V.

Det var en af de første dage i juni, en formiddag, at jeg paa veien ned fra sygehuset tog stien gjennem skoven bort til præstegaarden. Der stod en artikel i et af de tidsskrifter, jeg holdt, som jeg vidste vilde interessere præsten.

Det var en ualmindelig skjøn dag.

Sommetider synes jeg, der kan være noget vist tørt og farveløst i atmosfæren paa forsommeren her i Norge. Men denne dag var just dagen efter regn. Himlen var høi og blaa, med et næsten umerkeligt slør av fugtighed, der gav luften en mere mat, gylden tone, og lagde som en ny friskhed og glitter over alle blade og blomster. Inde i skoven, hvor fjeldbækken endnu var kraftig og skummende efter snesmeltningen, frembragte den sterke sol paa naaletrærne en herlig harpiksduft, som en følte var sund baade for legeme og sjæl. Der var en fryd at gaa der paa den fugtige mose og se de smaa, blanke draaber paa barnaalene, som spillede i alle solspektrets farver.

Ja, naar jeg ser tilbage paa den formiddag, saa staar den endnu for mig som den skjønneste, jeg har oplevet her i Norges dale!

– Jeg dvæler saa meget ved dette, fordi det stemte saa underlig ind i den lille oplevelse – jeg siger «lille», men den var igrunden stor, ja, meget stor for mig – som for al tid blev bundet til denne formiddags forklarede skjønhed!

– Jeg havde passert kloppen og kom gjennem den lille granskov, henimod den vakre «festplads» lige ved præstegaardsjordet, hvor de store løvtrær med 37sine høie, knudrede stammer nu i solskinnet frembragte et vidunderligt spil af lys og skygge hen over det korte grønsvær, spettet med alle vaarens villige smaa blomster.

– Idetsamme stansede jeg uvilkaarlig op. Lyden af en dæmpet, men klar og høi sopran naaede mit øre, medens en underlig, flagrende bevægelse af en skikkelse, et barns eller en ung kvindes, kom tilsyne gjennem de sidste par graner, der endnu skyggede for den helt frie utsigt til pladsen. Indimellem sangen lød der nogle jublende barnehvin –

Jeg nærmede mig forsigtig, og bag en af de tætte graner kunde jeg se alt, hvad der foregik:

Paa en høi barnestol derhenne, hvor der var bord og bænke, sad præstefamiliens yngste søn. Det var ham, som udstødte de smaa jubelskrig. Paa bordet ved siden af laa sytøi og nogle aviser.

Men, foran ham – ude i sollyset – mellem stammernes søiler – henover trækronernes lunefulde skyggespil paa den tætte græsbund – medens de blomstrende hæggebuske langs gjærdet dannede som et levende hegn mellem hende og præstegaarden – præstegaardsvinduerne – der dansede fru Nina, præstefruen i bygden, den korrekte og strenge hr. Hellermanns frue, plus datter og elev, i egen person, med opløst haar og som med flagrende, hvide vinger, en improviseret balletsolo – jeg havde nær sagt – efter alle kunstens regler!

Hun var vistnok iført sin graa askepotkjole, som hun pleiede, men den skjultes næsten under et hvidt, klart schawl, som var draperet omkring den hele skikkelse og lignede et stort, hvidt slør. Hun holdt det med begge hænder, svingende det afvekslende 38til siderne eller bagover nakken og hovedet efter dansens forskjellige trin og bevægelser. Hendes hele legeme var let og mygt og paa samme tid spænstigt som en fin pointers.pointers] en klassisk engelsk fuglehund Hovedet havde hun kastet noget bagover, men øinene saa frem for sig med et underlig sterkt, og paa samme tid tilsløret udtryk, der havde noget af ekstasen over sig. De hvide tænder skinnede i den halvaabne mund med de mange spillende smilehuller omkring, og det krusede, gyldne haar stod som en glorie om hendes pande!

Musiken var, som jeg allerede havde hørt det inde i skoven, hendes sang. Det var den engelske vals, som hun havde danset efter i julen! Jeg kjendte den straks igjen, den bløde, elegiske og paa samme tid erotisk eggende melodi. Kun lød den endnu mere vemodig sværmerisk under den lyse, rene stemmes følelsesfulde sordin.sordin] gaffel som festes på fiolinstolen for å få en bløtere, mer dempet lyd For det var altsammen dæmpet, som under fortryllelsen af et eventyrets drømmespil!

Og sandelig – under den blaa himmelkuppel – omgivet af skjærsommerens hele poetiske sceneri – mod et bagtæppe af hæggebuskenes hvide blomsterslør, hvis duft ogsaa fyldte hele atmosfæren – der svævede hun jo selv som en eventyrets alf omkring mellem de hvide stammer – over de blomsterklædte tuer! De smaa fødder i lave sko rørte næsten ikke jorden, idet hun snart med sagte, vuggende valsetrin bøiede sig let og graciøst fra den ene side til den anden, snart i et heftig accelererende tempo hvirvlede sig i hurtigere, vildere dreininger – indtil hun pludselig stansede op, hævede sig paa taaspidsen med høit løftet hoved – ak, var dette den ludende, lille præstefrue med de forsagte, sammenfaldne 39skuldre? – og saa endelig afsluttede det udførte «pas»«pas»] dansetrinn med en dyb kompliment for det forsamlede publikum – det vil her sige den lille gut borte i den høie stol, der rigtignok ogsaa syntes at paaskjønne forestillingen! Thi det var paa det punkt, at applausen gav sig udtryk i disse intense, smaa, lykkelige fuglehvin, som jeg allerede paa lang afstand havde hørt inde fra skoven.

Saa blev hun staaende et øieblik stille, lidt stakaandet, med haanden paa hjertet –

– Indtil atter det hvide slør løftedes i flagrende, graciøse bevægelser – og dansen og sangen begyndte paanyt!

Ak, den lille danserinde syntes at befinde sig i en underlig tilstand af henrykkelse, der fuldstændig bragte hende til at glemme baade tid og sted – samt det hele borgerlige livs prosaiske nøgternhed og dermed forbundne værdighed og alvor!

– Med engang forstummede sangen, og dansen stansede op. Eventyrets klokke slog tolv.

– Hun havde tydelig hørt eller seet noget i retning af mennesker derhenne fra den store, mørkebrune præstegaardsbygning med de mange hvidrammede vinduer.

Som et pludselig skydække, der glider foran solen og i et sekund forvandler hele naturen, dæmper lyset og bleger farverne – saaledes sænkede der sig i samme nu en kold graa skygge over hendes ansigt – over hele hendes person.

MetamorphosenMetamorphosen] forvandlingen var forbi.

Og nakken bøiede sig. Skuldrene faldt sammen. Det hvide slør forvandledes til et almindeligt strikketørklæde, som hun trak godt omkring sig. Og idet 40hun skyndsomt snoede sit haar op i den vanlige knude i nakken – tog hun atter plads paa bænken ved siden af gutten – greb sytøiet, som laa paa bordet – og begyndte at sy – –

Jeg blev staaende et øieblik uvis – og som tryllebunden.

Det havde været et underligt syn. Som skjønhedsaabenbaring sælsomt betagende. I sin eiendommelighed virkende med noget gribende – næsten uhyggeligt: En menneskelig metamorphose – som en herlig sommerfugl, der springer frem af sit puppehylster og svinger sig op i sollyset – lykkelig legende – og i sit eget element – og som atter kryber ind i sit graa hylster, formløst, uelastisk og tæt ved jorden!

– Nei – jeg kunde ikke udføre mit ærinde og bringe præsten Hellermann hans læsning i dette øieblik.

Jeg listede mig tilbage gjennem skoven igjen og ned til mig selv.

Hvorfor? Ja, hvorfor?

Noget havde det vel sin grund i, at det, rent instinktmæssig forekom mig som en slags helligbrøde, i dette øieblik at bryde ind paa fru Ninas enemerker og saa at sige trænge mig ind i hendes hemmelighed ved pludselig at præsentere mig som tilskuer og medvider – hvor ufrivillig det end havde været og hvor sympatisk, diskret – ja, beundrende, jeg end vilde stille mig.

Men der var ogsaa noget andet:

Jeg følte mig med engang saa underlig nedtrykt. Ganske beklemt og i vildrede med mig selv. Mine tanker var som trykket ud af sin logiske sammenhæng.

41Jeg begyndte i denne unge kvindes liv at skimte noget af en menneskelig tragedie. En tvedelt eksistense. Et ydre og et indre menneske. Som endnu ikke var sig bevidst at leve i uforsonligt fiendskap og uafladelig kamp. Men som, foreløbig ialfald, bare legte skjul med hinanden, og forsøgte at holde hinanden i schack. For den ene tings skyld: At holde tilværelsen som den nu engang var anlagt, gaaende!

Og det kom for mig som om jeg ogsaa selv nu maatte ind paa noget nyt. Videre, vanskeligere. Jeg stod vistnok her ligeoverfor en ny gaade. Men der var ogsaa i samme øieblik skudt noget andet op – en spontan indskydelse kan jeg kalde det – i mit eget sind. Noget kompliceret, som jeg ikke selv kunde gjøre mig rede for: Jeg syntes, jeg pludselig var stillet foran en ny opgave. Jeg var lige til randen opfyldt af en saar medlidenhed, en ømhed, et brændende ønske om at kunne forstaa – og paa samme tid beskytte, hjælpe! Om jeg nu kunde prøve at lede dette farlige spil af ubrugte menneskelige evner ind paa andre baner! Hvor de kunde finde en tryggere og – skal jeg kalde det, mere almen – sjælelig befrielse!

Men – hvorledes?

Jeg saa pludselig for mig billedet af dagliglivet, som det førtes deroppe i den store præstegaard med de mange vinduer og de store værelser. De mange slags pligter, der hver dag øvedes, med udnyttelse af alle en ung kvindes kræfter, under overopsyn af en streng skikkelse med selvbevidst hævet hoved og kolde øine, seende ovenfra nedad. Og jeg syntes jeg hørte en klangfuld, men noget slæbende stemme, der let antager en lidt træt hæshed, naar 42den henvendes til hustruen: «Nina, har du gjort det? Nina, skaf os det! Nina, sørg for, at der er ro i barnekammeret – det forstyrrer mig –»

Og det blege, lidt forskrækkede ansigt med de milde, gode øine, der ikke synes at kjende svig, og som løfter sig op mod ham i villig underkastelse.

Og jeg hører i samme øieblik, som et ekko:

– «Herman, skal Ludvig have fire kager? Kan Lizzie faa tre kopper chocolade?»

Og hun reiser sig straks fra sin sammensunkne stilling og glider lydløst over gulvet og gjør – som han befaler –

*

– – Men hvis nogen her vil stanse mig og sige med overlegen verdensklogskab: «Vi trænger ingen af dine psychologiske omskrivninger, min kjære ven! Du havde simpelthen gaaet hen og forelsket dig i den samme fru Nina – det var nok det ‘psychologiske moment’ ved denne hændelse» –

Ja, saa vil jeg svare: Vel. Lad os ogsaa se den sandhed i øinene. Hvad kommer det sagen ved? Jeg gjør mig til hendes bedste ven, hvis hun vil tage mod mit venskab. Er det ikke nok?

Resten vedkommer ingen anden end mig selv. – De forstaar?

– Men for en sterk aroma de havde de dryssende, hvide hæggeblomster –

Den junidag i Norges fjelddal!

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.