III.

Dette første møde blev da ogsaa, som Ragna havde ytret ønske om, indledningen til en ganske livlig omgang mellem præstegaarden og doktorhuset.

Min søster opdagede snart, at fru Nina elskede musik, havde en vakker, om end ikke udviklet sangstemme, og spillede godt piano. Og da hun selv var meget musikalsk og en virkelig ganske fremragende pianospiller, uddannet af vore bedste lærere, fik hun 25snart istand smaa, ugentlige sammenkomster, hvor de da især dyrkede det firhændige samspil, der jo specielt er et saa godt surrogat for dem, der i en afsidesliggende dal aldrig kan besøge koncerter og høre den bedste klassiske musik.

Dette foregik saa alternativt deroppe og nede hos os. Mest, naar præsten var borte paa sit kalds vegne – og desværre, jeg maa tilføie – naar jeg ogsaa var ude paa mit!

Ragna blev snart meget glad i sin nye veninde, der vel næsten kunde være hendes datter, hvad alderen angik. Og det syntes at være gjensidigt.

Min søster meddelte mig stadig sine indtryk og observationer, eftersom hun lærte fru Nina og hendes forhold til sin strenge ægteherre nøiere at kjende.

– «Det er han, som vil hun skal klæde sig gammelt,» betror hun mig saaledes en dag, medens hun endnu sidder ved sit flygel, efterat fru Nina er gaaet, «uden noget slags fiffigt snit, og helst i graa farver, «Det passer bedst for en præstefrue paa landet,» siger han. Men – ved du, hvad jeg tror?» – Ragna føler sig meget skarpsindig – «at han er ræd for, at hun skal se for ung ud i forhold til ham! Og være altfor vakker – endda jeg virkelig ikke tror, hun har anelse om, at hun er noget merkelig pen. Men han er naturligvis jaloux han som andre mandfolk. Især de gamle med unge koner – uf!»

Og hun slaar idetsamme an nogle hidsige akkorder der betyder, at jeg ikke behøver at uleilige mig med noget svar.

– Jeg, for min del, havde forresten ikke tid til at dyrke omgangen deroppe i præstegaarden den høsten. Jeg var fremdeles optaget med mit literære 26arbeide, der maatte være færdig inden jul. Og jeg havde mine syge og strævede desuden med bygningen og indredningen af det lille tuberkulosehjem, som jeg saa gjerne vilde have istand snarest mulig.

Præsten Hellermann og jeg mødtes derimod ikke saa sjelden paa nøitral grund og i embeds medfør. Han var naturligvis med baade i kommune- og fattigstyre. Og var paa sin kant ligesaa optaget og ivrig som jeg for at faa istand baade kommunalt sygehus og gamlehjem for de fattigste, og den slags forbedringer – bevares vel, i al tarvelighed, som det dengang kunde gjøres deroppe i en afstængt fjelddal, hvor den gamle slendrian,slendrian] slurv ikke mindst i hygienisk henseende, endnu raadede ubegrænset.

Han var meget dygtig og en meget god administrator, den samme præst. Med sit smukke ydre, sin veltalenhed og sit værdige, lidt fjerne væsen, imponerede han ogsaa paa menigheden. Og den ros skal ikke tilbageholdes: Han sparede sig heller ikke selv. Han havde nok allerede udrettet utrolige ting deroppe, sagde man. Mod mig var han altid meget høflig, meget behagelig at arbeide sammen med. Vi havde os mangen en lang passiar og drøftede indgaaende mange af dagens spørgsmaal – mest de, der dengang behandledes i dagspressen – vi fik post tre gange om ugen – naar vi gik sammen hjemover fra møder, eller vi stak indom hinandens kontorer for at konferere om de enkelte, konkrete tilfælde, vi – han som præst og jeg som doktor – kunde have at behandle efter fælles raadslagning.

Men jeg holdt mig nu helst til de mere nøitrale eller rent praktiske themaer: Vor egen politiske kamp, vi tilhørte jo begge høirepartiet, den europæiske 27situation – alle de nye industriprojekter, som begyndte at dukke op herhjemme etc. Instinktsmæssig undgik jeg de mere brændende spørgsmaal: «Religion» «moral»- «kvindesag»- «bohemen» – alt dette, der da beskjæftigede sindene, ogsaa herhjemme og som bragte saa mange mennesker, selv af de samme kredse, til at tørne mod hinanden. Endog indenfor hjemmenes ramme reiste jo stridens bølger sig – gamle og unge, mænd og kvinder delte sig ofte i to fiendtlige og uforsonlige leire, der for altid jagede de gode husaander paa flugt.Vor egen politiske kamp … paa flugt] dreier seg om frontlinjene i det moderne gjennombrudd, mellom konservative og liberale ang. spørsmål om moral, religion og kvinnesak

Hvad nu hr. Hellermann angik, havde jeg straks en slags instinktsmæssig anelse om, at der her ogsaa var latent sprængstof tilstede, der ved given leilighed kunde komme til at eksplodere mellem os og saaledes blive skjæbnesvangert for vort eventuelle samarbeide og vor gode forstaaelse.

Men heri havde jeg dog ikke hr. pastoren ganske med mig. Han havde i disse sager aabenbart adskilligt paa hjerte, som han havde trang til at faa udtalt. Og da jeg var en mand ikke alene af hans egen samfundsklasse, men ogsaa læge, vilde han f. eks, gjerne føre samtalen ind paa det emne, der kanske mest af alle beskjæftigede sindene, «laa i luften», som man siger, just i disse – siden saa famøse «ottiaarene»,famøse «ottiaarene»] beryktede åttiårene: 1880-tallet var perioden for «Det moderne gjennombrudd» i litteraturen, for sedelighetsdebatt, kvinnesak og sosiale spørsmål, og meninger sto ofte steilt mot hverandre. jeg mener: Forholdet mellem mand og kvinde. Baade fra dets psykiske og dets fysiske side. Jeg vil ærlig sige, at jeg sommetider fandt hans iver og – ja nysgjerrighed – paa dette punkt noget usmagelig. Det er jo et ikke usædvanligt udslag af et strengt afholdende liv gjennem en længere ungdomstid, denne fristelse til rent magnetisk at føle 28sig trukket hen mod det erotiske – og derfra videre mod det slibrige, det forbudte.

Han talte ogsaa gjerne om kvindens «udartning» – som han kaldte hendes større og større modvilje mod at faa mange børn.

«Kvindens svigten af sit moderkald» – «Hendes livs berettigelse» – «Hendes skjønne, tjenende opgave».

Her var han oprørt. Sædelig rystet.

Jeg svarede ham engang lidt kort, at dette jo var et spørgsmaal, jeg gjennem min personlige livsførelse og min virksomhed som læge, hvor mit specielle fag var tuberkulosebehandlingen, var kommet noget paa afstand. Min mening var dog den, at forholdet her var adskillig sammensat. Der var f. eks. én ting i den paagaaende diskussion om disse emner – ja, havde han ikke læst Ibsen?

Han rystede paa hovedet: Det kunde da aldig falde ham ind!

Nu ja, der var en side ved sagen, som jeg gav min fulde tilslutning og som just nu behandledes af disse nyere digtere: Skulde en kvinde med glæde paatage sig at føde børn og videre bære de byrder, som dermed uopløselig er forbundet, maatte det først og fremst ske frivilligt og i kjærlighed. Det maatte da blive hendes største lykke at gjenfinde hos barnet den inderlige forening af sit eget væsen med alt det, hun elsker hos dets fader.

Et irriteret «hm – hm» fra præsten.

Men jeg vedblev: «Dette synes mig at være det naturgivne forhold. Og saaledes maa den nye bevægelse paa det punkt, betegnes som fuldt sædelig berettiget.»

29Men præsten Hellermann likte slet ikke denne konklusion. Han hegyndte at deklamere og snublede næsten over alle sine færdige argumenter:

«Kvindens pligt –», sagde han – og jeg tror ganske vist, han citerede baade Paulus og Petrus om «lydighed» og «stilhed» og «manden som kvindens hoved».baade Paulus og Petrus om «lydighed» og «stilhed» og «manden som kvindens hoved»] Jfr. Paulus’ første brev til korintene, 11,3: «Men jeg vil, I skal vide, at Kristus er enhver Mands Hoved, og Manden er Kvindens Hoved, og Gud er Kristi Hoved» og hans brev til efeserne, 5, 22: «I Hustruer! underordne eder under eders egne Mænd som under Herren!». Jfr. også Peters første brev, 3, 1–6: «Ligesaa I Hustruer: Underordne eder under eders egne Mænd, saa endog de som er vantro mod Ordet, kan blive vundne uden Ord ved sine Hustruers Færd.» Men jeg tilstaar, at jeg ofte lagde det døve øre til. Hvad kunde det nytte at diskutere, hvor der ikke fandtes tvivl eller nød?

Ja – ja. Vi skulde engang komme til at gjenoptage denne diskussion, præsten Hellermann og jeg – paa præmisser, skrevet med livets eget bankende blod. Og der skulde komme til at sprude gnister af vore kaarder, naar de krydsedes – indtil sprængstoffet fængede og ruiner af menneskjæbner laa omkring os!

*

Imidlertid lærte jeg da ogsaa efterhaanden den lille præstefrue nærmere at kjende. Og vi blev snart rigtig gode venner. Mest var det jo, fordi jeg ikke saa sjelden blev kaldt op til præstegaarden, naar børnene var syge eller utilpas.

For da var lille fru Nina bøiet og fuld af bekymring og ængstelse, rørende omsorgsfuld og til det yderste loyal ligeoverfor mine ordres.

Jeg kunde da imellem faa et glimt – et straaleglimt, kan jeg kalde det – af et yndigt ansigt, overdrysset med smilehuller, naar hun saa kunde flyve mig imøde for at fortælle mig den gode nyhed, at «nu er feberen borte» og alting «udmerket» og «i orden igjen!»

Som værdig præstefrue strævede hun nok ogsaa 30paa sin side for at udfylde sin stilling og varetage alle de pligter, den paalagde hende ude i bygden. Naturligvis inspireret og ledet af hr. Hellermann selv.

Hun præsiderede nok baade i sjømandsmissionen og hedningemissionen og hvad det nu altsammen heder (kvindeforeninger naturligvis) med symøder og den slags.

Jeg kunde saa godt forestille mig det hele: Selvfølgelig indtog hun ved disse leiligheder hæderspladsen i sofaen, hvor kaffen først blev budt hende og saa de andre. Iført sin graa, daarligtsiddende dragt. Med sammensunkne skuldre og et snilt, beskedent, næsten bedende udtryk i de ærlige, blaa øine, medens hun hæderligt og redeligt prøvede at optræde værdigt og missionsbekymret og bygdeinteresseretbygdeinteresseret] rettet fra: bygdeininteresseret (trykkfeil) og rigtig koselig oplagt mellem alle de tunge, gamle bondekoner.

For de unge kommer der nok ikke!

– Ja, saadan var hun, den lille fru Hellermann, dengang jeg først lærte hende at kjende.

Et godt lidet menneske og et pligtmenneske, det var hun.

– Ak, hvor jeg synes det er vanskelig at finde tilbage til denne første tid og fremkalde for mit indre syn denne lille, stille, bortgjemte og en liden smule forkrøblede kvindetilværelse, der var graa og farveløs som den askepotkjole, hun altid bar! Men som dog var som en fin og fremmed blomst, der var plantet i skyggen af fjelddalens tidlige skumringstime – og stod der med blege blade, paa en ludende stængel – og vidste intet om sig selv! –

*

31«Nei, jeg synes dog, at Nina er og bliver latterlig uselvstændig!» siger Ragna en dag udover høsten, hun har været oppe i præstegaarden. «Hun«Hun] rettet fra: Hun (trykkfeil) rører bogstaveligt talt ikke en lillefinger uden at spørge ham tilraads: ‘Herman, kan Ludvig faa fire kager?’ ‘Kan Lizzie faa lov til at drikke tre kopper chokolade?’ ‘Kan lillegut gaa ud idag, tror du?’ ‘Skal han have vinterfrak paa?’ – ‘Men kjære Dem, ‘ kom jeg virkelig til at sige, ‘er ikke dette at uleilige og plage Deres hr. gemal da?’ Hun svarede ikke straks. Bare saa paa mig. Med hovedet pludselig lidt bagover og den rare svajingen, hun har, ved du. Som straks gjør, at man føler sig saadan lidt sat udenfor – du kjender det. ‘Herman vil det,’ sagde hun saa endelig. – ‘Og‘Og] rettet fra: Og det er jo bare godt for mig, at han skjønner alting, kan De vide,’ lagde hun til. Og saa var hun straks lidt mere fortrolig igjen. ‘Jeg skal sige Dem, Herman er jo ligesaa gammel som min mama, ved De. Og mama giftede sig jo igjen omtrent paa samme tid som jeg. Og bryder sig mest om sin nye familie. Saa Herman maa være ligesom baade fader og moder for mig ogsaa, forstaar De nok.’»nok.’»] rettet fra: nok.’ (trykkfeil)

Dette «ogsaa» morede mig lidt. «Det maa jo unegtelig være en noget aparteaparte] underlig; uvanlig slags moder ialfald,» sagde jeg lidt tørt.

«Jeg tror, han er snil,» sagde Ragna.

«Kanske. Men det er nok ‘ förbjudet att räta djuren’förbjudet att räta djuren] (sv.) forbudt å erte dyrene, jfr. oppslag i dyreparker alligevel, tænker jeg.»

«Du snakker ligesom saa haanligt?»

«Ja, jeg liker ikke at se, hvad jeg vil kalde abnormeabnorme] unormale; avvikende forhold i ægteskabet.»

«Abnorme? Taler du som læge?

32«Det ogsaa,» svarede jeg grættent. Og gik min vei.

– Jeg ved ikke hvorfor, men det var ligesom jeg allerede dengang ganske instinktsmæssig gik og ventede paa, at noget galt skulde hænde. Hun var mig, trods alt, noget af en gaade, den lille fru Nina! Hun interesserede mig – og foruroligede mig. Bare ved at se ud, som hun gjorde, og være, som hun var.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.