XIII.

Et Par Dage gik.

Nagel holdt sig hjemme, drev om med mørke Miner og saa forpint og lidende ud; hans Øjne var paa disse to Dage blevne ganske matte. Han talte heller ikke til nogen, ikke engang til Folk i Huset. Han havde en Klud viklet om sin ene Haand; en Nat, han som sædvanlig havde været ude til henad Morgenstunden, kom han hjem med sin Haand i Lommetørklædet; de to Saar, han havde, sagde han, at han havde faaet ved at falde over en Harv, der var henslægt paa Bryggekajen.

Torsdag Morgen regned det, og det uhyggelige Vejr gjorde hans Sindsstemning end mere trykket. Da han imidlertid havde læst Aviserne paa Sengen og moret sig over en livlig Scene i det franske Deputeretkammer, knipsed han pludselig i Fingrene og sprang op. Pokker skulde sture! Verden var vid, var rig, var lystig, Verden var skøn; kom ikke der!»

287Han ringte, førend han endnu var fuldt paaklædt, og underretted Sara om, at han agted at se nogle Mennesker hos sig om Aftenen, en seks syv Stykker, som kunde holde lidt Liv paa Jorderige, glade Sjæle, Doktor Stenersen, Sagfører Hansen, Adjunkten og saa videre.

Han sendte straks Indbydelser ud. Minutten svared, at han kom; Fuldmægtig Reinert blev ogsaa buden, men han udeblev. Klokken fem om Aftenen var alle samlet i Nagels Værelse. Da det fremdeles regned og var mørkt i Vejret, blev Lampen tændt og Gardinerne nedrullet.

Og saa begyndte Bakkanalet, en Svir og en kostbar Helvedes Halløj, som hele Byen talte om i flere Dage bagefter …

Straks Minutten traadte indad Døren gik Nagel hen til ham og bad om Undskyldning for, at han havde vrøvlet saa altfor meget, da de sidst var sammen. Han tog Minuttens Haand og trykked den hjærteligt, han forestilled ham ogsaa for den unge Student Øjen, som var den eneste, der ikke kendte ham. Minutten trak Nagel afsides og takked ham hviskende for den nye Bukse, som han alt havde taget paa; den passed saa udmærket til Frakken, den nye Frakke, og den kom nok til at vare hans Tid ud, hele Livet, aa, jo, hele Livet.

«Men De har ingen Vest endnu?»

288«Nej, men det behøves heller ikke. Jeg er ingen Greve, jeg forsikkrer Dem, jeg har ikke Brug for en Vest.»

Doktor Stenersen havde knust sine Briller og brugte nu en Lorgnet uden Snor, som faldt af hvert Øjeblik.

«Nej, man kan nu sige, hvad man vil,» sagde han, «saa er det en Frigørelsens Tid, vi lever i. Se nu bare paa Valgene. Og sammenlign dem med Valgene forrige Gang.»

Allesammen drak tæt, Adjunkten begyndte alleredeallerede] rettet fra: allererede (trykkfeil) at sige Enstavelsesord, og det var et sikkert Tegn. Men Sagfører Hansen, som ganske bestemt havde drukket nogle Glas allerede før han kom, begyndte som sædvanlig at modsige Doktoren og gøre Vrøvl:

Hansen var for sin Part Socialist, om han saa maatte sige: lidt videregaaende. Han var ikke meget tilfreds med Valgene; hvad Slags Frigørelse røbed de i Grunden, kunde nogen sige ham det? En Oftedøl for en Højremand, det var hele Fremskridtet, saa at sige en Kanin for et Krettur. Gaa til Helvede! Jo, det var en dejlig Frigørelsens Tid! Laa ikke endog en Mand som Gladstone og bekriged usselt Parnell af moralske Grunde, af latterlige bifmoralske Grunde? Aa, jo, man maatte sige, det var glædelige Tegn! Gaa til Helvede!

289«Men hvad Fan er det for Snak?» skreg Doktoren straks. «Skal der ikke være Moral i Tingene?» Naar Folk hørte, at der ikke var Moral i Tingene, hvormange var der da, som turde bide paa dem? Man maatte narre og fuske Folk fremad i Udvikling, og man maatte stadig holde Moralen i Ære. Doktoren holdt meget paa Parnell, men naar Gladstone fandt ham umulig, saa maatte man vel kanske indrømme, at den Mand forstod sig lidt paa det. Ja, han vilde naturligvis undtage Hr. Nagel, sin ærede Vært, som ikke engang kunde tilgive, at Gladstone havde rent Mel i Posen. Ha-ha-ha, aa, du gode Gud! … «Apropos, Hr. Nagel,» sagde han, «De har jo ikke stort tilovers for Tolstoy heller? Jeg hørte virkelig af Frøken Kielland, at De ogsaa havde Deres Betænkeligheder ved at anerkende ham.»

Nagel stod i Passiar med Student Øjen; han vendte sig hastig om og svared:

«Jeg husker ikke, at jeg har talt med Frøken Kielland om den Mand. Forresten anerkender jeg villigt Tolstoy som en af Tidens virksommeste Narre. Og dermed Skidt i det hele!» … Men lidt efter lagde han til: «Ikke sandt; vi maa nok have Lov til at udtrykke os lidt drøjt her iaften, hvis vi finder forgodt? Vi er jo bare Mandfolk tilstede og holder til paa en Ungkarls Hybel. Skal det være en Aftale? Jeg 290er netop i det Humør for Øjeblikket, at jeg kunde sætte Labben paa noget og knurre.»

«Værsaagod! Men naar Tolstoy er en Nar, hvor vil vi saa komme til at ende?»

«Jo, jo, lad os sige vor Mening raabte pludselig Adjunkten ogsaa. Adjunkten var just kommet paa det rette Stadium i sin Rus og skyed fra nu af intet. «Ingen Indskrænkning, Doktor, for saa læmper vi dig! Enhver har sin Mening; Stöcker for Eksempel er en evig Slyngel! Jeg skal bevise det … bevise det!»

Af dette lo allsammen, og det vared en Stund, inden de igen kunde tale om Tolstoy. Var da ikke Tolstoy en af Verdens største Digtere? Var han ikke en Rise af en Aand?

Nagels Ansigt blussed pludselig.

«En Rise af en Aand! Hans Aand er i Art og Beskaffenhed saa inderlig almindelig som vel muligt; man maa bare fraregne hans uvurderlige Egenskaber som Plogmand, hans sønderrevne Bluse, hans Læderbælte om Lænden, det vil sige Mandens plumpe Affektation, den maa man fraregne. Saa blir der tilbage en begavet Mand, ret og slet en godt begavet Mand, som skriver Bøger og missionerer. Hans Bøger er baade store og gode, men de fleste af dem kunde jo have været baade større og bedre; hans Mission er rig paa personlig Opofrelse og rig paa Reklame; men hans Lære, den er i 291Arten – i Arten er hans Lære ikke et Haar dybere og intelligentere end Frelsesarméens Hallelujasioner. Tænk Dem en Russer uden Adel, uden det gamle fornemme Navn, uden Tolstoys blanke Million Rubler, – vilde en saadan Mand være bleven saa berømt, om han havde lært nogle Bønder at lappe Sko? … Forresten ser jeg, De blir maalløse af Forskrækkelse, og det var ikke Meningen. Lad os heller juble lidt. Skaal, Hr. Grøgaard!»

Med smaa Mellemrum benytted Nagel Lejligheden til at klinke med Minutten og viste ham idet hele taget megen Opmærksomhed hele Aftenen. Endnu engang kom han tilbage til alle sine Vrøvlhistorier sidst, de var sammen, og vilde have Minutten til at glemme dem.

«Jeg for min Part blir ikke forskrækket,» sagde Doktoren. Dermed strammed han sig op.

«Jeg er virkelig stundom lidt slem til at modsige,» fortsatte Nagel, «og iaften er jeg særlig opsat derpaa. Det kommer dels af et Par ubehagelige Oplevelser, som rammed mig lidt haardt i Forgaars, dels af dette triste Vejr, som jeg slet ikke kan udstaa. Hr. Doktor, det forstaar nok De Dem paa og undskylder mig, og det er godt, for ellers vilde De kanske finde mig noget ufredelig, til Vært at være … Forat tale om Tolstoy: jeg er ikke istand til at finde hans Aand dybere end for Eksempel General Booths. 292Disse to er begge Forkyndere, ikke Tænkere, men Forkyndere. De omsætter eksisterende Produkter, populariserer en Tanke, som de forefinder færdig, folkepopulariserer den til Godtkøb og holder Styr med Verden. Men – mine Herrer – naar man skal omsætte, saa gælder det at omsætte med Profit; Tolstoy omsætter med svimlende Tab. Der var to Venner, som indgik et Væddemaal engang: den ene satte tolv Skilling paa, at han i tyve Skridts Afstand skulde skyde en Nød af den andens Haand, uden at beskadige Haanden. Godt, han skød, skød skidt, skød hele Haanden i Filler, og det med Glans. Da stønned den anden og raabte med sin sidste Kraft: du tabte Væddemaalet, hid med Tolvskillingen! Og saa fik han Tolvskillingen. He-he, hid med Tolvskillingen, sagde han! Og den fik han … Gud hjælpe mig, naar jeg læser Tolstoys Tanker, hører dette velmente Moralskryd og sætter mig lidt ind i denne ideale Greves Reflektioner, saa har jeg Fornemmelsen af, at jeg sidder og spiser Grønmaling. Denne skraalende Dyd, der aldrig tier, dette Stræv med at udtørre og udtørre Menneskenes glade Ulivskilder og gøre Verden flad som en Bagstehelle, dette skidne, sædelige Savl fra det i gamle Dage saa lystige Hjærte, denne brautende Moral, der gør sig tyk og lader sig tilsyne ved enhver Lejlighed, – jeg forsikkrer Dem for, at han gør 293mig skamfuld indvortes. Det lyder næsevist at sige, at en Greve gør en Agronom dybt skamfuld; men naar han nu gør det? … Jeg skulde aldrig snakke om det, hvis Tolstoy var en Yngling, der havde Fristelser at overvinde, en Kamp at bestaa, forat prædike Dyd og leve rent; men Manden er jo en Olding, udtørret i sine Kilder, uden Spor af menneskelige Tilbøjeligheder mer. Men – kan man sige – dette rammer ikke hans Lære? Mine Herrer, dette rammer ogsaa hans Lære! Først naar man er bleven sejg og vandtæt af Alderdom og mæt og forhærdet af Nydelse gaar man til det unge Menneske og siger: Forsag! Og det unge Menneske smager paa det og tænker over det og erkender, at det er rigtigt for Gud, og det unge Menneske forsager alligevel ikke, men synder kejserligt i firti Aar. Saa er Naturens Gang! Men naar firti Aar er omme, og den unge Mand selv er bleven Olding, da sadler ogsaa han sin hvide, hvide Mær og rider afsted med Korsfanen højt i sin benede Haand og trompetstøder til Verdens Andagt Ynglingens Forsagelse og Ynglingens Forsagelse. He-he-he, jo, det er en altid tilbagevendende Komedie! Tolstoy morer mit Hoved, jeg er henrykt over, at den gamle Mand endnu kan gøre saa meget godt; tilslut gaar han nok ind til sin Herres Glæde! Men hvad der forringer lidt min kolossale Ærefrygt for Manden, 294det er, at han blot og bart gentager, hvad saa mangen Olding før ham har gjort og saa mangen Olding efter ham vil gøre; han blir saa ordinær. Men ved at blive ordinær blir han klassisk, han blir en kendt og klassisk Type som ordinær Efterligner, og saasom alt klassisk – absolut alt – er saa forbandet kedeligt, saa blir ogsaa den ordinære og klassiske Dyd forbandet kedelig, ergo blir Tolstoy kedelig. Naa, men det er en Sag for sig. Han er derfor lige betydelig, det vil sige betydelig som kedelig og ordinær Olding.»

«Lad mig nu bare – for ikke at gøre mer – lad mig dog minde Dem om, at Tolstoy har vist sig som en sand Ven af de Trængende og Forladte, skulde ikke dette have det mindste at sige? Vis mig den Herremand her hos os, som saaledes har taget sig af de Smaa i Samfundet, som han. Det er en temmelig hoven Betragtningsmaade dette, synes jeg, at fordi Tolstoys Lære ikke efterleves, saa er den at stille i Klasse med Narrenes og de Gales. Jeg vil bare sige, at gid vi havde mange slige ordinære og kedelige Velgørere i Verden. Folk med den Sort Hjærter som Tolstoys pleier man ikke at beskylde for at være udtørret, det har jeg aldrig hørt før. Saavidt jeg forstaar, er det netop fordi deres Hjærter er varme og unge, at de kan bringe slige personlige Opofrelser, som ogsaa De selv nævnte.»

295«Bravo, Doktor!» brøled Adjunkten igen ildrød i Hovedet. «Bravo! Men sig det bittrere, sig det grovt. Enhver har sin Mening. En hoven Betragtningsmaade, i Sandhed, en hoven Betragtningsmaade af Dem! Jeg skal bevise det …»

«Nei, hør nu,» sagde Nagel leende. «Ja, lad os først drikke; Skaal … De burde kunne levere bedre Indvendinger, komme med kraftigere Forsvar. Jeg er ikke meget høflig? Nej, det har De Ret i, det er jeg heller ikke. Naa, De maa selvfølgelig gøre Gengæld. Vil De virkelig sige, Doktor, at det at give bort en Ti-rubel, naar man har en blank Million tilbage, er nogen Beundring værd? Jeg forstaar ikke Deres og alle Folks Tankegang, jeg maa være anderledes indrettet. Om man kræved mit Liv for det, saa kan jeg ikke indse, at nogen – allermindst en Millionær – fortjener Beundring for, at han giver bort en Almisse.»

«Det er godt!» bemærked Sagføreren drillende. «Jeg er Socialist, det er mit Standpunkt.»

Men dette irritered Doktoren, som vendte sig til Nagel og udbrød:

«Tør jeg spørge, har virkelig De saa god Rede paa, hvor mange og hvor store Almisser, Tolstoy giver ud mellem Aar og Dag? Der bør dog være lidt Grændse for, hvad man kan sige, selv i et Ungkarlslag.»

296«Og for Tolstoy,» svared Nagel, «stilled det sig slig: der maa være en vis Grændse for, hvormeget jeg giver bort! Hvisaarsag han lod sin Kone paatage sig Skylden for, at han ikke giver bort mere! He-he-he, naa, men det springer vi over … Men hør: giver man da virkelig bort en Krone, fordi man er god, eller fordi man mener at gøre en god og moralsk Gærning derved? Hvor jeg synes, at denne Forestilling er grov og naiv! Der gives Folk, som ikke kan andet end give bort. Hvorfor? Fordi de føler en sand psykisk Nydelse derved. De gør det ikke af logisk Beregning, de stikker sig væk og gør det, de afskyr at gøre det aabenlyst, fordi dette vilde borttage en Del af Behaget derved, de gør det i Hemmelighed, med skælvende og hastige Hænder, med Brystet gyngende af et sjæleligt Velvære, som de ikke selv forstaar. Det slaar dem pludselig, at de skal give noget bort, det optræder i Form af en Følelse i Brystet, en øjeblikkelig og sælsom Trang, der skyder op i dem og dæmmer deres Øjne under Vand. De giver ikke af Godhed, men af Drift, for deres personlige Velværes Skyld; somme Mennesker er slige! Man taler om de gavmilde Mennesker med Beundring, – som sagt: jeg maa være anderledes indrettet end andre Folk, men jeg beundrer ikke gavmilde Mennesker. Nej, jeg gør ikke det. Hvem Fan vil ikke heller give 297end modtage? Tør jeg spørge, om der findes et Menneskebarn paa Jorden, som ikke heller vilvil] rettet fra: vi (trykkfeil) afhjælpe Nød end være nødlidende? Forat benytte Dem selv, Hr. Doktor, som Eksempel: De gav for nylig en Rorskarl, som De havde, fem Kroner; De fortalte det selv, det er fra Dem selv, jeg har det. Naa, men hvorfor gav De bort disse fem Kroner? Visselig ikke forat gøre GudGud] rettet fra: Gnd (trykkfeil) en velbehagelig Gærning, det faldt Dem vist ikke ind da; kanske Manden slet ikke trængte det synderlig haardt engang, men De gjorde det alligevel! Og De gav i det Øjeblik sikkert efter blot for en vis lys Trang i Dem til at slippe Dem noget af Hænde og glæde andre … Jeg synes, det er saa usigelig lurvet og tarveligt at gøre Væsen af den menneskelige Godgørenhed. Man gaar paa Gaden en Dag, det er den og den Sort Vejr og man ser de og de Mennesker, hvilket altsammen oparbejder en Stemning i én af den og den Art. Pludselig faar man Øje paa et Ansigt, et Barneansigt, et Stodderansigt – lad os sige et Stodderansigt – som bringer én til at sittre; en sælsom Følelse skælver gennem Sjælen, og man stamper i Gaden og standser op. Dette Ansigt har slaaet an en usædvanlig ømtaalig Streng i én, og man lokker Stodderen ind i en Port og presser ham en Tikrone i Haanden. Røber du det, nævner du et Ord, saa dræber jeg dig! hvisker man, og 298man skærer næsten Tænder og græder af Hæftighed, naar man siger det. Saa meget er det én om at gøre at forblive uopdaget. Og dette kan gentage sig Dag efter Dag, saa man mangen Gang kommer i den værste Knibe selv og ikke ejer en Øre mer i Lommen … Mine Herrer, dette er ikke Træk fra mig selv naturligvis, det haaber jeg, at De ikke tror; men jeg kender en Mand, en anden Mand, ja, jeg kender for den Sags Skyld to Mænd, som er saaledes beskafne … Nej, man giver, fordi man maa give, og dermed Basta! Herfra vil jeg dog gøre en Undtagelse for de Gærriges vedkommende. De Gærrige og de grovt Nærige bringer virkelig Ofre, naar de giver noget bort, derom er der ikke Tvivl, og derfor vil jeg sige, at slige Folk er mere at agte for en Øre, som de overvinder sig til at afse, end en Mand som De og han og jeg, der af Nydelse øser ud en Krone. Hils Tolstoy med det, at jeg giver ikke en Styver for hele hans væmmelige Udstillingsgodhed, – ikke før han giver bort alt, hvad han ejer, og ikke engang da … Forresten beder jeg om Undskyldning, hvis jeg har saaret nogen af Dem, mine Herrer. Kære, tag Dem dog en ny Cigar, Hr. Grøgaard. Hr. Doktor, Skaal!»

Pause.

«Hvormange tror De, at De kommer til at omvende i Deres Liv?» spurgte Doktoren.

299«Bravo!» raabte Adjunkten, «Bravo fra Adjunkt Holtan!»

«Jeg?» spurgte Nagel. «Nej, jeg omvender ingen, aldeles ingen. Jeg har desværre ikke de Betingelser. Ak, nej, skulde jeg leve af at omvende Folk, saa krepered jeg jo snart. Men jeg kan bare ikke fatte, at ikke ogsaa alle andre Mennesker gaar og tænker det samme om Tingene som jeg. Følgelig er det vel mig, som har mest Uret. Men ikke helt Uret, jeg kan umulig have helt Uret.»

«Men endnu har jeg ikke hørt Dem anerkende nogen Ting eller nogen Mand,» sagde Doktoren. «Det skulde være morsomt at vide, om der dog ikke findes nogen, som ogsaa De kunde med.»

«Lad mig forklare mig lidt,» svared Nagel. «Det skal være gjort med et Par Ord. De vilde vel egentlig sige: pas nu paa, han har ingen, som han ser op til, han er det personificerede Overmod, han kan ikke med nogen! Dette er en Fejltagelse. Min Hjærne omspænder ikke meget, den rækker ikke langt; men jeg kunde dog regne op Hundreder og atter Hundreder af disse almindelige, anerkendte store Mænd, som fylder Verden med deres larmende Navnkundighed. Jeg har Ørene fulde af dem. Men jeg vilde foretrække at nævne de to, fire, seks største Aandsheroer, halve Guder, gigantiske 300Værdiskabere, og saa forøvrigt helst holde mig til nogle rene Ubetydeligheder, egenartede, fine Genier, som aldrig er paa Tale, som lever en kort Tid og dør unge og ukendte. Det kan gærne være, at jeg vilde medtage forholdsvis mange af dem; saadan er min Smag. Men det er jeg sikker paa, at jeg vilde komme til at glemme at nævne Tolstoy».

«Hør», sagde Doktoren affejende og forat faa en Ende paa det – han trak endog stærkt paa Skulderen – «tror De virkelig, at en Mand kunde opnaa en slig Verdensberømmelse som Tolstoy, uden at være en Aand af høj Rang? Det er udmærket morsomt at høre paa Dem, men – tillad mig at sige det – det er Sludder, hvad De har sagt, De vrøvler, Fan gale mig, om De ikke gør! Ikke sandt, det var jo en Aftale, at vi kunde sige vor Mening lidt drøjt – saa meget mere som De selv har angivet Tonen?»

«Vist var det saa! Og De har Ret i, at jeg har vrøvlet altfor meget. Men hvad var det, jeg vilde have sagt? Altsaa Tolstoys Verdensberømmelse skulde saaledes være et Bevis for hans store Aand! Hvorfor det? Tolstoys Berømmelse vil jo ikke sige andet end Popularitet, og forat opnaa Popularitet, maa man have en vis Grad af Dumhed, moralsk, sjælelig Dumhed; man maa simpelthen … Jeg ser, De blir utaalmodig, 301Hr. Doktor, og det har De Ret til; jeg er virkelig ingen hyggelig Vært. Men nu skal jeg forbedre mig, nu skal De bare se … Sig mig, Hr. Øjen, De har jo intet at drikke? Hvorfor i Alverden drikker De ikke?»

Sagen var, at Student Øjen hele Tiden havde siddet som en Mur og hørt paa Samtalen; han havde næppe mistet et Ord. Hans Øjne vare nysgærrige og smaa, og han rejste formelig Øren, naar han lytted. Den unge Mand var stærkt interesseret. Der fortaltes, at han – som andre Studenter – skrev paa en Roman i Ferien.

Sara kom med Bud om, at Aftensmaden var færdig. Sagføreren, der var falden noget sammen paa sin Stol, fik pludselig Øjnene op og saa efter hende, og da hun igen var ude af Døren, sprang han op, greb hende igen i Trappen og sagde fuld af Beundring:

«Sara, du er læskelig at skue paa, det maa jeg sige!»

Dermed kom han ind igen og satte sig paa sin Plads lige saa alvorlig som før. Han var stærkt anløben. Da Doktor Stenersen endelig kasted sig over ham for hans Socialisme, kunde han slet ikke gøre Rede for sig. Jo, han var en dejlig Socialist! En Flaaer var han, en jammerlig Mellemmand mellem Magten og Vanmagten, en Jurist, der leved af andres Krangel, og som tog sig betalt for at skaffe Rethaveriet 302Ret, lovlig Ret! Og sligt noget vilde være Socialist!

«Ja, men i Principet, i Principet», indvendte Sagføreren.

«Ja, Principet! «Doktoren talte med den største Haan om Sagfører Hansens Princip. Mens Herrerne begav sig ned i Spisestuen gjorde han det ene Udfald efter det andet, gjorde Nar af Hansen som Sagfører og angreb hele det socialistiske Væsen. Doktoren var Venstremand med Liv og Sjæl, han var ikke Socialist med Kæften. Hvad var det socialistiske Princip? Fan ivold med det! Nu var Doktoren paa sin høje Hest: Socialismen var i kort Begreb Underklassens store Hævnidé. Se paa Socialismen som Bevægelse! Et Folk af blinde og døve Bæster, der dilted efter Førerne med Tungen ud af Halsen. Tænkte de udenfor sin Næsetip? Nej, Folk tænkte ikke. Hvis de tænkte, saa vilde de gaa over til Venstre og udrette noget nyttigt og praktisk, istedetfor at ligge og savle paa en Drøm hele sit Liv. Tvi! Tag hvilkensomhelst af de socialistiske Førere, hvad var det for Slags Folk? Lurvede og magre Fyre, som sad i sin Træstol paa Kvisten og skrev Afhandlinger til Verdens Forbedring! De kunde være bra Folk, naturligvis, hvem kunde sige andet om Carl Marx? Men der sad han nu alligevel denne Marx’en og skribled Fattigdommen ud af Verden – teoretisk. 303Hans Hoved har udtænkt hver Art af Armod, hver Grad af Elendighed, hans Hjærte rummer al Menneskehedens Lidelse. Saa dypper han Pennen og er brændende i Aanden og skriver den ene Side efter den anden, fylder store Ark med Tal, tager fra den Rige og giver til den Fattige, fordeler Summer, omkalfatrer Jordens hele Økonomi, slynger Milliarder udover de forbausede Fattigfolk — altsammen videnskabeligt, altsammen teoretisk! Og saa til syvende og sidst viser det sig, at man i Enfoldighed er gaaet ud fra et grundfalskt Princip: Menneskenes Lighed! Tvi! Ja, rigtig et grundfalskt Princip! Og det istedetfor at tage sig til noget nyttigt og støtte Venstre i Reformarbejdet til det sande Demokratis Fremme …

Doktoren var lidt efter lidt bleven hed i Hovedet, han ogsaa, og kom med mange Talemaader og Paastande. Ved Bordet blev han ovenikøbet end værre, der blev drukket en Mængde Champagne, og Stemningen steg vildt; selv Minutten, der sad ved Nagels Side og hidtil havde været taus, blanded sig i Samtalen med nogle Bemærkninger. Adjunkten sad stiv og og skreg Gang paa Gang over et Æg, som han havde faaet udover Klæderne, og som han ikke kunde røre sig for; han var helt hjælpeløs; men da Sara kom og skulde tørre ham af, benytted Sagføreren Lejligheden til at snappe hende til304sig, han tog hende i Armene og holdt den værste Halløj med hende. Hele Bordet var i Virvar.

Nagel forlangte midt under dette en Kurv Champagne bragt op paa sit Værelse; kort efter rejste man sig fra Bordet. Adjunkten og Sagføreren gik Arm i Arm og sang af lutter Lystighed, og Doktoren begyndte igen i en ivrig Tone at udbrede sig over Socialismens Princip; men i Trappen havde han det Uheld at miste sin Lorgnet, den faldt ned, sikkert for tiende Gang, og gik endelig istykker. Begge Glas knækked. Han stak Indfatningen i Lommen og var dermed halvt blind for hele Aftenen. Dette ærgred ham og gjorde ham end hidsigere, han satte sig vredt ved Siden af Nagel og sagde:

«Forstod jeg Dem ret, saa har ikke Frelsesarméen hele Deres Foragt? Det er ikke bare Sludder?»

Dette sagde han i fuldt Alvor og vented Svar. Efter en liden Pause sagde han videre, at efter den første Samtale, de havde – det var netop paa Karlsens Begravelsesdag – havde han faaet det Indtryk, at han – Nagel – virkelig vilde forsvare Sluddret.

«Jeg forsvared det religiøse Liv i Mennesket», svared Nagel. «Og hvorfor? Fordi det er en Kendsgærning. Jeg forsvared derimod ikke specielt Kristendommen, aldeles ikke, men overhovedet 305det religiøse Liv. De mente, at alle Teologer burde hænges. Hvorfor? spurgte jeg. Fordi Deres Rolle er udspillet, svared De. Og dette var jeg ikke enig i. Det religiøse Liv er et Faktum. En Tyrk raaber: Allah er stor! og dør for denne Overbevisning; en Nordmand knæler ved Alteret og drikker Kristi Blod den Dag idag. En eller anden Kobjælde har et Folk at tro paa, og i den Tro dør det saligen Det afgørende er nemlig ikke hvad man tror paa, men hvorledes man tror paa det …»

«Det forbauser mig at høre den Sort Snak af Dem. Ja, jeg kender Dem jo ikke; men jeg har troet at forstaa, at paa flere Omraader er De en værre Radikaler end nogen af os, her er De derimod rent væk. Jeg spørger mig virkelig endnu engang, om De ikke er bare en forklædt Højremand i Grunden. Her kommer den ene videnskabelige Kritik efter den anden over Teologer og teologiske Bøger, den ene Skribent efter den anden fremstaar og skriver den Prædikensamling og den teologiske Afhandling sønder og sammen, og alligevel giver De Dem ikke paa, at for Eksempel den Komedie med Kristi Blod har Værdi endnu i vore Dage! Jeg forstaar ikke Deres Tankegang.»

«Sæt, Hr. Doktor, at det at holde en Mening ogsaa stik imod den hujende Liberalisme er lidt radikalt i Grunden? Naa, det springer vi over! 306Men hvad De sagde om Kritiken, er jeg heller ikke enig i. En Kritiker tager et metafysisk Spørgsmaal paa Gaffelen og skriver det «sønder og sammen». Apropos: har De nogensinde været paa et Hestemarked, overværet et Hestebytte? Ikke? Ja, det var ogsaa Kritiken, vi skulde tale om, disse spidse og yderst talentfulde Gaffelstød ned i den metafysike Verden. Hvad synes De? Jeg synes, det er lidt billigt, det er udannet Juristeri, Bondelogik. Paa Side 34 siger Pastor Hjelm det og det, men paa Side 108 siger Pastor Hjelm derimod det og det, og dette er da Pastor Hjelms Vej i Logiken! Jeg synes, dette er saa overmaade lidet rummeligt, lidet højpandet. Vi forstaar nemlig paa begge Steder, hvad Manden har ment; men det gælder om at knibe ham i en formel Modsigelse, besnære ham i Ord. Men dette kinesiske Flisearbejde tiltrods, gaar Mennesket fremdeles til Komedien med Kristi Blod …»

«Hvilket altsaa er i sin Orden?»

«Hvilket altsaa er en Kendsgærning! Og hvad Vinding er det i Grunden – undskyld forresten, hvis jeg kanske har spurgt om dette engang før – hvad Vinding er det i Grunden endog rent praktisk talt, at man ribber Livet for al Poesi, al Drøm, al skøn Mystik, al Løgn? Hvad er Sandhed, ved De det? Vi bevæger os jo fremad bare gennem Symboler, og disse 307Symboler skifter vi, efterhvert som vi skrider frem … Dette er naturligvis ikke radikalt nok for Dem – hvis det da ikke skulde være altfor radikalt. Nu, som De vil! … Men keder jeg Dem, Hr. Doktor? Lad os forresten ikke glemme Glassene.»

Doktoren rejste sig og gjorde et Slag henover Gulvet. Han saa sig ærgerlig paa en Gulvmatte, der laa sammenkrøllet henne ved Døren, og han lagde sig endog paa Knæ, forat brede den ud.

«Du kunde gærne laane mig dine Briller, du, Hansen, eftersom du sidder der og sover alligevel,» sagde han formelig opbragt.

Men Hansen vilde ikke blive af med sine Briller, og Doktoren vendte sig fra ham i Uvilje. Han satte sig igen ved Siden af Nagel.

«Ja, det er Sludder, er det, det et Skrab det hele i Grunden,» sagde han, «set fra Deres Standpunkt. De har kanske en hel Del Ret. Se nu Hansen der, ha-ha-ha, ja, undskyld, at jeg tager mig en Latter over dig, Hansen, Sagfører og Socialist Hansen. Du skulde ikke have en vis indvortes Glæde, hver Gang to gode Borgere kom i Tvist og anlagde Sag mod hinanden, vel? Nej, var det ligt sig, du vilde forlige dem i Mindelighed, du, og ikke tage en Skilling for det! Og næste Søndag vilde du gaa op i Arbejderforeningen igen og holde et Foredrag for 308to Haandværkere og en Slagtergut om den socialistiske Stat. Jo, da, man skal have Udbytte hver efter sin Evne til at producere, vilde du sige, altsammen er saa udmærket ordnet, at ingen skal forurettes. Men saa rejser Slagtergutten sig, Slagtergutten, som Gud forsyne mig er et Geni i Sammenligning med alle Dere andre, og han rejser sig da og spørger: Men nu har jeg en vis grossererlig Evne til at konsumere, jeg, siger han, men jeg er bare en stakkars Slagtergut til at producere, for jeg har ikke faaet bedre Begavelse til det, siger han. Du skulde vel ikke staa bleg og bedsk der da, din Fommel? …

Ja, snork, du, det staar du dig bedst paa, snork væk!» Doktoren var bleven drøjt beruset, hans Tunge slog sørgelig Klik, og han sad med svømmende Øjne. Efter et Ophold vendte han sig igen til Nagel og fortsatte mørkt: «Forresten mente jeg ikke netop, at det kun var Teologerne, som skulde dræbe sig. Nej, vi skulde Gud forbande mig gøre det allesammen, udrydde Verden og lade Rullan gaa.»

Nagel klinked med Minutten. Doktoren fik intet Svar, han blev vred og raabte højt:

«Hører De ikke, hvad jeg siger? Vi skulde dræbe os allesammen, siger jeg, De ogsaa naturligvis, De ogsaa.»

Og dermed saa Doktoren ganske glubsk ud.

309«Ja,» svared Nagel, «det har jeg ogsaa tænkt paa. Men hvad mig angaar, saa har jeg ikke Mod.» Pause. «Jeg siger altsaa aldeles ikke, at jeg har Mod til det; men skulde jeg en Dag faa Mod, saa har jeg allerede Pistolen færdig. Og for alle Tilfældes Skyld bærer jeg den med mig altid.»

Og han tog op af Vestelommen et lidet Medicinglas med Giftmærke paa, som han holdt ivejret. Glasset var blot halvt fuldt.

«Ægte Blaasyre, reneste Vand!» sagde han. «Men jeg faar aldrig Mod; det falder mig altfor vanskeligt … Hr. Doktor, De kan vel sige mig, om dette er nok. Jeg har allerede brugt op den ene Halvdel paa et Dyr, og det virked udmærket. Der blev lidt Krampe, lidt bedsk Komik i Fjæset, tro tre Gisp, det var alt; mat i tre Træk.»

Doktoren tog Glasset, saa paa det, rysted det nogle Gange og sagde:

«Det er nok, mer end nok … Jeg burde altsaa egentlig tage dette Glas fra Dem da; men naar De ikke har Mod, saa …»

«Nej, jeg har ikke Mod.»

Pause. Nagel stak atter Glasset tilbage i Vestelommen. Doktoren sank mere og mere sammen, drak af sit Glas, saa sig om med døde Øjne og spytted henad Gulvet. Pludselig raabte han over til Adjunkten:

310«Hej, hvor langt er du kommet, Holtan? Kan du faa til «Idéassociasioner» endda? For det kan ikke jeg længer. Godnat!»

Adjunkten aabned Øjnene, strakte sig lidt, rejste sig og gik bort til Vinduet, hvor han blev staaende og se ud. Da Passiaren begyndte paany, benytted han Anledningen til at komme sig væk; han sneg sig ubemærket langs Væggen, fik Døren aaben og smutted ud, førend nogen havde lagt Mærke til det. Saaledes plejed Adjunkt Holtan altid at gaa bort fra et Selskab.

Minutten rejste sig ogsaa og vilde afsted; men da han blev bedt om at være endnu en liden Stund, satte han sig igen. Sagfører Hansen sov. De tre, som endnu var ædrue, Student Øjen, Minutten og Nagel, begyndte derpaa at tale Literatur. Doktoren hørte paa med kun halvt aabne Øjne og uden længer at sige et Ord. Lidt efter sov ogsaa han.

Studenten var meget belæst og holdt paa Maupassant: man maatte sige, at Maupassant havde trængt inderst ind i Kvindens Hemmeligheder, og han var uopnaaet som Kærlighedens Digter. Hvilken Dristighed i at skildre, hvilket vidunderligt Kendskab til Menneskehjærtet! Men Nagel svared latterligt opfarende, slog i Bordet, skrød, angreb Forfattere i Flæng, gjorde næsten aldeles rent Bord og skaaned blot nogle faa fra 311Døden. Hans Bryst bølged under al denne Hæftighed, og han havde Skum om Munden:

Digterne! He-he, jo, man maatte sige, at de havde trængt inderst ind i Menneskehjærtet! Hvad var Digterne, disse skidtvigtige Væsener, som havde forstaaet at slaa til sig slig Magt i det moderne Liv, hvad var de? Jo, Udslæt, Skab paa Samfundslegemet, hovne og irritable Skægfinner, som man maatte behandle blødt, tage paa med Varsomhed og Pietet, ellers slog de sig gale, for de taalte ikke haard Behandling! Jo, da, Digterne maatte man absolut gøre Væsen af, især af de dummeste, de mindst menneskeligt udviklede, Tuftekallerne; for ellers furted de sig udenlands! He-he, udenlands, jal! Aa, du gode Gud, hvilken kostelig Komedie! Og var der en Digter, en virkelig aandberuset Sanger med Toner i Brystet, saa kunde man bede Fan tage sig paa, at han blev stillet langt bagenfor den grove, bogforfattendebogforfattende] rettet fra: bagforfattende (trykkfeil) Professionist, som skænked bittre Drammer. Jo, da, det var Mængden – Kvantiteten – og den ramme Smag, som bestemte Værdien af det Drækkendes! … Naa, han – Nagel – var ingen Kender, han var bare en simpel Agronom med almindelig Hesteforstand, derfor gjorde han heller ikke Fordring paa at have femti Mennesker paa sin Side. Det havde hændt før engang, at han var kommet i Skade for at udtale sig om Spørgsmaalet Shakespeare. 312Det var engang i et Aftenselskab. Jo, han havde virkelig læst Shakespeare, han havde foresat sig at bestige Dannelsens Tinde, det var hans Ærgærrighed, og saa læste han Shakespeare. Men nu havde han fundet Shakespeare sørgelig flau og hans Dyrkere meget, meget nøjsomme. Da rejste der sig en Fagmand op fra Stolen, en Kender, en Æstetiker, som sagde til ham i Harme: Ja, sagde han, dette er nu Deres lille Mening, men det er ikke sagt, at det er hele Verdens Mening! He-he, hele Verdens Mening var det ikke, sagde han! Gud naadig bevare os, hvilken morsom Mand! Nejvist, Alverdens Mening var det ikke, men hvad saa? Hvad kom det ham – Nagel – ved, om de halvtredsindstyve Tusind Beseglede gik og bar paa en anden Mening end han? Hvad i Himlens Navn angik det ham, at Menneskeheden holdt paa Rødt, naar han holdt paa Sort? … Der kom man endog farende med Maupassant. Helledud! En Mand, som havde skrevet meget om Kærlighed, og vist, at han kunde faa Bøger fra Haanden; jo, Ret skal være Ret! Ak, en liden blankt tindrende Stjærne, en virkelig Digter, saa langt han rak, Alfred de Musset, hos hvem Kærligheden ikke er en brunstig Rutine, men en fin og fyrig Foraarstone i hans Menneske, og hos hvem Ordene formelig blusser i Linjerne, denne Digter har kanske ikke Halvdelen saa 313mange Beseglede paa sin Side, som smaa Maupassant med hans overordentlig grove og sjælløse Laarpoesi …

Nagel gik over alle Grændser. Han fandt ogsaa Anledning til at kaste sig over Victor Hugo og gav forøvrigt de største Verdensforfattere Fan med Fedt paa. Ja, rigtig Fan med Fedt paa gav han dem! Om han maatte faa Lov til at komme med en eneste liden Prøve paa Victor Hugos hule poetiske Bulder? Giv Agt: «Gid dit Staal var saa skarpt som dit sidste Nej!» Ja, hvad syntes man, klang det ikke godt? Hvad syntes Hr. Grøgaard?

Nagel saa i det samme paa Minutten med et gennemborende Blik. Han vedblev at stirre paa ham, og han gentog endnu engang, stadig med Øjnene fæstede paa Minuttens Ansigt, denne enkelte Linje af Victor Hugo. Minutten svared ikke, hans blaa Øjne aabned sig ganske forfærdede, og han drak i sin Forvirring en stor Slurk af sit Glas.

«Men den Strofe er jo vel ikke saa umulig,» indvente Studenten.

Nagel for atter løs: Saa, den var ikke saa umulig endda? Endog saa slet, som den var bleven fremsagt, gjorde den sin Virkning? Ja, se der. Nej, da skulde den være læst paa en anden Maade! Han burde egentlig have rejst sig op, stillet sig ved Døren og derfra spyet 314denne vidunderlige Poesi udover D’Herrers Hoveder. Jo, for naar Victor Hugo virkelig skulde komme til sin Ret, saa maatte han læses op med blaut, slævjende Kæft, ellers gik saa at sige hans Aand væk af Digtet … Naa, det var ikke værd at tale mere om Victor Hugo. Velsignet være hans Minde! Skaal!

De drak.

«De nævnte lbsen», fortsatte Nagel fremdeles lige ophidset. Efter hans Mening var der blot én Digter i Norge, og det var ikke Ibsen. Nej, det var det ikke. Man talte om Ibsen som Tænker; var det ikke bedst at skælne lidt mellem populært Ræsonnement og virkelig Tænkning? Man talte om Ibsens Berømmelse, slog os om Ørene med hans Mod; var det ikke bedst at skælne lidt mellem det teoretiske og det praktiske Mod, mellem den uegennyttige, hensynsløse Revolutionstrang, og den huslige Oprørsdristighed? Det ene straaler i Livet, det andet forbløffer i Teatret. Den norske Forfatter, som ikke pusted sig op og førte en Knappenaal som en Landse, var jo ikke en norsk Forfatter; en eller anden Grindstolpe maatte man finde at aksle sig imod, ellers blev man ikke betragtet som en modig Maur. Ja, det var virkelig saare fornøjeligt at se til paa Frastand! Der var nemlig en Slagtummel og et Mandemod som i en Napoleonsk Træfning, men en Fare og en 315Resiko som i en fransk Duel. He-he-he … Nej, en Mand, som vilde revoltere, fik vel først og fremst kunne gribe om et Penneskaft uden Glacéhandsker; han fik ikke være et lidet skrivende Kuriosum, et blot og bart literært Begreb for Tyskere, men et sprællende, virkende Menneske i Livets Tummel. Ibsens Revolutionsmod skulde saavist aldrig føre sin Mand ud paa tynd Is; dette med Torpedoen under Arken var en stakkels Departementsteori, sammenlignet med den levende og blussende Bedrift. Havde D’Herrer hørt, at man har revet Lærred nogen Gang? He-he-he, en ganske imponerende Lyd! … Naa, forresten var kanske den ene Lyd lige saa god som en anden Lyd, aldenstund vi laa næsegrus for et sligt Fruentimmerarbejde som det at sidde og skrive for Folk. Om det saa var aldrig saa usselt, havde det ialfald saapas Værdi som Leo Tolstoys osende Sædelighed og hans Propaganda for sin savlende Gud. Skidt i det hele!

I det hele? I altsammen?

Ja, næsten. Forresten havde vi én Digter, det var Bjørnson i sine bedste Stunder. Han var vor eneste alligevel, alligevel …

Men vilde ikke de fleste af Indvendingerne mod Tolstoy ogsaa ramme Bjørnson? Var ikke ogsaa Bjørnson bare en Forkynder, en Sædelighedsprædikant, en ordinær og kedelig Olding 316en bogforfattende Professionist, og hvad det nu var altsammen?

«Nej!» raabte Nagel med høj Røst. Han gestikulered og forsvared Bjørnson med hæftige Ord: Man kunde ikke sammenligne Bjørnson og Tolstoy med hinanden, dels fordi det maatte stride mod enhvers ligefremme, agronomiske Fornuft, dels fordi éns Menneske maatte sætte sig derimod. For det første var Bjørnson et Geni, – hvad Tolstoy aldrig i sit timelige Liv havde været. Nagel satte ikke de ganske almindelige store og ordinære Genier højt – det skulde Gud vide, at han ikke gjorde – men ikke engang til deres Højde havde Tolstoy hævet sig. Dette hindred naturligvis ikke, at Tolstoy kunde gøre Bøger, der var bedre end mange af Bjørnsons; men hvad beviste det? Gode Bøger kunde jo endog danske Kaptejner, norske Malere og engelske Koner gøre. For det andet var Bjørnson et Menneske, en overvældende Personlighed, intet Begreb. Han støjer som et levende Legeme paa vor Klode og trænger firti Albuerum. Han sidder ikke Sfinx for Folk og gør sig stor og mystisk; hans Indre er som en Skog i Storm, han strider, er paa Færde overalt og skader herligen sine Affærer hos Publikum paa Grand. Han er anlagt en masse, han er en bydende Aand, en af de faa Befalere; han kan staa paa en Tribune og standse en begyndende 317Pibning med en Haandbevægelse. Han har en Hjærne, hvori det uafladelig spirer og myldrer; han sejrer kraftigt og fejler groveligt, men begge Dele gør han med Personlighed og Aand. Bjørnson er vor eneste Digter med Inspiration, med Gudegnisten; den begynder i ham, som en Susen i Kornet Sommerdag, og det ender med, at intet, intet høres uden den, uden den; saaledes er hans Sjæls Bevægelsesform Tilspranget – Geniets Bevægelsesform. Sammenlignet med Bjørnsons er for Eksempel Ibsens Digtning det rene mekaniske Kontorarbejde. Ibsens Vers bestaar i høj Grad i, at Rim træffer Rim, saa det smælder; de fleste af hans Skuespil er dramatiseret Træmasse. Hvor Fan vilde man hen! … Naa, lad det nu forresten være godt; Skaal for det hele.

Klokken var to. Minutten gæsper. Søvnig efter en arbeidsom Dag, træt og ked af Nagels endeløse Snak, rejser han sig igen og vil gaa. Da han havde sagt Farvel og allerede var kommet til Døren, indtraf imidlertid noget, som igen fik ham til at standse, en liden forslagen Hændelse, som længe bagefter skulde faa den største Betydning: Doktoren vaagner, slaar hæftigt ud med Armen og vælter i sin Nærsynthed flere Glas; Nagel, der sad Doktoren nærmest, blev overhældt af Champagne. Han sprang op, rysted leende sit vaade Bryst og raabte overgivent Hurra.

318Minutten var straks den tjenende Aand, han kom løbende hen til Nagel med Lommetørklæder og Haandklæder og vilde tørre ham af; det var især Vesten, der havde faaet det, om han blot vilde tage den at et Øjeblik, et Minut, saa skulde det straks være rettet paa! Men Nagel vilde ikke tage Vesten af. Sagføreren vaagned nu ligeledes af Larmen og begyndte at raabe Hurra han ogsaa, uden at vide, hvad der foregik. Atter engang bad Minutten om at faa Vesten udleveret et Øjeblik; Nagel rysted blot paa Hovedet. Pludselig ser han hen paa Minutten; der falder ham noget ind, han rejser sig øjeblikkelig, trækker Vesten af og overrækker ham den med stor Hæftighed.

«Værsaagod!» sagde han. «Tør den af, behold den; jo, jo, De skal beholde den, De har jo ingen Vest. Sh, ikke noget Snak! Den er Dem hjærtelig vel undt, kære Ven.» Men da Minutten fremdeles gjorde Indvendinger, trykked Nagel ham Vesten under Armen, aabned Døren og puffed ham venskabelig udenfor.

Og Minutten gik.

Dette foregik saa hurtigt, at kun Øjen, som sad Døren nærmest, lagde Mærke til det.

Nu foreslog Sagføreren i sin Galgenstemning, at de ogsaa skulde knuse Resten af Glassene. Nagel modsatte sig intet, og nu mored fire voksne Mænd sig med at slynge det ene Glas 319efter det andet mod Væggen. Derefter drak de af Flaskerne, skraaled som Matroser og dansed rundt. Klokken blev fire, inden Kommersen endte. Doktoren var da overstadig fuld. Endnu i Døren vendte Student Øjne sig om mod Nagel og sagde:

«Men det, De sagde om Tolstoy, kan jo ogsaa siges om Bjørnson. De er ikke konsekvent i Deres Tale …»

«Ha-ha-ha!» lo Doktoren besat. «Han forlanger Konsekvense … paa denne Tid af Døgnet! … Kan De sige «Encyclopædister», kære Mand? «Idéassociasioner»? Kom saa, lad mig hjælpe Dem hjem … Ha-ha, paa denne Tid af Døgnet! …»

Det regned ikke mer. Der var heller ingen Sol; men Vejret var stille, og det tegned til en mild Dag.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.