Elskede Amalie

1884

Den hyppige brevvekslingen i 1883 fortsatte gjennom de første tre månedene av 1884, med i alt 73 brev, dvs. mellem fem og seks hver uke. Hovedtemaet i disse brevene er planleggingen og den utålmodige lengselen; det var bestemt at Amalie skulle flytte til København i slutten av mars, og de skulle gifte seg. Amalie hadde forrykende travelt, det var så mye å ordne: Møblene skulle pusses opp og repareres, klær skulle sys, familien og vennene skulle bringes til å akseptere hennes «forræderi», og ikke minst, hun måtte fortelle guttene at hun skulle reise fra dem, og finne ut hvor de skulle bo, og hva de skulle holde på med. Det siste viste seg å være vanskeligere enn hun hadde trodd; selv om begge guttene støttet hennes beslutning, var deres framtid langt mindre sikker enn hun hadde håpet. Jacob var nå 17, og skulle til å ta studenteksamen, Ludvig to år yngre. Planen hadde vært at deres far skulle støtte dem mens de studerte. Men August Müller hadde ikke gjort det så bra økonomisk i de siste årene, og han hadde brukt opp de pengene som han hadde lovet skulle spares til guttenes utdannelse. I siste øyeblikk fikk Amalie bestemt at Jacob skulle bo hos Amund Helland og hans mor mens han tok eksamen, men mer var det ikke råd til. Begge guttene måtte deretter gå til handelen.

Mens Amalie holdt på med å organisere flyttingen, fortsatte Erik uten særlig begeistring sin tilværelse som uavhengig journalist; han passet sitt arbeide på Riksdagen, og leste, gikk på teater og skrev anmeldelser og petitesser som han nesten alltid var utilfreds med. Han var fortsatt urolig for økonomien, uten å finne på noe han kunne gjøre med den; de hadde egentlig ikke nok å leve av. Og han ordnet leiligheten og bekymret seg for at papirene skulle være i orden; det viste seg nemlig at ekteskapslovgivningen i Danmark ikke hadde forutsett at bruden kunne komme fra utlandet, og kravene var ikke lette å etterkomme. Da Amalies papirer ble ytterligere forsinket p.g.a. riksrettsforhandlingene, som på det nærmeste paralyserte norsk offentlighet i flere uker, så det hele uoverkommelig ut. Men til slutt var det hele allikevel i orden, og Amalie reiste som avtalt med alt sitt habengut lørdag 29. mars fra Kristiania med Dronning Louise, og kom fram søndag 30. mars. Torsdag 3. april giftet de seg borgerlig i Københavns Rådhus, og flyttet så inn i «dukkeleiligheten» i Øster Farimagsgade 51.

Etter slutten av mars finnes det ikke flere brev mellom ekteparet før ut på høsten 1884; man er henvist til andre kilder for å finne ut hvordan det gikk dem i de første månedene av deres ekteskap. Det kom bryllupsbrev bl.a. fra Alexander Kielland og Bjørnstjerne Bjørnson, litt keitet begge to, litt forbauset over at Amalie plutselig hadde giftet seg og – særlig Bjørnson – litt engstelig for hvordan det ville gå, om nå Erik virkelig forsto Amalies kompliserte følelsesliv. Men ellers er der flere vitnesbyrd om at det var en lovende begynnelse på ekteskapet. Det var et flott og fetert par, som ble en velkommen del av Københavns selskapsliv. Og det var en fruktbar tid for Amalies utvikling som forfatter. Hun skrev på sin første store roman, Constance Ring, som skulle komme ut året etter, og fikk sikkert kyndig rådgivning av sin mann som hun like sikkert ikke alltid fulgte. De skulle leve av sitt arbeid, og de tok fatt begge to med godt mot.

Det viste seg imidlertid ganske tidlig i ekteskapet at de ikke hadde løst alle problemene angående fortiden og dobbeltmoralen, og Amalies mistenksomhet fikk næring da Erik første gang reiste vekk fra henne senere samme år. Det er ikke helt klart når denne reisen fant sted; Amalie sier senere at det var etter tre måneders ekteskap, men hvis det er riktig, så finnes det ikke noen brev derfra. Den første dokumenterte reisen er fra september. Det finnes heller ikke noe samtidig vitnesbyrd om konfliktene; men fra Amalies senere uttalelser (f.eks. brev 331, 445) blir det klart at hun fant kondomer i hans bagasje noe som utløste en krise hos henne.

Fra september 1884 finnes det i hvert fall to brev uten årsangivelse som likevel kan plasseres ut fra innholdet. Erik reiste til Jylland for å besøke J.P. Jacobsen, som han hadde lovet å skrive om til den nyopprettede Politiken, men han gjorde det ikke; Jacobsen var alvorlig syk og skulle dø seks måneder senere. Amalie ble i København blant slekt og venner. Disse brevene virker muntre og likefremme, uten antydning av konflikt. Nøyaktig hvor lenge Erik ble borte går ikke fram av brevene, men han må ha vært tilbake i København i begynnelsen av oktober, siden han var med i Politikens stab som rapporterte den store brannen 3. oktober på Christiansborg.



206. Erik til Amalie

Onsdag den 2den Januar 1884

Jeg modtog dit Brev af 29 f.M. først imorges min elskede Ven;dit Brev af 29 f.M.: dvs. brev 203. det var altså det tumpede Postvæsen – Pokker kan blive klog på det og ikke jeg –, der Nytårsaften snød mig, og Du havde ingen Skyld. Min søde Pige, har jeg i min Skuffelse brugt et og andet Ord, Du ikke lider, så bær over med mig. Du véd jo selv, hvor ondt det gør at se sig narret i sit sikre Håb om Brev, og jeg var jo tilmed en Smule udhungret. – For at tage det onde først: Ja min Unge, det gjorde mig ondt at se Dig bruge de Skældsord mod Jøderne, som forlængst er svunden ud af det Tankesæt, jeg er vant til at have med at gøre, og det berørte mig så meget mere ilde, som jeg ikke øjner den fornuftige Grund til denne elementære Ophidselse. Du støder på et enkelt udmærket Eksemplar af Racen; han er efter hvad der kommer til din Kundskab behæftet med en Bunke lave Egenskaber, og så «véd» Du, at Racen er modbydelig og «hader» den. Efter almindelig Sprogbrug er Had Udtryk for en overordenlig stærk Følelse af Afsky, så stærk endog, at den bliver til en Fordring på Forfølgelse og om mulig Tilintetgørelse. Skulde Du for Alvor mene noget sligt, det vil altså sige billige og eventuelt være villig til at støtte og deltage i den antisemitiske Bevægelses allervidest gående Foretagender, regner jeg dette for en Ulykke af samme eller værre Art som hvis Du en Dag går hen og tror på Jomfru Marie [sic] eller Kristusmythen. Så føler vi ikke ens i et humant Spørgsmål af væsenlig Betydning, og dit Spring tilbage fra Deltagelse i Arbejdet på Menneskeåndens Frigørelse og Udvikling synes mig afgørende. Men jeg tænker mig, at Du har brugt «Had» i en noget mildere Betydning. Det er ikke din Mening at ville berøve Jøderne t.E. deres borgerlige Rettigheder el. sl., det er et Slags Selskabshad, Du nærer til Racen, Du tror, at dens moralske Egenskaber er af ringere Værdi end Arernes [sic], mindre samfundstjenlig. Du anfører som Grund, at «selv Georg Brandes er en lavartet Skabning». Jeg synes ikke dette er synderlig fornuftigt. Det måtte da først bevises, at hans lave Egenskaber var Racemærker og nødvendige Racemærker. Og selv dette synes mig ikke nok til at begrunde den mildere Form for «Had», Du nærer til Racen. Du betragter jo ikke G.B. som selskabelig umulig. Altså dette har berørt mig ilde. Det er jo ikke en Kuriositet men et Spørgsmål, som er oppe i Tiden,et Spørgsmål, som er oppe i Tiden: Antisemittismen var ganske utbredt i 1880-årene, og Brandes-brødrene blant andre fikk føle den. rent bortset fra, at jeg står i et personligt Venskabsforhold til G.B. Da jeg gik til Byen imorges, kom jeg til at følges med Pingel, og under vor Samtalen kunde jeg ikke lade være at berøre for ham min Beklagelse over midt i det gode Selskab at være snublet over Jødehadet – jeg nævnte naturligvis ikke hvor og hvorledes. Hans Ord var da omtrent disse: «Ja det er beklageligt, jeg har selv nu og da mærket noget lignende. Jeg husker, at da denne Brutalitet kom op i Tyskland nu på ny, nærede jeg et Håb om, at den ikke vilde nå længer end til Østersøen. Vi i Norden syntes jeg måtte gå fri, vi havde jo Wergelands Digte om Jøderne;Wergelands Digte om Jøderne: Henrik Wergeland ivret for toleranse overfor jødene, og la fram et forslag til grunnlovsforandring som ville tillate at jøder kunne bli norske borgere. Det ble nedstemt av Stortinget i 1842, men endelig antatt 1851. Hans diktsykluser Jøden: Ni blomstrende Tornequiste (1842) og Jødinden – Elleve blomstrende Tornekviste (1844) var viet denne saken. men naturligvis de er glemt nu, ingen kender dem.» Det er ejendommeligt for Pingel at han virkelig tror på, at et ædelt Følelsesudbrud i skønne Former har blivende Betydning ned gennem Slægterne. Hans Betragtning er noget uhistorisk, idet Jødehad da og Jødehad nu er noget forskelligt. Det moderne finder jeg iøvrigt ikke meget finere end det gamle. Men jeg har ikke Lyst eller Lejlighed til nu at skrive vidtløftig om denne Sag. Kun ét beder jeg Dig om for din Kærligheds Skyld til mig: hold så vidt mulig igen på dette «Had». Er det uu[d]ryddeligt i din Sjæl vil det blive et tungt Kors for os begge at bære, og jeg beder Dig sålænge det er Dig muligt at holde hadefulde og onde Ord om Jøderne, der så vidt jeg véd ikke udæsker Dig i dit daglige Liv, borte fra dine Læber. Kommer Ord af denne Art til Folks Kundskab her nede, og det sker som Du véd let, Du er jo ikke helt og holden en privat Person, vil Du udsætte mig for at miste ved vort Ægteskab nogle af mine kæreste og betydningsfuldeste Venskabsforbindelser. Jeg har gode Venner, som er Jøder, og der er andre af min Omgang, der i Jødehad kun kan se noget tåbeligt eller uædelt, navnlig det sidste. – Der er noget man her nede er så temmelig enig om at kalde «jødisk», et Indbegreb af Egenskaber, der vækker Mishag; det er en Betegnelse, der har fået historisk Borgerret, man træffer disse Egenskaber fremdeles hyppig blandt Jøderne, de bruge ikke så sjælden selv Betegnelsen både indbyrdes og om andre; lyshårede Mennesker bør naturligvis være forsigtige med at hæfte Betegnelsen på en Jøde, det er endnu som at sige pukkelrygget til en Krøbling, men der er ingen der forlanger, at man skal være blind for det ufordelagtige, der betegnes på denne Måde. Det er interessant at tale med fint dannede Jøder om dette, de har i Reglen et klarere Blik for disse i Tiderne tilegnede uheldige Egenskaber ved deres Race end andre. – Men nu ikke mere om dette. Jeg har talt alvorlig om denne Sag, fordi jeg antager Du var alvorlig da Du skrev om dit Had. Had er jo ikke noget man leger med. – – – Jeg har læst for tredje og fjerde Gang dit søde Brev igennem og glædet mig i mit inderste Hjærte over hvert kærligt ømt og hensynsfuldt Ord, og ikke mindst skønner jeg på Du kære, at Du har fortalt mig Julerimene, jeg er jo kommen en Smule med til din Juleaften ved den Lejlighed. Nej min Amalie jeg er ikke bange for vort Ægteskab, kun at vi begge har det klart, at den Bøjen sig ind under og Lempen sig efter hinanden, som er vor gensidige alvorlige Vilje, fordi vi véd, at det er vor Kærligheds Liv, i det enkelte kan blive en vanskelig Kamp, en Strid med os selv, der kan tage Tid, og kun min Stump, at Du ikke må blive bange, når Du lider en og to Skuffelser og mulig flere. Det skal der vistnok til i ethvert vel ordnet Ægteskab, om 7 År Amalie har vor Kærlighed stået sin Prøve. Ene det Ord gør mig en Smule forskrækket, at Du har villet et Liv i «Skønhed» – min Stump, vær forsigtig! Hvad kan jeg give Dig af Skønhed? Fattigdom, Pengeforlegenhed, det Lyveri, som følger med ingen Penge at have i Kassen, det er ikke skønt. Hvis det er Dig muligt at tænke Dig ind i dette, så prøv på at gøre det. Sligt kan så sikkert som noget ramme os. Husk, hvor jeg står: i yderste Venstre, min ensidige Begavelse: jeg er som lavet til aldrig at komme på den grønne Gren. – Det er vor Adskillelse, som efterhånden må gøre vore Breve alvorlige. Dette Liv er strængt taget ikke til at holde ud. Hvorfor bliver Du i Kristiania?

Jeg har så meget på Hjærte, ikke af Enkeltheder, men af Livsens Sager, at jeg foretrækker helt at lade være med at skrive.

Jeg har siddet i Timer og stirret på dette Brev.

Din Erik

Kl ½ 2 Nat

God Nat min elskede, jeg har siddet ved Kakkelovnen og læst en darwinistisk Afhandling om Plantearter. Jeg er søvnig og ikke søvnig på en Gang. Nu har jeg sat en iskold Flaske bajersk Øl til Varme, den vil jeg drikke for at falde i Søvn. Hvor din lille Skildring af hvorledes Du fandt mit Brudenatsbrev rørte mig. Ak den Gang vidste jeg ikke, at Du lå og droges med Smærter. God Nat min egen dyrebare Ven, min elskede. Mon der er Brev imorgen til mig. Jeg får nu meget at bestille og må vistnok i nogen Tid indskrænke mit Skriveri.



207. Amalie til Erik

Torsdag aften 3die januar 1884.

Jeg blev så bedrøvet idag jeg fik dit brev, og deraf så at mit ikke var kommet frem på nytårsaften. Hvad kan dog have været grunden? Jeg sendte det jo herfra til rette tid, gik som sædvanlig ned til postkassen med det lørdag aften, så skulde du jo havt det mandag aften. Jeg begriber slet ikke denne uregelmæssighed i postudleveringen. Så må du vel ha’e fået det tirsdag morgen; gud give du da havde skrevet, så jeg imorgen kunde få denne pinlige fornemmelse af din, som sagerne stod, meget begrundede misfornøielse ud af mit sind igjen. Du søde, elskede Erik, som måtte gå iseng den aften uden at have hørt fra din elskede. Og jeg, som var så lyksalig over det brev fra dig som ventede mig ved min hjemkomst, og straks satte mig til at skrive til dig; det brev skulde du nu havt som igåraftes (onsdag) har du heller ikke fået det? Der er ingen af dine breve bortkommet elskede; jeg har fået alle dem du regner op i din sidste skrivelse. Men dette er en jammerlig tilstand med bare disse usle breve at leve af, – nei ikke usle, deilige skatte er hvert eneste et, men alligevel! Men hør nu min egen søde Erik, der er virkelig tvingende grunde for mig til ikke at kunne komme før snarest i slutten af marts. Jeg har så meget at stelle og ordne; det grønne møblement skal stoppes op og pudses af; på stolene skal der nyt betræk, og det rødes skal vendes. Sengetepper skal gjøres istand og madrasser ligeledes. Der er en masse af småting til som er for vidtløftige til at kunne ramses op. Så må du betænke at jeg endnu intet har sagt til nogen om min forestående bortreise, at jeg altså heller ikke har kunnet træffe nogen forberedelser til at få det med gutterne arrangeret. På lørdag skal jeg tale med advokat Heibergadvokat Heiberg: Anton Vilhelm Heiberg, høyesterettsadvokat, bror til Kathinka Heiberg og onkel til Gunnar Heiberg. om alt hvad der er at gjøre med hensyn til mine papirers iordenbringelse, og hvad der er at foretage med hensyn til skiften af bo og sligt. Det bliver forøvrigt kun en formalitet som skal gjøres, en opsættelse på et papir af hvad mine eiendeles værdi er, såsom deres far jo sidder i uskiftet bo. Kathinka Heiberg har foreløbig talt med sin broder om det, og det skal jeg nok få ordnet. Så må jo også du på din side få vide dernede om der er noget særskildt at iagttage med hensyn til mine papirer, siden det er i et andet land jeg skal giftes, om hvad jeg skal bringe med mig af dokumenter og sligt. Når jeg nu har talt med Heiberg er det min beslutning at fortælle gutterne det og så får jeg få afgjort hvor de skal bo. Alt dette tager sin tid. Så er det også det, at det måske ikke er så sikkert at jeg kan få dem anbragt før til flyttetiden, da de som skal tage imod dem måske måtte leie et værelse til, eller få sig en større leilighed. Jeg har tænkt på Schjøtts,Schjøtts: dvs. Professor P. O. Schjøtt og forfatteren Mathilde Schjøtt, ved denne tiden en av Amalies gode venninner. men det er jo bare min egen fantasi; og jeg ved slet ikke, om det vil kunne lade sig gjøre at få dem anbragt der. De måtte sikkert leie sig en større bekvemmelighed, da der ikke er tale om at de har rum nok hvor de nu bor, såsom deres leilighed er akurat stor nok til dem, og kneben nok er den. Naturligvis kunde jeg ikke drage af landet uden først at ha’e set dem installeret i sit nye hjem. Og så er det også dette min elskede, at jeg synes, jeg trænger om disse måneder for at tage afsked med dem. Så smertelig som savnet af dig er og bliver for hver en dag, der går hen, så er det dog som om de holder mig tilbage. Forresten kan jeg jo intet sige om dette, før jeg har ordnet alt deres nye forhold angående. Du skal nok få vide besked i tide. Se nu du til at få leiligheden malet og stelt – det er sandt farverne, – jeg har iaften ikke prøverne, men skal sikkert sende dem næste gang. Det er tidsnok, hvis den er færdig fra første april. Muligens kan jeg ikke komme før til flyttetid, der jo er i midten af april – det beror på hvor gutterne kommer at bo, men muligens kommer jeg også til den første. Jeg synes det var bedst jeg selv kom, samtidigt med alle mine greier, så kunde jeg – hvis det lod sig gjøre, bo hos din mor de dage som vilde gå med til at få bekvemmeligheden bragt iorden, – det var dog bedst jeg selv var med til det, og så havde vi vort hjem at gå til den dag vi blev viede. Synes du ikke også dette var bedst? Vi vil ingen hae med til vielsen, ingen uden de nødvendige vidner, og ingen andre må vide det, for at de ikke skal komme og se på os. Det er bedst du itide spørger din moder om det kan gå an at jeg bor der de par dage, og siger hende hvordan vi har tænkt at gjøre det. Eller hvis du har en anden fremgangsmåde at foreslå, så skriv om det. Josefine kommer ikke med. Hun har hævet sin forlovelse igjen, og er nu forlovet med et nyt menneske, som er her i byen, og som vil have bryllup til sommeren, og vil at hun skal bo hos hans mor fra flyttedag af. Hun skulde altså i ethvert fald være gået fra mig til våren. Jeg tror imidlertid det er bedst jeg får en norsk pige med mig, eller kanske det er mere hensigtsmæssig at tage en dansk. Hvad tænker du om dette? Min seng er meget styg; uden omhæng går den næsten ikke an, og det slags omhæng, der ganske skjuler den, kan vi ikke få, når to senge skal stå ved siden af hinanden, og ret ud fra, ikke langs med væggen, som min nu gjør. Endskjøndt, når der er hvide tepper på, og omhæng oppe ved hovedgjærdet, så kunde det nok klare sig. Men så er det bedst at vente med sengekjøb indtil jeg kommer. Kunde du ikke få solgt hele din sengegreie, taget i bytte, der hvor vi kjøbte de nye f.eks. for den er for stor til pigeseng, og der findes i den lille leilighed jo ikke rum for den. – Så tror jeg ikke der var flere praktiske ting jeg skulde skrive om. Har jeg glemt noget, må du være sød og elskelig, og ganske tålmodig minde mig om resten. Brandes’s bog som du lovede mig,Brandes’s bog som du lovede mig: Det moderne Gjennembruds Mænd. Se brev 200, note 4. har jeg ikke fået. Nu siden du har mindet mig om, at jeg måske kunde sige det samme eller bruge de samme ord som Brandes om B.B. er jeg bleven bange, og vilde ikke sende min afhandling afsted uden at have sét hvad han skriver forinden. Altså, send den straks. – Jeg har iaften læst artikelen fra dansk Morgenbldt i vort Dgbld,artikelen fra dansk Morgenbldt i vort Dgbld: Chresten Bergs artikkel ble trykt i Dagbladet 3/1/84 under overskriften: «Fra vore Nabolande». Den forklarer hvorfor omveltningen ved Morgenbladet ikke skal ses som «et Tegn på Venstres Splittelse.» den som bærer Bergs underskrift, og er et slags program. Det om kjøbet af Aulestad til Bjørnsonkjøbet af Aulestad til Bjørnson: se brev 204, note 4. er en vild fantasi, som ingen har hørt noget om heroppe. Lad mig endelig ved leilighed få høre om hvorledes Bjørns forlovelse gik for sig.hvorledes Bjørns forlovelse gik for sig: se brev 204, note 3. Du, med din frygt for at jeg ikke skal elske dig i din hverdagsdragt. Så må du jo også nære den samme frygt for dig selv med hensyn til mig, for du har jo ikke sét mere af mig end jeg af dig i dagligt samliv, og har ikke kunnet gjøre nogen grundigere prøve på det, end jeg. Ak nei, elskede ven, vær ikke bange for dette. Så elskelig og bedårende du end kan være i dine breve, så er det dog dig, dig, jeg elsker og vil – du skal få se, – du kan være «dum» og «doven» og hae snue, og være lidt gretten og ikke for meget fordringsfuld, – du er dog min elskede, den mand jeg har givet mig til og vil have til min skat og mit eie, og hvis svagheder jeg vil elske, fordi de er ham eiendommelige og en del af hans væsen og et stykke af ham selv. Jeg har jo set dig være sær og urimelig, som den gang du tvang mig fra dig i sporvognen, da jeg intet ondt havde gjort, men gået og stukket min hånd ind i dingået og stukket min hånd ind i din: se brev 168–70. for at du skulde føle at jeg bare gik og ventede på et lidet smil eller blik af dig, for at komme til at smile igjen, og nikke til dig, og lade dig føle at jeg elskede, elskede dig. Og da du siden kom op til mig, var’ke[?] jeg da lige sød kanske? Ak nei, nei, nei, – husk på at det ikke er et dumt barn, som elsker dig, men en moden kvinde, som ingen af den slags illusioner har at tabe. Jeg er så fornuftig og så menneskelig, – du skal bare få se. Og det med pengene kan jeg heller ikke grue for. Jeg forstår så godt at vi vil få lidet at leve af, og ofte måske være i direkte forlegenhed, men det får være som det kan og må. Det er for mig noget til siden, noget som ikke kan komme i betragtning ligeoverfor den uundgåelige kjendsgjerning, at vi ægte hinanden fordi vi elsker hinanden og aldeles uigjenkaldelig hører sammen. Vi skal være tapre, og trolig bære tilværelsens slid og byrde med hinanden, – det er dog deiligt at være to, som deler alt, og er villig til at være alt for hinanden. Jeg ved godt at det slet ikke er til «herlighed» jeg går i den forstand at jeg ikke får dagligdagshedens kamp og møie at drages med. Men for mig er det dog til livets éneste, eneste herlighed jeg indgår, den dag jeg er forenet med dig, og vi sammen kommer hjem i vore stuer. Bare tanken derom lader der falde en usigelig, livsalig fred og tryghed ned over mig, – du elskede, trofaste, for trofast vil du være, når jeg også er det, og snild og god og kjærlig, som jeg vil være det mod dig. Sig mig, synes du det er letsindigt af mig at jeg ikke er bange for at du ikke skal elske mig når du ser mig til daglig med alle de dumme, ja vistnok ubehagelige, frastødende sider, som jeg har? – ja, for jeg har dem. Uf, – undertiden er jeg næsten arg på mig selv når jeg tænker på at du drages med sådanne tanker, du, som er så sød og deilig, og ikke jeg, – der er så gammel, og snart vil se ganske gammel ud. Men jeg får slutte, klokken er græsselig mange, – uf den ækle tur til brevkassen. Det er knagende koldt iaften. Igår var jeg fodtur til Frognersætrenfodtur til Frognersætren: Frognerseteren, dengang utenfor byen, var allerede et yndet utfluktssted for kristianiaborgere. sammen med nogle, og kom ind i varm stue, og faldt næsten isøvn under middagsmåltidet. Turen var så storartet skjøn. Jeg tænkte hele tiden på om nu Erik havde været med!

Din Amalie



208. Erik til Amalie

Fredag Nat [4/1/84]

Min elskede! Jeg har ikke kunnet skrive igår og idag. Det har været positivt umuligt. Og nu jeg sove. Arbejde. Dit Brev fra Nytårsnat har gjort mig lykkeligere end Ord kan beskrive. Du er så dejlig, at det ikke kan siges. Jeg synes så ilde om mig selv ved Siden af Dig, Amalie men Du må holde ved mig. Aldrig tabe din Kærlighed til mig, hører Du.

Elskede jeg falder sammen af Træthed

Din Erik



209. Erik til Amalie

Lørdag Aften den 5 Januar 1884

Amalie min egen elskede Ven jeg har fået dit Brev fra Torsdag Aften. Jeg har nu altså de to, det ene fra Nytårsnat og det sidste i mit Eje uden at have sendt Dig Svar. Amalie jeg synes aldrig jeg har længtes således efter Dig som nu. Det er så hjælpeløst dette. Jeg er så bedrøvet, så ude af Stand til at finde mig til rette i noget. Hvad skal jeg dog gøre. Mest af alt piner det mig, at jeg synes ikke jeg på nogen Måde kan få givet Dig et Begreb om min Kærlighed til Dig. Du kan ikke få føle, at Du er Luften for mig jeg ånder, min eneste sidste og første Livsbetingelse. Der kunde vel, om Du alt nu var hos mig som min Hustru, gå mangfoldige Dage, hvor jeg ikke ligefrem sagde Dig, at jeg elskede Dig, at jeg kun levede ved Hjælp af Dig, men umiddelbart vilde Du kunne føle det. Du vilde se det, når jeg var glad, og jeg tror Stump, at mine fleste Dage vil være glade, og var jeg bedrøvet, vilde Du muligvis mærke det endnu mere. Blot at gå og komme ud og ind af den Dør, som Du lige nylig har passeret, at være i de Stuer, som bærer dit Præg, at spore Dig i den mindste Småting, at vide, at i mit Hjem er Du, at dit Hjem er mit, at Du er min Kone; min Kone slet og ret, Amalie det vil brede over mig noget særegent, noget roligt, noget tilforladeligt, noget tilbunds så lykkeligt – min Ven jeg tror ikke Du kan tænke Dig, hvor lykkelig din Kærlighed kan gøre mig. Men alt dette har jeg endnu kun på Afstand! Amalie det er virkelig undertiden for mig, som kunde jeg gå hen og fortvivle af Længsel efter Dig. Du må betænke min elskede Ven, at mig er der intet, som trøster. Jeg har ikke dine velsignede to prægtige Gutter, jeg har kun mig selv at trækkes med, en øde Ørk uden Kærlighed til noget i min Nærhed. Intet, intet Amalie på Jorden elsker jeg uden Dig. Ja mit Land, men hvad vil det sige? Det elsker jo i Grunden ikke mig igen, for så vidt det overhoved giver sig tilkende på en eller anden håndgribelig Måde. Alt i mig samler sig om dette ene, at Du er min, vil være det, at med Dig har mit Liv fået sit Indhold, sin Mening, at Du er det, som hedder Lykke for mig. Men Ven, jeg forstår jo godt, at jeg skal finde mig i det uundgåelige. Du har i dit sidste Brev fyldestgørende forklaret mig, hvad der binder Dig i disse Måneder til Kristiania. Betragt dette Spørgsmål som afgjort.

– – Her kom With. Han ligger nu på min Sofa og læser Gunnar Heibergs Tante Ulrikke. Véd Du min Elskede, at min Stemning var således, at jeg i Stedet for som sædvanlig når jeg bliver afbrudt i mit Skriveri til Dig, at blive helt ilde tilmode, næsten blev glad ved, at han kom. Jeg kunde have fået ham til at gå, men jeg gjorde det ikke, skønt jeg vidste, at det måtte gå ud over mit Brev til Dig. Kan Du forstå mig Ven. Der er Øjeblikke, hvor jeg har det så ondt, at jeg formelig næsten får Lyst til at tvinge mig selv bort fra alt, og hvor det at skrive disse ynkelige ufyldestgørende Ord på Papiret er mig en Pine. Jeg var derfor gæstfri, og han ligger nu der og om lidt kommer Marie ind og sætter det Brød og Smør og Ost ind på Bordet, som jeg har, og så bliver der formodenlig ikke mere af Skriveriet. Men véd Du, at jeg nu også i to Dage har levet absolut ene, ikke talt med, ikke set et Menneske af mine Bekendte. – Der ligger over min Samvittighed mit sidste Brev til Dig. Blev Du bedrøvet for det? Var det for alvorligt? Men det er dette jammerlige ved at leve af Breve, at sådan ét tungt Indtryk kan sætte sig fast. Jeg syntes at jeg måtte sige mit ærlige Indtryk af dine Ord om Jøderne. Og så var der bag efter så utallige Ting som kom op i mig, at de bogstavelig næsten kvalte mig. Jeg kunde ikke bekvemme mig til flygtig at røre ved noget af det uhyre meget. Nu er jeg bekymret for og har været det lige siden Brevet gik afsted, at det hele skal se på en eller anden Måde ukærligt ud. Det må Du jo nok kunde forstå min dyrebare Ven, at sligt kan der ikke være Tale om; men det må jo heller slet ikke se sådan ud. Ak Amalie det er ikke Spøg, denne Adskillelsens Tid. – Min Ven Du må ikke tænke på, at jeg et eneste Sekund har været fristet til at vende den Banghed, eller rettere sagt ikke Banghed men Påmindelse til Dig om at være på Post imod Skuffelserne i vort Ægteskab, om imod mig selv. Og hvorfor ikke fristet? Fordi jeg Amalie har set Ting hos Dig, som jeg på en Måde kunde benævne med Ordet Skuffelse. Og fra da af voksede min Kærlighed sig så uslidelig fast, så uopløselig forbunden med mit jeg, at jeg næsten daterer min Kærligheds mandvoksne Alder derfra. Omvendt Unge var jeg ikke så vis på, at Du regnede min Urimelighed for en virkelig Prøve. Imidlertid dine Ord i dit sidste Brev er så forstandige så modne og rolige, at jeg håber aldrig mere at komme tilbage til denne Sag. Vi elsker hinanden min Ven, og vi er ikke Årsunger vi véd, hvad vi går ind til, dermed nok. Kun endnu dette ene: vær aldrig ængstelig for at sige mig mine Fejl. Du kan opdrage mig, min egen Ven, vær vis på det. – De praktiske Ting har Du så vidt jeg kan se alle husket. Jeg har talt flygtig til Mama om Muligheden af, at Du kunde være hos hende de Dage forinden vort Bryllup, og der vil næppe være noget til Hinder. Da vi er så gamle Mennesker og Du har været gift før, håber jeg at den Omstændighed at Du selv ordner dit Husstel vil betragtes som en selvfølgelig Sag. Jeg ønsker som Du ubetinget, at det må gå således for sig. Og vort Bryllupsdag bør holdes ubetinget hemmelig. Nysgerrige vilde være en Plage. Det er faldet mig ind, at det vil være fornuftigt, om Du en god Stund forinden Du rejser fra Kristiania begynder at notere Dig, alt som det falder Dig ind alle de Mennesker med deres Adresse, som vi efter vort Bryllup skal sende Kort til. Her nede vil Du i Hurlumhejen glemme de halve. Om Du bør fæste en Pige, eller jeg skal få Mama til at skaffe os en, må vistnok afhænge af hvorvidt et fortrinligt Eksemplar skulde vise sig i den enes eller den andens Farvand. Man kan naturligvis få gode Piger også her, men har du Kendskab til nogen, som Du kan få, så bør Du ubetinget foretrække en sådan. 10 Kr om Måneden? ikke? – Men sig mig Ven, Du må jo have fortalt Kathinka H. om dit Giftermål – når er det sket? – Og jeg som ikke har sendt Dig Brandes’ Bog! Det beror på at jeg mulig selv skal bruge den og oprigtig talt havde glemt igen, at Du havde Brug for den. Nu skal den komme, men jeg er bange for at jeg først kan få den afsted på Mandag. – Så nu er her ikke blivende Ro With er sulten og forlanger Mad. Jeg har igår sendt Dgbl. et Brev.Jeg har igår sendt Dgbl. et Brev: Eriks brev «Fra Kjøbenhavn», undertegnet S., ble trykt i Dagbladet 8/1/84. Det er et – som han selv sier – forsiktig forsøk på å forklare bruddet mellem Berg og Hørup/Brandes. Sig mig endelig hvad Du synes om det og hvad man siger. Det er skrevet på Skruer og var såre svært. Ethvert Ord fra mig bliver brugt her nede af Venner og Fjender. Du har aldrig sagt mig hvad Garborg eller andre sagde om min Kritik af En Hanske.min Kritik af En Hanske: se brev 176, note 7. Det kunde nu både G. og G. Heiberg gerne selv have meddelt mig jeg sendte dem Bogen. Men sig nu Du mig det. – Nu må jeg til Bordet og så skal jeg hen på en Kafé for at tale med Folk Kl er 11 vi må skynde os.

God Nat min elskede dyrebare længselsfuldt savnede Veninde

Din Erik



210. Amalie til Erik

Mandag aften 7-1-84.

Min elskede, jeg har 3 breve fra dig, et fra fredag – det alvorlige, og et lidet som kom imorges med bare et par linier i, og så det sidste fra lørdag aften, som kom nu for et kvarter siden. Men jeg eier ikke mere brevpapir. Dette er et stykke som jeg har revet af et gammelt brev; når dette er skrevet fuldt, skal jeg søge efter en ny lap. Du må altså ikke vente noget ordentligt brev iaften. Jeg er desuden meget beklemt, det er så tærende denne adskillelse, og det er ofte som gider jeg ikke ty til det usle hjælpemiddel at sidde og rode nogle dumme ord ned på et stykke papir. Dit brev fra fredag gjorde naturligvis ikke just et oplivende indtryk på mig. Ikke just det om jøderne, var det, skjøndt jeg godt kunde mærke hvor alvorlig du mente det, men det var brevets indhold forresten som især påvirkede mig pinligt. Hvad det om jøderne angår, så vil jeg jo gjerne vare modtagelig, for hvad du kunde lære mig og påvirke mig, jeg er igrunden forstokket, når jeg engang har sat mig fast og roligt tilrette i en mening, men jeg ved jo at jeg vil ikke være det vis à vis dig. Og hvis du har virkelige, gode venner blandt jøderne, så er de naturligvis selvskrevne til også at være mine. Du må ikke tro, at jeg nogensinde vilde opføre mig slet, og jeg skal nok vare min mund, og ikke gå og sige at jeg hader jøderne, især nu, når du har varskoet mig. Men helst af alt vilde jeg lære at stryge mit had, lære at holde af dem – og det kan du måske hjælpe mig til – for jeg ved jo at især hos mig kommer munden til at strømme over af hvad hjærtet er fyldt med. Men der gik en sådan underlig forstemt tone gjennem hint brev forresten; det var som om, jeg et øieblik havde stirret en sphinx lige ind i øinene og følt mig forfærdelig gjennemgrysset af det blik. Jeg havde ikke lyst at svare, for jeg var bleven så underlig distanceret fra dig ved den måde du skrev på, men jeg gik og vilde vente til dit næste brev kom. Du spør hvad skjønhed jeg vil vente at finde hos dig, og minder mig om pengemangel og lyveri og sligt. Der kom for et sekund den gamle tvil op i mig, den der hin dag bragte mig til at skrive dig mit opslagsbrev. Men kun for et sekund, for jeg havde jo så meget, så meget at bygge på, og da var det sphinxen kom og stirrede på mig, fordi jeg nemlig ikke kunde forstå dig: Som om du ikke kjender nogen anden skjønhed end den, nok af penge kan brede over livet. I mit første ægteskab havde jeg altid penge i overflod, men jeg så ikke ligt til noget af den skjønhed, der giver livet sin værdi. Hæsligt var det fra først til sidst. Og så dette om «lyveri». Er det nødvendigt, – så lad gå. Hvis der ikke lyves af letsindighed af uvederhæftighed af lastefulde eller skjofle årsager, så vilde jeg ikke finde lyveriet hæsligt. Jeg har tænkt så meget over det, og forestillet mig tilfælde, hvor man måske var nødt til at synes istedetfor at være, til at sige hvad der ikke var sandt, – det vilde dog inderst inde være sandt fordi det var hvad man ønskede skulde være, hvis man ikke var bunden af feks. pengemangel. Når lyveri tages i en fornuftig sags tjeneste, gjør det vel sin nytte, formoder jeg. – Her sender jeg dig prøver på væggefarverne. Den røde skulde være i det største værelse – glem ikke at få det ene vindu bort – og den grå i det miderste nærmest soveværelset. Den brune havde jeg tiltænkt dig, men hvis du heller vil ha’e den grå eller røde, så kan du jo det. Der må endelig være brede sorte border langs taget og ned i alle krogene, og langs træværket ved gulvet, og forgyldt list desuden hvis værten vil; endvidere bør vinduesposter og døre være sorte ubetinget med gule lister om indfældningerne. Igår var jeg sammen med Holst og Irgens Hansen, og i samtalens løb sa’e en af dem: «Vi må endelig få Skram til at skrive os et brev om redaktørskiftet og alt det andet væsen dernedefra.» Nu er det jo godt det er kommet; sandsynligvis står det i imorgenavisen. Jeg har ingen hørt sige noget om det du skrev om «En Hanske», ingen andre end fru Schjøtt, og det fortalte jeg dig. – Nu er jeg færdig med mit arbeide om «Over Ævne».mit arbeide om «Over Ævne»: se brev 177, note 12. Jeg har gjort mig megen flid dermed, og Du må endelig forstå, at det er en ganske korrekt opfatning. Det er jeg nemlig selv overbevist om i en aldeles urokkelig grad. Imorgen kommer Lars Holst og Helland op en timestid, for at jeg kan læse det høit for dem; jeg vil nemlig ikke sende det afsted, uden at være vis på, ingen feil at ha’e begået med hensyn til rent faktiske ting. Men jeg vil ikke sende dig det før jeg har fået gjennembruddet fra dig. Det er forresten dumt når du skal bruge den; jeg kunde jo ha lånt den etsteds. – Uf ja, – dette er en væmmelig og sørgelig tid. Jeg er vis på, at jeg længes akurat lige meget og akurat på samme måde som du min elskede ven, – men hvad kan det nytte at syte? Det som skal være, det får være. Jeg fik forleden min juleklap fra Elisa Knudtzon et aldeles mageløst nydeligt og elegant sybordsteppe. Hun beder mig i brevet hilse dig når jeg skriver. – – Så er jeg også så uhyre glad og taknemmelig over at situationen ikke længer er som den var, at vi nu kun har disse tre måneder at være adskilt i, for så at blive virkelig forenet. Den tanke hjelper mig i min længsel og mit savn. Godnat min søde Erik. Der var så meget, så ustyrtelig meget jeg vilde tale med dig om, og fortælle dig, hvis vi var sammen, men i denne forbandede adskillelsestid går det tabt og glemt og i vasken. Det er jo umuligt at leve rigtig tæt og inderligt sammen i breve – ja nok i hovedtræk, men ikke i detaljer.

Din Amalie.



211. Erik til Amalie

Mandag den 7 Januar 1884

Min elskede Pige jeg har så småt ventet Brev idag. Ikke fordi jeg længer véd, om det er rimeligt, at der kommer Brev som Svar på et af mine, jeg har tabt Tråden i hvorledes Dagene og Brevene har krydset hinanden, men fordi jeg overhoved altid sidder med Fornemmelsen af, at det er hundrede År siden jeg hørte fra Dig. Også synes jeg nu, at jeg selv skriver sjælden. Det kommer af, at jeg har været nødt til at sysselsætte min Hjerne med andet end Dig, hvad i sin inderste Grund er meget tåbeligt, il n’y a reel au monde qu’aimer,il n’y a reel au monde qu’aimer: å elske er det eneste virkelige i verden. men det hører nu en Gang til, når man vil have noget at spise, at man må gøre Gavn derfor. Jeg har en dunkel Erindring om, at for uhyre længe siden sad jeg og skrev på et Brev til Dig, havde lige begyndt det, da With kom og om ikke helt og holdent afbrød mig dog ved sin Nærværelse gjorde mig utryg og forkortede den Tid jeg vilde have givet Dig. En anden Erindring står også for mig, at Du havde sagt noget, som Du ikke vidste ramte mig smærteligt, og at jeg i den Anledning blev uhyre alvorlig og med min bedste Alvorsmine belærte Dig om, hvorledes jeg så på den Ting. Å min elskede hvor er nu alt sådant noget, noget uvirkelig noget. Du kan ikke ville gøre mig Fortræd altså gør Du det ikke, og det at jeg forleden ikke fik skrevet et ordenligt Brev til Dig, er jo også kun noget Snak, jeg får aldrig skrevet et ordenligt Brev til Dig, for det kan jeg slet ikke. Det lader sig overhoved ikke gøre. Det hele er en Drøm, en Mare der ligger på os, indtil Du sidder med din Hånd i min den Dag vi kører bort sammen fra Rådhuset som Mand og Hustru. Da vågner vi, da begynder Livet for os. Af Børn at være er vi ganske vist lidt til Års, men ikke desto mindre er det sikkert, at vor Tilstand endnu i tre Måneder er det rent barnlige, hvor man nærer sig af Fantasier, Sorger man selv skaber sig, Glæder, som man har i Vente. Mit eget elskede Drømmebillede min Amalie, hvor vil Du bryde Dig om, at jeg har været alvorlig nu i lang Tid; når Du kommer her ned svinder Skyerne fra min Pande. Så er jeg så frisk og munter en Svend, som blot har sovet Tiden bort siden Du sidst så ham. Jeg sender Dig idag «Gennembruddet»«Gennembruddet»: se brev 207, note 3. som jeg i lang Tid skændig har forholdt Dig. Hvis jeg selv kommer til at bruge det håber jeg at kunne klare mig med Lån. Jeg skynder mig at skrive jeg skal på Posthuset med min lille Pakke. Det står for mig, som om mine sidste Skriverier ikke har indeholdt andet end Klager over hvor ondt jeg har det. Jammen Amalie på Bunden er der jo altid Følelsen af min uhyre Lykke. Du aner ikke Unge, hvorledes jeg som Jeppe stundom kan knibe mig selv i Armenjeg som Jeppe stundom kan knibe mig selv i Armen: Når Jeppe i Holbergs Jeppe paa Bierget (1723) våkner i Baronens seng, kniper han seg selv i armen for å forsikre seg om at han ikke sover fremdeles. og spørge: Ja men er det nu også Dig selv? Er det virkelig Dig, der om nogle Måneder skal leve i Ægteskab med den Kvinde Du elsker? Er det Erik Skram som i sit Liv har nået at skulde giftes med Amalie Müller? Han den Mand, der altid ellers blev jaget bort fra Livets Bord halv sulten? Min elskede, min rasende Utålmodighed beror for en Del på min dybe Undren, min usigelige Taknemlighed mod Skæbnen. Jeg tør næsten ikke hengive mig til Troen på, at Du kommer, at en Dag løber Dampskibet fra Kristiania ind i Havnen med Dig ombord, med alle dine Sager. Du kommer sådan uden videre borgerlig redelig, rækker mig din Hånd rolig smilende kysser mig: her har Du mig, vær god imod mig. Amalie, tror Du jeg vil være god imod Dig? Amalie tror Du, at alt mit Liv ligger på dine Læber, i din Sjæl? Du skal tro det. At alt dette virkelig en Gang skal overgå mig kan jeg undertiden næsten ikke begribe, ja jeg kan ikke begribe det. Amalie, der er kun det ene til i Verden at elske Dig, men jeg må have Lov til at synes, at det varer forfærdelig længe inden det bliver til håndgribelig Sandhed.

Min egen elskede Pige!

Din Erik



212. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 8 Januar 84

Min elskede, kommer der intet Brev idag, så har mit første Brev i dette År gjort Dig bedrøvet – hvorfor har Du ikke smilet, trykket det til dit Hjærte og sagt til Dig selv: «Stakkels Erik, hvor Du trænger til at jeg skal komme ned til Dig. Hvor Du er tåbelig når Du er alene, hvor Du lidet er i Stand til at læse alle mine Tanker af de få, jeg kan antyde i et Brev.» Hvorfor har Du ladet mine Ord være kolde og sørgmodige på Papiret? Du skulde have lagt dem ind til dit Hjærte, til de blev varme af Dig, helt ind på dit Bryst, så skulde Du have følt min Unge al den Blødhed de indeholdt, Du skulde have set dem skifte Karakter, blive rolige glade, de var så tillidsfulde alt her nede fra. Synes Du, at jeg har handlet forkert ved ikke alene at holde mig til dine søde Slutningsord, men har taget fat på selve Tingen? Du havde jo dog lovet muntert at tage Tankerne frem til ny Prøvelse, så såre jeg ønskede det. Ja Stump det var yndigt at læse den Forsikring, for den indgav din Kærlighed Dig; men jeg synes heller ikke, at jeg har gjort andet end hvad min Kærlighed tilsagde mig. Det Du kom så let over, vidste Du ikke var en så alvorlig Sag for mig, jeg var nødt til at tale derom, netop for at bede Dig ikke være så helt færdig med en Opfattelse, som jeg måtte modarbejde. Men når Du nu ikke skriver, så synes det, at der er en Misstemning, som Du enten ikke vil give Ord, eller som Du vil være helt klar over, inden Du bringer den på Papiret. Min elskede, Moralen af dette som af alt andet er, at det er hårdt, skændigt, uhyre sørgeligt at være skilte ad, når ens Liv beror derpå at man vil leve sammen. – Du min søde jeg véd ikke hvorfor, men jeg har idag bestandig haft i Tankerne det lille Bord Du har foræret Mama til Nytår. Det kommer vist af, at jeg igår ikke fik nævnt, at jeg i Søndags da jeg besøgte Moderen – uden for øvrigt at træffe hende – så det stå og se så sødt ud i hendes Stue. Jeg talte kun med Emma og har i det hele ikke set Mama i det nye År. Men jeg kan tænke mig hendes Glæde. Den Slags små Beviser på Godhed er det nu også yndigt at modtage, og Du er en virkelig dejlig Skat, fordi Du har sendt hende det. Desværre på Dig kommer der til at ligge Evnen til at være ret af Hjærtet kærlig mod min gamle Moder; jeg er et underligt ubrugeligt Menneske i denne Henseende. Men det skal vi tale om en Gang, Du skal sige mig om Du synes at jeg har et koldt Sind, fordi min Godhed straks bliver gold, når jeg føler, at den virkelige sande Forståelse mangler. Af Emma fik jeg at vide, at en norsk Pige Johanne, der tjener i samme Hus, hvor Jutta bor, bliver ledig til April, idet de to gamle Damer hun skøtter, da rejser tilbage til Norge, medens hun vil blive. Jeg bad om, at der måtte blive talt foreløbig med Pigen, hun skal være dygtig. Idag mødte jeg Rothe på Gaden. Jeg spurgte om Pigen. Jo alt er såre godt men hun vil have 14 Kroner om Måneden. Dette er dog vistnok meget for meget. Hvad mener Du? – Jeg skal om lidt til et Møde, hvor en foreløbig Aftale skal træffes m.H.t. Måden at optræde på overfor Morgenbladet.Måden at optræde på overfor Morgenbladet: se brev 185, note 9. Jeg har haft Forhandling med Redaktøren om Overtagelse af Teateranmeldelserne. Desværre betragter Hørup og Brødrene Brandes det simpelthen som Forræderi at have med Bladet at gøre i den nuværende Form, og kommer vi andre til det modsatte Resultat, hvad jeg antager, så har vi et Skisma indenfor vor egen Lejer [sic] som bliver pinligt mulig endog farligt. – Har Du talt til Garborg om min Hensigt at skrive om ham? Hvad har han sagt. Du fortæller mig for lidt om hvad der foregår i din Nærhed. Husk hvorledes alt interesserer mig. Sig mig min Unge, taler Du ondt om G. Brandes? Synes Du ikke, at det af mange Grunde vilde være rigtigt ikke at gøre det? Husk at han repræsenterer så meget og at han jo allerede er komprommitteret, så temmelig alene ved den Omstændighed at han er dansk. – Du må nu endelig så snart ske kan sende mig din Artikel. Jeg brænder af Begærlighed efter at se den. Jeg selv kan ikke finde på, hvorledes jeg egenlig skal tage fat på «Skyggebilleder».hvorledes jeg egenlig skal tage fat på «Skyggebilleder»: se brev 200, note 5. Det er en overordenlig sluddervoren Bog. Og Ulykken er, at jeg har smølet så længe, at jeg nu skrive. Jeg havde en Idé om at nævne «La Dame au Camelia»«La Dame au Camelia»: Alexandre Dumas d.y.’s roman La Dame aux Camélias (1848). ved Karakteriseringen af Fortid og Nutid, læste i Bogen, min Sandten, om ikke dette forbandede Stykke Poesi greb mig så at jeg blev helt benauet. – Det har ikke været mig til stor Glæde at læse «Tante Ulrikke» om igen el. IH’s Kritik.IH’s Kritik: Irgens Hansen. Se brev 194, note 2. Ganske vist er Kritiken rosende, men jeg skulde tro, at H. ikke kan være meget fornøjet med den. Kommer jeg i Forbindelse på ny med Mrgbl. er det for Resten muligt, at jeg skriver om den. Du skal fortælle mig lidt om Kathinka H. Hvad siger hun om sin Broder. Omgås Du i Grunden meget med K.H. hun bliver altid kun nævnt i Ny og Næ? – Synes Du indlagte Stykke af Dagsavisens SøndagsnummerDagsavisens Søndagsnummer: Artikkelen «Hvad man har talt om i Ugen», på første side av Dags-Avisen 6/1/84, er en satire over Danmarks Adels Aarbog, skrevet av Nationaltidendes redaktør H. R. Hiort-Lorenzen. er morsomt? Det er et Stykke af en Omtale af en Adelskalender, der er udkommet i disse Dage, og så en Satire over to Verselinjer i et Nytårsdigt, hvormed Drachmann indledede det ny Morgenblad.et Nytårsdigt, hvormed Drachmann indledede det ny Morgenblad: Holger Drachmanns «Danmark. Nytaarsdigt» ble trykt i Morgenbladet 1/1/84. Artikkelen fra Dags-Avisen 6/1/84 fremhever det komiske i de to verslinjene: «O Danmark, vær trøstig; end blomstrer dit Flor / End rødmer vor Ungdom, hvor Rugbrødet gror.» Jeg har kun taget det første Stykke med, for at Du kan forstå Begyndelsen af andet.

Nat Kl 1

Jeg er kommet hjem fra Mødet. Natten er så mild, tåget med en Måne oppe, som svagt lyser i Tågen. Der var så smukt ved Søen, hvor jeg gik. Mødet har været bedrøveligt. Det beviste en grundig Uenighed, en for mit Syn i alt Fald sørgelig Misopfattelse hos de vigtigste af de tilstedeværende af den Stilling vi befinder os i, og Resultatet for mit personlige Vedkommende er en pinlig Usikkerhed ikke om hvad jeg i det store og hele burde gøre men om hvad der af Hensyn til Per og Povl er rigtigt for mig at gøre. Var Du nu her hos mig min Elskede, så talte jeg allerede nu i Nat med Dig. Du vilde vågne og med den søvnigste Stemme, som Universet kender, vilde Du endnu i halv Søvne sige: Nå hvad blev det så til? og så vilde jeg give mig til at fortælle, og Du vilde blive helt vågen og mulig kom vi straks til en Beslutning, mulig vedblev vi at være usikre. Men under alle Omstændigheder havde jeg Dig Dyrebare til Medvider, Rådgiver, til Støtte i hvad jeg så foretog mig. Det ender naturligvis med, at jeg for at være Kamerat lader den tilbudte Stilling falde, og senere ikke mærker Spor til, at noget Menneske på Jorden er Kamerat med mig igen, når Lejlighed tilbydes. De brave, nej det er sandt Pingel var også på den anden Side, jeg vilde have sagt, at de Folk hvis Sind og Tankesæt står mig nærmest, mente i det politisk-praktiske Spørgsmål det samme som jeg, det var de indflydelsesrige, de stærke, som stod på den anden Side; men det er netop dem, som uden iøvrig personligt at have givet noget virkeligt derfor, fordrer en ren personlig Politik fra vor Side, fordrer et Kameratskab, som de ikke har givet nogen Varme til, og forlanger vedblivende at anerkendes som kommanderende Generaler til Trods for, at de fuldstændig har ladet deres slagne Hær i Stikken. De vil, at vi alle skulle være passive Modstandere af Berg, skønt man ikke har noget Frafald fra hans Side at anklage ham for. Noget andet er hvad der en Gang naturnødvendig må komme. For Øjeblikket kan jeg ikke se rettere end at de skader den demokratiske Sag for en Forbitrelses Skyld, hvor de oven i Købet har lige så megen Skyld som Fornærmeren. – – Min elskede vær snil og spørg hos «Tidsskriftet» om den Barselstudie «For sent»,den Barselstudie «For sent»: se brev 174, note 2. Fritz B.: dvs. Fritz Bendix. som Du for en Måned siden indleverede for at få hurtig Svar på. Fritz B. er begyndt at blive urolig for sit lille Skrifts Skæbne.

Onsdag Nat Kl ¾ 1

Min egen dyrebare Amalie, jeg lod igår dette Brev ufuldendt, jeg syntes det var så dumt. Idag har jeg ikke kunnet skrive, jeg kommer nu fra Byen. Dit Brev på de to løse Lapper lå og ventede på mig. Min elskede Ven, her har vi Brevskriveriets Fare i en for mig fuldstændig skrækindjagende Skikkelse, at en Misforståelse, en virkelig grundig Misforståelse på ny skulde være mulig. Min søde Hustru, mit Liv, hvad der har været sfinxagtig på Papiret har været min dumme Omhyggelighed for Dig. Dum er den, for Du behøver ikke denne Omtanke, denne kærlige Frygt fra min Side, Du og jeg tænker ens. Dit lille alvorlige Brev er en af de dyrebareste Skatte Du længe har skænket mig. Det var mig livsaligt at læse det. Du har tænkt Dig denne Sag med Pengemangel som den er, min elskede elskede Ven, når Prøven kommer, vil den ikke overraske Dig. Det var jo kun dette ene jeg ængstedes for. Ikke hvad det endelige Udfald af en sådan Overraskelse vilde blive, jeg vidste jo godt, at Du skulde komme bravt igennem, men jeg var bange for, at det kunde begynde med en pinagtig Følelse, som Du først skulde lære at tage med ind i dit Liv og knække Halsen på. Min egen Pige, Du må ikke lægge det ud som en altfor stor Mangel hos mig, at jeg endnu ikke kender alt hvad som dygtigt og godt er hos Dig; det havde været rimeligt, om netop den Side af vort Samliv havde stået i et urigtigt eller i alt Fald utydeligt Skær for Dig, nu véd jeg, at så nær man overhoved kan komme en Ting, man ikke personlig har prøvet så nær kender Du også den Omstændighed af din Forbindelse med mig, at vi kan en skønne Dag stå uden Penge. Lad mig her på dette Stakkels Papir så godt det er mig muligt sige Dig, at Du er min, at ikke Skyggen af en Skygges Betænkelighed rummes i min Sjæl ved denne mit Livs salige Følelse, at ikke Glimtet af en Forestilling af den Art, som nu atter i et Sekund har skræmmet Dig, har kunnet komme op i mig, at det er rent utænkeligt for mig ad hvilke Veje en slig Øjebliks Skræk lister sig ind på Dig. Ethvert Ord Du ikke straks føler som skrevet ud af den dybeste, helt sammenlukkede jeg kunde sige fortabte Kærlighed til Dig, det har fået sit Udseende, sin Lyd af Sorgen over vor Adskillelse. Det går mig som Dig, at jeg har været og vel atter og atter kan blive fristet til i Fortvivlelse over Skriveriets håbløse Ufuldstændighed at lægge Pennen fra mig. Min Længsel efter Dig gnaver sig dybere og dybere ind i mig som en Ulykke jeg bærer på. Skriver jeg Ord, der stirrer grelt urimeligt uforståeligt på Dig, så kommer det af, at jeg kan være helt træt og sløv af mit Forsøg på at tro på at der dog er nogen Trøst i at skrive. Der er Trøst i at få Brev, men der er nu mere næsten ingen Hvile i at skrive. Men vi må begge blive ved alligevel, for vi trøster hinanden. Vi må gøre det så godt vi kan, min dyrebareste Skat i Livet, mit eneste Håb, min Tilflugt, mit Liv, min egen Amalie. Min lille Pige, Du er så god og sød, Du må sende mig dine kærlige Ord. Å hvor vi skal spøge sammen, le – min egen Dejlighed, vil Du love mig at love Dig selv at Du skal prøve på at være munter og ikke ilde berørt, når vi bliver uenige en Gang. Du skal se, at det er slet ikke svært. Stump, jeg er meget lidt forstokket – det synes jeg da selv – men jeg fordrer et ret anseligt Kvantum Fornuftgrunde for at vige min Mening, når jeg efter et nogenledes omhyggeligt Arbejde har bygget mig en Opfattelse op. Men mangfoldige Gange har jeg naturligvis en Mening på en blot Fornemmelse, og en sådan Mening kan den, der er bedre rustet, blæse overende for mig i et Nu. Jeg har da ikke Spor af Vanskelighed ved at bøje mine Tanker ind i en ny Retning, den enkelte Fornemmelse som sådan har jeg ikke megen Respekt for. Den beror jo på en Tilfældighed, på en løsrevet Oplevelse, på en god eller en dårlig Mave, på alt imellem Himmel og Jord, som ikke kan have den Betydning for en som et gjort Tankearbejde, en virkelig Overvejelse. Nej forstokket tror jeg virkelig ikke jeg er. Nu god Nat min elskede, det som jeg vilde tale med Dig om, hvis Du var hos mig, har jeg naturligvis! ikke sagt et Ord om – det er den pinlige Morgenbladsaffære, som jeg fremdeles er lige uklar over. God Nat, ak prøv på at kysse mig i Tankerne, jeg kysser Dig

Din Erik

Send mig som før et Par Dgbl. med mit sidste Brev.

[Tilføyelse på første side]: Jeg fik ikke Farveprøverne. Du må have glemt at lægge dem i Brevet.



213. Amalie til Erik

Kr.ania 11-1-84.

Det er stygt af dig at du ikke har skrevet på så længe. Om du også har havt meget at bestille, så er det dog for længe at lade mig uden et ord ligefra mandag af – idag er det fredag. Om du kun havde skrevet en side, det var det samme, men denne fæle tavshed. Der kan da vel ikke være noget på færde med dig; for husker du, at du lovede at sende mig «Gjennembruddet» på mandag – så vilde den været her onsdag, og jeg har ikke sét ligt til noget gjennembrud, jeg. Idag sender jeg dig alligevel min afhandling. Det er neppe sandsynligt at jeg efter at ha’e læst Brandes’s artikel vilde rettet eller strøget noget. Jeg tror ikke vi godt kan komme i skade for at sige just det samme, ialtfald ikke med de samme ord. Men nu får det stå sin prøve. Holst og Helland var udmærket tilfreds. Helland syntes den var altfor god til at gå til «jytelandet», men han vil ikkedestomindre anmelde den i vore aviser når den står trykt, for den «var for god til ikke at blive hylet over». – Nu er jeg spændt på at høre hvad du siger. Du må ikke tro, at jeg har brugt for stærke udtryk om «Over Ævne». Der er ikke sagt et ord, som jeg ikke er belavet på at forsvare, og som jeg ikke kan stå ved. Heroppe hos os er «Over Ævne» anset for noget «ud over alle rimelige grænser» ypperligt. Læs hvad Vullums skriver i Nyt Tidsskrift, og den artikel i et Dgbl af Irgens Hansenhvad Vullums skriver i Nyt Tidsskrift, og den artikel i et Dgbl. af Irgens Hansen: Erik Vullums anmeldelse ble trykt i Nyt Tidsskrift 1883, s. 607–16; Irgens Hansens svar på danske anmeldelser kom i Dagbladet 9/12/83. som jeg skal sende dig, og som stod, straks bogen var kommen. Men det siger forresten ikke alt. Du skulde høre os tale om den, Garborg, Sars og allesammen, så vilde du først rigtig forstå hvor høit den skattes. Og når jeg tænker på hvad der blev sagt dernede hos eder privat og offentlig, – ja, så er det jo, som var I en os ganske fremmed race. – Hvis du vil, må du gjerne stryge eller forandre et enkelt ord, helst stryge, – jeg jeg [sic] er vistnok temmelig ordrig, men intet må du gjøre, som giver en anden mening. At jeg har fået puttet ind en anmeldelse af det skrift Bjørnson har udgivet nu, vil fryde ham i hans inderste hjærte. –

Som jeg har gået og længtes efter dig, efter dine breve, du stygge, fæle gut, har du ingen anelse om. Det er for hårdt at blive skuffet 4 – siger og skriver fire dage i træk. Derfor har jeg heller ikke skrevet til dig. Dit sidste brev har jeg jo svaret på, så jeg kunde ikke sætte mig til at skrive, – jeg, jeg var for bedrøvet og mismodig over min kroniske skuffelse. – Jeg har atter fået et brev fra din mor, – hun er for sød, det menneske, – tænk det var mig, som skyldte hende brev, og så kommer der det sødeste, elskeligste, kjærligste der kan gives. Hun er en perle. Og tænk dig til så glad hun er blevet i bordet, og således som hun siger mig det, – jeg sad og fik tårer i øinene, – bogstavelig: af glæde over hendes glæde. Uf at jeg ikke nu på stående fod kan løbe afsted for at falde hende om halsen, og takke hende, – det er et kors for mig. Iaften vil jeg skrive til hende. Hvis det falder sig så, så sig du hende engang at jeg altid har så mange breve at skrive, og andet også, at jeg virkelig har lidt vanskeligt for at være en brav og flittig korrespondent. Det er sandt. Dette ser jo så lumpent ud, at jeg ikke har svaret hende på hendes gode, kjærlige brev fra juletiden, og nu har havt det næste liggende hos mig i to dage, men der er virkelig undskyldning for mig. Jeg skylder alle mennesker brev: moderen, Elisa Knudtzon som jeg ikke har takket for julegaven, gamle fru K. i Kjøbenhavn, Bertha,gamle fru K. i Kjøbenhavn, Bertha: dvs. fru Lucinde Knudtzon og Bertha Knudtzon. og mange andre. Og nu ligger denne anmeldelse af «Bondestudentar»denne anmeldelse af «Bondestudentar»: Amalies anmeldelse av romanen ble trykt i Dagbladet 26/1/84. som Holst går og beder mig så indstændigt om, og Garborg glæder sig så til, så tungt på mit sind. Jeg får ikke gjort en tiendedel af hvad der skulde gjøres. Din mor skrev om en norsk pige som Jutta […] en smule til,som Jutta … en smule til (osv): En del av dette brevet er revet av. og som blev ledig fra våren […] vilde tjene i Kjøbenhavn. Hvis hun får […] befalinger fra sit forrige herskab, så […] var bedst at tage hende, ja, hvis […] Jeg skal tale til din moder om det. […] jeg slutte. Jeg har skyndt mig volds[…] rabbel, for jeg skal etsteds hen til […] klokkeslet. Og du får heller ikke […] brev, før jeg hører fra dig. Men jeg elsk[…] mit hjærte og jeg lever i dig, og i tanken […] kommende vår. Svar mig nu så snart du kan og fortæl hvad du synes om anmeldelsen.

Din Amalie.



214. Amalie til Erik

Nat til lørdag – 11– –1-84.

Min søde, elskede Erik min deiligheds deilighed, naturligvis skal du tage det ved «Morgenbladet».det ved «Morgenbladet»: se brev 212, note 1. Det er jo din mening – du har selv skrevet det til mig, at I ikke har andet at gjøre end foreløbig at gjøre fælles sag med «Morgenbladet». Det «kammeraderi» er dumt og uholdbart, for ikke at tale om hvor lidet «svarende» det er. Hvorfor skulde du ikke kunde være Morgenbladets teateranmelder? Det er jo dumheder. Hvilket blad vil du så skrive i? Lad det literære venstre få sit eget organ, så kan det bebreides dig, at du skriver i Morgenbladet og ikke i det. Tro du mig, – der er hos brødrene Brandes så meget personligt fiendskab, så megen personlig krænkelse i den opposition de reiser som et martyrium over sig. Du har strengt taget ikke noget dermed at skaffe. Ja, dette er intet brev elskede. Kl. er to; jeg kom hjem, og fandt dit søde brev fra onsdag nat. Tak! Imorgen skriver jeg ordentlig. Nu er jeg for træt.

Din Amalie.

Jeg skrev i formddg til dig. Prøverne på væggefarverne er sendte.er sendte: er er understreket tre ganger. De må være falden ud idet du har taget brevet op.



215. Erik til Amalie

Lørdag den 12 Januar 1884

Min elskede Ven kun et Par Ord har jeg Tid til. Det er uhyre længe siden jeg har hørt fra Dig. Jeg lever af dine Breve, tænk på det. Tak for Tilsendelsen af Dgbl. med mit Brev,Dgbl. med mit Brev: se brev 209, note 1. men Du sender mig jo nok mindst et Eksemplar til, og så Farverne, husk dem! Brevet har foreløbig gjort mig en Del Fortræd i min egen Lejer [sic], adskillige finder, at min Kritik over Mrgbl. er for hård. Du véd jo, at jeg – uden at binde mig – har taget imod en Opfordring fra Mrgbl’s nuværende Redaktion og har skrevet en Anmelde[lse] af et nyt Stykkes Opførelse på det kgl Theater.en Anmelde[lse] af et nyt Stykkes Opførelse på det kgl Theater: Eriks anmeldelse av Julius Lehmanns Afdansning står i Morgenbladet 10/1/84. Der er Vrede imod mig. Nå forhåbenlig rider jeg den Storm af; hvad jeg har gjort, er sket, fordi jeg tror, at det er rigtigt. Imidlertid har dette Skisma pint mig ikke lidt, og jeg har fremdeles endnu idag den Opgave for mig at tvinge Hørup til en slags Forståelse, om det er muligt. De Folk fra den Side har vis à vis mig og nærmeste Meningsfæller båret sig overmåde uklogt og forkert ad. Så har jeg havt den Ærgrelse idag at have været fordrevet af Røg, bogstavelig ikke kunnet være hjemme. Det volder, at Du kun får disse Linjer. Og jeg har meget at gøre. Imorgen skal jeg til Helsingør, det tager hele Dagen. Jeg skal skrive om noget der nede fra.Jeg skal skrive om noget der nede fra: Eriks artikkel «Fra Helsingør», en beskrivelse av byen, ble trykt i Ude og Hjemme Nr.330, 27/1/84. Den Tur skal vi til Sommer gøre. Jeg har en meget god Ven der, Kaptejn Rist,Kaptejn Rist: se brev 65, note 2 og brev 204, note 2. en smuk Mand som Du vil synes om. Konen vil næppe falde i din Smag; men jeg holder nu af hende, det hjælper. Hun har været så flink imod mig en Sommer jeg lå på Landet dernede. Min elskede Livet er ingenting uden Dig. Og som jeg i denne Tid havde haft godt af at have Dig ved min Side. Jeg er så ærgerlig og vred på mig selv over, at jeg virkelig har haft Sindsbevægelser, hvad er det for noget at gå alene omkring med. Jeg vil ikke tænke, ikke opleve noget, slet ikke være til, medens Du er borte fra mig, og så skal netop nu Begivenhederne styrte ind i min ellers så stille Tilværelse. Og det er helt ud umuligt at sætte Dig ind i disse tusinde små Intriger Småting og Vrøvl og bratte A[f]gørelser som er foregået. Ak min elskede Du aner ikke, hvor jeg har gået i disse Dage og ærgret mig over alt som skete. Netop det, at der sker noget, som har Betydning for mit Liv, og som Du ikke er med i, er min Sorg. Jeg, som ikke nu gider købe mig en Skjorteknap, medens jeg er alene for ikke at foregribe noget af det som Du skal være med i – Unge, mon Du aner hvilken Livsens Nødvendighed Du er for mig! Nu må jeg sige Dig Farvel. Du har da vel modtaget «Gennembrudet», og skynder Dig at sende din Afhandling. Og Du husker at spørge efter, eventuelt forlange tilbage Barselhistorien. Manuskriptet er det eneste, der existerer Frf har intet andet. Han er urolig, altså skynd Dig at skaffe Vished om dets Skæbne.

Farvel min elskede elskede.

Din Erik



216. Amalie til Erik

Kr.ania nat til søndag 12te. januar 84

Min elskede, du får ikke et ordentligt brev, ikke iaften heller – det er så længe siden du nu har fået det – men der er jo så liden hjælp i denne elendige skriveri, den er så fattig, så ussel, og utilstrækkelig. Først idag morges kom bogen og det søde, søde brev der fulgte med og som allerede var skrevet på mandag, altså i overensstemmelse med hvad du havde lovet, elskede. Jeg har straks kastet mig over det om dig, og det var så underligt slet ikke bare godt men lidt pinligt også at sidde og læse om dig. Det var jo meget anerkjendende, og på en måde er der jo grund til at være smigret og fornøiet, men det er dog ikke rigtig discret skrevet, ja det må iallefald ikke være behageligt at se sig selv sådan dissekeret. Jeg havde en følelse som om min blufærdighed var bleven såret, – ja, for det var jo akurat som om det var migselv der var bleven skrevet om. Forresten var det udmærket rigtig, både rosen og daddelen med hensyn til «Gertrude», hvor det er sandt med disse overflødige samtaler, husker du at jeg engang forlængesiden skrev til dig:at jeg engang forlængesiden skrev til deg: se brev 18, note 8. at der er noget galskab med disse samtaler doktoren og hans frue imellem. Men hvad han siger om den anden bog,hvad han siger om den anden bog: dvs. Herregaardsbilleder. Etter Brandes’ mening er det en bok «i hvilken det Talent, der fandtes, fremtraadte uden Sikkerhed, Myndighed eller Methode.» Det moderne Gjennembruds Mænd, 2. udgave (Gyldendal, Kjøbenhavn 1891) s. 378. underskriver jeg ikke; den er meget bedre end han har sét. Forresten du, sad jeg og led og led ved at læse alle de citater, for det bragte din lange, store, dybe kjærlighedshistorie så blødende friskt op i mit sind. Hvor har du dog elsket dette kvindemenneske, og hvor meget du har ødslet ud over hende! Nu, siden jeg kjender dig, kan jeg så intens føle hvorledes du har lidt, gjennem hvad Krogh fortæller om sin kjærlighed til mdm.Vallé og senere Fabricius til Gertrude.hvad Krogh fortæller om sin kjærlighed til mdm. Vallé og senere Fabricius til Gertrude: Krog i Herregaardsbilleder har vært forelsket i Mme. Vallée, som lever i et ulykkelig ekteskap med en eldre og brutal mann; til tross for sin kjærlighet til Krog, velger hun å forbli i ekteskapet og forråder derved kjærligheten. Fabricius i Gertrude Coldbjørnsen elsker Gertrude og vil også få henne til å bryte forlovelsen med en uverdig mann, men hun tør ikke. Det er altsammen om dig og hende og det er på sine steder akurat hvad I har sagt til hinanden. Jeg måtte ikke være et menneske, om det ikke tog et smærteligt tag i mig alt dette, og jeg måtte ikke elske dig som jeg gjør, hvis jeg ikke nu i aften sad og følte mig fattig og ringe. Om din kjærlighed til mig, vilde du ikke kunde skrive således, for du er nu en anden, end du dengang var. Hun har fået førstegrøden af din ungdom og dit liv, hvorfor var det ikke mig? Uf, at du ikke er hos mig nu, for at jeg kunde græde ved dit bryst, og høre dig tale til mig, og sige at jeg skulde stille mig tilfreds, og være vis på, at jeg eiede dig helt og holdent og at du var lykkelig ved mig, – men nei, nei, nei, ikke, ikke, og tusinde gange ikke så lykkelig som om du dengang havde fået hende! Det er det, som stikker mig i hjærtet. Jeg kan ikke skrive mere iaften. Gråden blænder mine øine, og det gjør så ondt, så ondt. Godnat elskede, jeg elsker dig, men, men, – det er ikke mig, som har været hverken Marie eller Gertrude, og der har været flere også!

Din Amalie.



217. Erik til Amalie

Mandag Aften den 14 Jan 83den 14 Jan 83: Erik har satt feil år på brevet.

Min elskede Ven, næsten tre Breve fra Dig på én og samme Dag, det kunde jo være Herreliv det! Men desværre de er så korte, og så var det sidste, det, der nu lå til mig ved min Hjemkomst, så bedrøvet. Min Ven, om jeg vidste en Urt, en Trylledrik eller sligt, som kunde åbne mit Hjærtes lønligste Tanke for Dig, jeg vilde give Dig den for at Du kunde en Gang for alle læse Dig rolig for de Spøgelser fra en Fortid, som kommer og får Dig til at græde. Der har i mit Hjærte aldrig været så stærk en Følelse som nu.aldrig været så stærk en Følelse som nu: aldrig er understreket tre ganger i denne setningen og den neste. Min Personlighed, mit dybeste Væsen, mit Håb, min Vilje, alt hvad i mig har Levekraft har aldrig været samlet om ét som nu. Jeg har aldrig mødt mig selv som nu, jeg har aldrig båret Kærlighed til nogen før – jeg har været forelsket, betaget, jeg har lidt for én Kvindes Skyld – men Kærlighed, Amalie det har Du lært mig hvad er, Kærlighed som gør stærk, som giver Tillid, min dyrebare, sødeste Hustru, hvad vil de Ungdoms Indbildninger sige, som har fyldt min Sjæl en Gang

– – – – En ærgerlig latterlig Tildragelse er her kommet som Mellemspil. En fordums Kæreste af min gamle ækle Pige havde trængt sig ind i Køkkenet til hende, han var drukken, snakkede højt, jeg skulde just i Vrede ud og se hvad der var på Færde, da Pigen kommer og beder mig jage Mennesket på Døren. Jeg ud: Hvad Fanden vil De her, vil De se til at komme afsted! Nej jeg vil ikke. Vil de gå godvillig, eller skal jeg hente Politi? (Fyren var en stor Vognmandskarl, som jeg nok lod være at sætte på Døren) Jeg går ikke, her har De ingen Ret til at befale, De bor der ovre (han pegede på min Stuedør). Han stank af det modbydeligste Fusel. Jeg gentog med Eftertryk min Opfordring, han gik ikke. Jeg ned efter en Politibetjent i Vagten just under den Lejlighed kan Du huske, som vi så på med de mange Værelser. Det var galt, jeg skulde have henvendt mig i en anden Vagt, men en Betjent gik imidlertid med. Da vi kom tilbage var den drukne der endnu; i Skjorteærmer kom han ud af Pigekamret. Han havde gjort Forsøg – jeg antager forgæves – på at få et Samleje i Stand. Han gik godvillig med Betjenten under brøsige ironiske Bemærkninger. Han var højrøstet men ikke grov. Den Fyr har oprindelig, da Marie kom til mig, boet sammen med hende, hun optrådte som gift, kaldte sig Madam Petersen, og i Begyndelsen mærkede jeg aldrig noget til ham. Senere var han drukken et Par Gange, og da jeg i den Anledning vilde have begge bort, bad hun om jeg vilde jage ham alene bort. Han gik da uden Spor af Protest, og det blev mig klart, at de slet ikke var gifte. – – Nå det var nu det dumme Mellemspil, som afbrød mig grundig. Det var uheldigt, for jeg er træt efter Gårsdagens Udflugt med kun 4 Timers Nattesøvn og skal bestille noget i Aften. Min elskede velsignede lille Pige, gid Du rigtig kunde gennemforske al Kærligheds Gåde og blive utrolig sikker i den ene Sag, at Du aldrig bør ønske at bytte den Kærlighed Du har fremkaldt hos mig med den, der blomstrede i mig for så og så længe siden. Det var en Kærlighed, der var syg i Roden fra første Færd, og jeg vidste det hele Tiden. Jeg så vel ikke, hvor ilde anbragt den var før længe efter, men det var i egenlig Forstand aldrig skjult for mig, at den vilde ikke komme til at bære mit Liv. Det kunde den ikke, skulde den have stået sin Prøve, var den ynkelig sunket sammen som den af Længsel og politisk Trang kunstig opvoksede Stængel den var. Dig elsker jeg Amalie,Dig elsker jeg Amalie: Dig er understreket tre ganger. det andet var min egen Kærlighed jeg elskede, dyrkede, gødede, indtil den var overkultiveret. Du har set min Kærligheds Glæde Amalie. Vær ikke sygelig eller ond min Stump, så at Du tænker på at få min Sorg at se. Min Sorg nu vilde begynde indenfra og æde som Kræft mit Hjærte ud af Livet på mig, indtil jeg åndelig talt var et stinkende Lig. Den Gang blev jeg Menneske ved at arbejde mig ud af min indbildte Sorg. Menneske så som så, Du har fuldendt, reddet det Værk, der kan komme ud af mig. Med Dig står og falder jeg. Hører Du nu det, min trofaste Pige og kys mig så og vær glad. Du er mig, og Du har inderlig glædet mig ved den Følelse, hvormed Du har læst «Erik Skram» i Gennembrudet. Jo min Unge Du er fin og nobel i dine Instinkter – men for Resten man bliver jo afstumpet, og jeg har mere haft imod, at G.B. på en lidt plump Måde synes jeg har givet mig dette Puf i Ryggen for at få mig til at skrive,dette Puf i Ryggen for at få mig til at skrive: Brandes insisterer flere ganger i artikkelen på at det virkelig er på tide at Erik kommer videre: «Han kan ikke i Længden staa som Forfatter til én Bog.» (Det moderne Gjennembruds Mænd, s. 400.) og at den gode «Kunst», min Bog bærer Vidne om, fremdeles lades så temmelig upåagtet. – Nå men jeg har læst din Afhandling, og jeg har læst den for Neergaard.Neergaard: Niels Neergaard, redaktør av Tilskueren, senere statsminister. Ved at læse den højt fik jeg bedst fat i dens Varme, det glædede mig at føle, at dens Fylde tog til under Oplæsningen; det er for mig et næsten ubedrageligt Kendetegn på Værdi. Stump, Du véd jeg er stræng, stræng mod mig selv, altså også stræng mod Dig. Min Dom er denne, at dette kunde blive en god Afhandling, når den blev tilstrækkelig gennemarbejdet; som den er nu, er den et Udkast. Sidste Halvdel er ubetinget det bedste, og jeg tager på mit Ansvar min elskede Ven at stryge lidt af den alt for brede Indledning. Det er tilmed også nødvendigt for overhoved at få Afhandlingen med i Februarhæftet, Neergaard havde misforstået Sagen noget og tænkt sig en Anmeldelse omtr som min af En Hanske. Min yndige Unge, det er vel umuligt at undgå, at Du ikke vil blive utålmodig, når vi kommer til at arbejde sammen; det jeg forstår ved at gennemarbejde sit Udkast, er noget som tager på Kræfterne; men jeg beder Dig inderligt, så kærligt og alvorligt, som jeg kan bede om noget, at Du går første Gang med mig dertil med et villigt Sind. Anden Gang behøver jeg ikke at bede Dig derom, for så er det der af sig selv. Du vil komme til at føle Arbejdets Velsignelse, din Respekt for din Gerning vil stige. Du kan blive fortvivlet og lægge alt fra Dig – hvor ofte har jeg ikke gjort det? – men Du vender alvorlig, samvittighedsfuld tilbage, og Du ender med at føle en Glæde ved den Kunst Du øver, som Du nu kun aner. Vær ikke bange for, at min Måde at arbejde på, skal være hæmmende for dit Talent; Du er frodig Stump og vil blive ved at være det. Det er ikke i Fremgangsmåden nogen Hindring vil ligge. Men derom kan det ikke nytte at tale nu. Du må se, hvad jeg mener for at kunne have nogen Dom derom. Du er ung og frisk for den literære Kærre som en Fole lige indfangen fra Græsgangen, men Du spilder mange Kræfter, for Du kender ikke Hemmeligheden ved at trække, Du forstår ikke Seletøjets Indretning. Er Du nu bleven bange? Du må ikke være det, min Dejligheds Unge, og fremfor alt må Du ikke tro, at jeg er borneret, superklog – dum på dette Område, eller kold-kritisk eller hvad andet ondt nævnes kan. Jeg er varmere end Du; kun at jeg har mer Erfaring end Du og bruger den. Jeg er varmere, for jeg har øvet den Kunst at skrive og have med Tanker at gøre som et Kald fra jeg var meget ung. Du er kommet senere og mere tilfældig ind derpå. – Jeg må slutte min lille Pige. Du har lidt forkert Greje på Sagerne, når Du tror, at Brødrene Brandes har nogen bestemmende Indflydelse på Politiken fra det literære Venstres Side nu, det er Hørup, Busk,Busk: Jens Busk, riksdagsmedlem og ytterliggående tilhenger av venstre. Pingel og så G.B. men Hørup er den afgørende for denne ene Opfattelse, det er Rubin, FredericiaFredericia: dvs. historikeren J. A. Fridericia, fetter til Edvard og Georg Brandes. Nee[r]gaard og jeg, der har været bestemmende for den anden Side. Jeg har talt længe med Hørup efter først at have talt med hans Frue en Time, det har givet mig en Forståelse af hel anden Art end den jeg havde. Jeg antager endnu, at jeg har handlet rigtigt, men var denne Samtale kommen forinden, var jeg næppe optrådt som sket er. Det er ikke simpel Rancune,Rancune: dvs. nag, ondskapsfullhet (fransk). der har ledet Hørup, tværtimod, han er tvungen ud i sin Stilling. Du kan kun tilnærmelsesvis sætte Dig ind i den Lykke det er for Norge at have en Mand som Sverdrup, Du véd det ikke, for Du er ikke dansk og føler ikke, kender ikke Jammeren ved at skulle gå skjult bag Bergs brede Ryg. Den Politik, det er det sværeste, jeg endnu har kunnet få en Opfattelse af, for en Mand med lidt Blødhed at kunne klare uskadt. Men nu god Nat min sødeste Unge. For at give Plads til din Artikel har jeg opgivet at skrive om «Skyggebilleder»; heldigvis havde en anden indsendt et protesterende Stykke,heldigvis havde en anden indsendt et protesterende Stykke: Ad. Hansens omtale: «Holger Drachmanns «Ostende Brügge» ble trykt i Tilskueren 1884, s. 165–68. som jeg kan bruge som Påskud til at slippe. Jeg har kviet mig for denne Opgave, men jeg havde haft godt af for min egen Skyld at søge at løse den. Men Lejligheden kommer snart igen. Du forstår min Stump jeg har ikke på nogensomhelst Måde «bragt Dig et Offer» som man siger. Nu for Alvor Godnat elskede dyrebare Ven, min sødeste Amalie, min dejlige Unge!

Din Erik



218. Amalie til Erik

Kristiania 14-1-84.

Min elskede Erik, du har nu kun fået fillebreve, 3 på rad, og du har rigtig grund til at være misfornøiet med mig: Iaften vil jeg se til at få et ordentligt brev istand, men du gode gud hvor du har ret deri, at der ikke længer er spor af trøst i at skrive, bare i at få breve, er der trøst. Jeg skal imorgen få fat på et par «dgblde» til dig, og sende dig, men farverne har du, har du fået, – se efter i konvoluten; de ligge der etsteds. Du må ikke la’e din modgang med skriveriet og alt det der, gjøre dig formegen fortræd. Et menneske får jo gjøre hvad han selv finder rigtigt og dermed lade det bero. Vrede og gunst fra venner og partifæller svinger i stemninger som dønninger og bølgeslag; en gang kommer det pludselig en mand tilgode, at han har holdt stand, og har handlet som en ærlig mand. Og desuden hvad har du at tabe, – du sætter jo dog intet på spil ved at handle fuldstændigt selvstændigt. Bliv bare ved dermed, så er det godt: Jeg, for min del er slet ikke bange for krig; jeg tror at det undertiden må til; jo mere man slår i bordet, og siger sparto til verden, jo varsommere behandler verden en; den er ikke anderledes. Man må bare være vis på at man handler i overensstemmelse med sig selv, det vil sige, med det man anser for ret at være! Om det «barselmanuskript» har jeg endnu ikke været istand til at få nogen slags besked. Jeg har kun kunnet erkyndige mig skriftlig om det hos redaktionen, såsom jeg foreløbig står på en meget spændt fod med den. At du nu ikke er her, for at jeg kunde fortælle dig alt dette, som giver den nærværende situation, er uhyre kjedeligt. I et brev er det umuligt. Til en side er det forøvrigt en såre slet redaktion,en såre slet redaktion: Olaf Skavlan og Ernst Sars var redaktører for Nyt Tidsskrift. Skavlan fikk en hjernesykdom i 1882 og måtte oppholde seg i Syden til sommeren 1884. Det står ikke i tidsskriftet hvem redaksjons-sekretæren var. Skavlan er syg, sløv, næsten blødhjærnet, dertil ræd, feig, og hårdnakket egensindig i en vanvittig grad. Sars er svagsindet og godslig i en grad som næsten er en plet på hans karakter. Redaktionssekretæren er ingen ting, især fordi han ikke har smidighed eller dygtighed til at råde med Skavlan, der egentlig burde sættes ud af betragtningen. – Jeg sendte hans manuskript til Skavland [sic], og bad om et hurtigt svar; jeg hørte intet; senere har jeg skrevet og forlangt et svar, enten manuskriptet tilbagesendt, eller tilsagn om at det var antaget. Ikke et ord har jeg hørt. Det er ikke uhøflighed men tusseskab, sløvhed, sygdom. Nu skal jeg imidlertid på en håndgribelig måde skaffe mig svar. Jeg sender mosju [?] Helland i egen person; han kan den karen. Her er for tiden et formeligt brud inden det literære venstre, – ja, et af en ganske privat art, men hvis man ikke er klog, kan det antage dimensioner. Det hele kommer af at «Nyt Tidsskrift» har villet anmelde «Moderne Damer» som et literært produkt.«Nyt Tidsskrift» har villet anmelde «Moderne Damer»: Mathilde Schjøtts anmeldelse ble trykt i Nyt Tidsskrift 1884, s. 109–12. Der har reist sig en storm af forbitrelse derimod. Garborg har erklæret at han ikke mere vil skrive en stavelse i Tidsskriftet, han havde lovet en afhandling om «Over Ævne», Holst har sagt til Sars, at han vil angribe redaktionen for at have handlet malhonnet, ved at tage et skandalprodukt under sin beskyttelse, Helland har svoret til redaktionen at han skal rakke Tidsskriftet ned, og blive dets fiende, Vullum har meldt, at hvis Tidsskriftet gjør det, så skal dets dage være talte Thommesen har lovet at undergrave det, Irgens Hansen at ødelægge det, – og så fremdeles i det uendelige. Alle de andre står som en mur mod, egentlig ikke Tidsskriftet, men mod E. Sars og fru Schjøtt, der har skrevet anmeldelsen. Sars har forklaret sin opfatning af bogen, og sagt at han som mand af ære, ikke kan lade sig true til at bryde sit løfte til Poulsen, som går på, og går på med bønskrifter til ham og fru S. om at anmelde bogen. De andre har svaret, at Sars opfatning gjælder ikke et fnug ligeoverfor den samlede hær, at han gjerne kan skrive arkelange artikler for at bevise at sneen er sort, der er dog ingen som ikke siger, den er hvid. Mit forhold til fru Schjøtt er bleven meget kjøligt efter alt dette. Hun har mundtligt og i brev forsøgt at klargjøre mig hvad hun synes er det rette, og sagt at det «er en sorg for hende, hvis jeg ta’er den mindste grad fra hende af det venskab jeg før gav hende.[»] Jeg har svaret at jeg sætter hende lige høit, ser på hende med de samme øine, men at jeg ikke kan komme fra dette ene, at havde hun været mig, og jeg været hende, så vilde jeg ha’e skrevet til J.P. da han sendte mig bogen, at jeg ikke ønskede at forhandle med ham om den, eller at anmelde den, fordi den var skandaløs. Og da hun ikke har gjort dette, så synes jeg det viser mangelen af noget, som ikke kan undværes i et venskab. Med hele Sarsefamilien er jeg kommen på spændte fødder; først fordi de beskytter Poulsen, og siger at han er aldeles uskyldig, og aldrig har tænkt på at ville skildre mig, hvilken opfatning jeg har betegnet for enten at være hykleri eller idiotisme. Bogen selv har jeg ikke taget mig et fnug nær af; men jeg, som ser, hvad forf. har villet, kan ikke finde mig i, at mine venner tar ham i forsvar på dette punkt. Så har fru Sars må du vide til min store forfærdelse sagt til en, at hvis fru Müller er forlovet med Skram, så har hun handlet uforsvarligt mod den arme Ossian.den arme Ossian: Fru Sars hadde håpet at Amalie ville gifte seg med hennes sønn Ossian. Se brev 24, note 5. Om en pludselig havde rettet en bebreidelse for at jeg havde koketteret med Hermann Th. og knust hans hjærte, kunde jeg ikke være bleven mere forskrækket. Med Tidsskriftet har jeg brudt fordi Skavlan har villet tvinge mig til at stryge en sætning, som var «for vovet», – han er så dum og feig den fyren – i min fortælling. Jeg har svaret at hele greien var skrevet ene og alene for at få sagt den sætning, og at ingen magt i verden kunde få mig til at stryge den. Jeg har taget fru Ring tilbageJeg har taget fru Ring tilbage: Fortellingen ble endelig trykt i Tilskueren 1884, s. 933–49. til deres – gud ved hvorfor store ærgrelse og bedrøvelse, – nu går de her og sender mellemmænd og breve, og er som Helland siger så «opskjørtet», at de ikke ved hvad de skal foretage sig. Jeg vil ikke levere den tilbage. Du må ikke være bange for at det er urigtigt handlet af mig. Tværtom, det er modigt og rigtigt. Sålænge denne redaktion står, ønsker jeg ikke at ha’e med Tidsskriftet at gjøre. Naturligvis har jeg ikke kunnet give dig et blot tilnærmelsesvist tydeligt billede af hvorledes sagerne står, – der er tusinde småting som jeg på dine spørsmål og indvendinger vilde redegjøre for og udrede. Alt vilde blive dig klart og tydeligt og forståeligt. Det er forbandet med en sådan adskillelse. Du må ikke tro at det er skadeligt for mig at være falden ud med «Tidsskriftet». Jeg har alle de andre til mine redebonne riddere. Jeg er i denne sag det flag de heiser; de hader at Tidsskriftet vil gjøre fælles sag med Morgenbladet og betragte Moderne Damer som et literært produkt. Ingen andre aviser har gjort det; selv Aftenposten, Dagen og IntelligentssedlerneAftenposten, Dagen og Intelligentssedlerne: Anmeldelsene sto i Aftenposten 19/12/83 (usignert), Dagen 14/12/83 (signert H.G.) og Christiania Intelligentssedler 21/12/83 (signert –n). stemplede den som et smudsprodukt, ikke at tale om bergenske aviser, og oplandernes aviser og stavangerske blade. Selv professor Skavland [sic] står i denne sag contra Sars. Bliver den anmeldt i næste hefte, bryder det løs; i dette vovede de det ikke; de vilde at «stormen skulde lægge sig» – men den lægger sig ikke, den. – – Om jeg taler ilde om G.B.? Nei, men når man har spurgt mig hvad han sa’e om «Over Ævne» har jeg nøiagtigt gjengivet hans ord, og da har det ikke lydt som talte jeg godt om ham. Jeg er bange for at jeg dog er kommen til at skade ham heroppe, men jeg lover dig at være så varsom, så varsom med min mund herefterdags. – Jeg har skrevet til din moder om pigen, og sagt at mere end 12 kr. måneden må der under ingen omstændigheder gives. Hvis jeg tog en med mig herfra til 10 kr. måtte jeg jo betale hende reiseudgifter, så det med 12 kunde gå an. Det vilde gå op i op for en god stund ialtfald. – Nei, jeg er ikke kommen til at tale med Garborg om din plan at skrive om ham. Jeg har ikke truffet ham sådan på tomandshånd, eller også har jeg glemt det, når jeg havde an[led]ning. Nu ser jeg ham snart en dag, så skal jeg huske det. Her synes man også at G. Heiberg havde grund til at være mindre vel tilfreds med I. Hansens kritik.I. Hansens kritik: se brev 194, note 2. Det faldt slet ikke mig ind, da jeg først læste den. Nu vil fru Vullum skrive om den.Nu vil fru Vullum skrive om den: Det har ikke vært mulig å finne Margrethe Vullums anmeldelse av Tante Ulrikke. Kathinka Heiberg er min første og bedste veninde;Kathinka Heiberg …min første og bedste veninde: I seksårsalderen gikk Amalie og Kathinka i barnehage sammen i Bergen. jeg er meget sammen med hende. Hun er for mig, det samme som formodenlig With for dig bare at hun i et og alt i særlig høi grad, er et første rangs menneske. Jeg ved ikke om W. er det, men måske. Hun har lige fra første tid vidst om at der var noget imellem os, men hun spurgte ikke, og jeg nøiede mig med at sige at jeg var kommen til at elske en mand, og derfor var bleven et andet menneske. Hun kunde også straks se det på mig dengang forrige år sommer, og spurgte hvad der var foregået. Hun har kjendt mig bedst af alle, lige fra barndommen af; for hende kan jeg intet skjule; hun læser sig alt til. Nu ved hun også alt; hun er så glad i dig gjennem hvad jeg har sagt hende, er så lykkelig fordi jeg har fundet en jeg kan elske, – hun mener så fuldt og fast at først gjennem dette kan der blive det mest mulige ud af mig. Jeg vilde så gjerne du skulde holde lidt af hende, og anse hende som en, der på en måde hører med, for hun hører uopløselig til mig her i verden, og tænk, hun er en kristen. Men et finere, elskeligere og mere intelligent væsen kan ikke gives. Og så har hun en karakter, – den er helt igjennem, tænk dig det, helt igjennem det gediegneste guld. Hun formår at være sand bestandig. – Ja, stykket fra Dagsavisenstykket fra Dagsavisen: se brev 212, note 5 og 6. var virkelig nokså morsomt, jeg vil gjerne se resten. – Jeg skulde ikke været søvnig elskede, deilige Erik når du var kommen hjem fra mødet. «Med den søvnigste stemme som universet kjender, vilde du hae svaret» – skriver du. Nei, jeg vilde git [sic] mig god tid med at gå iseng, og måske ha’e siddet og børstet mit hår, eller stået og vasket mig når jeg hørte den dyrebare lyd af dine skridt i trappen, og så vilde jeg straks reist mig, og ha gået hen og først og fremst før du fik begyndt på nogen verdens ting, kysset dig med armene om din hals, og hvis du vilde fortalt da, så havde jeg sagt at du skulde gå iseng først, og så skulde jeg ligget i din arm og hørt på dig. Og når du så vilde gestikuleret, måtte jeg hae reist på mig, for at du skulde fåt [sic] den anden arm fri, og så havde jeg tvunget en og anden liden pause frem, ved af og til at kysse dig midt på munden. Ak du søde, jeg kan næsten ikke holde den fryd ud som griber mig når jeg dvæler ved det liv hos dig, som venter på mig. Ak om dog disse måneder var gåede. Men du; engang, vil de være tilbagelagte, og tænk dig så! Ja, det er sandt, «vi tænker ens». Det er vel derfor jeg aldrig kan forstå dine dumme udtalelser når du er bange for hvorledes jeg skal forholde mig til økonomiske pinagtigheder, men altid føler mig ilde berørt, og stirrer på en gåde. Det er så overflødigt at nære denne frygt; at du nu engang for alle ved det, du elskede mand! Aa hvor var dit lange brev, skrevet i flere terminer mig en salighed at læse. Jeg fik en usigelig trang til at knæle ned foran dig, lægge mit hoved på dit knæ, og græde af glæde, af tak til dig fordi du, – er som du er; jeg vilde kysset dine hænder, og trykket dem ind til mit bryst, og mine øine. Du gode gud, hvorledes jeg dog elsker dig, – jeg går og bliver mere og mere dygtig til at elske dig for hver dag, som går, du skulde bare vide du, hvad der foregår i mig, rent vidunderlige, utænkelige, ubeskrivelse [sic] ting, – jeg blir så liden og forsvindende selv, – det er dig som er vokset op indeni mig, istedetfor at jeg selv før sad der og bredede mig; og det er så sødt og saligt, – nei hvad kjærlighed dog er for en herlighed, for en livsens fryd og glæde, og det er din skyld, – du har kaldt alt dette frem i mig; ingen anden havde kunnet gjøre det; om jeg havde kastet mine øine på en eller anden, som ikke var dig – ulykke vilde der tilsidst være kommen ud deraf. Og alligevel kan en slig tilstand som den hvori jeg skrev mit sidste brev få magt hos mig. Bryd dig ikke om det! – jeg strider imod det, og når jeg har følt dig elske mig hver eneste dag i mange år, så er vel muligheden for at føle en slig smerte over den kjærlighed du har givet andre, for evigt bragt ud af verden. Godnat min søde, mit liv, min kjærlighed mit alt og eneste på denne jord. Jeg kysser dig tusinde kys på dit ansigt og dit legeme.

Din Amalie.



219. Erik til Amalie

Tirsdag den 15 Januar 1884

Min elskede jeg har nu i Timer siddet med din Afhandling for mig. Jeg har taget de Småstykker ud, der uden strængt at angå Emnet, indeholdt direkte Angreb på Kristendommen som Lære. Man er blevet meget afvænt med at se disse vrede Angreb her nede – der vilde rejse sig et Råb imod Dig, som der ingen Nødvendighed er for at hidkalde, så meget mere som Du selv roser Bjørnson for Tolerance. De hårde Ord om Teologerne står for største Del tilbage, dog har jeg taget ud et sådant spottende Udtryk som, at de «lagde sine Hjærner i Blød». Hvorfor spotte dem fordi de svarede Bjørnson? Det var jo meget korrekt gjort af dem. Nogle «longueurer» har jeg fjærnet.longueurer: dvs. «longueurs» (fransk) – vidløftige passasjer. Elskede Stump, Du må jo huske, at det er en ofte betrådt Mark Du er inde på, den overses i et Øjeblik, mange Ord standser kun, viser intet. Et Sted har jeg rettet «Nuancer» til «Forskelle», og Du må ikke blive vred derfor, det er en Egenhed hos mig at blive syg, når jeg ser fremmede Ord, som haves lige så gode eller bedre på norsk eller dansk. De Tilføjelser Du har til «nuancer» gør denne Betegnelses særlige (indbildte) Nøjagtighed aldeles overflødig. Et Sted har jeg efter megen indre Kamp strøget. Jeg véd, at det bør gå ud, men jeg véd også, at Du vilde hvis Du var her, holde stærkt på det. Sagen er, der er ingen virkelig Mening deri. Der står: «»Over Ævne» er også noget andet og mere. Det er en verdens allegori, klædt ind i et kjæmpebillede, hvor hver en skikkelse er et storværk. Og hvorfor et storværk? Fordi det er dens indre sandhed, det vil sige dens sammenhængsbundne af bestemte faktorer prægede udviklingshistorie, som har givet de store linjer sin geniale renhed, detaljerne sin harmoniske sikkerhed og fysionomierne sin slående korrekthed.» Fra «Og hvorfor» og Stykket ud har jeg strøget.Stykket ud har jeg strøget: Denne delen av Amalies artikkel er blitt skrevet om i den endelige versjonen. Jeg forstår ikke et Muk af dette. Jeg lader gå, at Du kalder en Allegori for noget mere end «Dramaernes Drama». Jeg er absolut uenig med Dig i en sådan Opfattelse, men enfin det er en Opfattelse. Men hvad betyder disse Ord: «Fordi det er dens indre Sandhed?» Hvilken «det»? Er det «Storværket» eller Billedet, «Kjæmpebilledet»? Hvor kan noget af det være nogen Tings «indre Sandhed»? Hvorpå går «dens». Er det «Verdensallegorien»? Kan den have nogen Udviklingshistorie. En Allegori? Eller er det «hver en Skikkelse»? Så måtte der jo have stået «deres». Hvad mener Du med «Faktorer»? Hvor kan nogen Tings «indre Sandhed» «være» dens Udviklingshistorie? Og hvad vil det sige at en Tings «Udviklingshistorie» giver en anden Ting genial Renhed, harmonisk Sikkerhed eller slående Korrekthed? Min søde Pige jeg forstår ikke et Ord af alt dette – – – Halløj nu forstår jeg hvad Du har ment. «Det» er det ubestemte Stedord, ikke det tilbagevisende, og det er den relative Sætning, der er Omsagnet, og «det vil sige» er en Indskudssætning. Men min kæreste Ven, selv om det lykkes andre hurtigere end jeg eller straks at læse Stykket, som det skal læses, så bliver der Indskudssætningen tilbage at forstå. Hvad vil en Verdensallegoris af bestemte Faktorer (hvilke Faktorer?) prægede Udviklingshistorie sige? Og det Du sætter Dig til at besvare er ikke hvad Du selv spørger om. Du spørger, hvorfor er hver en Skikkelse et Storværk? Og din Forklaring sigter til Allegorien. Men sætter vi nu «deres» i Stedet for «dens», er Stykkets hele Indhold det, at det med en særegen Dvælen og en særegen Højtidelighed og Pyntelighed bliver sagt, at det og det er stort, fordi det ved sin Sandhed er genialt, harmonisk og korrekt. Men dette «fordi» gør da en sørgelig Virkning. Det er de samme almindelige Betegnelser der stå på begge Sider af dette Ord: man kan i Flæng vælge, om man vil sige, at en Ting er stor, fordi den er genial, eller genial fordi den er stor eller korrekt fordi den er harmonisk og sand osv. Det er sideordnede Begreber, som ikke kan bruges til at forklare hinanden. Havde Du sagt, at Skikkelserne vare store, fordi de var nye eller noget lignende, var vi inde på en Vej, der mulig kunde føre til en virkelig Begrundelse, men at ville forklare den valgte Betegnelse «Storværk» ved en Omskrivning af Ordet fører til intet. Vi er ikke kommet et Hårsbred frem. I selve Ordet Storværk ligger jo alt det Du nævner bag efter. Du har villet sammenfatte dit Indtryk af Digterværkets Enkeltheder ved at sige, at Skikkelsernes Sandhed er genialt truffet i hvert Ord de sige, at hver Ytring fører én nærmere til Forståelsen af den Udvikling, de har gennemgået, og at Digteren med sikker Hånd bruger alle disse slående Enkeltbilleder i sin Sags Tjeneste. Ved den Sammenstilling han bringer dem i, opføres en Verdensallegori for vore Øjne, som ved sin Storslåethed, sin kunstneriske Gennemførthed og sin Ægthed i det Enkelte gør et overmægtigt Indtryk. Men når Du har villet sige dette eller noget af denne Art, hvorfor så pludselig anbringe denne Tankebarrikade «et Storværk», som Du så glemmende hvad det egenlig er Du vil sige giver Dig til at rydde af Vejen. Og Du får den tilmed ikke ryddet bort. «Storværket» står der udefineret, og jeg gad også se den, der kan give en udtømmende Besvarelse af hvad et Storværk i Literaturen er. Det er et tomt Ord voilà tout. Et Ord som først kan anbringes, når man har tvunget et ganske bestemt Indhold ind i det, men et Ord som ikke kan fyldes med andre «almindelige» Ord. – Ja dette ser naturligvis ud som et Miskmask; men det er i Sandhed ikke let i Korthed at foredrage ABC’en i den Kunst at skrive. Du har givet en Ordforklaring min søde Pige i Stedet for en Sagforklaring, og det er alle begyndende Skribenters Skødesynd, og det ligger simpelt hen deri, at Ordene virkelig bliver til en Sag for den uøvede ved den Modstand de gør for Tanken. Man standser ved en ydre teknisk Vanskelighed, synes man kommer igennem, medens Forholdet blot er, at man for ét Ord har fået anbragt to, tre eller fire. Tænk Dig et Øjeblik om: Kan det ikke være Dig aldeles rasende ligegyldigt, om Folk kalder «Over Ævne» for et «Storværk» eller ej, når de blot erkender, at det har den bestemte nøjagtig angivne Betydning, som Du hævder? Det er den enkelte indholdsfyldte Bestemmelse af en Ting det kommer an på. At Du t.E. påviser at Digterværket kan forstås som en Allegori er fortræffeligt, det er en Betegnelse men ikke, at det er «stort» osv. – Interesserer Du Dig virkelig for Allegorier min søde Pige, eller er det blot denne, der ved sin særlige Storhed har imponeret Dig? I sidste Tilfælde er dine Ord uforsigtige. Nu læser man din Artikel med Indtryk af, at Du i Allegorien ser den egenlige Storhed ved «Over Ævne». – Jeg antager nu rigtignok, at Bjørnson er for moderne en Ånd til for Alvor at have givet sig i Lag med Allegorien. Den er kommen med helt lejlighedsvist, efter min Opfattelse, den trængte sig på, kunde ikke lukkes ude. Har Du ikke også forholdsvis sent fået Øje på den?

Torsdag 17 Januar

Det var mit Brev forleden. Jeg nåede ikke videre og har siden været forhindret fra at skrive bl.a. af en Kamp med en rygende Kakkelovn, som har gjort mig halv sindssyg og omtrent husvild. Min egen elskede Ven, Du skal love mig at tage de Udstrygninger, jeg har foretaget i din Afhandling, med al den søde Sindsro, Du råder over. Du kan begribe, at jeg er gået alvorlig til Værks og har skåret i dine Ord, som var det i dit Kød. Jeg har betragtet mig som en Slags Læge og kan naturligvis have gjort Fejl, men jeg har et virkeligt Studium for mig, og dit Tilfælde ligner oven i Købet meget det, jeg har måttet helbrede mig selv for, og som i det hele er et hyppigt forekommende. Sig til dem, der kender Artiklen, at da det fra Redaktionens Side blev fremhævet som noget nær nødvendigt, at der foretoges Forkortninger, betroede Du mig at gøre dem tilligemed de Småforandringer af enkelte Udtryk, som jeg måtte finde rigtige for noget at mildne Tonen. – Jeg var i Teatret igår Aftes og kom hjem og fandt dit Brev! Et sådant Brev! Så lykkelig Du gør mig, Amalie! Det er sådan, at jeg er lige ved at sige: Nej jeg vil ikke være så grænseløs glad, så helt ned til Bunden af min Sjæl lyksalig ved et Brev, hvor skal jeg gøre af min Glæde, jeg kan intet Udtryk finde for den, jeg véd ikke hvor jeg skal gå hen med den. Det var jo så sen Aften (Kl 12), at jeg, selv om der havde været varmt i min Stue, vanskelig kunde have sat mig til at skrive. Det er dette ikke at kunne sige det til Dig, ikke at have Dig med i min Lykke, som er så fortærende. Men alligevel Amalie, inderlig glad er jeg, det kan ikke hjælpe. Endnu idag føler jeg mig så rig, så stor, så løftet over alle Bekymringer, at selv din Fraværelse står for mig i et tåleligt Lys. Der kommer for Resten bestandig tilbage for mig en Anledning til at være ond på Skæbnen, at den ikke giftede os i Efteråret i Stedet for først nu til Foråret, og det er den aldeles mageløse Vinter vi har. Som Du vilde have nydt den! Min Stump klar Nordenvind og 3–4° Varme, en uforanderlig Mildhed og Skønhed. Noget lignende opleves ikke to Gange i en Menneskealder. Næste År naturligvis bliver Vinteren modbydelig med Frost og Storm eller Slusk og Storm. Jeg sidder med åbent Vindu nu for Røgens Skyld fra min Kakkelovn, uden for pipper Fuglene og Tømmersvende arbejder nede på Pladsen over for mit Hus. Selv Røgen gør mig ikke rasende idag. Det femte eller sjette Forsøg på at forhindre Røg med nordlig Vind skal nu gøres. Du, det er ikke en Gang Røg fra min egen Ovn for Øjeblikket, det er mine Husfællers Røg, som trænger ind til mig – jeg har været ved at gå fra Forstanden. Men tror Du ikke, at jeg også har tænkt på, hvorledes Du vilde klare Dig, når sligt skulde indtræffe for os. Jeg har i Tankerne sammen med Dig været fordrevet, og jeg har gjort mig Umage for at tænke den Sag igennem, om det var muligt, at Du kunde tage sligt med Ro, eller om Du ikke blev rasende, og jeg netop i den Anledning den mest koldsindige af os to. Nu har den Tanke plaget mig meget, om jeg ikke skulde være berettiget til at fordre Skadeserstatning for mine spildte Arbejdsdage og mine tilsmudsede Møbler, og om jeg ikke er et tossegodt Fæ, som ikke straks har slået den Tone an overfor Værten. Han har for øvrig været skikkelig og søgt at gøre hvad der var muligt til Røgens Fordrivelse. – Men nu til dit Brev. Jeg har ikke Farverne Stump, hvorledes det så er gået til, Du må sende nye, og så en til, til Sovekamret, men lad det ske så snart som muligt. – Det er jo noget aldeles umådelig vigtigt det med Tidsskrift og Sars’erne Du fortæller. Så forstår jeg noget, Poulsen for så og så længe siden – han er vistnok rejst nu – har fortalt her om et Brev fra Sars, noget venligt til Poulsen, jeg husker i Øjeblikket ikke hvad; jeg opfattede det den Gang som en af Fyrens sædvanlige Løgne og lod det gå ud af det andet Øre. Men hvad er dog det for Fjotteri fra den Lejer? Du har nævnet for mig i sin Tid, at «Moderne Damer» skulde anmeldes for din Skyld, som om den var et almindeligt Romanprodukt for netop at tvinge Skandalen bort fra Bogen. Jeg fandt det forkert, naivt. Men at man ud fra Bogen selv eller for Poulsens (!) Skyld mener at burde behandle den som en hæderlig Mands Arbejde, forstår jeg absolut ikke, og jeg siger som Du, at der her må mangle Fru Schiøtt og Sars noget enten på Forstanden eller på Følelsen. Holder de af Poulsen eller mener at have Forpligtelser over for ham, vilde det højeste, jeg i min Fantasi kunde svinge mig op til at tænke mig, at de vilde gøre, være, at der blev slået en Streg over hans Forhold ved denne Lejlighed, at man glemte «Moderne Damer» som en Bedrift udført i utilregnelig Tilstand. Jeg lider ikke dette at man kan få denne Bog tilsendt og være din Ven og så fremdeles lade Poulsen være lige god for det, men altså Gemenheden kan de måske forklare som vanvittig Sorg, men at ville lukke Øjnene for hvad her er foregået – hvorledes er det egenlig muligt? Hjælpe på Fyren i Anledning af «M.D.» – det er jo Forræderi! Men ser Du Stump, må jeg skyde det ind her: således som Morgenbladsforholdet tager sig ud for den forurettede Part – og der er Forurettelse – kommer vor Støtten af Bladet til at se ud omtrent på samme Måde som Fru S. og S.’s Støtten af Poulsen viser sig for Dig og os. Kun at Hørup talte så hjertelig og smukt med mig, fordi han gik ind på at forstå mit Standp. For ham har Spørgsmålet kun været Berg-Hørup, og mulig har han Ret, og endda er det rigtigt, hvad vi andre har gjort. Men ser Du, let har dette ikke været. – Kunde Du sende mig Fru S.’s Brev om denne Sag?fru S.’s Brev om denne Sag: Brevet finnes ikke i samlingene. Det vilde naturligvis interessere mig i højeste Grad at se, hvorledes hun forklarer sit Standpunkt. Nå og gamle Fruen, som holder på med at få sin Søn gift – av, av! Vil Du tro Ven, at jeg har haft en Fornemmelse hen i den Retning ved nogle Ytringer Du har refereret af hende om, at var hun Mand, vilde hun blive forelsket i Dig. Du lagde ingen Vægt på disse Ord, og så måtte jeg naturligvis end mere gå dem forbi, jeg kendte dem jo kun fra Dig. Men alt dette er jo broget, og ubehageligt. – Jeg har en Følelse af, at Historien er temmelig gammel, og at jeg har lidt en Smule Uret ved først nu at komme ind i den. Du er lidt af en Gemmepotte og skal ske Skam i den Anledning. Vi ligner ikke hinanden i denne Henseende. Min første Lyst, min første umiddelbare Trang er Meddelelse til Dig, dele, dele alt. Fy! Og så nu også det med «Fru Ring». Jeg som ikke véd mere end jeg véd, siger naturligvis, at Du har Ret. Men Mulighed kan der jo være for, at Du virkelig har sat en Ytring for skrigende i Farven hen i Fortællingen, og at netop det Du vil sige, kan blive sagt i en lempeligere Tonart. Du skal slet ikke svare på denne Formodning, der hensættes helt i det Blå. Det er kun fordi jeg efterhånden er bleven snildere, end jeg var før i Retning af at finde på Udveje til at få det frem, man vil have frem og mindre og mindre tror på det enes absolute Nødvendighed. Men naturligvis et Ord, dette bestemte Ord kan blive selve Centrum, som ikke kan forrykkes uden at hele Cirkelen går i Skuddermudder. –

Hør min søde Pige, nu er jeg nær ved at skænde på Dig. Er der nogen Mening i, at Du først nu over et År efter at Du er bleven min, fortæller mig hvem Kathinka Heiberg er, din virkelige, eneste, sande, uadskillelige Veninde, og det oven i Købet kun på Foranledning af mig? Hvorfor har jeg ikke skullet holde af hende for længe siden? Er det at varetage min, er det at varetage hendes Tarv, er det at gøre Ret imod Dig selv? Og hvad ligner din Vrede i sin Tid over, at jeg havde fortalt With, straks, naturnødvendig den Forandring, der var foregået med mig? Har Du ikke været nødt til at gøre netop det selvsamme? Hvor har Du kunnet undgå at komme til at tale om alt dette til mig? Det skal Du gøre ordenlig rede for. Jeg holder af Kathinka Heiberg, jeg er vis på, at hun er et udmærket Menneske – og jeg kan efter hvad Du har fortalt mig om hende ikke begribe, at Du ikke har ét hæderligt Ord i din Artikel om de kristne. Jo ét står der et Sted indeklemt mellem lutter nedsættende Udtryk. Og når Du har talt til mig om dit Forhold til religiøse Mennesker, hvorledes Du i dit daglige Liv let kommer ud af det med dem, hvor har Du så kunnet lade være at bringe hende på Bane? Svar mig! – Så er der i dit søde Brev et Kildespring af Ømhed og Kærlighed som betager mig Vejret næsten. Du søde. Du er så glad for mit Brev – hvad kan jeg mon have skrevet andet, end at Du er min Fryd, min Nødtørft på Jorden.

Aften Kl 12

Jeg måtte afbryde før. Du yndigste Sødhed som findes, jeg vilde have sagt Dig, at Du gør mig indbildsk med dine kærlige Ord. Hvad er der andet godt ved mig end min grænseløse Kærlighed? Jeg er sikkert lille i mange Forhold, Stump, dår Dig ikke, husk, at Du skal elske mig med alle mine Fejl. Elskede, elskede Pige, Du skal væbne Dig med Overbærenhed, med en uendelig Evne til at kunne finde Guld imellem Slakker. «Det Glimt af Sol bag Tågen at bevare, det er det Livsens Krav en Mand skal klare» står der hos Ibsen;«Det Glimt af Sol …»: Sitatet heter i sin opprinnelige form: «Et Skimt af Sol bag Taagen at bevare, / Det er det Livsenskrav, en Mand skal klare!» Dikteren Falk sier det til sin forlovede Svanhild i Ibsens Kjærlighedens Komedie (1862), Akt II. (Hundreårsutgave Bind IV, s. 212.) men det gælder også den gifte Kvinde. Du har meget at holde ud med, hører Du. Men Unge, jeg tror også på mangt et Glimt af Sol, hos Dig og hos mig. Jeg tror på, at Du kan få det gode frem i mig, Amalie jeg tror på vor Lykke, jeg tror på Dig. Du er en brav, en hæderlig Kvinde, en dejlig, rettænkende, bedårende Hustru! Amalie Du er Smukheden i mit Liv. Uden Dig var alt gråt, umuligt, forbi! Ja Ven, det er sandt, mig er det, Du skulde elske, for Dig er det, der har givet mig Kærlighedens Gave. Hører Du Amalie, Du har fået mig til at blive Mand, til at elske, Veninde jeg elsker Dig helt, uden Mål uden Grænser. Jeg har givet mig Dig helt i Vold. Du skal altså give mig Dig igen. Min søde Hustru. – Jeg har i Aften været i Dagmarteatret og kedet mig over en idiotisk Operetteen idiotisk Operette: Dagmarteatret spilte operetten Den lystige Krig, av Zell og Génée (oversatt fra tysk). Den hadde hatt première 3/1/84. rent afskyligt, så spist lidt hos Jakob og er nu kommet hjem og er overmåde søvnig. Du min elskede, om Du nu var hos mig, søvnig som jeg, sådan ganske i al Almindelighed, rasende søvnig, ked over Operetten, kun bevarende et eneste morsomt Træk, som vi kunde nævne sammen for hinanden, en aldeles overraskende kæk, kåd lille Streg af en Skuespiller – det var dog et af disse Glimt af Sol – ikke? Godnat nu min dyrebare, jeg går ned med Brevet i Aften for at være sikker på at det kommer med imorgen. Der lå til mig to Dgbl. fra Dig, tak min sødeste Stump. Jeg kunde naturligvis ikke lade være med at endevende dem for at se om Du skulde have smuglet noget med, men nej. Men Du er dejlig alligevel. Godnat Amalie

Din Erik



220. Amalie til Erik

Kriania 16de januar 84.

Kl. er 2 nat min elskede; jeg er netop kommen hjem fra en selskabelig sammenkomst hos kunstnerne i et stort offentligt lokale. Der var nokså morsomt, men ikke at ligne med igår hos «Fram» den unge liberale studenterforening,«Fram» den unge liberale studenterforening: «Fram» var opprinnelig en radikal studentgruppe; navnet ble tatt opp igjen i 1880 av en frisinnet studenterforening. hvor kunstnerne havde møde og holdt diskussion som Fritz indledede med et tyndt, spredt, åndfuldt ja, à la Numa Roumestan foredrag,à la Numa Roumestan: Alphonse Daudets roman Numa Roumestan (1881) har som helt en fyrig og veltalende provençal, som elsker å sette seg selv i scene. der greb tilslut, fordi det, skjøndt lidt reklamemæssigt, dog var ganske treffende. Så kom Chr. Krogh, som var brilliant, og så en del andre, og så kom der punscheboller og lange smale borde, og da var der en moro, og en stemning og en given tilbedste af fortællinger og andet, som var virkelig kunst helt igjennem. Husk endelig på at jeg engang mundtligt fortæller dig om dette; det er noget rent mærkeligt dette lille «Fram», – om du havde været med, du vilde være grebet af den evne til at samle sig, præstere, skabe liv og glæde – siden jeg var barn har jeg ikke havt en sådan aften. Men jeg sad hele tiden og tænkte: Ak om Erik havde været med! Da jeg så kom hjem, fandt jeg dit brev fra mandag, nu kommer brevene igjen om aftenen – og blev naturligvis henrykt ved at se det. – Ja stryg du bare af mit skriveri, hvad du vil. Jeg ønsker inderlig at jeg havde været hos dig nu for at få se hvad du mente med dette at gjennemarbeide min artikkel. Du kan tro, jeg skal lade dig lære mig alt hvad du kan lære mig på dette område. Aldrig skal du have havt en lærvilligere, lydigere og mere beskeden elev. Det er kun når du udtaler noget, som viser at vi tænker modsat, at vi mangler muligheden for en virkelig forståelse, – det er da, at jeg steiler. Det gjør mig så rasende ondt, det stikker og slider i mig, og smerte er jeg så forhadt på, – jeg kan ikke fordrage at føle nogenslags pine, – jeg blier straks utålmodig og vil slå eller tie den fra mig. Siden jeg har havt anledning til at vise dig mit ilske i vore disputter, tror jeg det vil overraske dig at se hvor uhyre medgjørlig jeg vil være, når du klandrer mit arbeide, vil vise mig feilene der og hjælpe mig til at gjøre det bedre. For jeg elsker ikke mit arbeide, – det vil sige, jeg elsker at arbeide, men alt hvad jeg får færdigt, vilde jeg med glæde på ny styrte mig over, og rive istykker for at gjøre det om og få det rigtigere, når der blot var en, som pegte på feilene og sa’e: så og så skal det være. Det er mine meninger, ja det vil sige mine livsens grundmeninger jeg elsker, dem jeg ikke kan røre ved, uden at hele min åndelige habitus falder overende. – Men hvorfor kan det ikke komme i det første hæfte, i det for januar? Jeg sender dig «Nyt Tidsskrift», – jeg vidste ikke om du havde let for at få fat i det. Men jeg må ha’e det tilbage, fordi denne årgang skal indbindes. Men jeg slutte. Jeg dør af træthed og så har jeg en kardialgi, til at fortvile over om dagen; det er af den megen nattevågen o.s. v. Får jeg brev imorgen, så skriver jeg, – så vil du få det mandag morgen. Uf ja, – også jeg syntes ilde om denne puffen dig til at skrive af G.B. Det skulde betyde velvillighed, men det var en taktløshed, en simpelhed i tænkemåden. En éneste, fin antydning i form af et ønske, en forhåbning havde været nok, og på sin rette plads. Godnat elskede. Dine ord om din kjærlighed var livsalige at læse. Ak ja min dyrebare, mit liv på jorden, jeg ved jo at du elsker mig, men lige indtil iaften, har jeg siddet, og sørget over den kjærlighed, som de andre har fået. Jeg elsker imidlertid dig af hele min sjæl. – Endelig har jeg fået manuskriptet;manuskriptet: se brev 212, note 7. der stod i en liden skrivelse, der ikke kan sendes, fordi der stod andre private ting også, at redaktionen takkede, men at den fandt skitsen for faglig, for «speciel»; og da deres plads dertil var så uhyre stærkt beslaglagt, kunde de ikke ta’e den. De har ikke turdet heller; den var dem for vovet.

– Din Amalie.

NB. Det er «Tidsskriftet» som har bøiet manuskriptet over i to. Derfor gjør jeg det nu, ellers havde jeg ikke gjort det.



221. Amalie til Erik

Lørdag aften. [19/1/84]

Nu har jeg for 4de gang tærsket igjennem dine 3 eller 4 sider lange indvendinger mod «storværket» og [«]bestemte faktorer» og sammenhængsbundne, og jeg er ikke istand til at forstå hvad det er du mener og tænker på. Jeg ved at der er god og fornuftig nok mening i alt det, og jeg synes det er ufordrageligt at det går ud, men skriftligt kan det ikke nytte at forsøge på at forklare dig hvad jeg har ment. Jeg opgiver det. Stryg og skalt og valt som du vil. Netop dette sted var L. Holst så glad i, fordi det i stor udstrækning og i få ord gav hvad netop der skulde siges. Jeg kan ikke begribe at du ikke også er glad i det sted. Vi bruger ikke denne ækle pluralisform «deres»denne ækle pluralisform «deres»: se Eriks bemerkninger i brev 219. Det ville faktisk også ha vært «deres» på norsk, hvis Amalie hadde villet si det som Erik trodde. sådan i flæng som I danske; vi bruger sin, og har deres naturligvis. Jeg læste det to gange det sted for Holst og Helland og ingen råbte på noget «deres». Det var ikke at teologerne svarte som var harmeligt, – men det var måden. Du skulde ha’e læst det; ingen brav mand eller kvinde kan mindes det uden at vredes. Jo, det var netop sine hjærner de lagde i bløddet var netop sine hjærner de lagde i blød: Uttrykket er forsvunnet fra den trykte artikkelen. – du skulde kjende de morsomme historier om Heuch og Casparihistorier om Heuch og Caspari: se artikler i Luthersk Tidsskrift fra 1878 og framover. Paul Caspari var professor i teologi ved Kristiania universitet og medutgiver av Theologisk Tidsskrift. Han var en av lutherdommens åndelige førere i Norge. fra dengang; det er netop betegnende for det virkelige forhold at sige, at de lagde sine hjærner i blød. – Nei, men du, jeg vil heller ha’e artikkelen tilbage. Ikke fordi jeg er fornærmet eller stødt ved hvad du har sagt min sødeste, elskede ven, men fordi jeg umulig kan være tjent med at du skriver den om. Du håner så det om allegorien. Lad mig sige dig at Bjørnson f.eks. vil sætte mest pris på det om allegorien. Der må allegori til, ikke for mig men for de menige. Det er for dem det hele er skrevet. Lad mig få det tilbage! Jeg sætter det ind i «Verdens Gang» med enkelte modificationer af angrebene på kristendommen. Det er ikke fornærmelse, men jeg liker ikke dette at nogen skriver om hvad jeg har sagt. Og det er unødvendigt. Lad os bare få den op til os; her vil det ikke vække denslags grublerier. – Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal svare på din bebreidelse over at jeg ikke har fortalt dig om Kathinka. Vil du tro at jeg blev stødt over at du kunde spørge om hende, bede mig forklare dig hvad hun var for mig o.s. v. Jeg, som bestandig i breve og muntlig har sagt dig så meget, så meget om hende. Du er en underlig en; der går ikke ind i dig mere end én ting ad gangen, og du er, – ja, som du selv siger – langsom. Ikke heller huskede du at jeg havde fortalt dig om (uf jeg har taget et halvt ark papir) min yngste bror, som var i Amerika. Og meget andet af samme art har i tidens løb gang efter gang gjort mig forbauset. Jeg har for længe, længe siden skrevet at Kathinka kunde se på mig straks hun kom fra landet ifjor høst, at der var foregået noget med mig, og at jeg måtte tilstå for hende, at jeg var bleven glad i et menneske, men at hun var som altid altfor fin til at spørge mig om nogen verdens ting. Det er dig, som skal bebreides fordi du er sløv for alt det i brevene, som ikke angår mig og dig, og ikke mig for at ha’e forholdt dig noget. Nu nede i Kjøbenhavn på Dagmar hotellet sad jeg jo og fortalte dig om hende også, og om hendes søstre, men jeg kunde se det på dig, at du kun hørte med trekvart øre, og derfor stoppede jeg længe før jeg vilde hae stoppet. Det er da en skrækkelig plage med din din [sic] røg. Næsten i hvert brev, står der om forhindringer og forstyrrelser forårsagede af den. Det er jeg bange for, vilde fortrædige mig meget. Røg skal et ordentligt menneske ikke finde sig i, for det er jo aldeles ødelæggende for krop og sjæl og alt ens habengut. Jeg synes du burde betænke dig to gange på at leie i det hus til os, for du kan stole på, det er samme elendigheden i de andre leiligheder også. Tænk hvorledes mine broderte puder og tepper, og stolene, hvis broderier nu er vasket og indsat i ny plyds for at være pene til foråret, skal komme til at se ud, ikke at tale om gardiner. Du vilde – tror du – være koldsindigere end jeg i røgstilfælde. Ja, jeg vilde slet ikke være koldsindig, for det er ikke til at være koldsindig i. Så sender jeg dig da atter farverne. Lad dem nu ikke gå i vasken igjen. Jeg vil gjerne ha’e den grå farve i soveværelset, altså både spisestuen og soveværelset gråt, hvis du så synes. Den største stue skal være rød, og så får du gjøre som du vil, om du vil ha’e dit værelse rødt eller brunt. Jeg tror den brune bli’er pen. Det glæder mig at du ser på det om at ville anmelde M.D. i Tidsskriftet aldeles på samme måde som jeg og de andre. Det er akurat min følelse; jeg vil ikke være ven med de mennesker, som tager M.D. under armene for at hjælpe på Poulsen. Fru Schjøtt går og siger, at det at jeg har trukket mig tilbage fra hende, er den største sorg hun på mange år har oplevet. Hun siger det til dem som hun ved vil bringe det igjen. Men jeg er aldeles forstokket her. Jeg holder mig til min egen følelse hvad dette anbelanger. Jeg har for at være sikker på ikke at bedrage mig selv – spurgt Kathinka som er min samvittighed, som kjender mig bedre end jeg selv gjør det om hun ikke tror jeg i fru Schjøtts sted vilde ha’e sendt Poulsen bogen tilbage med den besked at jeg synes den var et ignobelt produkt og at jeg ikke ønskede at anmelde den, eller forhandle om den, og hun har sagt mig, at der ingen tvil er om, at netop det vilde jeg ha’e gjort. Altså: her er noget som jeg ikke forstår hos fru Schjøtt, og det jeg ikke forstår, steiler jeg for. Jeg ved godt at fru S. har været min virkelige ven, og at hun er det nobleste og fineste menneske jeg kunde ønske at omgåes med, men alligevel, – jeg er og vil være absolut borte fra hende. Det brev fra hende, kan jeg ikke sende dig nu, for fru Ulmann f. Dunker, en gammel deilig dame,en gammel deilig dame: Det finnes flere innholdsrike brev fra Amalie til Vilhelmine Ullmann fra årene 1883–86. som jeg elsker, fru S.’s tante har det. Hun også er på mit parti i den poulsenske affaire, og det er Kathinka, og alle, alle de andre. Sarsene er nu så uhyre godmodige og medlidende mennesker, de tog sig af Poulsen, og fru Sars vandt ikke mere end at afparere alle de små fine spotterier hun overalt og af alle måtte høre over at hun kunde holde Poulsen ud. Nu skal standpunktet opretholdes. Så skriver han jo også alle disse jammerskrig[?] til Erns[t], fru Sars, ja selv til Ossian, og så er de straks rørte. Helland og Irgens Hansen, og måske flere går bare og ønsker at anmeldelsen skal komme, for at de kan få dundre løs, I.H. har nu flere horn i siden til Tidsskriftet, og han har lovet at de skal få sit hele synderegister. Eva Sars havde sagt, at det var sørgeligt at en eneste menneske, og det en «dame», kunde vække splid i det hidtil så enige literære venstre, og dertil havde vedkommende svaret at det ikke var nogen dame som havde afstedkommet fortræden, men ene og alene den omstændighed at Tidsskriftet forholdt sig æresløst til en literær gemenhed.

– Jeg har hørt mere end det at gamle fru Sars sa’e, at var hun mand, vilde hun blive forelsket i mig. Mally LammersMally Lammers: søsteren til Ossian Sars. fortalte mig således engang i et selskab forrige år vinter – vi stod i en kreds midt på gulvet, at Ossian havde sagt til sin mor, at jeg var så deilig, at han ikke kunde se mig, uden at det gryssede i ham. «Dette er farligt» – sa’e så fru Vibe, – «hvad vilde din mor sige, om det blev til noget nærmere mellem Ossian og fru Müller?» «Det vilde være mors høieste ønske» – svarte så Mally. Men tænk dig til at alle denslags ting forstår, eller rettere «hører» jeg først år bagefter. Jeg hørte dem med mine øren dengang, det bevises jo deraf, at jeg nu husker dem, men jeg hørte dem alligevel ikke. De har været begravet etsteds i mig lige til nu da dette fru S. havde sagt, kom og gjorde indtryk på mig, påvirkede mig ubehageligt, – da dukkede hine ord og flere til op, og jeg kunde ikke fatte, at jeg ikke straks var bleven opmærksom. Og lige indtil nu i et selskab hos Hellands med det samme jeg var kommen hjem fra dig, sagde Olaf og Eva SarsOlaf og Eva Sars: også søsken til Ossian og Ernst. noget som var aldeles mærkværdigt udtalende, men som er for langt, det vil sige, trænger for lange indledende bemærkninger til at jeg kan få det udredet her; men du skal få det mundtligt, som masser af andre ting. Ja, jeg er ganske vist en «gjemmepotte», fordi det er, det er umuligt at få dig meddelt pr breve alt det jeg oplever, hører, er omringet af. Jeg går med en eneste sår, fortærende sørgelig fornemmelse af at det er håbløs, halsløs gjerning at forsøge på at meddele til dig alt, og så lader jeg mesteparten fare. Men derfor vil du også opleve, at jeg, hvorlænge vi endog lever sammen, vil have et bundløst forråd af stof oplevet stof, som vil interessere dig, fordi det er kun det der er noget ved, som efterlader sig i min hukommelse, og knapt nok det engang. – Nu skal du høre hvad det er, der står i «fru Ring» som det fæ, den Skavlan, synes er for vovet. Det er en aldeles forslidt tanke, men det passer ind i det der udgjør hele situationen og fortællingens habitus. Fru Rings veninde siger: «Men der er da intet afskyeligere i verden end en gift kone, som lever med en elsker» – og fru Ring svarer: «Eller en gift kone, som lever af at leve med sin mand – det kommer ud på et.» «Men det er jo en kones pligt!» «Ja, naturligvis, – det er derfor at ægteskabet igrunden er en styg institution.»«ægteskabet …er en styg institution»: Samtalen ble også tatt med i romanen da den kom ut (Samlede verker I, s. 180). – Jeg kommer atter tilbage til det om Kathinka, fordi jeg ved at kige i brevet så hvorledes du lægger ivei mod mig for dette, og det er næsten et slags vrede jeg føler over at du har gået så let over alt det jeg har sagt og skrevet om mit forhold til hende. Netop når talen har været om at jeg kan komme ud af det med de kristne, har jeg altid nævnt hende, og hendes, og føiet til: men det kommer nu af at de kjender mig så tilbunds, og i mig har et levende bevis for at en vantro kan være god og elskværdig. Men af den grund at Kathinka er en kristen, vilde jeg aldrig i livet ha’e et hæderligt eller anerkjendende ord at sige om kristendommen. Tror du hun er som hun er fordi hun er kristen. Nei min ven, tiltrods for, og ikke på grund af. Jeg har jo selv været kristen, alvorlig kristen, så jeg kjender hemmeligheden. Et menneske på et civiliseret og nogenlunde overlegent standpunkt, er hvad det er, uafhængig nogen tro eller lære. Ja, det ved jeg jo også at du ved. Var Kathinka vantro, vilde jeg ha’e hende endnu kjærere, nei, ikke kjærere, men mere fornøielse og glæde af hende. Hun f.eks. har mere fornøielse af mig, end jeg af hende, enda jeg skatter hende blandt de bedste jeg har i verden. –

Nu ved gutterne besked. Kathinka sa det for mig. Hun har flere gange sagt at hun syntes det var uret mod de store gutter at de ikke vidste det de sidste par måneder, så det ikke skulde komme så overrumplende på dem. Jeg var enig med hende, og vilde så gjerne, samlede også gang efter gang mit mod, men ordene døde på min tunge, og jeg følte hver gang, at jeg heller vilde dø end ikke få udsættelse. Så igår efterm. kom Kathinka efter aftale ned. Jeg gik ud og drev i gaden mens hun gik ind og fortalte Jakob det, Ludvig var ikke hjemme. Jeg kunde ikke, havde ikke ro at være i huset, mens det stod på. Så, efter en halv times forløb, – jeg havde gået og storgrædt i gaden – listede jeg mig op bagveien og ind i spisestuen, og så kom Kath. ind og sae at alt var over, og at han havde været så aldeles ubeskrivelig sød. Jeg gik ind i dagligstuen. Jakob kom ind, gik lige imod mig faldt mig om halsen og sa’e at han bare var glad for det. Det er aldeles umuligt at fortælle dig her hvor sød og ubegribelig deilig han var, men når jeg treffer dig skal du få høre alt. Han havde sagt til Kathinka, på hendes spørsmål om han syntes det var ondt: nei langt fra, – vi er jo ikke således opdragne, vi, at vi skulde synes noget sligt. Senere på aftenen, da Kath. var gået talte jeg med dem begge længe, Jakob havde sagt Ludvig det og, – ja det er ugjørligt at sige hvordan de var. Men de sae begge, at der var ingen de hellere vilde jeg skulde giftet mig med end dig. Tænk det, at de har havt et så ensartet instinkt, så blodsbeslægtet med mit eget. Jeg sae, at de jo ikke kjendte dig så meget, at de kunde ha’e noget at bygge sit gode omdømme på. Nei, det er sandt sae så Jakob, men vist er det, at der ikke er et menneske som har vundet min agtelse og godhed således som han. Det er den kjækkeste fyr jeg har sét, Ludvig og jeg har af og til talt om hvor godt vi likte ham. Det samme havde Jakob sagt til Kathinka, og været ganske lei fordi hun ikke kjendte dig, eller idetmindste havde sét dig. «Du kan stole på du havde likt ham» – havde han så føiet til. Ja, hvorom alting er: sådanne gutter som mine, findes ikke i verden; så humane, modne og dannede og dog så usigelig barnslige, og så hjærtensgode, og så kloge og fine, – ja så udsøgt fine. Det er som om tusinde stene er taget fra mit hjærte. Idag ved middagsbordet sad vi og talte om det og de formelig spøgte, endskjøndt jeg ved at de er bedrøvet over at skulle miste mig. – Bliv ikke vred på mig over at jeg vil ha’e artikkelen tilbage, hører du min søde, elskede Erik. Det kan godt være, at jeg vilde forstået dig, hvis vi havde kunnet samtale om alt dette; men nu kan jeg bare ikke forstå, at du ikke forstår. Men husk hvorofte det hænder at I danske f.eks. ikke skjønner hvad Bjørnson mener! Nei at du kan spørge: «Er det «storværket»? eller billedet «kjæmpebillet [sic]», komme med sådant galmandssammensurium hvor meningen er så enkel og simpel. Ved du da ikke, at det er slægtledenes sammenhæng med hinanden, de nedarvede traditioner i religion, moral o.s. v. nedarvede evner og tilbøieligheder, som giver individerne sit præg. Og når disse figurer er allegoriske så er det et udtryk for hele rasen, må altså tages efter store, almengyldige dimensioner. Og bestemte faktorer; det er jo netop det pres religionsteorierne og opdragelsen har øvet på deres åndelige habitus, og netop dette er det som hos Bjørnsons personer har skabt det ydres korrekthed. Det er forsvarligt og rigtigt!

[Tilføyelse på side 8]:

Om min forklaring sigter til allegorien? jeg tror du er gal! Forklaringen af allegorien som helhed, kommer jo bagefter. Først har jeg jo med hver enkelt skikkelse at gjøre. Enten er du dum eller jeg!

[Tilføyelse på side 5]:

Du forstår ikke et muk af det om storværket; men om jeg skulde lade mit liv, så forstår jeg ikke et muk af dine indvendinger. De er rent sammensurium for mig. Jeg studerer dem uden spor af udbytte [?]

[Tilføyelse på side 4]:

Jeg kunde ikke sige at skikkelserne var nye, – for de er altfor gamle og kjendte til det. Ja, sikkerlig! I allegorien ser jeg den største værd i «Over Ævne», det er det vi netop har trængt. «Folket» må få sandheden ind på den måde. Men nu godnat min elskede

Din Amalie



222. Amalie til Erik

Søndag 20de januar 84.

Nu er det mig som glemte farverne, men sidst er det dig som har tumlet dem bort. Jeg sender dem altså idag, og benytter anledningen til at skrive lidt med det samme. – Det er ikke akurat det samme jeg har været nødt til at gjøre ligeoverfor Kathinka, som du for With. For det første havde du sagt hvem det var du var bleven glad i, og for det andet var With et mandfolk og det var du også. Det kan aldrig blive et ganske analogt tilfælde. Kunde jeg vide hvem With var?, og om han ikke vilde opfatte det som noget ækelt eller almindeligt noget, af den slags som forekommer i mandfolks liv. Ikke at tale om dette gamle, forslidte der alligevel spiller en stor rolle, at en dame kompromitteres ved den slags, medens omtrent det modsatte finder sted for herrens vedkommende. Er der kanske f.eks. nogen som har talt tvetydigt om dig fordi du gav dig til at reise overland med mig, men hvorledes har man ikke opholdt sig over at jeg gjorde det. At du kan komme med sligt snak som at jeg har gjort akurat det samme som det du gjorde med With, forundrer mig. Der er ikke mening skabt i det. Og desuden beskylder du mig for hvad der er usandt; jeg kan ialtfald ikke huske, at jeg har ladet dig føle nogen «vrede» i anledning af at du havde vaset om mig til With. Husk forresten også på, at jeg indstændig havde bedet og bønfaldt dig om ikke at lade et eneste menneske få nys om hvad der var foregået, eller om mit navn, – så forskræmt som jeg var over hvad jeg havde vovet mig ind på, men du havde slet ikke bedt mig om noget lignende. Naturligvis, – dig var det ligegyldigt, og desuden vidste du, at jeg nok vilde tie. Hvad der foregik mellem Kathinka og mig dengang, var kun dette at hun kunde se jeg ikke længer var den sorgløse gamle, kjappe og ovenpåværende – det var kort efter at du var reist fra Kri-ania til Kjøbenhavn dengang, så vidste hun jo, at jeg havde været på Aulestad og truffet både den ene og den anden, og så kom hun med et spørsmål om der virkelig var hændt mig noget sligt, som at en mand havde gjort noget indtryk på mit hjærte, og så brast jeg i gråd og nikkede, og siden spurgte hun ikke, før jeg selv fortalte i høst hvordan det nu stod til. – – Jeg har tænkt mere på det du skrev om min afhandling. Hvad du har strøget i indledningen, vil vistnok kun være til gavn for tingen; jeg kan godt gå med på at den er for bred, og mulig er den også for kras; kan du her ændre noget uden at meningen forkvakles, så gjerne. Og hvis det kun af selve det om «Over Ævne» er det ene du skrev om igår, som du stryger, så er det jo ikke værdt jeg får den tilbage, hvis du ikke måske selv tænker det ligegegodt [sic] at så sker. Bare vi havde været sammen, så vi kunde talt om det du finder meningsløst; jeg skulde gjort mig så meget umage for at forstå hvad du mente; men skrive om det må du ikke; det vil være ørkesløst, og så er det så kjedeligt, og tager for meget af den kostbare tid og plads op elskede. Det er brav nok at du har rettet «nuancer» til «forskjelle», kun at det aldrig vilde siges på norsk. Vi har ikke pluralis af forskjel, ja, har nok, men bruger den aldrig; vi siger da forskjelligheder, eller mange slags forskjel, forskjelle aldrig. I den forbindelse, vil forskjelle klinge absolut komisk i norske øren. Jeg har atter studeret dine indvendinger om «storværket» o.s. v. og jeg kan ikke få sammenhæng i hvad du mener; for hvis jeg skal forstå det som det står og efter min simple forstand, så bliver jo du så hestedum, og derfor må du mene noget, jeg ikke får tag i. Hvorledes er det f.eks. muligt at du kan spørge hvad «det» i sætningen: «det er dens indre sandhed» o.s. v. går på? Som om det går på noget! Hvad jeg har tænkt og ment er dette, og kanske kunde det stå således udtrykt (Se på det andet papir)Se på det andet papir: Her er et stort nesten uleselig stykke strøket ut. Amalie skriver det om et par sider senere.

Husk at figurerne er allegoriske, og at de har at være et typisk udtryk for de mange. Det er jo netop dette, der giver en skikkelse sin indre sandhed, og det er dette som i mine øine gjør den til et storværk. I «Over Ævne» er der ikke en figur, som kan påvises at have en eneste feildraget eller blot mindre rigtig linie, og netop af den årsag som overfor er sagt. Men hør, – det blir vel bedst, jeg i ethvert fald får skriveriet tilbage for at renskrive det; ja, det ønsker jeg udtrykkelig, såfremt der er tid, og tid må der jo være i massevis. Du skal i tilfælde få det straks tilbage; hele greien vil tage 5 dage. – – –

Røgen i det hus hvor vi skal bo, står mig stærkt for hodet. Du bør ikke leie på et sted om hvilket du ved, at det er befængt med livets værste plage. Og det er jo noget, som daglig forekommer; i dine sidste breve, har der altid været noget om røg. Du har vel fået tidsskriftet og dagbladet med en afklippet følje[t]on om «Over Ævne».en afklippet følje[t]on om «Over Ævne»: 9/12/83 sto det en artikkel i Dagbladet om «En dansk Bedømmelse af Over Ævne» signert I. H. (Irgens Hansen). Der har stået en føljeton til om samme æmne, af fru Vullum,føljeton … af fru Vullum: se Dagbladet 8/12/83. Artikkelen er signert M. –m. men den er så kjedelig; og så lidet rammende hodet på sømmen, at jeg gad ikke finde den op engang. Selv læste jeg ikke hverken Irgens Hansens, eller Vullums, før efter at min var skreven. Du, som har den deilige vinter; her er den nokså ækel, ikke meget kold hidtil har vi ikke havt over 6 grader Réaumur, men en tåge, der kun kan forekomme så tyk og tæt i Kr.aniadalen. Man vandrer om som i en underjordisk eller sunken stad; man ser ikke en alen frem for sig, støder lige mod medmennesker, og redder sig i yderste sekund fra at knuses mod en lygtepæl. Der er en råben og en fløiten, og en skjælden og smelden af konstabler, som skriger til kuskene at de skal kjøre i skridt, af vognmænd som brøler af veien, af folk, som er ved at overkjøres, sporvognene stanser hvert øieblik og støder i en slags tågelur, og man går og smager kul og støvpartikler og lort og røg hvoraf atmosfæren er ganske fortættet. Forleden måtte Kathinka og jeg 3 gange spørge en konstabel om hvor vi var, og sidste gang var vi kun 3–4 skridt fra mit hus, hvor vi skulde hen. – Poulsen er da vist ikke reist; det har jo stået i avisen, at han skulde blive i Kjøbenhavn til hans stykke var bleven opført.til hans stykke var bleven opført: John Paulsens skuespill Falkenstrøm & Søn fikk sin première på Dagmarteatret 30/1/84. Ingeborg er nu kommen tilbage;Ingeborg er nu kommen tilbage: dvs. Ingeborg Thaulow, som var i ferd med å bli separert fra Frits Thaulow; de måtte vente tre år på den egentlige skilsmissen. hun var oppe hos mig igår, og så forstenet og hård ud. Da jeg talte noget om at det blev svært for hende at sidde derude i ensomhed i OsloOslo: Til 1924 ble navnet Oslo brukt om den delen av byen som nå kalles Gamlebyen, mellom Bjørvika og Ekeberg. slog hun med nakken, og sa med en ubehagelig latter: Du bilder dig kanske ind at jeg er ulykkelig og knust, men det tar du feil i, – der findes ikke det i verden som egentlig gjør mig noget. Ingen af os nævnte E.B. Der var noget så umådelig afstumpet og cynisk over hende; hun har i sandhed taget skade på sin sjæl. Hun spurgte om det fremdeles stod på, at jeg skulde til Amerika; jeg havde lyst til at vise hende den fortrolighed, hun før har bebreidet mig så meget, at jeg har forholdt hende, men jeg kunde ikke, der var noget så usympathisk ved hende, og jeg sagde derfor ja. Hun gav sig til at le og sa: skal du nu virkelig spille komedie for mig; – ja, ja, – jeg vil det i det mindste ikke ved at lade som jeg tror dig. Da hun var gået satte jeg mig ned og skrev til hende at jeg ikke skulde til Amerika, men at jeg skulde giftes med dig til våren. Det var et godt og pent brev jeg sendte hende, – jeg har så ondt af hende, og vilde så gjerne hun skulde føle at jeg gjerne vilde være noget for hende; jeg bad hende tie med hvad jeg meddelte. Imorges må hun ha fået det. – Der er ikke tale om at Fritz og Ingeborg nogensinde kan gå sammen igjen. Jeg har havt en lang samtale med Fritz. Han vil det ikke, for alt hvad som til er. Den Fritz, – den Fritz! forresten. Han er en udmærket Numa Roumestan en miniature.Numa Roumestan en miniature: se brev 220, note 2. Har du ikke læst bogen af Daudet, så gjør det endelig straks. – Da jeg er bange du ikke kan læse hvad der står på det andet papir sætter jeg det her: – –

klædt ind i et kjæmpebillede, hvor hver en skikkelse er et storværk i den forstand at det er mange slægtleds sammenhængsbundne, af givne faktorer prægede produkt, som her er formet til mennesker af kjød og blod med physionomier af slående korrekthed, og som derigjennem bliver almenmenneskelige, almengyldige typer. Eller der kunde stå: – hvor skikkelserne er mange slægtleds sammenhængsbundne, af selvgivne (eller underforståede) faktorer prægede produkt. De store liniers geniale renhed og detaljernes harmoniske sikkerhed, gjør dem til mennesker af kjød og blod med slående korrekte physionomier. De er alle almenmenneskelige, almengyldige typer. – Alt dette vrøvl gjør at jeg slet ikke får tid eller ro til at give min kjærlighed udtryk idag, og sådan gik det også igår. Jeg har i de sidste dage længtes så rædsomt efter dig, således at jeg har følt mig syg af det. Aa hvor jeg trænger om at tale med dig, og elske dig ikke alene i tanker og ord, men i gjerning og liv. Og endnu er der længe, længe tilbage. Nu er det grønne møblement hos sadelmageren for at stoppes og betrækkes; du skal bare se hvor pent det skal blive. Tror du der i dit værelse blier plads for den store, voldsomt store bogreol med skabsindretning og skuffer, ja egentlig ikke skab, men åbne rum til aviser og bøger og papirer, som stod i spisestuen, – kan du huske, på den ene væg oppe ved vinduet, fuld af bøger. Hvis ikke, vil jeg sælge den. Den er meget stor at drage på, men når den er fuld af bøger, er den prægtig, og nyttig. Der blev da ikke andet end bogreoler og sofaer – den røde sofa du ha’ og din egen ligeså, og skrivebord og spillebord, og stole og et par småborde måske i din stue. Din gamle sekretær måtte ind i soveværelset. Jeg tror du vilde blive glad i det møbel jeg taler om, for den er hyggelig og meget praktisk og brugbar, men det er plads om at gjøre. Jeg begriber ikke hvad vi skal gjøre for at skaffe os plads. Skriv om det straks, er du snil min elskede – nu fik jeg slig lyst til at kalde dig stump, men går vel det an at bruge til dig, du deilige, – desuden er det dit kjælenavn til mig, jeg vil ha’e det for mig alene. Jeg synes det er herligt at det er til våren vi skal slå os sammen for alvor. Våren er den deiligste årstid, og så er det den eneste i hvilken vi ikke har været hos hinanden. Sommer, midtvinters og høst har vi oplevet at ha’e hinanden; det er bare våren, som hidtil har været ublid imod os, våren, som nu skal forene os for livet. Jeg ved ikke hvorfor, men idag har den flere gange stået for mig situationen fra hin eftermiddag, da jeg var hos dig på Victoria hotel og du, kan du huske, pludselig vilde hjælpe mig med mit strømpebånd, og knælede ned i den anledning. Som jeg blev forskrækket, og samtidig fuld af latter, fordi der trods dit disrespekterlige indfald dog var noget så trygt ved dig. Jeg følte ikke frygt eller uvillie, mærkelig nok, for det var jo igrunden en uanstændig idé af dig, du uopdragne gut. Hvor kunde du også falde på at vilde det dengang, da jeg endnu sa de til dig. Du gode gud hvor underligt at jeg kunde ha den instinktmæssige tillid til dig og godhed for dig ved siden af at jeg var forelsket i dig – at jeg uden videre gav mig dig således ivold. – Ja, ja Erik min, søde elskede mand, siden den tid har du mere end knyttet mit strømpebånd, og du har ikke behøvet at bede. Hvor jeg glæder mig til livet med dig, – tænk dig sådan en søndag eftermiddag med gråveir og tåge udenfor, og varmt og hyggeligt indenfor, vi to døsende i mørkningen på hver vor sofa, og jeg vågne først, og tænde en bitte liden lampe med en stor skjærm over som jeg stillede hen i en fjern krog, og så liste mig på tæerne hen til dig, bøie mig ned og vække dig med et sagte, ømt kys. Og klappe dig, og kjæle for dig, og kysse dig om og om igjen, og bringe dig cigar og kaffe, og sætte mig på en skammel tæt ved din sofa, og få fat på din ene hånd, den som du ikke holdt cigaren med for at ha’e noget at kjærtegne og kysse, mens jeg sad og talte med dig om ingenting, eller om noget virkeligt. Nei du, den lykke jeg skal hente mig hos dig er for stor til at der ikke skulde indtræde noget uforudsét, som ødelagde alt. Jeg kan næsten ikke tænke at så meget af virkelig, ægte lykke skal falde i et simpelt menneskes lod. Når jeg bare var hos dig, bare var viet til dig, og sad i din stue med armene om din hals og hovedet ved dit bryst; før det sker, får jeg ikke fred for en urolig frygt for at jeg aldrig skal opnå det. – Og du, hvor vi skal passe på vor lykke; værne om den, være forsigtig for alt det der kan tære på den, ågre med den. Aa, jeg skal være så bange, så bange, og så øm om dig og om vor kjærlighed! Min elskede Erik! Du er mit liv.

Din Amalie.

[Tilføyelse på første side]:

Eier ingen anden konvolut.



223. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 22 Januar 84

Min elskede, elskede Pige, igår Aftes skulde jeg skrive en lille Artikel, og det blev sent inden jeg kunde begynde på et Brev til Dig, Midnat omtrent. Der hændte så det, at da jeg havde skrevet to tætte Sider fulde og netop vilde til ret at skrive om det, som egenlig lå mig på Hjærte, tabte jeg fra min Cigar Asken over Brevet; i Asken var der en Stump brændende Blad, og inden jeg fik set mig for, røg det i Papiret og et stort Hul var brændt i det skrevne. Jeg var træt og var lige standset ved et Udtryk, som jeg var bange for Du kunde misforstå – så betragtede jeg det brændte Hul som et Varsel og besluttede ikke at sende det makulerede Stykke Brev afsted. Derfor min Stump kommer dette Brev en Dag senere end det skulde. De andre Dages Tavshed har sin væsenligste Grund i en Nedstemthed, som jeg kun dårlig kunde beherske – den var rent fysisk, jeg var betænkt på at snakke med min Læge om Sagen, så løftede mit Ildebefindende sig. Ja egenlig først ret idag, og dit Brev igår med den gode Efterretning har været min Lægedom. Du har vel modtaget mit Telegram idag,Du har vel modtaget mit Telegram idag: finnes ikke i brevsamlingen. et Livstegn måtte jeg jo give fra mig. Tænk Dig Amalie jeg har ikke været så ængstelig for hvad Gutterne vilde sige, men jeg forstår din Spænding, din Frygt. Billedet af Dig, som vandrer i Gaden grædende og urolig, vil ikke forlade mig. Min egen Ven, om jeg nu ikke med mine fattige Ord skulde sige Dig, hvor jeg er grebet af hvad der er sket, hvor glad og taknemlig jeg er – tusinde Gange hellere blot være til Stede et Minut eller to, ak et Kvarter, trykke din elskede Hånd lægge min Arm om dit Liv, være din Mand blot ved min stille Tilstedeværelse. Min Amalie, at Du kunde føle, at det ikke er en Besættelse, et Kogleri, som drager Dig til mig bort fra det dyrebareste Du hidtil har skøttet i dit Liv, men et fornuftigt Valg til din egen Udvikling og Forædling. En Beslutning, som går ind i Dig selv, en virkelig Fuldkommengørelse af hvad Du er kommen på Spor efter, at Naturen har ment med Dig. – Der er jo nogle Ord i dit sidste Brev, nogle harniskklædte Toner, som forstyrrer mig netop nu, da jeg trænger til at have alt mit Mod og min Tro på min Kærligheds Betydning vågen og stærk ved Indtrykket af det Offer Du bringer. Det er ikke så let, ser Du, at gå i Skole hos mig, og de sure Øjeblikke, som jeg har bebudet Dig, og som Du har talt nok så kærligt og kækt om, er kun alt for snart komne. Naturligvis står det mig klart, at Sagen er bleven forværret ved at der skrives derom, mundtlig vilde vel din Grundmisopfattelse af, hvad det er min Kritik går ud på, ikke være indtruffen, […]ikke være indtruffen,[…]: Et stort stykke er strøket over her, og en setning etter hver av de to etterfølgende setninger. Amalie, min Påvisning af din Fejl var kærlig og omhyggelig. […] Du skulde være nået til at forstå, at mine Indvendinger var rent stilistiske, at de ikke har et Ord med Meningen i det strøgne Stykke at gøre. […] Begyndelsen af 2den Sides Bemærkninger har jo for så vidt ingen Betydning, som jeg selv retter dem som beroende på en Fejllæsning af Stykket, en Falden i et stilistisk Hul, som din noget vredne Konstruktion havde lagt for Forståelsen. (Du har trukket den relative Sætning så langt bag ud, at man blev stående ved den første Sætning som ved et selvstændigt Led i Perioden). – Men nok om dette, din Artikel er trykt og kan ikke uden Skandale tages ud af det om nogle få Dage offenlig foreliggende Februarhæfte. […]Februarhæfte. […]: enda en setning krysset ut. Min søde Pige, jeg håner ikke hvad Du skriver om Allegorierne, kun undrer det mig, at Du har lagt så stor en Vægt på dette, og efter min Opfattelse er det det, som «Folket» sidst får fat på, om end jeg nok tror, at en Påvisning af og Redegørelse for Stykkets allegoriske Betydning vil have meget at sige for «Over Ævne» som folkeopdragende Skrift. Det er af den Slags Finesser, som Bonden elsker, men det må vistnok de fleste Gange forklares for ham først.

Bummelummelum hurra! her kom dit Brev fra Søndag, og i det lå ganske rigtig tre søde dejlige Farver. Det første jeg har gjort elskede var at læse mit Brev igennem; og så har jeg ikke kunnet lade være at stryge nogle dumvigtige Ord til Dig om at Du skal være en sødere Pige end Du er. Du må ikke blive vred på mig, fordi Brevet er kommet til at se sådan ud, hvorfor lade de ækle Ord stå, som nu ikke længere gav nogen Mening? Min elskede Glut, men hvor jeg trænger til Dig! Du véd slet ikke, hvor sygelig min Ånd kan blive, når jeg sådan går og tusser om alene. Hør nu altså, som jeg er glad for hvad Jakob og Ludvig har gjort. Jeg ventede det af dem, det er to ridderlige Fyre først og fremst, men hvor det er godt at vide, at de straks tog Sagen som de gjorde. Og at det er gået ind i min Sjæl med en virkelig Fryd – ja det Ord må Du nu ikke bruge til de unge Mennesker – at de holder af mig, foretrækker mig, det vil du kunne begribe. Min egen livsalige Stump, det er næsten som var Du skænket mig på ny at dette med dine Gutter er sket. Og det er bravt af Dig, at Du har ladet det foregå. Du må kunne vide, at jeg ønskede fra Dag til Dag at Du havde sagt Jakob og Ludvig hvad der forestod, sålænge dette ikke var sket var der et mørkt Punkt, som kunde betyde Fare. Da jeg i Lørdags gjorde Fru Knudtzon Visit, kom hun atter tilbage til dette Spørgsmål om Gutterne – jeg kunde tænke mig en finere tilrettelagt Samtale mellem hende og mig – og hun fortalte, at Du havde lovet at underrette hende straks om, når de havde fået Sagen at vide. Har Du husket dette? For at bringe Samtalen lidt bort fra dette, fortalte jeg med ganske løse Antydninger, at der var opstået en Strid i Anledning af Spørgsmålet om Moderne D.’s Anmeldelse, og at Du og Fru S. i denne Sag var uenige. Jeg håber, at dette ikke var galt gjort af mig. De er så begærlige efter den mindste Stump Underretning om Dig, og jeg har i Grunden så lidt Lyst til at tale med nogen om dette mit bedste, ja eneste Anliggende. Jeg synes det er som at afdække mig selv. Men så gav jeg dem det. De var for Resten uforanderlig venlige, Fruen og Bertha, som blev hentet ind ved mit Komme. Min elskede Ven nu må Du sige til dine Sønner, at jeg er glad ved deres Venskab, og at det har sysselsat mig meget, hvorledes de vilde tage imod mig som deres Moders Mand, og at jeg håber, at vi skal få mange gode Timer sammen. Amalie dette have hjulpet Dig prægtig over den skrækkelige Begivenhed at Du gifter Dig. Sig mig, kom det fuldstændig overraskende for dem? Og det at jeg er dansk gør altså ikke Fortræd i deres Øjne. Yndige Ven, det er jo stundom således, at jeg forholder mig helt undskyldende og beklagende ved den Omstændighed, at Skæbnen har ladet mig fødes i «dette forbandede Jyteland». I er så glade ved det I har, og vi så misfornøjede med vor Tilstand, at I ta’r Kraften fra os. Men jeg tror, at jeg lige som Drewsenlige som Drewsen: Viggo Drewsen hadde reagert skarpt på Alexander Kiellands kritikk av danske forhold, bl.a. i novellen «Trofast». Se også deres brevveksling (To par, red. Tor Obrestad). må beslutte at sætte hårdt imod hårdt, ellers bliver jeg ganske flad: Ja det gælder naturligvis ikke Dig, min Unge, vi kan vel nok komme ud af at lade hinandens Fødsel vederfares Retfærdighed. – Og nu min Stump til min Forbrydelse med Kathinka Heiberg. Du er ikke helt retfærdig her. Mit Spørgsmål var på en måde polemisk. Jeg spurgte, fordi det forekom mig, at Du aldrig for Alvor havde villet plante ind i min Viden den Betydning hun havde i dit Liv. Jeg vidste, at Du havde sagt, at hun var din bedste Veninde, og der var t.E. også en Gang i Kristiania en Dag at det var mig påfaldende at Du fortalte om et Møde med hende på Gaden uden at Du nævnede, at Du kunde have haft Lyst til at føre mig sammen med hende, Fru Vibe kom og gik, Fru Schiøtt spillede en Rolle, Mally Lammers lige så, Kathinka H. stod til en side. Jeg tænkte derpå og glemte det igen. Tror Du ikke godt jeg husker hvad Du har fortalt om hendes Søstre, der alle er venstresindede, om hende i Kongsberg? Hun forekom yderst sjælden i din Omtale og hver Gang kun flygtig. Du har ikke røbet Trang til at ville give mig hende til Veninde. Om dette til syvende og sidst er min Skyld, ja ser Du Stump, derom vil vi ikke strides, men det forekommer mig besynderligt, at jeg overfor et varmt Ord fra din Side skulde have været ligegyldig – det må så da også have været første og eneste Gang. Gamle Fru Sars, hele den Kreds kender jeg af din Omtale, Kathinka H. ikke. Du vil ikke indrømme, at min Sammenstilling med With er rigtig, og Du vover Dig til at bruge det Ord, at jeg havde «vaset» om Dig til W. Dette er nu meget forkert gjort af Dig min Stump. For det første vaser jeg ikke om Dig, og dernæst vaser jeg ikke om Dig til With. Vil Du lægge Mærke til dette. Du synes ikke at kunne forudsætte, at Mænds Forestillinger kan være fine. Det er atter en Fejltagelse. Når de er fine er de finere end Kvinders, fordi disses Finhed for største Delen er bygget på Uvidenhed, Mænds på Viden – men dette vil Du holde uden for din Begriben, og jeg vil ikke spilde Ord derpå, kun eftertrykkelig afvise din uridderlige Betragtningsmåde, hvor den strejfer mit Område. Du har, for at jeg kan tage det med med [sic] det samme, en Gang tidligere tilladt Dig selv at bruge en ringeagtende Betegnelse om en Mand, som jeg havde betegnet som en udmærket Mand og min Ven, nemlig Rubin – jeg tog Dig det den Gang så ilde op, at jeg ikke turde nævne det i mit påfølgende Brev. Sligt bør man ikke kunne Amalie, det er et Brud på Ridderlighed, en Slaphed i Omtanken for andre, som er farlig. – Min egen Ven, jeg skal endnu i sidste Korrektur rette dette med «Forskelle» og så skal jeg om muligt føje dine nu skrevne ikke så lidt bedre Ord ind ved «Storværket».ved «Storværket»: Amalies rettelser kom ikke med i artikkelen. Men at Du ikke kan se, at et sådant Udtryk som «givne Faktorer» i og for sig er et tomt Udtryk. Enhver Ting på Jorden er præget af sine «givne Faktorer», dette Udtryk siger ikke det bitterste om den Enkelthed, som skal betegnes. – Min dejligste Pige jeg er rasende glad ved Udsigten til at få den store Bogreol Du taler om i mit Værelse, så sælger jeg mine Bogreoler eller flytter dem på Loftet. Her er ikke Tale om et Øjebliks Betænkning. – Min egen Unge, hvor det er sørgeligt med Ingeborg og hvor fuld, fuldstændig jeg føler med Dig i din Optræden over for hende. Sådan måtte Du handle. Du er dejlig. Stump, Numa Roumestan er af Cherbuliez,Numa Roumestan er af Cherbuliez: Erik tar feil her. jeg har læst den for længe siden en Gang, fordi den første Fru Drachmann, hende den meget skønne Bornholmerinde,den første Fru Drachmann: Holger Drachmann var gift med Vilhelmine Erichsen (»fru Belli») 1871–78. naivt en Dag spurgte mig, om jeg ikke fandt, at Holger lignede Numa R. Jeg synes for Resten fra da af, at Figuren var mere tænkt end gjort. – Poulsen er rejst så vidt jeg véd. Det er vist tvivlsomt om hans Stykke bliver opført. Under alle Omstændigheder har man ingen Hast haft dermed. Det har jo været antaget fra i Efteråret. Nå det er en elendig Skuespillertrup på Dagmarteatret, så Fornøjelse vilde han næppe få deraf. – Naturligvis er det på en Måde en Fejl af Dig Du tossede Unge, at Du ikke i sin Tid bed Mærke i Ossians og hans Moders forliebte Ytringer, men jeg elsker Dig for det – eller ikke forliebte Ytringer, måske virkelig alvorlig mente. Men hør hvor er det dog besynderligt hvad Kvinder kan sige til hinanden. Når alt kommer til alt, har Du formodenlig hørt din Skønhed omtale langt oftere af Kvinder end af Mænd. Ak elskede om jeg var den første, som havde nævnt for Dig, at Du var smuk! Din Skønhed har de alle gramset på, derfor er den mig mindre kær end Du holder af at høre. Jo jeg elsker den Amalie, men jeg vilde fra først af have elsket Dig højere, om Du ingen «Skønhed» havde været, tror jeg. – Du det, der står i «Fru Ring» må man jo være dum for at finde for vovet. Det er lidt knapt i Udtrykket, lidt forbeholdent synes jeg næsten, i alt Fald løsrevet som jeg har fået det, men vovet! nej min sødeste Stump, det er noget Sludder. Du min Ven, når jeg har berørt, at Du for K.H.’ Skyld bl.a. burde mildne dine Ord om Kristendommen, har jeg ikke svævet i den løjerlige Misforståelse, som Du et Øjeblik forudsætter, at hendes Eksempel skulde forandre din Opfattelse af den barnagtige Lære; min Mening har blot været, at Du ikke kunde have Lyst til at ramme hende smærteligt, så meget mere som Du fra hende, om ikke andetsteds fra vidste, at man også uden de moralske Mangler, Du nævner, kunde forblive i det overleverede. Du er meget hård mod Kristendommen. – Tak min Stump for Tilsendelsen af Tidsskriftet Du skal om et Par Dage få det tilbage. Også Aviserne har jeg. Ikke synes jeg, at de Artikler når synderlig dybt, og Vullums snakker mere end den siger. Barselhistorien er kommen til sin Ejermand. – Jeg har levet et meget ensformigt Liv med et lille Selskab nu og da. Du Stump har jo tumlet Dig i Kunstneres glade Liv – ja Du kan tro jeg gerne havde været med! Men hvad er det for noget Kardialgi Du taler om? Vil Du værsgo’ være forsigtig Du. Ja nu siger jeg Dig Godnat min lille elskede Pige. Hvordan denne forfærdelige Tid skal gå inden Du er hos mig, begriber jeg ikke, det bliver for hver Dag værre. Jeg er ussel og jammerlig tilmode, undertiden kender jeg mig næsten ikke selv. Du er Betingelsen for mit Liv. – Hør Du det er sandt har Du Bekendtskaber som kunde skaffe Dig Forbindelser med et engelsk frisindet Organ? Betaler sig udmærket.

Din Erik



224. Erik til Amalie

Onsdag den 23 Januar 1884

Min elskede dyrebare Amalie, jeg kommer lige fra min Moder, som jeg var gået til for at fortælle hende om Gutterne. Hun blev glad, kan Du tro. Dette Spørgsmål har ligget hende tungt på Sinde. Omkvædet af hendes Betragtninger nu idag var da: «Det må sandelig være to prægtige Drenge – eller unge Mennesker må man vel kalde dem.» Og det kunde jeg bestyrke hende i. Hun fortalte mig, at Henriette i Lørdags har sendt nogle Bøger afsted til Dig, nogle Lærebøger engelske, af hendes eget Fabrik,af hendes eget Fabrik: Henriette Skram underviste i engelsk og historie. I 1871 ga hun ut Engelsk Læsebog, udgiven med særligt Hensyn til Undervisningen i Pigeskoler, I–II. som I nok har talt sammen om. For Resten har jeg i Formiddag været i vor Lejlighed for at udspejde dens Kakkelovns Forhold. Røg som i min Lejlighed vilde gøre den ubetinget ubeboelig. Du må ikke tænke Dig andet min Unge end at jeg naturligvis har gennemgået den samme Skala af Sindsoprør som Du ved den blotte Tanke om at skulle opleve noget lignende, det er kun det uundgåelige, der til sidst har fået mig til at bøje Hovedet under Skæbnens Tilskikkelse. Jeg har ikke Råd til at flytte, der er tilsyneladende gjort alt hvad Mennesker kan hitte på for at udspekulere Årsagen til Røgen og forhindre den, det ryger endda – Jeg er nødt til at leve i disse Forhold. Min Undersøgelse i vor Lejlighed idag havde et gunstigt Resultat men jeg lader det ikke bero dermed; hemmelig har jeg tilegnet mig en Nøgle til Lejligheden, og den skal nu underkastes en systematisk Udspionering, inden jeg slutter Kontrakt. Det er en egen dejlig benauet Følelse hvormed jeg går i det, som skal være vore Stuer. De er små min Stump. Navnlig er min Stue og Sovekamret noget Småtteri, og der er ikke lidet at gøre ved dem. Disse Reparationer og Udbedringer, særlig ved Vinduerne, vilde jeg måske kun vanskelig under almindelige Forhold få Værten til at udføre, det er ubegribeligt, hvad Folk her til Lands i beskedne Kår finder sig i af Kludseri og Utilstrækkelighed ved Lejligheden, men nu skylder han mig Erstatning for hvad jeg har døjet og endnu fremdeles skal døje i den forbandede Bolig, han har lejet mig. Det Gode vil jeg have ud af mine Plager nu, at han udstyrer mig vor Lejlighed ordenlig. Sovekamret er snart sagt det vanskeligste af alle Rummene, uagtet det kun har én Dør, men vi hitter vel nok på Råd, det er jo til syvende og sidst helt mærkeligt hvad man kan få Plads til. Hvorledes forholder det sig med Vaskebord? Tager Du dit med og skal jeg anskaffe mig et lignende? Har jeg fortalt Dig, at jeg har set på norske Johanne, en smal, tætøjet behagelig Skabning, som dog endnu ikke véd, om hun skal følge sine Frøkener tilbage til Kristiania eller blive og i så Tilfælde tjene os. Min yndige Pige, der er ikke Tale om, at jeg kan have mere end én Sofa i min Stue; men jeg har da idag udfundet, at jeg kan give Pigen min Sofa, den er jo til at omdanne til Seng, det vil så måske forsone hende med det lille Pigekammer, at det bliver udstyret med Sofa. Hvis norske Johanne ikke kan blive vor Pige, går Juttas dygtige svenske Johanne og smisker for at få os til at tage hendes Søster, der for Øjeblikket tjener i Kristianstad i Sverig. Hun kunde nu næppe komme før til Maj, og anden Anbefaling, end at hun i mange År har tjent på samme Sted i Sverig og Søsterens Forsikring, fik vi vel ikke, og svensk er hun, og så turde det være tvivlsomt, om det i og for sig er så overmåde behageligt at have Familierne knyttet sammen også ad Køkkenvejen. Der kan komme Sludder og Snak nok endda, vort Liv bliver næppe indrettet efter samme Målestok som den øvrige Families. En pæn dansk Pige kunde man nu nok få ved Bekendtskab. T.E. Dr. Fejlberg eller hans Frue plejer at være så Satans heldige, de véd så ypperlig Besked, og han står i Forbindelse med fortræffelige Damer på Velgørenheds Området. Derfra tænker jeg mig at kunne få noget godt. Eller andetsteds, Rubins har altid gode Piger osv. Min Ven har Du talt med Advokat Heiberg om dine Anliggender? Nu snart tænker jeg mig at anstille den sidste Undersøgelse om hvilke Papirer det er fornødent at have til Rådighed, men Begæring om Ægteskab bør iøvrigt først fremkomme tre Uger, fjorten Dage før Tiden. Ja jeg tror endog at man taber sin Ret, hvis Ægteskabet ikke fuldbyrdes senest tre Uger efter Begæringen. Tænk Dig Ven, at foreløbig er jeg ikke så glad som Du i Våren. Jeg kan ikke lide det ufærdige, lunefulde ved den Tid, snart Solskin, snart Regn og Kulde, og så dette grelle Lys, hvor der ingen Skygge findes, de nøgne sorte vintervåde Træer og det skrigende grønne under dem. Men jeg skal lære at elske også den Tid med Dig. Forhåbningsfuld er Tiden det er sikkert og fyldt med mange smukke Enkeltheder. Du søde, som glæder Dig også til det med Våren. Pyntelig kan den være her i vor skovrige Omegn, Bøgen i Udspring dyrkes med religiøs Beundring af alle danske. Og vi skal ud sammen og se på Naturen stå i sin bare Særk og skudre og smile på en Gang. Du dejlige, vi skal se så meget sammen, følges følges ad. Det morer mig din Beskrivelse af Tågen i Kristiania; det er yderlig sjælden at vi har den synderlig tæt. Det må være en underlig indelukket Følelse at vandre således om i Blinde og det vilde specielt more mig, idet jeg da rigtig fik prøve min Stedkendings Evne, den jeg er så vigtig af og kan imponere Dig med – når det da ikke stundom slår fejl. Du min yndigste Stump, som tænker på mig, da jeg knælede ned første Gang og var så tillidsfuld glad og ubekymret for hvad der «passede» sig eller ikke – jeg vilde virkelig gerne hjælpe Dig, bare hjælpe Dig, jeg syntes det var så naturligt. Naturligvis var det også fortroligt, men så var det jo kun så meget des sødere. Du friske dejlige Sommer i mit Liv, Du er ingen spæd forkommen Vårblomst – kan Du huske hvor kæk Du var, da Du skrev til mig at Du vilde møde mig i Julen. Min allerdejligste Pige min dyrebare længselsfuldt savnede Hustru!

Din Erik



225. Erik til Amalie

Onsdag Aften den 23 Jan [1884]

Min søde dejlige trofaste Pige, ved min Hjemkomst i Aften fra Folketeatret finder jeg det tilsendte Dagblad fra Mandag. Skaf mig endelig hurtigst mulig Underretning om hvem MC er.hvem MC er: I norsk Dagbladet 21/1/84 finnes det en artikkel om striden omkring Morgenbladet underskrevet MC. Det er et svar på Eriks brev fra 8/1/84. Forfatteren var Georg Brandes. Slå på, at det naturligvis er G Brandes, hvis man trykker sig for at rykke ud med Sproget, og se hvad Virkning dette vil gøre. Jeg er nemlig nogenlunde overbevist om, at det er G.B. selv, som har skrevet Artiklen. Eller også er den skrevet under Påvirkning af ham, eller sidste Mulighed: han har stået under Påvirkning af Forfatteren. Jeg kender Ord nøjagtig igen fra Samtaler med G.B. Kan Du føle den Fejl, som denne Artikel begår: den er rettet mod Berg netop i et Øjeblik, hvor Situationen «Venstre-Højre» strammes til et Knude, som kan briste med den længste Ende til Venstre, hvor altså alle Forskellene inden for Venstre burde udhæves det mindst mulige – hvor Berg politisk rigtigt har gjort det Skridt, som baner ham – og han er i dette Øjeblik Venstre – Vejen til Ministerpladsen. Det er den gamle Strid mellem Moderate og Radikale, som står i lys Flamme i denne Artikel – ak, ak Menneskene har ondt ved at følge den Kommando de selv har givet sig ind under. Dette er for øvrigt en kedelig Streg af Redaktionen at tage denne Artikel op. Jeg er næsten målbunden her, fordi jeg med Vilje har sat mig på det Standpunkt ikke at ville røbe Venstres Skrøbelighed. Hvilken Sag tjener det i dette Øjeblik at give den Opfattelse Ord, at Berg er en troløs Person? Højres. Og Artiklen er ufin mod mig:Artiklen er ufin mod mig: Brandes kommer med et sidespark til «de Fritænkere … der af Klogskabshensyn til [Bergs] Magtstilling vil vedblive at skrive i hans Blad.» den kan have til Hensigt eller til Følge at få mig til at træde i Skranken for Berg på en Måde, som ikke er min Hjærtens Mening. Når han er bleven den moderate Minister, måtte vore Veje skilles. Jeg skærmer ham nu af almindelige politiske Grunde, og det véd Forfatteren af Artiklen.

Dette i Hast min søde Pige Godnat

Din Erik



226. Amalie til Erik

Søndag aften 27-1-84.

Min midterste skrivebordsskuffe er gået i baglås, derfor kan jeg ikke få fat på det brev, som jeg fik sidste torsdag aftensom jeg fik sidste torsdag aften: brev 223. og som du var så ubehagelig i, at jeg ikke har været istand til at læse det siden. Nu vilde jeg tat det frem for at se hvad jeg skulde svare på. Af samme grund må jeg skrive på dette, alt andet end propre papirark. Ja, Erik, det er første gang at jeg virkelig er bleven alvorlig bange for dig, for at der skulde forekomme ikke så let løste vanskeligheder os imellem i vort samliv, og end ikke dine kjærlige ord bagefter formåede at puste den trykkende beklemmelse bort. Jeg lå og fik ikke sove af det, og sov jeg lidt, var det for at arbeide videre i drømme. Du ved du har ofte forsøgt at skræmme mig ved at sige at der nok kunde blive mangeslags fortræder i vort gjensidige forhold, men jeg har aldrig været ræd før nu, ved dette brev. Jeg husker ikke nøiagtigt ordene, men det var noget om at når jeg vilde være uridderlig i min opfatning af den finhed mænd kunde ha’e, så vilde du ikke spilde et ord på mig, men kun forsåvidt min uridderlighed streifede dine områder værge for dig. Endvidere at jeg havde talt ringeagtende om din ven Rubin, og der var mere af samme slags, og alt dette gav mig et vrængebillede af mig selv, som jeg ikke kjendtes ved, og som det gjorde ondt at se dig give. Hvor kan jeg hae sagt noget, som kunde genere dig om en mand som jeg aldrig har sét, hvis tilværelse jeg ikke har vidst om, før du her forleden skrev noget om ham. Når jeg aldrig har sét manden, kan jeg jo hverken ha’e den ene eller den anden slags mening om ham, endsige udtale noget, der med rette kunde krænke dig. Jeg synes det er søgt af dig, at du her har fundet noget at irettesætte mig for, og den irettesættelse kom i en alt andet end venlig form. Og at du kunde udtale dig således om det, jeg havde sagt om din sammenstillen af dit forhold til With og mit til Kathinka, og om det der var foregået mellem ham og dig og mig og hende, røber en så ondartet misopfatning fra din side, at jeg ikke øiner mulighed til at opklare den i et brev. Det får bero til vi sés. Du forstår heller ikke det egentlige tyngdepunkt for forskjellen mellem din fortrolighed til With og min til Kathinka, eller arten af det forhold jeg har indtaget med hensyn til min omtale af hende til dig. Jeg havde ventet at du havde været finere i din klogskab her. Men om alt dette skal jeg tale til dig, og jeg håber da, at du i allefald skal kunne forstå hvad jeg har ment og hvorledes jeg har tænkt og følt. Hvad der forresten stod i det brev, aner jeg ikke; jeg husker bare det, der gjorde ondt, og nu kan jeg som sagt ikke få fat på det, så er der noget jeg ikke besvarer, må du ha’e mig undskyldt.

Så kom der to søde breve fra dig fredag aften; de lå i min brevkasse da jeg sent på kvelden kom hjem. Jeg vilde ha’e skrevet igår, men blev forhindret; det var absolut umuligt at få istand mere end et temmelig langt brev til fru Knudtzon og et til Henriette, som havde sendt mig bøgerne og et sødt lidet brev allerede forrige lørdag. Idag har jeg været til middag hos fru Ullmann, hvor Irgens Hansen var; jeg spurgte om hvem M.C. var, men han vilde ikke ud med det. Jeg nævnte G.B. han så overrasket ud, men svarte nei. Holst er mere udtalende af sig, men ham har jeg ikke truffet siden. Der blev talt om at det var utilbørligt at røbe uenighed inden sit parti, som denne brevskriver havde gjort, og da jeg sa’e at det var underligt redaktionen havde optaget det, svarte I.H. at det ikke godt gik an at afvise korrespondenten heller. At dømme efter pladsen i bladet, må det være et menneske med navn. Viggo Ullmann, folkehøiskolelæren [sic] og I.H. talte om dig, i meget rosende udtryk, du havde i Kjøbenhavn udbragt hans skål dengang, og været så prægtig, han gjengav noget af din tale, og var helt begeistret for dig. I.H. stemmede i med, og det var deiligt at sidde ganske stille og høre din pris du elskede! Det er sødt af dig, at du straks har fortalt din mor om gutterne; hils hende når du ser hende, og sig at det er en usigelig glæde og lettelse for mig, at det er overstået, og at de har taget det så elskeligt. Til Kathinka, havde Jakob sagt med en underlig bedrøvet klang i stemmen: «Tænk, så blier mama dansk,» men til mig nævnte han intet om dette. Forleden aften, da vi sad og talte sammen, vi tre, sa’e Jakob blandt andet: «du, der vil blive forskrækkelse blandt dine venner,» – «Ja,» sa’e så jeg, «og danskehadet vil gjøre den større.» «Danskehadet!» sa’e Jakob og så op med en usigelig forbauselse i sit søde ansigt, – er her danskehad her, i Norge? «Aaja, inden visse kredse» – svarte jeg «men det er en urimelig tåbelighed.» Så, da de var komne i seng, og jeg sad i spisestuen og læste avisen, og havde været inde og sagt godnat til dem, overhørte jeg følgende samtale: (der er rasende lydt) Ludvig: havde du vel tænkt at mama vilde giftet sig? Jakob: Nei, jeg troede ikke det lå for hende, – hun var ikke slig. L: Tænk om det havde været Helland? J: «Ja, han vilde ikke været så gal, dersom han blot ikke havde været så skjidden.» L: End Boll da. Så hørte jeg Jakob reise sig i sengen, og sige indigneret, – [«]nei ved du hvad, det vilde jeg rigtignok hae syntes var underligt gjort af mama, græsselig rart af hende.» L: ja, tænk, det vilde jeg og, men hvorfor er det egentlig? Boll er jo så snil og pen, og sådan dygtig maler? Ja, det hjælper ikke sa’e Jakob, hvis mama havde taget ham, så havde det været fordi hun vilde gifte sig, og det vilde jeg ikke likt, – du kan da skjønne at Boll ikke var noget for mama at ha’e, nei Skram er den eneste. Så drøftede de noget om Ernst og Ossian Sars, som jeg ikke fik rigtig tag i, og så sa’e de godnat til hinanden. Jeg havde en rasende lyst til at løbe ind og kysse dem, men jeg gjorde det klogelig ikke. Jakob sa’e den første aften til mig flere gange med en vemodig blød stemme: Du er jo så ung endnu du mama, det er jo rimeligt at du gifter dig. Det blier et pent par sa’e Ludvig lidt efter med et næsten polisk smil. Tusinde tak for telegrammet du sendte med hilsenen til gutterne; de blev så glade og fornøiede derover. Men jeg har ikke sagt noget om dine hilsener i brevet endskjøndt vi sad så hyggeligt sammen igåraftes, at de hver gang jeg spurgte om de ikke skulde tilkøis, blev ved at sige: ånei mama, – det er så morsomt at snakke med dig, og vi får så skjælden lov, (det er ikke sandt, men det siger de altid). Men jeg generer mig dog alligevel lidt for dem endskjøndt de har taget det som de har. Forresten skal de nok få din hilsen engang. Da jeg sad alene med fru Ullmann i eftermiddag bad hun mig så indtrængende sige om det blev noget af med min Amerikareise, eller om det ikke heller var til Kjøbenhavn jeg skulde. Jeg sa’e først nei; men så kunde jeg ikke, og så sa’e jeg jo, at det var til Kjøbenhavn. Hun blev så underlig alvorlig og trist, men tog mig ind i sine arme og sa’e at det glædede hende, fordi hun gjennem sin søn havde et udmærket indtryk af dig, og fordi jeg så alligevel aldrig vilde få fred her i verden, før jeg giftede mig, men idelig være udsat for efterstræbelser og tilnærmelser og alleslags planer. Jeg ved ikke hvoraf det kom men jeg fik en græsselig gråd over mig – jeg pleier ellers ikke at ha’e det med at græde. Men der kom så meget op i mig. Hun blev bange og spurgte om jeg ikke var sikker i min sag, sikker på at jeg elskede dig. Dertil kunde jeg svare ja af mit ganske hjærte, og så sa’e hun: ja, så er alt godt. Det er deiligt de skal komme i havn, – de kunde ikke gå om alene. Jeg har to vaskeborde af akurat samme sort, du husker mit med marmorpladen i, det er jo bedst jeg tager begge med, og så kjøber jeg sæt til, for at få magen til mit. Tænk dig pastor Heuch vil holde polemiske mod fritænkeriets gyselige resultater rettede foredrag over Nansens bog, Unge mennesker.Nansens bog, Unge mennesker: Peter Nansens første bok, Unge Mennesker (1883), var en novellesamling i fin-de-siècle flanør-stil, som fikk hård kritikk fra konservative kretser. Så skal han naturligvis male os djævelen på væggen og sige: «se der følgerne.[»] Det fæ, ved naturligvis ikke, at en sådan bog aldrigaldrig: Ordet er underskreket tre ganger. vilde kunne være bleven til i Norge. Den er jo dansk i dette ords slette betydning. I et folk hvis ungdom dog vil noget resikerer man ikke at sligt udlevet læsegods ser dagens lys. Den slags literatur reiser på en måde en anklage mod G.B. Han har feiet, feiet jordbunden,han har feiet, feiet jordbunden: se den bibelske lignelsen om den onde ånd, Matt.12, 43–45. og ryddet grunden, og se, hvad der skyder op. Jeg har lyst at spytte, når jeg tænker på det marvtærings-produkt. – Det er vel bedst du fæster en slags pige dernede, men få endelig en god, helst en norsk; skjøndt skidt, – det er det samme. Men din søsters piges søster er ikke bra at ha’e.

Din Amalie.

[Tilføyelse på siste side]:

Nu må jeg sende brevet afsted uden frimærke på grund af den i baglåsgåede skuffe. Det er søndag og kl. er 1 nat. Bare du nu får det. Skriv strax, og sig mig det.



227. Erik til Amalie

Søndag Aften den 27 Januar 84

Min dejligste Pige jeg har naturligvis ikke kunnet lade være med at tro på Brev igår, og skønt det var umuligt at noget kunde komme idag, også idag. Jeg véd jo godt, at jeg ikke fortjener noget, men ser Du, alligevel. Det er så skønt at få en Smule over sin Fortjeneste. Jeg har ikke skrevet siden Onsdag Aften, jeg har været meget på Farten og har også bestilt lidt. Idag min sødeste Stump har jeg læst den sidste Korrektur på din Afhandling – det har trukket noget længere ud end jeg formodede – og ganske vist Amalie, strøget en Del har jeg, ændret et Udtryk nu og da også, men jeg tror, at Du selv vil finde, at Artiklen har vundet i samlet Virkning. Den er et glansfuldt Arbejde, morsomt for danske Læsere, det vil gøre Lykke. Jeg har i Aften bestået en lille Kamp med Redaktøren. Du havde brugt det Udtryk, at Brand var Legemliggørelsen for den kristelige Læres ene Grundidé: dens umenneskelige Bøddelgrumhed. Jeg havde taget «Bøddel» ud, jeg syntes, at det var så voldsomt, at det var ved at skyde over Målet, og jeg vidste, at det vilde forarge og mulig fremkalde energiske Protester. Der står altså «umenneskelig Grumhed». Nu var Neergaard meget betænkelig ved dette «umenneskelige» og foreslog mig som din Repræsentant at sætte «naturfjendsk» i Stedet. Jeg viste ham, hvorledes Afhandlingen indeholdt en nærmere Redegørelse af, hvorledes «umenneskelig» måtte være at forstå og udhævede, at det var et væsenligt Sted i Artiklen, som allerede var angrebet noget ved min Rettelse: lavere ned turde man ikke komme, når din Tanke skulde bevares. Tilmed sagde jeg er Udtrykket nu ikke hadsk, ikke injurierende, det er meget snarere beklagende el. sligt, og det vil læst i sin Sammenhæng næppe fremkalde Vrede. Han gav sig. Men et andet Udtryk måtte jeg på hans Anmodning forandre. Der står på Afhandl’s tredje Side, at Kristendommen eller vel snarere Teologerne er en Modstander, som af alt, hvad der skaber Fremskridtet «forlængst er bleven sat ud af Betragtning»[.] Dette fandt N. for stærkt. Jeg rettede det til: «er bleven ladet i Stikken.» Det er ikke nøje din Tanke, men jeg fandt ikke Stedet så afgørende, at man ikke for den hellige Freds Skyld kunde gøre en Indrømmelse. Så bad han om, at «Fabler» måtte ændres til «Fortællinger», og også det tilstodes. Hvad andet der er af Lempelser har jeg foretaget på egen Hånd – min sødeste Ven, nu må Du prøve på at se med milde Øjne på hvad der er sket. Personlig er jeg overbevist om, at Afhandl. er klarere og kraftigere nu end før, og at Du havde givet mig Ret, hvis vi havde kunnet forhandle mundtlig, men det er jo så sin egen Sag at handle ensidig i den slags Sager. Et brænder på min Samvittighed, det er «Forskelle», men jeg vilde græde, hvis der kom til at stå «Nuancer», og de norske, som læser Ordet, vil tro, at det er en dansk Korrekturlæserfejl, og alle danske vilde snuble i Læsningen ved «Forskel» alene. Da Du ikke vil have, at jeg skal græde, og da der er 1000 danske for 1 norsk, som læser Afhandl., har jeg ladet det bero med det en Gang satte. – Jeg sender Dig Numret fra idag af «Ude og Hjemme»,Numret fra idag af «Ude og Hjemme»: Borchsenius’ anmeldelse av Moderne Damer står i Ude og Hjemme Nr.330, 27/1/84, s. 218–19. Om Eriks «lille Indledningsstykke», se brev 215, note 3 ikke fordi jeg har skrevet det lille Indledningsstykke, men fordi der under «Literatur» findes en Anmeldelse af «Moderne Damer», hvor Borchsenius’ ejendommelige Dumhed kan nydes. Han er en besynderlig Fyr. Han går netop så meget på Siden af en fornuftig Opfattelse, som det store enfoldige Publikum sætter Pris på. At han nu ikke har kunnet få andet ud af de norske Anmeldelser, end at her er gjort for «nærgående Brug af levende Modeller» er det ægte Publikum-Standpunkt! De læser, at Forfatteren dadles for en gemen Streg ved Benyttelsen af virkeligt Stof, det siges tydelig, at han har løjet – men nej i deres Hoveder går ikke andet ind, end at her foreligger Indiskretioner. At Dyret netop har forhullet Virkeligheden, ynkelig omlavet sit Stof, sat Krop og Hoved falsk sammen, benyttet kendte Motiver til at få en Grimhed ud af noget smukt, det kan han ikke læse sig til, skønt det er sagt tydelig nok. Han hører, at her er Tale om et literært Misbrug, og han har kun én Opfattelse af dette: at Forf. har været for «nærgående». Det er i højeste Grad betegnende for hvad det er for en Art af Nederdrægtighed, J. Poulsen har begået. Nå skidt, blot én Afhandling som den Du nu får ud i «Tilskueren», er som Svanens Dukken i Fabelen, da Ravnene havde spyet Snavs på den, Du kommer snehvid op.Svanens Dukken i Fabelen: Det har ikke vært mulig å finne fabelen hverken hos Æsop eller hos La Fontaine. Min søde elskede Ven, der er ingen anden, der kommer til at lide ved denne Bog uden J.P. selv. Jeg er lidt nysgerrig efter at få at vide hvad Modtagelse Bjørnson har givet ham i Paris. – Du sender mig jo nok som sædvanlig et Par Numre af mit Svar til MC.et Par Numre af mit Svar til MC: se brev 225, note 1. Eriks svar (Fra «Dagbladets» faste Korrespondent) ble trykt i Dagbladet 30/1/84. Synes Du det er for spagfærdig skrevet? Jeg har ikke villet have Polemik på dette. Jeg kan ikke stå mig ved det. Jeg vil ikke ud i Snavset for Berg. Jeg tror ikke anderledes på ham, end at jeg er forberedt på en skønne Dag at forlade ham. Jeg har heldigvis talt med G.B. ham er det, han indrømmede det øjeblikkelig, vi forhandlede meget venskabelig om Sagen, Du må ikke sige til nogen, at det er G.B. Det er en uhyre Dumhed af ham at skrive som han har gjort. Jeg håber, at Redaktionen bevarer hans Hemmelighed. Har Du mærket, at de ikke gør det, så søg at standse dem på denne for Brandes virkelig farlige Vej. Det kan være G.B.’s hele Fremtid om at gøre. Hans brændende Ønske er at blive Professor ved Københavns Universitet. Bliver Berg Minister, kan hans Venskab eller Fjendskab afgøre Sagen. Bliver han det ikke, vil han dog rimeligvis altid bevare så megen Indflydelse, at det kan komme til at spille en afgørende Rolle for G.B.’s Ansættelse eller ikke. Jeg forstår ikke G.B. i dette. Han er meget mere ubetænksom, end jeg havde anet. Der er i Grunden noget kønt i denne Forglemmen af alt for dette ene, at hans nærmeste Hjærtens Sag og Vennen Hørup har lidt et Nederlag. Det gør mig ondt, at jeg ikke straks, da jeg havde talt med ham og havde fået at vide, at det var ham, skrev til Dig, hvor farlig hans Optræden her kan blive ham. Der foregår i denne Tid noget, som jeg meget beklager, det for et Par År siden dannede Studentersamfund holder på at opløse sig. Man har fået trange Kår, Lokalet er slet, den grundtvigianske Bestand i Samfundet har kedet Medlemmerne til døde, man har fået Udsigt til at kunne erobre den gamle Studenterforening, i Forbindelse med et Oppositionsparti dèr blive Flertal, og den ypperlige Bygning det store Bibliotek osv. frister. Det er efter min Mening et Gøglebilled, som hurtig vil opløse sig i intet og imidlertid brister den Sammenslutning af venstresindede og fritænkerske Studenter, som begyndte så flinkt ifjor. G. Brandes taler og ivrer imod en Opløsning, skønt atter her vilde han kunne drage Fordel af en klog Tilbageholdenhed. Der er nu det morsomme ved G.B. at hans varme Hjærte fører ham frem på farlige Steder, men kommen der overdænger han sin Modstander med de ubehageligste Ting. Hans Polemik bliver bestandig personlig, og han underlægger sin Modstander de slemmeste Motiver. For ham stiller t.E. nu Studentersamf’s Optræden sig kun som Fejghed, og i den Sammenslutning med Oppositionen i «Foreningen», som er påtænkt, ser han et Rænkespil fra en enkelt Mands Side A.C. Larsen, Forfatteren Theodorus. A. C. Larsen, forfatteren Theodorus: A. C. Larsen var bibliotekar og frisinnet teolog, tidligere venn av Georg Brandes. Han utga de fleste av sine religiøse skrifter under pseudonymet Theodorus. Igår Aftes i et Møde i Samfundet, som varede til Kl 2 Nat, overfaldt han denne fraværende så hårdt, at han på et hængende Hår havde vendt en farlig Stemning mod sig selv. Han er en Natur, som man ikke bliver færdig med ved at have set ham i en eller et Par Situationer. – I Fredags var jeg i Middagsselskab hos Schandorph og undrede mig selv over, hvor kåd jeg var. Jeg morede mig i Grunden ikke, men fik dog bestandig en lille Gruppe Damer til at le. Og hele Tiden tænkte jeg på: Gud véd, om nu også Amalie vilde synes om at se Dig gøre alle disse Løjer? Tror Du? Ja jeg tror det nu i Grunden ikke. For Løjerne var vistnok hemmeligst byggede på en ikke dybt rodfæstet Respekt for Situationen og for Huset jeg var i. Men umådeligt uskyldigt var det hele, om end en Smule uartigt. Men sødeste Unge, hvad skal jeg gøre, når jeg keder mig? Du er her ikke, jeg har ikke nogen virkelig Interesse af hvad der foregår omkring mig, jeg er nødt til at leve på rent elementære Forestillinger og Fornemmelser: høj Latter, et godt Bord. Du dejligste Unge, havde jeg ikke Dig, var Livet virkelig for Alvor ikke til at holde ud. Når jeg nu får Dig, må jeg så en Gang imellem blive rigtig lystig, jeg tror det er min Natur, men sådan rigtig dygtigt fra Hjærtet, langt dybt nede fra – å le! Jeg lo næsten ikke noget selv forleden. Amalie har Du lagt Mærke til, at det begynder så småt at lakke hen imod, at Halvdelen af Lidelsestiden er forbi? Det er rasende rædsomt hvad vi har udstået, og de sidste Måneder vil blive de værste, men Tiden sniger sig dog fremad. Jeg har aldrig før vidst, at det er så ondt at længes og savne som det i Virkeligheden er. Jeg lider Fortræd derunder. Min Ånd lider, mit jeg, det er som jeg positiv mister noget af mig selv fra Dag til Dag. Når Du ingen Breve skriver til mig, er det som om jeg arbejdede mig gennem en Mose, hvor Fødderne hænger fast, mine Tanker står stille, foretager sig ingenting, og når jeg har et Brev fra Dig, kan min Glæde gøre mig syg og sår om Hjærtet. Nej Du Stump, det er en Styghed uden lige at være borte fra hinanden. – Jeg har spist idag hos Mama og Emma, Henriette var hos Frk Zahle til Middag. Mama var rørende sød og elskværdig og så livlig, hun er så glad, når jeg kommer af mig selv, men helst naturligvis melder mig lidt i Forvejen. Og jeg spiste med så udmærket Appetit hendes Bøfsteg med de mange Løg – den var virkelig godt tillavet, jeg tror, at hendes stilfærdige Pige er ret dygtig og jeg hørte hende nynne senere da hun tog af Bordet, medens vi sad i Dagligstuen i Mørke og talte sammen, hun er altså ikke så dybt nedsænket i et mod Tilværelsen anklagende Alvor som jeg troede – hvad jeg vilde sige: jeg spiste og vi talte naturligvis om Dig. Jeg kom ind på at fortælle, at Du i Sommer havde været her på Gennemrejse et Par Dage, som vi havde tilbragt med at tage Ture ud med Jernbanen osv. og Emma spurgte mig, om jeg forrige Vinter havde truffet Dig i Gøteborg, hvilket jeg bejaede. Du kan naturligvis begribe, at det altsammen havde det uskyldigst mulige Præg. Du må ikke ængste Dig i så Henseende, men altså i kommende Tider ikke benægte, at Du kender Gribskovbanen og Esrom. Kun har Du begribeligvis ikke tilbragt nogen Nat på det sidste Sted. Ak Amalie står det ret tydelig for Dig vor Udflugt? Hvor var den yndig, mærkelig. Vi skal gøre den om engang med dine Gutter, det har bestandig stået for mig som så meget tiltalende. For Resten har jeg også komponeret en lang Rejse igennem Jyllands skønneste Egne sammen med Gutterne – ak mon vi får Råd dertil? Himmelbjerget, Silkeborg – der i Nærheden har jeg en Broder som er Præst ude på Grænsen af Hedenen Broder som er Prest: dvs. Eriks halvbror William (se brev 48, note 3). – Århus, Skagen. Det kunde blive prægtigt. Sig mig hvad er det, som de snakker om hos Knudtzons, at Ludvig er kommen på et Handelskontor? Jeg har naturligvis sagt, at det er bare Snak. Men er der nogetsomhelst til Grund liggende for dette? – Du jeg glemte hos Mama at spørge om vor norske Pige, men da hun heller ikke huskede at tale om hende, er der formodenlig intet afgjort, eller hendes Besked går i negativ Retning. Så må der tænkes på noget andet. – Imorgen tidlig ligger der, når jeg kommer ind i min Dagligstue Brev til mig fra Dig. Ak Stump det er for længe siden Du har skrevet! Vær sød og ret Dig ikke for meget efter mine Breve i denne Tid. Jeg bør må og skal bestille meget og nu netop tager Rigsdagen fat på ny. Der vil blive knap Tid for mig til at skrive til Dig. Hører Du Amalie, Du må skrive ofte. Fortæl mig meget mere end Du gør. Jeg har skrevet for adskillige Dage siden til G. Heiberg men får formodenlig ikke Svar, han kan vist ikke overvinde sig til at skrive et Brev. Den Slubbert skylder bl.a. at meddele mig Kvitering på den Anvisning på Penge jeg for længst har sendt ham. Så har jeg nu for anden Gang forlangt en Opgørelse og Penge tilsendt fra Dagbladet. Det er mig ubegribeligt, at de Mennesker gidder udsætte sig for at blive rykket. Men sender de mig ikke Penge nu, ophører jeg med mine Korrespondancer, naturligvis. Det er så elendigt betalt i Forvejen at man må være så arm som jeg eller meget rig og ubeskæftiget for at skrive dem. Men nu Godnat min elskede Amalie, jeg er træt fra igår. Jeg drømte en Mængde om Dig i Nat.

Din Erik



228. Amalie til Erik

Kr.ania 29-1-84

Iaften min elskede har jeg frimærker, men ikke andet papir end disse små ark; det blir nu forresten ikke meget jeg kan skrive, kl. er mange, og jeg har lidt hovedpine hvad der er en sjælden foreteelse hos mig; det kommer af formegen udeværen, og af formegen drik – igår var jeg ude etsteds, hvor man holdt ud til 3 og drak en masse champagne, tilsids[t] bryggedes der en drik af champagne, kognak, selters, is og curaseau [sic], som smagte deilig, men var ful. Jeg har formelig ikke været menneske siden. Garborg har været hos mig iaften; han kom af sig selv og var så sød og lun, og som han var hjærteglad over min anmeldelse.hjerteglad over min anmeldelse: se brev 213, note 3. «Det var et fænomen at blive således forstået; jeg havde sét tværs igjennem, lige ind til rødderne af det, der havde skabt Bondestudentar.» Dette lille brev fik jeg igåraftes. Jeg er bleven så rost og takket fra mange hold om hvad jeg skrev om hans bog; men du vil vel finde meget at udsætte, du stygge, strenge gut, og nu er sagen den at jeg ikke, ikke for et fnug bryder mig om de andres ros, når jeg ikke får din. Disse breve har jeg i sagens anledning fået fra fru Schjøtt.disse breve … av fru Schjøtt: Det finnes to brev fra Mathilde Schjøtt til Amalie på KB. Det første (datert 27/1/84) takker Amalie overstrømmende for hennes anmeldelse av Bondestudentar; det andre (datert 28/1/84) bedyrer at hun ikke mente at Amalie var blitt påvirket av Dostojevskijs Raskolnikov. Hun forsøker tydeligvis å gjøre alt godt igjen etter sin anmeldelse av Moderne Damer. Vi omgåes absolut ikke mere, ikke heller med Sars’s omgåes jeg, men fru S. er nu slig at hun skriver mig til, når noget glæder hende alligevel. Jeg kan ikke være venner med den, som holder på J.P. i denne affaire; de gjør forresten så meget mere væsen ud af dette, at jeg har trukket mig tilbage fra dem, end jeg egentlig kan fatte, de skjøtter om. Og så misforstår de; de bilder sig ind at det er selve bogen, «Moderne Damer» jeg har taget mig nær af, hvad ikke er tilfældet, de forstår ikke, eller vil ikke forstå at det er deres holdning, ene og allene den, som gjør mig vred. Jeg talte til Garborg om dine planer at skrive om ham og spurgte til den ende hvad du skulde læse. Det var aldeles umuligt at skaffe dig noget andet end en fritænkjer og en afhandling om «Keiser og Gallilæer»en fritænkjer og en afhandling om «Keiser og Gallilæer»: dvs. Garborgs fortelling Ein Fritenkjar (1878), og hans studie om Ibsens stykke som kom ut i 1873, to år før han tok artium. som han forresten på sit nuværende standpunkt desavouerede i høi grad, og det der fra tid til anden havde stået i «Tidsskriftet». Alt det andet, hans avisartikler og anmeldelser i forskjellige blade var spredt for alle vinde. Du måtte komme herop og gå og læse det på universitetsbibliotheket. G. Brandes havde skrevet til ham om «Bondestudentar», som han forresten slet ikke havde forstået – sa’e Garborg, og bedt ham give en udvikling om bogen selv som han G.B. vilde benytte til et essay om Garborg; ved samme leilighed vilde han skrive udførligt om ham. Garborg var rent i vånde. Han vilde ikke blive skrevet om af G.B. Han var bleven så vammel ved at læse Gjennembruddets mænd og se, hvorledes alt var skrevet til hans egen forherligelse i grunden, ene og alene i hans egen sags tjeneste; det samme havde jeg under læsningen siddet og været modbydelig ved. Den bog har gjort ringe lykke her. Sars har næsten ikke heller vært[?] at ta i den bog – Men han er nu en danskehader på sin hals[.] Aa du, hvor meget jeg havde at tale med dig om, jeg er rent overfyldt, og jeg forbander vore skrivende vilkår. Hans sidste bog er jo en samling af hans forrige avisartikler, – jeg, som troede jeg var bleven sløv og glemsom, har ved den fået lære at jeg har en brilliant hukommelse for det, der i sandhed interesserer mig. Jeg huskede alle disse artikler. Langt vilde Garborg foretrække at du skrev om ham, – men selv Skram sa’e han havde ikke forstået hvad jeg egentlig mente med den bog, for det har mig bekjendt bare én, og det er dig – sae han til mig! Jeg synes ikke du er for spagfærdig i den korrespondance, men jeg kan bare ikke forstå at det er dig som har skrevet den, hvis det da er dig som kalder dig A. Cantor,hvis det da er dig som kalder dig A. Cantor: Alexander Cantor var venstresinnet overrettssakfører; hans artikkel «Fra Kjøbenhavn» sto i Dagbladet 29/1/84. for det ligner aldeles ikke din måde at skrive på. Jeg skal imorgen sende dig nogle dagblade. Men jeg ærgrer mig over at du ikke fik samme plads i bladet som M C. Det er ækelt at Borchsenius nu, så længe efter, begynder at vrøvle om «Moderne Damer». Nu synes jeg det kunde være nok om den greie. Hos Bjørnson får han nok ingensomhelst modtagelse. B. har aldrig kunnet tåle det menneske; han trængte ikke om hans sidste bog for at være på det rene med den ting. Jeg antager ikke at J.P. gjør forsøg på at komme ham nær. Jeg havde svaret fru Schjøtt at hun tog feil i sin formodning om at læsningen af Raskolnikow havde nogetsomhelst med min opfatning af «Bondestudentar» at gjøre, og fremhævet at i Raskolnikow lå tyngdepunktet på at udrede et interes[s]ant psykologisk problem, medens i «Bondestudentar» kraften var lagt på at at [sic] stille den næringsvenlige godtkjøbsmoral op imod livets barske vilkår o.s. v. Dette til veiledning til forståelse af hendes sidste skrivelse.hendes sidste skrivelse: se note 2. Du får dine penge i dagbladet; herom er der ikke tvil; de er så punktlig og nøiagtig med sine udbetalinger; det er bare et slags sluskeri eller glemsomhed ligeoverfor dig. Det er sandt at Ludvig er gået til handelen; hans far vilde det eksprès; jeg har ikke skrevet om det til dig fordi det hænger sammen med så meget andet, som er så tungvindt og vidtløftigt at skrive om. Bailli Knudtzon havde skrevet om det til sin mor, og da de så spurgte mig, fortalte jeg lidt om det. Müller har vistnok båret sig lidt uærligt ad ligeover gutterne i pengeaffairer, og jeg har ikke påsét deres tarv, som jeg burde, – det vil sige den sum penge som var udsat for dem har jeg ikke sørget for at få i et lovformelig dokumentligt forhold. Det har vistnok gået skidt med hans forretning i den sidste tid, og så har han pantsat pengene; det fik jeg vide om i vinter efter tilbagekomsten fra Kjøbenhavn. At gutterne får hvad de trænger, til de er blevne istand til at sørge for sig selv, er der dog vistnok ingen tvil om, men om de kommer at arve noget er uvist, som det nu ser ud. Müller er her inde i denne tid; han kom igår og reiser på lørdag; idag var han oppe hos mig og talte imod mig, og forsøgte at forklare og undskylde hvad han havde gjort. Gutterne skulde vedblive at få det samme som tidligere, så længe de ikke kunde sørge for sig selv, sa han. Han er her atter for at skynde på ægteskabstilladelsen.ægteskabstilladelsen: August Müller skulle gifte seg igjen med sin husholderske Kaja Hermansen – og ble gift omtrent samtidig med Amalie og Erik. Det lader til at han endnu ikke får den, stakkel, han var så modfalden idag. Det er godt at han er her nu; han skal udfærdige et dokument nu, som binder ham til at give gutterne så og så meget, og det skal nedlægges hos advokat Heiberg. Forresten nærer jeg ingen frygt for dette. Når han har pantsat pengene, så har det været af nød, og jeg ved at han vil opfylde sine forpligtelser. Når han nu gifter sig, er han nødt til at gjøre en ordentlig greie på tingen. Jeg synes det er taktløst af Knudtzons at sidde og forholde sig beklagende ligeoverfor min taushed om hvad der forestod til gutterne. Hvor kan de vide besked, og hvor kan de lægge sig ind i en sådan sag. Det er dog bedst de lader mig skjøtte mine egne sager; det har jeg gjort godt nok hidindtil i alfald. Det var sandelig ikke så let en nød at knække denneher med at fortælle dem om hvad der forestod. – Men nu får du ikke mere min egen elskede ven. Jeg må tilsengs, for jeg er dødstræt og så søvnig, og min hovedpine blir værre. Bare du nu har fået mit ubetalte brev fra i søndags, hvis du nu ikke har været hjemme, så har kanske din pige nægtet at ta imod det, og så er postbudet gået sin vei, og har taget brevet med sig. Kan du mærke at jeg er syg af længsel efter dig, modløs, mismodig, hjælpeløs, ude af stand til at sige dig noget om min kjærlighed, fordi ordene ikke strækker til, og fordi jeg er så sår og sorgfuld, at kom du ind døren nu, vilde jeg uden et ord, uden et suk eller en tanke lægge mit hoved på dit bryst og give al min tilbagetrængte længsel og smerte luft i en forløsende gråd. Jeg elsker dig Erik!

Din Amalie.



229. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 29 Januar 84

Jo min Stump, dit Brev har jeg fået, og blødet mine 25 Øre har jeg måttet, og bedrøvet er jeg blevet for hvad Du siger om det Indtryk, mine Ord angående With og Kathinka Heiberg og Finhed og Ridderlighed har gjort på Dig. Ak Du sødeste Veninde, vi har et Stykke Vej frem endnu, før hvert Ord i vor Mund eller vor Pen – gid vi aldrig mere skal blive nødt til at skrive til hinanden – når netop med sin sidste allerretteste Mening ind i vor Sjæl. Men bliv ikke bange for det Amalie. Du kan jo have stillet dine Fordringer til min Evne til at forstå, højere end Ret var. Stump så skal Du være sød og tålmodig og tage Dig for at lære mig noget. Så skal Du se min egen Ven, at dels kan jeg virkelig lære, og dels kan der så pludselig måske, midt under dit Stræb med mig dukke noget op, som kaster et Forståelsens Lys ind over Ting, som var gledet Dig umærkelig forbi. Du kan tro, at vi begge har Felter, som Sol og Måne aldrig har skinnet på, der er Tankevidder i os begge, som ligger i Urtåge, men min sødeste Pige, det er jo derfor vi gifter os. Du skal sprede mine Tåger, jeg dine. Og Amalie, er Du da slet ikke bange for, at der kan have sneget sig en eller anden Urimelighed ind i dine Breve, som har fremkaldt det Svar fra min Side, som Du nu (naturligvis min sødeste Unge, det må Du jo kunne sige Dig selv) opfatter anderledes og hårdere end det er skrevet. Lad mig dog her i al mulig Selvretfærdighed rose mig af, at jeg har haft Breve fra Dig, som jeg har kæmpet med, fordi de begyndte med at pine min Sjæl, men at jeg har lært at vente, læse om og læse om igen, indtil jeg fik den Klang i Øret, jeg vidste var den rette. Du Stump, kan Du med nogen Grund beklage Dig over min Langsomhed, så vær omvendt ikke for tillidsfuld lige over for din Hurtighed. Det er mærkeligt så man kan forlæse sig i et Brev. – Men nu mine Drømmes søde dumme lille kloge Pige, brug den Sorg, jeg har gjort Dig, ærlig og redelig i vor Sags Tjeneste: Rust Dig med den. Tag hvad der fremtidig kan komme farende mod Dig som en Skuffelse midt på et pansret Bryst og stå fast. Husk, vid, føl og forstå, at et sådant Anløb skal Du døje nu og nu og nu, og at Du som ærlig Kæmper for en Sag, som Du i dyb Ærbødighed har bøjet Knæ for – vor Kærlighed – ikke give tabt, før Du står ene. Min søde dejligste Pige, det gælder for os begge at blive meget kloge, jeg er bange for, at vi begge endnu trods vore mange År har meget af Barnet at ryste af os. Men ser Du Stump det kommer altsammen, når denne græsselige Mellemtilstand hører op. Vi vil noget Du, men vi kan ikke komme til at arbejde ret, før vi kommer sammen. Og jo længere denne Adskillelse varer, jo længere snakker vi os ind i noget, som ikke er vor Fællesejendom. Er vi Børn, så er vi jo ret gamle Børn, som har uforgribelige Meninger, og det er noget slemt Stads til at fænge Ild. Min sødeste Ven lad os bare ikke bilde os noget ind hver for sig men vente til vi er blevet to. – Er Du nu en lille Smule fornøjet med mig eller har jeg atter snakket sort? Du er så sød i dit Brev med din Fortælling om Jakob og Ludvig, ja den Samtale mellem de to var god at høre på, og jeg forstår, at Du måtte beherske Dig selv for ikke at gå ind og kysse dem. Ak Amalie, der er noget så rent og fint og skært fra dit Samliv med disse Gutter, som ikke kan erstattes; men allerede nu véd Du jo, at Livet uden for som Regel er hårdere og grimmere end i dit Hjem. Min egen Ven vær mild i din Dom over hvad der fremtidig vil stykke sig sammen om Dig. Ullmanns fordelagtige Mening om mig kommer mig for så vidt noget overraskende, som jeg fandt ham temmelig utilgængelig den Aften jeg mødte ham i Studentersamfundet. Jeg var venlig kan jeg huske for jeg syntes så Pokkers godt om ham, men han var kun lidet indladende. Så lod jeg ham sejle sin egen Sø og talte kun lidt med ham. Tænk jeg kan ikke huske, at det var for ham jeg udbragte en Skål. Jeg fortalte den Historie om Bjørnson véd jeg, om Fyren der peb neden for AulestadFyren der peb neden for Aulestad: en historie om en gutt som ikke viste ærbødighet for flagget, som blir fortalt av Bjørn Bjørnson i Aulestadsminner (1932). og blev tvungen tilbage for at bede om Forladelse, den Bjørn fortalte os. Ja jeg forstår godt, at Du måtte græde ved Fru Ulmanns [sic] Bryst – jeg havde jo også gjort Dig Fortræd. Rigtig inderlig glad ved mig har Du jo ikke været i denne Tid. Ja det er Synd, at når Du hører noget godt om mig, det så ikke mødtes med en Fryd i sit fulde Flor i din Sjæl, men sødeste Stump, jeg kunde ikke helt for det. Megen Skyld har vor Adskillelse og nogen Skyld Du. – Pas på Stump, at Du ikke gør Nansens Bog den samme Uret, som jeg i Begyndelsen gjorde «Et Besøg» – jeg sammenligner iøvrigt naturligvis ikke Bøgerne. Jeg har læst mig til en tugtende Smærte i alt Fald i Fortællingen «Aftenvisiter», som er den, der åbenbart betyder mest.«Aftenvisiter»: Unge Mennesker (A. C. Riemenschneiders Forlag, København 1883), s. 123–42. Fortellingen handler om en ung mann som er forlovet, men beholder sin elskerinne, og lyver for begge parter; hans forlovede oppdager løgnen og slår opp – og først da innser han hvor fint et menneske hun er og hvor mye han har mistet. Jeg har omtrent glemt de andre og den sidste har jeg ikke læst. Tonen, Måden at fortælle på lægger let en Snare for Forståelsen ved Overførelsen under fremmede Forhold. Husk, hvor forskrækket jeg blev ved Immoraliteten hos det Lag af unge Mænd i Kristiania, der svarede til hvad jeg kendte af unge Studenter og Kunstnere i København. Jeg er for Resten ikke sikker på Hr Nansen. Men med G.B. har han ikke det mindste at skaffe, hvis han er hul. – Du, jeg havde nær sagt à propos, hvad svarede Ingeborg Dig på dit Brev? Eller har hun slet ikke svaret. – Du er sød med dine to Servanter. Jeg har idag set på nogle Sengestel. Jeg syntes de var dyre, 25–30 Kr. Et til 14 var for tarveligt syntes jeg. Så var der et af Træ til 18, men malet Fyrretræ var det. Imidlertid har jeg langt fra gået Magasinerne igennem. Om Pige har jeg endnu stadig ingen Besked hørt. De Sengedrapperier jeg spurgte på, var svimlende dyre op i 100 Kr. – Nej at Du nu ikke var med igår! Jeg spiste atter hos Schandorph og der var Fru Erna Juel-Hansen, Du véd Drachmanns Søster, Forfatterinden Arne Wendt.Fru Erna Juel-Hansen: skrev romaner og noveller under pseudonymet Arne Wendt, og drev en gutte- og pikeskole sammen med sin mann Niels Juel-Hansen. Hun hadde ganske avanserte pedagogiske ideer. Det er længe siden jeg har været sammen med hende. Hun forekommer mig meget flink. Hende vilde jeg ønske Du måtte finde Behag i, hun har Tro på noget og hun har Viden og Forstand. Hun kom ind på at fortælle imellem os gode Venner om Drachmann og hans Kærlighedshistorie med Polly Talbitzer – det var som den vildeste Roman, hvor var det mærkeligt. Hvad jeg har vidst før var de dummeste ydre Linjer oven i Købet forkerte, nej dette – pyt med «La glue» med «Une vie»pyt med «La glue» med «Une vie»: dvs. La Glu (1881), roman av Jean Richepin om elskovens uheldige virkninger. Om Maupassants Une Vie, se brev 126, note 5, og brev 180, note 11. eller hvad alt det andet Skidteri hedder, dette var så broget, så frækt, sådan udover enhver Beskrivelse overraskende skøgeagtigt umuligt at gribe – og alt i Religionens Navn.i Religionens Navn: om Drachmanns affære med Polly Thalbitzer, se brev 65. Hende inviterer vi som en af de første i vort Hus min Søde. Hvad hun fortalte var kun Stumper og Stykker, jeg kan netop godt bede hende fortælle helt og fuldt ud. Dr. var forøvrig naturligvis den skikkelige i denne Historie, kun fejg og ynkelig som altid. Fru Juel Hansen har holdt uhyre af Dr. og har lidt en dyb Smærte ved hans sidste Jammerligheder. – Imorgen Ven skal jeg i Dagmarteatret og se J.P.’s StykkeJ.P.’s Stykke: se brev 222, note 4. der virkelig nu er nået til Opførelse. Jeg skal anmelde det i «UdeogHjemme»jeg skal anmelde det: Eriks anmeldelse av Falkenstrøm & Søn sto i Ude og Hjemme Nr.331, 3/2/84 (signert E.S.); der sier han at forfatteren «giver sig god Tid til at begaa de fleste af de Fejl, som tager Livet af et Drama» (s. 231). – jeg véd med mig selv, at jeg kan gøre det aldeles uberørt, og altså for så vidt retfærdigt. Tak min søde for Tilsendelsen af din Artikel om Bondestudenter. Jeg finder dine Citater kloge, men, men Du har skrevet Dig bort fra Opgaven, ikke ind i den. Ja Du må ikke blive vred men jeg forlanger meget af Dig. – Hvis hvad jeg vil håbe en Plan går i Orden om et literært Arbejde, jeg skal have Del i, kommer vi til Sommer til at gøre en Rejse til Sønderjylland, som vil blive interessant, men endnu er der rigtignok intet afgjort i så Henseende. God Nat min elskede jeg har meget at varetage i denne Tid

Din Erik



230. Amalie til Erik

Kr.ania 30-1-84.

Jeg har igjen brugt op mit papir, ja det vil sige, jeg har kun disse altfor små ark; derfor vælger jeg hellere at skrive på stumper, der er større. Jeg har igåraftes siddet rent i drømme og læst en korrespondance fra A. Cantor, som jeg troede var din; nu iformiddag ser jeg at det er umuligt. Jeg havde netop læst i dit brev til mig, at du havde sendt dagbladet en korrespondance, og så læste jeg i halvsøvne og hovedpine det fra Cantor; og jeg syntes det slet ikke lignede dig, men jeg troede du havde med flid forskruet din stil, for at være ukjendt. Ja, hvad synes du, at jeg et øieblik kunde være så tusset. Jeg har idag læst artikkelen af M.C. igjennem igjen, og finder at den er lavtliggende i grunden, med sin udredning af de angjældendes motiver for deres holdning og handlemåde, foruden at den er simpel personlig og uklog. At svare på den uden at blive lidt grov, synes mig måtte falde dig vanskelig. Imorges fik jeg «Ude og Hjemme», tak elskede! Din artikelUde og Hjemme … din artikel: se brev 227, note 1. er der virkelig god kunst i, og den er vist meget interes[s]ant for danske læsere, kan jeg tænke mig.kan jeg tænke mig: Flere ord i denne setningen er krysset ut – noe som Erik kommenterer i brev 233. Vi er vant med anden føde. Der skrives intetsomhelst hos os omtrent, uden at noget sættes under debat uden at indholdet får fart og farve af hele den forkjæmperiske bevægelse som besjæler og mærker alt, alt. Borchsenius er et irriterende fæ! Hans dumhed vilde jeg ikke orke at holde ud, hvis jeg skulde være nødt til at ha’e noget med ham, for han skal liksom «være med» også. Jeg synes at både hans og E.B.s artikkel i d. Morgenbl.E.B.s artikkel i d. Morgenbl.: se brev 178, note 1. er skrevet med en slet skjult skadefryd. Og at den fyr ikke undser sig ved at servere en anmeldelse, der kun er eftersnakkeri af de andres. Det med at skjælde adjunkten ud for en usling, kan vi nu; det er formelig blet en tradition. Og at man dernæst finder bogen nokså god eller endog blot antagelig, begriber man ikke her. Man synes her at den er det «gemenest uægteste» som Chr. Krogh siger, der kan præsteres.

Sent aften. Nu har jeg læst dit brev i Dagbladet.dit Brev i Dagbladet: se brev 227, note 3. Ja, der kjender jeg dig. Du er virkelig meget spag, men det er vist klogt og rigtigt. Når nu «Tilskueren» kommer, må du sende mig et par eksemplarer. Det var da endelig godt, at du reddede «umenneskelige»; jeg kan ikke se, at «naturfiendske» skulde være mindre farligt; «umenneskelige» er netop hvad der skal stå. – Når de nu begynder at male i vor leilighed, så se endelig til at få dørene og vinduesposterne sorte; vil han absolut ikke, så må de idetmindste blive mørkegulbrune. Det er ikke værdt at pigen får din sovesofa, synes jeg, for den er så nyttig at ha. Der blir dog vis plads til den etsteds inde hos dig, eller i spisestuen, som jo ikke er et så ganske lidet værelse. Og der kan jo gjerne være ganske propfuldt af møbler; der skal meget til, for at det kan blive for fuldt! – Iskassen og linnedskabet er jeg mere bekymret for, hvor de to dele skal stå, fatter jeg ikke, siden både kjøkkenet og pigeværelset og entreen er så bitte småt. Det blir et kav før vi får alt istand. Straks jeg kommer, går vi forresten igang; når jeg får en snedkersvend og har min pige til hjælp skal det dog snart være gjort, og så vil vel du hjælpe med at ordne alle bøger og sligt i altfald hos dig selv. Din ene boghylde kommer du nok at trænge, om du også får den store reol jeg talte om. Så må du huske på vinduet, som skal lukkes. Jeg tror jeg kan komme til den første april, men før blir der ikke tale om det. Müller spurgte mig om jeg skulde til Amerika, eller om ikke rygtet der gik i Bergen om mit giftermål med dig var sandt; jeg løi ikke, men svarede at således forholdt det sig. Det lod til at gjøre et stærkt indtryk på ham; han kunde ikke mere samle sine tanker til at tale om noget, eller svare fornuftigt, sad ganske bleg og så fortabt ud, og gik straks efter. Jeg sa at det foreløbig var en hemmelighed, og han svarede at han ikke skulde røbe den.

Det er en græsselig tid denne ventetid; gud give den dog var over! Jeg længes så forfærdelig efter at føle dine arme om mig; jeg er blot halvt menneske, heroppe jeg går. Men nu er der bare to måneder igjen. Den første halvdel af en ventetid er altid den værste, disse uger vil snige sig fortere afsted. Hvor vi skal få det godt sammen når vi endelig er komne op ad trappen, og har lukket vor entredør efter os, og sidder i vort eget hjem som mand og hustru. Jeg vil ikke tænke synderlig på det, for min utålmodige længsel tar modet fra mig. Vi vil ikke lade os vie før alt er færdigt. Altså 3die eller fjerde dagen efterat jeg er kommen, skal det først ske, men husk at ingen får vide det, så vi slipper for tilskuere. Hvor er jeg tryg, og glad ved dig min elskede! Jeg føler, som jeg er lukket helt og ganske inde hos dig, i din kjærlighed, og jeg vil kun komme til at leve gjennem dig. Hvor er det længe, længe siden den aften jeg reiste fra Kjøbenhavn, og du stod igjen på bryggen, og hvor er det en menneskealder siden vi først traf hinanden og hvilket liv, et helt nyt rigt liv – ligger ikke imellem nu og da. Gud give der kom brev imorgen.

Din Amalie.

Du må om nogen tid bruge konvolutter af denne størrelse, akurat denne, for ellers får jeg ikke plads for alle dine breve i skrinet. Der er et rum ved siden af den store hob, som skal fyldes, men der går ikke de store konvolutter, for de må passe til skrinets bredde forstår du. Men jeg kan godt endnu bruge en 8 breve til af denne sort. Din Amalie. Din elskede, elskede Erik!



231. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 31 Januar [1884]

Min elskede elskede Amalie, jeg skulde stå i Begreb med at klæde mig på til en stor Fest – jeg har fået dit Brev! Jeg forbander alle Fester og forbander vor Adskillelse, det er ikke til at holde ud! Der foregår hundrede Ting om Dagen hos Dig, som jeg ikke får den mindste Greje på, jeg er syg af Sorg derover. Men Du gør lidt galt i min elskede Ven at gemme så meget, fordi det dog alligevel er så lidt man kan få sagt i Breve. Det er afskyligt at få at vide på anden Hånd, om det så blot er, at Du har stukket din Finger på en Knappenål. Ak Amalie Du tænker Dig ikke tror jeg helt ind i hvor vigtig i mit Liv enhver Ting Dig angående er. Og Du giver mig ikke alt, hvad Du kunde give mig. Så kan jeg også tage vor Adskillelse i Struben for at kvæle den, i Raseri næsten, når nu sådan noget som din Anmeldelse af Bondestudenter kommer. Du læser min korte Bemærkning, der ikke er begejstret, og hører de andres Lovtaler, det slår sig til din Misstemning og Du tænker Dig sådan noget som at jeg ikke forstår hvad Du giver, halvt så godt som de andre. Det er håbløst, afskyligt, det er Snak og Nonsens, men det er umuligt at sige de tusinde Ord, som ligger i min Bedømmelse af hvad Du skriver. Og så har Du Hovedpine og jeg kan ikke skænde på Dig, fordi Du drikker det skændige Ispunsch om Natten og ikke kæle for Dig ikke køle din Pande. Og så siger Du sådan noget Satans Tøj, at det kan være mig, som skriver under Navn af A Cantor. Jeg har naturligvis ikke set det, jeg ser ingenting, men hvad er det for en næsvis Vigtighed af denne Cantor at skrive til Dagbladet. Han er fra Dagsavisen. Jeg har sendt mit Brev afsted i Lørdags og har igår modtaget et privat Svar fra Holst om, at han tror sig forpligtet til at optage MC’s Forfægten af det Brandes-Hørupske Standpunkt. Men hvorfor optager han denne Vigtigmager Cantors Sludder. Det er en besynderlig Redaktion. – Amalie jeg er syg af Længsel og Savn. Det er ikke til at holde ud, at der er Dage imellem de stakkels Ord vi veksler. Det er til at dø af Sorg over, at Du sidder midt i vigtige Afgørelser, og jeg véd intet intet derom. Jeg har Lyst til at gå hen og hænge mig, og nu skal jeg til en knagende Fest. Og hvad jeg er mest rasende over af det altsammen er, at min Sorg og min Kommen ud over den skal foregå uden at der ligger din livsalige Nærværelse imellem. Jeg vil ingen Sindsstemninger eje, jeg vil ikke spore blot den svageste Antydning af Forskel i min Tilstand, jeg vil ikke have en Tanke, jeg vil ikke gøre en Bevægelse, ikke udføre nogetsomhelst, medens Du er borte. Det er til at pønse på Mord og Drab over at skulle være nødt til at leve, så længe Du ikke er her. Jeg vil det ikke Amalie for jeg elsker Dig – jeg er elendig jammerlig for der er Hul på Hul i vor Forbindelse siden Du er rejst. Jeg er syg Stump, rigtig virkelig syg, fordi ikke et eneste Ord kommer som det skal, når så langt som det skal, føles som det er ment. Amalie min elskede, indtil Fortvivlelse elskede yndige Glut, dette er rædsomt. Vi er for unge i vor Kærlighed til at leve hver for sig. –

Så nu går jeg i det sorteste Humør til at klæde mig på og kommer til Festen med de 500 Damer som den, hvis Sjæl er hundrede Mile fra Stedet hvor jeg går. Men naturligvis det er det hadefuldeste modbydeligste ved det altsammen, alligevel lader jeg mig oplive. Amalie elskede jeg bliver ikke Menneske før Du kommer ned til mig.

Din Erik



232. Amalie til Erik

Fredag første februar 84.

Den beklemmelse dit forrige brev – det ubehagelige – påførte mig, og som jeg selv ved eget stræv havde fået bugt med, har taget sig op igjen ved det jeg fik igåraftes. Det er lidt af en frygt, men mest af en tvil, en, som det nu forekommer mig, vel motiveret tvil om hvordan det altså virkelig vil gå os. Jeg er bange for at vi har truffet hinanden altfor sent; både du og jeg er for færdige, tilvant med en aldeles grænseløs og ubunden uafhængighedssikkerhed. Jeg, for min del har jo aldrig i mit liv stået i den slags kjærlighedsforhold til nogen, og er komplet uskikket til at gå ind under kjærlighedens tugt og åg. Jeg reiser mig bestandig pånyt hver eneste gang i opsætsighed. Jeg frygter også for at det at vi tilhører forskjellige nationaliteter skal blive os en stor og måske uryddelig anstødssten. Jeg har følt den hindring, der ligger i dette, og det må du også ha gjort. Vi ser forskjelligt på så mange ting, og vi opfatter og bedømmer forskjelligt, for det meste. Jeg kan ikke la være at skrive om det, for jeg er uhyre bedrøvet og nedstemt, jeg rent ud lider. Og jeg kan ikke indse nytten af at tie stille med det, eller at læse dine breve så «længe om igjen til jeg får den rette klang i mit øre». Hvad siger mig at «den rette klang» da ikke er en digtet klang. Og hvor kan jeg vide om det altid, hvis vi skal leve sammen, vilde lykkes mig at omdigte meningen af dine ord. Hvis der er grund til at frygte for, at vi i samliv ikke vil komme til at trives, så vil jeg helst ikke labourere under nogen slags vildfarelse eller selvskuffelse desangående. Helst af alt vil jeg se sandheden i øinene. Kun på den måde er et menne[ske] rustet til at kunne møde alt. Undertiden kan det hænde at mennesker, der fra først af ser ud til at harmonere på den elskeligste måde, ved intimere bekjendtskab opdager at der findes uhjælpelige, ubekjæmpelige uoverensstemmelser netop i det, der udgjør deres inderste væsen eller natur. Og hvad nytter kjærlighed under sådanne omstændigheder. Den tæres, slides, bruges op; når den skal være forsvunden er et tidsspørsmål af liden udstrækning. Jeg ved ikke om det vilde gå os således, men er du ikke bange, meget bange?

«Megen skyld har vor adskillelse, og megen du» – siger du til mig. Jeg vil svare: du er lykkelig du, som ingen har.

Kun nødigt vilde jeg været med hos Schandorfs [sic]. Jeg er vis på at fru Juel-Hansen, der var så underholdende, vilde ha budt mig imod, men fremfor alt kjedet mig. Dette «skjøgeagtigt-umulige, overraskende», og al den liderlighed, har jeg ikke af naturen smag for, og jeg er af min omgangskreds ikke bleven oplært til at vænne mig til det. At fru Juel-Hansen forresten kan sidde og udbrede sig om dette, der jo dog gå ud over hendes egen bror, der til og med nu har nok af prostitution samlet over sig, selv mellem nok så gode venner, bekræfter det usmagelige indtryk jeg ved en andens omtale – det skete ikke for at dadle hende, men i en stik modsat hensigt – har fået af denne dame. At hun er flink og dygtig, og hvad man kalder meget begavet, ved jeg naturligvis udmærket godt. Den slags væsen med alle disse forelskelser og ulovlige erotiske forhold og ægteskabsbrud, og kjærlighedsforhold til gifte koner for unge mennesker, eller ikke unge, har ikke stor interesse for os heroppe. Hvis nogen i et selskab begynder at tale om noget, der streifer dette gebet, falder det øieblikkelig dødt til jorden; det kjeder os voksne. Det er nu engang så, enten det geråder til ære eller skam. Vore interesser ligger på ganske andre hold; at dette er så, beviser bedst af alt vor literatur; på alle områder er det erotiske, ja selv forholdet mellem mand og kvinde i rent almindelig forstand, det rent secundære. Vi har talt om det før, og du har modsagt mig, – men det er nu så; man må være dum eller blind for ikke at se det. Det er jo også denne kjendsgjerning, som gjør den norske literatur så forskjellig fra den danske.

Når du fortæller mig at «Numa Roumestan» er af Cherbuliez og ikke af Daudet, må jeg virkelig smile. Den er af Daudet! Og figuren N.R. er ikke mere «tænkt end gjort», for den er udmærket godt gjort; og du kan ikke ha læst den og talt om den allerede i den første fru Dr.manns dage, for den kom først meget senere eller ialfald senere ud.den kom først meget senere … ud: Daudets Numa Roumestan kom ut i 1881; Holger Drachmann ble skilt første gang i 1878. Amalie hadde rett. – Hvor kan du sige at Nansen ikke har noget med G.B. at skaffe, hvis han er hul. Allesammen har jo med G.B. at skaffe. Og jeg kan ikke se at «måden at fortælle på» i Nansens bog skulde «lægge snarer for forståelsen ved overførelsen under fremmede forhold». Der er intet andet jeg beklager ved den bog, end at den giver en række unge mennesker der allesammen intet vil, intet ønsker, intet arbeider for, intet ser at stræbe efter. Det er et bedrøveligt tidens tegn, at et sådant produkt fremkommer og det kunde ikke være kommen i Norge. Produktet er forresten godt gjort, det, tildels endog udmærket. De unge norske mænd er vistnok liderlige, – måske, men det er dog ikke det hovedsagelige, det de lever af, og det literaturen skabes af. – G.B. havde – jeg ved det med vished – skrevet et meget rosende og anerkjendende brev til Bjørnson,G.B. … brev til Bjørnson: Georg Brandes skrev til Bjørnson 5/8/83 og sammenlignet den omarbeidede En Hanske med første versjon; han kommenterte noen replikker, men foreslo ikke noen nye. (Georg og Edv. Brandes: Brevveksling med nordiske forfattere og videnskabsmænd, Bind IV, s. 170–71.) for En Hanske, efter at hae læst manuskriptet igjennem. At han, som han fortalte mig, havde «skrevet stykkets bedste replikker», er ligefrem løgn.

Jeg vil stanse her; jeg har ikke mere at skrive om, og mit hjærte er så at sige frosset inde.

Din Amalie.

P.S. Langt om længe fik jeg et sødt lidet brev fra Ingeborg. D.S.



233. Erik til Amalie

Lørdag Aften Kl 11 den 2 Februar 1884

Amalie jeg falder Dig om Halsen! Du er umådelig sød. Om min Snus Idyl fra Helsingørom min Snus Idyl fra Helsingør: se brev 227, note 1, og brev 230, note 1. har Du først skrevet «men synderlig interessant for norske Læsere er den ikke», det retter Du så omhyggelig til «og den er vist meget interessant for danske Læsere, kan jeg tænke mig». Det siger det samme men rigtignok på en pænere Måde, og ganske rigtig igår Aftes da jeg kom hjem fra Teatret – jeg havde som Anmelder set «Et Dukkehjem» med en ny Fru Linde«Et Dukkehjem» med en ny Fru Linde: Rollen ble spilt av Frk. Antonsen; Erik skrev en kort anmeldelse i Morgenbladet 2/2/84. – læste jeg også de pæne Ord uden nærmere Undersøgelse. Det er først nu, at jeg noget mistænksom ved de gjorte Rettelser har undersøgt Tingen nærmere. Jeg måtte le højt, da jeg havde læst den oprindelige Tekst, Du søde. – Dejlighed det er rigtigt at Du rettede. Mundtlig skal Du naturligvis ikke «rette». Der snakker vi om Tingene som de er, og Du skal få Prygl, hvis Du pynter dine Meninger. Men søde Stump, disse Ord griner sådan i Brevene, og det har Du følt, og Du har lempet dem, og jeg elsker Dig en lille Gang til for din Frygts Skyld for at støde mig. Ak Du har selv gjort Erfaringer med dumme Ord fra min Side, som har stået der så stive og strunke og vigtige og sagt helt andet, end de skulde. Min elskede lille yndige Troldunge, som for øvrigt slet ikke vil beundre mig netop der, hvor der var Mening deri. I den Ubetydelighed om Helsingør var Sprogets rent mekaniske Sammensætning og Billedets «Impressionisme» Kunst, som ikke to eller tre gør bedre i Skandinavien. Jeg er tre eller fire Gange om Året indbildsk af sådan en eller anden Småting, Resten af hvad jeg gør synes jeg er noget rigtig Juks – Unge, husk på, at Du gifter Dig med en Fyr, i hvem der stikker en «Kunstner» – det er Kunsten ved en Ting, der som Regel lægger sig tættest og fortroligst ind til min Sansning, alt andet er jeg Dilettant i. Politik t.E., jeg forstår ikke et levende Muk deraf. Jeg kunde formodenlig godt blive et letsindigt Våsehoved i Politik, i Kunst kunde jeg ikke blive det. Du har det noget anderledes. Du ser i Bjørnson først Folkelæreren – jeg tror nu Du tager fejl – og så Kunstneren, i «Bondestudentar» læser Du Dig først til dens humane opdragende Betydning, inden dens Malerier og Sjælekundskab fylder Dig med Fryd. Jeg bytter Tingene om. Og så kysser jeg Dig lige på Truten, og hvis Du vil snakke vidt og bredt og dybt og længe om dette, så er jeg beredt, vi har et helt Liv for os til det. – Borchsenius er en Umulighed, et lille Hoved, men en brav Fyr tror jeg, hos ham ingen Skadefyrd. Jeg talte for øvrig igår Aftes i Teatret med E Brandes, jeg har ikke talt med den Mand i et halvt År tror jeg, og han udtalte sin umådelige Despekt for J.P. som Menneske. Han fortalte, at han i Anledning af den Anmeldelse, han skrev om M.D., havde fået Brev fra samme J.P. først et, hvor Fyren lod, som om han var uvidende om de Kritiker, der var skrevet i Norge om ham, og dernæst et, som havde omhandlet mig [og Dig].[og Dig]: Eriks egne klammer. Hvad Brevet sagde fortalte E.B. ikke, og jeg spurgte naturligvis endnu mindre. At M.D. kan nævnes her som bedre end Paulsens øvrige Bøger ligger simpelthen i, at dens rent ydre Form er bedre – hvad Irgens H. også gjorde opmærksom på – Sproget er glattere og Sammenstillingen knappere. At den er Fusk, ser naturligvis ethvert fornuftigt Menneske, men der gives også ufornuftige, tilmed iblandt dem, som skriver. – Søde Unge, har Du ikke kunnet læse min Foragt for M.C’s Fremgangsmåde i den Benyttelse af hans Ord, jeg anvender? Jeg havde ønsket, at min Ironi skulde glimte frem under den rolige Form, jeg bruger. Jeg fandt hans Artikel såre slet bygget. – Jeg har talt med PhilipsenPhilipsen: Gustav Philipsen var forlegger for flere av det moderne gjennombrudds forfattere. – Forlæggeren af «Tilskueren» – i Aften i Studentersamfundet, hvor der blev holdt Foredrag om Dødsstraffen. Han sagde, at han havde udfundet en Rettelse til «umenneskelig», som vistnok kunde været benyttet, det er åbenbart ham, der har fået Neergaard gjort bange, nemlig «overmenneskelig». Det er ikke så tosset fundet det. Det tager det onde bort og giver Tanken, synes Du ikke? Han var glad for din Artikel men ængstelig for dens Glubskhed. Disse Boghandlere er ejendommelige Mennesker med deres Købmandstag på de Ting, som de flinke af dem i og for sig respekterer, og han hører til de flinke. Han sender Dig et Eksemplar til foruden det, Du har modtaget, og jeg sender Dig et; vil Du have flere? – Min allersomdejligste Fortryllerinde – Amalie jeg kan i dette Øjeblik ikke få din Huds yndig varme Farve ud af mit Hoved, Snak ud af min Sjæl, og «Sjælen hos en Elsker er i Blodet» – jeg skal gøre vor Vært det så broget at de sorte Vinduer og Døre må komme. Du Linnedskabet må vistnok stå i Gangen, sig mig nøjagtig hvor bredt det er, men husk det. Isskabet, Kære! Jeg tror Du bør sælge det. Køkkenet med Spisekammer ligger i Nord, ingen eller kun få Mennesker bruger Isskab hos os. Tilmed vil til Sommer Is ikke blive til at opveje med Guld, der har ikke været en Kvadrattomme Is endnu i Vinter i Danmark. Ja i Aften fryser det 1° men det går vistnok snart over. Imorgen regner det formodenlig. Men sig mig alligevel nøjagtig Målene også Højden på Isskabet, mulig kan det anbringes i Spisekamret. – Amalie længes Du efter at føle min Arm om Dig? Ven, tro mig jeg længes efter at lægge den der og så føle dit Legeme læne sig ind mod mit – – Halvt Menneske? Jeg er slet ingen Ting uden Dig! Men jeg tør som Du næsten ikke tænke på den Tilstand at have Dig hos mig, jeg har ondt deraf. Ak Amalie jeg tror, at de to sidste Måneder, som nu står tilbage, vil blive endnu længere, endnu værre end de to første. Husk, hvorledes December gik forholdsvis skikkeligt ved det endnu levende, skabende Indtryk af vort Samliv her, og Du var glad i mine Breve og jeg i dine, og vi skrev og skrev af hele vor Sjæl – ja Du ikke så meget som jeg, men nu kan Brevskriveriet næppe en Gang hjælpe os over det værste. Og dog naturligvis jo, det er jo det eneste vi har at leve af. Stump dit sidste lille søde Brev er nu så elskeligt som Du selv næsten. Jeg skal passe at anskaffe mig Konvoluter som Du ønsker det, men det er rigtignok en højst nederdrægtig Størrelse eller rettere Småhed. – Jeg var da på den dumme «Holbergfest» i Forgårs som jeg omtalte,den dumme «Holbergfest»: 31/1/84 var det Holbergfest i National Koncertsal (omtalt i Morgenbladet 1/2/84). jeg kom der da Klokken manglede ¼ i 11, og Dansen var i fuldeste Gang. Jeg morede mig ikke Spor, men noget opmuntret blev jeg jo naturligvis ved det smukke Syn af de mange unge Damer i gode Dragter. Du, det er for Resten et underligt Syn med de «korte» Kjoler, der nu bruges til Selskabsbrug. Slæbene var stateligere, og når de løftedes og blev kastet over Armen i Dansen, så det nok så fornøjelig letsindig hensynsløst ud. Det så ud, som om de unge Piger virkelig havde Sind til at more sig. Nu stumper de alle afsted, som skulde de ud og trippe til Hverdags alle sammen. Pyt med de fjottede Damer! Du, jeg fik ikke Spor af Lyst til at føre Dig ind på en sådan Studenterfest, det Hele havde ikke Anstand nok, det gik så underlig «gemytlig» til. Der skal være Stil, hvor Du kommer. God Nat nu elskede, savnede!

Din Erik



234. Amalie til Erik

Lørdag nat 2den februar 84.

Hjemkommen fra selskab finder jeg brev fra dig, og et sødt elskværdigt brev fra gamle fru Lucinde.brev fra gamle fru Lucinde: dvs. Lucinde Knudtzon. Brevet finnes ikke i samlingene. Ja, du har ret min elskede, denne adskillelse er utålelig. Igår skrev jeg et brev til dig, ud af min dystre, alvorlige stemning; jeg lod det ligge til imorges, strøg nogle ord som jeg syntes var for tunge, og lod det så gå. Du siger noget om at jeg får indtrykket af at alle andre forstår bedre hvad jeg siger og skriver end du, og det er så. Dette rammer netop på hovedet årsagen til min frygt for at vor forskjellige nationalitet skal gjøre os måske ulykkelige i samliv. Havde du været norsk, eller jeg dansk vilde det været bedre; derom er ingen tvil. Jeg har gået med dette tryk på mit sind lige siden jeg fik dit næstsidste brev. Idag da Helland kom her op med Lofthus fra BergenLofthus fra Bergen: Olav Lofthus var redaktør av Bergens Tidende. og de sad her et par timers tid og drak kaffe, sa Helland gjentagne gange med sin sædvanlige pågående velvillie: «hvad er det som feiler dem fru Müller, de ser så bekymret ud?» Tilslut mæglede Lofthus, og sa: lad dog fruen være i fred Helland. De gjør det jo bare værre, hvis der virkelig er noget iveien. Og der var noget iveien, det er sikkert, det. – Hvorfor skal du gå i fest på 500 damer, og vide på forhånd at du vil lade dig oplive? Når du lader dig oplive, så er det fordi du finder behag i dem, og hvorfor skal du gjøre det?

J.P. har skrevet et brev til fru Thommesen,J.P. har skrevet et brev til fru Thommesen: Brevet finnes ikke i samlingene. og sagt at det var kommet ham for øre, at man sa, at han med denne ytring i bogen: en bekjendt redaktørs fanatiske hustru, skulde have sigtet til hende. Brevet er fuldt af den modbydeligste smiger, han tror det er Thomsen som har skrevet anmeldelsen i «Verdens G.»anmeldelsen i «Verdens G.»: se brev 177, note 3. og alligevel kryber han på alle fire. «Deres udmærkede mand leder massen. De leder ham. I dette tilfælde kan man mere end nogensinde spørge: où est la femme?»

«Han vil smigre mig med at lade som han tror jeg forstår fransk» – sae fru Verdens Gang som viste mig brevet. Det har forresten cirkuleret i kredsen og er bleven behørig bespottet. Fru Knudtzons brev er så inderlig kjærligt og hjærteligt, – det gjorde så godt at få det, at min tanke går tilbage til det. Så var det også så særdeles godt skrevet; det er hendes følelse, som har givet ordene fart, ellers pleier hun at skrive temmelig konventionelt. Hun svarer på min beretning om at gutterne nu vidste besked. – Idag blev storthinget åbnet. Kongens tale var aldeles betydningsløs, han så temmelig spag ud. Den fornemme pøbel brølte af henrykkelse da han og dronningen kjørte op og ned, meget mere end ellers. Og forleden ved indtoget sad de, hørte jeg, til halsen i buketter under blomsterregnen. Det er afskyeligt. Forresten har han igår i middagen hos Selmer, sagt, at når dette ministerium måtte gå,når dette ministerium måtte gå: Det tok tid å iverksette riksrettsdommens bestemmelser; det var først 27. februar 1884 at statsminister Selmer ble dømt til embedsfortapelse. kunde der jo ikke være tale om at danne et nyt af udelukkende samme farve. – Jeg får slutte her. Jeg har en underlig frygtsom, halvt forlegen beklemmelse ligeoverfor dig, som jeg er bange for kun kunde tages fra mig ved at du kom og var god og kjærlig mod mig, tog mig ind i dine arme og lod mig føle at du elskede mig. Du må ikke blive sint på mig for det brev jeg sendte imorges. Jeg beder dig derom.

Din Amalie.



235. Erik til Amalie

Tirsdag den 5 Februar 1884

Igår min elskede Ven kom With strålende til mig i Rigsdagen, han havde lige læst din Afhandling: den er meget bedre end Stykket! sagde han. Idag læser jeg i Dagsavisen følgende Udtalelser af Henriques i en Anmeldelse af «Tilskuerens» 2’d. HefteAnmeldelse af «Tilskuerens» 2’d. Hefte: se Dagsavisen 5/2/84 (det er et hull i brevet; Erik må ha limt inn en del av anmeldelsen og Amalie har fjernet den). Anmelderen (Axel Henriques) roser Amalies artikkel som «det ubetinget bedste eller eneste gode der er skrevet om Bjørnsons sidste Stykke.»

Og så har jeg talt med Kontorchef Rubin, der fandt Artiklen «interessant» og velskrevet, men ikke rolig nok. Det er hvad jeg forløbig kan melde om den Modtagelse, din Afhandling har fået. – Jeg var i Søndags hos Mama. Vi talte længe om Dig. Hun fortalte kærligt hvad hun havde hørt om din Ungdom, dit Giftermål, hvorfra véd jeg ikke og spurgte jeg ikke om, jeg antager, at det var meget ukorrekt. Det vil Du jo engang fortælle mig fuldstændig og nøjagtig. Hos Mama læste jeg et Brev Du har skrevet til hende, den 11 f.M. tror jeg, og hvor Du skriver bl.a. om din Kærlighed til mig. Min Amalie det var så forunderlig smukt at læse dine Ord om mig til en anden. Du sætter mig højt. Jeg blev meget alvorlig og meget glad ved det Brev. Senere har Du min Ven til mig skrevet i en noget anden Tone. Jeg vilde helst undgå at svare på disse Breve foreløbig. Det bæres mig for, at vor Adskillelse har øvet den onde Virkning at forstyrre de Ords Mening vi indbyrdes veksle. – Hos Mama fik jeg den endelige Efterretning, at norske Johanne følger tilbage til Kristiania med sine Frøkener, de vil ikke slippe hende. Hvor fortræffeligt et Vidnesbyrd end dette er for Pigen, eller rettere netop dette udmærkede Tillidsbevis kan jo kun yderligere få os til at beklage, at hun smutter fra os. For Øjeblikket står vi altså vis à vis de rien m.H.t. Pige. Jeg var senere hos Jutta, og med en Spøg antydede hun, at deres udmærkede Stu- og Barnepige, Elin, vistnok gik med en brændende Lyst til at tilbyde os sin Tjeneste. Hun er nemlig meget for flink til kun at tjene som Stupige. Skulde den nette store Pige komme med en Anmodning, jeg tager hende øjeblikkelig, Du kæreste, og beder Dig bære over med, at hun taler skånsk, det er jo dog bedre at få noget man véd er godt, selv om det er svensk, end at gå på det uvisse.

Onsdag den 6 Februar

Igår blev jeg afbrudt, havde meget at bestille og skulde sluttelig i Aftenselskab. Dér, min Unge, mødte jeg den elskværdige unge Fru Neergaard.den elskværdige unge Fru Neergaard: dvs. Dagmar Neergaard, født Lind, Niels Neergaards første kone. Hun var aldeles opfyldt af, hvor fortrinlig din Artikel var og sagde med Øjne, der glimrede af Ivrighed: «Det er en Skam, at der skulde rettes på et eneste Udtryk i den Afhandling. Var jeg Fru Müller el. kunde jeg skrive som hun, vilde jeg ikke finde mig deri.» Hun var sød, da hun sagde det og tog Dig i Forsvar mod os to brutale Personer, hendes og din Mand. Det må være en udmærket Dame, sagde hun, og jeg havde den mest brændende Lyst til at sige hende, hvor udmærket, jeg fandt denne Dame. Så har jeg idag efter min Middag læst i «Social Demokraten» og der faldt mine Øjne på følgende Slutningslinjer af en Anmeldelse af «Tilskuerens» 2. Hæfte:Anmeldelse af «Tilskuerens» 2. Hæfte: det står en kort og rosende omtale av Amalies artikkel i Socialdemokraten 6/2/84 (det er hull i brevet igjen her). Jeg skar den ud af Avisen og sender Dig den. Jeg sad igår og skrev på en Anmeldelse af Heibergs «Tante Ulrikke». Jeg blev ikke færdig, og idag har jeg for Rigsdagsarbejde intet kunnet gøre ved den, lige som jeg også nu om et Øjeblik må gøre mig i Stand til at gå i Folketeatret for at se på et Par nye Stykkeret Par nye Stykker: Skuespillet En Synderinde (basert på Wilkie Collins’ roman The New Magdalen) ble spilt på Folketheatret med Lydia Sørensen i hovedrollen. Eriks anmeldelse (signert E.S.) sto i Ude og Hjemme Nr.332, 10/2/84. og en Skuespillerindes Optræden i et nyt Fag. Jeg skal skrive til «Ude og Hjemme» derom og har desværre af vedkommende Skuespillerinde fået særlig Anmodning om at interessere mig for denne nye Side af hendes Virksomhed. En sådan Anmodning påvirker altid Ens Pen noget. Nå jeg har nu altid haft Tro til hende. Det er Frk Lydia Sørensen, Du skal se på hende, når vi sammen skal til at dømme Skuespillere fra Ære og Liv eller hæve dem højt på Rangstigen. Farvel så længe min Stump. Når jeg kommer hjem, føjer jeg et Par Ord til.

Nat Kl 1

Min elskede, jeg havde smigret mig med, at der ved min Hjemkomst lå Brev til mig fra Dig. Men nej! Nu vel det skal da blive din Straf, at jeg kun skriver kort. Jeg sad efter Teatret imod mit Ønske bundet af et Selskab på en Kafé – jeg har siddet på samme Kafé en Gang i Vinter netop i samme Situation: Kommet fra Folketeatret, villet hjem fordi jeg trode [sic] på Brev fra Dig og havde til Hensigt at svare. Netop således i Aften, jeg sad utålmodig og følte, at jeg selskabelig talt var bunden. De, der bandt i Aften var for øvrig Henriques og Frue, han, der har skrevet så anerkendende om dit Arbejde i Tilskueren,han, der har skrevet så anerkendende: se note 1. jeg har så ofte været Gæst der, nu måtte jeg til Gengæld agere en Smule Vært på denne nette lille Kafé, hvor man kun kommer, når man har været i Folketeatret. Jeg har for Resten moret mig i Teatret i Aften, der blev spillet godt, og Stykkerne, et alvorligt og et lystigt, var fængslende hver på sin Vis. Om Du nu havde været med og godmodig venlig havde været hyggelig med de to rettænkende Mennesker, som ganske sikkert ikke svinger sig højt, hvor vilde jeg så ikke have været lykkelig. – Nu ligger der en Tynge over mig. Du læser Dig til så besynderlige Resultater i mine Breve, det er stundom, som om Du ikke kendte mig fra andet end fra de Misforståelser af hvad jeg skriver, Du læser Dig til. Men det er for stærkt i Modstrid med hvad vi alt har levet sammen, til at det ret for Alvor kan angribe mig. Jeg sætter min Lid til det næste Brev fra Dig, min elskede kærlighedsfulde Hustru. Du har fået en Stump af Troldspejlet i dit Øje – havde jeg Dig her og kunde kysse Dig blot en Gang, var alt godt, men Glasstumpen vil også glide ud af dit Øje uden det. God Nat min velsignede Ven

Din Erik



236. Amalie til Erik

Kr.ania 7-2-84.

Du er altså vred på mig siden du ikke har skrevet efter modtagelsen af mine sidste breve. Betænk dog hvor ganske anderledes alting vilde arte sig om vi kunde tale sammen. Og har du lidt ondt ved at læse hvad jeg har skrevet så har jeg ikke lidt mindre ondt ved at skrive, og ved at have afsendt det! Sålænge jeg ikke hører fra dig, kan jeg ikke skrive. Jeg er altfor hjælpeløs og ulykkelig. Nu forstår jeg at du ikke skriver før du atter har hørt fra mig, og så kan jeg altså ikke vente noget før mandag aften. Det bliver hårdt at gå på, hvorledes jeg skal slippe igjennem al den tid, forstår jeg ikke. Tak for «Tilskueren». Jeg fik også et fra Neergaard, med et særdeles elskværdigt og smigrende brev.et særdeles elskværdigt og smigrende brev: Brevet finnes ikke i samlingene. Du har havt meget stræv med at skrive min artikel om, – jeg takker dig for det arbeide du har lagt derpå. Om de forandringer du har foretaget kan vi tale en anden gang. Der er nogle jeg ikke er fornøiet med, men andre som jeg er glad over.

Din Amalie.



237. Amalie til Erik

Kr.ania 9-2-84.

Tak for dit brev fra igåraftes elskede; jeg blev, om ikke så lykkelig som jeg kan blive ved dine breve, så dog betydelig lettere om hjærtet. Tak fordi du ikke skjænder på mig, du søde, snille Erik, og det er også bedst, at du slet ikke svarer på alt det jeg skrev i hint brev; for det fører ikke til noget tilfredsstillende resultat. Tror du virkelig at jeg har haft et stykke af «troldspeilet» i mit øie? Jeg føler det ikke således, – det er snarere som en svær anfægtelse jeg har gjennemgået. Og samtidig føler jeg et slags forløsning over at hae givet, noget som virkelig, om end skjælden, har pint mig, et desværre krast og ukjærligt udtryk. Men som jeg i alle disse dage har gået og længtes efter at kaste mig om din hals, og få din tilgivelse, og som jeg har været angst for hvad du vilde svare mig, og elendig over at hae gjort dig bedrøvet eller måske vred. Hvor det var sødt og snilt og elskværdigt af dig at skrive således til mig, du har gjort mig en uendelighed af godt derved, og givet mig en verden af tryghed og fred. Bare jeg nu kunde huske på at ikke være opsætsig, at det er en latterlighed at være det ligeoverfor dig som er mindst halvdelen af mig selv. Disse skjærmydsler vi har havt, skal håber jeg, hae lært mig noget, og bidrage til at jeg er meget forsigtig, og passer på at ikke disse stygge forstyrrelser og mislyder, skal få lov til at liste sig ind over os. Sig mig nu om du er lige glad i mig som før? Eller om du føler nogenslags antydning af uvillie mod mig. Aa, hvis jeg bare havde dig hos mig, så skulde nok alt blive godt. Hvor det er græsseligt at det endnu skal være alle de uger før jeg har mine arme om din hals, og kan få kysse bort enhver skygge fra vor adskillelses onde dage. Og kan få føle på dine kjærtegn at du elsker mig lige høit og varmt som sidst jeg var hos dig, du elskede, deilige. Tak for de avisudklip du sendte mig. Af Thommesen havde jeg fået «Dagsavisen», han vil sætte det ind i Verdens Gang, men det fra «Socialdemokraten[»] kjendte jeg ikke. Det er meget pent og velvilligt og anerkjendende skrevet af Henriques; men han roser jo også E Brandess piece,han roser jo også E Brandess piece: se brev 235, note 1. Edvard Brandes’ enakter «Efter Selskab» ble trykt i Tilskueren I, 1884, s. 81–99. som jeg synes er en usigelig tynd bagatel. Meget heller burde barselstudien af Bendix være optaget efter mit skjøn. Der har stået i DagbladetDer har stået i Dagbladet: Artikkelen «To Anmeldelser af ‘Over Ævne’» sto i Dagbladet 8/2/84, signert –p. Christopher Bruuns anmeldelse sto i For frisinnet Christendom I (1884), No.3. en anmeldelse af min opsats sammenholdt med en af Kristoffer Brun som denne har skrevet i sit organ: For frisindet Kristendom. Det er næsten bare citater som er stillet således op at Bruns artikel blir latterlig; det er skrevet i den enfoldigste tone og ser ud til at være den naiveste almuesmand, der beskedent spørger sig fore; men det er naturligvis Helland. Hverken Dagbladet eller «Vredens Gnag» [sic] har fået «Tilskueren» så den bliver ikke anmeldt her. Af min opsats vil Holst citere i bladet et par sider.vil Holst citere i bladet: dvs. i Dagbladet, hvor Lars Holst var redaktør. Det vil også ske i bergenske aviser. De få, som her har læst min artikel, har givet mig megen ros, og hvad du skrev om Withs, den søde, snilde, velvillige With og fru Neergaards udtalelser glædede mig meget. Hils W. fra mig. Rubins kritik viser at han meget godt ved om i hvilket forhold du står til mig, ellers havde han ikke brudt sig om at sige netop det, tror du ikke? Jeg må le over «Demokraten» som taler om mine udmærkede anmeldelser i «Nyt Tidsskrift». Nei, det er ikke der jeg har fået mine laurbær, for det er i Dagbladet det. I «N.T.» har jeg af anmeldelser kun præsteret den om Poulsens Pehrsens,den om Poulsens Pehrsens: se brev 36, note 15. bedrøvelig ihukommelse, – men skidt, – det går for det samme. Nu har jeg fået 3 eksemplarer af Tilskueren, og det er nok i mængdevis. Honoraret fik jeg samme dag som jeg fik det første hæfte tilsendt, og det er ekspedit. Idethele er jeg meget fornøiet med den behandling jeg har nydt, når jeg undtager nogle af dine omskrivninger, men det skal nu være sidste gang sligt skal ske uden i samråd med mig, – du stygge, søde gut. Din mor skal værsgod ikke la dig læse hvad jeg skriver om dig til hende, det er for hende, og ikke for dig. Men høit, sætter jeg dig virkelig! og det er ikke det mindste formeget. Betænk hvad du har været i mit liv. At jeg siden har skrevet i en anden tone til dig, er på en vis måde ikke sandt, for denne anden tone rokker jo ikke min vurderen af dig, eller graden af min kjærlighed til dig. – Jeg ved ikke af at der er mere at fortælle dig om min «ungdom og mit giftermål» end det jeg vistnok har fortalt dig. At jeg blev friet til fra mit femtende år da jeg endnu gik på skole af så den ene og så den anden, har jeg kanske glemt at meddele dig, – skjøndt det har jeg vel ikke. Hvad havde din mor hørt, som du ikke vidste? Forresten er det ikke første gang jeg skriver for et dansk publikum, som A.H. siger, for der har jo stået den opsats i «Ude og Hjemme».den opsats i «Ude og Hjemme»: I 1881 skrev Amalie en artikkel om «Bjørnstjerne Bjørnson i hans hjem», som ble trykt i utdrag i Ude og Hjemme 27/11/81. Du har ikke fortalt mig hvad du syntes om J.P.s skuespil, eller hvad du skrev om det. Tror du at moderen og Henriette vil blive meget bedrøvet og forarget på mig, hvis de læser det om «Over Ævne»? Ja, – naturligvis, – det de jo, og det gjør mig så ondt. Gud give de dog kunde holde de to ting ud fra hinanden, og ikke få imod mig personlig fordi jeg tænker som jeg gjør. Kan du hindre det, så lad dem, lad dem endelig ikke læse «Tilskueren». Sig at den er så kjedelig, hvis de spør dig at de ikke skulde umage sig med det. Imorgen skal jeg ha fremmede; Gud give du kunde være med. Det blir vist nokså fornøieligt, fordi at BlehrsBlehrs: stortingsmann Otto Blehr, som fungerte som aktor i riksrettssaken, og hans kone Randi, en av kvinnesakens forkjempere. som jeg skulde ha til nogle bergenske venner, spurgte om de måtte få lov at komme og tage med de mennesker som de havde indbudt til sig, og så slå vore retter og vor vin sammen. Jeg sa straks ja, og nu er der kommet 2 kurve fulde. Kristian Krogh [sic] er blandt deres gjæster, det er første gang han kommer til mig, men han var meget glad lod det til ved at skulle komme; han talte til mig på gaden idag, og var da allerede underrettet om den «overraskende heldige vending» det hele havde taget. – Kan du få den din søsters pige, så naturligvis tag hende, men hun er vel som stuepige ikke vant til madlavning. Sig mig, når er «vandredag» for pigerne hos eder, og når er det flyttedag? Glem det ikke. Jeg håber han er begyndt at male nu, ellers blir malerlugten for fæl. Er det virkelig muligt af [sic] føre husholdningen der uden iskasse? Hvis det er vist og sikkert, så burde jeg vel sælge iskassen, siden der ikke er rum til den, skjøndt det er så trist at skille sig ved den. Men når isen blir så dyr – så – – – Men hvordan kan man greie sig, varme sommers dag uden is, – ah snak, det er umuligt!

Din Amalie.

[Tilføyelse på første side]:

Skriv lidt ofte til mig, – jeg trænger om det. Og jeg elsker dig mere, forstår du, – høiere end nogensinde. Din A.



238. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 12 Februar [1884]

Du sødeste Unge på Jorden, Du får intet ordenligt Brev i Aften, Du skal få imorgen. Jeg skulde have skrevet igår men det blev mig umuligt – og de andre Dage jeg har ladet gå over, min Dejligheds Pige, det var din Skyld. Tror Du det har været lette Dage for mig? Jeg begyndte at skrive, men det gik mig som salig Dick i David Copperfield med Carl den Andens Hoved,Dick i David Copperfield: I Charles Dickens’ roman David Copperfield (1849–50) er Mr. Dick en litt åndssvak mann som bor hos Davids tante Betsey Trottwood; han holder på med å skrive en bok, men «Carl den Andens Hoved» kommer bestandig i veien for det han vil si. bestandig vilde dit «onde» Brev ind i min Omtale; og jeg vilde ikke have med det at gøre, så tilintetgjorde jeg Brevene og holdt så til Slut op. Nu i Aften har jeg skullet lave et lille Stykke til UdeogHjemme [sic], det tager mig altid uforholdsmæssig Tid og tilmed blev jeg ret grundig forstyrret af et Besøg. Det var for Resten ikke umorsomt. Det var den dygtige unge Billedhugger Schultz, der kom for at spørge mig, om jeg vilde lade mig modellere af ham til «Panoptikum»,Panoptikum: Julius Schultz modellerte Erik til «Skandinavisk Panoptikon», et vokskabinett på Vesterbrogade 3, som ble åpnet 1/8/85. som er i Færd med at oprettes her i Byen. Du véd en ny Form for Voxkabinet, hvor Samtidens bekendte Mænd opstilles som de står og går – jeg skal nok stå sammen med Schandorph og Gjellerup og fl. formodenlig i samme Gruppe. Det bedste ved det er, at man skal af med et Sæt Klæder, som man har båret, og får så til Gengæld et splinter nyt Sæt hos sin egen Skrædder. Det er ikke så tosset! – Lad mig i Aften svare Dig på dine to positive Spørgsmål (Pas Dig: Du har ikke svaret mig på mit Spørgsmål om Iskassens Højde Længde og Bredde) Pigernes Skiftetid er 1st Maj og 1st November for halvårsvis, men for Resten fæster man som Regel nu månedsvis. Kun meget gode Piger er fæstet halvårsvis. Flyttedag er 17 April. Du Unge, ved at slå op i Almanaken ser jeg, at Påske falder straks efter vort Bryllup,Påske falder straks efter vort Bryllup: I 1884 falt påskesøndagen på 13. april. det er jo aldeles udmærket.

Så nu søde Dejligheds Unge, min egen elskede Stump, min lille yndige Pige, nu skriver jeg ikke mere, ellers bliver jeg siddende og kan så ikke falde i Søvn, og jeg trænger til ordenlig Nattesøvn; jeg var til Møde i Studentersamfundet igår som trak så længe ud.

God Nat Amalie

Din Erik

Er dette en passende Størrelse Konvolut?



239. Amalie til Erik

Kr.ania 12-2-84.

Intet brev iaften! og jeg havde dog været sangvinsk nok til at gå og sætte mig brev i hovedet. Strengt taget fortjente jeg det ikke, men sæt at du alligevel havde været sød og deilig nok til at ha skrevet søndag f.eks. så vilde jeg havt det iaften. Uf det er fælt at gå således og håbe på og vente på, og stunde efter dine breve, den feber og spænding og hjærtebanken, og an[s]trengte lytten, når der er lyd i trapperne ved den rigtige tid, før den langsomt, langsomt har sneget sig hen, og der ikke længer er nogen mulighed og skuffelsen efterlader en afkræftet slaphed, som er usigelig bedrøvelig. Ja, dette er rigtignok en jammerlig tilstand, og værre og værre bli’er det. Kan du huske i begyndelsen efter at jeg havde forladt dig, da fik vi meget oftere breve fra hinanden, og meget længere var de også. Der er en opgivelsens sløvhed over mig. Når jeg tænker på at skrive siger jeg ofte til mig selv: hvad kan det nytte, og hvor vil du hen, – der er ingen tilfredsstillelse deri, og ingen udsigt til at være i en uafbrudt vedvarende rapport med din elskede; så er jeg håbløs og dorsk, og gjemmer alting bort, dybt inde etsteds, og forsøger at vente til forløsningens time skal være inde, og jeg kan leve alt mit liv ved siden af dig og i og ved dig. Før får det ingen art med den forbindelse der er imellem os, du elskede, savnede mand! Og så får jeg fortærende længselsstunder over mig, hvori dagene og tiden ikke er til at udholde. Nu har jeg intet hørt siden fredag, da jeg fik det søde, beklemte, alvorlige brev, med avisudklippene i. Hvor kan du ha hjærte til at tie sålænge, åh snak, – jeg har intet at bebreide dig, – jeg skriver selv så altfor sjælden, men det kommer bare af min længsel og min hjælpeløshed ligeoverfor alt det meget, jeg har at tale med dig om. Tak for «Morgenbladet», som jeg fik idag, og tak for anmeldelsen; den var meget godt skrevet, jeg tror det bedste der har været sagt om «Tante Ulrikke».«Tante Ulrikke»: Eriks nesten helsides anmeldelse av stykket sto i Morgenbladet 10/2/84. Det er så fint det om at ideerne opstår i sin renhed hos Helene. Du er sød og prægtig er du; jeg blev så glad i dig, da jeg læste den lange opsats, der var meget som gik ind i mig med en følelse af glæde. Dagbladet havde optaget noget af den idag, men det var så kjedeligt at der ikke var mere. Kommer der nu ikke brev imorgen heller, så ved jeg ikke hvad jeg skal gribe til. Vil du tro at nu har jeg alt lyst at lægge pennen bort, og opgive det hele. Det er mig, som kunde jeg først ved dit bryst og under dine kys få mit rigtige mæle tilbage. Og nu kan vi jo også snart begynde at regne det ud i uger, stort mere end 7, kan der jo ikke være tilbage af denne ulidelige ventetid. Vil du komme ombord, og tae imod mig, når jeg kommer? og må jeg ha erklæring fra toldboden her om at det er brugte sager jeg fører med mig? Her var så hyggeligt her på søndag; de blev til ¼ over to, så kan du selv tænke dig til. Og så kom et par af dem, de der skulde reise, igjen til frokost næste dag, og det havde Krogh og Heiberg fået nys om, og kom listende med. Da var det endnu livligere, tror jeg næsten, og så blev vi alle budne i aftenselskab hos en af dem som var her, så det gik i et kjør de to dage. Idag har jeg holdt mig hjemme i ro, og hele tiden ventet på det klokkeslet, som skulde bringe mig dit brev. Og så fik jeg intet, jeg. Her kom en veninde af mig ieftermiddag, som sad et par timer og snakkede, og sluttelig fik mig til at følge sig etpar ærinder i byen; jeg var nokså villig, for jeg tænkte, at så gik da altså den stund tid. Jeg er vis på du, at det onde, som har været imellem os skriver sig fra vor adskillelse. Jeg tror jeg på en måde går heroppe i Norge, og blier lidt altfor kjephøi af mig. Når jeg kommer ned til dig, og er henvist til dig, og til dig alene, blier jeg spagere og snillere, og lever mig mere sammen med dig. Jeg har aldrig før været dig så tæt og nær, som dernede hos dig, og fra den tid er du også bleven mig endnu uundværligere. Jeg er vis på det er godt for vor kjærlighed at det er mig, som kommer til dig, og ikke du til mig. Bare jeg nu måtte blie rigtig snil, og du rigtig fornøiet med mig. Er du nu bleven bange? Jeg har været det, men det er over nu, fra den dag jeg fik dit sidste brev, jeg føler bare, ved bare om dette eneste, ene, alt sig underlæggende, at jeg elsker dig, at livet uden dig blev mig en umulig byrde, at du er den eneste af alle i verden. Men der er lidt i dette at vi ikke er børn af det samme land. Det hændte undertiden at du, når jeg fremsatte en påstand, hvis rigtighed jeg vilde døet på, sa: «jamen bevis det»; sligt vilde ikke hændt om du havde været norsk eller jeg dansk. Det hænder mig aldrig når jeg taler med de mænd heroppe som jeg virkelig kan tale med om ting, der virkelig er noget, for der er et udgangspunkt som vi har fælles, enkelte grundsyn eller opfatninger, som der mellem os ikke kan disputeres om. Når du ikke forstod hvad jeg var vis på, jeg aldrig havde behøvet at forfægte for de andre, gjorde det så rasende ondt, og forekom mig så underlig oprørende, det var som du skar mig i kjødet, og jeg følte en heftig vrede næsten. Men dette skal jeg stræbe at få bugt med. Tilsidst vil vi vel komme til at forstå hinanden helt ud og ind; når du bare ikke i forveien går og er forstokket i den vished at det du tror og ved og opfatter er det eneste rette og sande; det har jeg en mistanke om, for det er jeg vistnok fristet til jeg på min side, og derfor kom jeg til at tænke, at vi måske havde truffet hinanden for sent. Når du nu bare elskede mig lige høit, men det er jeg så ræd for du ikke skal gjøre. Men vent da idetmindste til jeg kommer, og se så om du ikke blier glad i mig pånyt således som du var det i gamle dage.

Godnat min elskede Erik, ak om jeg kunde give dig et kys, et sådant som jeg vilde give det!

Din Amalie. –



240. Erik til Amalie

Onsdag den 13 Februar 1884

Min elskede dyrebare Pige, Du skulde leve i det Vejr vi har; her er en Mildhed og et Solskin som i højt Forår; hvis Du ikke allerede elskede mig, og Du kom herned, Du måtte falde i Kærlighed til nogen, og hvem kunde Du så bedre vælge end mig? Min elskede lille Pige, jeg har de og de Fejl, Du kender dem vel snart, men der er dog et og andet at holde af ved mig, bl.a. det, at jeg elsker Dig så højt. Du har ikke været rigtig god ved mig, og jeg har lidt derunder, men det har været Vejrets Skyld deroppe i det kolde Nord, der har sneget sig en Kuldegysning gennem dit Hjærte min elskede Ven, og det har gjort os begge Fortræd. Lad mig kun sige et eneste Ord om dette, nu da jeg kan tale derom, min blide lille Hustru. Du har ikke været mig en fuldtro Kammerat ved denne Lejlighed. Husk vi har fælles Nød, fælles Glæde, tag mig med i alle dine Stemninger. Tal til din Kammerat om din Frygt for vor forskellige Nationalitet, tag ham blidt om Armen og sig, at Du stoler på ham. Se ham ind i Øjet: danske Dreng, Du skal hjælpe mig at se til Bunds helt ned i det Gode ved jert danske Væsen, hvad er det, som gør jer til brave Folk, hvad får Landet til at blomstre? Jeg er en norsk Jenteunge med alle mine Forestillinger hamrede ind fra Barnsben med norske Spiger, jeg er blød af Sind, jeg ønsker ikke at have en eneste Forestilling spigret fast, som gør Uret imod nogen. Og jeg vil være sammen med Dig, Gut, og Du er dansk og jeg er norsk, og Du har ikke rusket i en eneste af mine Spigre og sagt, at den ikke duede, fordi den var norsk, Du har pillet ved og rykket i så den og så den fasthuggede Forestilling, men Du har ladet mig i Fred med min Norskhed. Sig mig Dreng, som jeg elsker, er der da ikke noget af det, Du vil have rettet ved mig, som Du fører tilbage til min Nationalkarakter, og som Du er bange for? Siger Du jo, Gut, og smiler og er altså alligevel ikke helt bange. Stoler Du da på mig Dreng? Tror Du, at jeg kan leve hele mit eget fødte og vundne Liv sammen med Dig og dine Landsmænd og føle og mærke Forskellen uden at blive harm, blot mærke Forskellen som Forskel, se den, værdsætte den, give Ros og Daddel og snakke med Dig om det, leve mine norske Tanker, blot vinde i Kundskab? Elsker Du mig da nok til det? Vil Du lade mig i Fred? Ja jeg mener ikke forkæle mig, som jeg er blevet det før, beholde alle mine Egensindigheder, men give mig mit eget Liv? Vil Du det, og fordrer Du det samme af mig? Vil Du, at jeg skal tie eller blot spørge, hvad jeg ikke forstår? Må jeg ikke dømme så rask, som jeg har gjort før? Men vil Du så også være skikkelig og ikke blære Dig med din Vigtighed og ikke bilde Dig ind, at Du er så Pokkers klog, bare fordi Du går langsommere og vidtløftigere til Værks end jeg? Og vil Du lade være med at fare op og skænde? – Vil Du give mig et Kys på det, og vil Du så have mig til ærlig fuldtro Kammerat, som ikke skiller min Sag fra din? Vil Du? Vil Du elske mig Erik? – Ser Du Stump, det var den Tale jeg havde ventet af Dig, og den var endt i den dybeste Omfavnelse. Men Du er et lille Trold, som bliver vred, fordi meget dog ser anderledes ud, end Du havde belavet Dig på. Jeg har sagt Dig Unge, at Skuffelser skal man lære at se tværs igennem, i Kærlighed som alle andre Steder. Uden det forstår man ikke den Kunst at leve. – Men nu har jeg jo fået dit Brev, og det er mig som havde dine Arme været om min Hals og din Mund på min, jeg er rolig og lykkelig på ny. – Vor «Tilskueren» er sendt igennem Cammermeyer til Dgbl. til Verdens G., til de bergenske Aviser, har de ikke modtaget Eksempl., er det Smøleri fra Boghandlerens Side. Gør mig den Tjeneste at erkyndige Dig om, hvorvidt heller ikke første Hæfte er modtaget, begge Hæfter er straks sendt til Norge. – Du kan begribe, at jeg er spændt på at få at vide, hvilken af Ændringerne ved din Afhandling Du er misfornøjet med, kunde Du ikke sige mig dem. Jeg har dit Manuskript i Behold og vil altså let kunne forstå blot en Antydning. Jeg lover Dig, at indser jeg ikke min Fejl, skal jeg ikke skriftlig give mig til at forklare noget, det har sine Vanskeligheder, vi er ikke sammenarbejdede. – Nej Stump, det vidste jeg ikke med de så tidlige Frierier – ja man har begyndt i god Tid med at ødelægge Dig. Var Du ikke så dejligt et Stof min Stump, var dit Liv sikkert blevet noget mærkeligt noget. – Om J.P. Skuespil vil Du i mit Brev til Dgbl.i mit Brev til Dgbl.: Eriks korrespondanse «Fra Kjøbenhavn» ble trykt i Dagbladet 14/2/84; han forteller bl.a. hvor dårlig John Paulsens stykke Falkenstrøm & Søn var. se Kvintesensen [sic] af min Mening; den nærmere Redegørelse er ikke interessantere, end at Du magelig kan vente. – Emma holder «Tilskueren», og de har sikkert alle fire læst din Afhandling, men ingen har talt til mig om den af dem. Jeg vilde ikke spørge de andre og Emma var ikke hjemme i Søndags da jeg spiste hos Mama. Kald Mama, Mama, det ligger mig naturligst i Øret og «Moder» må, synes mig, for Dig være unaturligt. – Du Amalie der er for mig noget helt forunderligt ved at jeg er så absolut ukendt for din Familie – din Moder navnlig vilde jeg så gerne kende, din Broder Adjunkten er jeg bange for.din Broder Adjunkten: dvs. Ludvig. Det første jeg gør, når jeg bliver pænt borgerlig gift med Dig, er at skrive til din Moder – før synes jeg ikke det rigtig vil falde for mig. Fortæl mig hvorledes det går med din hjemkomne Bro’r fra Amerikadin hjemkomne Bro’r fra Amerika: se brev 186, note 4. – – Ak Amalie tror Du, at jeg er en Snus bedre end at det skær mig i Hjærtet med dit Selskab. Jeg kan ikke fordrage at Chr Krogh skal være din Gæst og formodenlig være galant – når jeg ikke er med, hader jeg, at slige Mænd kaster sine Øjne på Dig. Forstår Du jeg angriber ham ikke på anden Måde end i en Situation hvor Du er med, der hænger for meget af Livets Smuds ved ham, til at jeg kan være hyggelig tilmode ved at tænke mig ham installeret i dine Stuer.

– Den svenske Pige får vi ikke, desværre, og endnu har ingen anden vist sig på Horisonten, hun var også dygtig til Madlavning. – Min Artikel om Tante Ulrikke var ikke god,Artikel om Tante Ulrikke: se brev 239, note 1. men den var også nærmest skrevet for at henlede Opmærksomheden på Bogen, gøre H. en Tjeneste, den Slubbert, han har to Breve fra mig og en Pengeforsending og intet Svar får jeg. Véd Du noget om ham? Går han ned ad Bakke eller op? Bor han endnu på Hægdehougsvejen,bor han endnu på Hægdehougsvejen: Gunnar Heiberg var i Kristiania fra høsten 1883 til han flyttet til Bergen våren 1884 som sceneinstruktør ved Den Nationale Scene. dertil har jeg sendt Brev og Avis. Jeg har skrevet et lille Stykke til Tilskuerens Martshæfte.et lille Stykke til Tilskuerens Martshæfte: novellen «Schwester Weleicka», som ble trykt i Tilskueren I, 1884, s. 207–13. Ja Du har Ret, Brandes’ Piece var noget overfladisk ubetydeligt noget, kedeligt på en underlig Måde flovset. Derimod synes jeg overmåde godt om Neergaards Artikel.Neergaards Artikkel: Niels Neergaard skrev en artikkel om Richard Cobden i Tilskueren I, 1884, s. 123–50, med fortsettelse s. 234–60. Søde man kan greje sig uden Iskasse. Men send mig Målene, endnu er der en Mulighed. Nu skal jeg til Byen for at spise og derfra i kgl Teater for at se «Tartuffe».«Tartuffe»: Molières Tartuffe (1664–69) ble spilt på Det kongelige Theater 13/2/84. Min elskede

Din Erik



241. Erik til Amalie

Torsdag Nat den 14 Februar [1884]

Amalie jeg har været ude hele Dagen fra imorges og kommer hjem og finder dit Brev nu i Nat sammen med to andre Breve – jeg kan ikke sammenligne det med andet på Jorden, end at jeg efter at have været borte fra Dig kom hjem og fandt Dig selv, og vi begyndte at fortælle hinanden, hvad vi hver for sig havde set og hørt i Mellemtiden – jo Stump jeg vil sammenligne det med, at vi havde været længe fra hinanden, og jeg ikke havde Ord for min Glæde, når vi kom sammen på ny. Jammen Amalie at Du ikke kan få se min Glæde! Et sådant Brev, ja min Ven, lad mig sige med ét Ord, at det i bogstavelig Forstand jager enhver Forestilling om mig selv ud af mig, jeg kan kun sanse Dig. Du er så elskelig, at det aldrig i Verden vil kunne siges. Amalie jeg synes, at Du er så sød, så vidunderlig mit Hjærtes yderste Forestilling om hvad Elskelighed er i Verden, at det er for mig som kunde jeg ikke rumme den Glæde Du giver mig. Og den Forestilling beholder jeg tilbage af mig selv, at jeg ved at leve her nede borte fra Dig, taber i uberegnelig Grad i Viden om hvad der er smukt og godt på Jorden, om hvad Du er. Min inderlig ubeskrivelig elskede, læg ikke Mærke til noget af hvad jeg skriver til Dig, vid om intet af hvad der på Papir har stået fra mig til Dig – det er dumme forladte elendige Forsøg på at tro på, at jeg uden at ånde i din Nærhed uden at føle Dig hos mig kan have en Forestilling om nogetsomhelst i Tilværelsen, kan ane blot Sammenhængen med den allerusleste lillebitteste Smule af en Begivenhed. Amalie jeg elsker Dig, det vil sige, at jeg intet er uden Dig, at Du ikke må tro noget om mig, før Du er hos mig. Amalie jeg er din – det er en Begyndelse for mig så absolut som Du ikke har hørt om nogen Begyndelse før.

Amalie jeg vil ikke vide noget, jeg vil ikke røre mig til noget i Verden anderledes end rent spøgelseagtig, før Du er hos mig. – Amalie jeg er kun i Dig hører Du, forstår Du, det er sandt, jeg har en Fornemmelse som er alt det, jeg ser og hører og føler selv, kun noget, andre finder på, som havde jeg ingen Del deri, før Du er min, min virkelige samlevende Hustru.

Véd Du nu dette Amalie?

Amalie Du har gjort mig så ud over ethvert Ord glad i Dig

Min elskede elskede!

Din Erik

Det er Vanvid men jeg kan formodenlig ikke skrive fornuftig til Dig i disse Dage jeg skal det og det!

Du har synes om min Artikel om H. og Du har haft det godt ved dit Selskab – altså elsker jeg begge Dele.



242. Amalie til Erik

Lørdag aften 16-2-84.

Min elskede, jeg har 3 breve fra dig, det ene deiligere end det andet; hvor du er sød og god og kjærlig; ja du har ret, det er som at ha’e fundet hinanden igjen efter en lang og pinefuld adskillelse. Du kan forstå at jeg elsker dig, elsker dig således at jeg fremfor alle ting i verden vil være dig tilpas, vil søge at tvinge og kue det oprørske og vrede i mig og blive stille og blid og god bestandig, bestandig foran dig. Og lad mig få lov at sige dig, at du har været udmærket klog og god og elskelig i din måde at behandle denne uenighed på. Du vil have noget tilgode hos mig, husk på at minde mig derom når det engang blir dig som er slem og ond, som jeg har været det denne gang. Du skal ha tak og ære for din søde, rolige tålmodighed! Hvor det var godt at du kunde overvinde dig til at la være at svare på mit sinte brev – jeg mener gå ind på det ilskede, som stod i det – det er mig et stort og nyt og dyrebart bevis på din kjærligheds gode art og på dens styrke. Som sagt, du skal ha det igjen engang, lad mig nu endelig ikke glemme det! og lad mig dog absolut lære af dig, du bedårende deilige mandige menneske. Slig en sinnetag som jeg kan være! jeg vidste det ikke engang. Og du, som alligevel elsker mig akurat ligehøit og lige inderligt som før! Tak elskede! Du gjør mig så usigelig lykkelig, slig en skat som livet, det ringeagtede liv ved dig er blevet mig. Engang skrev du: «det liv du foragter, skal du komme til at elske» – det var modigt af dig dengang, for det var i den allerførste tid, i et af de første breve vi vekslede, men sandt er det blevet og sandt vil det fremforalt blive i fremtiden når jeg er installeret i dine stuer som din hustru for alle menneskers øine. Nu kan jeg slet ikke forstå hvorledes jeg kunde orke at leve dengang du ikke var; sandelig, – det var godt gjort af mig at jeg fik såpas meget ordentligt og menneskeligt ud af det; skjøndt nu synes jeg det var som at leve i hades og som om jeg først ved min kjærlighed og ved dig, er kommen op i solens skin og luftens klarhed. Du, jeg kunde og vilde slet ikke leve, hvis du nu gik fra mig; jeg gjorde end ikke den svageste antydning af et forsøg; jeg måtte, og havde kun: at dø. – Hvor du har været flink i den sidste tid. Alt det du har fået skrevet, i Ude og Hj. i vort Dagblad i eders Morgenblad, til Tilskuerens martshæfte, og måske andre steder som jeg ikke har sét. Og du siger, du er sen til dit arbeide og klusser og søler, og får ingenting bestilt. Det er ikke sandt, du er flink og rask er du, jeg er så glad i dig! Her synes folk så udmærket godt om din anmeldelse af «Tante Ulrikke». Heiberg også; han fandt at folkemødet var så brilliant refereret, det var et helt kunststykke at kunne referere slig, som oftest når anmeldere refererede, ødelagde de det hele – sa han. Han spurgte om jeg skrev til dig, og bad mig i tilfælde hilse og takke dig så meget. «Skriv selv» – sa jeg. «Jeg formår det ikke» – var svaret – «det er det modbydeligste jeg gjør, at skrive breve.» Jeg har været ofte sammen med G.H. i vinter; jeg har aldrig set ham drukken,jeg har aldrig set ham drukken: Gunnar Heiberg hadde hatt litt av et rykte for å drikke seg full mens han var i København; se f.eks. Eriks brev nr. 37. aldrig, han har også flere gange været her, men nu vil jeg ikke ha ham mere, for han er begyndt at gjøre etslags kur, med at sidde og nistirre borte fra en krog, og se så underlig ubehagelig på mig. Idag, da han kom hen til mig på gaden, gik jeg øieblikkelig fra ham, og sa at jeg skulde ned en anden gade. Om han «går op eller ned» ved jeg ikke, – han er rædselsfuld doven, det ved jeg, men han ser udmærket pen og ordentlig ud, og er bleven så fin i en ny dress der sidder godt. Morsom er han også, og lader til at være i godt humør. Han søger posten i Bergen,han søger posten i Bergen: Se brev 240, note 5. men der siges at et menneske som har imod ham, en Mikkelsen som har med besættelsen at gjøre,Mikkelsen: Sakfører (senere statsminister) Chr. Michelsen var blitt medlem av styret for Den Nationale Scene i 1881. vil kaste ham og ta Jæger,Jæger: dvs. litteraturkritikeren Henrik Jæger, som skrev et par skuespill i 1880-årene. Hans Løse Fugle (1882) ble oppført mars-august 1883 både i Kristiania og i Bergen; Amalie og Erik må ha sett det under Eriks besøk i Norge sommeren 1883. den modbydelige fyr, du ved ham, forfat. til «Løse Fugle», som vi sammen så i teatret heroppe. Nu har H. bedet mig tale til konsul Gade,konsul Gade: F. G. Gade, som var stortingsmann 1883–85, og satt i styret for Den Nationale Scene. som er storthingsmand fra Bergen, og få ham til gjennem skrivelse at indvirke på stemningen deroppe til gunst for H. Jeg er dog bange for det er forsent. Der skal kun være disse to ansøgere. – Hvor jeg iaften blev lyksalig over dit brev, med al den glæde og kjærlighed som det rummer. Jeg måtte flere gange trykke det til mine læber. Lykkelig, lykkelig er jeg ved dig min Erik. Og hvorledes er jeg ikke din du elskede. Jeg vil være lukket inde i dig for resten af mit liv, ikke bekymre mig om andet i verden end at leve mig sammen med dig. Idag da jeg pludselig under en lænestol på gulvtæppet fandt den søde papirkniv du gav mig – den havde været borte for mig et par dage, og jeg havde med en egen urolig fornemmelse hveranden time omtrent, snuset omkring efter den, – tog jeg og kyssede den fra øverst til nederst på begge sider, og klappede den, – du skulde sét hvor glad jeg blev ved at finde den. Iskassens mål skal jeg sende dig næste gang, og jeg skriver meget snart igjen; iaften blier det hverken halvt eller alt, jeg er rasende træt efter en rangel igår, og kl. er mange, og der er meget jeg vilde sige dig. Hvad skal vi så gjøre med pige? Skal jeg høre efter en? Jeg sender dig tre af «dine» Dagblade,tre af «dine» Dagblade: se brev 240, note 1. – du vil jo altid ha tre, og et, hvor uddraget af din anmeldelse står,uddraget af din anmeldelse: se brev 239, note 1. Utdraget sto i Dagbladet 11-16/2/84. og et hvori Kristoffer Brun svarer på det Helland skrev om hans anmeldelse af «Over Ævne»hvori Kristoffer Brun svarer: trykt i Dagbladet 15/2/84. for at du kan se af hvad art den anmeldelse var.

Så er der et Dagblad til som du skulde havt, men det vil jeg ikke sende dig før jeg har fåt [sic] bede dig om for alt i verdens skyld ikke blive vred eller lei eller krænket på mig. Jeg er så rasende bange, så rasende bedrøvet over at jeg har skrevet det, men det var indleveret for over en uge siden, og havde jeg set din anmeldelse med de søde ord om hvilke skikkelser literaturen får tilført fra det «Unge Norges» leir, – jeg havde strøget hele den sidste ækle, vigtige passus. den sidste ækle, vigtige passus: Amalies anmeldelse av Drachmanns Skyggebilleder, signert A.M., sto i Dagbladet 16/2/84. Hun slutter med å sammenligne moderne dansk litteratur, som utelukkende beskjeftiger seg med erotikken, men den norske, som er opptatt av «en i reformatorisk Øjemed dreven Samfundsanalyse … Et produkt som Petter [sic] Nansens Unge Mennesker, der forresten er et lovende og i visse Maader betydeligt Arbejde, kunde saaledes ikke være skrevet af en norsk Forfatter, fordi det giver en Række Ynglinger, som ingenting vil og ingenting gider og ingenting ser at stræbe efter.» Helst vilde jeg lyve og lade som om A.M. slet ikke var mig, det kunde jo være hvemsomhelst, – men for det første går det ikke med at lyve for dig Erik, og for det andet vilde du kjende ordene igjen – da jeg har skrevet i lignende udtryk til dig, da vi talte om Nansens bog. Men hvis du mærker at man blir vred dernede, kan du så ikke for de andre lade som om det er en ung fyr eller sådant noget og bestemt afvise at det skulde være mig, hvis nogen sa det. For de andre kan vi altid lyve lidt. Jeg er bange for at støde folkene dernede, – de var jo alle så snille og venlige mod mig da jeg var dernede, og jeg vil jo så nødig opvække nogen unødvendig uvillie mod mig. Det er i Dagbladet for iaften det står, og det er en anmeldelse af Dr.manns bog, og jeg tænker det alligevel er bedst du får det med engang, da du ellers blir for nysgjerrig, og tror det er værre end det er. Men jeg sender bare den del af bladet hvori anmeldelsen står, for jeg har selv ikke læst det andet. Jeg skjælver af bedrøvelse af frygt for dig, for det er stygt af mig siden jeg er din og du er min og siden du er dansk, og jeg er norsk. Tilmed er det heller ikke godt skrevet, og ikke rigtig holdbart, – uf at jeg skulde skrive det; – det hele produkt har jeg rasket fra mig i en fart. Skriv straks du har læst det, og skjænd heller på mig end vær bedrøvet og forundret over mig, din forundring især kan jeg ikke tåle, for den betyder en ny skuffelse ved mig, den betyder at du siger til dig selv: jeg forstår ikke at Amalie kunde gjøre dette, og det kan jeg ikke holde ud! Min elskede tilgiv mig, jeg elsker dig du søde.

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Den konvolutprøve var vel liden.



243. Erik til Amalie

Mandag Morgen [18/2/84]

Elskede elskede Amalie det har været mig umuligt i disse Dage at skrive og heller ikke idag næppe imorgen får jeg et Øjebliks Fritid. Jeg går omkring med dit sidste dyrebare Brev i min Lomme til det bliver opslidt inden jeg kan sætte mig for Alvor hen og besvare det. I Brevet i Dgbl. havde man strøget et Angreb på Chr. Bruun, som var morsomt, det har naturligvis ærgret mig. Jeg var der ivrig efter at få Børresen hjem til sit Fødeland,at få Børresen hjem til sit Fødeland: H. P. Børresen var missionær blant stammefolket santalerne i Bengalen. han er dansk; jeg sagde, at Mirakler nettopp var for dannede Mennesker, hvad bryder en Mand i Santalistan sig om en rund Firkant osv. – Når man engang skriver noget godt får man det ikke trykt. Jeg må afsted nu med denne Lap!

Din Erik



244. Amalie til Erik

Kr.ania 19de februar 84.

Jeg vilde ha skrevet til dig på søndag, men blev skammelig forhindret; jeg havde glædet mig så til hele søndagseftermiddag at bare sidde og være med dig, du elskede dyrebare menneske; det skulde blevet et langt elskeligt brev, som skulde ladet dig føle helt ind, inderst inde min kjærlighed, og min dybe, grænseløse hengivelse til dig. Du skulde blevet glad over det brev, er jeg sikker på. Så blev det mig heller ikke muligt igår, og først nu tirsdag sidder jeg her, og skriver på et sølle skrog af et brev – er det ikke så I siger på dansk? Det får du altså først på torsdag, og hvis du svarer samme aften – det du endelig – så kan jeg ha det lørdag. Du skal ikke bryde dig om at dine skrivelser er korte; når du har knapt om tid – hvad jeg så godt kan tænke mig, du, som bestiller så meget, jeg ser bare hvordan det går mig – så kan du raske af en side eller to med bare disse korte, søde kjærlige udbrud, der går med en følelse af sødme, over i min daglige tanke, – nei i min bevidsthed, min sjæl, mit blod. Hvor jeg er lykkelig, som var fornuftig nok til straks at bli forelsket i dig! Hvor det vilde været synd for mig og jammerskade om min kjærlighed var falden på nogen eneste anden i verden. Hvad havde jeg ikke tabt om jeg ikke havde fundet dig, du skat af en mand, som har bevaret dit hjærte, tiltrods for at du har elsket før, og endog levet med andre kvinder. Jeg tror nu det kan komme til at ende med, at jeg kan tænke på dette, uden at føle det sviende stik i mit hjærte, som gjør så heftigt ondt, for du er dog frisk og ren og fin i din kjærlighed til mig, og den er dyb og stærk, om den end ikke er så heftig som den kunde været eller var i din første ungdom. Hvor det er herligt og godt at være elsket af dig, jeg synes min lod er så misundelsesværdig, at jeg skal ha lov til at eie dig og leve livet med dig, der er en svimlende lykke i denne tanke. Nei du, det er ikke vinterkulden heroppe i «det kolde nord» som du siger, der har sneget sig ind i mit hjærte, og «gjort os begge fortræd», for det kan ikke være den. En mildere og skjønnere vinter – når jeg undtager de skrækindjagende tågedage kan jeg ikke mindes at ha oplevet i Norge. Jeg synes der er ligesom vi har lusket os fra en vinter helt og holdent. – Jeg har siddet og læst igjen dit brev fra forrige onsdag det hvor du lader mig holde den lange spørsmåltale til dig, uden at afbryde mig, og jeg har kun at tage dig i mine arme, trykke dig tæt til mit hjærte, og kysse din elskede mund som kan lade mig tale så bravt og elskværdigt. Du er deilig er du, – og du skal se, jeg bliver nok også bedre med tiden, når jeg får levet en stund med dig. Du ender jo rigtignok med at kalde mig et lille trold, og det ord har jeg let høit af, de gange jeg har læst det; «lidet» vilde nu vi sige, det ser så uanseligt[?] ud det kjedelige «lille». Jeg har ikke fået spurgt efter om redaktionerne har fået «Tilskueren». Forrige lørdag, altså for 10 dage siden, havde de ikke modtaget noget eksemplar det ved jeg, og da havde jeg allerede havt mit i 5 dage. Men første hæfte fik både «Dagbladet» og «Verdens Gang». Uf den ækle iskasse, som jeg fremdeles har glemt at ta mål af, og nu gider jeg ikke gå derud hvor den står, det er så mørkt og ækelt; forresten haster det jo slet ikke; det kan altid være tidsnok, når det bare sker, at jeg får besked tilbage, inden jeg bryder op. Af hvem ved du at man kan hjælpe sig uden iskasse? Har din mor f.eks. sagt det? Nei du, jeg vil ikke sige dig hvilke forandringer jeg er misfornøiet med, det vilde koste så mange ord, for jeg vilde ikke kunne la være at motivere det, og det er så kjedeligt. Vent du bare til vi kan tales ved, så skal du nok få besked. Jeg er forresten bleven så umådelig rost heroppe for den artikel, så jeg har al mulig grund til at være mere end tilfreds med den. Naturligvis har den sådan overhovedet vundet uhyre ved at du har bearbeidet den, men der er dog enkelte ting som jeg med detsamme græmmede mig over var gjort, og som jeg bestandig vilde ønske ikke var gjort. – – Ja, når vi er gift skal du skrive til moderen, før synes jeg, som du det kan være det samme. Hun er så bedrøvet og nedtrykt i denne tid. Bernhard ligger ganske nedfor skriver hun – det er som jeg fortalte dig, han er kommen hjem bare for at dø, og han dør for sine udskeielsers skyld. Jeg kan ikke la være at tænke det er det bedste han kan gjøre, og jeg kan ikke mere føle sorg for det menneske, jeg har sørget så grænseløst over ham engang, da han havde stelt sig slig at han måtte sendes bort, men han har kureret mig. Hvad skal man stille op med et menneske, som bogstavelig kaster livet fra sig med vold og magt, og slænger sig nedfor i smuds og elendighed, som absolut ikke vil eller ikke kan andet. Jeg tror at Ludvig føler præcist som jeg i dette forhold. Med moderen er det anderledes. Hun er ikke bleven færdig med den gut, som jeg og Ludvig er det, og det vilde hun vel heller aldrig kunne blive. Hvis det var en af mine gutter, gik det vel mig ligedan. Jeg tænker på om dette var Jakob eller Ludvig, – og føler som at jeg måtte elske desmere, være des trofastere, jo dybere de sank. Men sådan var det fra først af også ligeoverfor Bernhard. Jeg husker godt at jeg aldrig havde vidst hvor forfærdelig meget jeg holdt af ham, før dette gale kom på med ham. Men siden er jeg bleven så rasende harm på ham, og end ikke nu, da han ligger der på sine gjerninger, er mine forrige følelser komne tilbage. Det er en passiv medlidenhed jeg nærer for ham. Han er selv så glad ved at få lov til at dø hjemme. Nu holder naturligvis moderen stakkel på med at skulle omvende ham. Jeg vilde ønske han døde i troen på Kristus, for så vilde moderen være usigelig glad, og mindet om hans endeligt vilde forsone alt det onde for hende; og ham kunde det jo ikke skade, men snarere gavne forsåvidt at han da måske døde med større glæde. Han vil, og ønsker kun at dø. Han er formelig utålmodig efter at det skal komme. Det har været en mærkelig fyr. Dengang det kom op om ham at han havde taget op flere års gage, og skrevet noget falskt i en regnskabsbog, bad han sin principal om at angive ham. Da denne bestemt nægtede det – han fik øieblikkelig sine penge af Vilh. og Ludv. gik han selv til politiet og angav sig. Han blev straks sat i varetægtsarrest, men kom ud igjen dagen efter, fordi det var en forbrydelse som offentligheden ikke kunde påtale – der måtte være en som anklagede ham. Så var det han reiste til Amerika, og der har han havt den ene plads efter den anden, og er gået fra igjen på grund af sit uleven. – Ja det er underligt at du slet ikke kjender moderen og Ludvig. Moderen vilde du nu ikke kunde tale med, tror jeg. Hun bevæger sig i en totalt forskjellig åndelig sfære, er konservativ, kristen på en måde rasende bornert i teorier sådan at det er håbløst at snakke, men i praksis meget bedre fordi hendes sunde forstand og gode hjærte løber af med hende. Jeg kan godt tale med hende, ikke om det der udgjør mit liv, med vi har jo så tusinde andre tilknytningspunkter og så holder vi af hinanden, og så er moderen så rasende fornøielig i al stilhed, bare for mig, ja, det vil sige, man må kjende hende godt for at merke hvor fornøielig hun er. Din mor kan og ved meget mere end moderen, skjøndt hun har udmærket godt hoved, men hun har fået en mangelfuld uddannelse fra barnsben af. Hun kom som barn, forældreløs i huset til en af disse velhavende spidsborgerlige bergenske kjøbmandsfamilier,forældreløs i huset til en af disse velhavende spidsborgerlige bergenske kjøbmandsfamilier: Det er ikke riktig at Amalies mor hadde vært foreldreløs; hennes far, Sjur Lasseson Hammersnæs, døde da hun var 28 og allerede gift, og hennes mor, Berthe Nielsdatter, døde først i 1875. Som også andre steder pynter Amalie på sannheten her for å forklare morens mangel på kunnskaper; hun var faktisk stuepike hos kjøpmann Hadeler. gik på en pigeskole deroppe, som du kan stole på ikke stod meget høit dengang for mere end halvhundrede år siden, og hun kom aldrig ud af Bergen by før hun for gud ved hvor mange år siden flyttede med gutterne til Kr.ania. Det var længe efter at jeg var gift. Når jeg tænker på det er jeg nysgjerrig for at se hvorledes du og moderen vilde greie det sammen. Jeg får stoppe nu, min elskede; kommer der brev iaften, føier jeg noget mere til. Du søde, søde gut. Jeg elsker dig. – Senere. Jeg har fået din lille lap. Tak min elskede! Du er sød og deilig, er du. Hvor jeg længes efter dit næste brev efter at se om du er sint for hvad jeg skrev i min anmeldelse.

Din Amalie.



245. Erik til Amalie

Tirsdag den 19 Februar 1884

Du lille søde Stump, som er bleven så bange for dine egne Ord i den Anmeldelse! Ja mulig kunde jeg have synes ilde om den, havde jeg læst den uden Forberedelse, nu er det mig umuligt. Jeg kan ikke engang dømme længer om Ordenes Vidde, jeg synes ikke de er så slemme, som Du vil gøre dem til. Du peger på en Forskel, som vistnok er sand, noget hårdt Angreb læser jeg ikke længer i denne Udtalelse. Du er så yndig, så fin og dejlig, og Du må gerne rynke på Næsen af dette «unge Danmark» – hvor meget eller hvor lidt det betyder i vor Udvikling her nede er mig overordenlig lidet klart. Denne Nansen er kun 22 År eller sligt, hans Kampfælle Iver IversenIver Iversen: en ung lege og forfatter, som debuterte 1884 med diktsamlingen Unge Piger. et År eller to ældre og deres Herre og Mester Herman Bang,Herre og Mester Herman Bang: Bang var ved denne tid en velkjent københavnsk kritiker og journalist ved Nationaltidende; han hadde utgitt både romaner (Haabløse Slægter (1880) og Fædra (1883)) og kritikk (Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier og Udkast (1880)). en underlig begavet Skabhals skrev tror jeg i næppe tyveårs Alderen, nu må han vel være nået op til 28–29 År, der er vistnok et Par Stykker til af ringere Kvalitet, jeg har hørt en nævne ved Navn AlbækAlbæk: Andreas Albeck, senere overrettssakfører, som tilhørte den Bangske litterære krets som ung mann og var medarbeider ved Vor Tid. – de er lapsede, stænkede med Parfume og står til en Side i Literaturen. Men Du skal dog lægge Mærke til, at det, som denne Samling «Begavelser» repræsenterer, også er et Brud med noget bestående, de tror at tjene kunstnerisk og social Sandhed på deres Vis, at bryde æstetiske Fordomme, de tager hårdt på Idealer, der endnu har Kurs. Denne Side af Livet, som deres Tanker dvæler ved, kommer glimtvis frem hos Kielland i hans første Ting, og det som G.A. Dahl gerne vilde,det som G. A. Dahl gjerne vilde: den norske dikter Gustav Adolph Dahl, som ifølge Kristian Elster d.y. «stod bohemen nær, men hans lille, ikke meget betydelige forfatterskap er ikke synderlig præget hverken av bohemtiden eller naturalismen» (Illustreret Norsk Litteraturhistorie II, 1924. s. 598). det er sådan noget, som de får gjort. Det findes i alle Literaturer. Gjellerup, Pontoppidan, ElmgaardElmgaard: dvs. Bertel Elmgaard, folkelig dansk forfatter og medarbeider ved Morgenbladet. har mættet sig med mere social Harme, og de er hidtil blevet betragtet som dem, der gik den lige Vej frem i Literaturen, de andre har man hidtil ikke ænset synderlig. Hvor Kraften er størst, i den u[d]adgående Gøren eller i den indadvendte Pegen er ikke så lige straks at sige – men jeg har som Du mest Samfølelse med den, der præker, fremfor med den, der sidder og pirker i sin egen Barm. Om de erotiske Motiver har mere eller mindre Værd end de sociale må vel fuldstændig afhænge af Måden, hvorpå de benyttes (Dukkehjem, Gengangere, Magnhild),Dukkehjem, Gengangere, Magnhild: dvs. Ibsens Et Dukkehjem (1879) og Gengangere (1881), Bjørnsons Magnhild (1877). men at dette unge Menneske, som Du har æklet Dig ved,dette unge Menneske, som Du har æklet Dig ved: dvs. Peter Nansen. Se brev 242, note 9. ikke røber Anlæg til at udbedre Samfundets Knokkelmarv, er vist. – Du det var kedeligt, at mit Indlæg imod Chr Bruun ikke kom frem. Det var så min lille Stump Præken i denne Sag. Det forekommer mig, at der er blevet taget så besynderlig håndfast omkring denne Ting: Mirakel – som om det overhoved lod sig gribe! Det er den runde Firkant, det umulige. Det er en Tilsnigelse, når de Kristne nu om Stunder taler om «Underet», de leder derved Tanken ind på det «vidunderlige» ?: det uforklarlige, og passer man ikke på dem, holder de af at falde til Ro med det Snak, at der kan være en «højere» Sammenhæng i Naturen, end vi aner, at hvad der for os er et Under, ikke er det for Gud. De mærker ikke, at de derved netop tager Livet af selve Miraklets Begreb. Så er det jo intet Mirakel, men en naturlig Ting, der er sket, og Guds «Almagt» har ikke vist sig. Almagt og Mirakel vil sige, at 2 og 3 ikke er 5, at Tiden kan gå tilbage, at en Syre og en Base ikke danner et Salt, at en Mand kan stå på Hovedet og på Benene på en Gang. Sker noget i Kraft af en højere Lov end vor, så er det blot en Naturens Taskenspillerkunst, en Benyttelse af vor Uvidenhed om Fremgangsmåden, og altså et Bedrag, hvis det for de Uvidende udgives for et Mirakel. Miraklet i sin Renhed er Sludder, forklaret er det Spilfægteri eller Bedrag. Dette kan man tvinge ind også i ufilosofiske Hoveder, og det forekommer mig næsten farligt, at der nu tales så meget om «Mirakel» og «Under», som var der overhoved Fornuft skabt i selve de Kristnes Standpunkt i denne Sag. Men mit virkelig vittige Indlæg vilde Dgbl. ikke binde an med. Jeg kan for Resten ikke forstå mig på de Mennesker. Nu har jeg først to Gange bedet om en Opgørelse og Tilsendelse af Tilgodehavende. Så får jeg langt om længe Svar fra Holst, om jeg blot vil behage at sende min Regning. Jeg svarer tilbage, at jeg ikke er i Stand til nøjagtig at opgive Forholdet, men at jeg gerne skal tjene ham i på Slump at sende ham mit Krav beregnet til 16 Kr pr Brev – det var da min Sandten ikke for meget. Heiberg havde fået udbetalt 52 Kr og tilbage blev en Fordring på 52 Kr for mig. Jeg har haft en Anmeldelse i Bladet. Skulde nu Manden ikke have skyndt sig med at sende mig denne Sum? Jeg skrev oven i Købet, at jeg vilde sætte Pris på snarest mulig at få Pengene. Det er en Tilfældighed at jeg uden disse Penge har kunnet klare mig i denne Måned. Men tror Du, at jeg har set en Øre? Denne Uorden plager mig. Jeg er selv akkurat i Pengesager, når jeg blot på nogen Måde kan være det, og en Institution som Dgbl. har ikke Lov til at lade sig kræve af en Medarbejder, det sætter Pris på. Hvad skal jeg gøre? Grov har jeg så rasende lidt Lyst til at gøre mig, men mine Penge vil jeg skam have. Kan Du give mig et Råd? – Hør nu Pigebarn, søde dejlige Unge, har Du dine Papirer i Orden? Din Dåbs- og Konfirmationsattest og din Skilsmissebevilling, hvori der må stå, at Du har Ret til at indgå nyt Ægteskab, og at der har fundet Skifte Sted. Send mig disse Ting snarest i anbefalet Brev. Jeg vil sikre mig i Tide, at der intet Formalitetsvrøvl kan opstå. Skal Knutzon [sic] være din Forlover?Knutzon: dvs. kunsthistorikeren Frederik G. Knudtzon. Det er nødvendigt at jeg indleverer min Begæring om Ægteskab med det allerførste, Forretningsgangen er ikke hurtig, og så går jeg til Overpræsidenten og aftaler med ham Dagen. Du må ikke tage dette ligegyldigt, jeg véd endnu intet om, hvad man af Pernittengryneri kan forlange i Magistraten i Anledning af, at Du er fra fremmed Land. – At vi skal giftes begynder nu for Resten at sive dejlig ud. Jeg går fri, men den ulykkelige Jakobden ulykkelige Jakob: dvs. Eriks venn Jacob With. omsuses af Spørgsmål på alle Kanter. Igår var der en, der var så venlig at interessere sig levende for vore Formuesforhold, fortæller J., han håbede da, at Skram ikke var så tåbelig at gifte sig, når ikke «hun» havde Formue. Der kan Du blot se, min søde lille rige Enke, hvad det er man venter af Dig. Ikke alene på det «åndelige Område» men også i det «timelige» skal Du være rig. Jeg er nu for Resten nysgjerrig Stump efter at se Dig tumle Dig med de satanisk små Indtægter vi får – når Du skal til at betænke Dig på hver Øre? Men Du skal se, når Du er omhyggelig, så får Du snart Instinkter efter vor Evne. – Ved Du, hvad der bliver det hårdeste, at vi ikke får Råd til at gøre Selskaber, ikke kan bede Folk hjem til os og gøre dem det godt, uden meget enkeltvis. I denne Måned har jeg arbejdet godt, der har været god Lejlighed, men hvad har jeg tjent? Ikke 100 Kr endnu. Jeg sender Dig en Artikel i Mrgbl., som er min første egenlig Skuespilkritik,min første egenlig Skuespilkritik: Artikkelen «Theatrene», signert E. Skram, ble trykt i Morgenbladet 19/2/84. Den omhandler Molières Tartuffe og Bournonvilles Toreadoren på Det kgl. Theater, og Putte (»frit efter Alfred Hennequin og Emile de Najacs Bébé«) på Dagmartheatret. idet jeg i den udelukkende har omtalt Udførelsen. Sig mig, om Du finder den morsom; det skulde jo netop prøves af dem, som ikke har set de pågældende Stykker. Igår lavede jeg en lille Opsats til «Ude og Hjemmes» Fastelavnsnummer,Opsats til «Ude og Hjemmes» Fastelavnsnummer: Eriks fortelling «Fastelavnserindringer» blir trykt i Ude og Hjemme Nr.334, 24/2/84, s. 266–67. jeg kunde først begynde Kl 2, så skrev jeg til Kl 5, kasserede alt hvad jeg havde skrevet, gik til Byen spiste Middag, måtte læse Korrektur på min Artikel i Mrgbl. og kom hjem Kl 8. Så tog jeg fat på ny. Dit Brev kom, medens jeg skrev. Jeg turde ikke åbne det, før jeg var færdig. Jeg blev færdig, men jeg tror, at det er yderlig flovt. Det hedder «Fastelavnserindringer» – uf, skulde jeg ikke have Penge for det, lod jeg det ikke trykke. Når Du tænker på, hvad jeg bestiller, må Du for Resten ikke glemme mine mange Timers Arbejde i Rigsdagen, og så de Timer jeg tilbringer i Teatre el. andre Steder, når det er Råstof, som skal behandles. Jeg skrev i forrige Nr af Ude og Hj. en lille Ting som Tekst til Billeder,en lille Ting som Tekst til Billeder: Eriks petit «Fra Nytorv» (signert E.S.) ble trykt i Ude og Hjemme Nr.333, 17/2/84, s. 255–56. 53 Linjer der i Bladet, ?: 70–80 Linjer i Dgbl.; ser Du det er noget, som Schandorff [sic] sætter sig hen og læser 6 Gange igennem for at lære at skrive dansk, han har umådelig Respekt for min «Stil», og som G.B. siger om, at det er aldeles udmærket, men at det er en Skam at anvende et sådant Arbejde på så lille en Opgave – det har han sagt til Jakob – men så fryder jeg mig. Selv var jeg for Resten ikke tilfreds dermed. Det tog mig sikkert 4–5 Timer, når jeg regner den Tid med jeg gik på «Nytorv» – det var et Billede af Torvets Liv – og gloede, og det indbringer mig lidt over 4 Kr. Satsen er bragt ned til 8 Øre Linjen. Mine Fastelavnserindringer antager jeg at kunne anslå til 15–16 Kr., den Artikel jeg sender Dig til 17, Du kan se af hvor lidt Indtægterne må sammenstykkes. Så bliver jeg tilmed i denne Tid modelleret,Så bliver jeg … modelleret: se brev 238, note 2. og det har slugt uforskammet megen Tid, Billedhuggeren bor ¾ Times Vej fra mig, og han siger, at jeg er meget vanskeligere end han havde troet. Foreløbig ligner det ikke det mindste. SindingSinding: Stephan Sinding, norsk-dansk billedhugger, som bl.a. laget statuene av Ibsen og Bjørnson som står utenfor Nationaltheatret i Oslo. ligger for Tiden her nede og arbejder for Panoptikum. HasselbergHasselberg: Per Hasselberg, svensk billedhugger, som arbeidet i Paris 1876–90. tror jeg det er, Svenskeren, som skal gøre Bjørnson og Lie i Paris. Begge Brandes’erne og Jacobsen har nægtet at sidde for nogen Billedhugger, af Kielland haves Krøyers BysteKrøyers Byste: P. S. Krøyer laget en byste av Alexander Kielland i 1883. – jeg skal spørge en Dag om man har tænkt på at få Sverdrup. Det er nogle dejlige Narrestreger det hele, men jeg ser ikke nogensomhelst Grund til, at man ikke skulde gøre den Narrestreg med, når Folk har Lyst til at give deres Penge dertil.

– For Kærlighedsbreve Du sender mig Amalie i denne Tid! Min elskede dyrebare Pige, Du giver mig en Fryd, som jeg skal prøve på at betale Dig en lille Smule tilbage af, når jeg har Dig. Lidt og lidt skal jeg forsøge at dryppe ind i Dig mit Livs lyksalige Tro og Håb, som jeg har fået af Dig. Amalie Stump Du giver mig Ære, fordi jeg ikke har skreget op af Smærte, da Du tog lidt hårdt på mig – Du glemmer, at Du har taget blødt før, og at jeg har en Kapital, altså en Kapital at tære på, og så Stump, så hjalp jo ved denne Lejlighed vor Adskillelse mig. Det er slet ikke så underligt, at jeg tænkte ved denne Lejlighed, da jeg kunde, at jeg vilde vente på det Gode, der måtte komme. Så græsselig sikker på, at jeg ikke skriger en anden Gang, er jeg ikke. – Men nu er jeg træt min egen velsignede Stump. God Nat

Din Erik



246. Erik til Amalie

Fredag den 22 Februar 1884

Min elskede Dejlighedsunge, jeg har været noget slap idag og ligget på min Sofa og er faldet i Søvn i Stedet for at bruge Tiden til at skrive til Dig, men det kommer af noget stikkende Hovedpineskidteri, og det kommer igen af en Middag igår med megen Mad og Vin og stærke Cigarer. Sødeste min Unge, i disse rædsomme Ventemåneder har jeg vænnet mig til, når jeg er ude, at drikke meget mere, end jeg nogensinde før har gjort. Det er mig næsten nødvendigt for at være livlig, jeg går altid på Randen af et gabende Kedsomhedssvælg, og for dristig at tilbagelægge Vejen bruger jeg kraftige Stimulanser. Du må ikke blive bange, Stump, og tro, at jeg beruser mig, det synes næsten, som om jeg kan tåle uberegnelige Kvantiteter, men det efterlader stundom – ikke altid – en slem Hovedpine den næste Dag. Dejlighed, jeg kunde altså ikke skrive igår lige ved Modtagelsen af dit Brev. Klokken var for mange da jeg kom hjem, og Du får nu først disse Linjer Mandag Morgen, men Du skal være brav Pige alligevel og blive glad for det. Elskede, har Du tænkt på, at jeg dræber Dig den første Dag Du kommer til København? Jeg knuger Dig ihjel, der bliver slet ikke noget af vort Bryllup, for Du dør i mine Arme. Har Du Mod alligevel? Kom Unge, fremskynd af al din Formue dette Øjeblik, dø og lev og le og græd og vær min i alle Tider. Elskede Fornuftighed, tossede Unge kryst Dig ind til mig og bliv i min Favn og vær den snilleste Jente på Jorden, så skal jeg lade et lille bitte Pust blive tilovers i Dig, som Du kan leve af, men jeg vil myrde Dig først, bryde Dig ihjel i en Omfavnelse, sønderklemme det i Dig, som ikke må leve. Jeg vil lægge min Mund på din, Du skal aldrig få Lov til at tale uden Du føler min Ånde i din. Hører Du, og aldrig må Du tage din Mund fra min, jeg vil kun tale nu og da, og da altid med min Stemme fyldt med den Luft Du sagte puster over mit Ansigt og ind i min Strube. – Amalie, hvad om vi bad din Broder Ludvig komme her ned til vort Bryllup? Når vi nu siger, at det bliver den 3 eller 4 April, så er det ikke mere end nogle Dage før Påskeferien. Vilde Du ikke synes det var hyggeligt at have en af dine kære med? Tænk på det, jeg vilde overordenlig gerne på denne Måde se min Svoger. Så kunde han bringe Bud hjem til din Moder og fortælle, at de Mennesker Du skulde leve med her nede, dog forholdsvis tog sig skikkelige ud. Tænk nu på det, Stump. – Det ender dog vistnok med, at vi kan få Juttas fortræffelige Elin – alene for Navnets Skyld bør en sådan Pige fæstes – og jeg kan ikke nægte, at jeg vilde se derpå med megen Beroligelse. Skulde Du tage en Pige ned med, vilde det for det første være lidt dyrt og dernæst vilde netop den første Tid blive Dig dobbelt besværlig, når både Du og din Pige var lige ukendte med alt, Priser Steder osv. – Iskasse har hverken Jutta eller Mama eller overhoved nogen tarveligere Famlie her nede. Is er jevnlig [sic] rasende dyr. Man køber til Huset formoder jeg i så små Kvantiteter, at intet alligevel fordærves. I vor Lejlighed rummesterer nu Snedkeren som skal sætte dobbelte Vinduer helt op og slå Brædder for Vinduet, som skal spærres. Efter ham kommer Maleren, men der bliver ingen Lugt, det er jo Limfarve der kommer på Væggene, og Stump – bliv nu ikke sint – Dørene får vi ikke sorte. Værten bad så ynkelig for sig og var så flink i alle andre Måder, vi får brede sorte Rammer på Dørene, mere kunde jeg ikke uden Ufred opnå; men tro nu ikke, at Lejligheden bliver ubeboelig for det, de gulbrune Døre og Vindueskarme er ganske skikkelige også de. – Jutta venter sin Nedkomst tror jeg i disse Dage. De to ældste Pigebørn lever hos Mama, og forleden tog jeg dem med i Kasino for at se et Udstyrsstykke «På Havsens Bund»,«På Havsens Bund»: folkekomedie, fritt etter Ferd. Dugué og Cortamberts Une drame au fond de la mer ved Erik Bøgh. noget Satans kedsommeligt Tøjeri, men Ungerne morede sig. Karen er en sød blid kærlig Pige, Ellen en morsom lille egenkærlig Tingest, der ikke kan være rolig et Minut. Hun bliver engang rasende koket, en farlig Natur. Det var nok så underholdende at sidde som gammel Morbror med disse to. I Aften skal jeg i Folketeatret til et Par nye Stykker,et Par nye Stykker: Erik skulle se Don Cæsar de Bazan (etter Dumanoir og Dennerys Don César de Bazin) og farsen Høje Gæster, som begge hadde première på Folketeatret 22/2/84. og igår burde jeg have været i det kgl – det er min Sandten ikke altid for sin Fornøjelses Skyld at man må trave om i Teatrene, på Søndag må jeg i Kasino,på Søndag må jeg i Kasino: Lolotte, lystspill av Meilhac og Halévy, hadde sin première på Kasino 22/2/84. og sådan bliver det nu formodenlig ved en Tid. Der har været temmelig rolige Teaterforhold for længe, nu strænge de sig an i Slutningen af Sæsonen. Nu skal jeg klæde mig på og så til min Middag og så er det Teatertid. Jeg skal skrive alt i Aften om hvad jeg har set, jeg kommer derfor så sent hjem og formodenlig med en så dundrende Hovedpine, at det er fornuftigst nu at slutte. Farvel altså Elskede

Din Erik



247. Amalie til Erik

Lørdag formiddag 23de [april – krysset ut] februar 84.

Tak Du min elskede for dit brev af 19de, hvori du beroliger min urolige banghed for at du skulde være bleven ilde berørt af min anmeldelse. Nei noget angreb var det jo ikke, end sige, noget hårdt angreb, – jeg var kun ræd for at du skulde være bleven ubehagelig pirket i af det, det var det hele. Tak du sødeste, sindigste, at du skriver så snilt og pent om det. Heroppe har naturligvis ingen synes at der var noget iveien med ordene. Jeg spurgte nogle som talte om anmeldelsen om de syntes det så det ringeste affeiende eller hipagtigt ud, men de forstod ikke engang hvad jeg mente. Fra Caterinus Bang fik jeg atter en uhyre anerkjendende hilsen; Helland og Garborg kom begge og fortalte mig hvor megen pris han satte på hvad jeg skrev. «Det om den danske literatur havde været så aldeles slående rigtigt og hele anmeldelsen,» – det filleri fortjente dog virkelig ikke alle de lovord. Jeg bad dem hilse Bang fra mig og sige at nu havde jeg fået høre så meget godt fra ham, og nu formærkede jeg at han måtte være i høi grad velvillig i sin mening om mig, og derfor syntes jeg han var et elskeligt menneske. Så fik jeg en skrivelse fra Garborg med megen ros over min anmeldelse i Tilskueren, han havde lovet at fortælle mig mundtligt hvad han syntes, såsnart han havde læst den, men så skrev han fordi han påstår at jeg aldrig er hjemme. Jeg sender dig den for, skjøndt nei, – det gjør jeg ikke, det er dumt at lægge så stor vægt på deslige udtalelser, når jeg repeterer den klinger det som selvros i mine egne øren. – Jeg regner ikke Dukkehjemmets, Gengangeres, Magnhilds motiver til de erotiske, ja den slags erotiske motiver kan man sagtens ha brug for; – men det er en tilsnigelse af dig at forsøge at argumentere ved at føre disse, vore egne ypperste literære storværker i marken, og det ved du godt, og har heller ikke villet jeg skulde ta det alvorligt. Det må vi endelig tale om, når vi sés. Ja, jeg synes som du at man snakker formeget om dette mirakelvrøvl; forresten forholder det sig virkelig således at de kristne fuldt og fast tror på at mirakler har sket, og kan ske. Den flok Chr. Bruun er fører for,Den flok Chr. Bruun er fører for: Inspirert av Grundtvig ville Christopher Bruun gjennom folkehøyskolen fornye den folkelige kristentro. Hans tidsskrift For frisindet Christendom kom ut i årene 1884–88. er for det første ikke liden, og dernæst er den den bedre del af de kristne på en vis, så man får vel høre og besvare hvad de siger. Der kan du se, hvor forargeligt det er at få strøget ting som man netop ønskede sagt. Dagbladet har ikke turdet ta det, netop fordi de mirakeltroende, de andægtige ligeoverfor alt dette religionsvæsen er så mange. Dgbldt er jo organ for hele venstre, og massen af dette er kristent, ved du. Jeg er forbauset over «Dagbldts» opførsel. Når jeg har forlangt honorar, siden Holst kom til, har jeg straks fået det; latterligt lidet har det jo været. For de 3 ting: Om En Hanske, Bondestudenter og nu om Dr.mans [sic] bog, har jeg fået 40 kr. Hvad skal man sige til en sådan parodi på arbeidsløn. Jeg ved ikke hvad du skal gjøre med de folk, der er jo intet andet at foretage sig end at kræve dem, og det har du jo gjort, det er ækelt. Kan Du ikke skrive til Irgens Hansen og spørge ham om hvad meningen med dette er? Det står forresten slet ikke så godt til med bladets finantser, som det hed sig: Jeg har nu talt med konsul Gade en af de største eierekonsul Gade: se brev 242, note 5. Det har ikke vært mulig å finne hvorvidt han var en av de største eiere av Dagbladet; det står ikke noe om det i hans selvbiografi i slektsboken (Ingeborg Gade: Stamtavle over Slegterne Gade og Wallem, 1921). – han var netop nu hos mig, og han siger at der ikke er tale om at det har svaret sig. Han fandt budgettet altfor stort; der måtte foretages indskrænkninger. Jeg fremhævede at det endelig ikke måtte være honorarbetalingerne som indskrænkedes, og forfægtede at bladet aldrig vilde kunne stå sig på den ting. Deri var han også ganske enig. Men tænke sig for alt det gratisarbeide, der gjøres inden venstre! Det er imponerende for det viser hvilken kraft tro på en sag, giver. – Iforgårs endelig sendte Garborg svar til G. BrandesGarborg svar til G. Brandes: Brevet er datert 21/2/84, og er trykt i Georg og Edv. Brandes: Brevveksling med nordiske forfattere og videnskabsmænd, Bind IV, s. 403–6. – du husker han havde bedet om biografiske oplysninger til sit essay. Det hele stod på to sider, og der var så forbigående som muligt pegt på at det 18de århundrede,det 18de århundrede: Amalie må mene Brandes’ Hovedstrømninger; det står i brevet «Deres ‘Hovedstrømninger’ … angreb mig i høi Grad og væsentlig bidrog til at undergrave mit Forsøg paa ‘et kristelig Standpunkt’.» Ibid., s. 405. eller hvad den hed den bog havde øvet nogen indflydelse på ham, hvorimod han dvælede udførligere ved den vækkelse han havde modtaget fra andre hold. Garborg har som sagt fået afsmag for Brandes’ maner. Endvidere skrev han at det var ham naturligvis til stor ære og glæde at han, G.B. vilde sætte noget på tryk om «Bondestudentar», og det uagtet han havde forberedt ham på, at det langtfra blev bare rosende, men om den bog havde fru Müller skrevet så godt, og med sådan forståelse, at han for sin del var fuldstændig tilfreds. Ingen kunde gjøre det bedre og rigtigere. Hører du det, du, som er så vigtig! Jeg har ikke mine papirer i orden. Heiberg har forlængesiden indsendt ansøgning om tilladelse til at indtræde i nyt ægteskab, men der er endnu intet svar kommet. Han mente at en så courant sag vilde være ordnet på en 3 ugers tid, og da havde han enda taget hensyn til den langsomme forretningsgang. Men nu falder dommen på mandag over ministerietnu falder dommen på mandag: se brev 234, note 5. – du kan vide her er spænding – og hvad da sker, ved ingen. Denne bevilgning skal udstedes af kongen i statsråd, og gud ved når der holdes statsråd under disse opløsningsforhold, havde jeg nær sagt. Imidlertid må det vel være færdig i løbet af marts, og kan ikke du få det nødvendige greiet dernede uden at ha mine papirer. Du kan jo sige til Overpræfekten at så og så forholder det sig, og at jeg skal bringe med de nødvendige greier, han må jo kunne indse at under slige rigsretstilstande er det ikke så greit at ha alting iorden. Nogen dåbsattest og do konfirmations har jeg ikke. Heiberg mente at det var tilstrækkeligt at få fra ham en bevidnelse af at lovene i Norge var som i Danmark, at ingen kunde være bleven gift uden også at være døbt og konfirmeret, og at altså jeg var i orden, hvad det angik. Kan du ikke spørge også om dette. For ellers må jeg først skrive til moderen og få besked om hvilken kirke jeg er døbt i, – det husker jeg ikke sikkert, og så må jeg korrespondere med en i Bergen, som kan gå og skaffe mig disse attester. Hvis du intet kan foretage dig uden at ha’e mine papirer at fremlægge, og hvis også du – (som jo dog ikke har været gift før, mig bekjendt –) også skal være nødt til at indgive ansøgning om lov til at gifte dig, så vil altså det komme at hænde, at vort ægteskab bliver opsat, hvis jeg da ikke en af de allerførste dage får bevilgningen, hvad der er usandsynligt. Det var jo dumt af mig at jeg ikke straks med detsamme jeg kom tilbage fra Kjøbenhavn gik igang med dette, men Heiberg som jeg talte med i januar, mente at jeg var tidsnok ude, når det ikke skulde ske før i begyndelsen af april. – Din artikel i Morgenbladetdin artikel i Morgenbladet: se brev 245, note 10. var vistnok noget rigtig godt i retning af skuespilkritik, det var morsomt og fængslende at læse den, skjøndt jeg slet ikke kjender Tartuffe, hvad der er en skam for mig. Ja tænk, dit arbeide i rigsdagen tænkte jeg ikke på, da jeg var forundret over hvad du fik gjøre, og så har du jo også på embeds vegne at gå i teatrene. Jeg glæder mig til at se dig der i «Panoptikum»; men du kan stole på du blier ikke halvt så smuk som du er i dig selv, du deilighed.

Nu i disse dage, kommer fru Schjøtts anmeldelse af Moderne D. i Tidsskriftet.fru Schjøtts anmeldelse af Moderne D: se brev 218, note 2. Vullum har vist mig et stykke af det i korrekturen, og det er meget rosende. Her er opstået en forbitrelse – man gik og troede at det var bleven opgivet, alle undtagen jeg, – nu da man ser det er bleven alvor. Vullum gik straks på Sars og sa at han vilde nedlægge protest med sit fulde navn i Dagbladet, og oplyse almenheden om at han, hvis han havde vidst at den anmeldelse var kommet, ikke vilde skrevet hvad han til dette hefte har skrevet. Sars sae at han ikke lod sig pågå, men gjorde hvad han vilde. V. svarede, at ja, men så gjorde også han hvad han vilde, og det gjorde de andre og. Der bliver vrøvl om dette, skriveri og spektakel. Det er så meget besyndeligere af Sars som Skavlan var så meget imod det, og slet ikke vidste af at det var kommen i trykkeriet. Der er flere her som taler om at opsige det, og man er mere forarget end man til hverdags pleier at kunne blive. Men nu falder jo dommen over ministeriet, og så sluges alt andet op af dette. Farvel min elskede, dyrebare skat. Måske skriver jeg lidt mere iaften. – Godaften: kl. er 11: Der kom et langt brev fra Bertha Knudtzon,brev fra Bertha Knudtzon: brevet finnes ikke på KB. jeg troede først det var fra dig, og blev derfor så skuffet. Hun havde været i middag hos Adlers,hos Adlers: sannsynligvis journalisten Viggo Adler og frue. Han ble redaksjonssekretær i Politiken 1884–97. hvor vi, du og jeg var bleven drøftet uafladelig. F. Bendix havde påstået at det ikke var sandt vi skulde giftes, kunde ikke være det. Det berører mig så ilde denne gramsen af fremmede næver på os og vore intimeste greier, bare de ækle mennesker vilde la os i fred, hvad kommer det andre ved, eller bare man idetmindste ikke vilde fortælle mig det igjen. Hvor det er utåleligt alt dette snakkeri. – Du skal indbydes til Knudtzons i næste uge til selskab siger Bertha, de har ikke sét dig på så længe, og længes formelig efter dig. Vær nu elskværdig, så de kan se hvor sød du er. Jeg sender dig Dgbldt, for at du kan se Wullums protest mod Nyt TidsskriftWullums protest mot Nyt Tidsskrift: Dagbladet 23/2/84 inneholder en «Nødvendig Erklæring» signert Erik Vullum, som går ut på at han ikke ville ha skrevet anmeldelser til Nyt Tidsskrift om han hadde visst at anmeldelsen av Moderne Damer skulle trykkes der. i anled. anmeldelsen, det kom til middags. Dette er en forløber bare for de andre udtalelser som vil komme. Prof. Skavlan skal ha sagt hører jeg at han kun på den betingelse at M.S. ikke mere får lov at skrive i Tidsskriftet vil blive stående som redaktør. At han er meget vred derover, ved jeg. Godnat min elskede Erik. Gud give dagen for min afreise alt var bestemt og at alt var i orden. Undertiden tror jeg at det hele ikke blier noget af. Var jeg dog bare hos dig igjen!

Din Amalie. –



248. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 26 Februar 1884

Min søde elskede Stump, Du har fået mit Telegram.mit Telegram: mangler i brevsamlingen. Jeg håber, at dets Modtagelse må have givet Dig Indtrykket af, at der dels ingen Tid er at spilde, og at dels ingen Formalitet må springes over. Jeg har idag forhørt mig i forskellige Magistratskontorer, og Resultatet er foreløbig ikke opmuntrende. Alle Love er dumme og alle Håndhævere af dem uden Begreb. Den borgerlige Ægteskabslov har ikke forudset det Tilfælde, at Bruden bor i fremmed Land, og deraf opstår en Række praktiske Vanskeligheder ved Opfyldelsen af forskellige Fordringer, særlig den, at Begæringen om Ægteskab skal «tinglæses» i Brudens Hjemsted, og at en sådan Tinglæsning fra ét Land til et andet ingen Gyldighed har. Spørg imidlertid Adv Heiberg om eventuelt en Begæring om Ægteskab kan blive tinglæst i Kristiania. Du må spørge straks og svare straks. I det hele Stump må Du så nøje som mulig og så hurtig som mulig gøre alt hvad jeg beder Dig om at gøre af Formaliteter, hvor idiotiske de end kan synes Dig. Der er her ingen anden Mulighed end at gøre blindt hvad der forlanges af Myndighederne. Det er muligt, at en Tinglæsning i Norge, hvis den kan gå for sig, vil blive anset for lige god med en Tinglæsning i en By i Danmark uden for København. Men jeg må så hurtig som mulig have at vide, om en sådan Tinglæsning overhoved kan gå for sig hos jer. Jeg har set de norske Bestemmelser om borgerligt Ægteskab efter, og der forlanges ikke dette om Tinglæsning – der svarer til Lysning i Kirken ved kirkelig Vielse. Altså spørg og svar, og hvis der fordres en særlig Form for Affattelsen af Begæringen så få den opskreven og send mig den. Her vil Formen simpelthen lyde således: Herved anmeldes, at N.N. boende der og der og N.N. boende der og der agte at indgå borgerligt Ægteskab for Københavns Magistrat. Netop dette, at Bopælen skal opgives, og at Loven bestemmer, at Tinglæsningen skal foregå, hvor Bruden hører hjemme, standser os ved det første Skridt, hvis vi ikke kan sætte en fingeret Bopæl for Dig, t.E. Amaliegade 14. Men har man gjort dette, er der en Mulighed for, at vedkommende Embedsmand vil forsikre sig om, at Du virkelig har Bolig der, hvor Du opgiver det, og så står man der. For bogstavelig at opfylde Lovens Fordring, måtte Du altså først flytte her ned og så vente en Måned, inden Bryllupet kunde gå for sig, idet der skal gå tre Uger efter Tinglæsningen, inden Bryllupet må ske. Dåbs- og Konfirmationsattest vil mulig ikke blive forlangt, hvis din Skilsmissebevilling og Bevillingen til at indgå nyt Ægteskab – at I også har de to Ting adskilte! – indeholder fuldstændig Oplysning, men lige så muligt forlanges disse Papirer, og på så simpel en Sag som Fremlæggelse af et Par Attester vil vi ikke standses en Dag. Du må altså Stump føle, at alt dette Sludder er alvorligt, Du må ikke i Ærgrelse over det forsømme det mindste. Det var dog virkelig ingen Spas, om vi skulde vente eller tvinges til at løse Kongebrev og krybe ind i en Kirke. Det er tilmed også dyrt. Hvad Du altså nu har at gøre er at gå til Advokat Heiberg, sige ham, at han skal gå op i de Kontorer, som har med din Begæring om Ægteskabstilladelse at gøre, slå i Bordet for dem, eventuelt forlange af Kongen at Bevillingen skal udstedes uden en Dags Smøleri. Uden denne Bevilling i Hænde kan vi overhoved ikke røre os. Det er det ene, og det andet er Spørgsmålet om Tinglæsning. Det tredje er den øjeblikkelige Underretning til mig. Altså det haster og enhver Småting er lige vigtig med det store. At også de Satans Statsråder netop skal dømmes nu, når vi har Brug for deres rent borgerlige Administration! Dommen faldt da forøvrig ikke igår, i Aften har jeg ingen Telegrammer set i min Fjærnhed fra Mennesker og Aviser her ude på Østerbro, men efter Telegrammerne fra igår at dømme synes der jo endnu at kunne gå Dage hen, Protokolleringen tager jo lang Tid. Er I spændte? Hvad skal der ske? Her nede følger man naturligvis med stor Interesse Sagen, om end den lange Retsforhandling har slappet Spændingen. Man har været ved at tabe Tråden i det hele. Her ventes en simpel Dom fra Embede uden Tilføjelse af Uværdighed til fremtidig at træde i Statens Tjeneste. Svarer det til Forventningerne hos jer? – Vullums udmærkede kraftige Erklæring læste jeg igår Aftes på Kaféen, inden jeg kom hjem og fandt dit Brev min yndige Ven, med Dgbl. Det gav et Stød i mig, kan Du tro, da jeg træt og døsig efter Dagens Slid – jeg havde skrevet Artikel været i to Teatre, skrevet yderligere, læst Korrektur – faldt over denne «Nødvendige Erklæring»«Nødvendige Erklæring»: se brev 247, note 10. Kl ½ 1 efter endt Aftensmåltid. Heldigvis forstod jeg jo Sammenhængen og så i Ånden hele den øvrige Hær vandre op med vrede Miner. Nu kommer formodenlig dog de store Begivenheder og forvisker Sagen. Den gode Fru Schjøtt synes jeg er den ærgerligste, hun kunde have taget sin Artikel tilbage, om hun så hundrede Gange mente, at den var berettiget, men også Sars bærer sig besynderlig ad. De må i Sandhed have bundet sig med mærkelige Bånd til Pjalten J.P. for at træde op som de gør. Vullum er virkelig her en gæv Riddersmand, og det glæder mig overordentlig, at mit sidste Indtryk af ham fra Kristiania i Sommer var så godt som det var. Du husker måske, at jeg traf ham hos Garborg og senere samme Dag spiste sammen med ham hos Ingebretthos Ingebrett: se brev 177, note 8. lige inden jeg skulde i Teatret. Han havde da skrevet sin ypperlige Artikel om Greven af Chambords Død i Verdens Gang,Artikel om Greven af Chambords Død i Verdens Gang: Erik Vullums artikkel «Den siste Bourbon» ble trykt i Verdens Gang 28/8/83. jeg roste den, og han var livlig, det var formelig med Beklagelse at jeg gik fra ham ind i Teatret. – Imorges fik jeg Indbydelsen fra Knudtzons, jeg har endnu ikke svaret, jeg gør det nu i Aften og lægger Brevet til Bertha i Postkassen sammen med dette til Dig og to andre Breve. Det ene indeholder Korrekturen til min lille Artikel til «Tilskueren», som jeg ved Smøleri først har fået nu; jeg sender den til en ung Mand, der har bedet om Forlov at oversætte den til Frankfurter Zeitung,Frankfurter Zeitung: «Schwester Weleicka» von O. E. Skram (Autorisierte Uebersetzung aus dem Dänischen von M. Sachs) ble trykt som feuilleton i Frankfurter Zeitung und Handelsblatt 2/4/84. et af de mest udbredte Blade (demokratisk) i Tyskland. Han er ligeledes i Færd med at oversætte Gertrude Coldbjørnsen på tysk.Gertrude Coldbjørnsen på tysk: Romanen kom ut på tysk – men først i 1897, oversatt av Mathilde Mann (P. List, Leipzig). Jeg håber ved denne Oversætter at komme i Forbindelse med Fr.Z., der skal være et meget godt betalende, om end sent honorerende Blad. Jeg spurgte Dig engang, om du ikke havde Mulighed for at komme i Forbindelse med et liberalt engelsk Blad. Har Du det, så grib derom med begge Hænder. Det er noget af det, som betaler sig bedst af alt. Ak om vi kunde få et sådant hæderligt Ben at gnave sammen, så skrev Du om Norge jeg om Danmark hvad Du måtte oversætte og tjente vi da en god lille Skilling for ringe Umag. Knudtzons Indbydelse er til Mandag den 3die Marts Kl ½ 6, tænk altså på mig til den Tid, så er jeg på de kendte Steder, og jeg skal nok gøre mig Umage for at være elskværdig – men jeg keder mig noget der uden Dig. Jeg havde for Resten haft i Sinde at gøre gamle Fruen en Visit en af Dagene. – Véd Du, min lille Pige, hvad jeg idag har gået med i Tankerne på min Vandring til og fra Styrtebad, til og fra Rigsdag, oppe i de væmmelige Kontorer på Rådhuset osv.? Det er den lille Kærlighedssag, Du for kort siden skrev til mig om. Du havde mistet min Papirkniv, den jeg gav Dig, Du fandt den pludselig, og så kyssede Du den. Ser Du søde Amalie sådan noget gør mig så rasende godt, din Kærlighed bliver mig så frisk og ny ved sligt. Du har jo, må Du huske, før udtalt Dig med en vis Foragt om slige Sværmerier. Yndige Unge, Du gennemlever dog, hvor meget Du end før har trodset, alle Kærlighedens underlige vildredede Vilkår, intet bliver Du sparet for, og Du har godt deraf min søde lille Prinsesse. Stump Du har ikke for megen Blødhed af Naturen, giv Dig villig hen, når det vege kommer, det er godt imellem to, må Du tro. Ak Amalie denne Evne til at holde af, være blid og snil og føle sig afhængig, virkelig afhængig af den man elsker, inderlig, stolt afhængig, ikke kuet og tvunget afhængig af et Slags Kogleri i Ens Kød og Blod, Du kan tro Ven, det er en Livets Hjælper, man ikke skal støde fra sig for en indbildt Selvsikkerhedsfølelse, der ingen Lykke bringer. Det er sandt jeg forstår ikke hvad Du mener med «erotiske Motiver» i Literaturen, men det kan vi jo tale om. Jeg har med dette Ord tænkt mig det helt omfattende fra småt til stort og tror til Dato ikke på en Literatur, hvor dette Livets Pulsslag mangler – nok på enkelte Forfattere. Men som sagt det kan vi jo snakke om. – Hvad jeg skal gøre med Dgbl. véd jeg skam ikke, jeg er bange for, at det ikke nytter at skrive til Irgens Hansen, mest Lyst havde jeg i Grunden til at give Dig en Generalfuldmagt til at modtage og kvittere på mine Vegne mit Tilgodehavende, men Du betakker Dig formodenlig for dette Hverv. Men Stump det er jo vore Penge det drejer sig om. – Uf de 40 Kr. hvor lidt! Men tidligere var det lige så hos os. Hvad Mrgbl. og Ude og Hj. har fået for Arbejde for intet eller for næsten intet, det er uhyre, og jeg kan tale med, jeg har slidt et halvt År i Mrgbl. 11–12 Timer daglig og skrevet Artikel på Artikel, stundom været der den halve Nat for 100 Kr om Måneden, det blev så til 150 senere. Samme og i Kvalitet ringere Arbejde lønnes i Højrebladene med 4–5000 Kr om Året el. mere. Det er den slemme Historie, at Vilkårene for Folk af vor Slags næppe bliver synderlig bedre i vor Levetid. Det var det, der gjorde Bevægelsen i 48Bevægelsen i 48: førte til at eneveldet ble avskaffet og en demokratisk forfatning innført i Danmark. – det liberale Opsving der da skete – så mægtig, at den hurtig fik Pengene på sin Side. Vi her nede har det endnu så godt som slet ikke, jeg troede, at det var bedre i Norge. Men nu kommer den Pokkers Udstykning på de mange Hænder naturligvis også der i Vejen – to Venstreblade i Bergen osv. osv. – Du, jeg sender Dig Mrgbl. for idagMrgbl. for idag: Eriks teateranmeldelser ble trykt i Morgenbladet 26/2/84. Stykket som gikk på Det kongelige Theater, var C. Hostrups En Spurv i Tranedans. Se også brev 246, note 2 og 3. med min Artikel skrevet igår fra Kl 2 og med et Besøg i 2 Teatre for de to sidste Stykkers Skyld – den er derefter vil Du se. Forestillingen jeg anmelder i det kgl Teater var i Søndags, altså Aftenen før. Det er det, man kalder Journalistik, gid Fanden havde det. – Jeg slap for at gå på Karneval i År, og lykkelig var jeg. Nu bliver vi vel for gamle Stump, ellers havde jeg nok Lyst til med Dig som lykkelig Ægtemand at prøve disse Glæder – morsomt kan det være. – Men nu må jeg skrive et Par Ord til Bertha Knudtzon og så ned med Brevene.

Godnat min elskede Stump min egen Amalie – vend nu tilbage til min første Side og gør som jeg har bedet Dig, enhver Opsættelse kan betale sig blodigt.

Din Erik

Må jeg endnu sende de store Konvoluter?



249. Amalie til Erik

Onsdag 27-2-84.

Min elskede deilighed har du ventet brev, og er du bleven skuffet over intet at få? for det har jeg både igår og især idag. At du dog kan ha hjærte til at la der gå så mange dage over uden at la mig høre et ord eller to. Nei elskede, sludder, – nu synes du vist at jeg er urimelig; jeg fik jo brev mandag morgen, og et telegram igår, så jeg har jo ingen ret til at bruge mund, men jeg længes altid, uafladelig efter dig, mere og mere hver dag som går, og jeg stunder bestandig mod aftenen for at se om den ikke skal bringe mig et brev som dine hænder har berørt og lagt sammen og puttet i en konvolut og tænkt alle de kjærlige tanker over. Da dit telegram kom igår, stod jeg færdig til at gå i teatret. Da jeg var vendt tilbage skrev jeg til Bergen efter mine attester, om en 10–12 dage kan jeg vel ha dem. Idag er dommen falden over Selmer;Idag er dommen falden over Selmer: se brev 234, note 5. alt gik så stille og roligt. Høirepakket brølede og skreg hurra da den domfældte minister kjørte bort fra Storthinget. Venstre var taus og stille, ikke en lyd fra dem var at høre. Hele Karl Johan var pakkende fuld af mennesker, oppe ved Storthinget var der aldeles ufremkommeligt. Her er almindelig glæde blandt venstre, og en dump modløs forundring over høire. De havde lige til det allersidste håbet en anden dom. Men gud ved som sagt når jeg i disse tider skal få min bevilling. For et fæ jeg dog var, som ikke itide tænkte på dette. Jeg er aldeles fortvilet nu ved udsigten til at blive forsinket. Hør, kan du ikke så komme herop? For til den tid, 1ste april må jeg ha fået det i orden, og der er vel intet til hinder for at du kan ha dine papirer i orden nårsomhelst? Men så må vi vies i kirken, for ellers må jeg ha det stræv at melde mig ud af Statskirken o.s. v., og så nyder den borgerlige vielse hos os ikke samme agtelse, som den kirkelige, og som en af landets, og samfundets borgere vil jeg ha en ligeså ansét vielse som andre. Og desuden, det er jo det samme hvem der mumler over os, og hvilken formular der benyttes for anledningen. Vi er jo gifte iforveien, det andet er jo kun en ceremoni der foretages mest af hensyn til samfundet og nære medmennesker. Tænk i ethvert fald på om du kan komme.

Jeg har i aften skrevet til Ludvig og spurgt om han vil være min forlover. Jeg havde netop i de sidste dage før brevet fra dig, hvori du taler om dette, kom, gået og tænkt hvor deiligt det vilde være om han kunde komme. Men hvis nu Bernhard dør i den nærmeste fremtid – og han er meget dårlig – vil han vel ikke forlade moderen så straks efter.

Jeg længes forfærdelig efter at «dø» under din omfavnelse du elskede, svimlende bedårende menneske, men jeg havde rigtignok tænkt at det ikke skulde ske før efter vort bryllup; for du ved hvorledes det må gå for sig i smug, og det er dog ikke værdt at stjæle sig noget til, når vi har så få dage igjen at vente i, og derfor vil vi vente til vi kommer hjem i vort hjem i vore senge den første aften. Uf, jeg tør ikke gjøre mig fantasier om al den salighed, for jeg har ondt af det næsten. Du deilige elskede, jeg har lyst at bide dig så det gjør ondt.

Du Erik, kanske blir det for mørkt i stuen med bare et vindue. Sådanne etfags værelser er i grunden lidt ækle. Vær ikke altfor sikker, men betænk dig vel inden det vindu blir spærret. Du må ikke tale ondt om «På Havsens Bund»,«På Havsens Bund»: se brev 246, note 1. Det er uvisst hvor det ble spilt i Kristiania, men det var ikke på Christiania Teater. for som jeg fornøiede mig da jeg sammen med gutterne og Helland så det forleden, er umuligt at udsige med ord. Jeg kneb Jakob omtrent fordærvet, da skibet brændte, og da dykkerne kom og ligene lå dernede var jeg – åh gud bevare dig, hvor henrykt jeg var! Sådan en strålende teateraften har jeg ikke havt siden jeg var ganske liden og så Ørkenens sønØrkenens søn: må være Fr. Halm: Der Sohn der Wildniss (som ble spilt på Casino i København 1877–81). Emma Cortes (født Meier) var medlem av sin mann Thomas Cortes’ teaterselskap, som turnerte i Norge fra 1854 til 1870; og Peter Koop hadde også vært medlem av selskapet omkring 1865. Det er derfor mest sannsynlig at Amalie så Cortes’ trupp spille stykket. med hr. Koop i titelrollen og fru Kortes som Ingomarine. Jeg må gå i barndommen allerede, for det er utroligt hvadslags stykker som nu for tiden sætter mig i den 7de himmel. Det værste juks, – havde udstyret enda været første rang men det manglede der meget på. De andre vilde gå – gutterne naturligvis, de blaserte fyre – men jeg var ikke at rokke før jeg havde fået den sidste rest tillivs, fremkaldelserne også. Jeg er dødsens træt; kl. er over 12. Godnat min kjære, elskede skat. Du hilser vel bestandig din mor og dine søstre fra mig!

Din Amalie. –



250. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 28 Februar [1884]

Det er endnu temmelig tidligt, Postbudet kan først komme om en eller to Timer med Brev fra Dig – hvis han kommer. Men han gør, det tror jeg. Du har nok skrevet Tirsdag om ikke af anden Grund så for at sende mig Hellands Erklæring i John Paulsen – og M.S. – Sagen.Hellands Erklæring: «Hr. J. Paulsen og Hr. M. S.» i Nyt Tidsskrift, et kvast angrep på både forfatteren og anmelderen, ble trykt i Dagbladet 25/2/84. Men jeg har læst den. I Frmdg fik jeg Tid til at gå op i Athenæum for at læse n.Dgbl, det sidste Numer [sic] var netop Mandagsnumeret, hvori Erklæringen stod. Det er mærkeligt, hvor godt, spidst og ironisk Helland kan skrive, han, der er så bred og lige på i Samtale. Men «Verdens Gang» Stump, den ser jeg nu om Dage ikke. Når den har noget, må Du tænke på mig. I Hellands Artikel savner jeg dog den Undsigelse mod Nyt Tidsskrift, som Vullum lod falde. Vil man ikke gå så vidt? Du, umiddelbart efter jeg havde lagt Dgbl. fra mig, fik jeg vor «Nationaltidende» i Hænde,Nationaltidende: John Paulsens «Skitser fra Paris» sto i avisen 28/2/84. vor mest udbredte Højreavis med enkelte literære Venstretilbøjeligheder, og mit Øje falder på følgende Overskrift: Brev fra Paris III af John Paulsen. Der sanker altså Fyren sin Føde. Hellands Henrettelse af Mennesket løb mig for Resten næsten koldt ned ad Ryggen. –

Nå og Dommen er falden! Nu må vel Højre få travlt med at samle de 15000 Kr sammen til Selmer. Det er så skam en dyr Spas at tulle forkert med Statssager i Norge – ak om vi havde en så fornuftig sammensat Rigsret som I, så havde vi også haft Has på vore Selmere,Has på vore Selmere: «Systemskiftet» skjedde først i 1901 i Danmark. nu kan de ikke dømmes, før Højre er blevet Venstre, og det går småt nok. Vort Dgbl. slår så lidet forblommet som mulig på direkte Indgriben af Kongemagten! Hvad vil der ske? Jeg er umådelig spændt. I Aften må jeg til Byen for at læse Telegrammerne. Det er satanisk, at Telegrambyreauet [sic] både her og i Kristiania åbenbart er højresindet. Om Tirsdagen har Du altså ikke vidst noget sikkert endnu, hvis da ikke Udfaldet kendtes, inden Ordene forelå. Jeg gad nok se Kongens Ansigt ved Deputationens Modtagelse. Stemte alle Højesteretsmedlemmerne for Frifindelse? Du må endelig fortælle mig så vidt og bredt som det er Dig muligt alle Enkeltheder, der kommer til din Kundskab, husk, at Du står inde for, at jeg kan følges i Forestillinger og Stemninger med Dig i dette uhyre vigtige Anliggende. Du må give Dig Tid til at få mig med ved denne Lejlighed. Snup mig ikke af, fordi jeg sidder her nede. Jeg stoler på Dig, Unge. – Igår var jeg hos Overpræsidenten og hos den juridiske Borgmester, den ene skal vie os, den anden har med Undersøgelsen af Sagens Formalitet at gøre. Jeg må sige, at den Modtagelse jeg fik var udmærket, særlig Borgmester Hansens, som er den vigtigste for os i dette Spørgsmål, viste sig så imødekommende af Sindelag som mulig. Han vil gøre alt for at hjælpe os over Vanskeligheden med Fordringen om Tinglæsningen på Brudens Hjemsted. Den forbandede Vanskelighed, som jeg ikke har drømt om før nu i sidste Øjeblik! Jeg er stævnet til samme Borgmester til imorgen, så får vi se. Han er Gunnar Heibergs OnkelGunnar Heibergs Onkel: Borgmester H. N. Hansen var gift med Othilie, født Rode, søster til Gunnar Heibergs mor. ?: gift med en Søster til H’s Moder, sig mig hvorledes din Advokat er i Slægt med disse Heibergere – en Broder til G.H.’s Fader? I så Fald vil dette formodenlig kunne hjælpe. Imorgen skal jeg nærmere snakke med Manden, om der skulde vise sig Vanskeligheder, sådan personligt Bekendtskabsforhold plejer at jævne selv store Hindringer. Gunnar H. boede i Borgmester Hansens Hus det ¾ År han var her nede.Gunnar H. boede i Borgmester Hansens Hus: Gunnar Heiberg var i København 1882–83 og bodde hos sin onkel mens han skrev Tante Ulrikke ferdig. – Medens jeg er ved disse Ting må jeg huske at spørge Dig, om Du har Pigeseng, og om dens Bredde. Du må også sende mig Iskassens Mål. Vær lidt snil og glem ikke disse Ting lige så hurtig som Du har læst dem. Pigesengens Bredde er vigtig for den Plads Skyld den skal indtage i Pigekammeret. Naturligvis spurgte den flinke Elin straks om Pigekammervilkårene, da der var Tale om at lade sig fæste til os, og de er jo ikke glimrende; er Sengen imidlertid ikke for bred, vil der dog kunne blive nogenlunde antagelig Plads; der er nemlig en smalleste og en mindre smal Afdeling i Kammeret, og kan Sengen stå i den smalleste Del – bred nok i og for sig til en Seng – vil det hele dog ikke blive altfor skændigt. Altså giv mig denne Underretning. Er Sengen for bred mener jeg nemlig at den bør sælges. Sengeklæderne måtte sikkert uden store Udgifter kunne gøres smallere. – Jutta venter fremdeles på sin Nedkomst, der efter Beregningerne alt skulde have fundet Sted. Jeg havde en lille pinlig Scene med hende forleden. Hun tillod sig en af disse kun for arrogante Damer mulige angribende Bemærkninger om noget, jeg havde skrevet, som berørte hende ilde, og som spotvis havde været citeret i vort Dgbl. Jeg følte hvor lidet jeg nu var i Stand til blot rent selskabelig talt at tåle hendes selskabelig ikke tilladelige Ytring. Jeg fôr ikke op som i gamle Dage, mine Ord faldt tværtimod både langsommere og lavere i Tonefaldet end de plejer, men det kogte i mig, og jeg rejste mig i selve Samtalen og gik. Hun er et af de modbydeligste Mennesker at være uenig med jeg kender. Så dumstiv uforskammet borneret som et begavet Fruentimmer blot kan være og indbildsk af Uvidenhed. Ikke Evne skabt til at føle blot den udvortes Respekt for et hende fremmed Standpunkt som driver til høflige eller spøgende Indvendinger. Og ikke den naturlige Finfølelse at være varsom netop når Modsætningerne i Anskuelser er så væsenlig som mellem hende og mig. Jeg blev i Grunden måske mest af alt grebet af Forbavselse over, at hun overhoved vilde rette et Angreb på mig mod et enkelt Punkt. Som om det kunde falde mig ind at anbringe min Kritik for Alvor ved noget, hun eller de andre gode Mennesker i Famljen foretager sig i Kraft af de Meninger, de nu en Gang har! Så er min Svoger Rothe med sin delvise Enfoldighed et langt mere fint- og varmtfølende Menneske. Ham er jeg i Årenes Løb kommet til at holde meget af. Og hvor har det Menneske en frisk og skarp Opfattelsesevne for alle de små Snurrigheder man møder hos Folk – – Nu kom Dagbl. sendt af Dig! Ak intet Brev. Så slutter jeg. Det var næsten Synd! I Mandags har Du dog fået to Gange Bud fra mig – jeg troede på Brev!

Din Erik

Skriv en omhyggelig Korrespondance beregnet på «Frankfurter Zeitung» – Tyskland er fyldt med Højrekorrespondancer – og send mig den, så skaffer jeg den videre. Altså kort historisk Overblik, og Begivenhederne med Småtræk i disse Dage.



251. Amalie til Erik

Kr.ania 29de februar 1884.

Min elskede, søde ven, bare et par ord iaften; kl. er 11 og jeg er så tung i hovedet af forkjølelse og snue, der er kommen med denne heftige veirforandring, – det er bleven streng kulde igjen – ja det vil sige, ikke så streng men ovenpå alt det milde veir føles den dobbelt. Jeg gik straks idag til Heiberg, og mødte ham på gaden, hvor jeg sagde besked. Han gik lige op i justitsdepartementet, og i eftermiddag fik jeg brev fra ham. Vedkommende deroppe havde ment at sagen kunde være i orden om en 8 dage, men der måtte betales 40 kr. til stempelpapirforvalteren, og disse penge skulde betales forskudsvis. Så skulde jeg sende kvittancen til bureauchefen i justitsdepartementet; det skal ske imorgen straks. Hvad thinglæsningen angik så var der ingenting iveien. Den kunde jeg få med detsamme jeg havde bevilgningen for 2 kr. troede han. Altså ser det ud til at vi ikke vil blive yderligere forsinket, gudskelov. Straks ske kan sender jeg dig altså disse dokumenter, og så skal der stå på at formuesforholdet er ordnet. Når du altså om en 10 à 12 dage har disse papirer i dit værge, kan du indgive din begjæring; når jeg så kommer de første dage i april, vil formodentlig vielsen kunne finde sted akurat i rette tid, for du ved der vil hengå det meste af en uge før vi har vort hus i orden. Og så er vi over alle vanskeligheder forsåvidt. Hvis der spørges efter dåbs og konfirmationsattest kan du jo sige at de skal fremlægges i den nærmeste fremtid, forøvrigt kan jeg jo få Heiberg til at påtegne et papir at han indestår for at jeg er både døbt og konfirmeret for sikkerheds skyld om jeg ikke til den tid skulde ha fået disse attester fra Bergen. Jeg har skrevet et langt brev til fru Knudtzon idag,et langt brev til fru Knudtzon: Brevet finnes ikke i Håndskriftsamlingen på KB eller på NBO. og fortalt hende om en tiggeliste til en elendig fattig enke med fem børn, som jeg har gået på skole med, som jeg i disse dage har havt et skrækkeligt stræv med, såmeget du ved det, om hun skulde nævne det. Endvidere har jeg fortalt hende om høires vanvittige raseri nu efter dommen. Høire er gået fra sans og samling. Her går allehånde skrækkelige rygter om krig og blodsudgydelse, men venstre tror ikke på dem. Så har jeg også skrevet at jeg tror gutterne kommer at bo hos Lars Holsts, hvad jeg er meget glad for og fornøiet med. – – Idag stod i Aftenposten følgende: «De af dansk Morgenblad udsparkede herrer Hørup, Georg og Edvard Brandes vil om kort tid påbegynde udgivelsen af et politisk Dagblad i Kjøbenhavn.et politisk Dagblad: Det var først i oktober 1884 Politiken begynte å komme. Notisen står i norsk Aftenposten 29/2/84. Man ønsker nemlig revanche!» Et smagfuldt udtryk dette «udsparkede». Det er sandsynligt at jeg kan komme i forbindelse med et liberalt blad i London; imorgen skal jeg skrive om det og spørge. Men kan jeg skrive om Norge, når jeg sidder nede i Kjøbenhavn? Ak nei min elskede, jeg spares ikke for nogen af de svaghedsraptusser som et forelsket menneske har at gjennemgå. Jeg sigter til din bemærkning om at jeg måtte kysse og kjærtegne papirkniven. Min stakkels broder Bernhard døde onsdag stille og rolig. Det er jo som forholdet var, et glædeligt dødsfald, men jeg blev dog mere og smerteligere oprevet ved den underretning end jeg havde ventet. Den arme ulykkelige gut! Og stakkels moderen! Det er svært hvor vi dør.Det er svært hvor vi dør: Det var bare Amalie og Ludvig igjen av ni søsken. Nu er det bare Ludv. og mig igjen. Og jeg for min del er aldeles overbevist om at ikke opleve 40 års alderen. Men det kan igrunden være vel blåst det. Så har jeg dog opnået livets største og rigeste lykke, inden jeg forsvinder, den at leve nogle år med den mand jeg elsker over alt i verden. Jeg er syg af længsel efter dig.

Din Amalie.

[Tilføyelse på første side]:

Jeg fortalte ikke fru Knudtzon om Bernhards død. Siden han dengang reiste til Amerika har det været som han ikke var til.

Du kan endnu sende store konvolutter.



252. Erik til Amalie

Fredag Aften den 29 Februar 84

Længe leve alle norske Piger! De har Tilbøjelighed for danske Mænd, og de kommer her ned og gifter sig med dem både borgerlig og kirkelig. Der er blevet opdaget en velsignet Glut fra Elverum,en Glut fra Elverum: en jente. Elverum: en by i Hedmark, ikke langt fra Hamar. om Du véd hvor det er, hun har giftet sig borgerlig med en Mand fra Odense, som ligger på Fyn og er en gammel dansk Kongestad. Nu vel da hun skulde giftes, gik Manden fra Odense til sin Øvrighed og spurgte, hvorledes Lysningen skulde foregå. «Efter Loven» svarede den kloge Øvrighed. Det vilde i det Tilfælde sige ved Tinglæsning i Elverum af Erklæringen om Ægteskabets Indgåelse. Dette har den kloge Øvrighed i København fået opsnuset: en Tinglæsning i Kristiania er lige god med en i Danmark. Jeg sender Dig herfor elskede Pigelil to Erklæringer. Den ene, der begynder med «Undertegnede» og har Plads åben til Udfyldning af dit Navn på to Steder, udfylder Du, første Sted med dit fulde Navn, som det findes anført på din Døbeseddel, det andet Sted som Underskrift ved Siden af mit som Du plejer at underskrive Dig. Når dette er besørget går Du straks til Heiberg med begge Erklæringer, beder ham udfylde på det andet Papir efter «Til» Navnet på den Ret, hvor man i Kristiania får Dokumenter tinglæste, og dernæst så hurtig som mulig besørge det yderlige fornødne med Erklæringernes Indlevering og Stempling. Der må være nogle ubetydelige Udgifter forbundne hermed, dette må han vide Besked med og kan sige Dig hvad det koster. Fremdeles må han 3 Uger efter Tinglæsningen kræve Erklæringen tilbage med den i Dokument II omtalte Erklæring tilført og naturligvis betale hvad sådant måtte kunne koste. Det kan også kun være ubetydeligt. Altså Unge tre Uger efter Tinglæsningen af dette Papir kan vort Ægteskab foregå uden Hindring her nede, når så dine øvrige Papirer er i Orden. Dit Skilsmissebrev med behørige Oplysninger om det Skifte, der er foregået, og Tilladelsen til Indgåelse af nyt Ægteskab samt Dåbs– og Konfirmationsattest. Du må så såre Du kommer i Besiddelse af disse Papirer sende mig dem. Altså Amalie dette Brev får Du Mandag Morgen. Mandag Kl 11 senest må Du være hos Heiberg, muligvis kan Tinglæsningen så allerede foregå samme Dag, kommer Du senere er der Sandsynlighed for, at der kan blive spildt 4–5 kostbare Dage for os, Tinglæsningen foregår rimeligvis kun to Gange om Ugen, mulig endog kun en Gang, og vor Frihed indtræder først tre Uges Dagen efter Tinglæsningen.

Dette er skrevet i rasende Fart, jeg er blevet forsinket, skal ud og kan ikke begribe hvor dit Brev bliver af Kl er nu 8 og til den Tid plejer Postbuddet altid at have været her.

Besørg nu dette samvittighedsfuldt – nu må jeg klæde mig på

Nu lige som jeg skulde gå kom dit Brev og Dgbladene. Jeg har fløjet dit Brev igennem, naturligvis læst hvert Ord – jeg er strålende glad. Nej Stump dette med at komme til Dig som jeg meget kunde ønske af mange Grunde, er nu urimeligt for det vil koste Penge, og så er det for Eksemplets Skyld mig af Vigtighed at blive borgerlig viet. Ikke sandt Du: vi har Bjørnsons: Bekend! i Blodetvi har Bjørnsons: Bekend! i Blodet: I 1883–84 deltok Bjørnson i en stor debatt om kristendom og mirakeltro i forbindelse med sitt skuespill Over Ævne I (1883). Han oppfordret de kristne til å bekjenne seg til Bibelen. lige så godt som han.

Farvel elskede elskede elskede

Din Erik



253. Amalie til Erik

Kr.ania 1-3-84.

Jeg skrev til dig igåraftes min elskede, men jeg var så søvnig og træt, at det vistnok ikke var noget videre frægt brev. Det får du altså mandag morgen, og når du så kommer hjem om aftenen fra middagen hos Knudtzons ligger dette til dig. Bare du nu går lige hjem, og ikke slænger indom på en eller anden kafé, som du pleiede at gjøre i gamle dage når du var fornærmet på mig og gik hen et sted for skriftlig at begynde en underhandling om fredsvilkårene, kan du huske det sødeste? en gang traf du J.P. der og bare så på ham, da han hilsede dig. Nu er det besørget det med de 40 kroners gebyr. Amund Helland som altid er den snilleste, mest opofrende, mest tjenstvillige ven, som kom herop imorges, og som fik høre hvad jeg skulde gå om, sa naturligvis straks: det skal jeg gjøre for dem og så tog han pengene og gik. Han er et nokså sjældent menneske den Helland, for nu ved jeg at det er ham forfærdelig imod både at jeg reiser min vei, og at jeg gifter mig med dig, men alligevel vilde han gjerne på sin egen fod gå omkring og rydde de muligt forefaldende vanskeligheder og hindringer af veien, blot for at tjene mig. Så siger han altid når han har gjort noget for mig: er de blid og fornøiet nu da? Når jeg så svarer ja og takker, siger han: men så må de smile og se glad ud. Idag da han kom tilbage med kvittancen så han så mørk ud. Da jeg takkede ham sa han, at jeg ikke måtte sige ham nogen tak, for han havde ikke gjort det selv, men fået en anden fyr til at gå ind, mens han stod og ventede udenfor. «Nei ser de,» – sa han «det er jo igrunden forsmædeligt at være deres håndtlanger, når de opererer for desto hurtigere at komme til at forlade landet.» – Nu er kvittancen sendt op i justitsdepartementet, og nu håber jeg som sagt om en uges tid at få tilladelsen. Jeg kunde jo ha bedet Heiberg om at betale dette for mig, men siden han ikke bød sig selv til, vilde jeg det ikke. Han er så åndfraværende i disse dage, fordi en søn af ham under et skirend har stødt sig så voldsomt i hovedet, at der påfulgte en hjærnerystelse, som måske vil vise sig at ha meget slemme følger. Er du nu en rigtig sød gut, og er du ikke kommen altfor sent hjem fra Knudtzons, og har du ikke drukket dig altfor meget fuld, du som er bleven så slem til at pimpe, så skriver du straks et par ord til mig, – så har jeg dem på onsdag, og så går jeg og glæder mig til om aftenen, og er over al beskrivelse lykkelig ved synet af den grå konvolut. – Min elskede, hvis det går som det skal, så er der ikke mere end 1 måned igjen, til jeg skal lægge mine arme om din hals og trykke mine læber mod dine, mange mange gange, i et langt ustanseligt kys. Tør du tænke på det? Jeg tør ikke. Bare det øieblik da jeg skal få øie på din skikkelse, – uf det blir for deiligt – på bryggen skal du stå ligesom sidst, da jeg havde forbudt dig det, og du stod der alligevel, kan du huske? At vi dog virkelig nu har slidt os igjennem disse måneder – tre stykker af årets værste og fæleste måneder, gud i himlen ved hvorledes det har gået for sig, men for sig har det jo gået. – – Er det dog ikke skrækkeligt med denne rigsretsprocedure. Nu er sagen udsat til den 7de marts, og så skal der påny begyndes at procedere om inhabilitetsspørsmålet. Og således vil det blive ved for hver eneste en af disse skidt statsråder. Det vil trække langt udover sommeren sandsynligvis. Der går rygter om at kongen skal ha henvendt sig til assessor Hansteenkongen skal ha henvendt sig til assessor Hansteen: Christopher Hansteen var et sterkt konservativt medlem av Riksretten. en af de mest forhærdede, vanvittige bornerte høiremænd, med spørsmål om han vilde danne det nye ministerium. Hvis dette eller noget lignende sker, vil vi få permanent rigsret i 20–30 år. Det er alvorlige tider. Høires forbitrelse kjender ingen grænser. Det kan vistnok være muligt at det smælder løs med krig fra høire. De bøier sig aldrig i evighed; får de ikke kongen til at annulere dommen, hvad han offentligt og privat rådes til, gjør de oprør på egen hånd. Ialtfald har de god lyst. – Ja naturligvis sagen om Tidsskriftet og Moderne Damer drukner i disse andre begivenheder. Kristiania snakkede om Vullums og Hellands artikel en dag, så faldt dommen. Nu kommer I. Hansens anmeldelse af «Tidsskriftet» iaften;I. Hansens anmeldelse af «Tidsskriftet»: Anmeldelsen sto i Dagbladet 4/3/84. Han slutter med å si om tidsskriftet: «Det svækker sin Autoritet, hvis det ikke sørger for, at der bliver større Enhed i Maalestokken af de literære Produktioner. M.S.’s Maal er slig, at John Paulsen faar Mands Højde, hvad der dog ikke er stemmende med Virkeligheden.» så får vi se hvad han siger; jeg har bedet ham tie, for jeg synes Tidsskriftet og især fru S. har fået nok. Sligt er altid kjedeligt, for det sætter ondt blod. Thommesen vil også harske sig[?], og de bergenske aviser ligeså. Men fru S. og Sars har dog båret sig ganske mærkeligt ad, aldeles ubegribeligt for alle os andre. Tænke sig til det venskab der var mellem hende og mig! Og jeg ved hun nødig, høist nødig vilde miste mig. Og så Sars! Ja, hele Sarseriet er vistnok måske bleven skuffet over at jeg ikke tabte mit hjærte helt og holdent derude, men alligevel, uforklarlig blir dog deres opførsel. Jeg har fornylig hørt at J.P. gik derude og docerede for fru Sars allerede forrige sommer, at fru Müller sikkert elskede Skram, og brød sig pokker om alle de andre, hvad fru S. ikke vilde tro. Sars skal ha sagt at det tilsidst blev en æressag for ham af [sic] få den anmeldelse trykt i Tidsskriftet fordi han blev truet fra alle kanter med krig og ufred hvis han gjorde det. Det vilde efter hans mening været feigt at lade sig rokke. Sars er nemlig karakterløs af bare godslighed og elskværdighed. Dette ved han selv, og ved fremfor alt at folk siger ham det på. Så får han en gang imellem en bersærkergang over sig, der driver ham til at ville hævde sin karakterfasthed, og det gjælder altid vanvittig dumme sager han så går i ilden for. Så stod jo også løftet til J.P. det han på forhånd havde givet og hans mor i baggrunden og manede ham. Fru S. forstår jeg mindre. Hun elsker E. Sars platonisk, har gjort det i mange herrens år (ugjengjældt) og gjør alt hvad han vil. Så er hun også vist lidt forfængelig i retning af stivsindethed; og så syntes hun selv at hendes anmeldelse var så udmærket god; til fru Ullmann havde hun sagt, at hun havde «fundet det rette ord». Ja, skidt, mig kan det jo være det samme; det har gået ud over hende, Tidsskriftet, og den arme J.P. Men venner med fru S. blir jeg aldrig mere i dette liv. Det tror nu hun, men deri tar hun feil; hun kjender mig hidindtil bare fra min godslige side; hun ved slet ikke at jeg har en anden, og vender jeg den, i rolig beslutning vel at mærke, ud mod et menneske, så er det for bestandig. «Jeg har ikke formegen blødhed af naturen» siger du. Ja, er du nu så vis på det, for det er slet ikke jeg. Jeg har oplevet underlige ting siden jeg lærte dig at kjende du heksegut, og det er mig som var det netop min egen, dybt gjemte natur som bød sig frem, gjennem alt det livet havde lagt derover. Men forresten ved jeg det ikke. Det kan gjerne være jeg er en hård trold, men jeg tror at jeg er bleven det, ikke var det oprindelig, – jeg husker altfor godt fra min barndom og tidlige ungdom hvordan jeg artede mig. Men jeg tror nu at slig som forholdene har artet sig for mig, og med al den ækle mandfolketilbedelse hængende over omkring og udenpå mig, måtte jeg enten blive forhærdet på et vis, eller rent spoleret. Alle slags kjærlighedssværmerier blev mig latterlige, modbydelige. Jeg har aldrig havt nogen respekt for den følelse. Hvis jeg fra begyndelsen af havde nogen evne til at elske, så blev den kvalt i det ægteskab, under de «kjærlighedspligter» som var mig en vederstyggelighed, fordi de var mig en ubegribelighed. Havde han, Müller været anderledes, havde han forstået et glimt, en skygge af hvad det var for noget grufuldt han foretog sig med mig, så vilde han ladet mig i fred, og måske begyndt at studere på hvorledes han skulde lære at vinde og vække min kjærlighed. Men der var en grådighed over det menneske, som ødelagde alt.

Du må gjerne give mig en fuldmagt til at indkræve pengene i Dgbldt og kvittere på dine vegne. Man ved det så alligevel nu i hvilket forhold jeg står til dig eller i ethvert fald kan det ikke skjules stort længere. Så, kom bare med den du; det skal slet ikke genere mig. Nei men du, hvor jeg synes dine «Fastelavnserindringer» var morsomme.dine «Fastelavnserindringer»: se brev 245, note 11. Særlig slutten. Du skulde hørt mig ligge og skoggerle på sengen om aftenen, (jeg fik ikke læst det før,) over gutterne på briggen. Hvor det er fornøieligt givet og deres hurtige tilbagetog udmærket! Sligt har jeg selv været med på sammen med mine brødre og deres kammerater, – jeg var rasende vild som liden, men blev hurtig alvorlig og eftertænksom allerede i 14–15 årsalderen gik jeg ikke mere med brødrene på slige togter, men før – som jeg morede mig med dem på altslag, og som de gjerne vilde ha mig med! Jeg læste din artikel for gutterne efter middagsbordet, og vi lo på samme steder i kor. Din sidste teaterkritik syntes jeg også var god, må du vide, – jeg forstår det vist ikke jeg, selv skrev du at den var dårlig. – – Senere. Jeg har fået dit brev elskede. Det kom så sent og jeg havde ganske opgivet at få noget. Jeg sad inde i dagligstuen med gutterne og syede; de var så fornøielige og fortalte så morsomt og livligt masser af ting fra i sommer, dernede på landet og fra før i tiden. Ludvig især var sød og vittig. Jeg måtte le flere gange, men egentlig sad jeg med gråd i halsen fordi skuffelsen over det ventede brevs udebliven var så bitter. Men så kom det alligevel; tak du elskede troldgut. Jeg orker ikke at fortælle dig mere om alt vort politiske kav. Da Selmer vendte hjem fra dommen lå der – siger man 20.000 kr. på hans bord. Idag kl. 2 var deputationen hos kongen, som ikke ytrede et ord, men bare bukkede, hvorefter de gik igjen. Jeg skal forsøge at skrive den korrespondance, og begynder på den imorgen. Målet af iskassen og pigesengen skal du få næste gang. Kan ikke dine sengklæder gjøres om til pigesengen? Det så jeg helst for det vilde passe bedst for mig. Tænk at Jutta skal være så slem, men husk på hendes tilstand; af den grund skulde du ha båret over og ikke ha reist dig, og være gået din vei. Godnat min elskede, det gjør mig så ondt, at du ikke fik noget brev på torsdag, men igår fik du.

Din Amalie.



254. Erik til Amalie

Lørdag Aften den 1 Marts 1884

Stump, Du skal have en lille Snus af et Brev, for Du var så sød igår i dit Brev, skønt Du begyndte med at skænde på mig (!) fordi jeg ikke skrev nok – det svimlede for mig, og jeg måtte trods den store Hast, jeg havde, læse Ordene om igen for at overbevise mig om, at jeg virkelig havde forstået dem rigtig – og skønt Du med suveræn Ligegyldighed forbigår Fostret af min Skribentvirksomhed, som jeg omhyggeligen havde sendt Dig. For Du har vel modtaget Fastelavnsnummeret af UdeogHjemme? Men som sagt, sød var Du nu alligevel, og jeg vil tage Tiden i Agt og sende Dig et Par Ord, inden jeg begiver mig ind til Studentersamfundet, hvor der er Foredrag og Sold. Å Du Stumpelille, hvor det var Skade, at jeg ikke havde Dig med de andre Børn i Kasino til «Havsens Bund», så havde jeg vist draget endnu større Udbytte deraf, Ellen og Karen var vel små til den talende Del af Stykket, de havde ondt ved at blive klare på, hvem der var de gode og hvem de onde; men Sceneriet nede på Havbunden var glimrende. Skibsbranden opfyldte mig mindre. Siden jeg for nogle År siden i «De Forviste»«De Forviste»: oversatt fra V. Sardou og Eugène Nus: Les exilés. Stykket ble spilt på Kasino i november-desember 1878. så en ond russisk General, en sand Bøddel mod de Forviste, indebrænde i sit Palæ og langsom kvæles af Røg og omkomme i Flammer, som slikkede op ad Væggene og brændte Døre og Loft igennem, vil andre Ildebrande på Teatre ikke ret smage mig, jeg tømte den Gang Nydelsens Bæger helt ud. Det var henrivende rædselsfuldt. Mig må Du nok ved kommende Lejligheder knibe – nej lad os sige klemme, for kniber Du hårdt til, skriger jeg, og det vil dog vistnok forringe min Anseelse som Kritiker noget, at jeg gør Skandale med min Kone i Teatret. Havde Kurt imidlertid ikke styrtet sig i Afgrunden vilde jeg have betragtet Aftenen som spildt. – Du yndige Unge, Du har nok af mine Breve set, at jeg har næret en vis Frygt for, at Du ikke skulde være omhyggelig med Opfyldelsen af de rent forretningsmæssige Krav til Ordningen af vore Forhold – din Skriven til Bergen og din honette Angst for Giftermålsbevillingens Forsinkelse hæver al min Frygt, Du er sød og skulde have et stort Kys. Nu er jeg kun ked af, at jeg formodenlig i mine to Breve har sat Dig nogen unødig Skræk i Blodet. Når nu blot vor Erklæring bliver behørig tinglæst, regner jeg vore Sager for at være i god Gænge. Med Giftermålsbevillingen kan der dog ikke smøles meget længere, når blot Advokat Heiberg skynder på. Men det han. Du må ikke lade ham slippe for at gøre det mest mulige Vrøvl, der kan gøres. Der må jo være et Statsrådssekretariat, lad ham gå til Statssekretæren, der fremlægger Sagerne til Ekspedition i Statsrådet. – Tak min Stump for Tilsendelse af de sidste Dagblade. Det har sparet mig en Vandring til Athenæum idag. Jeg læste Lederen igår Aftes,Lederen: Den usignerte artikkelen «Hvad betyder en sterk Regjering?» står på første side i Dagbladet 26/2/84. da jeg kom fra mit lille Selskab hos Fejlbergs, jeg finder den særdeles værdig og kraftig skrevet. Hvem gør sligt. Skulde det virkelig være Lars Holst? Så har han dog virkelig en Pen i politiske Sager. Hans æstetisk-kritiske Indlæg i Tidsskriftet var slemt.Hans æstetisk-kritiske Indlæg i Tidsskriftet: Lars Holst skrev en anmeldelse av Jonas Lies Livsslaven (1883) i Nyt Tidsskrift 1883, s. 537–41. Men Du Søde hvad vil der ske? Jeg har læst lange Uddrag af Aftenpostens og Morgenbladets Artikler i vore Højreaviser, og de er jo om end ganske vist uklare og forskrækkede så dog kæphøje nok til at indgyde En Forestillinger om, at der pønses på Ulovligheder fra Kongemagtens Side. Men Kongen og Højre har jo også drevet en va banque Politik,en va banque Politik: De har satset alt. som nu må føre til et næsten ubetinget Nederlag eller tvinge dem ind i Forsøg på Revolution, Statskup. Har de Mod til det sidste? Derpå står åbenbart hele Sagen. – Så er jeg meget nysgerrig efter at læse M.S.’s Artikel. Du behøver ikke at sende mig den, With holder Tidsskriftet, og det er sandt Unge, jeg skal sende Dig dit Hæfte tilbage, Du sagde, at det skal indbindes. Du skal få det næste Gang, i Aften er jeg bange for, at jeg ikke får Tid at gå på Posthuset med det, jeg ved ikke, hvor meget det skal frigøres for. – Stump, ikke sandt, Du nærer ikke Spor Betænkelighed ved vor borgerlige Vielse hernede? For det første er der ikke Antydning af, at nogen tænker på at sætte den lavere i Anseelse – nok i Moral ?: Obskurantisterne, som man jo ikke kan tage med i Betragtning – men selv ivrige Kristne er for Indførelsen af almindelig tvungen borgerlig Vielse – det står jo så enhver frit for at gå i Kirke bag efter – og t.E. blandt de Kristne, Du vil støde på her nede, vilde det vække Forargelse, om vi lod os vi i Kirke. Det er vor Bys første Øvrighedsperson, der foretager Vielser, og vi kan få den i hans egen Stue på Rådhuset med kun de Vidner, vi tager med, og som Loven befaler. Mig vilde det pine som en virkelig Urigtighed at have med en Præst at gøre, en Ærgrelse, som vilde følge mig hele mit Liv. At stå med blottet Hoved i et så kaldet Guds Hus eller høre på det forargelige Sludder, han læser op af en Bog og være Deltager i Komedien – uf, kun den hårdeste Nødvendighed kan gøre sligt tilladeligt. Jeg holder på denne udvortes Sanddruhed, det er ved den, at den ene puffer den anden frem i Verden. Jeg har t.E. forlængst meldt mig ud af Statskirken og kan kun vanskelig forsone mig med Mængden af mine Venners Forhold, der henholdsvis står opført på Tællingslisterne som Lutheranere eller Jøder. – Ja min Pige vente med at knuge Dig ihjel, til jeg har Dig helt og holden, ak, ak, om jeg kan! Du må slet ikke drømme om, at Du skal dø i mine Arme, det har Du ikke godt af, yndige dejlige Unge. Ak sødeste Stump, blot jeg selv kunde holde mine Tanker i Ave! Ven, nu er der kun en Måned til at jeg skal se dit velsigende dejlige Ansigt. Nej Du begriber ikke, som jeg længes efter at se ind i dine Øjne og læse mig til, at Du elsker mig. Amalie gives der en skønnere Viden på Jorden end at man er elsket? Der gives ingen, ja det vil sige af den som man selv elsker. Men der findes heller ikke sand ægte Kærlighed uden Gensidighed indbyrdes Given, Hengiven, Tagen Salighed!

Nu må jeg spise og så afsted!

Lille yndige elskede Hustru min

Din Erik

Skriv!



255. Erik til Amalie

Hjemkomst Mandag Aften Kl 12 den 3/3 84

Du dejligste, hyggeligste, sødeste, snilleste, mest trofaste lille Hustru i Verden at have – men Du får kun nogle korte Linjer, her er nemlig koldt i min Stue. Ilden er forlængst gået ud, og det blæser en afskylig Vind i Nat. Dit Brev er så usigelig sødt Dig selv, så godt, men jeg vil ikke indlade mig nu på at tage det for mig, kun sige Dig, at jeg halvt om halvt havde belavet mig på, at der lå et Brev til mig, men helt turde jeg dog ikke stole derpå. Hør Amalie dette at blive gift med Dig, at leve hver Dag med Dig, at føle det Bløde i din Natur lægge sig ind til mig som en Del af mit Liv, at blive så fortrolig med Dig som jeg er med mig selv, det er godt, at jeg vil blive et forunderlig rolig og stolt Menneske. Du skal se, hvorledes Lykken vil gøre mig til noget. – Men altså Stump, jeg sidder i Vinterfrakke med Hat på lige kommen hjem fra Knudtzons fulgt på Vej af Doktoren og Hr BrosbøllDoktoren og Hr Brosbøll: Frederik Knudtzon var dr.phil. Brosbøll: forfatteren Carl Brosbøll (Carit Etlar). – den berømte, der så vidt jeg kunde mærke var for første Gang til hæderlig Middag i Familjen ved denne Lejlighed; en såre ubetydelig Person, så vidt jeg kunde iagttage, omgærdet og beskyttet af Doktoren, han bor i min Nærhed og han og Dokt. havde vistnok et eller andet for i Nat. Middagen var nok så behagelig, jeg sad imellem Fru Adeler,fru Adeler: Erik mener vel fru Adler. Se brev 247, note 9. som var min Borddame, og Frk Bertha, og det var muntert og mere frit, end jeg hidtil har fundet Frøkenen. Hun har et mærkeligt udeltagende Væsen i de Øjeblikke netop hvor man venter lidt Hjærtelighed, jeg tror, at hun til syvende og sidst er forlegen, men ved Bordet gik Samtalen, når jeg henvendte mig til hende, let og frit. Efter Bordet talte jeg udelukkende med Collin af Herrerne på RygeværelsetCollin: zoologen Jonas Collin, gift med Benedikte Knudtzon. – vi drak et Glas, hvorved han sendte Dig sin beundrende Hilsen. Han kom forleden på Gaden til mig og lykønskede mig, han troede, at Sagen nu var officiel, han havde hørt den omtale andetsteds som ganske vis. Nå så kom vi ned igen imellem Damerne og der fik jeg Lejlighed til at tale en Stund med gamle Fruen og også med Bertha, hun spurgte mig om hvad «Amalianismen» var.Amalianismen: Amalies brev til fru Knudtzon finnes ikke på KB. Du er nu slem til at lade mig løbe med halv Besked, det Ord t.E. kendte jeg jo slet ikke. Nå så bad jeg om Forlov til at læse hele Brevet, og det fik jeg. Min sødeste Ven, Du véd ikke hvor det er mig forunderlig fangende mærkeligt at læse dine Ord til andre – mere derom, når jeg har Dig. Så talte jeg fremdeles med en Fru Gad, en Slags Halvsvigerinde med Thauloverne og Ingeborg – født Halkier,en Fru Gad … født Halkier: dvs. den senere kjente forfatterinne Emma Gad, gift med senere kontreadmiral Urban Gad; hans onkel var far til Ingeborg Thaulow osv. og hun vilde vist have talt om Literatur med mig – det slemmeste havde jeg nær sagt man kan byde mig. – Så sagde man Godnat, og jeg blev opfordret til at følge med til à Porta, men min halve Fornemmelse og så Følgeskabet med de to Herrer førte mig lige hjem. Her er jeg altså, jeg har fået dit dejlige lange indholdsrige Brev og er mere end lykkelig. Her er meget koldt og jeg har jo Turen i den forsmædelige Storm ned til Postkassen endnu for mig, men jeg smiler lyksalig ved Tanken, for så får du altså virkelig den grå Konvolut på Onsdag – tænk at det skal være så længe. – Dit dejlige lange Brev i Aften har fået mig til næsten at glemme, at jeg imorges alt har stået med Brev i Hånden fra Dig, og at havde jeg kunnet finde blot et Minuts Fritid idag havde jeg skrevet. Om jeg vilde skrive i Aften, havde jeg stillet hen – det var nu i Grunden stygt af mig. Men min sødeste Unge jeg vidste, at det var koldt hos mig, Ilden var allerede ude, da jeg i Hu og Hast kom hjem og klædte mig på – og nu Stump begynder jeg virkelig for Alvor at blive kold. God Nat altså dyrebareste og tak for at Du skrev til mig Du har gjort mig så glad.

Din Erik.

Imorgen Rigsdag og om Aftenen Teater, skriver ikke, får ikke Tid



256. Amalie til Erik

Den fjerde marts sen aften [1884]

Min søde, elskede Erik, min deilige yndige gut, jeg fik to breve fra dig igår. Alt er i orden med hensyn til tinglæsning. Imorgen vil det ske i byretten hos byskriveren; det kostede 3 kr. og 20. Det er i god gjænge nu. Idag fik jeg mine attester fra Bergen, såsnart jeg har fået erklæringen om at vort forestående ægteskab er tinglæst, skal jeg sende dig alle greierne, ja og bevilling til at gifte mig også; den må jeg nu sikkert ha fået til den tid. Tror du jeg har husket på at få målet taget af iskassen og sengen. Bliv ikke sint; imorgen skriver jeg igjen. Iaften orker jeg ikke mere. Kan denne korrespondance bruges?Kan denne korrespondance bruges?: Amalie imøtekommer Eriks oppfordring til å skrive noe til Frankfurter Zeitung (se slutten av brev 250). Den er aldeles rigtig hvad angår de faktiske oplysninger. Men den er dårlig og rodet skrevet. Bare den kan læses. Hvorfor har jeg ikke godt af at drømme om at dø i dine arme? det er så sødt! Godnat du elskede, mit liv, min glæde, mit håb, min tilflugt. Jeg elsker dig over alt i verden.

Din Amalie.



257. Amalie til Erik

Kr.ania 5te marts 1884.

Jo mere tiden nærmer sig til at vi skal være i hinandens arme, jo ørkesløsere og kjedsommeligere synes det mig at spilde tiden med at skrive. Det er dog kun det kleineste, mest håbløse surrogat der kan tænkes. Men det forstår sig, vi har jo også virkelige ting at skrive om, forretningsanliggender, som det er ganske nødvendigt at blive klar over. Som jeg igår skrev, tror jeg nu at alt går i sin orden. I ethvert fald har jeg trolig efterkommet alle dine ordre. Min forargelse over alt det væv og vrøvl, som jeg synes disse idiotiske formaliteter er, har jeg bidt i mig – det vil sige, jeg har gået og raset høit med mig selv, men alligevel været ligeså bange som du min sødeste gut for ikke at efterkomme alt til yderste punkt og prikke. Men tænk at vi nu altså virkelig bliver gift, vi to. Det er den største lykke der kunde times mig i verden, det ved jeg ind til hver en fiber af min sjæl. Og jeg er sikker for at jeg ser fornuftig på sagen. Jeg tror jeg forstår hvad det vil sige at få lidet at leve af, at det nemlig slet ikke blir morsomt at være i pengeforlegenhed, at skikke regninger bort, og bede dem komme igjen en anden gang endskjøndt man ikke har udsigt til at kunne betale da heller, at være bange, bestandig bange for hvert et overflødigt øre man kommer til at gi ud o.s. v. i det uendelige. Alt dette ved jeg, jeg tør sige til overflod – du har ved gud ikke taget lempeligt fat, når det har gjaldt for dig at gjøre mig opmærksom på den økonomiske side af vort fremtidige liv, men det er en byrde som vi skal være to om at bære, som vi skal lide under, kjæmpe mod, spøge over, alt i fællesskab, og for hver dag som går trods næringssorg og pengemangel elske hinanden høiere, fordi vi stedse bedre forstår at det er os som passer sammen og som har kræfter til at føre den krig på en hæderfuld måde. Du må og skal ikke være bange elskede, jeg er det ikke, og det er ikke af uvidenhed eller mangel på evne til at gjennemskue denne side af sagen; det har du måske troet, men du vil forstå at du har taget feil, og at du er bleven gift med en kvinde som på dette område er dig værdig – er fuldt rustet. Nei min elskede Erik, jeg nærer ingen skygge af betænkelighed ved vor borgerlige vielse – – torsdag aften. Længer kom jeg ikke igår. Jeg var i et lidet selskab, og havde tænkt at fortsætte når jeg kom hjem, men kl. var over 1 og jeg orkede det ikke. Så kommer du til at vente forgjæves på mit brev imorgen aften, men du må ikke blive utålmodig; jeg kunde ikke hjælpe for det. Men altså jeg er fuldkommen rolig og tilfreds med den vielse vi skal få. Det vilde også for mig været meget ubehageligt at skulle ha gået ind i en kirke ved den leilighed, men naturligvis havde jeg gjort det, hvis der ingen anden råd havde været. – Der har stået en anmeldelse af «Nyt Tidsskrift» i Dagbladet.anmeldelse af «Nyt Tidsskriftet» i Dagbladet: se brev 253, note 2. Men I.H. har indskrænket sig til at sige, at «M.S. kritiks mål er slig at J.P. får mandshøide, hvad der jo ikke stemmer med virkeligheden». Dgbldt. vilde ikke klemme mere på; de syntes vel at N.T. og J.P. og M.S. havde fået nok nu. I Verdens Gang har der endnu intet været, men står der noget morsomt skal jeg sende dig det. Du spør om hvad der vil ske. Men det er der ingen som ved. Venstre tror at alt vil gå i sin lovlige orden, og at høire vil gjøre alt det vrøvl og alle de trakasserier som det er muligt at hitte på. Kongen har udentvil havt rasende lyst til at byde dommen trods, men det står ikke i hans magt at gjennemføre sine onde tilbøieligheder, og derfor sker der intet. Jeg skal fortælle dig hvorledes stemmegivningen i rigsretsdommen faldt, men det må være under ubrødeligt taushedsløfte. Blir der snakket om det, kommer jeg i alvorlig ubehagelighed. Hele høiestreret [sic] stemte for frifindelse i alle poster. Hele lagtinget stemte for dom i post 1,post 1 …post 2 … post 3: Iflg. Dagbladet 27/2/84 falt dommen samme formiddag og lød således: Statsminister Christian August Selmer bør for at have tilraadet Kongen: I. ej at sanktionere og lade træde i Kraft Storthingets Beslutning af 17de Marts 1880 om Staatsraadernes Adgang til Storthingets Forhandlinger; / II. ej at fuldbyrde Storthingets Beslutning af 14de Juni 1882 om Bevilgning til Folkevæbningssamlagene og Centralforeningen for Udbredelse af Legemsøvelser og Vaabenbrug; / III. delvis at tage tilfølge Storthingets Beslutning af 16de og 17de Juni 1882 ang. Lønningsregulativ for Anordning af Centralstyrelse af de i Drift værende Jernbaner; / for Post I efter Lov af 7de Juli 1828 §1 e (cfr. Grundlovens §30) og for Post II og III efter samme Love §6 (cfr. Grundlovens §30) at have sit Embede som Statsminister og Medlem af Kongens Raad forbrudt. nogle for den strengeste straf, andre for den mildere (som gik igjennem). I post 2 har 3 i lagtinget stemt for frifindelse, to for den mildere straf og 12 for den strengere. Altså blev der i det hele 12 som stemte for frifindelse i post 2. Lagtingets 12 som stemte for den strengeste straf, sluttede sig derefter til de to som stemte for den mildere straf, og så gik altså dommen igjennem. I post 3 var hele lagtinget enigt. Du begriber hvor græsseligt ubehageligt dette med afvigelsen i post 2 var; Frifindelse i denne post, vilde nemlig ha slået fast kongens suspensive veto i bevilgningssager, hvad der vilde været ulige skadeligere for landet og mere undergravende for forfatningen end selve det absolute veto i grundlovsforandringer. For tænk når kongen altså skulde havt det i sin magt i 9 år at kunne forhale en stortingsbevilgning, det vilde været en deilig historie. Men nu er der altså skabt den præcedents at tre medlemmer af det 1884 års «radikale» lagting har været med på en frifindelse der vilde fastslået et sådant veto, og du kan vide man ikke er glad derover. Man holdes dog i uvidenhed om dette, men senerehen i tiden vil man vel ha greie derpå og kunne bruge det. Husk at du aldrig nævner eller ymter et ord om denne stemmegivning. Har du læst «Times» om rigsretsdommen?«Times» om rigsretsdommen: Artikkelen ble trykt i The Times 28/2/84. Den var jo morsom, men i den artikel har Sars en finger med i spillet. Dette er atter en hemmelighed, og hænger sammen på en egen måde, som jeg mundtlig skal fortælle dig. Idag fik jeg Tidsskriftet, og det var bra for indbindingens skyld. – Her er målene. Det længste sorte bånd er iskassens længde, det andet sorte dens høide, den korteste hyssing dens bredde. Den længste hyssing er sengens bredde. Sengens længde kan reguleres efter omstændighederne, den er i to udtræk til at skyve ind i midten. Hvis Elin ikke er høiere end mig, ialfald ikke meget, så er sengen ikke for kort. Gud give du fik den pige. – Så fandt jeg da dit elskede søde brev i den hjemligt udseende grå konvolut ved hjemkomsten inat. Tak du trofaste, kjære. Jeg blev glad, men alligevel var jeg ikke istand til at skrive endskjøndt jeg havde lovet dig brev. Nu blir du skuffet imorgenaften. Men vær ikke sint for det, og straf mig ikke ved at la være at skrive engang når du hel er træt og søvnig og værelset dit koldt, men hvor du dog har en følelse af at burde skrive. Jeg har så forfærdelig meget at bestille i denne tid, jeg, med alle disse forberedelser til den afreise, der nu så stærkt nærmer sig. – Tænk at Brosbøll dog altså virkelig blev buden i familien. Gamlefruen forsvor dog gang efter gang at ville ha ham når Fredrik plaiderede sagen. «Nei det får du aldrig igjennem Fredrik» – så [sic] hun determineret. Ja, naturligvis er Bertha forlegen; det er det hun er; det har jeg jo sagt dig flere gange, ved flere leiligheder. Du, som går og får læse mine breve! det er så underligt når jeg hører det, – jeg næsten liker det ikke. Jeg får aldrig læse dine breve til andre, jeg, – du det er sandt, fru Sandberg er i Kjøbenhavn for tiden, ligger i kur hos ham – hvad er det nu han heder den flinke doktor som steller med damers maver, og Fritz er i BergenFritz er i Bergen: Frits Thaulow. hvor han bor hos Sandberg og efter sigende «fylder op» hele Bergens by. Men nu slutter jeg. Her er ikke koldt, i stuen, tværtom, men kl. er mange, og jeg er træt af dagens slid og mange tanker. Der er så forfærdelig meget at huske på. Du, jeg syr mig en ny silkekjole som jeg sandsynligvis kommer til at ha på den dag vi skal vies, hvis jeg ikke tar en gammel sort. Jeg vilde havt en mellemfarve, men der var ikke at opdrive en farve som klædte mig, og så har syersken fået mig overtalt til at ta en lysegul. Den blir vist nydelig. Det er blevet slig med mig at kun sort eller noget ganske lyst helst hvidt tror jeg, klæder mig nu. Jeg kan næsten kun bruge sorte farver. Hvor det var deiligt med de renter af den skibspart som jeg fik efter Vilhelm, den snille noble fyr;de renter af den skibspart som jeg fik efter Vilhelm: se brev 151. jeg har så mange, mange ekstraudgifter i denne tid, at jeg ikke vilde kunnet klare mig, ikke på nogen måde uden disse penge. Moder er så uhyre bedrøvet eller rettere oprevet ved Bernhards død, for igrunden er hun bare glad, som vi andre. Også Ludvig var så trist og nedstemt i sit sidste brev. B. havde været et vidunder af elskelighed og tålmodighed under sin sygdom. Ludvig skrev at han var som et helt uskyldigt barn den hele tid. De var kommen til at holde så græsselig meget af ham alle som havde været om ham, doktoren, vågekonen og pigen i huset, der tiggede og bad om lov til at våge hos ham om nætterne. Hun havde grædt så meget da han døde, og var sent om aftenen gået fra sit værelse på tå ind til liget for at klappe det på kinden, sålænge han lå der i huset. «Det var en guds engel» havde hun sagt mange gange. Han havde været så taknemmelig for den mindste ting. Lige henimod døden da han ikke længer kunde tale, takkede han hviskende for alt hvad de gjorde ved ham, tilsidst bare ved at bøie hovedet. Stakkels, ulykkelige gut, – det var dog en sorg med den pene, tækkelige fyr. Så som jeg holdt af ham engang. Han var altid så lun og gemytlig, så fuld af pudsige indfald og fornøielige udtryksmåder. Vi har i tidligere dage havt megen hygge sammen. – Jeg har spurgt Ludvig om han vil være med til Kjøbenhavn, men ikke fåt svar endnu. Jeg tror det neppe under disse omstændigheder. – Godnat min elskede savnede, længselsfuldt savnede Erik.

Din Amalie.

Skriv nu endelig straks.



258. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 6 Marts 1884

Du er en lille Troldunge med dit korte lille Snus af et Brev i Aften og ikke Spor af noget igår, men jeg har på Forhånd straffet Dig, for Du har formodenlig regnet ud, at jeg har skrevet til Dig igår. Det kunde jeg nu ikke, Du søde, for jeg kom først i Teatret igår og ikke som Bestemmelsen var i Tirsdags. Og i Tirsdags stod jeg alt i Dagmarteatrets Forsal for at overvære Førsteforestillingen af «Tiggerstudenten»,«Tiggerstudenten»: en operette av F. Zell og R. Génée, Der Bettelstudent, som hadde sin première på Dagmarteatret 4/3/84. da jeg blev opmærksom på, at jeg havde fået udleveret forkerte Billeter. Der var ingen Mulighed til at få dem byttet, da alt var udsolgt, og min Værdighed – de var nemlig ringere end dem, jeg skulde have haft – forbød mig da at gå ind. Så fik Jakob, som jeg var sammen med, mig til som Erstatning for den forgæves Rejse til Teatret at hente Tredje- og Fjerdemand, for at vi kunde gå hjem til ham og spille Kort. Han hentede en Dr. Mollerup, jeg Carsten Kielland,Dr. Mollerup … Carsten Kielland: dvs. historikeren William Mollerup og den norske forfatteren Carsten Kielland. Begge ble omgangsvenner av Amalie og Erik i København. Carsten Kielland hadde skrevet et par skuespill og noen dikt, og omkring 1880 hadde han flyttet fra Norge til København, hvor han senere ble ansatt i den danske Landmandsbank. der imidlertid viste sig at være uindviet i det ædle L’hombrespil, så spillede vi lidt Whist og så en uskyldig Slags Hazard med ½ Øres Point, hvorved jeg vandt 2 Kr. og Kielland 1, det var hele Omsætningen til Kl 1. Men vi havde lét meget og moret os som i vore helt unge Dage. Nu véd Du altså, hvorfor jeg ikke skrev til Dig i Tirsdags og ikke igår, og i Tirsdags sad jeg omtrent med samme Følelse som begge de hentede Ægtemænd, der netop morede sig så bravt, fordi de som Ungkarle sad hos en Ungkarl og havde med et Kys løskøbt sig fra Hustru og Arne for en Aften. Jeg tænkte hele Tiden på, at jeg jo omtrent var stillet som de, også jeg havde løskøbt mig ved mit lille Brev fra i Mandags, det måtte så gå for et Kys, og det rigtige Brev Du skulde have, vilde så komme en Dag senere. Ser Du således min Unge snyder vi Ægtemænd os en og anden Gang til en herlig lille Fornøjelse, som Jakob og jeg for Resten netop talte om, inden vi hentede de to andre Fyre, skulde være foregået hjemme hos Dig, om vi nu havde haft Dig hernede. Og så havde vi fået en rigtig L’hombre. Å Du søde lille Hustru min, kan Du nok være Kammerat med os og more Dig over sådan noget ingen Verdens Ting, bare sådan lidt? Stakkels Jakob, han har haft en af sin[e] vanlige Skuffelser. Han søgte om en Sekretærpost i Borgerrepræsentationen, 1200 Kr, som han kunde forene med sit øvrige; en anden har fået den. Var han blevet Sekretær hos Borgerrepræsentanterne, tror jeg, at han lige sporenstregs havde friet til en dygtig og elskværdig Almuelærerinde – en fin lille Kvindeen dygtig og elskværdig Almuelærerinde: Jakob With giftet seg først i 1888 med Anna Schjødte. – han er ved mit Eksempel bleven såre utålmodig efter huslig Lykke. Jeg var bleven overordenlig glad på hans og også mine egne Vegne, om denne hans Plan kunde været gået i Opfyldelse. Jeg kender den unge Pige, hun vilde være hyggelig, og hun vilde falde i din Smag fin, tilbageholdende og munter som hun er. Nå det blev nu ikke til noget denne Gang. Jakob vil med næppe mindre Interesse end vi selv følge vor økonomiske Status, ser han, at vi kan leve for 3000 Kr – og det er det vi skal – prøver han vist endda Lykken i et tarveligt Ægteskab. Den unge Pige er ham god efter alle Julemærker at dømme. Nå, men Stump jeg har jo noget morsomt at fortælle Dig, som det er bedst at Du får med det samme. Da jeg i Tirsdags kom fra Rigsdag og Middagsmad Klok. lidt over 5 hjem til mit og træder ind i min Stue, hvor Skumringen allerede var temmelig stærk, ser jeg til min Forbavselse en Dame rejse sig fra Lænestolen ved Vinduet vendt mod mig og byde Hånden til Goddag med en lille Latter. Jeg kendte først ikke Damen og tog noget forsigtig fat på Hånden, ret fyldig Figurkåbe, en Pelsværksbarret, «Se rigtig på mig», sagde hun, så i Stemmen og ved det nøjere Eftersyn opdagede jeg med ét, at jeg havde Helene Sandberg for mig. Jeg blev umådelig forbavset og ikke ubetinget glad, dette Besøg kunde være en Smule fordægtigt. Nå jeg lod jo på bedste Måde henrykt og spurgte naturligvis, hvorledes hun pludselig kunde komme dumpende her ned. Hun havde allerede opholdt sig i tre Uger i København. Hun var kommen for at konsulere Kvindelægen Howitz,Kvindelægen Howitz: Frantz Howitz, «Nordens første gynækolog» og underlivskirurgiens grunnlegger i Danmark. ligge på hans Klinik. Så snakkede vi jo løs; det var Fritz Thaulovs bebudede Besøg, som efter Sigende havde fået hende til [at] bryde op, og så kedede hun sig så forskrækkelig – «SpetSpet: dvs. mannen Jørgen Sandberg. og jeg er jo noget kede af hinanden, vi måtte have lidt Luft» – «og var det ikke fordi jeg havde været så ked af Bergen, så var jeg ikke rejst, for den Kur jeg skal gennemgå, var ikke så nødvendig» osv. Hun var den gamle, behagelig og så lige ud, at man tror hun spøger, hvad hun formodenlig slet ikke gør, og ikke til at blive ret klog på. Om hun kom af Koketteri eller af et vist frejdigt Venskab, skal jeg lade fuldstændig usagt. Jeg var himmelglad over, at Situationen ikke kunde trække ret længe ud, hun havde meddelt mig, temmelig tidlig, at hun skulde i Teatret, det kgl., og jeg skulde jo også afsted, så at vi altså kun snakkede til omtr 6. Hun var i disse Dage hos en Familje af sig – Grosserer Gjertsen – på Østerbro.Grosserer Gjertsen: Helene Sandbergs pikenavn var Giertsen. En Grosserer J. C. Giertsen finnes i Kracks Vejviser 1884 med adresse Amaliegade 43. Tidlig spurgte hun tilsyneladende helt uskyldig, om jeg korresponderede med Dig, og om Du kom til Kbhvn. Jeg svarede naturligvis ja til begge Dele og fortalte, at Du under alle Omstændigheder kom inden Påske. Om Du så skulde bo hos Knudtzons? Dertil svarede jeg et flygtigt ja og gik løs på noget andet. Men jeg sagde som i Forglemmelse «Amalie» om Dig for at hun kunde have noget at holde sig til. Hun bliver så vidt jeg husker 6 Uger endnu her i Byen og havde i Sinde, sagde hun, efter nu først i 8–14 Dage på ny at have ligget på Kliniken at leje sig ind i et Pensionat. Hun vilde have et Værelse med «ugenert» Indgang, sagde hun og lo, og jeg spurgte, om hun havde fået nogen elsket Genstand her i Byen. Dertil sagde hun nej, og jeg spøgte da med, at det var kedeligt, at hverken Drachmann eller Gunnar Heiberg var her i Byen. Så snakkede vi om disse to, G.H. havde hun aldrig kunnet blive forelsket i, han var ikke smuk, og kun en smuk Mand kunde blive hendes Ideal. Så spurgte jeg om hendes Mand kom her ned til Lægemødet i Sommer, og det troede hun nok – der er mere ved ham, tænkte jeg, end ved hende, og hvor vilde jeg ikke have foretrukket, at det var ham, der stod i min Stue frem for hende. Nå imidlertid måtte hun jo gå, og jeg var jo nødt til at spørge, om jeg måtte komme og hilse på hende. Nej foreløbig måtte det nu vente med at ses, indtil den nærmest forestående Del af Kuren var overstået, og vi skiltes med mange gensidige Forsikringer om, hvor morsomt det havde været at se hinanden. Lejlighedsvis havde hun omtalt, at hun kom hos Nini Gad, og hun bad naturligvis om, at når jeg skrev til Dig, skulde jeg hilse og fortælle om hendes Besøg og sige, at hun glædede sig til at se Dig til April. Hun omtalte, at hun havde været vred på Dig nu sidst i Kristiania, og hun havde også været vred på mig og havde fra først af besluttet slet ikke at meddele mig noget om, at hun var her i Byen. Ak om hun havde ventet med at give sig til Kende til Du var kommen, jeg har en Skræk i Blodet for, at hun kan finde på at foreslå mig en eller anden Tur i et Teater el. lignende – det går slet ikke an, og jeg vil så rasende nødig, jeg véd slet ikke, hvad jeg skal tale med hende om andet end Dumheder, og det er jeg dødsens ked af efter en halv Times, et Kvarters Forløb. Sig mig, tror Du, at det er Koketteri af hende at komme til mig, har hun villet prøve, hvorledes jeg nu er til Sinds, om der var et Æventyr at hente hos mig, eller er det en bravere mere lige for liggende Tankegang, som har ledet hende? Ja nu har Du fået hele Historien om Fruens Besøg, og jeg håber til alle Guder, at der ikke bliver mere at fortælle om hende før Du selv kommer og kan tage imod hende. Men der kan Du se Stump, at det er nødvendigt at Du skynder Dig også af denne Grund. – Hør nu Du min sødeste, dejligste Amalie, den 27 Marts er Tinglæsningsfristen udløben, så kan den ønskede Påskrift på Erklæringen forlanges udfærdiget, det må sikkert kunne ske samme Dag og så senest den 28 eller 29 sender Du mig den. Husk nu altså Torsdag den 27 Marts er Fristen udløben. Men inden den Tid, så såre Du har dine andre Papirer – det er prægtigt så hurtigt Du fik Papirerne fra Bergen – må Du sende mig dem. Den tinglæste Erklæring kan komme bag efter, og det er af Vigtighed at aflevere vor Begæring om Ægteskab så tidlig – med Henvisning til den senere indkommende – at enhver Granskning og mulig Tvivl kan være færdig og løst i denne Måned. Så kan vi selv bestemme Dagen for Vielsen lige som Du kommer. Min yndige Pige jeg skal en af de første Dage tale med Rothe om den Akkord, der er at slutte med vedkommende Dampskibsselskab, der får dit Møblement til Besørgelse – det bliver rimeligvis et af det forenede Dampskibsselskabs Skibe – han er jo som Du flyttet med Pik og Pak over Vandet,han er som Du flyttet med Pik og Pak over Vandet: Christian og Jutta Rothe flyttet til Malmö da de giftet seg i 1873, og ble der i hvert fall til 1880. og véd man ikke Besked, er man udsat for en Beregning af Fragt, der løber op til en urimelig Sum. – Du jeg finder det Gebyr af 40 Kr for Ægteskabstilladelse at være til ligefrem at besvime over, det er jo Blodsugeri. Hvad skal fattige Mennesker gøre når de kommer i et Tilfælde som vort? det er virkelig for galt! Det er naturligvis indrettet til Afskrækkelse. Å de kristne Kæltringer! – Min egen lille Pige, jeg er jo i Grunden kun glad ved, det må Du kunne forstå, at din stakkels Broder Herman er død nu,at din stakkels Broder Herman er død nu: Erik mener naturligvis Bernhard. jeg var lidt forskrækket ved Tanken om, at han kunde leve og på ny volde Dig og dine Fortræd, og så har jeg også beregnet, at nu vil formodenlig Ludvig være villigere til at komme her ned som din Forlover. Oprigtig talt vilde jeg sætte megen Pris derpå, af alle mulige Grunde. En af dem er også den, at det er tryggere for Dig. Du skal ikke gives bort eller indestås for, hvad det nu er en Forlover skal til, af en fremmed, din Broder er netop på sin Plads her ved denne Lejlighed. Og så er den gode Dr. Knudtzon, hvor brav han end kan være, ikke netop den, der er mig kærest at have med ved en så intim Lejlighed, han og jeg kommer sikkert aldrig til at stå hinanden nærmere end vi nu gør. Altså at Du véd Stump, at Du går mit hjærtelige Ærinde, når Du beder Ludvig om at komme. – Så Du vil ikke leve længere end til dit fyrretyvende År? Ja det skal vi nu nappes om min elskede, det var dog morsomt, om vi kunde holde lidt længer ud sammen. – Ja Unge jeg finder dette Rigsretsefterspil forargeligt over alle Grænser, men mest undrer jeg mig i Grunden over, at Selmer endnu går om som Statsminister.at Selmer endnu går om som statsminister: Christian Selmer fratrådte sitt embete 1. mars 1884. Hvorledes skal Dommen fuldbyrdes, og hvorfor bliver den ikke fuldbrydet nu straks? Er det Kongen som er i Stand til at trække Sagen i Langdrag? Du lader i din Korrespondance Forholdene være helt ufarlige; de er det vel altså til en Begyndelse. Men kan der ikke komme det Tidspunkt, hvis denne Situation trækker ud, hvor det er Venstre, der bliver utålmodig og truende? At denne dømte Karl fremdeles beklæder Rigets højeste Embede, endnu har Magt til administrative Handlinger, det forkommer mig at være en Frækhed, som det undrer mig at Venstre foreløbig finder sig med Ro i. Kender man måske de Formaliteter, som skal iagttages for at få Ministeren ud af Embedet, er det normalt det, der sker? Jeg sidder blot og undrer mig. – Jeg bestiller i disse Dage ingen Verdens Ting udover Rigsdagsarbejdet og lidt småt Anmelderpilleri, jeg har en Del Selskabelighed at passe – i Søndags læste jeg «Ein Fritenkjar», nej den er ung mod den Manddomsdåd «Bondestudentar»,«Ein Fritenkjar» … «Bondestudentar»: Garborgs bøker. Se brev 228, note 3. men hvor nobel den er og på en egen Måde yndefuld. Jeg vil skrive om de to Bøger, de er for gode, til at Folk skal være ukendte med dem. – Du min Unge jeg mærker pludselig, at jeg er træt og søvnig, jeg har lige nu spist, Kl er over 12, nu skynder jeg mig blot med at svare på et og andet. Nej først, Du er så ubegribelig sød, og Du gør mig så lykkelig, og jeg siger Dig, at dit Komme her ned er noget på én Gang så forunderlig festlig dejligt og stort og selvfølgelig ligefremt, at jeg i min Tanke svinger mellem at være svimmel af Fryd og behersket stolt rolig af en Glæde, som skal holde Resten af mit Liv ud. Min Amalie, min søde Ven, hold trofast af mig og bryd Dig ikke om, at det hele vil komme til at tage sig fuldstændig prosaisk ud og være knebent og småt. – Stump, min Madrats passer kun til min brede Seng, men jeg har Hovedpude og to stukne Tæpper samt et (slidt) uldent Tæppe, som kan bruges. – Det spærrede Vindu vi prøve, ellers får vi slet ingen Plads til Møbler. – Nej hør hvor det glæder mig, at min Fastelavnsartikel har moret Dig og Gutterne, Du véd, at jeg var så temmelig ulykkelig over den. Men Teaterartiklen er noget rigtig skidt, som jeg er gal i Hovedet på mig selv for. Din Korrespondance min Unge er god om end noget for tør synes jeg,din Korrespondence: se brev 256, note 1. Artikkelen ble ikke trykt i Frankfurter Zeitung (hverken i mars eller april 1884). nu skal jeg imorgen gå med den til Oversætteren, så får vi se hvad der kan bringes ud af denne Forbindelse. Jeg havde forleden Brev fra Brækstad i London, kan Du huske ham fra Aulestad.Brækstad i London: Hans Brækstad bodde i London størstedelen av sitt liv, hvor han arbeidet for Norges sak; bl.a. banet han vei for Ibsen og Bjørnson i England. Senere ble han norsk visekonsul. Kan han bruges til en engelsk Forbindelse? Godnat søde elskede Ven, min Hånd vil ikke mere, Rigsdagen var meget drøj idag.

Din Erik



259. Erik til Amalie

Fredag Aften 7/3 84

Min kære velsignede Pige, der er intet Brev kommet fra Dig i Aften, og Du havde dog lovet det. Det er meget nær ved at være Synd af Dig. Naturligvis har Du haft Forhindringer, og jeg vil ingen Bebrejdelse sende Dig, jeg véd jo ikke hvad der har opholdt Dig fra at skrive. Men at jeg er bedrøvet jeg sige Dig. Jeg havde den Mand hos mig, som skal oversætte din Korrespondance til Frankfurter Zeitung, og Tiden forløb, medens han lidt vidtløftig snakkede, jeg kunde føle, hvorledes Minuterne langsomt gled bort uden at føre Postbudet med sig, og jeg blev syg i Sjælen efterhånden. Der må omformes og tilføjes et og andet til hvad Du har skrevet, og vi blev dernæst enig om, at det dog vistnok var bedst at afvente, om Dommen dog ikke vil blive udført, det må jo dog ske, eller også er der jo Revolution i Norge, Revolution fra oven – men jeg kan nu intet Arbejde foretage mig ved Indretningen af din mandlig knebne Artikel. Jeg er så underlig lam i Tankerne, Du har svigtet mig med Brev. Min søde elskede Hustru lad mig sende Dig dette Klagesuk, det er jo kun min Kærlighed, der taler. Imorges sendte jeg Dig det først da modtagne sidste Hæfte af «Tilskueren» med min lille Artikel «Schwester Weleicka»,«Schwester Weleicka»: se brev 240, note 6. som Du vil kende igen fra den Gang jeg fortalte Historien om Aftenen hos Sandbergs, og Du faldt i Søvn ved at høre på min «dæmpede bløde» Stemme, sagde Du. Hæftet kommer dog først samtidig med dette Brev, Mandag Morgen, det var efter den norske Posts Afgang det kom på Posthuset. Endnu er «Tidsskriftet» ikke kommet Abonnenterne i Hænde, så jeg har ikke læst M.S.’s Anmeldelse. Det er dog en for gal Forretningsgang!

Men altså min elskede Amalie i Aften er jeg bedrøvet – jeg tænker, at jeg nu tuller mig ind til Byen for at læse de norske Aviser.

Din Erik



260. Telegram til Erik

Skram, Zinnsgaden 2 Kbhvn

Fra Christiania 10/3/84 kl.1.10 em

Kjærligste Hilsen/

Brev Onsdag

Amalie.



261. Amalie til Erik

10de marts 1884.

Det har været din fødselsdag idag elskede, og du har intet brev fået fra mig, bare et simpelt, fattigt telegram. Brev skulde du nu havt; jeg vilde skrevet på lørdag, men så gik hele dagen med forhindringer og om aftenen kom Ludvig dumpende fra Fr.hald, og så var der ikke tale om at sætte sig til med at skrive. Og hele dagen igår havde vi så meget at tale om, og desuden, række dig med brev til mandagen, var jo blevet umuligt og derfor tog jeg det mere roligt. Så havde jeg jo også naturligvis bestemt mig for at telegrafere. Kl. ½ 5 idag reiste han, der var månedsfri på skolen. Så fik jeg jo tale med ham om at komme ned til Kjbhvn. Naturligvis vilde det været ham en glæde – nu siden han først havde forsonet sig med det, og ikke mere havde spor tilbage af den misstemning over at jeg forlod gutterne, men der var nu for det første ikke tale om at han vilde be om permission – der var så mange forståelige grunde for det, – og dernæst havde han dårlig råd for øieblikket. Bernhards sygdom og begravelse havde kostet ham en voldsom slump penge, og endelig gik han i en kval, som han kjendte for første gang i sit liv, han havde fattet en afsindig kjærlighed til en ung dame,en afsindig kjærlighed til en ung dame: Ludvigs dagbok fra 1884 forteller om hans kjærlighet, uten å nevne vedkommende; i august fridde han til henne og fikk nei. og han kunde ikke på nogen sæt og vis blive klog på, om hun gjorde af ham eller ei. Undertiden troede han det, og undertiden ikke. Han var umådelig forpint af dette – det optog hele hans indre menneske. Da jeg fulgte ham på stationen idag viste han mig hende; hun havde også rent tilfældig været en tur inde i Kr.ania, og gik nu tilbage med samme tog som han. Han vekslede et par ord med hende – der var ingen tid til at præsentere – hun så for mine øine ud til ikke at bryde sig om ham; der var noget afvisende koldt i den måde hun svarte på, da han spurgte om hun havde sikret sig plads – toget så ud til at blive overfyldt, – hvorpå hun skyndsomst gik ind i en damekupé. Hun er efter Ludvigs sigende forfærdelig meget feteret, bestandig på farten dernede og meget «omtykt» af herrer. Påfaldende smuk var hun ikke, skjøndt han påstod det; høi, slank med et lidet, fint hoved, halvblondt hår, en yndig liden buet mund og hvide tænder, lyse øine og en strålende teint, for strålende til at være rigtig fin. Men hendes ansigt var ikke indtagende eller sødt, syntes jeg da. Derom kan man jo ikke dømme, uden at ha talt med et menneske. Han sa at hun havde en prægtig, kraftig figur, og var så flink og eiendommelig og munter. Jeg vilde ikke af mig selv være bleven opmærksom på hende. Der var formeget af dette her «som folk er flest» over hende. Hvis vi kunde opsætte brylluppet til i påsken, var der en mulighed for at L. kom; da var ialtfald den ene hindring, den med permission ikke tilstede. Men jeg forstod forøvrigt at han just havde tænkt at dyrke hende i påsken. Han fortalte mig at hans kjærlighed havde gjort ham til et ganske nyt menneske. «Det er så ubegribeligt, ja næsten latterligt, du skal aldrig ha set sligt» – sa han flere gange, halvveis grundende. Jeg sa, at dette kunde nok jeg bedre end alle andre forstå, som just havde oplevet det samme. Så ynkede han sig selv, at han virkelig måtte betro sig til mig, – det vilde været mandigere om han havde tiet, især så usikker som han var, men, blev han ved: «jeg kunde ikke la være, jeg, ikke for mange herrens penge; jeg måtte tale om det til dig.» Jeg foreslog ham at forlove sig, og tage hende med til Kjøbenhavn. Han smilte og slog ud med hånden – «ak om hun bare vilde ha mig!» Men imidlertid, han vilde og måtte frie meget snart, – dette holdt han ikke ud, hellere vished, så vilde han forsøge at bære skuffelsen som en mand. Naturligvis tog han det løfte af mig at jeg ingen skulde fortælle det til, men jeg regner nu ikke dig, og jeg håber han undtog dig, men du må ikke la dig mærke med at du har fået noget at vide når du engang træffer ham, hører du det! Så stoler han aldrig mere på mig. Du, som ingen present har fået, men jeg tænkte det kunde være til jeg selv kom; ikke havde jeg tid at få gjort noget istand nu, og så skulde jo du ha det klus med at gå på toldboden efter det. Du aner ikke hvormeget jeg har at tænke på, og at få udrettet om dagene. Tinglæsningen er foregået; man har undret sig meget over den, har jeg hørt – ikke direkte – for man har ikke kunnet begribe hvad det skulde være for. Men du min søde, elskede Erik, det ser småt ud til at jeg får ægteskabsbevillingen. Heiberg har flere gange været deroppe, men justitsdepartementet er bare optagen af rigsretsdommen, som er det overgivet til betænkning. Man slipper ikke ind, og sekretæren siger at det nytter ikke; man ser ikke på, rører ikke ved andre sager i denne tid. Er det så, at vi først kan vies 3 uger efter at du har fået mine papirer, skilsmissedokumentet, ægteskabstilladelsen og de to bergenske attester? Eller har jeg misforstået dette? Og har snakket om de 3 uger kun gjaldt tiden efter tinglæsningen? Skal der hengå så længe efter at du har modtaget mine papirer, så gud ved når vi kan blive gifte. Heiberg siger at der slet ikke eksisterer tale om at jeg skal gjøre noget skifte. Havde jeg været enke, og beholdt hele boet efter min afdøde mand, så vilde jeg ved indgåelsen af et nyt ægteskab havt at udskifte til gutterne, deres fars arv. Men her er mit indbo udelukkende min eiendel, og den bliver børnene først ved min død arvinger til for halvdelens vedkommende. Han siger at når der står på skilsmissebevilgningen eller på et særskildt dokument at skiftet var i orden dengang jeg fik min skilsmisse, så er det alt hvad der behøves. Hvis der er noget særligt her at bemærke, så må du skrive mig det straks. Hvis du taler med Hansen om det, så kan du gjerne sige at A.V. Heiberg har forsikret at jeg intetslags skifte har at foretage. Alt sligt med skifte gjøres op med skilsmissen her. Jeg skriver om dette, fordi du taler om det som en vigtig post. – Dit søde brev som kom lørdag! Tak du elskede, det var langt og deiligt. Var det ikke underligt af Helene Sandberg at hun kom til dig i din leilighed? Det vilde nu jeg aldrig kunne ha gjort, og sådan i skumringen. Jeg tror hende ikke; hun vilde vist været oplagt til hvad du vilde foreslåt hende, men hun vilde også ganske vist bilde sig selv ind at hun kom i bare freidig ærlighed og venskabelig tillid, når du intet foreslog hende. Hendes mand er meget for god til hende, og holder meget mere af hende end hun fortjener. Hun er jo en tøite igrunden, og dertil så gyselig løgnagtig, – du skal bare få høre når jeg træffer dig. Men jeg liker ikke af dig, at du slår på de strenge til hende som om det var noget som du fant bare morsomt og ganske i sin orden, jeg mener at du spør om hun har fået en «elsket gjenstand dernede». Du som kjender hendes mand, og ved at han elsker hende, måtte ikke kunne gjøre det. Så, når hun fortæller det til Sandberg, for det gjør hun når leiligheden gjør det indbringende for hende, så ryster han på sit ærlige hoved og siger som hin aften i Bergen: det er nu ikke rigtig fint af Skram at tale sådan til Helene, fordi, at sådan vilde han ikke tale, hvis jeg var tilstede og deri ligger det ufine. Men det er det forbandede ved en så lavartet kvinde som Helene, der dertil er pen og frisk og ofte nokså tækkelig at hun drager virkelig fine mænds tale ned, for du f.eks. gjør det igrunden bare fordi du tror det er den sort hun skal flaskes op med. Men man burde ikke svige sig selv nogen, nogensinde. Sludder Amalie, er jeg vis på du siger, – dette er en altfor høitidelig og lang tale over det nonsens som ingenting betød, og ingenting havde på sig at sige, og så svarer jeg med et smil, at det er ganske sandt, og reiser mig op for at gå hen og ta dig om dit elskede hoved og kysse dig en usigelig lang kys midt på munden. – Men kan du huske, hvor alvorligt og pent vi to talte sammen da vi stod på bare bekjendstskabsfod; hele tiden på reisen op og ned og på Aulestad, – du sa ikke et lapset ord til mig og derfor måtte jeg elske dig, jeg, for du var ikke som de andre. Men slig som du dengang var mod mig, vilde jeg du skulde være mod alle damer; ja, ikke forelsket eller i altfald på vei til at blive det, men så alvorlig så fri for lapset og slibrig tale. Det er jo bedre at tale om noget som er noget, selv om efter aldrig så fattig leilighed. – Det er deiligt at du kan tale med Rothe om fragten for møblerne. Så må du give mig besked. Du hør nu: Får vi den svenske pige? eller ikke? For nu kan Josefine alligevel følge med. Hendes sidste forlovelse er også gået overstyr, og hun vil intet heller end følge med mig. Men jeg er ikke sikker på at det ikke var bedre at få Elin; hun er kjendt og Josefine er desuden vist et usædvanligt letsindigt og pretentiøst ting. Jeg har altid den ulykke at skjæmme oprindelig gode piger ud, – hun er ikke som hun var, – ja flink og dygtig – gudbevares, men ikke snild, du. Hun siger til mig at det er synd vi skal skilles, som kommer så godt ud af det med hinanden, – men hun ved slet ikke at det er fordi jeg er så grænseløs tålmodig ligeoverfor hendes uopdragenheder, eller indolent og ligesæl hvad det nu er for noget. Men altså giv mig svar. – Dommen er fremdeles ikke eksekveret. Det heder sig nu at der intet skal gjøres fra kongens eller de andres side, før dommen er falden over alle statsråderne. Kjerulf,Kjerulf, der er no. 2 i rækken: Otto Kierulf ble fradømt sitt statsrådsembete ved riksrettsdommen. der er no.2 i rækken af de anklagede fungerer midlertidig i Selmers sted, når så han er dømt må no.3 fungere og så videre. Venstre er for tålmodigt. Men der er og blir ikke tale om nogenslags revolution hverken nedenfra, og især ikke ovenfra. Så fik jeg et aldeles fordeilig stump af et brev imorges. Aa du ubegribelig søde elskede guttebarn, hvor du dog er lik mig når du har ventet brev, og intet får. Også jeg kan heller ikke gjøre hvad jeg skulde gjøre, også jeg er som et lamslået menneske, der sidder med gråd i halsen og en underlig sår følelse i hjærtet. Du gode gud, hvor jeg elsker dig! Du skal få se, jeg kommer at ta livet af dig med min kjærlighed, at kvæle dig med kys, spise dig op fra øverst til neders[t]. Hvor smuk og fin den var din skitse i Tilskueren! Men var det ikke dig som kyssede «Schwester»?var det ikke dig som kyssede «Schwester»?: Eriks fortelling handler om en ung uskyldig sykepleier fra krigen i 1864, og en såret dansk soldat som blir forelsket i henne og overrasker henne og skremmer henne vekk for alltid med et kyss. Stoffet er tydelig basert på Eriks erfaringer under krigen. Det er jeg vis på det var.

Din Amalie.



262. Erik til Amalie

Onsdag Morgen den 12 Marts 1884

Et Afskum er Du Amalie, og din Afskumsagtighed dækkes kun dårlig, Du søde, ved dit Telegram på min høje Fødselsdag – det var som et Figenblad blot, der dækker det mest kompromitterede Punkt men lader Resten nøgent. O Du stygge, fæle, elskede, søde, men jeg håber, at jeg har straffet Dig uhyre grusomt ved at lade Dig uden Brev i næsten fire Dage, det svarer til netop de fire Dage, hvori jeg skal gå og længes. Medens jeg altså ikke har skrevet har jeg vandret i Selskab på Selskab og i Teatret, og min Fødselsdags Aften, som jeg så gerne havde helliget Dig – hvis Du havde sørget for blot en ussel Stump af et Brev – sad jeg hos Jakob og drak den dyreste mørke engelske Portvin, som kan opdrives for Penge i København. Jeg er også vred på Dig Stump, fordi Du ikke igår har svaret på mit Telegram.mit Telegram: finnes ikke i samlingen. Det må ha handlet om å feste en pike. Nu er jeg idag virkelig i Forlegenhed. Jeg skal se på en Pige; der er i Avisen mange efter Avertissementerne at dømme fornuftige Tilbud, men jeg er jo lammet i mine Bestræbelser, for jeg véd ikke hvad Du vil. Måske skulde jeg slet ikke have plaget Dig med at stille Spørgsmålet men Du må kunne begribe, at jeg i første Øjeblik og da for Resten endnu er temmelig befippet ved Tanken om, at jeg skal byde Dig en Pige ud af den sig fremstillende Mængde, at jeg skal granske hendes Egenskaber efter. Stump det komme over dit Hoved, hvis jeg nu tager idag det Væsen, som jeg skal se på. – Hør nu søde Unge, for at Du ikke skal tro galt, så må Du naturligvis vide, at dit Brev i Lørdags var så yndig dejligt, at det skulde have haft Svar straks, hvis ikke netop samtidig Svir og Middage og den forestående Fødselsdag var brudt ind over mig. Men hvad er det, skriver Du nu på parfymeret Papir? Jeg er ikke noget ubetinget Tilhænger deraf, skønt denne Gang har det været mig usigelig kært at bære din Lugt med mig overalt i min Lomme. Nå men hør nu søde: Jeg er stået tidlig op idag for at sige Dig, at Målene har ført til det Resultat, at Sengens Bredde er passelig til Stedet hvor den skal stå, men at Iskassen er umulig. Du må tage det som en af de Sorger, et af de Savn, dit nye Liv vil føre med sig. Kæreste Unge min, det kan ikke nytte, at Du slæber den med Dig her ned, lad den blive i Norges Land. Og så må jeg sige Dig følgende: Lørdag den 29 Marts Morgen går «Dronning Louise» fra Kristiania direkte til København, først den 5 April er der atter direkte Lejlighed. Ganske vist går et andet og mindre Skib Torsdag den 3 over Frederikshavn til Kbhvn men det er en lang og kedsommelig Fart. Kunde Du nu ikke være dygtig og indrette alt på at komme afsted Lørdag den 29? Og hør så: Du henvender Dig til «Det forenede Dampskibsselskab»’s Agent i Kristiania Expeditør kaldes han, det er en Grosserer, hvis Navn jeg har glemt, og beder ham sende en betroet Mand til Dig for at tage det Møblement i Øjesyn, som Du skal have med til København, og så nævne Dig Fragtens Størrelse. Rimeligvis siger han for høj en Sum, så forlanger Du Nedsættelse, men jeg vil forberede Dig på, at Prisen vel omtrent vil blive 60 Kr eller mere. Nu må Du søde Stump sige mig, om Du har Penge til alt dette: Indpakning, Vognleje, Fragt osv. Jeg sender Dig en af Dagene Fuldmagt til at hæve de mig tilkommende Penge hos Dgbl. Det må omtrent blive Fragtens Størrelse, skal Du have flere, må jeg vide det. Jeg bliver nødt til at låne en Sum til vort Bryllup men det må jeg under alle Omstændigheder. – Du min elskede Unge – i lysegul Silke må Du ikke gå til Vielse, en hæderlig sort Kjole skal det være; rimeligvis møder vi alle i Formiddagsdress, og Amalie, vær lidt forsigtig med de Farver Du vælger, sådan en Selskabskjole skal holde længe, så lidt påfaldende altså som mulig: når Du i tre Selskaber har været i gul Kjole – tre i nogenlunde samme Kreds – hedder Du «den gule» Fru Skram. Elskede, husk, at vi er to fattige Litterater. Hvidt og sort elskede, elsker jeg, og det er det fornuftigste af alt, det kan lempes og forandres i det uendelige.

– Du i dette Øjeblik får jeg Brev fra Bertha Knudtzon med Anvisning på et Par Piger, en har tjent i 17 År på et Sted, jeg går straks ind og ser på hende. Jeg må slutte i en Fart. Min elskede, idag er jeg glad, for i Aften kommer der Brev fra Dig.

– Tak for dine Meddelelser om Rigsretten, naturligvis ligger de ubrydelig forvarede i min Barm. Farvel Stump, elskede Pigebarn, snart snart er Du i mine Arme – hvor jeg længes, hvor jeg er glad alt som Tiden nærmer sig. Husk at sige mig den af Farverne på Væggene Du synes bedst om, Du vil have på din Væg.

Din Erik

[Tilføyelse på første side]:

Jutta fik Søndag d. 2. Marts en Dreng, hun har det godt



263. Amalie til Erik

Onsdag nat kl. 1. 12-3, 84

Min elskede, aftenen er bleven mig frastjålet; jeg sad og var ment på at bruge den til at skrive til dig, men jeg vilde vente for at se om der ikke kom brev, så kom der to damer, som havde slået sig sammen for at tilbringe aftenen hos mig. De sa det straks, at de var komne for at blive, og der var intet at stille op. Først nu gik de, og det kan ikke blive mange ord du får, siden kl. er så mange. Det var forresten en bitter skuffelse, at der intet brev kom fra dig iaften heller; nu har jeg ikke hørt siden lørdag, jo den lille lap mandag morgen. Er du vred på mig nu? Det er så ondt at vente sikkert på brev, og intet få, og jeg synes det går så tidt på i den sidste tid. Havde du ventet svar på dit telegram igår? Jeg vilde vente, siden jeg just netop havde skrevet om det anliggende med pigen. Nu skal dit råd gjøre udslaget for mig. Du må straks skrive og sige om du synes jeg bør ta Josefine. – Uf nei, når du ikke skriver til mig, er jeg syg i sjælen og aldeles hjælpeløs. Kommer der nu heller ikke imorgen noget brev, blir det rent ilde med mig. Du fik jo brev lørdag; det kunde du jo ha svaret på søndag. Så havde jeg havt det tirsdag. Men nei. Og du kunde skrevet mandag, så havde jeg havt det iaften. Nu har jeg en ængstende frygt for at du kan ha opbebiet[sic] mit onsdagsbrev inden du skriver; i så fald får jeg heller intet imorgen. Men det er stor synd for mig. Du er bleven lunken i din korrespondance, og vi som endnu har så længe at holde ud; jeg bliver jammerlig elendig og sjælesyg af denne ventetid. Jeg elsker dig mere og mere.

Din Amalie. –



264. Amalie til Erik

Kr.ania 13de marts 84.

Så kom der da endelig et brev fra dig iaften, et kort fillebrev forresten. Ja det er sikkert, – du er bleven sløi i din skrivegjerning; du tar det så ligegyldigt som en gammel ægtemand, der er skildt fra sin kone for et par uger i det høieste men nu skal du se det blir slet ikke så snart at du får mig, som du har gået og troet; den 29de marts! ja, pyt ja! kan jeg komme afsted til den 29de april, må jeg enda være glad. Og du som kan sidde hos With og drikke den ækle portvin istedetfor at skrive til mig, og det fortæller du ganske freidigen. Gud ved om du ikke alligevel godt kunde undvære mig? Hvad skal du med de penge, som du er ment på at låne, hvad er det du agter at bruge dem til? Koster det da at gå op og få den fille vielsen nogen sum at tale om? Du skal ingen udgifter få med sagerne. Alt det klarer jeg selv, og enda håber jeg at ha en liden klat penge i lommen når jeg kommer, stort blir det dog vistnok ikke. Men så vil jeg straks få forlægger til de fortællinger jeg har, den ene lange og de to skitser;de fortællinger jeg har: Amalie skrev fortellingen «Constance Ring» om til roman. Den kom ut i 1885. jeg vil, hvad enten du så synes eller ei. Du får ikke lov at læse dem engang, for så siger du, de ikke er gode nok, og det vil jeg ikke vide af; jeg vil ha dem trykt for at få de penge. De penge jeg opkræver i Dagbladet, sender jeg fluksens dig, du stygge tussegut, som tror at jeg skal bruge dem til reisen. Langtfra! Lad du bare mig tutle med mig selv. «I am very well saved in my own hands. » Ja, det er modbydeligt med den lysegule silkekjole. Straks jeg havde ladet mig overtale angrede jeg det, og løb ned for at sige at hun ikke skulde sende bud efter tøiet, men da var det alt for sent. De skal dog ikke få sige «den gule fru Skram», for jeg har en ligeså strålende lysegrøn som jeg også kan ta på, og så er det ikke længer morsomt at sige den «gule» fru osv. Forresten vil jeg håbe vi ikke kommer i selskaber; jeg længes netop ene og alene efter at leve i ro alene, sammen med dig. Gud gi vi skulde bo på landet, sådan en mils vei udenfor byen. Jeg kan forstå det var kjedeligt for dig at du ikke fik svar på telegrammet. Men jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulde svare. Med denne usikkerhed i blodet, enten jeg skulde ta Josefine eller ei, var det ikke så godt at svare, hverken det ene eller andet. Jeg venter nu for at høre dit råd. Det var netop Brækstad jeg tænkte på, da jeg talte om at komme i korrespondance med et engelsk blad.Brækstad: se brev 258, note 12. Han havde skrevet noget om at korrespondancer vilde blive modtaget med åbne arme. Så endelig nu skrev jeg om det til ham med spørgsel om nærmere oplysninger, med hensyn til honorar o.s. v., og jeg fik til svar at der var så liden interesse i England for norske forhold at der vistnok ikke kunde være tale om at de vilde engagere en fast korrespondent. Gratis bidrag vilde de nok ha. I Kjøbenhavn havde de havt en, men han var død, og der havde ikke været engageret en ny. Kanske du kunde få hans post, så skulde jeg være din oversætter; jeg vil nu slet ikke gjerne skrive korrespondancer, for det er et tørt og kjedeligt arbeide. Jeg vil arbeide på mine egne sager, med kraft herefterdags.

Hvad er det for et snak om parfumeret papir. Lugten må ha siddet i de sorte båndmål, som har ligget i mit syskrin, hvor en engang kom til at spilde nogle dråber af min parfume. Så får jeg altså opgive min kjære iskasse og se til at klare mig som andre fattigfolk klarer sig dernede. Det er den røde farve jeg skal ha på min væg; den passer bedst til det grønne pludsch på møblerne. Men er I endnu ikke færdig med den maling? Det går småt, men dog alligevel desværre hurtig nok. Fra min side er der forøvrigt intet iveien for at kunne være færdig til den 29de, hvis bare bevillingen til den tid er kommen. Men det er et spørsmål. Heiberg mente dog igår, at den måtte være kommen inden denne måneds udgang. Lørdag, iovermorgen tror jeg, jeg reiser ned til Fr.hald for at ta afsked med moderen: Det brev som så formodentlig kommer til mig lørdag aften, lader jeg gutterne skikke efter mig, så har jeg det på søndag, og så kan jeg svare dig på mandag, altså før onsdag hører du ikke igjen. Jeg tænker at være tilbage her på mandag, så skal jeg tale med dampskibsekspeditøren om fragten. Tænk at du først nu fortæller mig at Jutta har fået en søn den 2den marts; du har jo dog flere gange skrevet siden den dato. Men jeg vil slutte her; jeg er så nervøs og urolig i sindet, før jeg ved med bestemthed om når jeg kan komme afsted, og det hjælper slet ikke at skrive. Det blir først godt når jeg er ombord med alle mine greier og damper ud fjorden, og da blir det først rigtig galt indtil jeg er hos dig. Så får vi jo meget at bestille før alt blir i orden, men det stræv blir nu bare morsomt du. Og du skal hjælpe mig ikke sandt elskede. Godnat Erik.

Din Amalie.



265. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 13 Marts 1884

Min egen elskede dejlige Pige, min egen Amalie, som Du burde have fået Svar straks på dit sidste søde yndige Brev! men jeg kunde kun have skrevet i rasende Fart igår eller imorges, så foretrak jeg at vente til i Aften, hvor jeg dog kan give mig noget bedre Tid. Er Du vred på mig fordi Du måtte vente så længe på mit forrige Brev? Vær det ikke Du søde, det er for svimlende godt, at Du snart står her nede på dine egne virkelige Ben midt i det allermest virkelige København, til at Du nu har Tid til at være vred på mig. Amalie det Øjeblik, hvor jeg på Toldboden – det bliver vist det samme Sted hvor jeg i Sommer tog imod Dig – ser Dig ombord på «Dronning Louise» tror jeg, at jeg falder om og dør. Og når jeg så har Dig – Stump hvad skal jeg gøre med Dig for bare Glæde? At man virkelig skal komme til at opleve sligt! Men vel, kom an Du min Elskede, hvor vil jeg elske Dig! Mit Hjærte skal spænde sig rolig og energisk i mit Bryst og gribe om min Kærlighed med et Tag, som ikke mere skal kunne slappes. Hjærtets Muskler skal være de stærkeste af dem man ejer, dets Spændkraft hører først op med Døden, har det sluttet sig om en Kærlighed, er der fysisk intet til Hinder for, at det holder på den, indtil dets sidste Slag har banket i Pulsene. Kom altså min søde Hustru og begynd med mig det underlige Liv, vi får at føre. Du er jo ikke bange, jeg heller ikke. Tænk når vi igen kysser hinanden! Du min Unge, Livet er dog ikke så tosset en Indretning endda. Vel Dejlighed? Og er Du glad for det? Om jeg er det? Der var noget, en vis Fyr, som Du har kendt i gamle Dage, og som Du var dum nok til at blive forelsket i, han hed Erik, Du kaldte ham rigtignok aldrig for det, men han hed det nu alligevel – ham kan Du lade ligge, jeg giver Dig Lov til at kalde ham en Torsk, der er nu én rede til at tage Dig i Favn, han er stærkere, han er bedre end ham, Torsken, som Du dog elskede. Tror Du så, han duer noget? Tror Du så, at Glæde er noget, der er værd at bygge Livet på, tror Du, at det kan udvikle, at det kan gøre en Mand ud af sådan en Fyr, som Du kastede din Kærlighed på? Hør Du Amalie, Kærlighed er noget godt noget, og Du skal værsgo’ være artig, når Du taler om det, ikke sætte Næsen vigtig i Sky og fortælle, at det Sludder er Literaturen i Norge forlængst kommen udover. For det er noget Sludder min Pige, at Du véd det. Vil Du så kysse mig og være sød alle dine Livsens Dage?

Tossede Tøs, som streger under, at jeg ikke må lade mig mærke med over for Ludvig eller nogen at jeg kender hans Hjærteanliggende. Tror Du jeg kunde være ufin på dette Punkt? Ak, efter dit Referat synes det ikke at stå lovende med hans Sag, men mulig dog! Men hør Amalie, det vilde være letsindigt af os efter dette at indrette Tiden for vort Bryllup efter ham. Og Du ikke komme et Minut senere her ned til Kbhvn for noget Menneskes Skyld på Jorden end Gutterne. Det er de eneste, som jeg vil bie for. Og min Ven, rent praktisk taget er det meget vigtigt, at Du er her den 1ste April. Så står jeg jo med en Tjenestepige, med en Lejlighed, som jeg skal overtage, og en, jeg skal fraflytte – er Du her da ikke, hvad skal jeg så fange an, jeg ejer jo ikke et Møbel ikke et Husgeråd, Pigen skal jeg ernære og give Bolig, det vil blive dyrt, og min Lejlighed har jeg lovet for dens Reparations Skyld at tømme til den Dag. Min sødeste Stump, kom! og kan så Ludvig og vil han komme i Påskeugen, er det jo herligt. Mulig kan vi opsætte Bryllupet men mulig netop slet ikke; da det er verdsligt, vil Embedsmændene naturligvis netop ikke møde på Feriedage. Min yndige Pige jeg ønsker med samme Styrke som før, at Ludvig kunde være til Stede ved vort Bryllup, men at vente en Dag med at have Dig i Kbhvn for hans Skyld går jeg ikke ind på. Jeg har sat mig i Hovedet, at Du rejser Lørdag den 29 fra Kristiania, er her Søndag, begynder Ordningen af vor Lejlighed Mandag, er færdig Onsdag eller Torsdag den 2–3 April holder Bryllup Fredag den 4 April. Hvad synes Du om det? Er Du koldsindig og foretrækker at komme en Uge senere, vil jeg begynde vort ægteskabelige Samliv med at banke Dig. Men er Du her blot, og vi har Sikkerhed for, at Ludvig vil komme til Bryllupet, så er jeg jo et så uhyre skikkeligt og medgørligt Menneske, at jeg kan gå ind på en Udskydning af Dagen for Vielsen til den 9 – uf nej, det bliver for afskyligt, vi måtte formodenlig oven i Købet vente til Lørdag den 12, nej Unge det går ikke, så har vi mistet den halve Påsketid med sin Frihed og gået om de herlige Dage i en umulig Forlovelsestilstand. Og Ven, nu er Ludvig jo i det hele tvivlsom: enten bliver han forlovet, tror Du så, at han kommer? Uden hende naturligvis ikke, og med hende? Kan det gå? Eller han bliver ikke forlovet – Stakkel, har han så Lyst? Naturligvis var det så måske netop godt for ham at komme mellem andre Mennesker, men al den Lystighed og Glæde, som et Par Nygifte vækker om sig, vil vel skræmme ham. Altså Pigebarn Du indretter Dig foreløbig uden Hensyn til Ludvig kun med Hensyn til mig, din Husbond og Herre. – Jeg håber da, at Tinglæsningen foregik den 5. Så er Fristen udløbet den 26, så skal Erklæringen med Påskriften afkræves vedkommende Kontor i Byretten og så kan vi fra den Dag – når Du har de andre Papirer i Orden – gifte os når som helst. Da Justitsdepartementet nu har gransket Selmersagen færdig, kan Du vel en af Dagene have din Bevilling i Eje. Dit Skilsmissebrev beror vel også i Justitsdep., ellers var det af Vigtighed, at jeg fik det her ned så hurtig som mulig. Jeg antager også, at det er tilstrækkeligt, at der står på et eller andet Dokument, at Skifte fandt Sted ved Skilsmissen, men står det der? Det er vist netop Skifte mellem Dig og din fhv. Mand og ikke mellem Dig og dine Børn, som Talen drejer sig om, men hvis Du tror, at jeg har det mindste Begreb om disse Ting, tager Du fejl. Jeg løber blindt efter hvad man forlanger, og jeg har ikke Adgang til Borgmesteren blot for at spørge. Det er Jakob, som må forklare mig disse juridiske Grejer, og nu har jeg ikke husket at spørge om dette sidste. Der er nogen, der har sagt «Skifte» til mig, og så skrev jeg straks «Skifte» til Dig, for det tænkte jeg nok Heiberg måtte vide hvad var. – Helene Sandberg! ja vel jeg tænker som Du, og lidt værre. Jeg tror, at hun kom for at få en Historie i Gang. Hun er sikkert en Tøjte i Ønsker om ikke helt ud endnu i Gerning. Og hvad Du så siger om min Tone overfor hende, er fuldstændig rigtigt. Således som Du vilde, at jeg skulde, vilde jeg have gjort, om jeg havde været den stålsat fine Person, som Du ønsker jeg skulde være, og således vilde jeg have optrådt, hvis jeg havde den mindste Agtelse for hende, og hvis jeg troede, at jeg gjorde blot en Gran af Fortræd ved at slå en spøgende Tone an som den jeg brugte, og således endelig vilde jeg være optrådt, havde jeg mine unge Dages Tro endnu. Nu har jeg ikke Lyst til at være fin i den Forstand, Du rigtig tager Ordet, overfor de ufine. Jeg forsvarer ikke ubetinget min Adfærd, men det morer mig nu at kaste den Madding til de forskellige som gør dem glade og får dem til at vise sig som de mest har Lyst til at være, blotte sig; jeg har nogen Ret til at gøre det for den Menneskekundskabs Skyld, jeg i for høj Grad mangler. I gamle Dage var jeg uforanderlig mig selv, og jeg virkede forstyrrende på selve det Liv, det også da var min store Interesse at iagttage, alle fik de uforanderlig en god Side frem mod mig, ofte var det en overmalet Kulisse, stundom noget ægte, og jeg gik og troede på alt det gode jeg iagttog. Det førte bl.a. til mit Livs store Fejltagelse, min første Forelskelse, og ser Du nu min Stump, nu da jeg er et roligt Menneske med alle mine Grejer i Orden, nu føler jeg mig nu og da så kold og udeltagende personlig for det, der som rent menneskeligt Dokument kan fængsle min Opmærksomhed, jeg vil blot have det frem, og så kan jeg i den Forstand som Iagttager og Undersøger ikke være ubetinget «fin». Og så min Ven er jeg kommet dertil, at mine Perler er jeg mere gerrig på, dem giver jeg ikke mere til Svin. Jeg føler mere Forskellen mellem dem og mig. Nå og så endelig har jeg jo en Slags mandfolkeagtig Morskab over Livets Farceside. Hun Helene Sandberg er en sådan «Dame», Franskmændene bruger i deres Farcer; hun er morsom, indtil man vender Sagen om og ser, at Farcen er en Tragedie; men det kan man gøre ved enhver Farce, eftersom man er i Humør til. Ser Du min lille Unge, jeg var så kæk og fast og god, fordi jeg havde Dig – jeg følte mig således – der var en Slags godmodig Hån i de spøgende Ord, hun fik, og havde hun tilstrækkelig Intelligens, har hun forstået det. Jeg stod inde på min lykkelige Plet af Jorden og talte ud til hende, der som en Gadeunge var ude for at rapse forbuden Frugt. Hun vilde haft mig med, og det krøb i hende, at jeg havde det for godt, til at hun endog blot turde antyde et Forslag i den Retning. – Du jeg er bleven meget bange for Josephine, hellere vil jeg se at skaffe en dygtig Pige her nede. Bertha Knudtzon arbejder i vor Interesse, men endnu har det rigtignok ikke ført til noget Resultat. Imidlertid Stump vil Du have Joseph. så – men det er lidt farligt, for jeg finder mig absolut ikke i Mangel på Respekt, hverken på dine eller mine Vegne. Du får dette Brev den 15 og kan altså, hvis det ikke forlængst er sket, efter dansk Skik i alt Fald løssige Dig fra hende. Jeg telegraferer øjeblikkelig, om jeg finder en Pige. Skulde der dukke noget overordenlig tiltalende op på din Horisont så må Du telegrafere. Fransk Strygning bør forlanges og så min Unge 12–14 Kr måske 15 i Løn. – Hvad vil Stortinget gøre ligeover for den uforskammede kongelige Kundgørelse? Vil man ignorere den eller møde den med en Udtalelse, som spotvis kan stille Kongen hen, hvor han skal stå. Det glæder mig af Dgbl. at se, at der er en Mulighed for, at Selmer yderligere kan blive draget til Ansvarat Selmer yderligere kan blive draget til Ansvar: Artikkelen sto i Dagbladet 10/3/84, og erklærer at Selmer ble avsatt som statsminister med det samme dommen falt, og hvis han har fortsatt å agere som sådann, har han «forbrudt sig saavel mod Grundloven som mod den almindelige Straffelov». for endnu at have været i Funktion, da Deputationen var hos Kongen. Det var, synes jeg, Topmålet af Frækhed. – Hør nu Du, dumme Unge, det var ikke mig, som kyssede den barmhjærtige Søster. Tænk Dig om: jeg en 17 årig Gut, så bly og uerfaren, jeg skulde blot være kunnet faldet på det! Snak med Dig, Du kender mig ikke, jeg kunde jo ikke have gjort det nu, jeg vilde have troet, at jeg skadede hende. En Nonne, som ingen erotiske Instinkter havde vist, som ikke havde givet mig den lille Finger! Umuligt. – Så Ven, nu går jeg i Seng, jeg er blevet uforskammet forkølet med Snue, som jeg i øvrigt ikke kan begribe, hvor jeg har fået fra. Kan jeg, føjer jeg et Par Ord til imorgen tidlig, jeg har for min Forkølelses Skyld ikke Mod på at vandre til Postkassen nu; Klokken er et Kvarter over 12. Godnat Stump!

Fredag

Godmorgen Stump! Jeg havde ventet et Brev fra Bertha Kn. om Pige, men her er intet. Jeg har hele Hovedet fuldt af Snue, og så har jeg nu læst hele Ordlyden af den kongelige Kundgørelse,den kongelige Kundgørelse: «Kongelig Udtalelse» sto i Dagbladet 12/3/84, og kunngjorde bl.a. at kongen hadde bestemt at statsminister Selmer skulle fratre sitt embede. igår havde jeg kun set et telegrafisk Uddrag. Nej men dette er dog for galt! Skal I virkelig slæbe den Union med jer som Kuglen på Straffefangens Ben? Hvad Gavn har strængt taget Norge af at være forenet med Sverig? At en Lømmel af en Kongenar vover en sådan Tale, og at der gives Folk som lader sig bruge og med Begejstring bruge i en sådan Sags Tjeneste! Nå men nu må da både Selmer og den elendige Koncipist af dette Aktstykke stilles for Rigsretten og dømmes for Landsforræderi, det går jo glædelig!

Men nu afsted med Brevet!

Din Erik



266. Erik til Amalie

Fredag Aften [14/3/84]

Du elskede Menneske, som har siddet og ventet på Brev og anklager mig for at være lunken til at skrive nu i den senere Tid – ak Amalie Du glemmer, at jeg i Begyndelsen var urimelig med mit Skriveri, Du kunde jo formelig ikke være i Fred for mine Breve, og nu Du dejlige Unge, nu havde jeg jo i et Par Dage lige som min Fryd af at bilde mig ind, at jeg var forurettet. Dette Telegram, der meldte «Brev på Onsdag» syntes jeg måtte imødegås med en alvorlig Handling. Nå og så Stump byggede jo Selskaber, Teaterbesøg og Rigsdagsarbejde sig op om mig, så at jeg næppe kunde ånde frit end sige få Tid til at skrive. Nu i Aften skriver jeg heller ikke noget Brev. Jeg er ved at omkomme af Snue og imorges sendte jeg et såpas anstændig righoldigt Brev afsted. Du skulde blot se mig, når Snuen som nu rigtig tager fat, det bliver en Prøve for din Elskov – jeg er blot én stor våd Klump med Næse, Øjne og Mund sammenflydt til en rødlig glimtende Masse der nyser uafladelig stønner og forsvinder i et Lommetørklæde, som skiftes hver halve Time. Du kan tro jeg er sød. Uf sådanne blonde Mennesker, hvor er de modbydelige, når Forkølelse eller blot Kulde slår sig på dem. Det er nu aldeles latterligt. Vi har fået Forårsvarme igen. Under den kortvarige Kulde der pludselig indtraf, og som forkølede Dig, stod jeg mig prægtig, nu da Mildheden skulde fylde min Sjæl med Fryd, har jeg ingen Sjæl, den siver sammen med Hjernemassen ud af mig i Snuen. – Nu nøs jeg 7 Gange og sidder og snøfter og stønner og er aldeles ikke til at være i Stue med. – Altså Du yndigste kun en Hilsen ud af al denne Elendighed! Hvad var det for to Damer, som kom til Dig i Onsdags? Det er en tosset Betegnelse «to Damer», Du skal altid sige mig hvem. Jeg har beklaget mig før over, at jeg ingen ordenlig Besked får. Havde Du nu blot nævnt mig to Navne, så havde jeg haft et lille Billede, som min Fantasi kunde lave lidt ud af, «to Damer» er som en Sjat Vand i Ansigtet, når man tror at skulle se noget. – Jeg er ikke i Stand til at bestille noget, håber også, at det kan gå med at udskyde mit Arbejde – jeg sidder og læser i en utrolig dum og tilmed vidtløftig Smædebog om Sarah Bernhard: «Sarah Barnum» af en Rivalinde Marie Colombier,«Sarah Barnum» af en Rivalinde Marie Colombier: Marie Colombiers «Les Mémoires de Sarah Barnum» kom ut i begynnelsen av 1884 i Paris. jeg ærgrer mig over mig selv, at jeg gider læse videre i det Skidt og så gør jeg det dog; men i min nuværende Tilstand vilde formodenlig intet andet kunne trænge ind i den Hjerne, der for øvrig snart har forladt mig i vandklar flydende Tilstand. – Nej jeg kan næsten ikke se hvad jeg skriver, Øjnene står fulde af Vand, det er som om den voldsomste Tø havde angrebet et frossent Fysionomi [sic] – åh, ja Du det er aldeles rædselsfuldt forskrækkeligt. Og når Du nu er bleven min egen elskede – der nøs jeg tre Gange – nu to Gange igen, det er for galt, det lyder som når Sneen i tunge våde Masser falder ned fra Tagene – Husmoder, når Du er bleven min egen trofaste Kone, og sådan et Tøbrud indtræffer, så taler jeg ikke om andet, så længe det står på, jeg fylder hele Huset med min Forkølelse, Du kan tro det er interessant, og hvis Du så ikke er kærlig ved mig og ikke siger et eller andet trøstende Ord til mig eller i alt Fald blot viser nogen Deltagelse, så bliver jeg aldeles rasende fortvivlet. Når jeg bare må snakke om det og kan bringe Dig til at interessere Dig for den uhyre forfærdelig afskylige Tilstand jeg er i, så er jeg i Grunden nok så glad og er slet ikke uskikkelig og kan også godt snakke om andre Ting, når blot det Faktum bliver Grundlaget for alt, at min Snue er værre end noget andet Menneskes på Jorden. Men hvis Du ikke vil indrømme mig det, så vil jeg slet ikke gifte mig med Dig. Jeg er vis på, Du har aldrig haft Snue. Du er naturligvis lige pæn og nydelig og anstændig når det som Du kalder Snue indtræffer – jeg! jeg er lige til at feje ud med en våd Klud og smidde [sic] på Skarnbunken, der er ingen Mennesker der kan være bekendt at vise sig i Selskab med mig. Jeg er blot én Bunke rødkantet Afskylighed som nyser. Ja således er den, Du elsker. Kommer Du nu snart min søde, jeg kan ikke begribe, hvor Du bliver af.

Din Erik

Jeg sender Dig indlagte idag modtagne,indlagte idag modtagne: Kanskje et lite brev fra Herman Schwanenflügel. (Se brev 271, note 3.) som Du skal gemme på; det vil om 100 År være morsomt.



267. Erik til Amalie

Søndag Aften den 16 Marts [1884]

Blot et Par Ord, Du elskede bedårende Menneske – Amalie jeg elsker Dig ud over ethvert fornuftigt Begreb, så sød Du er – jeg er kommet vanvittig sent i Seng i Nat og har været på Farten hele Dagen jeg vil blot sende Dig en Hilsen til Tak for det Brev, der lå til mig, da jeg fra en «Skuespillerfest» kom hjem og denne Gang ikke ventede Brev. Hvor var det sødt! Jeg kyssede det inden jeg havde åbnet Konvoluten, og jeg kyssede det igen, da Du kaldte mig «tussegut». – Men hør nu min Unge, nu har jeg virkelig godt Håb om, at Du kommer afsted den 29, den Bevilling jo dog blive udfærdiget, det kan jo ikke ligefrem hindres med Kunst. Og Du længes efter at komme til mig og Du elsker mig. Amalie Du véd ikke hvor glad jeg er. Jeg kan føle Glæden i mig lige som stige som en Flod for hver Dag der går, og min Utålmodighed har lige som noget mildt og blødt medgørligt ved sig, jeg er ikke pint i samme Forstand som da der endnu var Måneder til jeg skulde se Dig. Alt er lyst inden i mig. Amalie din Rejse ned til din Moder har naturligvis været alvorlig nok, Du søde yndige Pige, men ikke sandt også Du er glad ved, at Du nu ikke skulde tage Afsked for en Rejse til Amerika. Tænk Dig Amalie om det var blevet ført igennem! Jeg afskylig elendig dumme Karl, som bildte mig ind, at jeg ikke havde andet at gøre i sin Tid da Du meddelte mig din Plan end at tage det rolig og fast og ikke med et Blink i Øjet, hindre Dig i frit, at handle som Du tyktes var bedst. Ja det er gået bedre end jeg havde Forstand til, og min Ven Du har ledet vore Handlinger så Du skal være evig priset. Du er Dejlighedernes dejligste Kvinde, så stolt og brav og skøn en Sjæl Amalie mest Lyst har jeg til at ligge på Knæ foran Dig og holde Dig omfavnet og tilbede Dig og sige Dig, at jeg elsker Dig, og at jeg er så lykkelig, og at jeg næsten ikke kan rumme den Tanke, at jeg nu går ind til et Liv med Dig. Min egen Ven jeg er ubegribelig lyksalig. Nu Godnat min egen Stump jeg sove, imorgen og de følgende Dage skal jeg arbejde strængt.

Din Erik



268. Amalie til Erik

Fr.hald 18-3-84.

Min søde elskede, – jeg er endnu her, – det er moderens papir og pen og begge dele kan jeg ikke like, og kommer til at skrive endnu værre end jeg pleier. Sådan en spids, hård ækel pen, som man ikke er kjendt med! Jeg har fået to brev fra dig du deilighed. Men det jeg skulde havt søndag og besvaret mandag, kom først, mandag igår, og bliver først besvaret i dag tirsdag. Gud ved hvordan det hænger sammen. Der var et andet brev, som var kommet til Kr.ania lørdag aften; det fik jeg på søndagen, men ikke det fra dig, og det må jo også være kommen frem lørdag aften, som det pleier. Gutterne må ha ladet det ligge; idet de i halvmørke om aftenen kun har fået øie på den hvide konvolut i postkassen, og ladet din grå ligge til søndagen, hvorpå de straks de har opdaget den, har sendt den afsted. Nu får jeg høre når jeg kommer hvem [hjem] iaften. Jeg fik ikke slippe herfra igår, og nu går Ludvig og tigger mig om at blive til imorgen, men det vil jeg ikke, for det er urimeligt, jeg som har så meget at gjøre, uf, – det rent svimler for mig. Dit lange, deilige brev fra torsdag, tak du elskede; det gjorde mig rent ør af glæde. Som Du kan skrive, hvor dumme og ækle mine breve må forekomme dig ved siden af dine. – Hvis jeg nu bare får bevillingen, kommer jeg til den tid, vi har tænkt os fra begyndelsen af. Jeg vilde så nødig først reise herfra den 4de eller 5te april, også af den grund, at da reiser fru Thaulow og Lillemor,fru Thaulow og Lillemor: Marie (Lillemor) Thaulow ble i 1884 gift med den danske juristen Carl Torp. og så gjør de naturligvis mange spørsmål, og så kommer Torp og henter dem og Nini og Theodor,Nini og Theodor: Nini Thaulow hadde giftet seg i 1883 med Theodor Gad. som skal have en liden allerede i August, til stor ærgrelse for Carl og Hermann,Carl og Hermann: Amalie har kanskje skrevet feil for Pylle og Herman? Herman Thaulow hadde i 1880 giftet seg med Pauline (Pylle) Gad. der er så rasende ærgerlig over ingen børn at få. Nei, du har ret, det nytter slet ikke at indrette brylluppet med nogenslags tanke på Ludvig. Kommer han alligevel, er det jo såmeget des bedre. Nei, jeg vil ikke ha Josefine. Efter at ha talt om hende med moderen, er jeg bleven klar over at det vilde være dårskab at gjøre det, sådan som hun har udviklet sig i det sidste års tid. Igrunden har jeg gået meget igjennem med hende, eller rettere vilde ha gået igjennem hvis jeg en eneste gang gang [sic] havde optrådt som jeg skulde og burde ligeoverfor hendes dumme, utækkelige, over alle grænser selvgode opførsel. Hun er som sagt bleven udskjæmt, – jeg ved ikke hvordan det er gået til. Jeg har været meget snil og anerkjendende ligeoverfor hende, men hun har været en for rå natur til at kunne tåle det. Altså kan du skaffe pige, så gjør det bare. Nu får du først dette brev torsdag aften. Det er ikke min skyld at jeg kommer til at narre dig med brev på onsdag. Jeg gik her og var fortvilet over at du som jeg troede, ikke havde skrevet på torsdag. Og så havde du sendt mig sligt et yndigt, deiligt brev, som gjorde mig lykkelig helt ned på bunden af min sjæl. – Jeg skal hilse dig på det bedste fra moderen; hun håber at se dig engang. Ligeledes beder Ludvig mig sende dig sin hjærtelige hilsen. Du får ikke mere idag elskede. Jeg har liden tid, trænet går om ½ time.

Din Amalie.



269. Telegram til Erik

Skram, Zinnsgade 2 Kbhvn

Fra Christiania 19/3/84 kl.7.15 em

Brev Fredag, kan ikke hjælpe det jeg ingen Pige

Amalie



270. Erik til Amalie

Torsdag den 20 Marts 1884

Kl 9 Morgen

Først nu i Morges for ½ Time siden modtog jeg det Telegram, som Du har indleveret igår Aftes Kl lidt over 7 i Kristiania – det er en vakker Besørgelse! Jeg vil undersøge, om Skylden ligger i Telegrafkontoret her ude på Østerbro, og så skal de min Sandten ikke slippe billig derfra, eller om det er Kristiania Kontoret, som først har expederet Telegrammet imorges – så kan jeg desværre ikke nå vedkommende med min Harme!

Det er sørgeligt, sørgeligt at have et Hul i sit Liv på 2 Dage min elskede søde Amalie, min brave Pige, som har telegraferet igår Aftes – jeg var bange for, at Du havde ladet Dagen gå over, da Du skulde skrive uden virkelige Skrupler, jeg fik jo intet Brev og intet Bud fra Dig igår – det er mig, som skulde jeg ikke kunne vinde op af dette sorte Hul, jeg er plumpet i, ved egen Hjælp. Véd Du Amalie, at dette er aldeles rasende sørgmodigt. I næsten en Uge har Du nu ikke skrevet til mig fra Torsdag til Onsdag! Og det har Du kunnet leve med! Og jeg, som har været så glad i denne Tid, som næsten følte Dig ved min Arm når jeg gik på Gaden, som har levet med Dig hvert Minut. Nu skal jeg sørge og længes i to Dage! – Min egen Ven, den Farve i dit Værelse er bleven slem karmoasin [sic]. Den er nøjagtig efter Prøven, men jeg er bange for, at din Mening næppe har været den. Den brune Farve står ypperlig, den grå er bleven noget død. Ingen Pige endnu! Bertha Kn. har taget sig af Sagen, jeg hører intet fra hende – om hun steller fornuftigt?

Jeg har det ondt indtil dit Brev er kommet

Din Erik

Netop som jeg skulde lukke Konvoluten kom Pigen ind med et Brev som har ligget i Kassen. Det er fra B.Kn. Hun har fæstet en Pige!

Det er da en Trøst!

Du kunde godt have telegraferet i Mandags til mig, at Du ikke skrev, så var jeg ikke blevet skuffet så dybt nu



271. Amalie til Erik

Kr.ania 20-3-84.

Min kjære søde Erik, du har vel været vred på mig fordi du så længe har været uden brev fra mig, hvorlænge er det nu? hele ugen omtrent. Men du hørte hvorledes det gik til med det brev som jeg havde regnet ud skulde været på Fr.hald søndagen, og det brev jeg så omsider skrev dernede blev desværre liggende over og først besørget onsdagen. Det gik således til: jeg skulde reist tirsdag eftermiddag med kl. 4 toget og samtidig taget mit brev med, posten går over Xania – men så kom jeg ind for at sige farvel til Schjøtts,for at sige farvel til Schjøtts: se brev 111, note 2. og Ludvig, som havde overtalt mig så græsselig at blive til næste dag kom lige i hælene på mig, for at være tilstede når Schjøtt hvad han var sikker på vilde ske, gav sig til at tigge mig om at blive. Schjøtt begyndte da ganske rigtig, og Ludvig istemmede. Jeg sa det var umuligt, først fordi jeg ikke vilde at gutterne skulde gå forgjæves til stationen om aftenen, og dernæst fordi jeg skulde ha en lappe-sypige den næste dag som vilde gribe leiligheden til at gå til en anden hvis jeg ikke var kommen hjem – der er slig rift om hende. «Jeg river i telegram på gutterne» – sa så Schjøtt, «og jeg på sypigen!» råbte Ludvig. Jeg var lige ved at gi mig, men huskede så på returbilletten, og sa, at hvis jeg ikke fik lov til at bruge returbilletten den næste dag, vilde jeg alligevel reise. De lo og så at det var en umulig ting, men jeg mente at det idetmindste var forsøget værdt, tog hat og kåbe og gik ned på stationen hvor jeg førte følgende samtale med stationsmesteren. Jeg: kan jeg ikke ligegodt reise imorgentidlig, for jeg vilde så gjerne blive til den tid. Han: (smilende imødekommende,) jo, det kan vel sagtens fruen. Jeg: ja, men jeg har en returbillet, som de siger ikke gjælder for mere end idag, men kan den ikke gjerne gjælde for imorgentidlig, det blir jo ikke så mange timers forskjel. Han: (kløende sig bag øret [)], – ja, ser de igrunden, – – – åjo kom her med billetten, så skal jeg give dem en påtegning, men det må de ikke fortælle, for så får jeg flere af den slags anmodninger, hvilket ikke går an. Han forsvandt kom igjen, leverte mig billetten smilende og bukkende. Jeg triumferende ud til Ludvig, som ikke havde villet være med ind for skams skyld, men gik og spankulerede udenfor. Han slog op en latter da han hørte udfaldet, og sa at det igjen havde bekræftet sig at hvis man blot har den tilbørlige portion frækhed får man alt igjennem. Men forresten sa han, havde jeg eller Schjøtt bedet om sligt, han havde leet os ud. Under alt dette glemte jeg dit brev elskede, det lå på moderens bord da jeg kom hjem, og jeg var fortvilet; det skulde været med det træn, som jeg ikke gik med. Jeg følte mig så brødebetynget igår, at jeg måtte gå ned og telegrafere til dig, du yndigste, som har skrevet 3 breve til mig dag efter dag og sendt mig et morgenblad idag med din gode artikel i.et morgenblad: Eriks artikkel var en anmeldelse av Otto Benzon: En Skandale, som ble spilt på Det kgl. Theater. Den sto i Morgenbladet 18/3/84. Du, hvor det er sandt hvad Schwanenflügel skrev om din skitse;hvad Schwanenflügel skrev om din skitse: På KB finnes det en udatert lapp til Erik fra Herman Schwanenflügel, som sammenligner «Schwester Weleicka» med Peter Nansens fortellinger – forskjellen er «mellem Velugten fra en frisk udsprunged Blomst og den Luft, man indaander i et Vandhus, hvor en stærkt parfumeret Laps nylig har forrettet sin Nødtørft.» den er yndig, og den bliver skjønnere jo længer man går og gjemmer på den; den står så fast og ren og fin og nobel i erindringen. Men du, det er sandt. Imorgen får jeg bevillingen endelig, så sender jeg dig den og de papirer jeg har i mit værge, rekommanderet; tinglæsningen kan jeg selv ta med mig, og så er der ikke noget til hinder for at jeg kan reise herfra den 29de marts. Altså om en 8 dages tid, nei ti i dine, dine arme! Blir det at udholde; jeg er færdig til at sprænges af fryd. Bare jeg nu kan holde mig i skindet og ikke blive rent ude af mig selv for glæde. Denne gang er det først rigtig skjønt at møde dig, – det er for alvor for alle menneskers øine, for livet. Nei du gode gud for en lykke dette dog er! jeg siger som du: at et menneske virkelig skal opleve sligt. Forresten kan du tro det var traurigt i Fr.hald. Jeg græd hvereneste dag, rigtig storhulkede, når vi talte om stakkels Bernhard. Og så var moderen syg, og jeg fik en græsselig angst for at hun skulde dø, og hun sa selv at hun gjerne vilde det, men tog det straks i sig igjen, og forsikrede at hun hverken vilde eller kunde dø, da hun så mig kaste mig over hende, og hulke mig rent istykker. Men så havde vi det muntert indimellem, når jeg fik moderen til at le så hun bad om nåde, og når hun sad og var fornøielig, men med hende havde det ikke den gamle art. Sidste aften kom vi ind fra Schjøtts kl. 1; så sad Ludvig og jeg og snakkede til kl. 3, så lå jeg resten af natten og strøg af fyrstikker i hvert øieblik for at passe på klokken, og da den var 5 gik jeg ud og vækkede pigen, og gjorde mig istand. Toget gik et kvart før 7 så der var god tid. Så gik jeg ind, og sa farvel til Ludvig, han lå i sin seng, men han vilde plent op, skjøndt jeg bad ham så inderlig la det være, han som skulde læse kl. 8 og trængte så vel den smule søvn. Men der var ingen råd; op vilde og måtte han, og så fik han sin villie. Og så, da han kom ind, tog han mig ind i sine arme, og sa så meget kjærligt til mig, mens tårerne strømmede over hans kinder. Og jeg der var som en sluse med en yderst skrøbelig dæmning for fossede rent over i gråd med hovedet på hans skulder. Slig har jeg ikke grædt på mange herrens tider, som jeg gjorde dernede i Halden nu. Jeg så elendig ud, rent udgrædt, da jeg kl. 12 stod i min dagligstue, men alligevel var jeg i selskab igåraftes til kl. 1, og idag har jeg været aldeles kjæk. Du, Müller har skrevet at han når jeg reiser vil ha gutterne til sig, for at ha lidt godt af dem ude på Ask en tid.ude på Ask en tid: I 1876 hadde August Müller solgt skipet sitt og gått i land; han kjøpte en mølle og et hus på Ask utenfor Bergen. Så vil han få en plads for Ludvig i Bergen, og sende Jakob på kontor i udlandet. Han vil at de begge skal gå til handelen, og påstår at han ikke har råd at lade selv bare Jakob studere. Der er begået en stor feil dengang ved skilsmissen, at der ikke blev sørget ordentlig for gutterne. Jeg vidste ikke andet end at alt det var i den skjønneste orden, men der var en mangel etsteds, og nu da det har gået så tilbage med forretningen, har han disponeret over den pengesum. Men at Jakob ikke skulde få blive student, gik jo ikke an. Ludvig sa straks at Jakob kunde komme ned til Fr.hald og bo hos ham og ta sin art. ved Fr.halds skole, men Helland sa at det var så upraktisk at la gutten skifte skole; han skulde bo hos ham de par måneder og ta sin eksamen ved sin egen skole. Helland er umådelig glad i Jakob og Jakob liker også Helland så godt, og gamle fru H. var bleven så glad at hun ikke vidste hvad fod hun skulde stå på fortæller Helland, da hun fik høre at Jakob skulde bo der. Dette kan jo faren ikke sætte sig imod, når han ingen penge får at betale for ham; så får han jo siden sende ham til udlandet eller lade ham studere, hvad han vil; han er et meget ubeslutsomt og vægelsindet menneske. At Ludvig kan få en bedre og fordelagtigere plads i Bergen end den han har her, vil jeg gjerne tro, da jo Bergen er en blomstrende handelsby. Imidlertid er der dog en mulighed for at Ludvig bliver her, såsom Müller sa, at kunde jeg få plads for ham hos Sten & Strøm,Sten & Strøm: Steen & Strøm er Norges eldste stormagasin, grunnlagt 1797; i 1873 bygde de den første store forretningsgård. et meget anset firma her, så vilde han lade ham blive. Nu har firmaets chef omtrent sagt ja til forespørsel fra min side. Både Ludvig og Jakob er nu så mærkelig filosofiske af sind, og tager livet så vidunderligt roligt og fornuftigt. De vil gjerne blive handelsmænd, når deres far ikke har råd til andet, siger de begge, – det gjælder jo at blive til noget i verden, og det kan være det samme hvor vi er til en begyndelse; det er to kjærnekarle. Men jeg vilde altså i ethvert fald være bleven nødt til at skilles fra dem ved denne tid. Jeg var enten reist til Amerika, eller jeg havde ægtet en af disse mennesker her i landet som jeg kunde ha fåt, det vil sige – hvis jeg ikke havde kjendt og elsket dig! Det er dig, som er skyld i at fremtiden lig[g]er så lys og livsalig og sød og smilende foran mig. Jeg fik forleden et sødt og kjærligt brev fra din mor,et sødt og kjærligt brev fra din mor: finnes ikke på KB. hvori hun siger mig hvor velkommen jeg er hos hende. Jeg har skrevet til hende iaften, men jeg eier ikke mere end frimærker til dit brev; kl. er 12, så jeg kan ingen få, altså lægger jeg det indeni dit, og håber at det ikke bliver overvægt. Du må straks besørge det for mig. Du får dette brev på lørdag; det er sandsynligvis det sidste lørdagsaftensbrev du får fra din elskede. Næste lørdag vil jeg være på vei til dig. Bare du nu har betænkt mig med brev, at jeg ikke skal gå den sidste lørdagsaften med et skuffet håb i seng. Men har du været vred på mig, har du måske ikke skrevet; det vilde dog være en for hård straf for mig. Lad mig se, nu skriver jeg sandsynligvis på mandag, og så måske på onsdag, som du får fredag, eller rettere på torsdag, så får du det lørdag, mens jeg er underveis, skjøndt jeg ved ikke jeg. Jeg er ør af al den travlhed; vent bare ikke mere noget ordentligt brev fra mig. De vil være i telegramstil med en håndskrift som ikke er at læse. Du gode gud, hvor meget jeg har at gjøre. Og når jeg tænker på farvellet til gutterne bløder mit hjærte, men når jeg så husker på dig svinder al min smerte. Godnat du elskede! der lå et yndigt, deiligt, bedårende nattebrev til mig, da jeg kom fra Halden. Tak du elskede.

Din Amalie.



272. Erik til Amalie

Torsdag Aften den 20 Marts [1884]

Du søde Unge, så fik jeg helt overraskende et lille Brev fra Dig i Aften. Jeg havde efter dit Telegram imorges slet ikke ventet det. Det var inderlig dejligt, jeg er helt frisk i Sindet nu igen. Og Du har gået og været lidt sint på mig i Søndags; det var også Synd med den Fejltagelse af Gutterne – fik Du så begge Brevene på en Gang? Nå og hvordan står det så til i Fredrikshald? Det skriver Du vel lidt om i Brevet imorgen. Men hvad er det Du har så svimlende meget at bestille med? Tænk min Dumhed, at jeg ikke rigtig véd hvad det kan være. Jeg er glad for de Hilsener, dit Brev indeholdt, jeg vil så gerne være i god Forståelse med din Moder og Ludvig. Jeg tænker mig Stump, at jeg ved at lære dem at kende kan trænge endnu bedre ind i Dig, få et eller andet lille Glughul opladt ind til din Natur, som jeg endnu ikke har kigget ind ad – Du er nu slet ikke sådan at få kigget igennem på én Gang. – Men Amalie det må nu altså være vist at Du kommer afsted på Lørdag 29. Skulde Bevillingen ikke være i dit Værge senest Tirsdag, så søg Audiens hos Ministeren, og hvis det kniber hos den Kronprins, I nu har som Vicekonge. Det er dog for galt, om ikke den Ting kan blive besørget. Jeg tror virkelig jeg bliver syg, kommer ikke Bevillingen og ikke Du afsted i rette Tid. Pus Heiberg på ny op i Ministeriet, gør Dig vred, gør alt muligt, husk at jeg sidder her nede i Elendighed, om nu noget slår fejl. Vi har ventet længe nok, og jeg synes nu så temmelig tappert. Det er mig næsten ufatteligt, når jeg tænker tilbage, at den Tid er gået, som den dog er. – Jeg var i Morges hos Knudtzons i Anledning af Berthas lille Brev om Pigen. Hun hedder Ane Marie, er 34 År, fra Landet har gode Anbefalinger, skal have 14 Kr om Måneden, men kan Strygning, det sparer for mit Vedkommende omtr 6–7 Kr månedlig. Gamle Fruen fortalte mig, at de venter Beli m.m. (staver han sit Navn således?) på Fredag.de venter Beli … på Fredag: dvs. Jørgen Baillie Knudtzon, dansk konsul i Bergen, gift med Amalies venninne Elisa. Sig mig Du, var han ikke bedst til Forlover? Hvis din Broder da ikke kommer. Det er jo udmærket med dette Sammentræf. Du ser, at alt samler sig om, at Du skal afsted på Lørdag. – Jeg sidder midt i en Afhandling om «Familjen på Gilje» til «Tilskueren».en Afhandling om «Familjen på Gilje» til «Tilskueren»: Artikkelen om Jonas Lies roman ble trykt i Tilskueren I, 1884, s. 317–21. Det vil ikke rigtig gå jeg synes jeg har skudt mit Krudt ud efter kun at have skrevet 3 små Sider, men Klokken er ½ 12 jeg vil vente til imorgen; jeg har fri for Rigsdagen, så må jeg kunne arbejde til Aften, da jeg skal i Teatret og derefter i Selskab ?: jeg ser kun den halve Forestilling. Her er også for varmt i mit Værelse, jeg går nu ned med dette Fillebrev, spiser så lidt til Aften putter mig i Seng, tænker lidt på Dig – det gør jeg hver Aften før jeg sover – falder så forhåbenlig i en god Søvn, vågner imorgen Kl 8, tager mit Styrtebad og går så hjem og skriver.

Du min elskede! Den karmoasinrøde Farve synes jeg nu er fløjesblød [sic] og smuk i dit Værelse, og den brune er nu aldeles fortrinlig i Midtstuen, der ganske vist er mørk i det ene Hjørne men bliver mageløs hyggelig alligevel.

God Nat, Du min Livsens stolteste Bedrift og Håb, min Sikkerhed, mit Jegs eneste Forklaring, min Tilflugt, min Udvikling, mit Alt!mit Alt!: Alt er understreket syv ganger.

Din Erik



273. Amalie til Erik

Kr.ania 21-3-84.

Så sender jeg dig da endelig engang de nødvendige dokumenter. Tinglæsningen kan jeg selv ta med mig, er den ikke færdig, kan man jo endog i nødsfald sende den efter mig. Jeg tror at den skal være færdig til den 28de, altså dagen før jeg reiser, men jeg er dog ikke så sikker i dette. Det er ikke noget egentlig brev jeg skriver. Helland sidder i stuen og læser avisen; vi skal gjøre noget sammen, og så er han kommen på mig før jeg var færdig. Bare du nu har skrevet til mig elskede, og ikke været hevngjerrig, men det er du elskede. Ja, havde jeg ikke været, var vi aldrig bleven gift, du vilde jo slet ikke du, hvorfor du ikke vilde kan jeg ikke begribe igrunden og når jeg ret betænker det, er jeg næsten lidt ærgerlig på dig. Hvorfor var det ikke dig som sa: «Du skal og gifte dig med mig?[»] her var det mig som måtte optræde virksomt, og så at sige tvinge dig, du dumme gut, som havde ladet mig smutte fra dig, bort fra dine arme, og din tilværelse. Det havde været en evig skam for os begge, om vi ikke havde holdt sammen for resten af vort liv, og du, som dog elskede mig så høit, for det gjorde du!

Jeg får ikke noget piano med mig hvilket er kjedeligt, da det hører til i en hyggelig stue. Men sagen er at jeg sidst jeg flyttede solgte mit gamle, det var så umenneskeligt tungt og stort, at det gik på livet løst, når det skulde flyttes; aldrig kom det fra et steds til et andet uden at lide en eller anden skade med påfølgende reparation; det var ikke til at håndsame for tredemensionsmennesker [sic]. Altså jeg solgte det, fik det dårligt betalt, satte pengene i banken for senere at kjøbe et mindre, og leiede midlertidig et andet. Men nu da denne elendighed kom på, med denne arme enkefrue, som havde de 5 nødlidende børn, tog jeg ud af banken 200 kr. til hende i den tanke at jeg senere kunde godtgjøre mig mit udlæg af de indkomne bidrag. Endskjøndt jeg fik ind alt i alt lidt over 500 kr. var det dog en umulighed, at tage tilbage et eneste øre; hun fik efterhvert som pengene kom; og nu kan jeg ikke kjøbe noget piano, umuligt; var jeg bleven her kunde jeg fået et på afbetaling, men siden jeg forlader landet kan jeg ikke det. Kanske jeg kan gjøre det i Kjøbenhavn, for jeg vilde så gjerne ha pianoet igjen. Hvis du anede med et glimt af forestilling, hvormeget jeg har at bestille, så ventede du ikke mere brev fra mig. Det er utroligt. Adiø for idag; jeg slutte.

Din Amalie. –



274. Erik til Amalie

Lørdag Aften den 22 Marts 84

Jo Du søde der lå jo et lille Lørdagsaftenbrev til Dig – men véd Du, at Du igår bedrog mig for Brev? Dit Telegram nævnede udtrykkelig Brev Fredag. Det er vist gået Dig af Glemme. Men jeg vil ikke, ikke i allerfjærneste Måde nu gå i Rette med Dig, jeg var naturligvis skuffet igår, men så er jeg så meget desto gladere nu i Aften ved dit Brev. Min sødeste yndige Pige, at alt nu virkelig skal gå i fornuftig Orden, og at jeg på Mandag Morgen skal have de længselsfuldt ventede Papirer i Hænde! Pyt, om jeg tror det. Men jeg tror det alligevel, om end mit Hjærte allerede nu banker i ængstelig Spænding. Det er formelig, som sad jeg og ventede på Dig selv. Men hør, tænk Dig Amalie, at Du skal være hos mig nu imorgen 8 Dage, det er jo en Fabel, et Sagn, en Vidunderlighed, som ingen kan begribe. Hvorledes egenlig denne Uge skal gå – om jeg på Lørdag Nat vil få sovet en eneste Smule, nej Ven jeg er allerede så forunderlig betaget lyksalig, at jeg formodenlig vil gå den hele Uge som et nattevandrende Spøgelse uden Rist eller Ro. Og jeg har dog så meget at bestille, som skulde kræve ordenlig Hvile. Du jeg har først at få færdig en lille Afhandling om «Familien på Gilje» som nu med Afbrydelser plager mig på tredje Dag, så er der Teater med nyt Mandag og Onsdag, et Brev til Dgbladet, en Novelle (?) til UdeogHjemme,et Brev til Dgbladet, en Novelle til UdeogHjemme: Det finnes ingen artikkel signert av Erik i Dagbladet i denne tiden. Det kom heller ikke noe bidrag signert av Erik i Ude og Hjemme i mars eller april. jeg ulykkelige, som så har min Kærligheds Lyksalighed at trækkes med! Hvad skal jeg dog gjøre. Men Stump jeg svælger for Resten i den Følelse at være et fornuftigt Menneske, som bestiller noget samtidig med at jeg er ved at miste Forstanden af Kærlighed og ganske sikkert gør det på Søndag, når Du falder i mine Arme. Men hør nu Amalie medens jeg er ved mine fem: husk at assurere dine Sager samtidig med at de tages ombord, spørg Expeditøren hvorledes sligt laves. Og hvis Du kan få Tinglæsningsdokumentet Onsdag og sende mig det om Aftenen så må Du ikke forsømme det, så kan jeg nemlig levere det i Magistraten allerede Lørdag og dermed har vi vundet at kunne bestemme vor Vielsesdag næste Uge med større Frihed. Det bliver 3 eller 4 April, hurra! – Min egen bitte lille Pige, som måtte græde sådan i Frederikshald. Godt at det ikke var tunge Tårer, de har jo dog ikke gjort dit Sind Fortræd min elskede. Det synes af din Tavshed desangående at være sikkert, at Ludvig ikke kommer her ned til Vielsen. Jeg vilde så gerne have haft det. Han kunde for øvrigt som Udlænding ikke have været Forlover men det gjorde jo ingen Ting, det var hans Tilstedeværelse, jeg vilde have sat Pris på både for min egen og for din Skyld. – Spørg, om Du ikke bør have en Erklæring hos Expeditøren om, at det altsammen er brugte Sager til dit eget Brug, som Du fører med Dig, for Toldens Skyld nemlig. Brugte Ting til eget Brug indgår toldfrit. – Du søde dejlige elskede Ting, som jeg sådan uden videre om kort Tid kan lige frem stryge henover Kinden og se lige ind i Sjælen, for Amalie jeg vil se Dig lige ind i Sjælen fra nu af altid – hvis Du tror, at Du kan få Lov til at blive en Trold sådan for egen Regning herefterdags, så tager Du rasende Fejl, jeg skal være med i alt også i din Troldskab, og jeg skal underminere den og tilintetgøre den og elske Dig, tossede Pige, som er så indbildsk – Unge hvis Du bliver rigtig sød, vil Du have rigtig godt af af [sic] at blive gift med mig – det var slet ikke det jeg vilde sige. Min yndige Pige, som dine Sager nu står med Müller, der begynder for Alvor at tale om sine slette Pengeaffærer – han gør dem for øvrig naturligvis ikke mindre slette nu end de er – kommer forekommer det mig dit Giftermål med mig op i en hidtil ukendt økonomisk Glans – det bliver så formodenlig også den eneste Glans af denne Art det får – og jeg er henrykt derover. Men hør nu Stump, Jakobs Forhold har jeg fået Greje på – Ludvig derimod véd jeg ikke rigtig Besked om. Hvis han bliver i Kristiania, hvor skal han så bo? Det har Du ikke sagt mig. At Jakob kommer til Helland – nå, denne Mand er jo brav, om han end ikke sprækker af Venskab for mig. Som jeg længes efter disse to Gutter, og som det i Grunden gør mig ondt dette med Faderens Villen have dem hos sig, og denne Udsigt til en relativ Smalhans, som vil vanskeliggøre et Besøg hos os, ja det Stump, forstår Du måske endnu ikke helt – jeg havde dannet mig mange Fantasier om os fire. Nu kun Godnat Du elskede snart har jeg Dig – for Alvor, Alvor! Brevet til Mama er besørget. Længes Du efter mig Amalie?

Din Erik



275. Amalie til Erik

Kr.ania 24de marts 1884.

Nei, min elskede, jeg havde ikke glemt dit fredagsbrev, jeg troede at du først på fredagen vilde få det, der var skrevet i Fr.hald, som kom dig ihænde allerede torsdag. Det skulde, tænkte jeg gå over Kr.ania, og kunde derfor først komme afsted torsdag morgen, men nu ser jeg at det er kommet snarere afsted. Så har du gået og ventet forgjæves også på fredag, og været ærgerlig på mig? Ja, ja min søde, elskede Erik, nu er denne ventetid straks overstået; at den har kunnet gå, forekommer mig nu noget nær et under, nu er der blot 5 dage tilbage, og jeg går i en feber med et boblende glødende blod; glæden skyller som høie bølger henover mig hvert øieblik på dagen; det er som jeg alt i et mister veiret. Jeg er så grænseløs lyksalig, – jeg drømte ikke om en sådan frydefuld rigdom af lykke og glæde som den du har bragt over mit hoved. Men hvorfor siger du at jeg er indbildsk? For mene det, kan du dog vistnok ikke. – – Her blev en lang afbrydelse, Wullum og frue kom op, og har siddet et par timer; nu er kl. et kvarter over 12, og nu må jeg skynde mig for at ikke være altfor træt og låk til imorgen, da jeg har ligesåmeget at gjøre, som alle disse travle dage. At du ikke kan begribe at jeg har det travlt! Det er virkelig dumt af dig, en mangel på evne til at sætte dig ind i sager og ting som du ikke netop ser foran din næse. Men det skal jeg fortælle dig altsammen, når jeg kommer. To mennesker der elsker hinanden som vi, – det er dog en overmenneskelig fryd! Hvor jeg er dig taknemmelig og hvor jeg skal elske dig, elske dig. Det som du engang sa, og som gjorde mig så alvorlig og betænkt, at jeg ikke havde stor evne til at elske, eller måske det var at du havde langt større evne til at elske end jeg, tror jeg ikke længer på. Ingen kvinde kan have en større evne til at elske, elske en mand, end den jeg har til at elske dig, men den har rigtignok udviklet sig og vokset for hver dag der er gået siden jeg først på Mjøsdampskibet følte mig besværet af en ganske ny ubehagelig fornemmelse, der altså var en spirende knop til en kjærligheds blomst, ja det klinger nu så affekteret, men er det i virkeligheden ikke. På onsdag skal Hellands holde «sørgefest» for mig, der skal være en mængde mennesker, men det er det eneste afskedsgilde, der blir givet for mig. Til alle andre, har jeg sagt nei, jeg orker ikke at gå i disse selskaber nu meddetsamme jeg skal reise, og har bedet så vakkert om lov til at slippe. Jeg går heller ikke omkring og siger farvel; dem jeg ikke træffer, sender jeg bare mit kort. Der er bleven sat gale farver i stuerne mærker jeg; den røde skulde været i midtværelset, for det skulde jo været dagligstuen; og den anden indenfor, nærmest soveværelset, spisestuen. Der blir ikke rum for det grønne møblement, uden i den største stue, og der skulde også lysekronen hængt. Jeg syntes vi var aldeles enig, og på det rene med dette dengang vi så på leiligheden, men skidt, det gjør ingenting, når jeg bare er, er hos dig. Tænk på søndag, på søndag! Men der kommer vel noget iveien, kan du tro, eller vi går under med mand og mus, hvordan er det muligt at denne lykke skal times mig, – jeg tror, jeg tror det ikke før jeg ser det. Jeg skal undersøge det med tinglæsningen imorgen, men fristen er vist ikke udløben før om nogle dage, det jeg kan tro. Om erklæring for at det er mit eget møblement jeg flytter med mig, har jeg talt til ekspeditøren, og det er i orden, jeg får et papir med hvorpå det står. Assurere skal jeg også huske at gjøre, men det er jo ligesom du skulde tænke vi forliste, og det er da umuligt! Det er godt at du har fæstet pige; jeg er glad for det. Josefine var umulig; hun er så rå indvendig. Jakob sa i aften: «Josefine er Regine Engstrand op ad dage, har du ikke set det?»Regine Engstrand op ad dage: Regine Engstrand er fru Alvings pike i Ibsens Gengangere, og hennes avdøde manns uekte barn. Når hun oppdager dette, bemerker hun at hun burde ha blitt oppdradd «som en kondisjonert manns barn» (Akt 3); og når hun hører at Osvald er dødssyk, vil hun ikke ha noe mer med ham å gjøre. Og det slog mig hvor sandt det var. Akurat hende. Så usigelig kold beregnende og så rasende pengegrisk, og ingen følelse, ingen medmenneskelig godhed, – jeg har en følelse af at ha været så uhyre meget for god og fin til hende, den hele tid, og så har jeg måttet rent la mig mishandle før at det skulde gå op for mig. Men sådan er det altid med mig, folk som jeg ikke holder af i den forstand at jeg har givet dem noget af min sjæl, kan jeg tåle usigelig meget af. Jeg er for stolt og overlegen til at lade mig fornærme, og så glemmer jeg det altsammen i næste nu. Så brutalt som hun nu har taget denne skuffelse at hun nu siden hun var løs og ledig og gjerne vilde, ikke fik blive med mig til Kjøbenhavn. Det er næsten afskyeligt. Det er moderen som har reddet mig fra at tage hende med, og det skal hun ret have tak for; jeg ser nu at hun kunde gjort mig megen fortræd i sin daglige omgjængelse dernede. Jeg får en liden kasse vin med mig, – det er resten af beholdningen efter Vilhelm, nogle flasker rødvin, portvin, et par flasker kognak og dram og en enkel halv krukke kuraceau. Du, jeg bringer med mig en røi og en tiur, den slags vildt ved jeg ikke om I har dernede, og så kan vi give vore første middagsfremmede det, det blir vel din mor og søstre og With vel? Ellers har jeg ingen madvarer med, jo smør får jeg tilovers af i husholdningen, så den rest tar jeg med, og alt hvad der ellers findes i spisekammeret. Hvor skal vi sætte de lange speile? Når der ikke er to fag vinduer i stuerne, er der egentlig ikke god plads for speile, men vi får nu se, – det ene tar jeg nu i soveværelset, men så er der to foruden. Dit lørdagsbrev var henrivende deiligt! Er det virkelig sandt? Er jeg, har jeg været alt det for dig? Du elskede, deilige som havde bevaret dig selv således i livet, at du havde brug for mig!

Din Amalie.



276. Erik til Amalie

Tirsdag Aften den 25 Marts 1884

Tænk Dig min yndige Stump, så umættelig jeg er, jeg kom hjem fra Teatret i Aften med Tro på, at der dog muligvis lå et lille Brev fra Dig – jeg synes, at jeg har dine Breve behov nu mere end nogensinde skønt der nu kun er Dage – 5 – til at jeg har Dig i mine Arme. Amalie Kærlighed er en slem Ting, jo mere den får, jo mere venter og forudsætter den. – Men Du min lille Unge Du har vel også nu en Aften ventet forgæves på Brev, Du har trot, at jeg igår lige efter Modtagelsen af Papirerne har sat mig til at melde Dig deres rigtige Ankomst. Jeg burde have gjort det – men Amalie bogstavelig jeg havde ikke et Øjebliks Tid. Jeg kunde end ikke gøre andet end lukke dem ned i en Skuffe, det var mig umuligt at gå til Borgmesteren med dem, en Artikel skulde skrives, jeg var tre Dage bag den lovede. Alt måtte skydes til Side for den. Og jeg var uoplagt, havde ikke en Tanke, havde sovet ondt om Natten, havde ligget af Hovedpine hele Søndag Frmdg, været i Middagsselskab med Hovedpine, drukket den bort i Rødvin, og var nu kun i Grunden optaget af min Kærlighed, en underlig febrilsk Tankegang, som løb omkring i mit lidt matte og endnu noget skrøbelige Hoved. Kl. blev 2 om Natten og endnu sad jeg ved Skrivebordet og vidste næppe, om der var Mening skabt eller ikke i det, jeg havde skrevet. Så gik jeg i Seng, var oppe igen Kl ½ 8 satte en Slutning på Artiklen, fik den afleveret, har arbejdet strængt i Rigsdagen idag, fået Forloverattest, skrevet Ansøgning om Ægteskabsbevilling men blev for sent færdig fra Rigsdagen til at kunne komme i Magistraten, der lukker sine Kontorer Kl 4, måtte skynde mig med Middagsmaden, hjem, tilbage til Dagmarteatret, så et Par Timers Stykke,et Par Timers Stykke: Dagmarteatret spilte Wessels Kjærlighed uden Strømper med première 23/3/84. har skrevet Artikel og er nu så udaset og ødelagt i min Arm – den har fra gammel Tid en Svækkelse af at skrive – at jeg kun kan give Dig et Par Ord, min egen elskede Ven. Min Amalie, jeg véd ikke, om det er Dig imod, men idag for at få Tingen færdig anmodede jeg Rothe foruden With om at skrive på Forloverattesten – den skulde affattes efter en vis Formel, og den havde jeg først nu fået – der er altså ingen Knudtzon, men gør det noget? Ønsker Du, at vi skal vise Frederik eller Beali (hvordan Fanden staver den Mand sit Navn?) en Opmærksomhed i Anledning af Bryllupet, så – nej bede dem om at være med, går ikke, men det skal jeg fortælle Dig når Du kommer her ned. Men altså at Du véd dette søde elskede Ven og kan i Tankerne skænde på mig, om jeg skal have Skænd. – Imorgen Stump er det sidste Aften det kan nytte at skrive til Dig, og jeg skal skrive, men noget langt Brev må Du ikke vente. Der går på det kgl Theater et nyt Stykke af Fritz Bendix,et nyt Stykke af Fritz Bendix: Fritz Bendix’ Efter Prøven fikk sin première på Det kongelige Teater 26/3/84. Stykket ble bare spilt seks ganger. og efter Teatertid har han bedt mig om at komme hjem til sig. Du forstår, at dette er en særlig Højtidelighed som jeg ikke kan sige nej til. Desuden må jeg vistnok allerede imorgen Aften skrive om Stykket til Mrgbl.skrive om Stykket til Mrgbl.: Eriks anmeldelse av Efter Prøven og Kjærlighed uden Strømper ble trykt i Morgenbladet 27/3/84. og hele Dagen imorgen vil gå med Arbejde på en Teaterartikel fra i Aften – jeg har to at skrive – og Rigsdag, som bliver hvas og Magistratsbesøg, imorgen skal Ansøgningen indleveres. Du ser således Stump, at det bliver en Gåde, når jeg får Lejlighed til at sende Dig min sidste skriftlige Hilsen – – ak lad mig håbe på urimelig lang Tid.

Men nu god Nat min dyrebare nødvendige Skat på Jorden.

Din trætte Erik



277. Erik til Amalie

Onsdag Nat Kl ½ 3 [26/3/84]

Dit Brev er for yndigt, for altfor dejligt – Amalie jo Du er alt for mig i Livet, til Dig vender alt tilbage går alt ud. Jeg føler det så vist, jeg véd det, derom er der, kan der ikke være nogen Slags Usikkerhed. Hvad i Verden tror Du Unge, at jeg har levet på i den Tid Du har kendt mig andet end Dig? Fra det Minut jeg sad i Kupé ved siden af Dig, så Dig rode i din Lomme på den Frakke, jeg elsker, som når den ikke kan bruges mere, skal bevares i vort Hjem, skattes, som et Harnisk, der havde tjent sin Herre trofast, i gamle Dage vel er blevet, fra det Øjeblik har der foregået i min Sjæl en Udviklingsproces, den, som gør, at jeg har Mod til at tro, at jeg er Dig værd som Mand. Amalie jeg elsker Dig. – Jeg skriver ikke mere i Aften. Stykket gjorde ingen Lykke, det var mig svært at skrive min korte Anmeldelse, og bag efter blev vi det længst mulige for at lade, som om alt var godt. Nu må jeg sove, jeg vil op i god Tid imorgen så føjer jeg et Par Ord til. Du min egen yndige Unge, snart er Du min, min søde trofaste Hustru – God Nat.

Torsdag Morgen Kl ½ 8

Fra dyb Søvn sprak jeg pludselig op med Frygt for, at jeg havde forsovet mig. Det kneb i Nat med at få Søvnen til at komme, jeg var bleven så årvågen, mit Hjærte kommen i en sådan Bevægelse, jeg måtte drikke et stort Glas Brændevin, så sov jeg. – Du og Gutterne skal have en Hilsen fra mig sidste Aften I er sammen. Er I tre alvorlige ved Afskeden, så er jeg det med. Du véd min elskede, at det har spillet en stor Rolle for mig dit Forhold til dem, inden der var Tale om, at Du kunde skilles fra dem, nu da det ikke længer er mig, der skiller jer ad, er jeg så modig, at jeg uden Frygt havde taget det på mig. Det er Dig og dem, der har indgivet mig denne Følelse. Jeg længes efter Dig Amalie og tager imod Dig uden Spor af nogen Slags Tvivl om, at Du og jeg skal leve sammen, men jeg er glad ved, at jeg har fået Dig til Givende af dine Sønner med, sig dem det. Når vi nu er gift, min Stump, så er vi to her nede, som vil følge ethvert af deres Skridt med en Følelse af at være personlig delagtige i alt hvad de foretager sig. Vil Du fortælle dem at de aldrig må tænke sig Muligheden af, at jeg skulde kunne ville – hvis der var Tale om at jeg kunde – stjæle det mindste Smule Gran af din Kærlighed til dem. Jeg har din store Kærlighed: vi tre, Jakob, Ludvig og jeg er som Delere af en uhyre Formue, der ikke kan måles, vi kan ikke komme op at skændes om den: vil den ene have mere, så tag! Hils nu Jakob og Ludvig fra mig, tak dem, fordi de har givet mig deres Venskab og fortæl dem, at jeg længes efter at se dem her nede. –

Min egen elskede Stump jeg har snydt Dig med Stuerne, men det har jeg været nødt til, hvad jeg i et Minut skal vise Dig, når Du ser, hvorledes Tingen hænger sammen. Du skal assurere, for I kan løbe på Grund og få Skibet fuldt af Vand, medens I selv klarer jer prægtig i Både osv. Godt at Josephine ikke kom med. Tænk det Ansvar man har med sådan en Pige der følger en – tilsyneladende i Hengivenhed. Hvor dine Bemærkninger om dit Forhold til hende er rigtige, jeg måtte nikke bekræftende og snakke højt i Anledning af dem i Nat. Godt med Fetaljen Du bringer, men Vinen burde formodenlig være solgt den skal fortoldes, antager jeg. – Kom altså ned min henrivende dejlige Hustru, bliv min for bestandig! Hjælp mig at leve, så skal jeg hjælpe Dig. Det er en bedårende Drøm at Du kommer, det er en Lykke uden lige når jeg har Dig.

Din Erik

Igår var jeg hos Borgmesteren. Det Forlangende om Skifteerklæring skriver sig fra at her skal Formuesforholdet mellem skilte Ægtefæller ordnes ved Skifteretten. Lad en Bemærkning blive tilbage til Heiberg om at han mulig bliver anmodet om at skaffe en Skifterets Erklæring – hvis Du og Müller da i sin Tid har været for en Skifteret.



278. Amalie til Erik

Torsdag aften sent. [27/3/84]

Min elskede Erik, hvor var jeg lykkelig at jeg iaften fik de få ord fra dig, du søde. Jeg var naturligvis skuffet igår, usigelig skuffet men nu er jeg glad og rolig, og fryder mig til at blive gal af ved at tænke på at søndag, – nei det er ikke til at sige. Du dumme gut, som ikke vilde havt mig; kan du mærke hvorledes vi passer sammen, hvorledes vi elsker hinanden, hvor usigelig meget godt vi kan gjøre hinanden! Men der er ikke tale om at dette bliver et brev, jeg sidder mellem pakkasser og embellarede møbler, og er sinssvag [sic] af træthed; jeg går med pakningsfolk i ét eneste kjør, render ærinder, husker på tusinde ting på en gang, gjør istand for gutterne, betaler regninger, tager imod farvelvisitter og er i selskab om aftenen (fik du telegram igåraftes?)fik du telegram igåraftes?: Det ble sendt et telegram til Erik fra Kristiania, datert 27/3/84. Det ligger blant korrespondansen, og lyder slik: «Trods vor Sorg over den, vi mister, har vi tømt vore Bægre for Dem og hilset med et Hurra.» Det er undertegnet bl.a. Konow, Gade, Krog, Berner, Garborg, Holst, Bang, Boll, Blehr, Helland. og er under alt dette rent ør af glæde og lykke over dig. Ak nei det er aldeles uudsigeligt hvor lykkelig jeg er, snart skal jeg kysse al min glæde ind i dig, du utrolig elskede. Jeg slutte. Det er mig så aldeles knusende ligegyldigt hvem der er forlovere. Jeg vil slet ikke ha nogen af Knudtzons med til brylluppet, ingen vil jeg ha med bare os to og hvis det er nødvendigt disse andre to. Idag fik jeg først tinglæsningen.

Din Amalie

Det sidste brev jeg sender dig! Hurra! Levvel til på søndag!



279. Amalie til Erik

24de septbr. [1884]

Jeg er netop kommet tilbage fra fru Wulf;fru Wulf: Det har ikke vært mulig å finne vedkommende. hun havde sagt til mama, at der var så meget hun endelig vilde give dig besked om inden du reiste; da jeg så kom hjem igår, havde hun været her, og så gik jeg derop idag kl. 11, for at spørge om det var noget jeg kunde skrive til dig. Nu har jeg spist frokost og skal nu til at fortælle hvad hun sa. Ja, det var så meget om to bisper på en kirkegård, som du endelig måtte se, og om nogle volder i nærheden af Sjørring tror jeg, og om 13 kjæmpehauger på rad, og om et tjørnetræ, hvortil det sagn knyttede sig, at når kongen engang bandt sin hest i det, var det ude med Danmark, og om Klitmøller og et fyrtårn og nogle dejlige skrænter ved en fjord. Træet måtte du ikke glemme, det var så mærkværdigt. Du måtte endelig besøge hendes datter; de ventede dig; derfra kunde de kjøre dig ned til Vesterhavet, og der fik du meget at vide. Jeg skulde været med på denne tur sa hun; den var meget interesantere [sic] end den i Hanherrederne, så kunde jeg boet i præstegården, og du derfra gjort dine udflugter. Hun var meget elskværdig og snil, – hvor hun kan snakke! Hun havde sét JudicHun havde set Judic: Den franske Madame Judic, «den pikante Subrette» iflg. Morgenbladet 7/9/84, opptrådte sommeren 1884 på Folketeatret. og ærgrede sig rasende over sine penge; hun fandt hende ækkel, og ikke spor af pen engang.

Tak for dit telegram som kom imorges. Tak for dit telegram: finnes ikke i brevsamlingen. Hvorfor har du ikke fået tid til at skrive? Hvad har du været så optaget af? Jeg troede du havde skrevet den første aften fra SruerSruer: dvs. Struer i Vestjylland. eller hvad det sted hed hvor du skulde overnatte og ankomme temmelig tidligt, såvidt jeg husker. Jeg var igår i Folketheatret med frøken Pryds. frøken Pryds: dvs. den norske forfatter Alvilde Prydz. En «Valgdag» var ikke svært morsomt syntes jeg, altfor karrikeret, og dertil så langtrukkent, men det andet Vebæk[sic] –Skods- o.s. v.!En «Valgdag»…det andet Vebæk-Skods: Th. Overskous lystspill En Valgdag og Vedbæk – Skodsborg – Kjøbenhavn, et lystspill basert på Otto Zincks Gräsenklingar, gikk begge på Folketheatret i september 1884. som jeg fornøjede mig! Jeg lo flere gange så højt, at det var en skandale; jeg vidste ikke af det, før jeg brast ud, og så var det forsent og hjalp lidet at jeg tog lommetørklædet for munden. Iaften skal jeg der igjen, og glæder mig græsselig. Jeg er gal efter det stykke. Tænk jeg har overtalt mama til at gå med mig, – jeg synes det er så fornøjeligt at hun har sagt ja. Så går jeg og henter hende. Jeg var deroppe igår for at få Emma med mig; hun kunde naturligvis ikke – som de to pigebørn arbeider! – og så strøg jeg lige til frøken Pryds, og bød hende billetten, det var igår forstår du, – hun blev så glad, kom hæsblæsende her kl. 7 og gjorde mange undskyldninger fordi det var så sent hvad jeg til ingen nytte forsikrede hende var aldeles overflødigt. Hun havde forresten slig ond ånde i theatret at det var en sand lidelse; stakker, – det var fælt. Vi havde brilliante pladser, parketlogen tilvenstre, første bænk 7–9. Hun fornøjede sig udmærket og var taknemmelig. Fra Abraham fik jeg et meget elskværdigt svar;Fra Abraham fik jeg et meget elskværdigt svar: dvs. Severin Abrahams, som overtok styret av Folketheatret i august 1884. hvis jeg blot vilde gå hver eneste aften og ta med hvemsomhelst, vilde jeg volde ham en stor glæde o.s. v. På fredag kunde Emma – sa hun, og vilde så gjerne derhen; vi aftalte at gå sammen på fredag. Men da jeg igår kom hjem lå der brev i kassen fra fru Ida Hansenfru Ida Hansen: gift med sakfører Octavius Hansen, født Ida Wulff. med invitation til dig og mig til på fredag kl. 5. Jeg skrev straks, og sa at du var bortreist, og at hvis der ingen var som om aftenen skulde samme vej, så måtte jeg altså renoncere på fornøjelsen. Men hvis hun nu svarer at der er følge for mig, så blier det ikke af med Emmas og min teatergang, og det er rasende kjedeligt. Synes du det er stygt af mig at gå til Hansens når jeg sa ja til Emma, at jeg kunde på fredag?

Fru Wulf sa at hvor hun gik og kom i denne tid holdt folk på med at bedrive tankelæsning. Efter hendes sigende må Otto Bentzon være meget flinkere end Bispop [sic],meget flinkere end Bispop: Amalie har skrevet feil for Bishop. Iflg. Salmonsens Konversationsleksikon var han en i sin tid meget omtalt amerikansk tankeleser (2. Udg. Bd. XXIII, s. 81.) men tænk, der er bare et eneste medium han kan bruge, en ung fyr, bly nervøs, en ven af Ulf Hansen, som havde været der for leiligheden. Du kan ikke tænke dig hvad for ting han havde udrettet. Tilsidst var de begge så udmattede, at de måtte holde op; de fik hodepine af det. Hun sa det kom så græsselig meget an på mediet, og nu er jeg sikker på at det bare var derfor jeg ikke kunde finde knappenålen, fordi du er et så slet medium. Besynderligt at jeg ikke straks faldt på det. – Jeg har udrettet alt hvad jeg skulde for dig, sendt til Gallschjøt, til Lund, hævet pengene i Ude og Hjemme; der havde de sagt, at hr Skram selv havde hævet 10 kr; men hun fik det, du havde sagt hun skulde ha alligevel, du talte noget om at de vist havde snydt dig, kan du huske, – måske det er de 10 kr. du selv har hævet og glemt at du har hævet. I banken har jeg også været; jeg mødte Chr. Rothe på Kjøbmagergade; han hilste så alvorligt, anderledes end han pleiede, syntes jeg. Han er vist stødt over et eller andet, kanske over at vi aldrig bad ham, eller spurgte til ham i den lange tid hans familie lå på landet. Jeg ved ikke, jeg. Jeg traf din tante Mathilde igår hos din mor,Jeg traf din tante Mathilde: dvs. Charlotte Caroline Mathilde Schram, gift med Mozart Waagepetersen. hun er altid så venlig og snaksom når jeg ser hende. – Du har ikke havt rigtig godt vejr vel? – men ikke rigtig stygt heller?; mandag aften var her syndflod og lynild, – da var jeg meget bange, sad og krøb sammen på en stol snart inde hos dig, og snart i den anden stue, indtil det gik over. Jeg har taget mod til mig og talt til Josefine om stopningen;talt til Josefine om stopningen: dvs. Johanne, deres pike (Erik retter henne senere). resultatet skal du få mundtligt. Det blev til et kompromis, ja det vil sige, jeg forbeholdt mig at indhente dit samtykke, og lade det stå uafgjort til du var kommen, men imidlertid lovede hun at stoppe den vadsk [sic], der nu lå ueftersét. Jeg er så sikker på at du blir længere borte end du sa, akurat som første gang, da det gik så rasende langsomt med at bevæge dig fra sted til sted dernede i Sønderslesvig.dernede i Sønderslesvig: må referere til Eriks reise fra juli (?) 1884, hvorfra det ikke finnes noe brev. Er du fornøjet og i godt humør nu? og begynder du at finde det interesant? Eller længes du tilbage hid? Eller er begge dele tilfældet? Jeg har ikke kunnet ta fat på dit værelse, for mandag aften begyndte jeg at få mine ting, og siden har jeg været som i en opløsningstilstand aldeles ude af stand til den slags sjou. Jeg håber du snart kommer hjem. Jeg længes så efter dig.

Amalie.

[Tilføyelse på siste side]:

I aviserne står der at rigsretten skal åbnes den 6te oktbr.rigsretten skal åbnes den 6te oktbr.: Amalie må ha ment rigsdagen, som åpnet 6/10/84. ifølge kongelig forordning.



280. Erik til Amalie

Thisted Fredag [26/9/84]

Min elskede Du har gjort mig meget glad med Dit Brev idag, men desværre har jeg kun dårlig Tid til at skrive, så Du må tage mine Ønsker for Gerning. Fru Wulff har Ret i, at denne Tur er interessantere end den til Hanherrederne, her er mere stor Natur, men unægtelig havde det haft sine Vanskeligheder for dig at færdes som jeg omkring fra Morgen tidlig til Aften sent, igår oven i Købet i Fjeldevogn på de mest halsbrækkende Klitveje mellem lutter Bønder. Men jeg tænkte hele Tiden på, at Du vilde have moret Dig, om Du havde været med. Jeg har ikke fået ordenlig Middagsmad siden jeg spiste på Jernbanestationen i Frederiks, men idag skal jeg få Erstatning. Jeg skal spise hos Jacobsens Svoger Konsul Andersen til MiddagJacobsens Svoger Konsul Andersen: J. P. Jacobsens søster Marie giftet seg med kjøpmann, senere konsul, N. C. Andersen fra Thisted. Etter Jacobsens død i april 85 trykte Erik en artikkel om ham i Tilskueren, hvor han bl.a. omtaler besøket hos dikteren («Nogle Meddelelser om J. P. Jacobsen», Tilskueren 1885, s. 441–53.) og til Aften skal jeg være hos Jacobsen, der er raskere end han var i København, da jeg sidst så ham. Jeg kunde ganske vist have skrevet i Struer i Mandags Aftes, men min Ven Klokken var ½ 11 da jeg var i Hotel, jeg var dødssulten meget træt og skulde op Klokken 5 næste Morgen så jeg tilstår, at det eneste jeg tænkte på var min Magelighed. På samme Måde gik det mig da jeg i Tirsdags kom til Thisted. Jeg måtte først spise, så sove og så ud i Byen for at hilse på de Mennesker, som skulde give mig Anvisninger, og på Jacobsen som jeg havde lovet «Politiken» at skrive om.som jeg havde lovet «Politiken» at skrive om: Avisen ble utgitt fra 1. oktober 1884. Det var ingen artikler signert av Erik i de første numrene. Men Brevet til Politiken har jeg heller ikke kunnet skrive, jeg har måttet lade mig nøje med at sende et Telegram. Her er ikke Stof til et Avisbrev. Den Aften kom jeg først hjem Kl 12 og siden har jeg som meldt været i Vogn uafbrudt. Hvor Dit Brev er morsomt vrimlende fuldt af Enkeltheder som fornøjer mig i højeste Grad, og godt er det at Du har skrevet mig til om Besøget hos Baggers,om Besøget hos Baggers: se brev 279, note 1. Det har ikke vært mulig å identifisere familien. jeg havde villet stryge det – det tager mindst en Dag men når jeg nu hører, at de venter mig, må jeg jo derud, jeg vilde meget nødig vise mig ligegyldig der. – Så Du har moret dig så godt i Teatret og fået gamle Mama med Dig! Du er sød! Det eneste der er kedeligt ved dette er, at jeg ikke fik set din Glæde. At Du tager til Hansens forekommer mig helt naturlig, med Emma må Du jo let kunne komme en anden Gang i Teatret.

– Det er rigtigt med Pengene, det vil sige det er rigtigt, at jeg har fået 10 Kroner men jeg antog, at de var trukket fra, det forekom mig, at Summen var så lille men mulig er der en Fejltagelse fra Ude og Hjemmes Side som jeg skal nærmere undersøge når jeg kommer hjem. Og Du Ulykkelige som fik Lyn og Torden! Jeg mærkede intet dertil på Rejsen, men Uvejret har raset stærkt på Limfjorden, hvor det slog ned i et Dampskib – det samme tror jeg vi i Sommer rejste med, bedøvede Kaptejn og Rorgænger og slog Styrmanden om, men gjorde ellers ingen Fortræd. Josefine, som for Resten hedder Johanne, så vidt jeg da husker, har naturligvis forlangt højere Løn – men foreløbig er det jo bravt, at hun stopper denne Gang, og ønsker Du at beholde hende så lad hende få de Par Kroner mere! Min elskede søde Ven jeg længes hjem, har følt mig ensom navnlig på Udflugten til Hanstholm, hvor Du godt kunde have været med, jeg havde god Vogn, hvor Du kunde have sovet trygt i min Arm da Mørket faldt på – jeg kørte mellem 7 og 8 Mil og gjorde tre Udstigninger – Vognen lignede den, vi rejste gennem Valders medden, vi rejste gennem Valders med: dvs. Valdres i Norge (det må ha vært sommeren 1883). Valders er en eldre skriveform for Valdres. men var større nyere og mageligere. På den anden Side er her et virkeligt Stof, som desværre blot burde behandles langt grundigere end jeg kan, så keder mig, gør jeg ikke. Jeg har drømt hver Nat om Dig – undertiden ikke glædeligt. Farvel min elskede Ven

Din Erik

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Elskede Amalie

Elskede Amalie inneholder hele den bevarte korrespondansen mellom Amalie og Erik Skram, fra 1882 til 1902, til sammen nesten 600 brev. Brevene gir et unikt innblikk i forholdet mellom de to, og kaster også lys over Amalie Skrams diktning.

Utgiveren, Janet Garton, har skrevet en fyldig innledning om ekteparet og deres samtid. I tillegg har hun utstyrt hver årgang i korrespondansen med en kort innledning om brevenes kontekst.

Boka inneholder også ordkommentarer, et appendiks med Erik Skrams notater rundt Amalies sykehusinnleggelse i 1894, et appendiks med begges notater og lapper rundt skilsmissen, ordliste, slektstavler og bibliografier.

Teksten i bokselskap.no er basert på Janet Garton (red.): Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882–1899, 3 bind, Gyldendal, Oslo 2002. Se faksmiler av bokutgaven fra 2002: bind 1, bind 2, bind 3

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.