X.

Lørdag Aften traadte Minutten ind i hans Værelse. Minutten havde sin nye Frakke paa og straaled af Glæde.

«Jeg mødte Fuldmægtigen,» sagde han, «og han fortrak ikke en Mine, men spurgte mig endog, hvem jeg havde faaet Frakken af. Saa snedig var han til at stille mig paa Prøve.»

«Hvad svared De da?»

«Jeg lo til det og svared, at det vilde jeg ikke sige, ikke til noget Menneske, han maatte have mig undskyldt, Farvel! … Jo, jeg skal nok svare ham … Se, det er vel tretten Aar nu, siden jeg havde en ny Frakke paa; jeg har regnet efter. Aa, ja! Men Folk har været mageløse mod mig og givet mig mangen god brugt Klædning at slide paa. Og nu iaften er jeg saa glad, som da jeg var Barn. Kan De forstaa det? Altsammen for denne nye Frakkes Skyld; ja, jeg takker Dem ogsaa. Men det er 218rigtig sandt: jeg fik ikke takket Dem for Pengene, for de sidste Penge, som De gav mig. Jo, jeg maa faa Lov til det, her er jo ingen tilstede. Det er altfor mange Penge for en vanfør Mand, endog fem Kroner er mange Penge, men ti Kroner er ovenikøbet det dobbelte. Tilgiv mig, at jeg trodser Dem og takker Dem alligevel, skønt mod Deres Vilje; men nu er jeg saa fortumlet, at det spøger; det er ligesom altsammen er løst inde i mig og ikke kan være roligt. Ha-ha-ha-ha. Men Gud hjælpe mig, som ler af det! Nej, jeg vidste nok, at jeg vilde faa Frakken engang; hvad sagde jeg ikke? Det tager ofte lidt Tid, men jeg venter aldrig forgæves. Løjtnant Hansen loved mig engang to Uldskjorter, som han ikke brugte mer; det er to Aar siden nu, men jeg er saa sikker paa at faa dem, som om jeg allerede havde dem paa. Saaledes er det altid, de husker det senere og giver mig, hvad jeg behøver, naar Tiden kommer. Men synes De ikke, at jeg er som et helt nyt Menneske i ordentlige Klæder? Aa, hvor De har hjulpet mig og staaet mig bi paa alle mulige Maader …»

«Men hvorfor har De slet ikke været her mer? Hvorfor forsvandt De?»

«Ja, Sagen er: jeg vented paa Frakken. Tro mig, jeg gik og tænkte paa denne Frakke fra Fuldmægtigen og bestemte mig til ikke at 219komme til Dem oftere i den gamle. Det er hele Aarsagen; men tilgiv mig, at jeg siger det saa uden Omsvøb. Jeg har mine Egenheder, det krænker mig at møde op i Selskab med en itureven Frakke, Gud ved hvorfor, men jeg synker dybt i min egen Agtelse. Har jeg ikke Ret? Undskyld forresten ogsaa, at jeg i Deres Paahør taler om min egen Agtelse, som om den var noget videre betydelig, men det er den ikke, den er det mindst mulige, det forsikkrer jeg Dem; men jeg føler den alligevel baade tidt og ofte …»

«Undskyld, at jeg afbryder Dem, skal De ikke have noget at drikke? Ikke det! Men De røger en Cigar?»

Nagel ringte og fik Vin og Cigarer op; han drak dygtigt allerede straks, men Minutten sad og røgte og saa paa. Minutten fortsatte at tale i et væk og syntes ikke at ville standse.

«Hør,» sagde Nagel pludselig, «det er kanske lidt daarligt bevendt med Skjorter for Dem? Undskyld, at jeg spørger, jeg vil nødig være paatrængende.»

Minutten svared:

«Det var ikke derfor, jeg nævnte de to Skjorter; saasandt som jeg sidder her, det var ikke derfor.»

«Nejvist! Hvad skriger De op for? Men alligevel, sig mig ligefrem, hvorledes det er fat 220med Dem; hvis De ikke har noget derimod, saa vis mig; hvad De har paa, jeg mener under Frakken.»

«Gærne, ja, gærne, gærne! Se blot selv, se paa denne Side. Og den anden Side er ikke værre …»

«Jo, vent lidt, den er nok netop lidt værre den anden Side, ser jeg …»

«Men kan man vente det bedre?» raaber Minutten. «Nej, jeg trænger ingen Skjorter nu, det er ikke sandt. Jeg gaar saa vidt som at sige, at en Skjorte som denne er altfor god for mig. Ved De, hvem jeg har faaet den af? Af Doktor Stenersen, ja, af Doktor Stenersen selv, og jeg tror ikke, at Fruen vidste om det, skønt ogsaa hun er Gavmildheden selv. Jeg fik den endda til Jul.»

«Til Jul?»

«Det synes De er en lang Tid? Ha-ha-ha, men undskyld at jeg ler, undskyld mig for Guds Skyld! Jeg slider ikke en saadan Skjorte som et Dyr, jeg gør mig jo ikke nogen Flid for at faa Hul paa den, derfor tager jeg den ogsaa af mig om Natten og ligger nøgen, for ikke at slide den i Unytte, naar jeg bare ligger og sover. Paa den Maade faar jeg den til at vare meget længer, og jeg kan frit bevæge mig blandt Folk, uden at staa tilskamme af den Grund, at jeg ingen skikkelig Skjorte har. Og nu ved Tableauerne 221kommer det vel med, at jeg endnu har en Skjorte, som jeg kan vise mig i; Frøken Dagny holder fremdeles fast paa, at jeg skal optræde; jeg traf hende igaar ved Kirken. Hun talte ogsaa om Dem …»

«Og jeg skal skaffe Dem en Bukse til Deres Debut,» sagde Nagel, «ja, jeg vil virkelig gøre det; det maa dog blive Pengene værd at se Dem optræde offentligt. Naar Fuldmægtigen giver Dem en Frakke, vil jeg give Dem en Bukse, det er ikke mer end billigt. Men jeg gør det paa den sædvanlige Betingelse, at De holder det hemmeligt; siger De et Ord til en eneste Sjæl, saa …»

«Nej, aldrig, ikke til en eneste Sjæl; men …»

«Jeg synes, De bør drikke lidt; ikke? Naa, gør som De vil, jeg vil drikke iaften, jeg er nervøs og lidt trist. Men vil De tillade mig at gøre Dem et Spørgsmaal? Ja, men det er meget nærgaaende: jeg vilde gærne vide … er det Dem bekendt, at De har et Øgenavn blandt Folk? Man kalder Dem ret og slet Minutten; ved De det?»

«Javel ved jeg det, jeg skjuler det ikke. Og jeg syntes, det var tungt i Begyndelsen, jeg bad Gud hjælpe mig for den Skyld, jeg gik en hel Søndag borte i Skogen og knæled uafladelig paa tre forskellige Steder og bad til Gud, saa 222syndig som jeg var; men nu er det længe siden, mange Aar siden, og ingen kalder mig andet end Minutten nu, og det er jo ogsaa godt nok, hvad det angaar. Hvorfor vilde De gærne vide, om det var mig bekendt? Hvad kan jeg hjælpe for det, selv om det er mig aldrig saa meget bekendt?»

«Ved De ogsaa, hvordan De har faaet dette sluddrede Navn?»

«Ja, det ved jeg ogsaa. Det vil sige: det er længe siden nu, det var før jeg blev vanfør, men jeg husker det godt. Det var en Aften, eller rettere en Nat i et Ungkarlslag. De har kanske set det gule Hus nede ved Toldboden, tilhøjre, naar De gaar nedover? Ja, det var hvidmalet dengang, og Byfogden boed der; Byfogden var Ungkarl og hedte Sørensen, en rigtig lystig Fætter. Saa var det en Sommernat, jeg kom fra Kajen, hvor jeg havde spadseret frem og tilbage og set paa Fartøjerne. Da jeg kom til dette gule Hus, hører jeg, at der er fremmede derinde, for der er en vældig Støj og Latter af mange Folk. Just idet jeg kommer forbi Vinduerne, faar man Øje paa mig og banker paa Ruderne. Jeg gaar ind og befinder mig foran Doktor Kolbye, Kaptejn William Prante og Tolder Folkedahl og endnu mange flere; ja, de er døde eller bortrejste allesammen nu, men ialt var der syv otte Stykker og hver især pærefulde 223De havde slaaet alle Stole istykker, bare for Kommers, for saa vilde Byfogden have det, og de havde ogsaa knækket alle Glas, saa vi maatte drikke af Flaskerne. Men da jeg ogsaa kom til og blev pærefuld jeg ogsaa, saa blev der ikke Ende paa Støjen; Herrerne klædte sig af og sprang aldeles nøgne omkring i Stuerne, skønt vi ikke havde rullet Gardinerne ned, og da ikke jeg vilde gøre som de andre, saa tog de mig med Magt og klædte mig af. Jeg slog hele Tiden ifra mig og gjorde ellers, hvad jeg kunde; jeg havde ingen anden Raad, jeg bad dem om Forladelse og tog dem i Haanden og bad dem om Forladelse …»

«Hvad bad De om Forladelse for?»

«Nej, for ingenting, jeg tog dem i Haanden og bad Dem om Forladelse alligevel, forat faa dem til at gøre mig saa lidet som muligt Fortræd; men det nytted ikke noget; de klædte mig grundig af. Doktoren fandt ogsaa et Brev, som jeg havde i Lommen, og dette Brev gav han sig til at læse op for de andre; men da blev jeg lidt ædru igen, for Brevet var fra min Moder, som jeg holdt meget af, og som skrev til mig, naar jeg fôr tilsjøs; kort og godt: jeg kaldte Doktoren en Krane, for det var bekendt, at han drak meget. De er en Krane! sagde jeg. Herover blev han frygtelig hidsig og vilde tage mig i Nakken, men det fik de andre ham ifra. Lad 224os heller slaa ham fuld! sagde Byfogden om mig, som om jeg ikke var tilstrækkelig fuld før. Og de hældte mer i mig endda fra forskellige Flasker. Bagefter kom saa to af Herrerne, som jeg nu ikke husker hvem var, men de kom ind med en Balje Vand; de satte Baljen midt paa Gulvet og foreslog, at jeg skulde døbes. Ja, allesammen vilde, at jeg skulde døbes, de gjorde et vældigt Skraal i Anledning af dette Paafund. Og de fandt paa at blande forskellige Ting i Vandet, forat gøre det urent, de spytted i det og tømte Brændevin i det og var endog ude i Sengeværelset efter det værste, de kunde finde, og hældte det op i Vandet, og ovenpaa dette strøed de saa to Skovler Aske fra Kakkelovnen, forat gøre det lidt mere grumset for mig endda. Men saa skulde jeg døbes. Hvorfor kan De ikke lige saa godt døbe en af de andre? spurgte jeg Byfogden og omfavned hans Knæ, da jeg spurgte om det. Vi er allerede døbte, svared han, døbte paa selvsamme Maade, sagde han. Og det tror jeg ogsaa, for saaledes vilde han altid have det med dem, han omgikkes, at de skulde døbes. Kom, jeg vil stede dig for mit Aasyn! sagde saa Byfogden straks efter til mig. Men jeg gik ikke med det gode, jeg stod stille og holdt mig fast i Dørvrideren. Kom paa Timen, vil du komme paa Minutten! sagde han; for han sagde ikke Minuttet, 225han var fra Gudbrandsdalen og talte slig. Men nej, jeg gik ikke. Men da brøled Kaptejn Prante: Minutten, Minutten, det er Ordet! Han maa døbes Minutten, døbes Minutten! Og allesammen var enige i at døbe mig Minutten, fordi det passed saa godt, da jeg var saa liden. Men nu tog to Mand og slæbte mig hen til Byfogden og stedte mig for hans Aasyn, og da jeg var saa liden og ubetydelig af Vækst, saa tog Byfogden ganske alene og dukked mig under i Baljen. Han dukked mit Hoved helt under og gned min Næse mod Bunden af Baljen, hvor der laa Aske og Glasskaar, og derpaa tog han mig op igen og læste over mig. Saa skulde Faddrene gøre sin Gærning med mig, og den bestod i, at de løfted mig hver især højt op fra Gulvet og slap mig ned igen, og da de var kede af dette, stilled de sig i to Partier og kasted mig som en Bold fra det ene Parti til det andet; dette gjorde de, forat jeg skulde blive tør igen, og de fortsatte med det lige til de var aldeles kede af det. Saa raabte Byfogden: Holdt! Og derpaa slap de mig og kaldte mig Minutten allesammen og tog mig i Haanden og kaldte mig Minutten, forat besegle min Daab. Men endnu engang blev jeg kastet i Baljen, det var Doktor Kolbye, som kasted mig did igen med hele min Vægt, saa jeg knækked mig i Siden, fordi han ikke kunde glemme, at jeg 226havde kaldt ham en Krane … Ja, fra den Nat blev mit Øgenavn siddende paa mig, saaledes gik det til, at jeg blev heddende Minutten; hele Byen vidste Dagen efter, at jeg havde været hos Byfogden og var bleven døbt.»

«Og De fik en Knæk i Siden? Men De fik ingen Skade i Hovedet, jeg mener i selve Hovedet?»

Pause.

«Nu er det anden Gang, De spørger mig, om jeg har faaet nogen Skade i Hovedet, og De mener kanske noget med det. Men jeg slog mig ikke i Hovedet da, jeg fik ingen Hjærnerystelse, hvis det er dét, De frygter for. Men jeg fik et Stød mod Baljen, saa et Ribben knak, det er sandt, det fragaar jeg ikke. Men det er altsammen godt igen nu, jeg har intet Meen af det mer, var jeg bare saa fri for al Synd!»

Nagel havde under Minuttens Tale drukket tæt, han ringte, fik mer Vin og drak igen. Pludselig siger han:

«Apropos, det falder mig blot ind at spørge Dem: tror De, at jeg til en vis Grad forstaar mig paa Mennesker? Ja, sæt ikke slige forbausede Øjne paa mig, det er bare et kammeratsligt Spørgsmaal. Anser De mig istand til at gennemskue lidt den, jeg taler med?»

Minutten ser sky paa ham og finder intet at svare til der. Saa siger Nagel igen:

227«Forresten maa DeDe] rettet fra: de (trykkfeil) undskylde mig; ogsaa forrige Gang, jeg havde den Fornøjelse at se Dem hos mig, bragte jeg Dem ud af Fatning ved nogle højst desperate Spørgsmaal. De husker, at jeg blandt andet bød Dem saa og saa mange Penge forat overtage Faderskabet for et Barn, he-he-he, men ikke sandt, De husker det? Men dengang gjorde jeg denne Bommert, fordi jeg ikke kendte Dem; men nu derimod forbauser jeg Dem paany, og det uagtet jeg kender Dem saare vel og sætter stor Pris paa Dem. Se, nu idag gør jeg det ene og alene fordi jeg er nervøs og allerede højst drukken. Der har De hele Forklaringen. De kan naturligvis godt mærke, at jeg er dørg fuld? Jovist kan De saa; hvorfor skal De forstille Dem? Men hvad det var, jeg vilde sagt, – jo, det skulde virkelig interessere mig at vide, hvormeget De anser mig istand til at gætte, at gennemskue af den menneskelige Sjæl. He-he, naar jeg endog siger «menneskelige Sjæl» og taler om den, saa maa det ogsaa gaa op for Dem, at jeg er gruelig fuld; ikke? Naa, men forat forklare Dem det saa godt, jeg formaar: jeg mærker for Eksempel ganske fint en Underlyd i dens Stemme, som jeg taler med, jeg hører utrolig godt. Naar jeg sidder og passiarer med en Mand, saa behøver jeg ikke at se paa den Mand forat følge nøje med i, hvad han siger, jeg 228hører straks om han binder mig noget paa Ærmet eller om han forfalsker noget. Stemmen er et farligt Apparat. Forstaa mig ret: jeg mener ikke netop Stemmens materielle Lyd, den kan være høj eller lav, klangfuld eller raa, jeg mener ikke det Stemmestoflige, Tonetilværelsen, nej, jeg holder mig til Mysteriet bag den, den Verden, hvorfra den udgaar … Til Helvede forresten med denne Verden bag og denne Verden bag! Altid skal der være en Verden bag! Hvad Fan rager det mig? … Hør, nu kunde altsammen have været godt og vel, hvis ogsaa De havde villet drikke et Glas; jeg begriber ikke, at De kan sidde saa tørt.»

Nagel drak igen og talte videre:

«De blir saa stille? Lad nu bare ikke mit Praleri om min Forstand paa Mennesker sætte Dem Fluer i Hovedet, saa De ikke tør røre Dem. He-he-he, jo, det skulde se næt ud! Men nu glemte jeg det, jeg vilde have sagt. Ja, ja, saa siger jeg noget andet, som ikke ligger mig paa Hjærte, men som jeg siger alligevel, indtil jeg husker det andet, som jeg glemte. Gud, hvor jeg vrøvler! Men hvad mener De om Frøken Kielland? Lad mig høre Deres Mening om hende. Min Mening er den, at Frøken Kielland er i den Grad en Kokette, at det i Grunden vilde glæde hende rigtig vildt, om ogsaa andre, helst saa mange, som muligt – 229mig selv iberegnet – gik hen og tog Livet af sig for hendes Skyld. Det er min Mening. Hun er dejlig, ja, det er hun, og det maatte være en sød Smærte at føle sig trampet ned af hendes Hæl, ja, og derfor kommer jeg kanske ogsaa til at bede hende derom engang, det vil jeg ikke forsværge. Det foreligger forøvrigt ikke endnu, jeg har Tiden for mig … Men Gud bevare mig, hvor jeg vistnok skræmmer Dem stiv med min Tale iaften! Har jeg saaret Dem, jeg mener Dem personlig?»

«Hvis De vidste, hvor smukt Frøken Kielland talte om Dem! Jeg traf hende igaar, hun underholdt sig længe med mig …»

«Sig mig, – ja, undskyld, at jeg ikke lader Dem snakke ud; men har kanske ogsaa De lidt af den Evne at høre, hvad der bæver bag Frøken Kiellands materielle Stemme! Men nu hører De ganske bestemt selv, at jeg vrøvler kapitalt? Ja, ikke sandt? Altsaa! Men det skulde glæde mig, om ogsaa De forstod Dem lidt paa Mennesker, saa vilde jeg nemlig lykønske Dem med det og sige: vi er to, i Højden er vi to, som forstaar os paa dette here, kom, lad os slutte os sammen og aldrig bruge vor Viden mod hverandre – mod hverandre, forstaar De – saaledes, at jeg for Eksempel aldrig bruger min Viden mod Dem, selv om jeg gennemskuer Dem noksaa meget. Dette vilde jeg sige. 230Naa, nu blir De urolig og ser sky ud igen! Lad Dem blot ikke narre af mit Skryd, det er bare Vind fra min Side; naar jeg blir fuld, faar jeg en Mund saa bred som saa … Men nu husker jeg tilfældigvis, hvad jeg vilde have sagt for lidt siden, da jeg begyndte at tale om Frøken Kielland, som ikke laa mig paa Hjærte. Hvorfor skulde jeg ogsaa plumpe ud med min Mening om hende, naar De ikke havde spurgt mig! Jeg har nok aldeles spoleret Deres gode Humør; kan De huske, hvor De var glad, da De traadte ind her for en Times Tid siden? Alt dette Sludder kommer af Vinen … Men lad mig nu ikke for anden Gang glemme, hvad jeg skulde sige: da De fortalte om det Ungkarlslag hos Byfogden, De husker, da De blev døbt, saa opstod sælsomt nok den Tanke i mig, at ogsaa jeg vilde holde et Ungkarlslag, jo, paa Død og Liv et Ungkarlslag for nogle Indbudne, jeg giver mig ikke paa det, jeg vil have det istand, og De maa ogsaa komme, jeg gør sikker Regning paa Dem. Ja, De skal være aldeles tryg for ikke at blive døbt om igen endnu engang, jeg skal sørge for, at De blir behandlet med den største Forekommenhed og Agtelse; i det hele taget blir der ingen Stole og Borde knuste; men jeg vilde gærne se endel Venner hos mig en Aften, og det helst saa snart som muligt, lad 231os sige i Slutningen af Ugen. Hvad mener De om det?»

Nagel drak paany, drak to store Glas. Minutten svared heller ikke noget til dette. Hans første barnlige Glæde var aabenbart borte, og han syntes at lytte til sin Værts Snak af bare Høflighed. Han afslog stadig at drikke noget.

«De er med ét bleven saa forbausende stille,» sagde Nagel. «Det er ganske latterligt, men ved De, at De i dette Øjeblik ser ud, som om De følte Dem rammet af noget, truffen af et Ord, en Hentydning. Ja, har man hørt Magen, rammet af noget! Jeg lagde Mærke til, at De gjorde et lidet Ryk just nu? Naa, ikke det; saa tog jeg fejl! Har De nogensinde tænkt Dem, hvorledes en hemmelig Falskner vilde være tilmode, naar en Dag en Opdagelsesbetjent lagde sin Haand paa hans Skulder og saa ham ind i Øjnene, uden at sige noget? … Men hvad Raad skal jeg have med Dem, De blir mer og mer trist og indesluttet? Jeg er nervøs idag og plager Livet af Dem, men jeg maa tale, det er nu saa min Vane, naar jeg er fuld. Og De maa heller ikke gaa Deres Vej, for saa blir jeg nødt til at tale en Time med Sara, med Pigen, og det er maaske ikke passende, for ikke at tale om, at det er kedeligt. Vil De tillade mig at fortælle Dem en liden Tildragelse? Min Fortælling er uden Betydning, men den kunde kanske 232underholde Dem lidt, paa samme Tid som den skulde vise min Evne til at forstaa mig paa Mennesker. He-he-he, De skal nemlig høre, at er der nogen, som ikke kan gennemskue Mennesker, saa er det mig, – hvis denne Oplysning maaske kan kvikke Dem op. Kort og godt: jeg kom engang til London, – ja, det var forresten for tre Aar siden, ikke længer, – og der stifted jeg Bekendtskab med en ung, henrivende Dame, en Datter af den Mand, som jeg havde en Smule Forretning med. Jeg lærte Damen temmelig nøje at kende, vi var sammen daglig i tre Uger og blev gode Venner. En Eftermiddag skal hun vise mig London, og vi gaar da afsted, beser Musæer, Kunstsamlinger, Pragtbygninger og Parker, og det blev Aften, før vi begav os paa Hjemvejen. Imidlertid har Naturens Krav begyndt at gøre sig gældende hos mig, jeg kommer rent ud sagt i en vis Knibe, som man nok kan komme i efter en hel Eftermiddags Spadsertur. Hvad skulde jeg gøre? Stikke mig væk kunde jeg ikke, og bede om Tilladelse til at gaa afsides vilde jeg ikke; naa, kort og godt: jeg giver efter der jeg staar og gaar, giver simpelthen efter, lader Humlen suse og blir naturligvis dyvaad fra Beltet til Skoene. Men hvad Fan skulde jeg gøre, sig mig det? Jeg havde heldigvis en uhyre lang Vaarfrakke paa, og jeg haabed at kunne skjule min Forfatning med den. Nu vilde 233Tilfældet, at vi skulde forbi et Konditori i en stærkt oplyst Gade, og her ved dette Konditori standser Gud hjælpe mig min Dame og beder mig om at skaffe hende noget at spise. Naa, dette skulde jo synes en rimelig Begæring, vi havde vandret om en halv Dag og var ganske udmattede; men jeg maatte alligevel undslaa mig. Saa ser hun paa mig og synes vist, det var stygt gjort af mig at undslaa mig, hun beder mig sige Grunden. Jo, siger jeg saa, Grunden er den og den, jeg har ingen Penge, jeg ejer ikke en Penny med mig, ikke en Penny! Naa, det var en gyldig Grund, det kunde ikke nægtes, og Damen havde virkelig heller ikke Penge med sig, nej, ikke en Penny. Og saa staar vi der og ser paa hinanden og ler over vor Stilling. Men saa finder hun alligevel paa en Raad, hun kaster Blikket opad Husene og siger: Vent lidt, staa her et Øjeblik, jeg har en Veninde i det Hus dér, i anden Etage, hun kan skaffe os Penge! Og dermed iler min Dame bort. Hun er borte i flere Minutter, og i hele denne lange Tid gennemgik jeg de værste Kvaler. Hvordan i Alverden skulde jeg bære mig ad, naar hun nu kom tilbage med Pengene? Jeg kunde ikke gaa ind i Konditoriet, hvor Lyset skinned saa desperat blankt, og hvor saa mange Damer og Herrer opholdt sig; jeg vilde blive kastet paa Dør med det samme, og det sidste vilde da blive 234Værre end det første; jeg fik bide Tænderne sammen og bede hende gøre mig den personlige Tjeneste at gaa ind selv, saa vilde jeg vente paa hende. Endnu et Par Minutter gik, saa kom min Dame tilbage; hun var meget fornøjet, ja, ligefrem glad og sagde bare, at hendes Veninde ikke var hjemme, hvilket ogsaa kunde være det samme, ret betænkt; hun kunde godt holde det ud i nogle Minutter endnu, det vilde saa alligevel ikke tage mer end i Højden et Kvarter, før hun kunde gaa til sit eget Aftensbord. Hun bad mig ogsaa undskylde, at hun havde ladet mig vente. Og den, som var glad, var jeg, skønt det dog egentlig var mig, som gik der gennemvaad og led ondt af Turen. Men nu kommer det bedste af alt, – ja, De har kanske allerede anet Resten? Jo, jeg tror tilforladelig, at De allerede har anet Resten; men jeg vil alligevel fortælle den ogsaa: først iaar, i 1891, er det gaaet op for mig, hvor hestedumt jeg egentlig bar mig ad. Jeg har overtænkt hele Tildragelsen paany og fundet den største Betydning i den ene Bagatel efter den anden: min Dame gik ikke opad nogen Trappe, hun var slet ikke oppe i anden Etage; naar jeg tænker mig om, saa aabned hun en Gennemgangsdør til Baggaarden og gled indad den; jeg har en Anelse om, at hun ogsaa kom tilbage gennem den selvsamme Dør fra Baggaarden, paa en 235glidende og stille Maade. Hvad beviser det? Nej, ganske vist; men var det dog ikke en ejendommelig Omstændighed, at hun ikke gik op i anden Etage, men derimod ud i Baggaarden? He-he-he, ja, De forstaar dette saa udmærket, det kan jeg se, men mig er det ikke faldt ind, før i 1891, tre Aar bagefter. De mistænker mig vel nemlig ikke for, at jeg havde udspekuleret det hele paa Forhaand, at jeg haled Turen ud saa længe som muligt, forat presse min Dame til det yderste, at jeg specielt ikke kunde løsrive mig fra en forstenet Hulehyæne i et Musæum, men at jeg vendte tilbage til den tre Gange, og at jeg samtidig holdt Øje med Frøkenen, paa det at hun ikke paa nogen Maade kunde slippe ud i en Baggaard, – dette mistænker De mig selvfølgelig ikke for? Jeg vil ikke benægte, at saa intrikat kunde maaske nogen være, at han heller gik og led selv, ja, heller selv vilde blive vaad fra Beltestedet af end give Slip paa den sælsomme Tilfredsstillelse at se en ung, nydelig Dame vride sig af en eller anden Forpinthed; men mig er det, som sagt, gaaet op for først iaar, tre Aar efterat Historien foregik. He-he-he, ja, hvad synes De? Hvad skal man gøre med en slig Tankeløshed som min i dette Tilfælde? Undskyld, at jeg spørger Dem.»

Pause. Nagel drak og fortsatte:

236«Nu kan De sige: men hvad har denne Historie at gøre med Dem og mig og Ungkarlslaget? Nej, bedste Ven, ganske vist, den har saamæn intet at gøre dermed; men det faldt mig ind at fortælle den alligevel, som en Prøve paa min Stupiditet angaaende den menneskelige Sjæl, he-he-he. Ikke sandt? Uden Fortrydelse forresten! Ak ja, den menneskelige Sjæl! Hvad synes De saaledes om, at jeg en Morgenstund for nogle Dage siden griber mig i – griber mig Johan Nilsen Nagel i – at vandre udenfor Konsul Andresens Hus heroppe paa Bakken og grunde paa, hvor højt eller hvor lavt det antagelig kunde være op til Taget i hans Dagligstue? Ja, hvad synes De? Men dette er, om jeg saa tør udtrykke det, den menneskelige Sjæl igen. Ingen Bagateller er den uvedkommende, altsammen har sin Betydning for den … Hvad Indtryk gør det for Eksempel paa Dem, naar De sent en Nat kommer hjem fra et eller andet Møde, en eller anden Ekspedition, og De gaar i Deres lovlige Ærinde, og De da pludselig støder paa en Mand, som staar ved et Hjørne og ser paa Dem, ja, som drejer Hovedet efter Dem, efterhvert som De passerer, og bare stirrer paa Dem og intet siger? Nu sætter jeg ovenikøbet, at Manden har sorte Klæder paa, og at De ikke kan se andet af ham end hans Ansigt og hans Øjne, hvad saa? Ak, der foregaar mangt i den 237menneskelige Sjæl! … De kommer en Aften ind i et Selskab, lad os sige paa tolv Stykker, og den trettende – det kan være en Telegrafistinde, en stakkels juridisk Kandidat, en Kontorist, en Dampskibskaptejn, kortsagt: en Person uden nogensomhelst Betydning – sidder i en Krog og deltager ikke i Konversationen og gør heller ikke paa anden Maade nogen Støj; men denne trettende Person har alligevel sin Værdi, ikke blot i og for sig, men ogsaa som en Faktor i Selskabet. Netop fordi han har den Dragt, fordi han forholder sig saa stum, fordi hans Øjne ser saapas dumt og intetsigende omkring paa de øvrige Gæster, og fordi hans Rolle i det taget er at være saa lidet betydelig, bidrager han til at give Selskabet dets Karakter. Just fordi han intet siger, virker han negativt og skaber den svage Tone at Dysterhed i hele Stuen som gør, at de andre Gæster netop bare taler saa højt og ikke højere. Har jeg ikke Ret? Denne Person kan derved bogstavelig blive Selskabets mægtigste Mand. Jeg forstaar mig, som sagt, ikke paa Mennesker, men det morer mig alligevel ofte at iagttage, hvilken forfærdelig Værdi Bagatellerne kan indehave; jeg har saaledes engang været Vidne til, at en vild fremmed stakkels Ingeniør, som absolut ikke lukked sin Mund op … Men det er en anden Historie og vedkommer ikke denne, uden forsaavidt som de begge har 238passeret min Hjærne og afsat sine Spor. Men forat blive i Lignelsen: hvo ved, om ikke Deres Taushed nu iaften netop lægger den særegne Tone over mine Ord – min umaadelige Beruselse ufortalt –, om ikke denne Mine, som De nu har i Deres Ansigt, dette halvt sky og halvt uskyldige Udtryk i Deres Øjne netop stimulerer mig til at tale, som jeg gør! Det er ganske naturligt og er ikke mig det ringeste paafaldende. De lytter til, hvad jeg siger – hvad jeg, en fuld Mand siger –, De kender Dem nu og da paa en eller anden Maade rammet – forat benytte det allerede brugte Udtryk rammet —, og jeg føler mig fristet til at gaa end videre paa og slynger Dem nok et halvt Snes Ord i Ansigtet. Jeg anfører dette blot som et Eksempel paa Bagatellernes Værdi. Overse ikke Bagatellerne, kære Ven! For Guds Skyld, Bagatellerne har en vældig Værdi … Kom ind!»

Det var Sara, som banked paa og gav ham Besked om, at Aftensmaden var færdig. Minutten rejste sig straks. Nagel var nu synlig beruset og talte ikke længer rent engang; forøvrigt modsagde han idelig sig selv og vrøvled værre og værre. Hans tankefulde Øjne og Aarerne, der svulmed op i hans Tindinger, viste, at han tumled med mange Tanker i Hovedet.

«Ja», sagde han, «det undrer mig ikke, at De gærne vil benytte Lejligheden til at gaa, 239efter alt det Snak, De har maattet døje iaften. Der er dog flere Ting, jeg gærne vilde have hørt Deres Mening om endnu, saaledes har De slet ikke besvaret mit Spørgsmaal om, hvordan De i Deres inderste Hjærte synes om Frøken Kielland. For mig staar hun som det sjældneste og uopnaaeligste Væsen, fuld af Dejlighed og ren og hvid som Sne, – tænk Dem rigtig ren og dyb Silkesne. Saaledes staar hun for min Tanke. Har De faaet et andet Indtryk af det, jeg har sagt før, saa er det fejlagtigt … Lad mig altsaa nu drikke det sidste Glas i Deres Nærværelse; Skaal! … Men netop nu falder der mig noget ind. Hvis De havde Taalmodighed til at beskæftige Dem med mig endnu i to korte Minutter, vilde jeg virkelig være Dem særdeles forbunden. Sagen er den, – lad mig sige det lige ud, men kom mig lidt nærmere, saa jeg kan hviske det til Dem, for her i dette Hus er Væggene tynde, og man maa være forsigtig, – jo, Sagen er den: jeg er nemlig redningsløst forelsket i Frøken Kielland. Nu har jeg sagt det! Dette er bare et Par haarde og fattige Ord om Sagen, men Gud i Himlen ved, hvor jeg elsker hende ellevildt, og hvor jeg lider for hendes Skyld. Naa, det er en Sag for sig, jeg elsker, jeg lider, det er godt, det hører ikke hid. Altsaa! Men jeg haaber, at De vil behandle min Aabenhjærtighed med al den Diskretion, 240som den fortjener; lover De ikke det? Tak, kære Ven! Men, siger De, hvordan kan jeg være forelsket i hende, naar jeg endog for lidt siden kaldte hende en stor Kokette? Man kan for det første godt elske en Kokette; det er der ingenting ivejen for; men det hæfter jeg mig ikke ved, det springer jeg over. Men der kommer noget andet til. Hvordan var det, indrømmed De, at De forstod Dem paa Mennesker, eller indrømmed De det ikke? Hvis De forstod Dem paa Mennesker, vilde De nemlig ogsaa forstaa, hvad jeg nu siger: jeg kan umulig mene, at Frøken Kielland virkelig er en Kokette; det mener jeg ikke for Alvor. Hun er tvertimod et saare naturligt Menneske, – hvad giver De for Eksempel for hendes aabne Maade at le paa, naar hun ikke engang har aldeles hvide Tænder? Hun ler for gærne og for uberegnet til at være koket. Men mærk Dem mine Ord: alligevel kan jeg gøre mit til at udbrede den Mening, at Frøken Kielland er en Kokette; det generer mig ikke. Og jeg gør det ikke forat skade hende og forat hævne mig, men for at holde mig selv oppe, jeg gør det af Selvkærlighed, fordi hun er uopnaaelig for mig, fordi hun spotter alle mine Anstrængelser for at gøre hende glad i mig, fordi hun er forlovet og allerede bunden, hun er tabt, ganske tabt. Se, dette er med Deres Tilladelse en ny og afvigende Side af den 241menneskelige Sjæl. Jeg kunde gaa til hende paa Gaden og sige til hende med det største Alvor og i flere Menneskers Paahør, tilsyneladende bare forat ringeagte hende og gøre hende Skade, jeg kunde se paa hende og sige: Goddag, Frøken! Gratulerer med ren Særk! Ja, har De hørt saa galt? Men det kunde jeg sige. Hvad jeg derpaa kom til at gøre – enten jeg løb hjem og gav mig til at hulke i Lommetørklædet, eller jeg meddelte mig en eller to Draaber af denne lille Flaske, som jeg bærer her i Vestelommen – det springer jeg over. Godt og vel! Men slig kan den menneskelige Sjæl arte sig. Ved De hvad! jeg kunde gaa ind i Kirken en Søndag, mens hendes Fader, Pastor Kielland, taler Guds Ord, spadsere hele Kirkegulvet indover, standse foran Frøken Kielland og sige højt: Vil De tillade mig at tage dem lidt paa Puffen? Ja, hvad synes De? Med Puffen vilde jeg ikke mene noget især, det skulde bare være et Ord, som hun maatte rødme over; men forund mig at føle Dem lidt paa Puffen, vilde jeg sige. Og bagefter kunde jeg kaste mig ned for hendes Fødder og trygle hende om at gøre mig salig ved at spytte paa mig … Nu er De bange tilgavns; ja, jeg indrømmer ogsaa, at jeg fører en formastelig Tale, saa meget mere som jeg taler om en Præstedatter til en Præstesøn. Tilgiv mig, min Ven, det er ikke af Ondskab, 242ikke af pur Ondskab, men fordi jeg er fuld som en Alke … Hør her: jeg kendte engang en ung Mand, som stjal en Gaslygte, solgte den til en Skrabhandler og svired op Pengene i Sus og Dus; det er ved Gud sandt; det var endda en Bekendt af mig, en Slægtning af afdøde Præsten Hærem. Men hvad vedkommer dette mit Forhold til Frøken Kielland? Nej, det har De atter Ret i! De siger ikke noget, men jeg kan se, at De staar med Munden fuld og vilde sige det, og det er en ganske rigtig Bemærkning af Dem. Men hvad Frøken Kielland angaar, da er hun fuldstændig tabt mig, og jeg beklager ikke hende derfor, men mig selv. De, som staar der saa totalt ædru og gennemskuer Mennesker, vil ogsaa forstaa det, om jeg en Dag simpelthen spredte ud det Rygte i Byen, at Frøken Kielland havde siddet paa mine Knæ, at jeg nu havde truffet hende tre Nætter i Træk paa et nærmere betegnet Sted borte i Skogen, og at hun senere har modtaget Foræringer af mig. Ikke sandt, De vilde forstaa det? Ja, for De forstaar Dem Pokkers godt paa Mennesker, min Ven, jogu gør De saa, kom bare ikke med Udflugter … Har det aldrig hændt Dem, at De har gaaet paa Gaden en Dag, gaaet i Deres egne uskyldige Tanker og ikke vidst Ordet af, før alle Mennesker har begyndt at stirre paa Dem, at mønstre Dem fra oven til neden? Det 243er en yderst pinlig Stilling at komme i. De børster Dem skamfuld foran og bag, De ser som en Tyv nedad Deres Dragt forat undersøge, om De skulde gaa med aabne Knapper, og De blir saa fuld af bange Anelser, at De endog tager Hatten af og ser efter, om der muligens endnu skulde sidde en Prislap paa den, skønt det er en gammel Hat, De har paa. Men alt dette hjælper ikke, De finder intet i Uorden paa Dem, og De maa smukt taale, at hver Skræddersvend og hver Løjtnant fikserer Dem efter Behag … Men, bedste Ven, naar dette er en Allerhelvedes Pine, hvad skal man da sige om at blive indkaldt til Forhør … Nu gjorde De et Ryk igen? Ja, gjorde De ikke det? Tænk, jeg syntes saa tydeligt, at De gjorde et lidet Ryk paa Dem … naa, men altsaa at blive indkaldt til Forhør, at blive stillet foran den snedigste Djævel af en Politimand, at blive tagen i Krydseksamination foran hele Publikum, hvorved man ad tolv forskellige Snigveje kommer tilbage til det samme ene Punkt, – aa, hvilken udsøgt Nydelse for den, der ikke har noget at bestille med det hele, men bare sidder og hører paa! Ikke sandt, deri er vel ogsaa De enig? …

Gud ved, om her ikke er et Glas Vin endnu, naar jeg vrider Flasken …»

Han tømte den sidste Rest af Vinen i sig og talte videre:

244«Jeg maa forøvrigt bede Dem om Undskyldning for, at jeg idelig skifter Samtaleemne. Disse mange og pludselige Spring i min Tankegang kommer vistnok for endel af, at jeg nu er saa bedrøvelig fuld, men for endel er det ogsaa i det hele taget en Fejl ved mig. Sagen er: jeg er blot en simpel Agronom, en Elev fra et Kogødselsakademi, jeg er en Tænker, som ikke har lært at tænke. Naa, lad os ikke komme ind paa saa specielle Ting, de interesserer Dem ikke, og for mig, som kender mine Forhold før, er de ligefrem modbydelige. Ved De hvad, det gaar ofte saa vidt, naar jeg sidder her alene og tænker paa mangehaande Ting, og jeg saa føler mig selv efter i Sømmene, da hænder det ofte, at jeg kalder mig Rochefort med høj Røst, og at jeg slaar mig paa Knappen og kalder mig Rochefort. Hvad vil De sige, naar jeg fortæller Dem, at jeg engang virkelig bestilte et Signet med et Pindsvin i? … Dette bringer mig til at huske paa en Mand, som jeg i sin Tid kendte som en skikkelig og ganske almindelig og agtværdig filologisk Studerende ved et tysk Universitet. Manden udarted, i Løbet af to Aar blev han baade Drukkenbolt og Romanforfatter. Traf han Fremmede, og man spurgte ham, hvem han var, svared han tilslut bare, at han var en Kendsgærning. Jeg er en Kendsgærning! sagde han, og saa kneb han Munden sammen af bare 245Hovmodighed. Naa, dette interesserer Dem ikke … De talte om en Mand, en Tænker, som ikke havde lært at tænke. Eller var det mig selv, som talte om det? Om Forladelse, nu er jeg nemlig død drukken; men det gør ingenting, lad Dem bare ikke anfægte. Jeg vilde forresten gærne faa Lov til at forklare Dem dette med Tænkeren, som ikke kunde tænke. Saavidt jeg forstod Deres Ytring, vilde De angribe Manden; jo, jeg fik virkelig det bestemte Indtryk, De talte i en haanlig Tone; men den Mand, som De nævnte, fortjener at blive set nogenlunde i sin Sammenhæng. For det første var han en stor Nar. Jo, jo, det vil jeg ikke fragaa, han var en Nar. Han gik altid med et langt rødt Slips og smilte af bare Naragtighed, ja, saa naragtig var han, at han tidt og ofte sad fordybet i en Bog, naar nogen kom til ham, skønt han aldrig læste. Han gik ogsaa uden Strømper i Skoene, blot forat have Raad til en Rose i Knaphullet. Slig var han. Men det bedste af alt var, at han havde endel Portrætter, Portrætter af nogle tarvelige, nætte Haandværkerdøttre, og disse Portrætter skrev han saa nogle høje og klangfulde Navne paa, bare forat man skulde faa Indtryk af, at han havde saa og saa fornemme Bekendtskaber. Paa et af Billederne havde han skrevet med tydelige Bogstaver «Frøken Stang», forat man skulde tro, hun var 246i Slægt med Statsministeren, skønt Mennesket i det allerhøjeste kunde hedde Lie eller Haug. He-he-he, hvad skal man sige til sligt Blæreri? Han indbildte sig, at Folk gik og beskæftiged sig med ham, bagtalte ham; Folk bagtaler mig! sagde han. He-he-he, tror De virkelig, at nogen gad bagtale ham, hvad? Saa var det altsaa en Dag, han kom ind i en Juvelerbutik, han gik og røgte paa to Cigarer. Paa to Cigarer! En bar han i Haanden og den anden i Munden, men der var Ild i dem begge. Han vidste maaske ikke, at han havde to Cigarer i Brug paa en Gang, og som en Tænker, der ikke havde lært at tænke, spurgte han heller ikke …»

«Nu maa jeg gaa», sagde endelig Minutten sagte.

Nagel rejste sig med ét.

«Maa De gaa?» sagde han. «Vil De virkelig stikke af nu? Ja, denne Historie er vel ogsaa for lang, naar man skal se Manden i hans Sammenhæng. Naa, lad den bero til en anden Gang da. Jasaa, De vil absolut gaa nu? Hør: Tusind Tak for iaften! Hører De det? Jeg er ogsaa ganske mærkelig fuld nu; hvordan ser jeg egentlig ud? Tag en Tommelfinger, sæt den under Luppen og se dét Syn, hvad? Jo, jeg forstaar Deres Miner; De er en ugudelig klog Mand, Hr. Grøgaard, og det er mig en Fest at iagttage Deres Øjne, saa uskyldige er de. Tænd 247en ny Cigar, før De gaar. Hvornaar kommer De nu igen? Død og Pine, det er sandt, De maa komme i Ungkarlslaget, hører De! Der skal ikke krummes et Haar paa … Nej, for jeg skal sige Dem: det skal blive bare et lidet koseligt Aftenselskab, en Cigar, et Glas, en Passiar og ni Gange ni Hurra for Fædrelandet, for Doktor Stenersens Skyld; ikke sandt? Det skal nok gaa. Og den Bukse, som vi har talt om, skal De faa, Fan gale mig. om De ikke skal; men paa den sædvanlige Betingelse naturligvis, at De ingenting siger. Jeg takker Dem inderlig for Deres Taalmodighed iaften! Lad mig trykke Deres Haand! Tænd en ny Cigar, … Hør, et Ord endnu: har De ikke noget, De kunde ville bede mig om? For hvis der er noget, saa. Naa, som De vil Godnat, Godnat …»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.