XV.

I de følgende to tre Dage var Nagel fraværende fra Byen. Han var rejst en Tur med Dampskibet, og hans Værelse i Hotellet stod aflaaset. Ingen vidste, hvor han opholdt sig; men han var stegen ombord i et nordgaaende Skib og var kanske rejst blot for sin Adspredelses Skyld.

Da han kom tilbage en Morgen tidlig, endnu før Byen var paa Benene, saa han bleg og forvaaget ud; han gik alligevel ikke op i Hotellet, men spadsered først frem og tilbage 344paa Kajen en god Stund, derpaa slog han ind paa en splinterny Vej udover til Indviken, hvor det just begyndte at ryge fra Dampmøllens Skorsten.

Han var ikke længe borte og drev aabenbart blot forat slaa et Par Timer ihjæl. Da Trafiken begyndte paa Torvet, var han der; han stod ved Posthusets Hjørne og iagttog med Opmærksomhed hver kommende og gaaende, og da han saa Martha Gudes grønne Skørt, traadte han frem og hilste.

Undskyld, hun havde kanske glemt ham? Hans Navn var Nagel, det var ham, som havde budt paa Stolen, den gamle Stol. Kanske havde hun allerede solgt den?

Nej, hun havde ikke solgt den.

Godt; Og der havde vel ikke været nogen anden hos hende og skruet Prisen op? Ingen Liebhabere?

Jo. Men …

Hvad? Virkelig? Der havde været andre? Hvad siger De, en Dame? Ja, disse fordærvelige Kvindfolk, de skulde nu stikke sin Snude ind allevegne! Hun havde altsaa faaet Nys om denne Raritet af en Stol, og straks skulde hun slaa den under sig. Jo, det var Fruentimmernes sædvanlige Fremgangsmaade. Men hvad bød hun saa, hvor højt gik hun? Jeg siger Dem, 345jeg slipper ikke Stolen for nogen Pris, Fan søkke mig, om jeg gør!»

Martha blev forfjamset over hans Voldsomhed og skyndte sig at svare:

«Nej, nej, De skal ogsaa faa den, med Fornøjelse.»

«Maa jeg saa faa Lov til at komme til Dem iaften ved Ottetiden og afgøre Sagen?»

Ja, det kunde han kanske. Men maatte hun ikke heller sende ham Stolen til Hotellet? Saa var det atgjort …

Aldeles ikke, slet ikke, det tillod han ikke paa nogen Maade. En saadan Ting skulde behandles varsomt og af vante Hænder; han taalte rent ud sagt ikke, at en Fremmed saa paa den engang. Klokken otte skulde han være der. Hør, det faldt ham ind: ingen Støveklud paa den, ingen Vask, for Guds Skyld! Ikke en Draabe Vand! …

Nagel gik straks op i Hotellet, hvor han lagde sig fuldt paaklædt paa sin Seng og sov i et Træk tungt og roligt til henad Aften.

Saasnart han havde spist tilaftens, begav han sig ned til Kajen, til Martha Gudes lille Hus. Klokken var otte; han banked paa og gik ind.

Stuen var nylig vasket, Gulvet var rent og Vinduerne pudsede; hun selv havde endog taget 346et Perlebaand om Halsen. Det var klart, at han var ventet.

Han hilste, satte sig og begyndte straks Forhandlingerne. Hun gav sig ingenlunde over nu heller, tvertimod, hun var paastaaeligere end nogensinde og vilde stadig give ham Stolen for intet. Endelig slog han sig rasende, trued med at kaste hende fem Hundrede Kroner i Ansigtet og løbe sin Vej med Stolen. Ja, det havde hun fortjent! Han havde aldrig truffet Magen til Ufornuft i sine Dage, og han spurgte med Slag i Bordet, om hun var splittergal.

«Ved De hvad,» sagde han og saa skarpt paa hende, «Deres Modstand begynder virkelig at gøre mig mistænksom. Sig mig oprigtigt: Stolen er dog vel ærligt bekommet? Ja, for jeg skal sige Dem, jeg har med alle Sorter Folk at gøre, og man kan aldrig være forsigtig nok. Er Stolen kommet i Deres Besiddelse ved noget Slags Fusk eller Tvetydighed, saa tør jeg ikke befatte mig med den. Jeg beder Dem forresten tilgive mig, hvis jeg misforstaar Deres Vægring.»

Og han besvor hende kraftigt at sige ham Sandheden.

Forvirret ved denne Mistanke, halvt bange og halvt saaret retfærdiggjorde hun sig straks: Stolen var hjemført af hendes Bedstefader og havde siden været i Familjens Eje i et Hundrede Aar; han skulde ikke tro, at hun skjulte noget 347desangaaende. Hun begyndte at faa Taarer i Øjnene.

Godt, saa vilde han virkelig have en Ende paa dette Vrøvl, og dermed Punktum! Han tog efter Lommebogen.

Hun gjorde et Skridt frem som forat hindre ham endnu engang; men han lagde, uden at lade sig forstyrre, de to røde Sedler paa Bordet og slog Lommebogen igen.

«Værsaagod!» sagde han.

«Giv mig ialfald bare femti Kroner!» bad hun. Og hun var i denne Stund saa raadløs, at hun strøg ham to Gange over Haaret, da hun bad ham herom, bare forat faa ham til at give efter. Hun vidste næppe selv, hvad hun gjorde; men hun strøg ham over Haaret og bad ham atter om at slippe blot med femti Kroner. Det tossede Menneske var endnu vaad i Øjnene.

Han rejste Hovedet og saa paa hende. Dette hvidhaarede Fattiglem, Pige i firti Aar, med et sort, glødende Blik endnu og alligevel med et Væsen, der minded om en Nonne, denne sære og fremmedartede Skønhed virked paa ham og fik ham for et Øjeblik til at vakle. Han tog hendes Haand, klapped den og sagde: «Gud, hvor De er rar, kære!» Men i det samme rejste han sig hurtigt op fra sit Sæde og slap hendes Haand.

348«Saa haaber jeg, De ikke har noget imod, at jeg tager Stolen med mig nu med det samme,» sagde han.

Og han tog Stolen til sig.

Hun var aabenbart ikke længer bange for ham; da hun saa, at hans Hænder blev smudsige ved Berøringen af det gamle Møbel, greb hun straks i Lommen og rakte ham sit Lommetørklæde at tørre sig med.

Pengene laa endnu paa Bordet.

«Apropos,» sagde han, «tillad mig at spørge Dem om det ikke er bedst, at De beholder Historien om denne Handel saa meget som muligt for Dem selv? Det er dog ikke værd, at hele Byen har Rede paa den; vel?»

«Nej,» sagde hun tankefuld.

«I Deres Sted vilde jeg gæmme Pengene straks. Eller jeg vilde egentlig først hænge noget foran Vinduet. Tag det Skørt der?»

«Det blir vel saa mørkt?» sagde hun. Men hun tog alligevel Skørtet og hængte det op, og han hjalp hende hermed.

«Dette burde vi forresten helst have gjort straks,» sagde han saa; «det kunde blive galt, om Folk saa mig herinde.»

Til dette svared hun intet; hun tog Pengene paa Bordet, rakte ham sin Haand og bevæged Læberne, men fik ikke et Ord frem.

349Mens han endnu staar der og holder hendes Haand, siger han med en Gang:

«Hør, maa jeg spørge Dem: det er kanske noksaa haardt for Dem at slaa Dem igennem, jeg mener uden Hjælp, uden Understøttelse … ja, De har kanske lidt Understøttelse?»

«Ja.»

«Ja, kære tilgiv mig, at jeg spørger! Det faldt mig ind, at hvis man kommer under Vejr med, at De har nogle Penge, saa faar De ikke alene ingen Understøttelse mere, men Deres Penge blir endog beslaglagte, simpelthen beslaglagte. Det gælder derfor at holde vor Handel hemmelig for enhver; forstaar De nu dette? Jeg vil bare raade Dem som praktisk Mand. De siger ikke til en levende Sjæl, at vi har havt dette Mellemværende … Det gaar forresten op for mig, at jeg bør give Dem mindre Sedler, saa De slipper at veksle.»

Alting tænker han over, hver Tilfældighed. Han sætter sig igen og tællertæller] rettet fra: tælller (trykkfeil) de smaa Sedler op. Han tæller ikke nøje, han giver hende alle de Smaasedler, han har, tager paa Slump og ruller Bunken sammen.

«Saa, gæm dem nu!» siger han.

Og hun vender sig bort, hægter Livstykket op og gæmmer Pengene paa sit Bryst.

Men da hun er færdig med dette, rejser 350han sig endnu ikke, han blir siddende og siger ligesom tilfældigt:

«Hvad det var, jeg vilde sagt, – De kender kanske Minutten?»

Og han lagde Mærke til, at hendes Ansigt begyndte at blusse.

«Jeg har truffet ham nogle Gange,» fortsætter Nagel, «jeg holder meget af ham, han er vist saa tro som Guld. For Øjeblikket har han i Kommission fra mig at skaffe mig en Violin, og det gør han nok, tror De ikke? Naa, De kender ham kanske ikke?»

«Jo.»

«Aa, jo, det er jo sandt, han fortalte mig, at han havde købt nogle Blomster hos Dem til en Begravelse, til Karlsens Begravelse. Sig mig, De kender ham kanske noksaa godt? Hvad er Deres Mening om ham? De tror dog vel ialfald, at han kan udføre den Kommission tilfredsstillende? Naar man har med saa mange Mennesker at gøre, maa man undertiden spørge sig for. Jeg har engang tabt en Sum Penge netop ved, at jeg stoled blindt paa en Mand, uden at forhøre mig om ham; det var i Hamburg.»

Og Nagel fortæller af en eller anden Grund Historien om den Mand, som han havde tabt Penge paa. Martha staar fremdeles foran ham 351og støtter sig ind til Bordet; hun er urolig, hun siger tilsidst ganske hæftigt:

«Nej, nej, tal ikke om ham!»

«Hvem skal jeg ikke tale om?

«Om Johannes, om Minutten.»

«Hedder Minutten Johannes?

«Ja, Johannes.»

«Hedder han virkelig Johannes?»

«Ja.»

Nagel tier. Denne simple Oplysning, at Minutten hedder Johannes, giver hans Tanke et ligefremt Stød, forandrer endog for et Øjeblik Udtrykket i hans Ansigt. En Stund sidder han ganske maalløs, saa spørger han:

«Og hvorfor kalder De ham Johannes? Ikke Grøgaard, ikke Minutten.»

Hun svarer forlegent og slaar Øjnene ned:

«Vi har kendt hinanden fra Børn …»

Pause.

Nu siger Nagel halvt spøgende og med den højeste Grad af Ligegyldighed:

«Ved De, hvad jeg har faaet Indtryk af? At Minutten egentlig maa være stærkt forelsket i Dem. Jo, det har virkelig slaaet mig, det er sandt. Og det forbauser mig ikke meget, skønt jeg maa tilstaa, at Minutten er noget dristig da. Ikke sandt, han er for det første ikke nogen Yngling mere, dernæst er han jo ogsaa noget vanfør. Men Herregud, Kvinderne er ofte saa 352underlige; stikker det dem, gaar de gærne hen og kaster sig totalt væk af fri Vilje, ja, med Glæde, med Henrykkelse. He-he-he, saaledes er Kvinderne. I 1886 saa jeg det Særsyn, at en ung Dame af mit Bekendtskab simpelthen gifted sig med sin Faders Visergut. Jeg skal aldrig glemme det. Han var Volontør i Forretningen, et Barn, seksten sytten Aar, uden Spor af Skæg; men smuk var han, ja, aldeles dejlig, det maa jeg tilstaa. Men dette færske Barn kasted hun sig over med en rasende Kærlighed og trak afsted med ham til Udlandet. Et halvt Aars Tid efter kom hun tilbage, og nu var Kærligheden borte. Ja, er det ikke sørgeligt; men Kærligheden var borte! Nej, saa keded hun Livet af sig i nogle Maaneder, gift var hun og forsaavidt ude af Sagaen; hvad skulde hun gøre? Saa slaar hun i Bordet og knipser til Alverden, hun blir rigtig vidløftig, begynder saa at sige, at gaa i Svang blandt Studenter og Handelsbetjente og ender med at hedde La Glu. Det var til at ynkes over! Men endnu engang forbauser hun Menneskene: da hun havde moret sig et Par Aar paa denne fortræffelige Maade, begynder hun pludselig en Dag at skrive Noveller, hun blir Forfatterinde, og man sagde, hun havde stort Talent. Hun var utrolig lærenem, disse to Aar blandt Studenter og Handelsbetjente havde modnet hende i en overordentlig Grad 353og lært hende Knebet med at skrive; fra den Dag af skrev hun saa de mest udmærkede Ting. Ja, det var et Pokkers Fruentimmer! … Naa, men saaledes er I Kvinder. Ja, De ler, men De tør ikke benægte det, ikke ligefrem; en Visergut paa sytten Aar kan gladelig gøre Dem tossede. Jeg er saa sikker paa, at Minutten behøver ikke at gaa alene gennem Verden han heller, hvis han umager sig lidt, lægger sig lidt i Sælen. Han har nemlig noget ved sig, som endog kan slaa et Mandfolk, ja, slaa mig: hans Hjærte er saa udfordrende rent, og der findes ikke Svig i hans Mund. Ikke sandt, De kender ham ud og ind og ved, at det er saa? Men hvad skal man derimod sige om hans Onkel, Kulhandleren? En gammel Lurbroder, har jeg tænkt mig, en usympatisk Person. Jeg har det Indtryk, at det egentlig er Minutten, som holder hele den Forretning ivejret. Men da spørger jeg: hvorfor skulde han saa ikke ogsaa kunne holde en egen Forretning ivejret? Kortsagt: Minutten er istand til hvad Dag det skal være at forsørge en Familje … De ryster paa Hovedet?»

«Nej, jeg rysted ikke paa Hovedet.»

«Naa, saaledes, De blir utaalmodig og ked af dette Snak om en uvedkommende Mand, og det har De ogsaa god Grund til … Hør, med det samme, jeg husker det, – ja, De skal ikke blive vred for det, jeg vil virkelig bare hjælpe 354Dem paa bedste Maade –: De bør stænge Deres Dør rigtig godt om Nætterne! De ser saa angst paa mig; kære Dem, vær ikke bange og fat heller ingen Mistanke til mig. Jeg vilde ene og alene sige Dem, at især nu, naar De har Penge at passe paa, bør De ikke tro nogen altfor godt. Jeg har ikke just hørt, at det skal være utrygt i Byen; men man kan ikke være nok forsigtig. Ved Totiden ved De er det temmelig mørkt her omkring, og netop ved Totiden har jeg hørt mistænkelig Støj endog udenfor mine Vinduer. Ja, ja, De blir vel ikke vred, fordi jeg har givet Dem dette Raad? … Farvel da! Jeg glæder mig over, at jeg har faaet fravristet Dem Stolen tilsidst. Farvel, kære!»

Dermed trykked han hendes Haand. I Døren vendte han sig endnu engang om og sagde:

«Hør, De maa helst sige, at jeg har givet Dem et Par Kroner for Stolen. Men ikke mer, ikke en Skilling mer, for saa blir det beslaglagt, husk paa det. Ikke sandt, det kan jeg lide paa?»

«Ja,» svared hun.

Han gik og tog Stolen med sig. Han straaled over hele Ansigtet, fniste og lo højt, som om han havde udført en fiffig Skøjerstreg. «Gud bevare mig, hvor hun nu sidder og er glad!» sagde han oprømt. «He-he, hun faar næppe sove inat for bare Rigdom!» …

355Da han kom hjem, sad Minutten og vented paa ham.

Minutten kom fra Prøve og havde en Pakke Plakater under Armen. Jo, Tableauerne tegned til at blive i høj Grad vellykkede; de skulde forestille Scener fra Historien og fremstilles i forskelligfarvet Lys; han selv havde en Statistrolle.

Og hvornaar skulde Basaren begynde?

Den skulde aabnes Torsdag, det var den 9de Juli, Dronningens Fødselsdag. Men allerede iaften skulde Minutten hænge Plakater op paa alle mulige Steder; man havde endog faaet Lov til at klæbe en op paa Kirkegaardsporten … Forresten var han kommet forat give Besked angaaende den Violin. Det havde ikke været ham muligt at faa fat paa nogen; den eneste brugbare Violin i Byen var ikke tilsalgs, den tilhørte Organisten, som skulde bruge den paa Basaren; han havde et Par Numre at spille.

Naa, saa var der ingenting at gøre ved det.

Minutten belaver sig paa at gaa. Idet han allerede staar med Huen i Haanden, siger Nagel:

«Men skal vi ikke tage os et stille Bæger? Jeg skal sige Dem, jeg er lidt glad iaften, der har hændt mig noget lykkeligt. Ved De, jeg er endelig med megen Anstrængelse kommet i Besiddelse af et Stykke Møbel, som ingen Samler 356i Landet har Magen til, det er jeg sikker paa; det er denne Stol hér. Se paa den! Forstaar De Dem paa en Perle, en aldeles enestaaende Hollænder? Jeg sælger den ikke for en Formue, ved Gud, om jeg gør! Og i den Anledning vilde jeg saa gærne drikke et Glas med Dem, hvis De ikke har noget imod det. Maa jeg ringe? Ikke? Men de Plakater kan De jo slaa op imorgen … Nej, jeg kan slet ikke glemme mit store Held idag! De ved kanske ikke, at jeg er Samler, etter fattig Lejlighed, og at jeg opholder mig her ogsaa forat snuse op Sjældenheder? Jeg har maaske heller ikke fortalt Dem om mine Kobjælder? Nej, men Herregud, saa har De jo ikke noget Begreb om, hvad jeg er for en Mand. Naturligvis er jeg Agronom, men jeg har jo ogsaa mine Interesser ved Siden af. Jo, jeg har til Dato to Hundrede og syv og seksti Kobjælder; det er ti Aar, siden jeg begyndte at bringe dem sammen, og nu har jeg Gudskelov en Samling af høj Rang. Og denne Stol hér, ved De, hvorledes jeg fik Kloen i den? Tilfældighed, Svineheld! Jeg gaar paa Gaden en Dag, jeg passerer et lidet Hus nede ved Kajen, og af gammel Vane kiger jeg lidt paa Sned ind igennem Vinduet, idet jeg gaar forbi. Saa holder jeg med engang inde, jeg faar Øje paa Stolen og ser straks, hvad den er værd. Jeg banker paa og træder ind i Huset, en aldrende, 357hvidhaaret Dame tager imod mig … ja, hvad var det nu hun hedte? Naa det kan nu ogsaa være det samme, De kender hende kanske ikke alligevel; Frøken Gude var det vist, Martha Gude eller sligt noget … Vel, hun vægrer sig ved at blive af med Stolen, men saa længe lirker jeg jo, at jeg faar et bestemt Løfte paa den, og idag henter jeg den saa til mig. Men det bedste af alt er, at jeg har faaet den for intet, hun gav mig den gratis; ja, jeg slængte jo et Par Kroner paa Bordet, forat hun ikke skulde have noget at angre; men Stolen er værd Hundreder. Dette beder jeg Dem om at beholde for Dem selv; man vil jo nødig faa et daarligt Ord paa sig. Jeg har heller intet at bebrejde mig; den Frøken forstod sig ikke paa Handelen, og jeg, som var Fagmand og Køber, havde ingen Forpligtelse paa mig til at se paa hendes Fordel. Ikke sandt, man skal dog ikke være dum, man skal passe sit Snit, det er Kampen for Tilværelsen … Men kan De saa afslaa at drikke et Glas Vin, naar De hører, hvordan det hænger sammen?»

Minutten holdt paa, at han maatte afsted.,

«Det er kedeligt,» fortsætter Nagel. «Jeg havde glædet mig til at faa en Passiar med Dem; De er det eneste Mandfolk paa Stedet, som min Interesse vækkes for, saasnart jeg ser Dem, den eneste, som jeg saa at sige bryder mig om at 358holde et lidet Øje med. He-he, holde Øje med, altsaa. De hedder jo ovenikøbet Johannes? Min kære Ven, det har jeg vidst lenge, uden at nogen har fortalt mig det før iaften … Ja, lad mig nu bare ikke skræmme Dem igen. Det er dog en skammelig Ulykke ved mig, at jeg altid gør Folk bange for mig. Jo, nægt det ikke, De stirred virkelig lidt forfærdet paa mig et Øjeblik, uden at jeg just vil sige, at der ogsaa gik et Ryk gennem Dem …»

Nu var Minutten kommet til Døren; han syntes at ville gøre kort Proces og forlade Huset straks; Samtalen blev ogsaa mere og mere uhyggelig.

«Er det den 6te Juli idag?» spørger Nagel pludselig.

«Ja,» svarer Minutten, «det er den 6te Juli.» Dermed lægger han Haanden paa Dørvrideren.

Nagel gaar langsomt hen til ham, gaar ham tæt ind paa Livet, stirrer ham ind i Ansigtet og lægger samtidig sine Hænder bag paa Ryggen. Mens han staar i denne Stilling, siger han med hviskende Stemme:

«Og hvor var De henne den 6te Juni?»

Minutten svarer ikke, ikke et Ord. Slagen af Rædsel for disse stirrende Øjne og den hemmelighedsfulde Hvisken; ude af Stand til at forstaa dette lille desperate Spørgsmaal om en Dag, en Dato for en Maaned siden, river 359han hastigt Døren op og tumler ud paa Gangen. Her svirrer han rundt et Øjeblik og finder ikke Trappen, og imens staar Nagel i Døren og raaber til ham:

«Nej, nej, dette er galt; jeg beder Dem glemme det! Jeg skal forklare Dem det en anden Gang, en anden Gang …»

Men Minutten hørte ingenting, han var allerede nede i Gangen, før Nagel havde talt ud, og derfra sprang han – uden at se tilhøjre eller venstre – ud paa Gaden, nedad Torvet, hen til den store Vandpost, hvor han slog ind i den første den bedste Sidegade og forsvandt.

En Times Tid senere – Klokken var ti – tændte Nagel en Cigar og gik ud. Byen var endnu ikke gaaet til Hvile; paa Vejen henimod Præstegaarden saaes en Mængde Spadserende, der bevæged sig frem og tilbage i sagte Gang, og rundt omkring i Gaderne genlød endnu Latter og Raab fra legende Smaabørn. Koner og Mænd sad ude paa Trapperne og talte sagte med hinanden i den milde Aften; nu og da raabte de over Gaden til Naboer og fik et venligt Svar tilbage.

Nagel gik nedover mod Bryggerne. Han saa Minutten gaa og klæbe Plakater op paa Posthuset, paa Banken, paa Skolen og paa Fængslet. Hvor han gjorde det nøjagtigt og 360samvittighedsfuldt! Hvor han lagde god Vilje til og skøtted ikke om Tiden, skønt han kunde trænge at gaa til Ro! Nagel gik ham tæt forbi og hilste, men standsed ikke.

Da han var kommet næsten ned til Bryggerne, blev han tiltalt af en Stemme bag sig; Martha Gude standser ham og siger ganske forpustet:

«Undskyld! De har givet mig formange Penge.»

«Godaften!» svarer han. «Tager ogsaa De Dem en Spadsertur?»

«Nej, jeg har været oppe i Byen, udenfor Hotellet, jeg har ventet paa Dem. Ja, De har givet mig formange Penge.»

«Hør, skal vi nu begynde denne Komedie igen?»

«Men De har talt fejl!» raaber hun bestyrtet; «der var mer end to Hundrede.»

«Naa, saaledes! Jasaa, der var virkelig nogle Kroner formeget, et Par Kroner mer end to Hundrede? Godt, det kan De jo give mig tilbage da.»

Hun begynder at knappe sit Livstykke op, men holder med engang inde, ser sig omkring og ved ikke, hvad hun skal gøre. Saa bad hun igen om Undskyldning: der var saa mange Folk, hun kunde kanske ikke tage Pengene op 361her paa Gaden, hun havde dem saa vel forvaret …

«Nej,» skyndte han sig at svare, jeg kan jo hente dem, lad mig bare hente dem.»

Og de gik sammen hjem. De mødte flere Mennesker, som saa paa dem med nysgærrige Øjne.

Da de var komne ind i hendes Stue, satte Nagel sig ved Vinduet, hvor han før havde siddet, og hvor Skørtet fremdeles hang som Gardin. Mens Martha pusled med at finde Pengene frem, sagde han intet; først da hun var færdig og rakte ham disse Par Smaasedler, nogle slidte og afblegede Tikroner, som endnu var varme af hendes Bryst, og som hendes Ærlighed havde forbudt hende at have hos sig endog blot Natten over, talte han til hende og bad hende om at beholde Pengene.

Men nu syntes hun atter, ligesom engang tidligere, at faa Mistanke til hans Hensigt; hun saa usikkert paa ham og sagde:

«Nej … jeg forstaar Dem ikke …»

Han rejste sig brat.

«Men jeg forstaar udmærket godt Dem,» svared han, «derfor rejser jeg mig og gaar til Døren. Er De saa beroliget?»

«Ja … Nej, De maa ikke staa ved Døren.» Og hun strakte virkelig begge Arme lidt ud, 362som forat faa ham tilbage. Den besynderlige Pige var altfor bange forat gøre nogen imod.

«Jeg har en Bøn til Dem,» sagde Nagel saa, men han satte sig stadig ikke; «De kunde gøre mig en stor Glæde, hvis De vilde, ja, og jeg skulde nok huske Dem det paa en eller anden Maade: jeg vilde bede Dem om at møde op paa Basaren Torsdag Aften. Vil De gøre mig den Fornøjelse? Det vil adsprede Dem, der er mange Mennesker, meget Lys, Musik, Tableauer; aa, gør det, De vil ikke angre paa det! De ler; hvorfor ler De? Gud, hvilke hvide Tænder De har, Menneske!»

«Jeg kan jo ikke gaa nogen Steder,» svared hun; «nej, hvor kunde De tro, at jeg kan gaa did? Og hvorfor skulde jeg gøre det, hvorfor vil De have mig til det?»

Han forklared hende det hele aabent og ærligt: det var et Indfald af ham, han havde længe tænkt paa det, allerede for et Par Uger siden var Tanken opstaaet hos ham, men han havde glemt den igen lige til nu. Hun skulde blot møde op, hun skulde være med der, han vilde se hende der; om hun ønsked det saa, skulde han slet ikke tale til hende engang, saa hun skulde ingen Plage have af ham, det var ikke Meningen. Det vilde blot glæde ham at finde hende engang sammen med andre, at høre 363hende le, se hende være rigtig ung. Kære, hun maatte absolut gaa!

Han saa paa hende. Hvor hendes Haar var afstikkende hvidt og hendes Øjne mørke! Hun pilled med den ene Haand paa Knapperne i sit Kjoleliv, og denne Haand, en svag, langfingret Haand, var lidt graa i Farven, den var kanske heller ikke rigtig ren, men gjorde et mærkelig kydsk Indtryk. Opad Haandleddene løb to blaa Aarer.

Ja, sagde hun, det kunde kanske blive morsomt; men hun havde ikke engang Klæder, ikke engang en Kjole til en saadan Aften …

Han afbrød hende: der var endnu tre Arbejdsdage at løbe paa; man kunde skaffe sig hvad det skulde være inden Torsdag. Jo, der var Tid nok! Skulde det saa være en Aftale?

Og lidt efter lidt gav hun efter.

Ja, for man maatte ikke begrave sig helt, sagde han; det havde man bare Tab af. Og desuden, med hendes Øjne, hendes Tænder, nej, det var Synd! Og de Smaasedler dér paa Bordet skulde gaa til Kjole, jo, jo, ikke noget Snak! Saa meget mere som det var hans Paafund og det havde kostet hende Overvindelse at føje ham.

Han sagde Godnat som sædvanlig, kort og godt, uden at give hende blot den svageste Grund til Uro. Men da hun fulgte ham ud i 364Gangen, var det hende selv, som endnu engang rakte ham Haanden og takked ham, fordi han havde indbudt hende til denne Basar. Det havde ikke hændt hende paa mange, mange Aar, det var bleven saa uvant for hende; ja, hun skulde nok opføre sig pent …

Det store Barn, hun loved endog at opføre sig pent!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.