XI.

Saa oprandt den 29de Juni. Det var en Mandag.

Paa denne Dag hændte der et Par usædvanlige Ting; der dukked endog op en fremmed 248Person i Byen, en tilsløret Dame, som forsvandt igen efter to Timers Ophold, efterat hun havde aflagt et Besøg i Hotellet …

Allerede om Morgenen tidlig havde Johan Nagel nynnet og plystret fornøjet paa sit Værelse. Mens han gik og klædte sig paa, plystred han lystige Melodier, som om han var højst oprømt over noget. Hele Dagen forud havde han været taus og stille, efter den rigtig drøje Rus, han havde havt sammen med Minutten Lørdag Aften; han havde drevet op og ned ad Gulvet med lange Skridt og drukket en Masse Vand. Da han nu gik ud af Hotellet Mandag Morgen, nynned han endnu og saa yderst tilfreds ud; i et Anfald af lys Glæde tiltalte han endog en Kone, som stod udenfor Trappen og gav hende en Femkrone.

«Kan De sige mig, hvor jeg kunde faa laant en Violin henne?» spurgte han, «ved De, om der er nogen, som spiller Violin her i Byen?»

«Nej, det ved jeg ikke», svared Konen forbauset.

Hun vidste det ikke, men han gav hende alligevel af Glæde en Femkrone og gik hastigt bort. Han havde set Dagny Kielland med hendes røde Parasol komme ud af en Butik, og han gik lige efter hende. Hun var alene. Han hilste dybt og tiltalte hende. Hun blev med en Gang 249blussende rød, som hun plejed, og hun holdt Parasollen lidt frem for sig, forat skjule det.

De talte først om deres sidste Tur gennem Skogen. Hun havde i Grunden været lidt uforsigtig alligevel, ja, for hun var virkelig bleven noget forkølet, skønt Vejret var saa varmt, hun var ikke rigtig bra endnu. Dette sagde hun ligefrem og oprigtigt, som om hun betroed sig til en gammel Bekendt.

«Men De maa ikke angre paa det; vil De vel?» sagde han, og gik lige løs paa Sagen.

«Nej», svared hun og saa forundret ud; «nej, jeg angrer ikke paa det; hvordan falder De paa det? Nej, det var en morsom Nat, syntes jeg, skønt Herregud, hvor jeg hele Tiden var bange for den Lygtemanden, som De fortalte mig om. Jeg har ogsaa drømt om ham siden. En frygtelig Drøm!»

Og saa talte de en Stund om Lygtemanden. Nagel passiared gærne idag, han tilstod, at han ogsaa selv havde løjerlige Anfald af stum Frygt for et eller andet, ofte kunde han ikke gaa opad en Trappe for Eksempel, uden at vende sig om for hvert Skridt forat se, om der ikke skulde være nogen bag ham. Hvad var det? Ja, hvad det var! Noget mystisk noget, noget sælsomt, som den stakkels «alvidende» Videnskab var for firkantet og for grov til at fatte, et Pust af en 250usynlig Magt, en Paavirkning af Livets blinde Kræfter.

«Ved De», sagde han, «at jeg i dette Øjeblik kunde have Lyst til at bøje af fra denne Gade og ind i en anden, fordi disse Huse her, disse Stabbestene tilvenstre, de tre Pæretræer nede i Sorenskriverens Have, altsammen har en antipatisk Indflydelse paa mig, fylder mig med en dump Pine. Naar jeg gaar alene, lægger jeg aldrig Vejen gennem denne Gade, jeg gaar udenom, selv om det blir en Omvej for mig. Hvad er nu det?»

Dagny lo.

«Jeg ved ikke,» svared hun; «men Doktor Stenersen vilde vist kalde det Nervøsitet og Overtro.»

«Ganske rigtigt, det vilde han kalde det! Ak, hvor det er en hoven Dumhed! De kommer en Aften til en fremmed By, lad os sige denne By, hvorfor ikke? Dagen efter gaar De en Tur i Gaderne forat bese Dem for første Gang. De faar under denne Vandring en afgjort hemmelig Uvilje mod visse Gader, visse Huse, mens De ved andre Gader og andre Huse føler Dem tiltalt, stemt til Glæde og Velbehag. Nervøsitet? Men nu sætter jeg, at De har Nerver som Tougtamper, at De i det hele taget ikke ved, hvad Nervøsitet er? Videre! De gaar fremdeles gennem Gaderne, De møder Hundrede 251Mennesker og gaar dem ligegyldigt forbi; men pludseligt – idet De kommer ned til Kajen og standser udenfor et lidet fattigt en Etages Hus uden Gardiner, men med nogle hvide Blomster i Vinduet – kommer der en Mand imod Dem, som De straks paa en eller anden Maade blir slagen af. De ser paa Manden og Manden ser paa Dem; der er intet andet usædvanligt ved ham, end at han er fattigt klædt og gaar lidt ludende; det er første Gang, De støder sammen med ham i Deres Liv, og De faar den bisarre Indskydelse, at Manden hedder Johannes. Netop Johannes. Hvorfor synes De, at han netop hedder Johannes? Det kan De ikke forklare Dem, men De ser det paa hans Øjne, mærker det af hans Armbevægelser, hører det paa Lyden af hans Fodtrin; og det kommer ikke deraf, at De nogensinde før har truffet en anden Mand, som ligned denne sidste, og som hedte Johannes, nej, deraf kommer det ikke, for De har aldrig truffet nogen, som den sidste Mand har mindet Dem om. Men der staar De da med Deres Forundring og Deres mystiske Fornemmelse og kan ikke forklare Dem noget.»

«Har De truffet en saadan Mand her i Byen?»

«Nej, nej,» skyndte han sig at svare, «jeg sætter bare denne By, dette en Etages Hus og denne Mand, jeg sætter det hele. Men ikke sandt, det er underligt? … Saa hænder der 252andre sælsomme Ting: De kommer ind i en fremmed By og gaar ind i et fremmed Hus, lad os sige et Hotel, som De aldrig før har været i. Med en Gang faar De en saare stærk Fornemmelse af, at der i sin Tid, for mange Aar siden maaske, har været Apotek i dette fremmede Hus. Hvordan falder De paa det? Der er intet, som minder om det, ingen har sagt Dem det, der er ingen Medicinlugt, ingen, ingen Mærker paa Væggene efter Reoler og ingen Bane paa Gulvet efter en Disk. Og alligevel ved De det i deres Hjærte, at der for saa mange Aar siden har været Apotek i det Hus! De tager ikke fejl, De er for et Øjeblik fyldt af et hemmelighedsfuldt Medvideri, som aabenbarer Dem skjulte Ting. Det har kanske aldrig hændt Dem?»

«Jeg har ikke tænkt paa dette før, men nu, naar De taler om det, synes jeg, at det ogsaa har hændt mig. Jeg er ialfald ofte mørkræd, bange for ingenting. Men det er kanske noget andet.»

«Gud ved, hvad der er det ene og hvad der er det andet! Der foregaar saa mangt mellem Himmel og Jord, sælsomme, dejlige Ting uden Lige og rigtig uforklarlige Forudanelser, stumme Rædsler, som faar Dem til at skælve af Ubehag. Tænk Dem at høre nogen gaa og stryge sig henefter Væggene en mørk Nat. De er fuldt vaagen, De røger en Pibe og 253sidder ved et Bord med vage Sandser, De har Hovedet fuldt af Planer, som De tumler med, og De er overordentlig spændt paa at klare alt angaaende disse Planer. Saa med ét hører De ganske tydeligt, at nogen stryger sig langs Væggene udenfor, efter Panelingen udenfor, eller endog inde i Deres Værelse, henne ved Ovnen, hvor De ogsaa ser en Skygge paa Brandmuren. De tager Skærmen af Lampen, forat gøre det lysere, og gaar bort til Ovnen. De stiller Dem foran Skyggen og ser et Dem ubekendt Menneske, en middelshøj Mand med et sort og hvidt Uldskærf om Halsen og med aldeles blaa Læber. Han ligner Kløverknægt paa de norske Spilkort. Nu sætter jeg, at De er mere nysgærrig end bange, De gaar Fyren paa Livet, forat feje ham væk med et Blik; men han rører sig ikke, skønt De er ham saa nær, at De ser ham blinke med Øjnene og forøvrigt er levende som De selv. Saa tager De ham fra den gemytlige Side, De siger som saa, skønt De aldrig har set ham før: Deres Navn skulde vel ikke tilfældigvis være Homan, Bernt Homan? siger De. Og da han ikke svarer, beslutter De at kalde ham Homan og siger: hvorfor Satan skulde De ikke være en Bernt Homan? Og saa flirer De ad ham. Men han rører sig stadig ikke, og De ved ikke, hvad Raad De skal have med ham. Saa træder De et Skridt tilbage, 254stikker efter ham med Pibespidsen og siger: Bæ! Men han trækker ikke paa Smilet. Ja, saa er jo Hundred og ét ude, De blir ærgerlig og giver Manden et ordentligt Puf. Men nu ser Manden ud, som om han vistnok befinder sig et eller andet Sted i Nærheden, men Deres Puf har aldeles ikke angaaet ham alligevel, han falder ikke, han stikker begge Hænder i Lommen, dybt ned i Lommen, trækker Skuldrene tilvejrs og tager en Mine paa, som om han vilde sige: Hvad saa? Saa lidet har det anfægtet ham, at De har givet ham et Puf. Hvad saa! svarer De da rasende og giver ham nok et Puf under Brysthulen. Nu oplever De følgende: efter det sidste Puf begynder Manden at fordufte, De staar og ser paa med Deres egne Øjne, at han lidt efter lidt viskes ud, blir mer og mer utydelig, og tilslut er der intet andet tilbage af ham end Maven, saa forsvinder ogsaa den. Men hele Tiden har han holdt Næverne i Lommen og set paa Dem med dette trodsige Udtryk, der syntes at sige: Hvad saa?»

Dagny lo igen.

«Nej, hvilke rare Æventyr, De oplever!» sagde hun. «Naa, men hvad saa? Hvorledes gaar det siden, tilslut?»

«Jo, naar De igen sætter Dem ind til Bordet og skal begynde med Planerne, opdager De, at De har puffet Deres Knoger istykker paa 255Brandmuren … Men det var dette, jeg vilde sige: fortæl De Dagen efter Historien til Deres Bekendte, saa skal De faa høre, hvad de svarer: De har sovet, svarer de. He-he-he, jo, da, De har sovet, skønt Gud og alle hans Engle ved, at De ikke har sovet! Det er jo bare Seminaristvisdom og Raaskab at kalde det Søvn, naar De har staaet lys vaagen ved en Ovn og røgt af en Pibe og talt med en Mand. Saa kommer Lægen. Der er en udmærket læge, som repræsenterer Videnskaben med sammenkneben Mund, det vil sige med Overlegenhed. Det der, siger han, det er jo bare Nervøsitet det, siger han. Aa, Gud, hvilken Komedie af en Mand en saadan Læge er! Godt. Men dette er altsaa Nervøsitet det, siger han. For Lægens Hjærne er det en Ting af de og de Dimensioner, saa mange Tommer i Højden og saa mange Tommer i Bredden, noget man kan lægge i Næven, god, tyk Nervøsitet. Og saa skriver han op Jærn og Chinin paa en Papirlap og kurerer Dem paa staaende Fod. Saaledes gaar det til! Men tænk Dem, hvilken Firkantethed og hvilken Bondelogik at trænge ind med sine Dimensioner og sin Chinin paa et Omraade, hvor ikke engang de fine og vise Sjæle har kunnet forklare sig Fænomenerne! Vade om i høje Støvler, hvor det gælder om at vippe fra den ene Nuance til den anden!»

256Efter dette kom en kort Stilhed.

«De mister snart en Knap,» sagde hun.

«Mister jeg en Knap?» spurgte han og saa nedad sig.

Hun pegte smilende paa en af hans Trøjeknapper, der hang og dingled i en Traad, og sagde:

«Kære, tag den helt af, den gør mig saa nervøs, jeg frygter for, at De vil miste den.»

Saa føjed han hende heri; han tog en Kniv op af Lommen og skar Knappen af. I det samme han tog Kniven op, faldt nogle Smaapenge og en Medalje i et sørgelig mishandlet Baand ud af hans Lomme; han bøjed sig hastigt ned og tog Tingene op, mens hun stod og saa paa. Da sagde hun:

«Er det en Medalje? Nej, se, det er en Medalje! Men hvordan bærer De Dem ad med den, se dog paa Baandet! Hvad Slags Medalje er det?»

«Det er en Redningsmedalje … Ja, De maa endelig ikke tro, at det er formedelst nogen min Fortjeneste, den befinder sig i min Lomme. Det er bare Humbug.»

Hun saa paa ham; hans Ansigt var fuldkommen roligt, hans Øjne aabne, som om han aldeles ikke løj. Hun bar fremdeles Medaljen i Haanden.

257«Hvis De ikke selv har fortjent den, hvorledes kan De saa gæmme paa en slig Ting, bære den paa Dem?»

«Jeg har købt den!» raabte han og lo. «Den er jo min, min Ejendom, jeg besidder den, som jeg besidder en Pennekniv, en Trøjeknap. Hvorfor skulde jeg saa kaste den væk?»

«Men at De vilde købe en Medalje!» sagde hun.

«Ja, det er Humbug, jeg nægter det ikke; men hvad gør man ikke mangen Gang! Jeg har ved en Lejlighed baaret den paa Brystet en hel Dag, blæret mig med den, modtaget en Skaal, der blev udbragt for den; he-he-he-he-he, jo, det er virkelig morsomt! Men ikke sandt, kan ikke den ene Sort Humbug være lige saa god som en anden?»

«Navnet er skrabet ud,» sagde hun igen.

Nu blev han pludselig rød og strakte Haanden ud efter Medaljen.

«Er Navnet skrabet ud? Nej, det er ikke muligt; lad mig se! Nej, det er blot en Skade, den har faaet i Lommen; jeg har baaret den blandt Smaapengene, det er det hele.»

Dagny saa mistroisk paa ham, men sagde ikke noget. Saa med en Gang knipser han i Fingrene og udbryder:

«Nej, hvor jeg dog kan gaa og være tankeløs! Navnet er skrabet ud, De har Ret, hvor 258kunde jeg glemme det! He-he-he, jeg har selv ladet Navnet skrabe ud, det er ganske rigtigt, det var jo ikke mit Navn, som stod paa den, det var Ejerens Navn, Redningsmandens Navn; jeg lod det file af, straks jeg havde faaet den. Jeg beder Dem undskylde, at jeg ikke sagde Dem det allerede straks, det var ikke forat lyve. Jeg gik nemlig og tænkte paa noget andet: hvordan kom De saa pludselig til at blive nervøs over den Trøjeknap, som holdt paa at falde af? Hvad om den havde faldt af? Skulde det være et Svar paa, hvad jeg sagde om Nervøsiteten og Videnskaben?»

Pause.

«Men det er dog en paafaldende Oprigtighed, De altid lægger for Dagen overfor mig,» sagde hun, uden at svare paa hans Spørgsmaal, «og jeg ved ikke, hvad den skal tjene til. Deres Anskuelser er noget usædvanlige af sig; nu sidst lader De mig ane, at egentlig er altsammen bare Humbug, intet er ædelt, intet rent, intet stort; er det Deres Mening? Kan det være akkurat det samme, enten man køber sig en Medalje for saa og saa mange Kroner eller man tilkæmper sig den selv ved en eller anden Daad, en eller anden Fortjeneste?»

Han svared ikke. Saa fortsatte hun ganske langsomt og alvorligt:

259«Jeg forstaar Dem ikke; stundom, naar jeg hører Dem tale, kan jeg spørge mig selv, om De er rigtig fornuftig. Undskyld, at jeg siger det! De gør mig stadig lidt mere urolig hver Gang, lidt mere oprevet endda; De forvirrer mine Begreber om alt, ligegyldigt, hvad De taler om, sætter Tingene paa Hovedet for mig. Hvor kan det være? Jeg har ikke truffet nogen, som i den Grad har modsagt alt inden i mig. Sig mig nu: hvormeget mener De egentlig selv af det, De siger? Hvad er Deres Hjærtens Mening?»

Hun havde spurgt saa alvorligt, saa varmt, at han studsed ved det.

«Hvis jeg havde en Gud,» sagde han da, «en Gud, som var mig rigtig høj og hellig, saa vilde jeg sværge ved den Gud, at jeg mener oprigtigt alt, hvad jeg har sagt Dem, absolut alt, og at jeg mener at gøre det bedste, selv naar jeg forvirrer Dem. De sagde forrige Gang, vi talte sammen, at jeg stod som en levende Modsigelse til alt, hvad andre Folk mente om Tingene; dengang talte vi om Gigtkæder eller hvad det nu var, kanske det var om de norske Æventyr. Ja, det er sandt, jeg erkender, at jeg er en levende Modsigelse, og jeg forstaar det ikke selv. Men jeg er ude af Stand til at begribe, at ikke ogsaa alle andre Mennesker mener det samme om Tingene, som jeg. I den 260Grad greje og gennemskuelige synes Spørgsmaalene mig, og saa skinnende klart ser jeg Sammenhængen i dem. Dette er min Hjærtens Mening, Frøken; gid jeg kunde faa Dem til at tro mig, nu og altid.»

«Nu og altid, nej, det vil jeg ikke love.»

«Det er mig saa uendelig meget om at gøre just nu,» sagde han.

De var komne ind i Skogen, de gik hverandre saa nær, at de ofte strejfed hinanden med Albuerne, og Vejret var saa stille, at de kun behøved at tale ganske sagte, og alligevel hørte de hinanden. Nu og da kviddred en Fugl.

Saa standsed han brat og fik ogsaa hende til at standse.

«Hvor jeg har længtet efter Dem i disse Dage!» sagde han. «Nej, nej, bliv ikke saa forskrækket; jeg siger jo næsten ingenting, og jeg skal intet opnaa, nej, jeg gør mig forsaavidt ingen, ingen Illusjoner. Forresten forstaar De mig kanske ikke engang, jeg begynder galt og forsnakker mig, jeg siger det, jeg ikke vilde sige …»

Da han taug, sagde hun:

«Hvor De er underlig idag!»

Dermed vilde hun gaa igen.

Men han standsed hende atter:

261«Kære Frøken, vent lidt! Tag mig med lidt Overbærenhed idag! Jeg frygter for at tale, jeg er bange for, at De skal afbryde mig og sige: gaa! Og alligevel har jeg overvejet dette i mangen vaagen Time.»

Hun saa mere og mere forundret paa ham og spurgte:

«Hvor bærer dette hen?»

«Hvor det bærer hen? Faar jeg Lov til at sige Dem det med rene Ord? Det bærer derhen … derhen, at jeg elsker Dem, Frøken Kielland. Ja, egentlig forstaar jeg heller ikke, at det kan gøre Dem saa forbauset, jeg er af Kød og Blod, jeg har truffet Dem, og jeg er bleven bedaaret af Dem, det er vel ikke saa besynderligt? En anden Sag er det, at jeg kanske ikke skulde have tilstaaet det for Dem.»

«Nej, det burde De ikke.»

«Men hvad kan man ikke drives til? Jeg har endog bagtalt Dem bare af Kærlighed til Dem, jeg har kaldt Dem en Kokette og forsøgt at trække Dem ned, blot forat trøste mig selv og holde mig skadesløs, fordi jeg vidste, at De var uopnaaelig for mig. Det er femte Gang, jeg har truffet Dem nu, og jeg har jo dog ikke udleveret mig før den femte Gang, skønt jeg kunde have gjort det den første. Desuden er det ogsaa min Fødselsdag idag, jeg er ni og tyve Aar, og jeg sang og var glad helt fra jeg slog 262Øjnene op imorges. Jeg tænkte – ja, naturligvis er det latterligt, at man kan finde paa saa dumme Ting, men jeg tænkte ved mig selv: hvis du nu træffer hende idag, og du tilstaar det hele, saa kan det kanske ikke skade, at det ovenikøbet er din Fødselsdag; du kan jo fortælle hende det ogsaa, og hun vil maaske være villigere til at tilgive dig paa en saadan Dag. De smiler? Ja, hvor det er latterligt, jeg ved det; men det er der nu ingen Raad med alligevel, jeg offrer min Tribut til Dem, ligesaavel som alle andre.»

«Det er altsaa sørgeligt, at dette har hændt Dem idag,» sagde hun; «De har været uheldig paa Deres Fødselsdag iaar. Mere kan jeg ikke sige om det.»

«Nej, naturligvis … Gud, hvilken Magt De dog har! Jeg kan forstaa, at man kan drives til alt muligt for Deres Skyld. Selv nu, da De sagde disse sidste Ord, som jo ikke var saa glædelige, hvad de heller ikke var ment at skulle være, selv nu var Deres Stemme som en Sang; det var formelig, som om det begyndte at blomstre inden i mig. Nej, det er underligt! Ved De, at jeg har vandret om udenfor Deres Hjem om Nætterne, for om muligt at faa se et Glimt af Dem i et Vindu, at jeg har ligget paa Knæ her i Skogen og bedt til Gud for Dem, jeg, som ikke engang tror videre paa Gud. Ser 263De det Aspetræ der? Jeg har valgt at standse netop her, fordi just ved den Asp har jeg ligget flere Nætter paa Knæ, opløst i Fortvivlelse, dum og fortabt, bare fordi De aldrig kom mig ud af Tankerne mer. Herfra har jeg sagt Godnat til Dem hver Aften, jeg har ligget og bedt Vinden og Stjærnene om at hilse Dem, og jeg tror, De maa have følt det isøvne.»

De begyndte at gaa.

«Dagny, Dagny!» sagde han pludselig. Og inden hun vidste et Ord af det, kasted han sig paa Knæ, kasted sig ned midt paa Vejen og blev liggende saaledes et Minut, med Huen i Haanden og med bøjet Hoved, som om han vented et Slag. Hun saa sig om i største Forskrækkelse, gjorde i sin Raadvildhed endog Tilløb til at rejse ham op, men opgav det igen.

«Nej, rejs Dem dog!» raabte hun lige over hans Hoved; «øjeblikkelig, hører De! Hvad gaar der af Dem? Midt paa Vejen!»

Og da han rejste sig op, gjorde hun ham endog opmærksom paa, at han maatte børste Sandet af sine Knæ. De gik ikke videre, men blev staaende paa samme Sted. Saa sagde hun:

«Hvorfor har De nu gaaet og sagt mig alt dette? Ved De da ikke. at jeg …»

«Jo, jo!» afbrød han overordentlig bevæget. «Jeg ved ogsaa, hvad De vilde sige: at De er en andens for længe siden, og at jeg altsaa 264er en uhæderlig Person, som trænger mig ind nu bagefter, naar det er forsent – hvorfor skulde jeg ikke vide det? Ja, hvorfor har jeg saa sagt Dem alt dette? Nuvel, forat paavirke Dem, forat gøre Indtryk paa Dem og faa Dem til at tænke over det. Ved Gud, jeg taler Sandhed nu, jeg kan ikke andet. Jeg ved, at De er forlovet, at De har en Kæreste, som De er glad i, at De er bortgivet og bunden, og at jeg altsaa ingenvegne kan komme; ja, men alligevel vilde jeg prøve at paavirke Dem lidt, jeg vilde ikke opgive alt Haab. Tænk Dem den Tanke: at opgive alt Haab, saa vil De kanske forstaa mig bedre. Naar jeg før sagde, at jeg intet vented at opnaa, saa løj jeg jo, jeg sagde det ogsaa kun forat berolige Dem foreløbig og vinde Tid, saa De ikke skulde blive altfor angst med en Gang. Kære, taler jeg galt? Jeg mener ikke at sige, at De har nogensinde ladet mig haabe noget, og jeg har virkelig heller ikke indbildt mig, at jeg kunde stikke nogen ud; ak, det har aldrig faldt mig ind engang. Men jeg har i trøstesløse Timer tænkt ved mig selv: ja, hun er forlovet, og hun rejser snart, Farvel; men hun er jo ikke absolut tabt endnu, hun er ikke allerede rejst, ikke gift, ikke død; hvo ved! Og naar jeg forsøgte alt, saa kanske var der endnu Tid! De er bleven min stadige Tanke, min Tvangstanke, jeg gaar og ser Dem i alle Ting, og jeg kalder 265alle blaa Elve Dagny. Jeg tror ikke der har gaaet en eneste Dag i disse Uger, uden at jeg har tænkt paa Dem; det kan være ganske det samme, hvad Tid paa Døgnet jeg gaar ud af Hotellet, saasnart jeg aabner Døren og stiger ud paa Trappen, farer det Haab igennem mit Hjærte: kanske møder du hende nu! og jeg ser mig om efter Dem allevegne. Nej, jeg forstaar det ikke nu, jeg har ingen Raad med det. Tro mig, har jeg nu overgivet mig, saa har jeg alligevel ikke overgivet mig uden Modstand. Det er jo dog ikke opmuntrende at vide med sig selv, at éns Anstrængelser er sørgelig spildte, og man alligevel ikke kan lade være at anstrænge sig; derfor stritter man ogsaa imod til det sidste. Men naar det absolut ikke hjælper! Saa mange, mange Ting man kan udtænke, nar man sidder ved Vinduet i sit Værelse en Nat igennem og ikke faar sove. Man holder en Bog i Haanden, men man læser ikke; man bider atter og atter Tænderne sammen og læser tre Linjer, saa kan man ikke mer, og man lukker Bogen igen med en Hovedrysten. Hjærtet slaar vildt, man hvisker stumt hemmelige, søde Ord frem for sig, kalder paa et Navn og kysser det i sin Tanke, men mister det igen. Og Klokken blir to, fire, seks; saa vil man have en Ende paa det, og man beslutter sig til, at næste Gang, man faar en Lejlighed til det, vover man Spranget og tilstaar det hele. 266Men man vover det dog ikke, ak, nej, man tør ikke, man forspilder den ene Lejlighed efter den anden uden at vove det, indtil den Dag kommer, da man ikke kan modstaa længer … Tilgiv mig, Frøken! jeg har talt saa meget, jeg beder Dem tilgive mig! Skal vi gaa? Aa, Dagny, hvor jeg elsker Dem inderlig højt; jeg er taknemmelig blot forat jeg har faaet Lov til at sige Dem det!»

Hun havde hørt paa ham aldeles bestyrtet og ikke fremført et eneste Ord til Svar. De stod fremdeles stille.

«Nej, De maa være gal!» sagde hun og rysted paa Hovedet. Og bedrøvet og bleg, saa endog hendes Øjne syntes blaalige som ls, lagde hun til: «De ved, at jeg allerede er forlovet, De husker det og gaar ud fra det, og alligevel …»

«Javel ved jeg det!» svared han. «Kunde jeg glemme hans Ansigt og hans Uniform? Han er smuk, jeg finder ingen Fejl ved ham, og dog kunde jeg godt ønske ham død og borte. Hvad nytter det, at jeg har sagt til mig selv Hundrede Gange: der kommer du ingen Vej, han er smuk, han er Officer, mens du er Agronom og ingenting; dertil er han hendes Forlovede allerede, Basta! Hjærtet bøjer sig ikke for noget, ikke for den største Umulighed engang. Frøken Kielland, svar mig lidt velvilligt for min Kærligheds 267Skyld! Jeg vil ikke elske Dem, men jeg kan ikke lade være; er der saa intet Haab? Er De absolut tabt for altid for mig? Ak, ikke endnu; vel? Kære, kære, ikke endnu!»

«Jo, jo, gør mig dog ikke aldeles fortvivlet!» raabte hun. «Hvad vil De have mig til? Hvad tænker De paa? Mener De, at jeg skal … Herregud, lad os nu ikke tale mere om dette, saa er De snil. Gaa saa! Nu har De ødelagt alt, bare ved nogle faa dumme Ord, endog alle vore Samtaler har De spoleret, og nu kan vi ikke træffes mer. Hvorfor gjorde De det? Nej, hvis jeg havde vidst saa galt! Ja, ja, gør nu ikke mere af det, jeg beder Dem baade for Deres egen og for min Skyld. De forstaar dog godt, at jeg ikke kan være noget for Dem; jeg begriber ikke, hvorledes De nogensinde har kunnet tænke det. Saa, lad det nu ikke vare længer, De maa gaa tilbage. Hvis De vidste, hvor jeg er urolig! Vil De gøre mig en stor Tjeneste, saa gaa nu hjem og forsøg at tage det med Taal. Ikke sandt, De vil ikke bedrøve mig? Herregud, det gør mig oprigtigt ondt for Dem ogsaa, men jeg kan ikke handle anderledes.»

«Men skal det saa være Farvel idag? Staar jeg da her og ser Dem for sidste Gang nu? Nej, nej, hører De! Ja, tilgiv mig, jeg skal ikke være hæftig. Men hvis jeg loved at være rolig 268og at tale om hvadsomhelst andet, kun aldrig mer om dette, maatte jeg da ikke træffe Dem engang? Naar jeg altsaa var saa ganske rolig? Det kunde være engang, naar De kanske var ked af alle de øvrige ogsaa; blot saa det ikke var den allersidste Gang idag. Jeg beder ikke om mere nu, lad dog ikke alt være forgæves; maa jeg saa? De ryster paa Hovedet igen, – Deres dejlige Hoved, men De ryster det. Hvor alt, alt er umuligt … Om De ikke vilde tillade mig det, men svared Ja alligevel, forat gøre mig en Glæde; for det blev jo dog trist idag, meget trist, skønt jeg sang imorges. Bare en Gang til! Jeg beder Dem saa indstændigt som jeg formaar.»

«Ja, men det bør De jo ikke bede mig om, naar jeg ikke kan love det. Desuden, hvad skulde det være godt for? Gaa nu, gør det! Kanske træffes vi ogsaa, det ved jeg ikke, men det kan gærne være. Nej, gaa nu, hører De,» udbrød hun utaalmodigt, «saa gør De mig en ren Velgærning. Snart kommer der kanske nogen …»

Pause. Han stod og stirred paa hende, hans Bryst gik stærkt. Saa tog han sig sammen og hilste; han slap Huen paa Jorden og greb med ét hendes Haand, som hun ikke havde rakt ham, og trykked den haardt mellem begge sine. Hun satte i et lidet Raab, og han slap hende med en Gang, ulykkelig, aldeles fortvivlet over 269at have forvoldt hende Smærte. Og han stod og saa efter hende, da hun gik. Nogle Skridt til, saa vilde hun forsvinde! Han traf hende ikke mer; nejvel, hun havde ikke engang villet sige Ja dertil paa Skrømt, skønt han bad hende om det som en Naade. En Rødme stiger op i hans Ansigt, han bider sig saaret i Læben, og han vil gaa, vende hende Ryggen, i harmfuld Inderlighed. Naar alt kom til alt var han dog en Mand; det var godt, alt var godt, Farvel …

Pludselig vendte hun sig om og sagde:

«Og De maa ikke gaa omkring ved Præstegaarden om Nætterne, kære, det maa De virkelig ikke. Det er altsaa Dem, som har faaet Bisken til at gø saa rasende nu i flere Nætter; en Nat var Papa lige paa Nippet til at staa op. De faar ikke Lov til det, hører De. Ja, jeg haaber da, at De ikke vil bringe os begge i Ulykke.»

Blot disse Ord; men ved Lyden af hendes Stemme var hans Harme alligevel forbi, han rysted paa Hovedet.

«Og endog min Fødselsdag idag!» sagde han. Dermed lagde han sin ene Arm op for Ansigtet og gik.

Hun saa efter ham, betænkte sig et Øjeblik og løb saa tilbage. Hun greb hans Arm.

«Ja, tilgiv mig! Det var stygt af mig at glemme det. De maa ikke være bedrøvet for mig, jeg kan saa alligevel ikke være noget for 270Dem. Men kanske træffes vi senere; tror De ikke? Ja, nu maa jeg gaa. Paa Gensyn!»

Hun vendte sig om og gik hurtigt bort fra ham.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.