Lange, graa, triste høstdage. Skyerne lavthængende. Regn og taage – saa baade fjeldlinjer og udsyn viskes ud og stænges.
Oppe i præstegaarden er der sygdom. Ludvig, den ældste gut, har faaet pleurit.pleurit] brysthinnebetennelse; lungebetennelse Han er sterkt angreben. Alle mulige komplikationer kan ventes.
80Fru Nina gaar bleg eller rettere graahvid med stive, ligesom frosne træk, og steller om ham. Bare øinene, med de mørke skygger under, lever op og bliver fulde af angst eller glæde, eftersom min kollega, jordomseileren, og jeg stiller diagnosen for dagen.
Hun vil endelig vaage hver nat.
Men tilslut faar vi da lov til at faa en sygepleierske fra nærmeste by til at afløse hende. Men saa ligger hun bare paa en sofa i værelset ved siden af. Og vil have døren aaben.
Jeg føier hende i alt, saavidt muligt. Jeg forstaar, at det er en nødvendighed for hende at leve helt, udelt i dette nu. Hun har ligesom sat alle sjælekræfter ind paa dette barn og den truende sygdom, der har angrebet det. Alt andet skal skyves bort. Jeg tror, at hun selv, om end kanske ubevidst, føler det som noget af en frelse.
Præsten Hellermann gaar til og fra sygeværelset, alvorlig, rolig, men ogsaa dybt bekymret. Han er altid i døren og lukker op for os, naar vi kommer. Og beder os se indom hans kontor, før vi gaar, saa han kan faa direkte besked.
Jeg skjønner, at han ikke taler meget med sin hustru. Det synes næsten, som han undgaar hende.
Eller – er det hende, som undgaar ham?
Der er noget spændt mellem dem. En mistanke – en anelse fra hans side. Og fra hendes?
Jeg opfangede en dag et blik, hun sendte ham. Der var uvilje, kulde – noget fremmed i det. Hun svarede imidlertid stille og dæmpet paa et spørgsmaal, han gjorde hende. Men vendte sig straks bort.
Jeg undres, om han merkede det.
81Det ser mig ud, som om forholdet mellem dem skulde gaa ind i en ny fase.
Vil han bruge sine kræfter – saa er han den sterkeste.
Stakkels lille fru Nina!
Jeg husker den fortvivlelse, der laa bag det spørgsmaal, der ligesom vred sig frem hos hende, da jeg efter tarantellaen fulgte hende hjem:
«Hvorfor er der ingen, som siger os, hvordan verden er, medens vi er unge? – Og saa bagefter – naar en ser det – er det for sent.»
*
En dag, da krisen var paa sit høieste og det stod og vippede mellem liv og død – tog fru Nina mig i haanden og trak mig sagte med sig ind i den tomme dagligstue.
Hun stod nu ligeoverfor mig, hvid i ansigt, og med det haarde, stive drag, der i denne tid sommetider kunde gjøre hendes hele udtryk saa fremmed.
Hun havde beholdt min haand, og hun knugede den saa haardt, at det gjorde ondt.
«Doktor – jeg skjønner det nu. Det er Guds straf!»
Hendes øine borede sig ind i mine, i et angstfuldt, vaandefuldtvaandefuldt] pinefullt spørgsmaal.
Det kom saa pludseligt. Det kom som et choc. Jeg fandt ikke svar.
«Men hvis Ludvig nu skal dø – for min skyld,» fortsatte hun, «saa maa – saa maa jo baade han og – og Herman ogsaa – de maa lide – bære straffen – for min skyld. Kan det være retfærdigt?»
82«Vi maa ikke tale om Guds straf paa den maade, fru Nina.»
«Hvorfor ikke?»
Jeg mødte de samme øine, der ligesom tvang sig til svar.
«Nei, fordi Gud er kjærlighed. Og kjærlighed straffer ikke, men hjælper os videre.»
Ak, hvorledes skulde jeg i dette ene øieblik, med denne pine i mit eget bryst, kunne formaa at give et sandt og udtømmende svar paa en af livets, maaske allerdunkleste gaader?
Men hendes øine vilde ikke slippe. Der var bare kommet en overnervøs glans i dem, der viste hen paa en gnavende, selvpinende tankegang.
«Jo, jo. Det onde, vi gjør, maa straffes, maa sones – jeg forstaar det.»
Jeg afbrød hende og sagde sterkt:
«Har De villet det onde?»
Hun glippede med øinene.
Det var første gang, jeg direkte berørte, hvad der var hendes hjertes hemmelighed.
«Aa ja – aa ja». Og hun vedblev hviskende, men i et undertrykt lidenskabeligt oprør. «Det har jeg. Jeg har villet – jeg har ønsket – ja, jeg skulde have trampet hen over dem allesammen for at komme bort – løs – did, jeg vilde!» Hun stansede og lagde til: «Og derfor maa Ludvig dø!»
Hun slog begge hænderne for øinene. Og hele legemet rystede.
Jeg følte, at mine øine blev fulde af taarer. De brød sig frem af mit saare hjerte.
Jeg kunde bare lægge haanden over hendes hoved 83og stryge hende sagte over haaret. Og jeg hviskede tilbage:
«Men, De gjorde det ikke. De gik jo ikke fra dem.»
«Nei.» Det kom neppe hørligt. «Det kunde da ingen tænke paa.»
Hun anede ikke, hvorledes hun tilsyneladende modsagde sig selv. Det var jo bare det, at hun talte om to forskjellige ting.
Jeg vidste ikke noget mere at sige.
Alle ord blev for tunge.
Og saa – var hun som en skygge gledet ud af værelset.
*
Krisen var heldig overstaaet. Gutten kom sig igjen for hver dag. Der gik nogle ugers rekonvalescens. – Og alt paa præstegaarden syntes atter at falde tilbage i sit gamle, naturlige gjænge.
Tilsyneladende!
Vi var nu i slutningen af oktober.
Og Italie-reisen?
Slutten af september havde været bestemt som afreisens tidspunkt.
Ingen nævnede den nu.
Ingen nævnede heller Shakespeare – Michel Angelo – Verona – Romeo og Julie. Hvor var den periode blevet af? Dengang jeg havde glædet mig over at se, hvorledes fru Ninas liv syntes at glide ind i et andet, lettere spor.
Romeo – Julie –
Ak, tænkte jeg, og jeg syntes, jeg maatte bøie mit hoved og lære om igjen. Breddegrader – tider – racer – samfundsordning. Hvad er det, som bliver 84evigt, uforanderligt, uden vore hjerters bankende uro – og strid – og trods – og vilje til livet!
Og hver af os maa tage vort eget liv op fra nyt af. Hver en for sig alene. Og livets fataliteter reiser sig ogsaa hver gang paa nyt, som fra et baghold. Og kaster sig over os med sine kolde jernklør. – Og ingen kan hjælpe.
– Den lille fru Nina Hellermanns «eget rigtige liv», det var nu engang kommet «ud af sporet», som Ibsen lader sin Elina i «Fruen fra havet» saa klagende sige.
Engang, for aar tilbage, var der skeet en forskyvning i denne unge kvindes liv –
– Og alt, hvad der saa siden sker – der er ikke den menneskelige magt – hverken ydre eller indre – som magter at bringe det liv ind paa det rette, det vil sige det naturlige spor igjen –
Uden tillige at gjøre vold paa hendes rene sjæl.
– Ja, saaledes endte alle mine triste, tunge tanker, min søgende uro mod en eller anden løsning.
Maaske havde jeg uret?
Maaske skulde jeg regnet med kompromisser?
Men – dybest seet – ikke havde jeg i mit lange liv seet nogen velsignelse af kompromisser med vor ethiske samvittighed! Nei, aldrig!
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Danserinden (1918) var Hanna Butenschøns femte og siste roman, i likhet med hennes øvrige romaner og tre dramaer utgitt under psevdonymet Helene Dickmar.
Romanen handler om en bunn ulykkelig kvinne, som lever i et nesten bokstavelig talt drepende ekteskap. Den unge prestefruen er nærmest ektemannens slave, må underkaste seg hans vilje i ett og alt, og undertrykke sin sterke kunstneriske trang.
Som undertittelen «af dr. Gerhard B.s efterladte optegnelser» antyder, er romanen skrevet som en jeg-fortelling, nærmest i form av noen kommenterte erindringer med en liten rammefortelling.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.