DANSERINDEN (Præstens frue)

Den morer mig, den sammenstilling.

Tænk, at vi mennesker gaar omkring og tror, at vi kjender hinanden!

Om vi nu engang imellem kan slumpe til at faa et lidet glimt af hinandens hemmeligheder, saa tror vi, at vi derfor ogsaa forstaar hinandens anlæg, udvikling og indre livsførelse. Og tiltager os dommen – fordømmelsen. Vi! Hvad ved vi?

Der maa jo være mange «nitter»«nitter»] lodd uten gevinst iblandt os, naar det man kalder «opinion»«opinion»] folkemening kan være saa overfladisk. Masser af smaa, hvide papstykker med ingenting paa, som opfylder verden. Er i flertal. Akkurat som i lotteriurnen!

Men har man engang trukket ud et tal, et tal, som kom med stor gevinst. Den, der gav i ens hænder en menneskesjæls gaadefulde sammensætning, som man bliver ganske alene om at granske og at tilegne sig – da bliver «nitterne» som de menneskeskygger, man gaar forbi paa en befærdet vei en taagedag, medens man ved med sig selv, at man snart skal møde et menneske – et eneste!

– Jeg kan ikke indse, det vil være til nogen glæde eller nytte, om jeg her vil give nogenslags oplysning eller forklaring over, at jeg i alle disse mange aar 14var kommen til at faa mit hjem heroppe i denne fjeldbygden – i R.dalen.

Først rent tilfældig, som vikar for lægen deroppe, der pludselig fandt paa, at han skulde paa en jordomseiling. Og siden næsten udelukkende som doktor ved det lille tuberkulose-hjem, jeg selv fik oprettet deroppe. Og som jeg, eftersom aarene gik, fik lykke og held til at udvide og fuldkommengjøre og udstyre med alt det nyeste af forbedringer og indretninger paa alle omraader.

Og fulgt i mit eksil af min kjære søster Ragna, der nu ogsaa havde havt sit. Og som trængte fjeldluft for sine svage lunger.

Jeg havde faaet leiet mig en ganske stor, gammel bondegaard, eller ættegaard fortjente den vel at kaldes. Den laa deroppe med haven og «hestehagens» græsslette med nogen faa trær og lave busker paa, lige ned mod den store, grønhvide elv, der gik bred og mægtig, med smaa, hvidtoppede stryg indimellem, og delte bygden i to – som vanlig er i Norges dale.

Midt imod – over paa den anden side, hvortil en vakker kjørebro førte over – havde jeg fra min veranda udsigt til hovedkirken, som kun laa et lidet stykke ovenfor landeveien. Høiere op, med en strimmel mørk granskov imellem, laa præstegaarden, en stor gammeldags, mørkerødbrun træbygning i to etager, med mange vinduer, indrammede i hvidmalede karme. Naar solen gik ned, spillede straalerne over paa dem, saa de skinnede, som om der laa en række oplyste festsaler bagenfor. Rigtig festlig oplyste. En kunde tænke sig glad ungdom derinde – glad, dansende –

Tilvenstre for præstegaarden samlede skoven sig 15tættere, helt nede fra elven og op mod høifjeldsgrænsen. Det var deroppe det lille sygehjem kom til at ligge.

Der gik en skovsti op igjennem den, som jeg ofte brugte at tage istedetfor landeveien borte ved kirken, der i lange, omstændelige vindinger drog sig opover den bratte dalside. En smal gangbro over elven et stykke bortenfor mit hus gjorde adkomsten let. Stien skraanede lunt og vakkert opigjennem de tætte, grønne, skyggefulde graner med mosgroede tuer og lyng mellem stemmerne. Et stykke opover, hvor en sidesti tog af til præstegaarden, kom der pludselig et lidet stykke vildmark. Glisne, høie furutrær, lange, graa svaberg over en dyb styrtning, opfyldt af svære kampestene, rene smaa fjeld, kantede og runde og spidse om hverandre i vildeste uorden. Det var, som om der engang i tidernes morgen havde staaet et vældig troldslag deroppe. Ammunitionen laa igjen efter troldene!

Oppe fra høifjeldsvidden kom der en bæk styrtende ned igjennem denne vilde ur. Den gik i fossestup, ret som det var. Især om vaaren efter snesmeltningen. Da durede og sang det rigtig herligt dernede i de dybeste revner med sprøit og snehvidt skum paa de mosegroede fjeldvægge.

Men havde man passeret kloppen og kom over paa den anden side af bækken lukkede myg, tæt granskov til igjen og gjemte ligesom bort al vildskaben. Og lige ved præstegaarden skiftede der med engang ind med store, vakre rogn og birketrær. Borte ved gjærdet, som skilte skoven fra engen og præstegaardshaven, havde der dannet sig en vakker lund, en rigtig festplads, hvor bunden var mose og 16faste græsmatter, og hvor alleslags smaa, vilde blomster bredte sit brogede sommerteppe.

Ikke langt fra grinden, hvorfra stien fortsatte bortover præstegaardsjordet, var der bord og bænker og langs gjærdet stængte nogle store hæggebuske for udsynet til selve præstegaarden.

– Der var en duft av heggeblomster der om vaaren, næsten bedøvende!

Præsten Hellermann var flyttet til den bygden en to –tre aar, inden jeg kom derop. Han var nu en mand paa en fire –fem og firti. «En rigtig bra, flink præst», sagde de i bygden. Stræng var han. Respekt havde han med sig. Men «go’ paa stolen», «framifraa til aa messe». En skulde sjelden høre en slig røst –

– Det var vel den anden eller tredie søndag efter jeg kom derop. En vakker vaardag først i Mai tænker jeg, det var. Klokken ringede til gudstjeneste derover paa den anden side elven.

«Der er tjeneste i hovedkirken idag, kommer du ikke med?» Min søster stod paa verandaen og trak hanskerne paa. Jeg havde, skam at sige, ikke netop tænkt paa det. Jeg arbeidede netop paa en artikel til et medicinsk tidsskrift og havde ikke mere end den tanken. Men – søndagsluften kom ligesom paa mig idetsamme – klokkeklangen – solskinnet – stilheden i huset og paa gaarden – de mange kjørende og gaaende, der bevægede sig over broen og opover den korte alléen til kirken.

«Vent lidt – jeg gaar med.»

Præsten stod allerede for alteret og messede epistlen.epistlen] tekst (eg. brev) fra Bibelen En høi, mørk mand med regelmæssige træk, sort, lidt kort, velpleiet fuldskjæg og vakre, hvide 17hænder. Det maatte jeg straks lægge mærke til, som han nu holdt alterbogen.alterbogen] en liturgisk håndbok med tekster som leses i gudstjenesten og ved kirkelige handlinger.

Røsten var ganske usædvanlig malmfuld og røbede god skole. Jeg maa sige, han gjorde ikke indtryk af nogen landspræst, udgaaet fra folket, som man uvilkaarlig tænker sig dem nutildags.

Prækenen var ogsaa meget – soigneret,soigneret] velpleid havde jeg nær sagt. Kraftig, velformet, med mange vakre billeder og lignelser. Ofte fra naturens eller hjemmets verden. Der lagde jeg merke til, at tilhørerne viste sig sterkest grebne. Der var især mange kvinder, som graat og brugte lommetørklæde –

Da organisten sendte sin brusende orgelstrøm udover menigheden til slutning, reiste en dame, som havde siddet paa første bænk, sig og gik, idet hun leiede en liden gut ved haanden, hurtig nedigjennem midtgangen og ud paa pladsen udenfor, hvor nu mængden strømmede efter.

Jeg havde ogsaa reist mig for at gaa, og hun strøg netop lige forbi mig uden at vende hovedet mod den kant, hvor jeg stod.

Jeg skjønte straks, det var præstefruen.

Hun var heller under end over middelhøide, og spædbygget, forekom det mig, men klædt i noget graat, vidt noget, der skjulte al figur, og med en stor, sort hat, som skyggede over panden og øinene. Hun ludede ogsaa noget med hovedet, naar hun gik. Men det, som straks slog mig, var hendes hurtige, forunderlig lydløse gang. Det var, som om hun gled nedover det lange kirkegulv, uden at fødderne syntes at berøreberøre] rettet fra: berører (trykkfeil) det. Og dog uden hastverk. Men det var som et vindpust – og hun var borte.

Mens klapringen trip – trap – trip – trap af den 18lille guts støvler, som han af al magt strævede med at holde trit med hende, hang igjen i mine øren. Der var da ialfald hastværk!

Det hele virkede næsten komisk paa mig.

Min søster og jeg gik efter gudstjenesten op til præstegaarden for at gjøre vor visit.

Fruen tog først imod os alene, da præsten ikke var kommet hjem. Der var en begravelse.

Nu, da hun havde taget hatten af, saa jeg, at hun var meget, meget ung. Høist fire, fem og tyve. Et lyst, gult, brusende haar, der syntes at krølle naturligt, indrammede et ovalt ansigt. Lyse, blaagraa øine, ikke egentlig store, men med merkværdig mørke øienhaar og bryn, der lod dem se større ud end de var. De havde et kanske lidt stillestaaende, men snilt og – jeg tror næsten det mest paafaldende – et saadant aabent, ærligt udtryk. Trækkene var fine, ikke helt regelmæssige, munden lidt stor. Men naar hun smilte, var det pludselig, som hele ansigtet blev overdrysset med smilehuller. Jeg har aldrig seet noget lignende. Omkring mund, hage, kinder, øine – alt blev spillende solglitter. Jeg kan ikke finde noget andet udtryk for denne eiendommelige skjønhed.

Ragna spurgte efter børnene. Og hun fik dem da straks ind. Gutten, som havde været med i kirken, var fem aar. Saa var der en liden pige paa fire – der havde været en mindre, som var død i en spæd alder – og den yngste, en gut paa en 1½ aar, som hun holdt paa armen. Vakre barn var de allesammen, ganske ualmindelig vakre. Og moderens ansigt fik noget barnlig lyst, naar hun saa paa dem og smilte til dem og fik den mindste til at le ved at huske ham op og ned.

19Ellers var hun tydelig lidt generet. Rødmen kom og gik paa hendes ansigt under den hvide, gjennemsigtige teint,teint] hudfarge, særlig om ansikt medens hun strævede med at finde lidt at snakke om. Hun vidste, vi var flyttet ind i den gamle, historiske gaard, hvor hun forsikrede, at det spøgede. Naar hun talte, havde hun, som ellers sad temmelig sammensunken paa sin stol, en egen maade at ranke hovedet og overkroppen paa, ligesom i en slags svaiende bevægelse, der mindede om siv i sagte vind. Og i samme nu var hendes skikkelse, selv i den graa, stygge kjolen, blevet fin og graciøs, ja, saa fornem, at man uvilkaarlig maatte studse!

Idetsamme kom præsten ind. Høi og vakker, sikker og myndig. Tog straks over hele konversationen. Havde seet os i kirken. Talte om bygdens vakre natur og de gammeldags patriarkalske forhold, der havde holdt sig merkelig deroppe. Men nu blev det nok stor forandring, da jernbanen jo ogsaa skulde lægges op gjennem dalen der. Det drog med sig mange ulemper – «ramp og løsgjængeri – og alskens umoralskhed», som han udtrykte sig. Han «gruede rigtig til de kommende aar». Brød saa pludselig af og kastede, ligesom i parenthes, over til sin hustru – stemmen blev mindre klangfuld, der var endog en smule grættent ved den: «Nina, – du har nu vel husket paa, at jeg har bedt gamle Maren Haugen og den halte sønnen hendes komme op og spise her, naar de har været i kirken –. Jeg saa de var der idag».

Den unge frue reiste sig hurtig, tydelig skyldbevidst. Der flammede en sterk rødme op over det ellers temmelig farveløse ansigt: «Nei, Herman – 20tænk – jeg skal straks – –» Og hun var ude av stuen.

Det slog mig igjen, at det var ligesom hun svævede og ikke gik – det blev som et glimt af noget, der havde vinger –

Et par minutter efter var hun tilbage og stod borte ved mandens stol: «De sidder i kjøkkenet begge to og spiser og er saa fornøiede» – hun smilte selv fornøiet. «Gamle Olava havde sørget saa godt for dem».

Han smilte til hende igjen. Et koldt, lidt nedladende smil. De paafaldende smukke hænder hang slapt, ikke uden et vist koketteri over sidelænene paa hans stol. «Jeg tror, Nina, det var bedre, at sligt kom fra præstefruen selv og at man ikke altid stolede paa, at gamle Olava klarede sagerne paa egen haand».

Hun svarede ikke. Satte sig igjen ned ved siden af min søster og faldt sammen. Og blev ligesom til ingenting.

Præsten fortsatte, som om intet var forefaldt. Det var netop i de aarene, da Johan SverdrupJohan Sverdrup] Johan Sverdrup (1816–1892), norsk Venstre-politiker og forkjemper for parlamentarismen var kommet til magten og «Rigsretten» var sat i scene.«Rigsretten» var sat i scene] Etter et flertall i Stortinget for at statsråder måtte møte der, ble det anlagt en riksrettssak mot regjeringen i 1883, idet flere statsråder hadde unnlatt å møte. Sverdrup dannet en ny regjering året etter. Ibsen havde skrevet «Et Dukkehjem» og «Gjengangere», Bjørnson udgivet «En Hanske».Ibsen havde skrevet … Bjørnson … «En Hanske»] skuespillene Et dukkehjem (1879) og Gengangere (1881) av Henrik Ibsen (1828–1906) og En handske (1883) av Bjørnstjerne Bjørnson (1832–1910) Han likte aabenbart at træffe nogen lidt frisk fra hovedstaden at tale med om disse ting heroppe paa landsbygden. Naturligvis var han, som jeg kunde tænke mig, overmaade konservativ. Alt syntes ham af det onde. Alt skeede som led af den samme bevægelse: At omstyrte samfundet politisk, moralsk, socialt, kulturelt. «Kvindesagen» var en eneste snigende gift for hjemmene – –

21Kort sagt, sterke udtryk. Men han talte godt. Med virkelig overbevisning og stor sikkerhed. Jeg var jo ikke altid af hans mening. Og min søster vovede sig til sterk modsigelse, naar talen kom hen paa hendes eget kjøn og dets kamp for mere frihed og større rettigheder i samfundet. Hun blev meget overlegent affeiet. Ordene «naivitet», «selvovervurdering», «mangel paa logisk sans, paa maadehold» etc. blev afleveret med al ønskelig aabenhjertighed. Jo, hun kunde bare vente og se. Han garanterede sit fremtidsbilledes paalidelighed. «Jeg maa bede Dem ikke prøve at influere paa min hustru», lagde han til. «Hun er heldigvis fuldstændig sund og uberørt paa det felt og deler alle mine meninger. Og af saadanne revolutionære skrifter som «Et Dukkehjem» og «Gjengangere» for eksempel kjender vi ikke mere heroppe end, hvad der prakkes paa os i aviserne. Ikke sandt, Nina», kom det saa lidt slæbende og overlegent. «Du kan ikke godt tænke dig at agere «Nora», hvad?»

«Nei, jeg kan ikke tænke mig, at nogen moder kan gaa fra sine børn», svarede hun og blev naturligvis igjen flammende rød.

«Herman mener – Herman siger» – hun vendte sig til min søster, og stemmen var lav, ligesom ræd. Men nu var den der dog igjen, denne lille eiendommelige og vistnok helt ubevidste reisning af hals og hoved, der i øieblikket gav den hele person noget fint og graciøst – og saa utilnærmeligt – «at alt det, som nu snakkes og skrives om os kvinder, bare bringer os ind paa tanker og ideer, som vi ikke vilde have» – hun standsede for at finde udtryk – «vilde have fundet paa for os selv», blev det til.

22Det lød saa pudsig barnligt. Det var som en lektie, hun havde lært af hr. gemalen. Han var nu vel ogsaa ikke saa langt fra dobbelt saa gammel som hun.

«Ja, det vilde virkelig genere mig at sætte nogen af disse radikale, moderne bøger ind i min boghylde sammen med de andre», tog præsten igjen ordet, «De vilde protestere mod det daarlige selskab, det vilde jeg føle paa mig». Han lo. «Og jeg maa anmode frøkenen om» – dette var til Ragna – «ikke at bringe nogen af disse sterke, litterære sager ind paa præstegaardens enemerker. – Frøkenen har kanske en sterkere hjerne og mere modstandskraft, end jeg tror min lille hustru er i besiddelse af», lagde han til med et elskværdigt smil, der skulde tage brodden af forbudet.

«Naturligvis er jeg ikke enig», svarede Ragna raskt og fyndigt. Hun var af dem, der var vant til at sige sin mening. «Det vil sige» – hun tog sig i det – hun saa aabenbart, at der trak noget op over præstens ansigt, der kunde varsle ilde for deres fremtidige gode naboforhold – «helt ud da. Men jeg tror, som præsten, at det altid har sin fare og risiko at begynde at røre op i en tilsyneladende klar og farveløs vædske. Der er naturligvis bundfald tilstede – ogsaa i os mennesker. Kanske ikke mindst hos os kvinder – fordi vi har faat staa saa længe stille», lagde hun til med en liden frisk latter over sin egen vittighed.

Det lod ikke til, at præsten opfattede pointet. Ialfald morede det ham ikke.

Saa var visiten forbi.

Min søster var veltalende paa nedveien. Hun havde 23gjort mange observationer. «Storartet vakker er han og begavet som taler, og jeg maa sige, der er en vis stil over ham. Men ham vilde jeg ikke være gift med for alt i verden! Nu husker jeg godt, at der blev talt meget derinde i Christiania for nogen aar siden om forlovelsen mellem denne forkjælede modepræstenmodepræsten] prest som var «på moten», dvs. dyrket og beundret paa 40 aar, – tror jeg det var – og den næsten nykonfirmerede Nina Palmer, som han havde været religionslærer for paa pigeskolen. Hun var naturligvis den vakreste – og rigeste – af alle hans elever. Hele klassen havde sværmet for ham og saa op til ham som en halvgud, saa hun var formodentlig smigret over at være den foretrukne. Hun kan ikke have været mer end 18 aar i det høieste, da hun blev gift og kom paa landet som præstefrue.»

«Stakkels liden. Ung og blød som voks naturligvis,» svarede jeg, «Men det kan jo hænde, det passer for hende at være saadan en slags blanding af slavinde og legetøi. Men streng er han vist, eiermanden. Til hendes eget bedste, naturligvis. Nydelige børn var det. Men, gudbevaremigvel, for en fæl kjole hun havde paa sig!»

«Nei, men Gerhard da!» – min søster lo – «snakker du om klæder?»

«Den kjolen var rædsom,» gjentog jeg – jeg var kommet i daarlig humør, jeg ved ikke hvorfor – «baade kuløren og faconen. Og saa daarlig som den unge dame holder sig! Tænk, det vakre hoved – og saa den lute nakken! Hun skulde have gymnastik. Men, lagde du merke til hendes maade at gaa paa? Det var det rare ved hende. Hun rører jo ikke gulvet. Og der var en rythme over hendes hele skikkelse, da hun f. eks. holdt barnet paa armen og legede 24med det. Der var jo en plastiskplastisk] skulpturaktig skjønhed over hver bevægelse, noget vidunderlig graciøst i alle linjers samspil.»

Ragna stansede op midt paa veien og saa med drillende forundring op i mit ansigt.

«Jeg maa sige, du har et skarpt blik for den kvindelige skjønhed, Gerhard! Tør jeg spørge, er det her lægen eller esthetikeren, som har ordet?»

«Begge dele, kanske. Har jeg ikke ofte sagt dig, at efter min mening er det menneskelige legeme, naar det er i fuld rythmisk ligevægt, enten det er i hvile eller bevægelse, det skjønneste af alle skabningens mesterverker? Og saa – øieblikket efter – saa sidder hun der med sammenfaldne skuldre og slap ryg! Og saa den fæle, graa dragten! Hvad er det nu ogsaa for facon? Slig ser da du aldrig ud.»

Ragna lo høit. «Tak for komplimenten. Ja – det var da forresten et ganske merkeligt præstepar, de to. Tænk, heroppe i fjeldbygden. – Ja – jeg glæder mig rigtig til at omgaaes dem – især hende da!»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.