XXI.

483Nej, alting løb uheldigt af. Hvadenten han var inde eller han drev om i Gaderne, fandt han ikke Ro paa sig; han havde Tusind Ting i Hovedet, og hver Ting bragte ham sin særskilte Stump Pine. Hvorfor gik dog alting ham imod? Han kunde ikke begribe det; men Traadene snøred sig mere og mere sammen om ham. Endog saa langt var det kommet, at han virkelig ikke havde kunnet formaa Minutten til at modtage et Brev, som han havde villet give ham.

Alt var trist og umuligt. Dertil kom, at han begyndte at pines af en nervøs Angst for noget, som om en hemmelig Fare lured paa ham fra et eller andet Baghold; han fôr ofte sammen i dump Rædsel, blot Gardinerne blaffed lidt foran Vinduerne. Hvilke nye Plager var det nu, som dukked op? Hans noget haarde Ansigtstræk, der aldrig havde været vakkre, var nu blevet end mindre tiltalende ved det mørke Stubskæg, som stak ud paa hans Hage og Kinder; det forekom ham ogsaa, at hans Haar var bleven lidt graaere ved Ørene.

Ja, hvad saa? Skinned ikke Solen, og var han ikke lykkelig over, at han endnu leved og kunde gaa, hvorhen han vilde? Var nogen Herlighed stængt for ham? Solen laa over 484Torvet og Sjøen, Fuglene sang i de smaa, nydelige Haver ved hvert Hus og flytted sig uafladelig fra Gren til Gren; allevegne laa Guld og flød, Gruset i Gaderne baded sig i det, og oppe paa Kirkespiret stod den forsølvede Kugle og dirred mod Himlen som en uhyre Diamant.

Han kommer i en eksalteret Glæde, i en Henrykkelse saa stærk og uregerlig, at han paa staaende Fod hælder sig ud af sit Vindu og slipper endel Sølvpenge ned til et Par Børn, der leger udenfor paa Hotellets Trappe.

«Vær nu snille Børn!» siger han, og han kan knapt faa Ordene frem for den Bevægelse, han er i. «Hvad havde han at være angst for? Han saa heller ikke værre ud nu end før; desuden, hvem kunde hindre ham i at barbere og pudse sig op? Det raaded han selv for. Og han gik til Barberen.

Han kommer ogsaa til at huske paa nogle Indkøb, han skulde have gjort; han maatte heller ikke glemme det Armbaand, han havde lovet Sara. Og nynnende og jublende besørger han sine Ærinder med et Barns sorgløse Tilfredshed med Alverden. Det var blot Indbildning, at han havde noget at frygte for.

Hans gode Stemning vedvarer, og han blir væk i lyse Tanker. Nys havde han havt et skarpt Opgør med Minutten, og det var allerede halvt udvisket af hans Erindring, han husked 485det blot som fra en Drøm. Minutten havde ikke villet modtage hans Brev; men havde han ikke ogsaa et Brev til Martha? I sin Trang til at meddele andre af sin overstrømmende Glæde vilde han nu gøre en Udvej til at faa Brevet afsted. Hvorledes skulde han bære sig ad? Han undersøgte sin Lommebog og fandt Brevet. Han turde vel ikke i al Hemmelighed sende det til Dagny? Nej, han turde ikke sende det til Dagny. Han tænkte efter og vilde absolut have Brevet afsted straks; det indeholdt et Par Sedler, intet Brev, ikke et Ord; han kunde kanske bede Doktor Stenersen besørge det? Og tilfreds med denne Tanke gaar han til Doktor Stenersen.

Klokken var seks.

Han banker paa Doktorens Kontordør; den var lukket. Han gaar ind Gaardsvejen og vil forhøre sig i Køkkenet, i det samme raaber Fru Stenersen til ham fra Haven.

Der sidder ved et stort Stenbord Familjen og drikker Kaffe. Der var flere tilstede, et Par Damer, et Par Herrer; Dagny Kielland var ogsaa der; hun havde en aldeles hvid Hat paa, Hatten var pyntet med smaa lyse Blomster rundt om.

Nagel vil trække sig tilbage, og han stammer:

«Doktoren, det var Doktoren …»

486Gud, var han syg.

Nej, nej, han var ikke syg.

Naa, saa fik han ikke gaa igen.

Og Fruen trak ham i Armen; Dagny rejste sig endog og vilde overlade ham sin Stol. Han saa paa hende, de saa begge paa hinanden; hun havde endog rejst sig for ham, hun havde sagt med lav Stemme: «Værsaagod, denne Stol!»

Men han fandt sig en Plads ved Siden af Doktoren og satte sig.

Denne Modtagelse gjorde ham lidt fortumlet. Dagny saa mildt til ham, og hun havde ligefrem villet give ham sin Stol. Hans Hjærte banked hæftigt; kanske kunde han alligevel give hende Marthas Brev?

Efter en liden Stunds Forløb vendte ogsaa hans Ro tilbage. Man talte saa velsignet livligt om den ene Ting efter den anden; hans lyse Glæde bemægtiged sig ham igen og fik hans Stemme til at bæve. Han leved jo, han var ikke død, og han skulde heller ikke dø; omkring et Bord med hvid Dug og blankt Sølvtøj sad i denne grønne, løvrige Have et Selskab af glade Mennesker, som lo og spilled med Øjnene; var der saa Grund til at være uhyggelig tilmode?

«Hvis De nu var rigtig elskværdig, saa tog De Deres Violin og spilled lidt for os,» siger Fruen.

487Nej, hvor kunde hun falde paa det!

Da ogsaa de andre bad ham, lo han højt og sagde:

«Men jeg har jo ingen Violin engang!»

Men de vilde sende Bud efter Organistens Violin, den skulde være der om et Øjeblik.

Ja, det hjalp ikke, han rørte den ikke. Og desuden var Organistens Violin ødelagt af de smaa Rubiner, som var indsatte paa Gribbrættet, Tonen fik en Glaslyd af dem, de skulde slet ikke have været anbragte der paa det Sted, det var ikke til at holde ud. Forresten kunde han ikke føre Buen mer, ja, han havde for den Sags Skyld heller aldrig kunnet det; ikke sandt, han maatte dog vel selv vide om det? … Men nu fortalte han, hvorledes det var gaaet ham den første og eneste Gang, hans Spil var bleven offentlig omtalt; der var næsten som et Symbol deri. Han havde faaet Avisen om Aftenen og nydt den paa Sengen; han var meget ung dengang, han boed hjemme, og det var en Lokalavis, som havde anmeldt ham. Aa, hvor han havde været lykkelig for den Avis! Han læste den mange Gange og faldt i Søvn uden at slukke Lysene. Om Natten vaagned han og var dødtræt endnu, Lysene var brændt ud, der var mørkt i hans Rum; men han skimted noget hvidt paa Gulvet, og da han vidste, at der var en hvid Spytbakke i hans Værelse, tænkte han: 488dette skal du se er den Spytbakke! Det var Skam at sige det, men saa spytted han, og han hørte, at det traf. Og da det traf saa udmærket den første Gang, spytted han engang til, og det traf. Saa lagde han sig til at sove igen. Men om Morgenen saa han jo, at det var den dyrebare Avis, han havde spyttet paa, den meget velvillige offentlige Mening om ham, som han havde spyttet paa. He-he, det var meget sørgeligt!

Dette lo de allesammen af, og Humøret steg stadigt. Fruen sagde dog:

«Men De ser virkelig lidt blegere ud end før?»

«Ak,» svared Nagel, «det har intet at betyde, der mangler mig ingenting.» Og han lo højt over, at der skulde være noget ivejen med ham.

Med en Gang skyder en Rødme op i hans Kinder, han rejser sig op fra Bænken og siger, at der mangler ham noget alligevel; han forstod det ikke, men det var som om noget uventet skulde møde ham, han var lidt angst. He-he, havde man hørt Magen! Det var latterligt, og det betød ikke noget; vel? Der havde ogsaa hændt ham noget.

Nu blev han bedt om at fortælle.

Nej, hvorfor det? Det var uden Betydning, det var naragtigt, hvorfor skulde han saa optage Tiden med det? Det vilde kanske ogsaa kede Selskabet.

489Men det vilde aldeles ikke kede.

Ja, men det var saa langt. Det begyndte helt i San Francisco, det skrev sig fra en Gang, han havde røgt Opium …

«Opium? Gud, hvor det var morsomt!»

«Nej, Frue, det er nærmest lidt pinligt, eftersom jeg nu gaar her midt paa lyse Dagen og er angst for noget. De maa ikke tro, at jeg røger Opium saadan til hver Dag; jeg har røgt blot to Gange, hvoraf den anden Gang ingen Interesse har. Men den første Gang opleved jeg virkelig noget besynderligt, det er sandt. Jeg var kommet ned i en saakaldt Den. Hvorledes var jeg kommet der? Uden Overlæg! Jeg driver nu og da omkring i Gaderne, jeg ser paa Mennesker, udvælger mig en enkelt Person, som jeg forfølger i Frastand og ser, hvor han endelig blir af tilslut; jeg skyr ikke at gaa lige ind i Huse og opad Trapper forat se, hvor han blir af tilslut. Om Nætterne i store Byer er dette overmaade interessant og kan føre én ind i de mærkeligste Bekendtskaber. Naa, det taler vi ikke om! Men jeg er altsaa i San Francisco, og jeg driver om i Gaderne. Det er Nat, jeg har en høj, mager Kvinde foran mig, som jeg holder Øje med; i Lyset fra Gaslygterne, som vi passerer, kan jeg se, at hun har tynde Klæder, men om Halsen bærer hun et Kors af grønne Stene. Hvor vilde hun hen? 490Hun passerer flere Kvartaler, bøjer af om Gadehjørnerne og gaar og gaar, og jeg er hende stadig i Hælene. Endelig befinder vi os i Kinesernes Bydel, Kvinden gaar ned i et Kældergab, og jeg gaar efter; hun gaar ind gennem en lang Gang, og jeg gaar ogsaa ind ad den lange Gang. Paa vor højre Haand er Murvæggen, men paa vor venstrevenstre] rettet fra: venste (trykkfeil) er Kaféer, Barberstuer og Vaskerier. Saa standser Kvinden ved en Dør, hun banker paa, et Ansigt med skæve Øjne ser ud fra Ruden i Døren, og Kvinden blir indladt. Jeg venter lidt og staar ganske stille, saa banker ogsaa jeg paa, Døren aabner sig igen, og jeg træder ind.

Der var megen Røg og højrøstet Passiar i Værelset; henne ved Disken staar den magre Kvinde og trætter med en Kineser i blaa Skjorte, som hænger udenpaa Buksen. Jeg gaar lidt nærmere og hører, at hun vil pantsætte sit Kors for noget, men at hun ikke vil udlevere Korset, hun vil gæmme det selv; det galdt to Dollars, og hun skyldte ogsaa noget før, saa det alt i alt blev tre Dollars. Godt, hun bærer sig lidt, hun græder nu og da og vrider Hænderne, og jeg syntes, hun var meget interessant. Den skjorteklædte Kineser var ogsaa interessant, han vilde ingen Forretning gøre, naar han ikke maatte faa Korset udleveret; Penge eller Pant!

491«Jeg sætter mig her og venter lidt,» siger Kvinden, «og jeg skønner, at jeg gør det tilsidst, at jeg gaar ind paa det tilsidst; men jeg burde ikke gøre det!» Og saa hulker hun lige op i Kineserens Ansigt og vrider Hænderne.

«Hvad er det, De ikke burde gøre?» spørger jeg.

Men hun hører, at jeg er Udlænding og svarer mig ikke.

Hun var overordentlig interessant, og jeg beslutter mig til at gøre noget. Jeg kunde laane hende disse Penge forat se, hvorledes det vilde løbe af; det var bare af Nysgærrighed, jeg gjorde det, og bagefter stikker jeg endnu en Dollar til hende forat se, hvorledes hun ogsaa vilde bruge den; det maatte blive særdeles morsomt at se.

Hun glor paa mig og takker mig, hun siger ikke noget, men hun nikker mange Gange og ser paa mig med taarefyldte Øjne, og jeg havde dog gjort det af bare Nysgærrighed. Godt, hun betaler ved Disken og forlanger straks et Værelse. Hun havde leveret alle sine Penge.

Hun gaar, og jeg følger efter. Vi spadserer atter gennem en lang Gang, der er numererede Værelser paa begge Sider, og i et af disse Værelser glider Kvinden ind og slaar Døren i. Jeg venter en Stund, hun kommer ikke tilbage; jeg rykker lidt i Døren, den er stængt.

492Saa gaar jeg ind i Sideværelset og giver mig til at vente. Der er en rød Divan og et Ringeapparat, Værelset oplyses af en Lampe, der er stukken ind i Væggen. Jeg lægger mig paa Divanen, Tiden blir lang, og jeg keder mig; forat gøre noget, trykker jeg paa Knappen og ringer. Jeg vil ingenting, men jeg ringer.

En Kinesergut kommer, ser paa mig og forsvinder igen. Der gaar nogle Minutter. Kom, lad mig se dig en Gang til! siger jeg forat fordrive Tiden; hvorfor kommer du ikke igen? Og jeg ringer paany.

Saa kommer den unge Gut tilbage, lydløst, som en Aand, glidende paa Filtsko. Han siger ingenting, jeg siger heller ingenting; men han rækker mig en bitte liden Porcellæns Pibe med langt, tyndt Rør, og jeg tager imod Piben. Saa holder han en Fyrstikke til, og jeg røger. Jeg havde ikke bedt om Piben, men jeg røger. Lidt efter begynder det at suse for mine Øren …

Nu husker jeg ikke noget før jeg føler, at jeg er et eller andet Sted i Højden, at jeg begynder at gaa tilvejrs, jeg svæver. Det var usigelig lyst omkring mig, og de Skyer, jeg mødte, var sølvhvide. Hvem var jeg, og hvor fløj jeg hen? Jeg husker mig om og kan intet huske, men jeg gled vidunderlig højt op. Jeg saa grønne Egne i det Fjærne, blaa Sjøer, Dale og Bjærge i gylden Glans; jeg hørte Musik 493fra Stjærnerne, og Rummet omkring mig gynged op og ned af Melodier. Men de hvide Skyer gjorde mig over al Maade godt, de flød tværs igennem mig, og jeg havde en Fornemmelse af, at jeg skulde dø af Herlighed derved. Dette vared og vared ved, jeg vidste ikke af nogen Tid, og jeg havde glemt, hvem jeg var. Saa flimrer en jordisk Erindring gennem mit Hjærte, og med ét begynder jeg at dale.

Jeg daler, daler, Lyset tager af, det blir mørkere og mørkere omkring mig, jeg ser Jorden under mine Øjne, og jeg kender mig igen, der er Byer, Vind og Røg. Saa standser jeg. Jeg ser mig om, der er Hav omkring mig. Jeg føler mig ikke lykkelig mer, jeg støder mig mod Stene, og jeg fryser. Der er hvid Sandbund under mine Fødder, og ovenover mig ser jeg intet andet end Vand. Jeg svømmer nogle Tag, jeg passerer mange underlige Vækster, tykke, grønne Bladplanter, Havblomster, som staar og duver frem og tilbage paa Stilke, – en stum Verden, hvor ikke en Lyd høres, men hvor alt lever og bevæges. Jeg svømmer igen nogle Tag og kommer til et Koralrev. Der var ingen Koraller mer, Revet var plyndret; men jeg sagde: her har været nogen før! Og jeg følte mig ikke længer saa ensom, da der havde været nogen før. Jeg svømmer igen, jeg vil komme i Land, men jeg gør dennegang blot et Par Tag, da 494jeg standser. Jeg standser, fordi der ligger et Menneske foran mig paa Bunden; det er en Kvinde, hun er lang og mager, og hun ligger meget oprevet over en Sten. Jeg rører ved hende, og jeg ser, at jeg kender hende; men hun er død, og jeg forstaar ikke, at hun er død, da jeg dog kender hende paa Korset med de grønne Stene. Det er den samme Kvinde, som jeg havde fulgt efter gennem de lange Gange, ind til de numererede Værelser. Jeg vil svømme videre, men jeg standser og retter paa hende; hun ligger spredt over en stor Sten, og det gjorde et uhyggeligt Indtryk paa mig. Hun holder Øjnene vidaabne, men jeg trækker hende med mig til en hvid Plet, og jeg ser Korset om hendes Hals, men jeg stikker det ind under hendes Kjole, forat ikke Fiskene skal tage det fra hende. Saa svømmer jeg bort …

Men om Morgenen fortalte man mig, at Kvinden var død om Natten; hun havde sprunget i Sjøen udenfor Kinesernes Kvartal; man fandt hende om Morgenen. Det er meget besynderligt, men hun var død. Kanske kunde jeg træffe hende igen engang til, hvis jeg gjorde noget for det! tænkte jeg. Og jeg røgte Opium atter en Gang forat træffe hende, men jeg traf hende ikke.

Hvor det var underligt! Men senere engang saa hændte der ogsaa noget. Jeg var kommet 495tilbage til Europa, jeg var hjemme. Jeg drev en varm Nat omkring, kom ned til Havnen, til Pumpeværkerne, hvor jeg opholdt mig en Tidlang og lytted til, hvad man sad og talte om paa Skibene. Alt var saa stille, Pumperne stod. Tilsidst blev jeg træt, og jeg vilde dog ikke gaa hjem, fordi det var saa varmt; jeg steg op i Stokværket paa en af Pumperne og satte mig der. Men Natten var saa stille og varm, jeg kunde ikke holde mig vaagen, jeg sovned tungt ind.

Saa vaagner jeg ved, at en Stemme kalder paa mig, jeg ser ned: en Kvinde staar nede paa Stenene. Hun er høj og mager; naar Gaslygten blaffer op, kan jeg se, at hendes Klæder er meget tynde.

Jeg hilser.

«Det regner,» siger hun.

Godt, det ved jeg ikke, at det regner, men i saa Fald var det bedst at komme i Skjul. Og jeg kryber ned fra Stokværket. I det samme begynder Pumperne at buldre, en Skovl svinger i Luften og forsvinder, en ny Skovl svinger i Luften og forsvinder, Pumperne gaar. Men hvis jeg ikke var kommet væk i rette Tid, vilde jeg have været sønderrevet, aldeles knust; det forstod jeg med en Gang.

Jeg ser mig om, det begynder ganske rigtigt at regne lidt; Kvinden er begyndt at gaa, jeg 496ser hende foran mig, og jeg kender hende godt, hun havde Korset paa ogsaa idag; jeg havde kendt hende lige fra Begyndelsen, men jeg lod som om jeg ikke kendte hende. Nu vilde jeg naa hende igen, og jeg gaar paa af alle Kræfter; men jeg naaed hende ikke. Hun træder ikke med Fødderne, hun glider uden at røre sig, bøjer om et Gadehjørne og forsvinder for mig.

Dette er fire Aar siden.siden.] rettet fra: siden.» (trykkfeil)

Nagel standser. Doktoren synes mest tilbøjelig til at ville le, men han siger dog saa alvorligt, som han kan:

«Og siden har De ikke truffet hende?»

«Jo, saa saa jeg hende igen idag. Det er derfor, jeg nu og da har en Følelse af Angst. Jeg stod i Vinduet paa mit Værelse og saa ud paa Gaden, saa kom hun ret imod mig, tværsover Torvet, ligesom fra Bryggerne og Sjøen, standsed udenfor mine Vinduer og saa op. Jeg var ikke sikker paa om det var mig, hun saa paa, og jeg gik over i et andet Vindu; men da drejed hun Hovedet efter og saa paa mig ogsaa der. Saa hilste jeg ned til hende; men da hun saa det, vendte hun sig raskt om og svæved tilbage over Torvet til Bryggerne igen. Hvalpen Jakobsen rejste Haarene og sprang ellevild ud af Hotellet og gøed. Dette gjorde lidt Indtryk paa mig. Jeg havde næsten glemt hende i denne lange Tid, og saa kommer hun igen 497idag. Kanske vilde hun advare mig for noget.»

Nu brast Doktoren i Latter.

«Ja,» sagde han, «hun vilde advare Dem fra at gaa hid til os.»

«Nej, naturligvis, hun har taget fejl dennegang, der er ingenting at frygte for; men forrige Gang var der nogle Skovle, som vilde have sønderrevet mig. Og jeg blev lidt angst. Naa, det betyder altsaa ingenting; vel? He-he, det skulde ogsaa se godt ud, om man saadan skulde blive udsat for et eller andet. Jeg maa le af det hele.»

«Nervøsitet og Overtro!» sagde Doktoren kort.

Men nu begyndte ogsaa de andre at fortælle Historier hver især, og Klokken slog den ene Gang efter den anden; det led henad Aften. Nagel sad taus hele Tiden; han begyndte at fryse. Tilsidst rejste han sig forat gaa. Han kunde vel ikke plage Dagny med det Brev alligevel, det fik heller være; kanske kunde han træffe Doktoren imorgen og levere ham det da. Hans lykkelige Stemning var helt borte.

Til hans store Forundring rejste Dagny sig ogsaa, da han var lige ved at gaa. Hun sagde:

«Nej, Dere fortæller saa meget uhyggeligt her, at jeg blir fuld af Rædsel jeg ogsaa. Nu vil jeg se at komme hjem, før det blir mørkere.»

498Og de gik sammen ud af Haven. Nagel blev varm af Glæde; jo nu kunde han give hende Brevet! Han vilde aldrig faa bedre Lejlighed.

«Var det saa, at De vilde tale med mig?» raabte Doktoren efter ham.

«Nej, egentlig ikke, svared han lidt forvirret; «jeg vilde altsaa hilse paa Dem og … Det var saa længe siden sidst. Farvel.»

Idet de gik nedad Gaden, var de begge urolige, ogsaa Dagny var urolig. Hun fandt paa at tale om Vejret; hvor det var mildt iaften!

Ja, stille og mildt!

Han kunde heller ikke sige noget, han gik og saa paa hende. Hun havde de samme Fløjels Øjne og den samme lyse Flætte nedad Ryggen; alle hans Hjærtes Følelser vaagned paany, hendes Nærhed berused ham, og han fór med Haanden over Øjnene. Hun blev dejligere og dejligere for hver Gang, han saa hende, for hver Gang! Han glemte alt, glemte hendes Haan, glemte, at hun havde gæmt Martha bort for ham, og at hun havde fristet ham paa en ubarmhjærtig Maade med et Lommetørklæde; han maatte vende sig bort for ikke at give efter for et brændende Udbrud paany. Nej, nu maatte han holde sig opret, han havde bragt hende til det yderste to Gange før; han var dog en Mand! Og han holdt næsten Pusten og gjorde sig haard.

499De var komne ned i Hovedgaden; Hotellet laa tilhøjre; hun saa ud, som om hun vilde tale. Han fulgte stiltiende ved Siden af; kunde han kanske gaa med hende gennem Skogen? Pludselig saa hun paa ham og sagde:

«Tak for Deres Fortælling! Er De angst nu? Det maa De ikke være!»

Ligesom før, næsten ligesom engang før: jeg syntes, De sukked; suk ikke! Jo, hun var mild og god idag; han vilde med en Gang bringe Brevet paa Bane.

«Jeg vilde gærne bede Dem om at gøre mig en Tjeneste,» sagde han; «men jeg tør vel kanske ikke, De vil vel ikke gøre mig en Tjeneste nu?»

«Jo, jeg vil det gærne endog,» svared hun.

Hun vilde det gærne, sagde hun! Han stak Haanden i Lommen efter Brevet.

«Jeg vilde bede Dem om at besørge dette Brev; det er blot en Meddelelse, noget … ja, det er ikke af Vigtighed, men … Det er til Frøken Gude; De ved maaske, hvor Frøken Gude er? Hun er rejst.»

Dagny standsed. Et underligt, sløret Blik trængte sig ud fra disse blaa Øjne, hun blev staaende en Stund aldeles ubevægelig.

«Til Frøken Gude?» sagde hun.

«Ja. Hvis De vilde være saa snil? Kanske kunde det ogsaa bero, det haster ikke …»

500«Jo, jo!» sagde hun med ét, «kom bare med det, jeg skal nok besørge et Brev fra Dem til Frøken Gude.» Og da hun havde stukket Brevet i Lommen, nikked hun pludselig og sagde: «Ja, ja, Tak for iaften. Nu maa jeg gaa.»

Dermed saa hun igen paa ham og gik.

Han stod tilbage. Hvorfor havde hun brudt saa hurtigt af? Hun havde dog ikke set vredt til ham, da hun gik; tværtimod, og alligevel var hun gaaet med en Gang! Nu drejed hun ind paa Præstegaardsvejen … nu var hun borte …

Da han ikke kunde se hende længer, gik han op til Hotellet. Hun havde havt en snehvid Hat paa. Og hun havde set saa mærkeligt paaham …

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.