VIII.

Hvordan var det nu, dette begyndte? Jeg maa stanse og tænke mig om:

Det blev en ualmindelig skjøn sommer. Lidt tør for jordbrugerne nede i dalen – men for høifjeldsverdenen blev den noget helt underbart.

Jeg kalder det: Høifjeldsverdenen. For den er ligesom noget af en jord for sig. Og med sin egen himmel! Og de mennesker som færdes der, er flyttet op, ud af sit hverdagslivs hele atmosfære. Døren bag dem er stængt. Aflukket. Sommetider, naar de har klatret op paa toppen af et eller andet fjeld og faar et glimt af dalen – elven, husene, skolerne, kirkerne saa tænker de: «Dernede lever de andre. Tæt paa hinanden. Op efter hinandens albuer. Hvorledes mon det maa være? De er os fremmede.»

– Ragna og jeg sad hver aften ude paa vor lille sæterveranda, og saa ud over de store og smaa fjeldvand, 52de nære og fjerne fjelde, de hvide tinder borte i horisonten, naar solen holdt paa at gaa ned. Den bruger ligesom saa lang tid til det heroppe. Violette og gyldne, purpurfarvede og sterkt vinrøde skyer og banker samles lidt efter lidt om den i rækker og rader. Den ene over den anden.

Det bliver fjerne, gyldne drømmelande, omgivet af perlemorskinnende, ligesom gjennemsigtige, bleggrønne luftlag, der ikke hører jorden til.

Og det stolte, blanke vand dernede – vi har det ret nedenfor os – tager imod de straalende billeder fra oven – og Homers «det vinfarvede hav» kommer mig ofte isinde.Homers «det vinfarvede hav» kommer mig ofte isinde] Jfr. den greske oldtidsdikteren Homers episke dikt Odysseen. Hanna Butenschøn kjente nok til Christian Winthers standard tobinds oversettelse til dansk fra 1837. Han skriver om «viinblaae Bølger» i 12. sang i Odysseen, vers 384–388. Hun kan ha kjent fortellingen Ekkoet (1868) av danske forfatteren Meïr Aron Goldschmidt, hvor det heter: «den røde Solskive […] stod hist langt ude paa Randen af Havet og gjorde det homerisk vinfarvet».

– Nu er der ikke mere end to dage til vore ventede gjæster skal komme. «Bare veiret holder sig.» siger vi begge.

Fru Nina havde aldrig seet høifjeldet. Vi glædede os til at se hendes ansigt ligesom aabne sig. Og hendes hele væsen ranke sig op og strække sig ud mod den vide, høie horisont, der vil forekomme hendes forundrede øine som noget af uendeligheten.

Og som hun vilde aande i den sterke, rene luft! Den er jo i sig selv rigtig en Hebes drik.Hebes drik] Hebe var i gresk mytologi gudinne for ungdom, og munnskjenk for gudene i deres hjem på Olympos. Hun serverte dem nektar, en udødelighetsdrikk.

– Samme aften bragte posten brev, adresseret til Ragna.

«Naa?» Jeg lagde merke til, at min stemme var lidt ukjendelig.

«Jo da, de kommer. Men, nu skal du høre: De har havt besøg af hendes moder paa gjennemreise. Hun skal paa Nordlandstur. Men hendes broder, du ved Fritz, ingeniøren, er helt uventet kommet fra Dresden og skal være der hele ferien. Nina er henrykt. Stakkels, – det er jo det eneste, hun har af sit.

53Hun elsker den broder. Men – gemalen har faaet forfald.»

Jeg maa have gjort en ufrivillig bevægelse.

– «Tag det ikke for trist,» siger Ragna og er skøieragtig.

«Han maa reise ind til nabopræsten, som er blevet syg, og præke for ham paa søndag. Men mandag kommer han op og vil gjerne blive over tirsdag.»

«Saa har vi fem dage til turer. Bare veiret holder sig!»

«Veiret holder sig nok,» siger Ragna, som vedbliver at læse op af brevet: «Fritz og ingeniør Weyler, som er en god ven af Fritz, og som vi derfor nu har været meget sammen med, kommer ogsaa med opover. De har faaet værelse paa storsæteren. Men jeg er bange, de vil komme til at overhænge Dere borte i lillesæteren. Men jeg kunde jo ikke reise fra Fritz –»

Nei, naturligvis. Jeg ser straks billedet i aanden: Nina uden sin værdige og strenge herre og husbond. Og med en ung broder ved siden! Det maa blive et rart syn.

Den anden ingeniør har vi seet nogle gange. En kjæk, pen kar – og dertil velopdragen, næsten beleven – havde jeg nær sagt, hvis det ikke lød saa gammeldags – i sit væsen. Der udvikler sig jo for tiden en type, som gjør i at væregjør i at være] fremstår som brusquebrusque] brysk og hensynsløs – bare saakaldt natur.natur] uten manerer Han hørte ikke til dem.

– Nina kom.

Og var overvundet i samme øieblik. Som jeg havde tænkt. Hun var i en eneste henrykkelse. Og jeg saa undrende paa, hvorledes hendes hele væsen 54ligesom fyldtes lidt efter lidt af noget nyt, af et slags impulsivt, nyfødt livsbegjær, heroppe i denne lysfyldte verden, der kun kjender grænser i luftige, blaa fjeldrækker og sneglinsende tinder, der synes at bære lige ind i evigheden!

Portene smaldt igjen efter hende. Det var, som om jeg hørte lyden med mine fysiske øren.

Hver dag gjorde vi lange ture. Niste havde vi med i vore rypesække. Og kaffekjedel. Og vi kunde blive borte over halve dagen. De to ingeniører naturligvis i vort følge. Som oftest ogsaa en af mine gamle studiekamerater, der pludselig dukkede op derborte paa storsæteren, han ogsaa. Det var en god, gammel ven, saa selskabet maatte siges at være vel sammensat.

Det var en fryd at vise Nina alle, vore «steder». Jeg synes ogsaa, jeg paa en vis ser dem for første gang, naar jeg følger, hvorledes hun med en slags spændt opdagelsesfeber, altid nogen skridt foran os andre, springer bortover fjeldet det sidste stykke eller klatrer opover den sidste afsats for at naa toppen før nogen anden.

Og for en appetit! Og for en umiddelbarhed! Lange aar bortgjemt, indklemt, bundet! Meddelsom er hun blevet, fuld af udraab, af henrykkelsesbetegnelser, som jeg aldrig havde tænkt var lagret i hendes hjerne.

Der holder paa at frigjøre sig noget hos hende, vikle sig ud af svøbet – der er baand og bøiler, som brister.

Og jeg siger imellem næsten med vemod til mig selv:

Herregud – er hun da virkelig saa ung?

55Den graa kjolen har hun endogsaa lagt efter sig dernede i dalen. Askepotklæderne. Hun er i lyse dragter, korte, praktiske, lette at bevæge sig i. Paa hovedet ingenting – eller noget i retning af en sailorshat!

«Jeg synes, vor lille præstefrue er kommet ind under «forvandlingens lov»«forvandlingens lov»] begrep fra Henrik Ibsens drama Lille Eyolf (1894), som bl.a. viser til at forhold mellom mennesker endres over tid i kjoleveien ogsaa,» siger jeg en dag til Ragna.

Og Ragna ler. Hun morer sig altid over uovervindelige antipathi mod «den graa». «Det er moderen, ser du,» svarer hun. «Hun er jo meget rig, ved du. Og Nina har fortalt mig, at Herman har saadan respekt for hende, at han ikke tør indvende et muk. Ja, det har han godt af!»

«Forvandlingens lov.»

Hvor et ord som dette kan faa betydning, blive indholdsrigt paa dyb sandhed! Hvor farligt er det ikke at give sig ind under en lov. Og vi tager det saa let i vor mund.

Kan man forvandles, f. eks. – og saa med et staa stille?

Maa man ikke løbe linen ud?løbe linen ud] fortsette så lenge det er mulig, uten tanke på følgene

Maa man?

Jeg ser paa fru Nina hver dag. Og jeg ser, at hun hver dag er ny. Det vil sige, at der er kommet noget nyt til.

Hendes gang er blevet endnu mere svævende. Hun gaar som paa luft. Naar hun klatrer opefter fjeldvæggen, bæres hun af en elastisk rhytme. Og hendes aandedrag synes altid lige jevnt og roligt. Og hun balancerer paa de spredte stene over bækkeløbene eller springer fra tue til tue, hvor der er myrlændt, som om det var en sport, hun i længere tid havde 56dyrket som specialitet. Jeg synes, hun ligner en gazelle!

Hendes holdning er ogsaa blevet rankere og sikrere. De spænstige, faste former leger med sin egen, sikre ynde. Der er sterkere rødme paa hendes kinder, og øinene straaler af glæde og livslyst omkap med smilehullerne –

Hendes skjønhed træder pludselig frem, fuldbaaret. Og – det forekommer mig – sig selv mere bevidst.

Hvorledes var dette kommet?

Jeg begynder at lægge merke til, at der er en anden, som ogsaa følger denne «forvandlingens lov» hos den unge kvinde. Jeg ser et par øine, der glimter til og et sekund slaar ud i flamme – og atter slukkes, naar han tror sig iagttaget. Jeg ser, at disse øine, der er vakre og let skifter over i noget blødt, sensualistisk, nu følger mere og mere hypnotiserede – og undrende – og mere og mere glemmer at slippe.

Det er den unge ingeniør Weyler.

Jeg iagttager ham. Det er en kjæk og kraftig ung mand at se til. Solbrændt, skarptskaarne, regelmæssige træk, helt glatbarberet og med det kulsorte, glatte haar omhyggelig strøget tilbage over et ualmindelig fint, lidet hoved. Han har et dannet, meget behageligt væsen. Men er ikke egentlig meget av en karakter, skulde jeg tro. Man kan ikke andet end like ham. Han synes saa ganske naturlig, glad, fuld af muntre indfald og dertil afgjort praktisk, snarraadig og dygtig.

Mod os ældre, og ikke mindst ligeoverfor damerne, er han hensynsfuld og opmerksom. Som noget, der 57falder af sig selv og uden pretention. Der er mænd, som har faaet denne enkle ridderlighed i vuggegave. Den viser sig fra gutteaarene allerede: De er der paa pletten, naar de behøves. De kommer, før man har faaet tid til at kalde paa dem. Den villige haand, den hurtige tanke, den instinktmæssige forstaaelse af øieblikkets situation – altid er den vaagen. Saaledes var han.

Saa blev det jo ogsaa ham, hvis haand fru Nina støttede sig til, naar hun havde vovet sig for høit op og maatte gjøre et dristigt sprang ned igjen. Eller naar hun ikke helt havde beregnet distancen mellem de spredte stene over bækkeløbet. Det var ogsaa ham, som havde glasset færdigt, førend hun havde sagt, hun var tørst. Og som ganske enkelt lagde hendes jakke, som han bar for hende, over hendes skuldre, naar hun havde gaaet sig varm og vinden var skarp. Ja – jeg saa det jo altsammen. Og jeg følte mig gammel og sen og klodset. Og lidt tilovers.

Og jeg maatte tage mig selv dygtig i skole, fordi det virkelig gjorde mig ondt.

Medens han – aa – han vidste nok, hvad han gjorde!

Ja, jeg har bagefter tænkt meget over alt dette.

Jeg tror ikke, der gives noget sikrere middel til at vinde en ung kvinde end netop det, jeg der nævnte.

Dette ordløse, men dog levende, der ligesom ydmygt ytrer sig ved den altid tilstedeværende omtanke for hende. Det giver hende en egen, sød fornemmelse. Det smigrer hende. Men det varmer hende ogsaa.

Aa – netop det.

58Nu ja – en forvænt kvinde. En kokette – kold, beregnende, hovmodig – hun kan tage dette som en tribut.tribut] anerkjennelse; hyllest Og fordre den – naar den ikke indfinder sig prompte!

– Men den ægte, fine, gode kvinde, som kanske netop er vant til at gjøre andre alle disse smaa tjenester. Som er vant til, at de forlanges af hende, simpelthen. Uden vederlag i nogenslags taknemmelighed eller gjensidigt hensyn. Som, kan hænde, fra morgen til aften, løber omkring i smaa, tjenende ærinder for far og mor, for mand og børn, for tjenere og fremmede – og maa tænke sidst af alt paa sin egen bekvemmelighed.

– Der var mange smaa, gode kvinder den gang, for hvem dette var livet.

Nu er det vistnok anderledes.

– Men for hende, jeg mener den gammeldagse, jeg mener fru Nina, dannede der sig nok snart noget af en glorie om den mands hoved, som saaledes gav hende, hvad hun kanske i sin inderste, saare kvindefølelse mest af alt længtede mod.

Og – naar han saa er ung. Og eier det udefinerbare, der kaldes charme –

Og er sig det saa inderlig vel bevidst. Spiller paa den evne som paa et instrument –

Ja – saa burde man jo ogsaa selv have været forud klog og draget sine konsekvenser!

Naturligvis. Naturligvis.

– Nu ja – Der er telegram fra præsten: Fremdeles opholdt hos nabopræsten og kan ikke komme op og hente sin frue – som senest ventes ned onsdag. Da er han selv hjemme igjen.

Og den lille fru Nina klapper i hænderne og siger 59med straalende øine: «Tænk, at jeg faar lov til at blive saalænge!»

Saa umiddelbart, saa intet anende uttalte hun dette hæslige ord mellem mand og hustru, at Ragna og jeg uvilkaarlig maatte se paa hinanden.

– Saa er vi paa vor sidste «tur».

Vi har været der før, men Nina maa tage farvel med G.kampen, som hun elsker, siger hun.

– Hun er sprunget op paa dens øverste top, hvor den danner en egg. Og staar der alene. Der er intet omkring hende undtagen høifjeldets gjennemsigtige klarhed og lys, der lader hver linje, hver nuance i form og farve træde skarpt og rent frem – som under sydens himmel.

Hun er klædt i noget lyseblaat. Ganske enkelt i snit og folder. Det lyse haar, purretpurret] oppstrøketog let, staar som en gylden krans om hendes hoved. Og de lyse, blaagraa øine i den mørke indfatning ser sig omkring, flytter sig fra sted til sted med et alvor, en intensitet i udtrykket, som om hun saa det alt sammen for første gang – eller maaske rettere – for sidste!

Hun ændser ikke os andre. Det er, som hun suger alt ind – viddens fine farver og de mange blinkende vand, fjeldenes topper og tinder, som de bølger blaa og hvide omkring i synsranden, og den friske vind, fyldt af berusende duft fra mos og lyng og birk og blomst, den, som yr og munter leger i hendes haar.

Og pludselig, som under en uimodstaaelig indskydelse, løfter hun hovedet høit, høit, strækker det fine, smidige legeme opad, som vilde det naa op og møde sollyset – og med et jublende: «Aa, du deilige jord!» breder hun armene ud, som vilde hun favne den 60hele verden, himmel, jord, lys, luft og blive et med naturen selv!

«Nei, men Nina da, er du 17 aar?»

Det var Fritz, Ninas broder, som raabte op til hende. Vi havde leiretleiret] slått leir os paa en noget lavere og mere bekvem platform. Det kom saa pudsigt og tørt. Men jeg er sikker paa, det gav udtryk for, hvad vi alle i øieblikket følte.

Hun opfangede tilraabet, vendte sig mod os og svarede, lykkelig og overgiven, i et soldrys af alle sine smilehuller: «Ja – idag er jeg 17 aar!»

Og hoppede idetsamme ned fra sit høie stadestade] sted midt iblandt os og lige i armene paa sin broder.

Og saa kom det, med en munter, liden latter, der næsten klang ny: «Skal vi saa ikke koge kaffe? Aa, ingeniør Weyler – De er storartet!»

Havde han ikke allerede faaet samlet kvist og kvas og tændt paa derborte mellem stenene og satte netop kjedlen over ilden! Det var gjort i en haandvending. Men der er intet gaaet ham forbi. Det var jeg sikker paa.

Han vendte sig mod hende og lo: «Jeg er ikke saa lyrisk, jeg, ved De.»

«Fy, De gjør nar.»

Da saa jeg atter et underligt glimt i hans øine. De traf hendes, og hun vendte sig fra ham, ganske stille, jegjeg] rettet fra: Jeg (trykkfeil) syntes, hun var blevet saa bleg.

Lille fru Nina – lille fru Nina –

Der kom en angst over mig.

Og en akut smerte –

Ak – var vi alle blevet 17 aar!

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.