IV.

Saa var julen der.

Der blev lidt mere bevægelse og selskabelighed rundt om i bygden.

Sorenskriveren deroppe havde en vakker og munter datter og to sønner i byen, som studerede. De havde venner med. Der var ogsaa et par andre unge damer i besøg.

Saa var der en aften stort selskab. Der blev leget julelege efter alle kunstens regler. Vi var allesammen med, gamle og unge.

Ja – ikke præsten. Han sad med sin uafladelige pibe i munden og dampede sammen med en to, tre andre værdigheder inde i sorenskriverens kontor.

Efterpaa satte Ragna sig til klaveret og spillede op til dans. Da blev det jo ungdommens tur alene.

Det er underligt, hvor godt jeg endnu husker denne lille episode:

En af de unge herrer havde den dristighed at gaa lige hen og engagere præstefruen! Hun sad naturligvis i sofaen ved siden af værtinden.

Og jeg tænkte: Hvad vil hun nu gjøre?

33Hun havde straks reist sig op med noget vist spontant i bevægelsen. Og jeg saa at der idetsamme strøg noget underligt hen over hendes ansigt. Ja – var jeg ikke bange for at kaldes affekteret – jeg vilde vove udtrykket glædesgys. For det var virkelig ligesom en blanding af angst og lykke paa én gang.

Og den unge herre lagde armen om hendes liv. I samme øieblik rettede hun sig op med en pludselig spænstighed i hele legemet, saa skuldrenes vakre linjer og bystens fine bue kom tilsyne – og idet hun saa hævede hovedet, lod hun sig af sin kavaler føre ind i dansen! Jeg bruger det lidt høitidelige ord. Men jeg maatte idetsamme tænke paa en svane, der fra strandbredden skyder sig ud i det dybe, blanke vand. Og den glider udover – høibaaren, rank – og er sig selv nok!

Hendes herre var tydeligvis en førsterangs danser.

Musiken var en af disse lidt sentimentale, men melodiske engelske valse, der blev danset meget langsomt. De var netop begyndt at komme paa mode inde i hovedstaden.

Der kom ingen andre par paa gulvet. Uvilkaarlig fulgte alles øine de to.

Det maatte ogsaa blive som noget af en aabenbaring for alle dem, der kjendte hende, at se fru Nina danse. Saa graciøst og blødt i rhytmen, saa skjønt i linjen, let og dog med en vis dvælende tyngde – i en blanding af hengivelse og følsomt sværmeri.

Man skjønte, at i dette øieblik eksisterede der intet for hende udenfor hendes dans! Med sit musikalske øre og sit hele legeme fulgte hun, vistnok rent instinktmæssig, 34den bløde, elegiske melodi, den vuggende, halvt sensuelle valsetakt.

Og de dansede – dansede. Det var, som ingen af dem blev træt eller tænkte paa at høre op.

– Præsten kom pludselig ind fra sideværelset og stansede op i døren. Han var i samtale med en af bygdens første gaardeiere, ordfører, stortingsmandsemne, kjendt som en snever pietist.

«Men kjære Nina da!»

Hun valsede netop forbi, hvor han stod, og mødte hans øine. Stemmen var ikke helt bestemt at tyde. Den kunde endog med lidt god vilje gaa for at være lidt, en liden smule spøgende. Men blikket –

Jeg opfangede det ogsaa.

Fru Nina stansede øieblikkelig op og gjorde sig fri for sin dansers arm. «Tak – nei tak – jeg danser igrunden slet ikke. Jeg mener – jeg pleier ikke, – De skjønner nok – en værdig præstekone.» Hun prøvede, i sin forfjamselse, en spøgende tone –

Og et minut efter – medens den unge herre fulgte hende i hælene, ivrig protesterende og forsikrende, at hun dansede enestaaende, at det ikke «var jul mer end én gang om aaret,» og at naar præstefruen var saa ung og saa etc. – – var fru Nina atter sunket ned i sofaen ved siden af sorenskriverinden, der vel kunde være saa meget som tre gange saa gammel som hun selv. Og som man nu saa hende der, i sin sorte, høihalsede silkekjole uden nogensomhelst slags letsindig paapyntning og med det ludende hoved og de sammenfaldne skuldre – saa var der i øieblikket heller slet ikke den motsætning mellem de to, som man skulde tro!

*

35Jeg tror ikke, denne lille episode vilde have gjort et saa varigt indtryk paa mig, hvis den ikke var kommet til at staa i forbindelse med saa meget af, hvad der skeede siden.

Men jeg erindrer, at jeg dog gjorde mig selv det spørsmaal bagefter, hvorledes det kunde være muligt for en ung, myg og frygtsom og – jeg kan vel bruge ordet – saa vel dressert kvinde som den lille fru Hellermann, der vel nu havde været gift med sin værdige hr. pastor i seks –syv samfulde aar – saadan i et eneste øieblik at kaste al disciplin, al feighed og al forsigtighed tilside – og handle stik imod alle hans principer og formaninger og – rent ud sagt – ordres?

Det syntes at maatte forklares ved, at der var noget sterkt imperativt,imperativt] bydende; krevende en bunden livsenergi og livslyst hos hende, der i visse momenter reiste sig og skjøv alt andet tilside. Jeg satte det uvilkaarlig i forbindelse med den sikre rhytme og smidighed, som til enkelte øieblikke saa souveraint kunde beherske hendes hele legeme, og som til daglig gav sig udslag i den eiendommelig svævende, lydløse gang, jeg allerede ved mit første møde med hende ikke kunde andet end blive opmerksom paa.

Men jeg forstod endnu ikke –

Saa hændte der noget allerede den paafølgende sommer, der ikke alene bestyrkede disse indtryk, men bidrog til at forsterke dem og bringe dem ind paa nye baner.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.