XXIII.

Den livstragedie, hvis sidste akt nu var spillet tilende deroppe i præstegaarden og havde naaet sin klimaks i «katastrofen» – den skulde nu afløses af dagliglivets afslappelse og nødvendige modus vivendi.

De besøg, jeg nu som læge fremdeles maatte aflægge hos fru Nina, indskrænkede jeg naturligvis til det mindst mulige. Men hun trængte dog saa meget til min omsorg, at jeg ikke kunde overlade hende helt til sig selv.

Hun levede hele vinteren udover fremdeles oppe i det lille gjæsteværelse ganske isoleret. Kun engang imellem kom hun ned blandt de andre. Aldrig udenfor præstegaardens enemerker. Aldrig i kirken. Eller ned til os.

Jeg tror – jeg haaber til Gud, at jeg ikke gjør ham uret – at dette var en vel beregnet taktik fra præsten Hellermanns side. For at bestyrke det rygte udover bygden, at om præstefruen ikke var helt sindssyg, saa var hun iallefald paa grænsen af galskab.

Jeg tror virkelig ogsaa, at han i sit hjertes ubegribelige 163selvgodhed og enfold følte en stor forundring, en rent ud smertelig skuffelse over, at han – med sine høie, ethiske principper, sin soleklare ret ifølge Guds bud og Skriftens anordning – havde tabt saa grundig! Ogsaa den kvinde, som han dog paa sin vis havde elsket, og som han havde gjort til sine børns moder.

Hans martyrfølelse var i denne tid uden grænser. Ogsaa paa disse børns vegne.

Ragna, som vedblev med sine hyppige smaabesøg oppe hos Nina, kunde af og til indigneret fortælle mig eksempler paa denne nye, aldrig før fremtrædende omhu og ømhed for disse børn, hvem det paa denne maade blev antydet, at i moderen havde de ikke mere nogen støtte. «Lad os faa noget paa Lizzie – hun fryser.» – «Stakkels Ludvig, har du nu ikke faaet din mellemmad igjen» – «Du gaar jo ganske vaad paa benene.» «Er der ikke nogen til at tage sig af Lillegut?» – «Sidder Dere i mørket?» – «Hvor er mor henne?» – «Er nu mor syg igjen, stakkars barna mine.» – Altsammen i et eneste resignationens suk.

Og Nina – ja hun var jo ogsaa syg – hun gik der ogsaa passiv. Og udtrykket i hendes øine, og hele hendes daglige livs ytring – det var mest en eneste forskræmt følelse af egen skyld, en eneste bøn om tilgivelse for alt det onde, hun havde gjort dem allesammen.

*

Præsten Hellermann gjorde alvor af at søge sig bort til et andet kald.

Ud paa vaaren læste jeg, at han var forflyttet til 164et større embede i en af østlandsbygderne nærmere Christiania.

Et forresten noksaa bortgjemt og ensomt kald, uden nogenslags moderne samfærdselsmiddel med hovedstaden.

Udpaa sommeren maatte han allerede overtage embedet. En midlertidig kapellan blev ansat heroppe i R.dalen. Han skulde bo paa præstegaarden.

Fru Nina og børnene blev igjen til alt var pakket, og flytningen kunde foregaa.

– Det var den sidste dag før afreisen, og jeg gik derop for at sige hende farvel.

Ja – farvel. For jeg vidste med mig selv, at dette efter al sandsynlig beregning vilde blive for altid.

– Selv nu, efter mange, lange aar – det falder mig svært at gaa videre –

Jeg erindrer, at der var en slags dump, hærdet ro over mig. Dette skal, som man instinktmæssig kapsler sig ind i, naar man iforveien ved, at noget maa ske, maa gjøres, som vil komme til at skjære sig lige ind til ens hjerterod – da jeg den vakre solskinseftermiddag strævede mig opover skovstien til præstegaarden. Ak, jeg havde aldrig før merket, at den veien var saa lang – og saa tung!

Jeg syntes, jeg skulde op og kaste jord paa mit livs sidste vaardrøm!

– En pige kom mig imøde i gadedøren og forklarede, at fruen var ovenpaa – hun troede næsten oppe paa «Emmas sal» – og holdt paa at pakke og rydde.

«Emmas sal», det var et stort, svært hjørneværelse med vinduer til to kanter, mod «festpladsen» og mod dalen og fjeldene i vest.

165Den havde nok faaet sit navn, fordi en kapellansfrue engang havde boet der. Nu var den tom og forfalden og tjente som et slags pulterkammer.

Det gjæsteværelse, der hele vinteren havde været fru Ninas, stødte op til denne sal. Saa jeg var godt kjendt. Og gik straks derop.

Da jeg efter en banken, som ingen besvarede, traadte ind i Ninas værelse, var det tomt. Men døren til «Emmas sal» stod vid aaben.

Derfra hørte jeg en sagte,sagte] svak; lav men klokkeren sang. Og saa en skikkelse bevæge sig frem og tilbage i det store, tomme rum.

Ja, det var fru Nina, som dansede. Efter den gamle, deilige menuet af «Elverhøi».«Elverhøi»] Elverhøj (1828), et berømt dansk nasjonaldrama med tekst av Johan Ludvig Heiberg (1791–1860) og musikk av Friedrich Kuhlau (1786–1832)

«I Rosenlund under Sagas Hal».«I Rosenlund under Sagas Hal»] Referanse til J.S. Welhavens dikt «Mindets Bæger» fra Halvhundrede Digte (1848)? Diktet åpner med denne linjen, og diktets rytme er menuettens.

– Gjennem vinduerne mod vest trængte straalerne fra den snart nedgaaende sol sig idetsamme gjennem de matte ruder, langt ind i værelset, forgyldte de lette støvfnug, der svævede i luften, og svøbte dem i en regnbuefarvet sky! Indimellem disse gyldenbrogede skystriber dansede saa den lille fru Nina i sin graa dragt, som hun løftede høit til begge sider, og i lave, smaa spændesko! Det lyse haar gik ligesom i ét med solstraalerne. Hovedet var høit hævet. Det ellers saa hvide ansigt havde faaet en zart rødme. Munden var halvt aaben under sangen, saa de hvide tænder skinnede, medens smilehullerne legede omkring den. Og øinene –

Ak – øinene! I dem legede der intet smil. De var fæstede paa noget ubestemt, fjernt – og de var fulde af en intens smerte – ja, af fortvivlelse – var de fyldt til randen!

«I Rosenlund under Sagas Hal».

166Hvem husker ikke den vemodige, molltonende melodi, der under «Elverhøi»s opførelse gjør menuetten paa slottet med de unge, skjønne mennesker og den glimrende pragt – saa fuld af smerte og bange anelser?

– Og Nina danser den fornemme og yndefulde menuet. Hendes legeme har gjenvundet sin spænstige, souveraine ligevegt, hendes bevægelser er vuggende, men fulde af høihed, hendes skridt er næsten gravitetiskegravitetiske] stive; høytidelige – de dybe bøininger høitidelige, men fulde af gratie.gratie] ynde Hun rækker haanden op mod sin usynlige kavaler – hun gaar ham imøde – hun viger atter fra ham – hun nærmer sig igjen – hun smiler op mod ham –

– Ak, det var et syn saa pathetisk og tragisk – paa samme tid saa skjønt og saa hjerteskjærende! –

Taarerne brændte i mine øine. Jeg kunde have hulket høit.

– Men kanske hun var lykkelig i dette øieblik? Kanske hun havde glemt? For en stakket stund? Var der en udløsning af sorgens byrde i denne fuldkomne hengiven sig til legemets harmoniske rytme, til musikens love, som hun følte dem i hver eneste muskel og hver fiber?

– Jeg blev staaende som tryllebunden. Jeg syntes bare, jeg idetsamme følte mig saa endnu meget mere fattig og plyndret og ensom end før. Og saa magtesløs.

Ak, jeg vilde brede mine arme ud og tage min lille, saarede Askepot, min deilige eventyrprinsesse ind i min beskyttende favn. Om mit hjerteblod kunde gjøre hende sund og livsglad og give hendes 167ungdom sin ret og lykke – jeg gav det hen til sidste draabe!

Men intet – intet kunde jeg gjøre.

Jeg syntes, jeg havde kjæmpet mit sidste livsslag – og tabt.

– Jeg fik min stemme til at klinge næsten frisk og kraftig: «Goddag, lille fru Nina – ja, jeg kommer nok beleilig. Hvor vakkert det er her idag, paa ‘Emmas sal’!»

Hun fik øie paa mig. Og hun kastede sig om min hals. Og brast i graad. «Aa, doktor – hvad maa De tro!»

«Jeg tror ingenting. Men jeg synes, De danser storartet. Og den deilige gamle melodi – og saa vemodig i sine moll-akkorder.»

Jeg nynnede: «I Rosenlund under Sagas Hal.»

«Ja – saaledes erindrer jeg ogsaa ‘Elverhøi’.» Hun mødte mine øine. Og tørrede sine taarer.

«Ja – jeg skulde rydde,» hun pegede paa en stor kurv fuld af barnestrømper og andre greier lige ved døren – «men saa skinnede solen saa morsomt og saa vakkert ind i værelset – og gulvet var saa deiligt – jeg maatte tænke paa, for længe siden, nede i Kjøbenhavn, da jeg var ung –»

Jeg klappede hende over kind og haar. Og hun lagde sit hoved ind til min skulder – for første gang. Og lukkede øinene som i hvile.

Jeg vedblev at stryge hendes haar. Og hendes kind. Og jeg syntes, jeg et øieblik havde en solstraale legende inde i mit eget hjerte.

– Hun greb mig pludselig om armen, saa den smertede og reiste et ansigt fortrukket af skræk op mod mig.

168«Doktor – hvis Herman vidste – hvis han fik høre om den dansen –, han vilde tro, jeg var gal! Han vilde sende mig paa Gaustad!Gaustad] Norges første statlige sinnssykehospital, etablert i Aker utenfor Christiania i 1855 Jeg ved det nok. Jeg skjønner det altsammen.» – Hun stansede lidt. «Men jeg forstaar heller ikke, at jeg kunde.»

Og jeg svarede bare ganske enkelt og stille:

«Men, tænk, jeg forstaar det.»

Hun gav mig et blik. Jeg glemmer ikke, hvor det var fuldt af taknemmelighed. Og der var hele den fordums inderlighed og tillid i hendes ord:

«Doktor – De har været min ven, – bedre end nogen anden i verden! Jeg ved nu, at De har gjort alt for at hjælpe mig – alt, hvad De kunde! – Jeg skal kanske aldrig se Dem mere i denne verden. Men jeg skal takke Dem hele livet. Og aldrig glemme Dem og alle Deres ord. Vær sikker paa det.»

Jeg store, gamle, sterke, prøvede mand –

Jeg skjulte mit ansigt i mit lommetørklæde, og jeg strævede udover alle grænser for at holde taarerne borte.

Jeg kunde ikke finde noget at svare.

Jeg tog hende endnu engang i mine arme. Og kyssede hende paa panden.

Og saa skyndte jeg mig hurtig bort.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.