XIX.

Midt i Mai var jeg hjemme i R.dalen igjen.

Vaaren deroppe var kommen tidlig det aar.

Sneen var næsten borte. Den laa kun igjen i blaahvide, kolde klatter i skyggekanter af skoven og opover mod høifjeldet.

Elven gik stor og grønhvid og skummende og bredte sig midt i dalen.

Og hvor en saa hen opover fjeldskrænterne slyngede smaafosser sig, som lange, hvide slør udover de bratteste stup – og syntes saa at hænge sig fast og blive borte nede i granskoven igjen et stykke nedenfor!

Der gik skovstien lun og blød af alle de nedfaldne 127barnaale, og der duftede varm muld og vaad mose og harpiks, naar solen stod ind mellem de friske, vintergrønne grene.

Indunder, ved rødderne, bredte der sig lysegrønne blade, og smaa graablaa, dunede blaaveishoveder reiste sig i krans midt inde i dem paa lange, dunede stængler. Og det rislede og klukkede og sang og dryppede baade fra vante og uvante steder. Og naar en saa bøiede af mod præstegaarden og skulde passere kloppen, der hvor alt det svære stenskyts laa om hinanden nede i kløften og for hvert aar blev mere og mere mosgroet og forvitret – saa tumlede fjeldbækken sig nede i dybet mellem stenrøsen med en slig støi og sprut, som den skulde være en virkelig storfos – saa længe det varede!

– Jeg vil ikke nægte, at jeg var beklemt og tung om hjertet, da jeg over festpladsen – ak, festpladsen – nærmede mig præstegaarden.

Den laa der, stor og brun foran mig, med alle sine vinduer hvidrammede. Og solen, som var i nedgang, sendte idetsamme sine straaler hen i dem, saa de blinkede og glitrede og blændede mine øine, medens hele bygningen pludselig saa ud, som den var oplyst, glimrende oplyst til fest – den ogsaa!

En ting havde jeg forvisset mig om med det samme, jeg kom hjem og traf den første, der kunde give mig besked, nemlig min kollega.

Ingeniør Weyler var endnu ikke kommet ned paa denne side af tunnelen. Han var nok fremdeles i arbeide et par mil nordover i dalen. Ingen havde seet noget til ham her.

«Men udover sommeren flytter arbeidsstokken nedover til os igjen,» lagde han dog til.

128Aa – jeg var glad, jeg var hjemme igjen. Hvor jeg nu skulde vogte hende og forberede hende paa det altsammen – lempelig – lempelig.

Men da jeg stod deroppe i den store præstegaardsstue og havde hilst paa præsten Hellermann, og han havde raabt paa sin hustru, der var ovenpaa:

«Nina – doktoren er her!»

Og hun saa kom ind, graaklædt og liden og lud i skuldrene, med blegt ansigt og linjer og furer og store blaa skygger under øinene – saa blev den anelse, som Ragna havde vækket hos mig, men som jeg med magt havde holdt tilbage, bekræftet:

Jeg saa, at fru Nina atter skulde være moder.

Jeg kom til at lade mine øine lidt opmerksom hvile paa hende et øieblik under min samtale med præsten, hvor denne førte ordet.

Idetsamme hun merkede mit blik og mødte mine øine, flammede en glødende rødme op i hendes ansigt og bredte sig nedover hendes hals og øren.

Og i hendes blik var der noget nyt – som fra et anskudt dyr.

Jeg huskede et ord, hun i sit brev til mig havde brugt: Skam.

Hun følte dette som en skam!

Og i samme nu var det som om der gik noget underligt, skjæbnesvangert, en usynlig luftbølge gjennem værelset.

Der blev en stilhed mellem os.

Kanske den varede et sekund. Kanske minutter.

Jeg havde vendt mig om og saa paa præsten.

Der trak op et slags smil om hans mund. Jeg synes, jeg læste noget af en kold triumf i det. Han 129strøg med sin hvide, smukke haand langsomt om sit helskjæg.

Men fru Nina var gledet ud af rummet.

Jeg tror jeg vilde til at gaa. Jeg vendte mig mod døren. Jeg standsede mig selv. Jeg burde vel sige farvel.

Presten holdt mig tilbage og bad mig fortælle ham noget om Bismarck og kulturkampen dernede i Tyskland.Bismarck og kulturkampen dernede i Tyskland] Otto von Bismarck (1815 –1898), kansler for det tyske keiserrike 1871–1890. I 1880-årene innførte han en rekke velferdsordninger for arbeiderne i et forsøk på å demme opp for sosialdemokratenes innflytelse. Han fulgte med og var interesseret.

Jeg havde ikke andet at gjøre end at svare ham og i korte ord berette ham nogle af mine personlige indtryk.

Der veksledes naturligvis ikke et ord om dette mellem os.

Hvad skulde det nu være godt for?

*

Ja, Nina var forandret.

Hendes hele væsen var et andet. Ogsaa ligeoverfor mig. Hun gled likesom væk – bort. Og undgik at være alene sammen med mig!

Jeg vilde jo heller ikke tvinge mig paa. –

Men udover sommeren var vi ikke saa sjelden budne derop til præstegaarden til aftens, Ragna og jeg.

Der var saa stille deroppe, uden nogen gjæster denne sommer.

Da spillede Ragna lange stunder nede i hjørnestuen paa det gamle, daarlige instrument, som præsten ikke vilde have byttet med et nyt. Og præsten og jeg holdt gjerne til inde i midtstuen ved siden af, med dørene oppe til haven. Og røgte. Og drøftede avisernes politiske nyheder –

130Sommetider fik Nina Ragna med sig ned i syrenlysthuset, hvor de sad med sit sytøi og var helt usynlige undtagen den korte stund, da vi spiste til aftens.

Jo – jeg husker nok den sommer. –

Min første tanke var altid den: Idag vilde jeg ikke gaa med.

Men saa fulgte jeg Ragna alligevel.

Jeg kunde jo ikke slippe hende helt, fordi om hun en stund ikke syntes, hun trængte til mig!

Og jeg begyndte efterhaanden at ane hvorfor.

Ja – til en vis grad, da:

Hun var ikke længer saa villig til at gaa den veien vi havde stukket ud sammen!

Jeg kunde ved enkelte leiligheder se, at der brændte et glimt av en oprørsflamme i hendes øine.

Jeg observerede ogsaa et par underlige træk hos hende, f. eks. ligeoverfor børnene.

Den inderligste ømhed og opofrelse, en næsten grænseløs angst hvis der bare feilede dem det allermindste.

Og da maatte jeg straks derop. Og hun var atter ved min side med sin tillid og sit aabne venskab. –

Men efterpaa – saa var alt igjen forandret. Da overlod hun dem meget til sig selv – eller til barnepigen. Og der kunde være noget nyt i hendes øine – netop som de fulgte dem, medens de sprang og legede omkring hende. Og det nye sagde: «Hvad har jeg egentlig med dem? Jeg har jo ikke villet have dem. Ingen har spurgt mig om jeg vilde. Hvad forlanger de af mig?»

Og naar det saa hændte, at presten idetsamme kunde komme ind og gaa gjennem stuen, bred, mægtig, i hele sin brutale selvfølelse: «Nina, skaf det.» 131«Nina, sørg for det.» – «Nina, pas paa at børnene ikke støier, de forstyrrer mig.» –

Da kunde hun se efter ham med en isnende kulde – ja, en slet dulgt uvilje, et glimt af trods – inden hun lydig reiste sig op og gjorde som han vilde.

– Jeg tænkte paa prestens og min samtale hin dag paa hans kontor: «Kvindens lydige underkastelse i egteskabet er hendes høieste lykke.»

Og mine hænder knyttede sig.

Hans var skylden – hans alene.

Og en kold, træt modløshed sneg sig ind i mit hjerte.

Hvad kunde jeg gjøre? Gud hjælpe den lille fru Nina! Og «fri hende fra det onde!»

Det var min bøn.

*

En nat først i August kom der ilbud efter mig til prestegaarden.

Nina laa i kramper.

Jeg arbeidede med hende den hele nat. Der var indtraadt en, et par maaneders for tidlig fødsel. Hvortil der stødte andre, meget farlige komplikationer.

Jeg kjæmpede med alle midler for at holde livsgnisten vedlige hos hende. Enkelte øieblikke saa det ud, som om den vilde slukkes ud under mine hænder. Men henad morgenen kunde jeg dog konstatere, at tilstanden havde vendt sig til det bedre.

Livsgnisten var atter blusset op.

Hun svævede i nogle dage mellem liv og død. Livet seirede dog tilsidst.

132Men én ting saa jeg, som læge, nu med vished: Hun vilde aldrig blive et helt sundt, levedygtigt menneske mere!

Foreløbig var hendes kræfter naturligvis til det yderste nedsatte. Og i flere uger fremover maatte der iagttages den største forsigtighed – legemlig som sjælelig.

Som oftest fandt jeg hende i denne tid paa sofaen. Hvid og træt og underlig apatisk.

Hun spurgte ikke om noget. Der undslap hende ikke en eneste bemerkning om det forefaldne.

Jeg syntes dog at iagttage, at der sjælelig var kommen en slags ro over hende.

Dette bragte mig til den tro, at hun inderst inde kanske følte hvad der var hændt som en hjælp i nød!

Skjønt det ogsaa pinte mig usigelig som noget uhørt – naturstridigt.

– Sommetider fæstede hun et par øine paa mig. Jeg læste noget af en bebreidelse i dem – et hemmeligt nag. –

Jeg huskede hendes brev.

Men den mistanke kunde jeg jo ikke afvise uden at anklage – en anden.

Saa over den kløft førte der ingen bro.

Men saaledes blev der ofte en tvungen stilhed mellom os.

Der gled ligesom skygger ind i værelset. De listede sig omkring os og gjorde det koldt og mørkt.

Vi kunde ikke længer se hinanden saa klart.

Jeg følte det som om jeg stod i en haabløs kamp mod noget usynligt, der trak sammen over vore hoveder.

133Ubønhørlig.

Og det var, som om jeg hørte skjæbneklokkens tik-tak-tik-tak inden i stilheden. Under ordene, der aldrig blev sagt.

Og mit hjerte snørede sig sammen.

Ja – min lykke – min ene rige, lykkelige vinter – den var forbi!

Ak, hvor jeg havde glædet mig ved at se hende for hver dag vokse og udvikle sig i kjærlighed til Gud og mennesker!

En tapper og from liden korsridder.korsridder] kristen soldat som i middelalderen dro på korstog mot muslimer og jøder for å kristne Jerusalem og det hellige land

Jeg syntes det var en skjøn vei at gaa.

Den kunde ført hende op mod tinderne. Og givet hende fred. Ogsaa i det liv, der nu engang var bleven hendes!

Men saaledes skulde det ikke være.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.