II.

Om Aftenen den samme Dag hændte det, at Nagel med ét kom til at træffe sammen med Minutten. Det blev til en kedelig og endeløs Samtale dem imellem, en Samtale, som vared godt og vel tre Timer.

Det hele gik saaledes til fra først til sidst:

Johan Nagel sad inde i Hotellets Kafé og holdt en Avis i Haanden, da Minutten traadte ind. Der sad ogsaa nogle flere Mennesker omkring Bordene, deriblandt en tyk Bondekone med et sort og rødt Strikkettørklæde over Skuldrene. Minutten lod til at være kendt af alle; han hilste høfligt tilhøjre og venstre, da han kom ind, men blev modtagen med høje Raab og Latter. Selv Bondekonen rejste sig og vilde danse med ham.

«Ikke idag, ikke idag,» siger han undvigende til Konen, og dermed gaar han lige hen til 16Værten og henvender sig til ham med Huen i Haanden:

«Jeg har baaret Kullene op i Køkkenet,» siger han, «og saa er der vel ikke mere idag?»

«Nej,» svarer Værten, «hvad mere skulde der være?»

«Nej,» siger Minutten ogsaa og træder spagfærdigt tilbage.

Han var ganske ualmindelig styg. Han havde rolige, blaa Øjne, men udstaaende, uhyggelige Fortænder og en yderst forvreden Gang, fordi han havde en Legemsfejl. Hans Haar var temmelig graat; Skægget derimod var mørkere, men saa tyndt, at Ansigtet overalt skinned igennem. Denne Mand havde engang været Sjømand, men leved nu hos en Slægtning, som havde en liden Kulhandel nede ved Bryggerne. Han saa sjælden eller aldrig op fra Gulvet, naar han talte med nogen.

Man raabte paa ham henne ved et af Bordene, en Herre i graa Sommerklæder vinker ivrigt til ham og viser ham en Ølflaske.

«Kom og faa et Glas Brystmælk. Desuden vil jeg se, hvordan det klæder Dem at være uden Skæg,» siger han.

Ærbødigt, med Huen fremdeles i Haand og med krummet Ryg nærmer Minutten sig Bordet. Da han kom forbi Nagel, hilste han særskilt til 17ham og bevæged Læberne ganske lidt. Han stiller sig op foran den graa Herre og hvisker:

«Ikke saa højt, Fuldmægtig, jeg beder Dem. De ser, her er Fremmede tilstede.»

«Men Herregud,» siger Fuldmægtigen, «jeg vilde bare byde Dem et Glas Øl, jo. Og saa kommer De her og skælder mig ud forat tale for højt.»

«Nei, De misforstaar mig, og jeg beder om Undskyldning. Men naar der er Fremmede tilstede, vil jeg saa nødig til igen med de gamle Spillopper. Jeg kan heller ikke drikke Øl, ikke nu.»

«Jasaa, det kan De ikke? De kan ikke drikke Øl?»

«Nej, jeg takker Dem, ikke nu.»

«Jasaa, De takker mig ikke nu? Hvornaar takker De mig da? Ha-ha-ha, er De Søn af en Præst! Men læg dog Mærke til, hvorledes De udtrykker Dem.»

«Aa, De misforstaar mig, og det faar saa være.»

«Saa, saa, ikke noget Sludder. Hvad gaar der af Dem?»

Fuldmægtigen trækker Minutten ned paa en Stol, og Minutten sidder ogsaa et Øjeblik, men rejser sig saa igen.

«Nej, lad mig være,» siger han, «jeg taaler ikke at drikke; i det sidste taaler jeg i ogsaa 18mindre end før, Gud ved, hvad det kommer af. Jeg blir fuld, før jeg ved Ordet af, og kommer i Vildrede.»

Fuldmægtigen rejser sig, ser fast paa Minutten, trykker ham et Glas i Haanden og siger:

«Skaal!»

Pause. Minutten ser op, stryger Haaret fra Panden og tier.

«Naa, forat gjøre Dem til Vilje; men bare nogle Draaber,» siger han da. «Men bare lidt, forat have den Ære at skaale med Dem.»

«Drik ud!» raaber Fuldmægtigen og maa vende sig bort for ikke at briste i Latter.

«Nej, ikke helt ud, ikke helt ud. Hvorfor skal jeg drikke ud, naar det er mig imod? Ja, tag det ikke ilde op og rynk ikke Ansigtet af den Grund; jeg skal heller gøre det for denne Gang, naar De endelig vil. Jeg haaber, det stiger mig ikke til Hovedet; det er latterligt, men jeg taaler saa lidet. – Skaal!»

«Ud, ud!» skriger Fuldmægtigen paany «helt tilbunds! Saa, ja, det var rigtigt. Saa, nu sætter vi os og gør Grimaser. Først kan De skære lidt Tænder, siden klipper jeg Skægget af Dem og gør Dem ti Aar yngre. Men først skærer De altsaa Tænder.»

«Nej, det gør jeg ikke, ikke i disse fremmede Menneskers Paasyn. De skal ikke forlangeforlange] rettet fra: forlang e (trykkfeil) 19det, jeg gør det virkelig ikke,» svarer Minutten og vil gaa. «Jeg har heller ikke Tid,» siger han.

«Heller ikke Tid? Det var slemt. Ha-ha, det var rigtig slemt. Ikke engang Tid, hvad?»

«Nej, ikke nu.»

«Hør nu her: om jeg nu fortalte Dem, at jeg alt længe har tænk paa Dem med en anden Frakke end den, som De der har paa … Lad mig se forresten! Jo, den er jo kav, mælt raadden jo, se her! Den holder ikke et Fingertryk.» Og Fuldmægtigen finder et lidet Hul, som han borer Fingeren ind i. «Den giver efter, den holder ikke det Spor, se her, nej, vil De se her!»

«Lad mig være! For Guds Skyld, hvad har jeg gjort Dem? Og lad min Frakke være i Fred!»

«Men Herregud, jeg lover Dem jo en anden Frakke imorgen den Dag, jeg lover det i – lad mig se: en to fire syv – altsaa syv Menneskers Overvær. Hvad gaar der af Dem iaften? De blæser op og er bøs og vil trampe os allesammen under Dem. Jo, det gør De. Bare fordi jeg fingrer ved Deres Frakke.»

«Jeg beder om Forladelse, det var ikke min Mening at være bøs; De ved, at jeg kan gøre Dem en hvilkensomhelst Villighed, men …»

«Naa, saa gør mig den Villighed at sætte Dem.»

20Minutten stryger sit graa Haar bort fra Panden og sætter sig.

«Godt, gør mig dernæst den Villighed at skære lidt Tænder.

«Nej, det gør jeg ikke.»

«Saa det gør De ikke, hvad? Ja eller Nej!»

«Nej, du gode Gud, hvad har jeg gjort Dem? Kan De ikke lade mig være i Fred? Hvorfor skal netop jeg være til Nar for alle? Den Fremmede derborte ser hid; jeg har lagt Mærke til det, han holder Øje med os og ler formodentlig han ogsaa. Saaledes er det bestandig: den første Dag, De kom, havde Doktor Stenersen mig fat og lærte Dem straks at drive Løjer med mig, og nu lærer De Herren derborte det samme. Den ene efter den anden lærer det efter Tur.»

«Saa, saa, Ja eller Nej?»

«Nej, hører De!» skriger Minutten og springer op fra Stolen. Men som om han var bange for at have været for hæftig, sætter han sig igen og lægger til: «Jeg kan ikke skære Tænder heller, De skal tro mig.»

«Kan De ikke? Ha-ha, jogu De kan. De skærer udmærket Tænder.»

«Gud hjælpe mig, om jeg kan!»

«Ha-ha-ha! Men De har jo gjort det engang før?»

21«Ja, men da var jeg fuld, jeg husker det ikke, det gik altsammen rundt for mig. Jeg var syg i to Dage efterpaa.»

«Rigtigt,» siger Fuldmægtigen, «De var fuld dengang, det medgiver jeg. Hvorfor sidder De forresten og plaprer ud med dette i alle disse Folks Paahør? Det er mere end jeg vilde have gjort; men De har ikke Takt i Livet, skal jeg sige Dem, skønt De er en fortræffelig Mand.»

Ved dette Tidspunkt gik Værten ud af Kaféen. Minutten tier; Fuldmægtigen ser paa ham og siger:

«Naa, hvad blir det til? Husk paa Frakken.»

«Jeg husker den,» svarer Minutten, «men jeg hverken vil eller kan drikke mer, nu ved De det.»

«De baade vil og kan! Hørte De, hvad sagde? Vil og kan, sagde jeg. Om jeg saa skal hælde det i Dem, saa …» Med disse Ord rejser Fuldmægtigen sig med Minuttens Glas i Haanden. «Saa, gab op!»

«Nej, ved Gud i Himlen, om jeg smager mer Øl!» raaber Minutten bleg af Bevægelse. «Og ingen Magt paa Jorden kan faa mig til det! Ja, De faar undskylde mig, jeg blir daarlig af det, De ved ikke, hvordan jeg har det. Gør mig ikke saa ondt, jeg beder Dem oprigtigt. Jeg vil heller – heller skære lidt Tænder uden Øl.»

22«Naa, det er en anden Sag, se, det er Fan til en helt anden Sag, naar De vil gøre det uden Øl.»

«Ja, jeg vil heller gøre det uden Øl.»

Og Minutten skærer endelig under fuld Latter fra de omkringsiddende sine frygtelige Tænder sammen. Nagel læser tilsyneladende fremdeles i sin Avis; han sidder ganske stille henne paa sin Plads ved Vinduet.

«Højere! højere!» raaber Fuldmægtigen; «skær højere, ellers kan vi ikke høre det.»

Minutten sidder stiv ret op og ned paa Stolen, holder sig fast med begge Hænder, som om han er bange for at falde ned, og skærer Tænder, saa hans Hoved dirrer. Allesammen ler, Bondekonen ler ogsaa, saa hun maa tørre sine Øjne; hun ved ikke sin levende Raad for Latter og lægger til at spytte meningsløst to Gange henad Gulvet af bare Henrykkelse.

«Gud hjælpe mig for Dere!» hyler hun aldeles opgivet.

«Saa! Jeg kan ikke skære højere,» siger Minutten, «jeg kan virkelig ikke, Gud er mit Vidne, De skal tro mig, nu kan jeg ikke mer.»

«Nej, nej, saa hvil Dem lidt og tag fat igen Men Tænder skal De skære. Siden klipper vi Skægget af Dem. Smag nu paa Øllet; jo, De skal, se, her staar det færdigt.»

23Minutten ryster blot paa Hovedet og tier. Fuldmægtigen tager sin Pengepung op og lægger en Femogtyveøring paa Bordet. Dermed siger han:

«De plejer forresten at gøre det for ti, men jeg misunder Dem ikke femogtyve, jeg forhøjer Deres Gage. Saa!»

«Ja, plag mig nu ikke mer, jeg gør det ikke.»

«De gør det ikke? De nægter?»

«Men du himmelske Gud, hold dog engang op og lad mig faa Fred for Dem! Jeg føjer Dem ikke mer for den Frakkes Skyld, jeg er dog et Menneske jeg ogsaa. Hvad vil De mig?»

«Nu skal jeg sige Dem ét: Som De ser knipser jeg denne Smule Cigaraske ned i Deres Glas, ser De det? Og jeg tager denne ubetydelige Svovlstik her og denne Bagatel af en Svovlstik her og stikker disse to Svovlstikker ned i det selvsamme Glas, mens De ser paa det. Saaledes! Og nu indestaar jeg Dem for, at De alligevel skal drikke Deres Glas lige til Bunden. Ja, det skal De.»

Minutten sprang op. Han skalv synligt, hans graa Haar var igen falden ned i Panden, og han stirred Fuldmægtigen lige ind i Ansigtet. Dette varer flere Sekunder.

«Nej, det er formeget, det er formeget!» 24raabte endog Bondekonen. «Gør det ikke! Ha-ha-ha, Gud bevare mig for Dere!»

«De vil altsaa ikke? De vægrer Dem?» spørger Fuldmægtigen. Han rejste sig op han ogsaa og blev staaende.

Minutten gjorde en Anstrængelse for at tale, men kom ikke frem med et Ord. Allesammen saa paa ham.

Da rejser pludselig Nagel sig op fra sit Bord henne ved Vinduet, lægger Avisen ned og gaar tversover Gulvet. Han forhaster sig ikke og gør ingen Støj, men alligevel tiltrak han sig alles Opmærksomhed. Han standser ved Minutten, lægger sin Haand paa hans Skulder og siger med høj, klar Stemme:

«Hvis De vil tage Deres Glas og slaa det i Hovedet paa den Hvalp dér, saa giver jeg Dem kontant en Tikrone og redder Dem fra alle mulige Følger.» Han pegte ret paa Fuldmægtigens Ansigt og gentog: «Jeg mener den Hvalp dér.»

Der blev med ét aldeles stille. Minutten saa skrækslagen fra den ene til den anden og sagde: «Men …? Nej, men …? Længer kom han ikke, men dette gentog han Gang paa Gang med dirrende Stemme og som om det var et Spørgsmaal. Ingen anden sagde noget. Fuldmægtigen traadte fortumlet et Skridt tilbage og fandt sin Stol; han var bleven ganske hvid 25i Ansigtet og sagde ikke noget han heller. Hans Mund stod aaben.

«Jeg gentager,» vedblev Nagel højt og langsomt, «at jeg giver Dem en Tikrone forat slaa Deres Glas i den Hvalps Hoved. Jeg holder Pengene her i Haanden. De skal heller ikke være bange for Følgerne.» Og Nagel holdt virkelig en Tikrone frem og lod Minutten se den.

Men Minutten bar sig besynderligt ad. Han stak med en Gang af til en Krog af Kaféen, løb med sine smaa, forvredne Skridt hen til denne Krog og satte sig der, uden at svare. Han sad med ludende Hoved og skuled til alle Sider, idet han flere Gange trak Knæerne op under sig som i Angst.

Nu gik Døren op, og Værten kom tilbage. Han begyndte at pusle med sine egne Sager borte ved Disken og gav ikke Agt paa, hvad der passered omkring ham. Først da Fuldmægtigen pludselig sprang ivejret og løfted begge Armene op med et rasende, næsten tyst Raab foran Nagel, blev Værten opmærksom og spurgte:

«Hvad i Alverden …?»

Men ingen svared noget. Fuldmægtigen slog to Gange vildt ud fra sig, men stødte hver Gang mod Nagels Knytnæver. Han kom ingen Vej; hans Uheld opirred ham, og han slog dumt ret ud i Luften, som om han vilde holde sig 26alting fra Livet; endelig drev han selv sidelænds henimod Bordene, tumled i en Taburet og faldt helt paa Knæ. Han pusted højt, den hele Skikkelse var ukendelig af Raseri; ovenikøbet havde han banket sine Arme tildøde mod disse to spidse Knytnæver, der stak ivejret overalt, hvor han slog. Nu blev der almindelig Tumult i Kaféen, Bondekonen og hendes Følge flygted mod Dørene, mens de andre raabte i Munden paa hinanden og vilde lægge sig imellem. Endelig rejser Fuldmægtigen sig igen og gaar henimod Nagel; han standser og skriger med Hænderne strakt ret frem, skriger stakaandet og i latterlig Fortvivlelse over ikke at finde Ord:

«Din fordømte … Fan sværte dig, din Laps!»

Nagel saa paa ham og smilte, traadte hen til Bordet, tog Fuldmægtigens Hat og rakte ham den med et Buk. Fuldmægtigen rev Hatten til sig og vilde i sit Raseri kyle den tilbage, men betænkte sig og satte den paa Hovedet med et Smæld. Derpaa vendte han sig om og gik ud af Døren. Han havde to svære Buler i sin Hat, da han gik, og fik derved et komisk Udseende.

Nu trængte Værten sig frem og forlangte Forklaring. Han henvendte sig til Nagel, greb ham i Armen og sagde:

27«Hvad er det, som foregaar her? hvad skal dette betyde?»

Nagel svared:

«Aa, vil De ikke lade være at gribe mig i i Armen; jeg løber ikke bort. Forresten er det ikke noget, som foregaar her; jeg har fornærmet den Mand, som just gik ud, og han vilde forsvare sig, der er intet at sige paa det, alt er i Orden.»

Men Værten blev vred og stamped i Gulvet.

«Ingensomhelst Kvalm!» raabte han, «ingensomhelst! Vil De holde Styr, saa faar De gaa ud paa Gaden; men herinde vil jeg ikke paa nogen Maade vide af det. Jeg mener Folk blir gale!»

«Ja, det er godt!» afbryder et Par af Gæsterne, «men vi saa det hele.» Og med Godtfolks Trang til at holde med den for Øjeblikket sejrende, tager de ganske ubetinget Parti for Nagel. De forklared Værten hele Sammenhængen.

Nagel selv trak paa Skuldrene og gik hen til Minutten. Uden nogen Indledning spurgte han den lille graahaarede Nar:

«Men i hvilket Forhold staar De til den Fuldmægtig, eftersom han kan behandle Dem paa den Maade?»

«Snak ikke!» svarer Minutten; «jeg staar ikke i nogetsomhelst Forhold til ham, han er 28mig fremmed. Jeg har blot danset for ham engang paa Torvet for ti Øre. Forøvrigt driver han altid Spas med mig.»

«De danser altsaa for Folk og tager Betaling for det?»

«Ja, nu og da. Men det er ikke ofte, det er kun naar jeg trænger disse ti Øre og ikke kan opdrive dem paa anden Maade.»

«Hvad bruger De da Pengene til?»

«Jeg kan have mangt at bruge Penge til. Jeg er for det første en dum Mand, jeg er lidet begavet, og det er ikke godt for mig. Da jeg var Sjømand og ernæred mig selv, gik det i alle Dele bedre; men saa fik jeg en Skade, jeg faldt ned fra Riggen og fik Brok, og siden har jeg ikke kunnet slaa mig godt igennem. Jeg faar min Mad og desuden alt, hvad jeg trænger, af min Onkel; jeg bor ogsaa hos ham og har det godt, ja, Overflod af alt, for min Onkel har en Kulhandel, som han lever af. Men jeg bidrager ogsaa selv med lidt til mit Underhold, især nu om Sommeren, naar vi næsten ingen Kul faar solgt. Dette er saa sandt, som jeg nu sidder og forklarer det. Der er de Dage, da ti Øre kommer vel med, jeg køber altid noget for dem og bringer det hjem. Men hvad Fuldmægtigen angaar, da morer det ham at se mig danse, netop fordi jeg har Brok og ikke kan danse ordentligt.»

29«Er det altsaa med Deres Onkels Vilje, at De saaledes danser for Betaling paa Torvet?»

«Nej, nej, det er det ikke, det maa De endelig ikke tro. Han siger ofte: Væk med disse Bajadspenge! Ja, han kalder det mangen Gang Bajadspenge, naar jeg kommer med mine ti Øre, og skælder mig Huden fuld, fordi Folk har mig tilbedste.»

«Naa, dette var altsaa det første. Nu det andet?»

«Hvadbehager?»

«Nu det andet?»

«Det forstaar jeg ikke.»

«De sagde, at De for det første var en dum Mand; naa, men nu for det andet?»

«Ja, sagde jeg det, saa beder jeg om Undskyldning.»

«De er altsaa bare dum?»

«Jeg beder oprigtigt om Tilgivelse.»

«Var Deres Fader Præst?»

«Ja, min Fader var Præst.»

Pause.

«Hør,» siger Nagel, «hvis De ikke har noget at forsømme med det, saa lad os gaa op til mig en Stund, op paa mit Værelse, vil De det? Røger De Tobak? Godt! Ja, værsaagod, jeg bor ovenpaa. Jeg er meget taknemmelig for, at De vil se op til mig.»

30Til stor Forundring for alle gik Nagel og Minutten op i anden Etage, hvor de blev sammen hele Aftenen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.