene Øjeblik gaar De her og … ja, De skyr ikke engang at gøre mig de varmeste Tilstaaelser; men naar jeg saa med nogle faa Ord taler Dem 335til Fornuft, slaar De straks om og fremstiller Dem selv som den værste Charlatan, en Løgner, en Bedrager. De kunde kanske spare Dem Umagen; det ene gør lige saa lidet Indtryk paa mig som det andet. Jeg er et altfor jævnt Menneske; den megen Genialitet gaar mig over Hovedet.»

Hun var paa engang bleven fornærmet.

«Jeg vilde ikke vise nogen særlig Genialitet just nu. Alting er jo tabt alligevel, hvorfor skulde jeg saa anstrænge mig?»

«Men hvorfor fortæller De mig da alt dette uhyggelige om Dem selv, naarsomhelst De har en Anledning?» raabte hun hæftigt.

Og langsomt, fuldstændig behærsket svared han:

«Forat paavirke Dem, Frøken.»

Nu standsed de begge to igen og stirred paa hinanden. Han fortsatte:

«Jeg har engang tidligere havt den Fornøjelse at sige Dem et Par Ord om min Metode. De spørger, hvorfor jeg endog plapprer ud med de af mine Hemmeligheder, som skader mig, og som jeg kunde holde skjult? Jeg svarer: af Politik, af Beregning. Jeg tænker mig nemlig Muligheden af, at min Aabenhjærtighed dog gør lidt Indtryk paa Dem, trods Deres Benægtelse. Jeg kan ialfald tænke mig, at De faar en vis Respekt for denne skødesløse Ligegladhed med 336at udlevere mig selv. Maaske regner jeg fejl, det er nok muligt, det er der ingen Raad med da. Men selv om jeg regner fejl, er De jo alligevel tabt, og jeg sætter intet mere til. Til dette Punkt kan man komme, det er Desperationen, Hazarden. Jeg hjælper Dem selv til at skaffe Anklager tilveje imod mig og styrker Dem derved efter ringe Evne i Deres Forsæt at vise mig væk, bare væk. Hvorfor gør jeg det? Fordi det byder min ringe Sjæl imod at tale til min egen Fordel og vinde noget ved den Slags Tarvelighed, jeg kunde ikke faa det over mine Læber. Men – kan De sige – jeg søger saaledes at opnaa det samme ved Snedighed og Omveje, hvad andre vil opnaa ved tarvelig Ligefremhed? Ak … Nej, jeg vil forresten ikke forsvare mig. Kald det Humbug, hvorfor ikke, det er godt, det er træffende; jeg vil selv lægge til, at det er det mest lurvede Falskneri. Godt, det er altsaa Humbug, og jeg forsvarer mig ikke, De har Ret, mit hele Væsen er Humbug. Men nu holder Humbugen i mere eller mindre Grad alle Mennesker fangne, kan saa ikke den ene Sort Humbug være lige saa god som en anden Sort, naar det hele dog er Humbug i sit Inderste? … Jeg føler, at jeg begynder at komme i Æs, jeg er ikke uvillig til at ride en af mine Kæpheste et Øjeblik … Nej, det vil jeg ikke forresten; Herregud i Himlen, hvor 337jeg er træt af det altsammen! Jeg siger: lad gaa, lad bare gaa! Punktum … Hvem skulde nu tro, at der var noget galt fat i for Eksempel Doktor Stenersens Hus? Jeg siger heller ikke, at der er noget galt fat, derfor spørger jeg ogsaa blot, om det kunde falde noget Menneske ind at tro noget galt om den agtværdige Familje. Der er blot to Personer, Mand og Kone, ingen Børn, ingen alvorlige Sorger, og alligevel er der kanske en tredje Person, Gud alene ved det, men kanske er der, naar alt kommer til alt, endnu en Person, foruden Manden og Konen, et ungt Menneske, en altfor varm Ven af Huset, Fuldmægtig Reinert. Hvad skal man sige? Der er maaske Fejl paa begge Sider. Doktoren kan ovenikøbet selv være vidende om det hele og alligevel ikke kunne gøre noget ved det, i det mindste drak han voldsomt inat og var saa ligeglad med alt, med Alverden, at han foreslog Menneskehedens totale Udryddelse ved Blaasyre, paa det at Rullan maatte gaa. Stakkels Mand! … Men han er knapt den eneste, som staar tilknæs i Humbug, selv om jeg fraregner mig – Nagel –, som staar i Humbug til midt paa Livet. Om jeg for Eksempel nævnte Minutten? En kær Sjæl, en Retfærdig, en Martyr! Alt godt er paa hans Side; men jeg har ham i Kikkerten. Jeg siger Dem, jeg har ham i Kikkerten! Det lader til at forbause Dem? Har jeg forskrækket Dem? 338Det var ikke Meningen. Lad mig ogsaa straks berolige Dem med, at Minutten kan ingen rugge, han er sandelig retfærdig. Og hvorfor slipper jeg ham saa ikke afsyne, hvorfor iagttager jeg ham Klokken to om Natten fra et Hushjørne, naar han kommer hjem fra en uskyldig Spadsertur – Klokken to om Natten? Hvorfor spionerer jeg ham ud forfra og bagfra, naar han bærer sine Sække omkring og hilser paa Folk i Gaderne? For intet, kære Dem, for intet! Han interesserer mig blot, jeg holder af ham, og det glæder mig i dette Øjeblik at kunne stille ham op som det rene Menneske og den Retfærdige midt i al den øvrige Humbug. Derfor er det jo, og De forstaar mig ganske sikkert. He-he-he … Men forat komme tilbage til mig selv … Aa, nej, nej, jeg vil slet ikke komme tilbage til mig selv, jeg vil heller alt andet!»

Dette sidste Udraab var saa ægte, saa sørgmodigt, at det bragte hende til at føle Medynk med ham. Hun vidste i dette Øjeblik, at hun havde med en meget forpint og sønderrevet Sjæl at gøre. Da han imidlertid straks sørged for at udslette dette Indtryk hos hende, idet han pludselig lo koldt ret ud i Luften og svor paa endnu engang, at alt var skær Humbug, forlod hendes venlige Følelser hende med ét. Hun sagde skarpt:

339«De lod nogle Hentydninger falde om Fru Stenersen, som ikke havde behøvet at være halvt saa drøje forat være lave. Minutten, en stakkels Krøbling, slog De Dem ogsaa til Ridder paa. Det var virkelig saa daarligt gjort, simpelt gjort!»

Hun begyndte igen at gaa, og han fulgte med. Han svared ikke, han gik med bøjet Hoved. Det rykked nogle Gange i hans Skuldre, og hun saa til sin Overraskelse, at et Par store Taarer rulled nedad hans Ansigt. Han vendte sig bort og plystred ad en Smaafugl forat skjule det.

De gik i to Minutter uden at sige noget. Hun var rørt og angred bitterlig sine haarde Ord. Kanske havde han ovenikøbet Ret i, hvad han sagde; hvad vidste hun? Gud ved, om ikke dette Menneske havde set mere i Uger end hun i Aar.

De gik fremdeles tause. Han var igen fuldkommen rolig og legte ligegyldigt med sit Lommetørklæde. Om nogle Minutter vilde de se Præstegaarden.

Da sagde hun:

«Er Deres Haand meget saar? Maa jeg se!»

Enten det nu var forat gøre ham en Glæde dermed, eller hun for et Øjeblik virkelig gav efter for ham, – hun sagde dette med en 340inderlig, næsten bevæget Stemme; hun standsed ogsaa op.

Nu løb al hans Lidenskab over. I denne Stund, da hun stod ham saa nær, med Hovedet ludende over hans Haand, saa han følte Duften af hendes Haar og Hals, og ikke et Ord blev talt, steg hans Kærlighed til Galskab, til Vanvid; han trykked hende til sig først med den ene Arm, og derpaa, da hun stred imod, ogsaa med den anden Arm, klemte hende varmt og længe ind til sit Bryst og løfted hende næsten op fra Jorden. Han følte, at hendes Ryg bugned, og at hun gav tabt. Tung og dejlig hviled hun i hans Favn, og hendes Øjne saa halvt slørede op i hans. Han talte til hende, sagde, at hun var herlig, herlig, og at hun til hans Livs Ende vilde blive hans Kærligheds Kærlighed. En Mand var før gaaet i Døden for hende, ja, det vilde ogsaa han gøre, paa det mindste Vink, et Ord. Aa, hvor han elsked hende! Og han vedblev at sige Gang efter Gang, mens han trykked hende ømmere og ømmere ind til sig: «Jeg elsker dig, jeg elsker dig, min Elsked!»

Hun gjorde ingen Modstand mere, hendes Hoved hælded lidt over i hans venstre Arm, og han kyssed hende brændende, med korte Mellemrum, kun afbrudt af de ømmeste Ord. Han mærked tydelig, at hun selv klynged sig til 341ham, og naar han kyssed hende, lukked hun Øjnene end mere til.

«Mød mig imorgen ved Træet, du husker Træet, Aspetræet; mød mig, jeg elsker dig, du dejlige Dagny! Vil du møde mig? Kom naar du vil, kom Klokken syv.»

Hun svared ikke, men sagde blot:

«Slip mig nu!»

Og langsomt vikled hun sig ud af hans Arme.

Et Øjeblik blev hun staaende og se sig om, hendes Ansigt fik et mere og mere forvirret Udtryk, tilsidst skalv en mærkelig Trækning om hendes Mund, og hun søgte hen til en Sten i Vejkanten, hvor hun satte sig. Hun græd.

Han bøjed sig over hende og talte sagte. Dette vared et Par Minutter. Pludselig springer hun op, med knyttede Hænder og med Ansigtet hvidt af Vrede, hun presser Hænderne mod Brystet og siger rasende:

«De er et usselt Menneske, aa, Gud, hvor De er ussel! Men det synes De kanske ikke selv. Nej, hvor kunde De, hvor kunde De gøre det!»

Saa begyndte hun atter at græde.

Han forsøgte igen at berolige hende, men uden Nytte; i en halv Time stod de ved den Sten i Vejkanten og kom ikke derfra.

342«De vilde endog have mig til at møde Dem igen,» sagde hun; «men jeg møder Dem ikke, jeg vil ikke se Dem for mine Øjne, De er en Skurk!»

Han bad for sig, kasted sig ned for hende og kyssed hendes Kjole; men hun gentog stadig, at han var en Skurk, og at han havde baaret sig usselt ad. Hvad havde han gjort med hende? Gaa, gaa! Han fik ikke følge hende længer, ikke et Skridt!

Og hun begyndte at gaa hjemad.

Han vilde alligevel følge efter hende; men hun vinked bydende imod ham med Haanden og sagde:

«Kom ikke!»

Han vedblev at staa og se efter hende til hun var kommet ti tyve Skridt bort, saa knytter ogsaa han Hænderne, løber efter hende, trodser hendes Forbud og løber efter hende, og tvinger hende paany til at standse.

«Jeg vil Dem intet ondt,» sagde han, «og vær dog lidt, lidt medlidende med mig! Som jeg staar her for Dem, er jeg villig til at dræbe mig, blot forat befri Dem for mig; det koster Dem et Ord. Og jeg vilde gentage dette for Dem ogsaa imorgen; hvis jeg traf Dem. Men De kan unde mig den Barmhjærtighed at lade mig vederfares Ret. De forstaar, jeg ligger under for en Magt fra Deres Side, som jeg ikke 343kan overvinde, og det er dog ikke bare min Skyld, at jeg har truffet Dem paa min Vej. Gud give, De aldrig maatte opleve min Smærte nu!»

Saa vendte han sig om og gik.

De svære Skuldre paa den lille Krop rykked igen hele Tiden, da han gik henefter Vejen; han saa ingen af dem, han mødte, kendte intet Ansigt, og han sandsed sig først, efterat han havde passeret hele Byen og fandt sig staaende udenfor Hotellets Trappe.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.