XIX.

450Og den næste Nat ved Tolvtiden begav Nagel sig endelig bort fra Hotellet. Han havde ingen Forberedelser gjort, kun havde han skrevet til sin Søster og lagt endel Penge ind i en Konvolut til Martha; ellers stod hans Kufferter, hans Violinkasse og den gamle Stol, han havde købt, paa deres Plads, endel Bøger laa og slængte paa hans Bord, og han havde heller ikke betalt sin Regning; det havde han fuldstændig glemt. Nys før han gik hjemmefra, bad han Sara om at støve af Vinduerne, til han kom tilbage, og Sara havde ogsaa lovet det, skønt det var midt paa Natten; selv vasked han omhyggelig sit Ansigt og sine Hænder og forlod derpaa Værelset.

Han var hele Tiden rolig, næsten sløv. Herregud, hvad var det at blæse op og gøre Staahej for! Et Aar før eller senere spilled ringen Rolle, desuden var jo dette en Tanke, som han havde omgaaedes med i lang Tid. Nu var han ogsaa gaaet totalt træt af sine Skuffelser, sine mange fejlslagne Haab, af Humbugen overalt, dette fine daglige Bedrag fra alle Menneskers Side. Han kom endnu engang til at tænke paa Minutten, hvem han ogsaa havde husket med en Konvolut med noget i, skønt hans Mistanke til denne stakkels værkbrudne Dværg aldrig forlod ham; han tænkte paa Fru Stenersen, 451der syg og astmatisk snød sin Mand lige for hans Øjne og aldrig røbed sig med en Mine; paa Kamma, denne lille pengegridske Tøs, som strakte sine falske Arme ud efter ham, hvor han rejste hen, og stadig gramsed i hans Lommer efter mere, altid mere. I Øst og Vest, i Indland og Udland havde han truffet Menneskene ens; alt var simpelt og uægte og skammelig troløst, lige fra Stodderen, der bar en frisk Haand i Bind, til den blaa Himmel, der flød af Ozon. Og han selv, var han bedre selv? Nej, nej, han var ikke bedre selv! Men nu var han ogsaa ved Enden.

Han lagde Vejen om Bryggerne forat se Skibene endnu engang, og da han passered den sidste Kaj, tog han pludselig sin Jærnring af Fingeren og kasted den paa Sjøen. Han saa, hvor den faldt ned langt ude. Se saa, i sidste Øjeblik gjorde man da et lidet Forsøg paa at befri sig for Humbugen!

Ved Martha Gudes lille Hus gjorde han en Stands og kiged for sidste Gang indad Vinduerne. Alt var som sædvanligt derinde, roligt og stille, og der var ingen at se.

«Farvel!» sagde han.

Og han gik videre.

Uden at han selv vidste af det, styred han sine Skridt henimod Præstegaarden. Han mærked først, hvor langt han var kommet, da han allerede 452skimted Gaardspladsen som en Lysning inde i Skogen. Han standsed. Hvor vilde han hen? Hvad skulde han paa disse Veje? Et sidste Blik paa de to Vinduer i anden Etage, et forfængeligt Haab om at faa se et Ansigt, som aldrig viste sig, aldrig, – nej, man gik ikke derhen! Ganske vist, man havde hele Tiden bestemt sig til at gøre det; men man gjorde det ikke! Han blev staaende en Stund endnu og se med lange Øjne ind til Præstegaardens Gaardsplads, han vakled, det bad i ham …

«Farvel!» sagde han atter.

Saa vendte han brat om og slog ind paa en Sidevej, der førte længer ind i Skogen.

Nu galdt det at gaa efter Næsen og slaa sig ned paa det første det bedste tilfældige Sted. Fremfor alt ingen Beregning og ingen Sentimentalitet; hvad havde ikke Karlsen fundet paa i sin latterlige Fortvivlelse! Og som om denne Smule Affære var saa mange Anstalter værd! … Han mærker, at hans ene Skobaand er gaaet op, og han standser, sætter Foden paa en Tue og knytter det. Lidt efter sætter han sig ned.

Han havde sat sig uden at tænke over det, uden at vide det. Han saa sig om: store Furruer, overalt store Furruer, hist og her en Briskeklynge, Jorden Lyngmark. Godt, godt!

453Saa tager han sin Lommebog frem. Der gæmmer han Brevene til Martha og Minutten; i et særskilt Rum ligger Dagnys Lommetørklæde i Papir. Og han tager det op, kysser det flere Gange, knæler og kysser det flere Gange, og river det derpaa langsomt i smaa Filler. Dette optager ham en lang Tid, Klokken blir ét, blir halvto, og han river og river fremdeles i disse bitte smaa Filler. Endelig har han gjort Lommetørklædet aldeles ukendeligt, der er næsten bare Traade tilbage, han rejser sig og lægger det under en Sten, gæmmer det rigtig godt, saa ingen kan finde det, og sætter sig igen. Ja, nu var der vel ikke mer? Og han husker sig om, men der er ikke noget mer. Saa trækker han sit Ur op, som han altid plejed at gøre hver Aften, naar han gik tilsengs.

Han spejder omkring sig; det er lidt dunkelt i Skogen; han kan intet mistænkeligt se. Han lytter, holder Aandedrættet og lytter: ikke en Lyd høres, Fuglene er stumme, Natten mild og død. Og han stikker sine Fingre ned i Vestelommen og tager den lille Flaske op.

Flasken har Glasprop, over Glasproppen ligger en tredobbelt Papirhætte, paabundet med blaa Apotekerstræng. Han løser Strængen og tager Proppen op. Klart som Vand, med en svag Lugt af Mandler! Han holder Glasset op for Øjnene, det er er halvt fuldt. I det samme 454hører han end Lyd langt borte, et Par sangrende Slag; det var Kirkeklokken, som slog to i Byen. Han hvisker: Klokken slog! Og han hæver Glasset hurtigt til Munden og tømmer det.

I de første Øjeblikke sad han endnu opret, med lukkede Øjne, med det tomme Glas i den ene Haand og med Proppen i den anden. Det hele var gaaet saa villigt, at han ikke havde fulgt rigtig med. Nu bagefter begyndte Tankerne lidt efter lidt at strømme ham til Hovedet, han aabned Øjnene og saa sig forvildet om. Alt dette, disse Træer, denne Himmel, denne Jord skulde han nu aldrig se mere. Hvor det var forunderligt! Allerede sneg Giften sig om inde i ham, trak sig gennem fine Væve, brød sig en blaa Vej ind til hans Aarer; om lidt fik han Krampe, lidt efter laa han stiv.

Han føler tydelig en bitter Smag i Munden, og at hans Tunge rynker sig mere og mere sammen. Saa gør han meningsløse Fagter med Armene forat se, hvormeget han allerede er død, begynder at tælle Træerne omkring, kommer til ti og opgiver det. Nej, skulde han dø, virkelig dø nu inat? Nej, aa, nej, vel? Nej, ikke inat; hvad? Hvor det var forunderligt!

Jo, han skulde dø, han fornam saa tydeligt, hvorledes Syren gjorde sin Virkning i hans Indvolde. Nej, hvorfor nu, hvorfor straks? Herregud, 455det maatte ikke ske netop nu! Nej, maatte det vel? Hvor det allerede begyndte at sortne for hans Øjne! Hvor det sused over Skogen, skønt der ingen Vind var! Hvorfor begyndte der ogsaa at drive røde Skyer over Trætoppene? … Ak, ikke straks, ikke straks! Nej, hører du, nej! Hvad skal jeg gøre? Jeg vil ikke! Himmelske Gud, hvad skal jeg gøre?

Og pludselig vælter Alverdens Tanker ind paa ham med en overvældende Styrke. Han var ikke beredt endnu, der var Tusind Ting, han maatte have gjort forinden, og hans Hjærne skinner og flammer af alt det, han skulde have gjort. Han har endnu ikke betalt sin Regning i Hotellet, han havde glemt det, ja, ved Gud, det var en Forglemmelse, og han vilde gøre den god igen! Nej, han maatte skaanes Natten over, Naade, Naade en Time, lidt over en Time! Store Gud, han havde ogsaa glemt at skrive endnu et Brev, endnu ét, to Linjer til en Mand i Finland, det galdt Søsteren, hele hendes Ejendom! … Saa bevidst var han midt i denne Fortvivlelse, og hans Hjærne arbejded saa vidunderlig anspændt, at han endog beskæftiged sig med sit Abonnement paa de forskellige Aviser, han holdt. Nej, han havde ikke opsagt sine Aviser heller, de vilde komme uafladelig, de vilde aldrig standse, de vilde fylde hans Værelse 456fra Gulv til Tag. Hvad skulde han gribe til? Og nu var han næsten halvt død!

Han river Lyng op med begge Hænder, kaster sig om paa Maven og forsøger at faa Giften op igen, stikker Fingeren i Halsen; men forgæves. Nej, han vilde ikke dø, ikke inat, ikke imorgen heller, han vilde aldrig dø, han vilde leve, ja, se Solen i en Evighed endnu. Og denne Smule Gift vilde han ikke beholde i sig, op skulde den, før den dræbte ham, op op, for hedeste Satan skulde den op!

Vild af Rædsel springer han paa Benene og begynder at tumle om i Skogen efter Vand. Og han raaber: Vand! Vand! saa det giver Ekko langt borte. Han raser i flere Minutter med dette, han løber rundt i alle Retninger, tørner mod Træstammer, gør høje Hop over Briskeklynger og stønner højt. Og han finder ikke Vand. Endelig snubler han og falder paa Næsen, hans Hænder roder Lyngjorden op idet han falder, og han føler en svag Smærte i sit ene Kind. Han forsøger at røre sig, at komme op, Faldet havde fortumlet ham, han synker tilbage igen, blir mere og mere mat, og han rejser sig ikke mer.

Ja, ja. i Guds Navn, saa var der ingen Raad med det! Og Herre, min Gud, saa skulde han alligevel dø da! Kanske hvis han havde havt Kræfter nok til at finde Vand et Sted, saa 457var han frelst! Aa, hvor det kom til at ende daarligt med ham alligevel, saa godt, som han engang havde tænkt sig det; nu skulde han dø af Gift under aaben Himmel! Men hvorfor var han ikke allerede stiv? Han kunde røre Fingrene endnu, løfte Øjenlaagene; hvo det vared, hvor det vared dog!

Han stryger sig over Ansigtet, det er koldt og dyvaadt af Sved. Han var falden forlænds, med Hovedet nedad Bakke, han blir liggende og gør ingen Omstændigheder med det. Hvert Lem paa ham dirrer endnu; han har faaet et Saar paa sit ene Kind, og han lader det roligt bløde. Hvor det vared, hvor det vared! Og han ligger taalmodig og venter. Igen hører han, at Kirkeklokken slaar, den slaar tre. Han studser; kunde han have gaaet med Giften i sig en hel Time, uden at være død? Han rejser sig paa Albuen og ser paa sit Ur; jo, Klokken var tre. Hvor det dog vared længe!

Ja, i Guds Navn, det var alligevel bedst, at han døde nu! Og idet han pludselig kom til at huske paa Dagny, hvem han vilde synge for hver Søndag Morgen, og hvem han vilde gøre saa meget godt, blev han tilfreds i sin Skæbne og fik Taarer i Øjnene. Sentimentalt, under Bønner og taus Graad begyndte han at samle i sit Hoved alt, han vilde gøre for Dagny: Aa, hvor han vilde beskytte hende for alt ondt! 458Kanske allerede imorgen kunde han flyve til hende og være hende nær, gode Gud, om han kunde gøre det allerede imorgen og faa hende til at vaagne rigtig straalende! Det var stygt af ham, at han for et Øjeblik siden ikke havde villet dø, naar han kunde være hende til Glæde; ja, han angred det og bad hende om Forladelse; han vidste ikke, hvor hans Tanker: havde været henne. Men nu kunde hun stole paa ham, han længted efter at komme svævende ind i hendes Værelse og staa foran hendes Seng. Om nogle Timer, kanske om én Time var han der, ja, saa var han der. Og han vilde ganske sikkert faa en Guds Engel til at gøre det for sig, hvis han ikke selv kunde; han vilde love ham meget godt for det. Og han vilde sige: Jeg er ikke hvid, du kan gøre det, du er hvid, og du kan gøre med mig, hvad du vil, for det. Du ser paa mig, fordi jeg er sort? Vist er jeg sort, hvad er det at glo for? Men jeg vil gærne love at være sort endnu i lang, lang Tid, dersom du vil vise mig denne Naade, som jeg beder dig om; jeg kan være sort en Million Aar ekstra, og meget sortere end nu, om du forlanger ogsaa det, og for hver Søndag, du synger for hende, kan vi atter lægge en Million Aar til, hvis du vil det saa. Jeg lyver ikke, jeg vil finde op saa meget at byde dig for det og ikke spare mig for noget, hør mig bare! Du skal 459ikke flyve alene, jeg skal være med, jeg vil bære dig og flyve for os begge, det skal jeg gøre med Glæde og ikke plette dig heller, om jeg er sort. Jeg skal nok gøre alt, og du skal hvile hele Tiden. Gud ved, om jeg ikke ogsaa kunde forære dig noget, som jeg kanske kunde have; du kunde faa Brug for det; jeg vil altid huske det, hvis kanske nogen giver mig noget; kanske kunde jeg være heldig og fortjene mangen Ting til dig. det er ikke godt at vide …

Jo, han vilde nok tilslut formaa en Guds Engel til at gøre dette for sig, det var han vis paa …

Og atter slaar Kirkeklokken. Han tæller halvt fraværende de fire Slag og tænker ikke mere over det. Det galdt at være taalmodig. Saa folded han Hænderne ogog] rettet fra: eg (trykkfeil) bad om at maatte faa dø hurtigt, om nogle faa Minutter nu; saa kunde han kanske komme til Dagny, før hun vaagned. Han vilde takke og prise alt og alle for det; det var en stor Naade, og nu havde han blot dette inderlige Ønske …

Han lukked Øjnene i og sovned ind.

Han sov i tre Timer. Da han vaagned, skinned Solen ned paa ham, og der var gennem hele Skogen en stærk, brusende Fuglekvidder. Han rejste sig overende og saa sig om; han husked med ét alt, han havde gjort om Natten, 460Flasken laa endnu ved Siden af ham, og han husked ogsaa, hvor inderlig han tilslut havde bedt til Gud om at faa dø ret snart. Og endnu leved han! Atter havde en eller anden uventet og ond Omstændighed krydset hans Vej! Han forstod ingenting, han tænkte forgæves over alt og følte blot, at han endnu ikke var død.

Han stod op, tog Flasken med og gik nogle Skridt. Nej, hvor der altid mødte ham Hindringer, hvad han end ærligt forsøgte sig i! Hvad var ivejen med Giften? Det var ægte Blaasyre, en Doktor havde erklæret, at det var nok, ja, mer end nok; han havde ogsaa lagt Præstens Hund stendød blot med en liden Mundsmag af den. Og det var det selvsamme Glas, det var halvt fuldt, det husked han, at han havde set med sine egne Øjne, før han tømte det; Glasset havde heller aldrig været i andres Hænder, han bar det altid i Vestelommen. Aa, hvad var det dog for lumske Magter, der hemmelig fulgte ham overalt?

Som et Lyn slaar det ned i ham, at Glasset alligevel havde været i fremmede Hænder. Han standser og knipser uvilkaarligt i Fingrene. Ja, det var ikke til at tage fejl af, Minutten havde havt det hos sig en hel Nat. Det var i hans Ungkarlslag i Hotellet, da han gav Minutten sin Vest; Glasset, Uret og endel Papirer laa igen i Lommerne; Minutten havde tidlig den næste 461Morgen leveret Sagerne tilbage. Aa, den gamle, naragtige Krøbling, der havde han igen været fremme med sin durkdrevne Godhed! Hvilken Fiffighed, hvilken udspekuleret Streg.

Nagel bed Tænderne sammen af Forbittrelse. Hvad havde han sagt den Nat paa sit Værelse? Havde han ikke udtrykkelig erklæret, at han ikke havde Mod til at bruge Giften paa sig selv? Og der havde dog en hyklersk og pilraadden Vanskabning af en Mandsling siddet paa en Stol ved Siden af ham og i al Hemmelighed ikke troet paa hans Ord! Den Usling, den Muldvarp! Han var gaaet lige hjem, havde tømt Glasset, havde kanske endog skyllet det godt og derpaa fyldt det halvt med Vand. Og efter denne skønne Gærning var han gaaet tilsengs og havde sovet roligt!

Nagel begyndte at gaa indover mod Byen. Han var nogenlunde udhvilet og tænkte bittert og klart over Tingene. Nattens Hændelse havde ydmyget ham og gjort ham latterlig i hans egne Øjne; tænk, han havde endog lugtet Mandler af dette Vand, følt sin Tunge snøret sammen af dette Vand, havt en Fornemmelse af Døden i sig ved dette Vand! Og han havde raset og gjort Himmelhop over Stok og Sten for denne Mundfuld ganske og almindeligt Brøndvand! Vred og skamrød standsed han og skreg ret ud i Vejret; men lidt efter saa han sig om, bange 462for, at nogen kunde have hørt det, og slog over i at synge forat skjule det.

Og efterhvert som han gik videre, blev han ogsaa mildere stemt ved denne varme, straalende Morgen og den uafladelige Fuglesang i Luften. En Kærre kom kørende imod ham, Køregutten hilser og Nagel hilser; en Hund, der følger med, logrer for ham og ser ham op i Ansigtet … Men hvorfor havde det ikke lyktes for ham at dø ærligt og redeligt inat? Han sørged over det endnu; han havde lagt sig til Hvile fuld af Behag over at være kommet til Enden, en mild Glæde havde gennemtrængt ham, lige til han lukked Øjnene og begyndte at sovne. Nu var Dagny staaet op, kanske var hun allerede gaaet ud, og han havde ikke kunnet glæde hende paa nogen Slags Maade. Hvor han følte sig forsmædelig bedraget! Minutten havde føjet en ny Godhed til de mange andre, hvoraf hans Hjærte var fyldt, han havde gjort ham en Tjeneste, havde frelst hans Liv, — akkurat den samme Tjeneste, som han selv engang havde gjort en Fremmed, en ulykkelig Mand, som ikke vilde komme iland i Hamburg. Det var ved den Lejlighed, han fortjente sin Redningsmedalje, he-he, fortjente sin Redningsmedalje! Jo, man frelser Mennesker, man betænker sig ikke paa at gøre gode Gærninger iblandt, man gaar resolut hen og frelser Folk fra Døden!

463Han sneg sig formelig flau for sig selv op paa sit Værelse i Hotellet og satte sig ned. Der var rent og hyggeligt derinde, Vinduerne var pudsede, og der var ogsaa hængt nystrøgne Gardiner op; paa Bordet stod en Buket Markblomster i Vand. Han havde aldrig før havt Blomster derinde, denne Overraskelse hensatte ham i en forundret Glæde og fik ham til at gnide sig i Hænderne. Hvilket Træf just paa en slig Dag! Hvilket elskværdigt Paafund af en stakkels Hotelpige! Et godt Menneske, den Sara! Jo, det var virkelig en henrivende Morgen; endog alle disse Ansigter nede paa Torvet saa glade ud; Gibseren sad ved sit Bord og røgte velbehageligt af sin Kridtpibe, skønt han ikke solgte for en Øre. Kanske var det ikke saa galt alligevel, at de vilde Planer fra inat var strandede! Han tænkte med Gru paa den Rædsel, han havde gjennemlevet, da han fór omkring efter Vand, han rysted endnu, naar han tænkte paa det, og siddende paa sin trygge Stol i dette venlige, lyse Værelse, hvori Solen skinned ind, havde han i denne Stund en dejlig Følelse af at være frelst fra alt ondt. Men til syvende og sidst var der endnu et godt og ufejlbarligt Middel tilbage, som han ikke havde forsøgt! Det kunde mislykkes en Smule første Gang, man døde ikke, man rejste sig igen; men saa var der nu for Eksempel en liden sikker 464Seksløber, som man kunde faa i den første den bedste Vaabenhandel, naarsomhelst det behøvedes. Gæmt var ikke glemt …

Sara banked paa. Hun havde hørt, at han var kommet og vilde give Besked om, at Frokosten var færdig. Han raabte hende tilbage, da hun vilde gaa, og spurgte, om Blomsterne var fra hende.

Jo, de var fra hende, det var ingenting at takke for.

Han tog hende alligevel i Haanden.

Hun spurgte smilende:

«Hvor har De været henne i hele Nat, De har jo slet ikke været hjemme?»

«Hør nu,» svared han, «dette med Blomsterne er ligefrem et nydeligt Træk af Dem; De har ogsaa pudset Vinduerne og givet mig rene Gardiner inat. Jeg kan ikke sige, hvor De har glædet mig ved det, jeg ønsker Dem alt godt for det.» Og pludselig faar han et af disse ravgale Øjeblikke, hvori han blir bare Stemning, bare uberegnede Indfald, og han siger: «Hør, jeg havde en Pels med, da jeg kom hid til Hotellet; Gud ved, hvor den er bleven henlagt; men jeg havde udtrykkelig en Pels med, og den vil jeg forære Dem. Jo, jo, jeg gør det af Taknemmelighed, det er allerede fast besluttet, Pelsen er Deres.»

465Sara slog op en høj, hjærtelig Latter. Hvad skulde hun med en Pels?

Nej, det havde hun ogsaa Ret i; men det blev hendes Sag, hun skulde blot modtage den, gøre ham den Glæde at modtage den … Og hendes friske Latter fik ham derpaa til at le med; han begyndte at spøge med hende: Gud, hvilke skønne Skuldre hun havde! Men vilde hun tro det, han havde engang set lidt mere af hende, end hun selv vidste om. Jo, det var i Spisestuen, hun stod paa et Bord og vasked Taget over sig, han saa hende gennem Dørsprækken; hendes Kjole var højt ophæftet, han saa en Fod, et Stykke Læg, jo, han havde virkelig set en halv Alen dejlig Læg. He-he-he. Men hvorom alting var, saa vilde han forære hende et Armbaand inden Aften, inden et Par Timer; hun kunde tro ham. Og desuden maatte hun huske, at Pelsen var hendes ….

Den gale Mand, var han da bleven rent forrykt? Sara lo, men hun begyndte at blive halvt bange for hans mange underlige Paafund. Iforgaars havde han givet en Kone mange flere Penge, end hun skulde have, da hun bragte ham hans Vask; idag vilde han forære bort sin Pels. Man talte ogsaa allehaande om ham ude i Byen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.