XIV.

Nu ja. Saa vandrede jeg da op til pastor Herman Hellermann en af de paafølgende dage. Og opsøgte ham ovenpaa i hans kontor.

Han sad forskanset bag et stort skrivebord med mange, tykke bøger og folianterfolianter] bøker i meget stort format – der var vist mange bibler iblandt dem – i en magelig stol med en lang pibe i munden.

Han røger svært meget. Altfor meget. Jeg advarede ham for en tid siden. Hans hjerte er ikke saa aldeles patentpatent] i orden – og hans øine –

Men han smilede bare. Det husker jeg godt. Et lidt træt, selvgodt smil. Som ingen har saa udpræget som præsterne. Med øinene lidt opadvendt, som om han ville sige: «Jeg har den, som mig beskytter». Og han svarede noget om, at han kanske nok kunde prøve at mindske lidt. –

Og saa røger han fremdeles efter det gamle tempo.

– Her sad jeg da. Paa den stol ved siden af ham, som han bød mig. Saadan som jeg pleiede, under vore forskjellige konferencer.

Men – skjønt gammel doktor med ikke saa faa erfaringer – jeg gruede mig for denne min mission, Ja, jeg skulde have givet meget for at slippe!

Dette smil – disse brillante, men kolde øine – denne skraasikre, selvgode autoritet paa sjælens specielle omraader!

– Jeg tænkte paa stakkels lille Nina, som saa i aanden, at han vilde «knuse» hende.

Han har en tung haand. Ogsaa ligeoverfor andre.

Men – for hendes skyld.

99Jeg rømmede mig. – Og begyndte forsigtig. Og stammede lidt paa ordene:

Hans hustru var svært medtaget nu efter guttens sygdom, som rimeligt var, saaledes som hun havde ofret sig baade dag og nat for hans pleie (Ja, var det ikke, som jeg har sagt: Den sygdom var en Guds velsignelse). Hun var blevet anæmisk, i høi grad, og overnervøs. Hendes hjerte led ogsaa ved dette. Det arbeidede uregelmæssig og svagt og maatte skaanes. Det bedste var, om hun kunde komme bort for en tid, faa andre omgivelser – luftforandring –

En bestemt «hm-hm»-protest fra præsten.

«Det var forsaavidt uheldig,» vedblev jeg, «at den paatænkte reise til Italien sandsynligvis nu helt var opgivet?»

Han afbrød mig nu, lidt utaalmodig:

«Ja, derom er der ikke tale. Jeg er overlæsset med arbeide. Og jeg vilde heller aldrig nu faa min hustru med. Hun vilde ikke turde forlade børnene. Det er noget, hun gjentager omtrent daglig i denne tid. Og luften her er saamæn god nok. Og naar man har sine pligter, sit arbeide i sit lykkelige hjem –» han lagde tryk paa ordene – «naar man ved, man fylder sit kald –»

Jeg stansede hans ordstrøm. Jeg kjendte ingredienserne i fluidumetfluidumet] drikken –

Og jeg gjentog, i endnu sterkere ordelag, at hendes nervesystem var fuldstændig i uorden. At der vilde kunne udvikle sig hos hende en permanent svaghedstilstand med tilstødende komplikationer, som jeg ansaa for meget alvorlige. Jeg fandt det saaledes, som hendes læge, at være min pligt – skjønt der var ting, en tredie person vanskelig kunde blande sig op i – 100at sige ham, at det under disse omstændigheder vilde være af afgjørende betydning, at hun ogsaa i sit ægteskabelige samliv kunde faa en fuldstændig hvile. De mange børn i den unge alder – uudviklet, som hun havde været – i et, man maatte faa betegne det «fortidligt ægteskab» –

Han gjorde en heftig bevægelse, men jeg vedblev, idet jeg stansede ham ved en haandbevægelse: «Jeg vilde saaledes anse et vordende moderskab under disse omstændigheder for at være meget uheldigt – ligefrem risikabelt.»

Nu var det sagt.

Han svarede ikke straks. Men smilet var der igjen. Bare endnu koldere, mere udpræget selvbevidst. Han strøg sig med sine smukke og velpleiede hænder et par gange om det sorte fuldskjæg. Og øinene hævede sig et sekund mod himlen, som for at kalde den til vidne –. I næste øieblik fik jeg et luende,luende] flammende ondt blik, som jeg aldrig havde tænkt mig det i sammenhæng med hans kolde, klare staaløine, og hans ansigt var gulhvidt – som jeg havde seet det hin aften for nogle uger siden, da vi kom forbi lysthuset i haven, hvor de sad de to –

«Jeg tænker, dette faar blive, som Vorherre bestemmer,» kom det saa med kold, tiltvungen ro. «Han styrer alt til det bedste. Det ved vi. Og jeg faar kanske lov til» – her fik jeg atter det samme blik – «for fremtiden at frabede mig nogensomhelst indblanding i mine – mine intimeste forhold. Jeg har modtaget min hustru af Vorherres haand. Og det er Ham, jeg har at gjøre regnskab for, hvorledes jeg har forvaltet mit pundforvaltet mit pund] tatt hånd om den formuen en er blitt tildelt; klarte sin oppgave – hans gave. Og det er nok.»

Jeg maatte gjøre vold paa alle mine naturlige 101instinkter, der bød mig at tage et godt tag i den præstelige skikkelse, og ryste ham, saa det «sakk» i ham, som vi sagde som gutter. Men jeg samlede mig.

«De bør dog ikke glemme det faktum, som jeg allerede har antydet for Dem – at De har giftet Dem med et barn,» sagde jeg. Jeg hørte selv, at min stemme var streng og myndig.

Han trak overlegent paa skuldrene.

«Hvis De dermed vil sige, at Nina – at min hustru – har meget vanskelig for at blive voksen, saa kan jeg være enig med Dem. Men» – med et lidet smil – «hvad alderen angaar – hun er nu over seksogtyve aar – saa –»

«For dette forhold giver Dem, efter min mening et dobbelt ansvar,» vedblev jeg i samme tone, uden at ænse hans ord.

Han satte sig stram og høi op i stolen. Men tvang sig fremdeles til at tale roligt, næsten overlegent.

«Jeg tænker, jeg er mig mit ansvar fuldt bevidst, uden Deres medvirkning. Kvindens lydige underkastelse i ægteskabet er hendes skjønneste pryd, som den er hendes høieste lykke. Dette kald har hun faat direkte fra Skaberens haand. Nina elsker sine børn, de er hendes stolthed og glæde. – Det tror jeg nok ogsaa. De maa have bemerket.» Det kom lidt haanlig og meget selvsikkert.

«Ja, jeg ved, Deres frue er den ømmeste moder,» sagde jeg ogsaa roligere. Jeg skjønte, jeg var uklog, hvis jeg irriterede ham. «Men jeg er kommet her idag, som jeg sagde Dem, i egenskab af hendes læge. Og som læge er det, jeg har fundet det min pligt at sige Dem dette advarende ord.»ord.»] rettet fra: ord. (trykkfeil)

102Og jeg reiste mig for at tage farvel.

«Endnu et øieblik, jeg beder.» Han havde ogsaa reist sig. Der var foregaaet en pludselig forandring med ham. Det syntes, som om en fuldstændig heftighedsparoxysmeheftighedsparoxysme] krampe havde grebet ham. Der svulmede nogle aarer i hans pande, og der var rykninger i hans vakre ansigt, der viste hen paa den skjulte lidenskab, den hemmelige jalousie, der i den sidste tid havde herjet ham.

«Dette er Deres skyld!» stødte han saa ud, og hans øine glimtede med lyn i lyn. «De dyrker og beundrer hende. De skjæmmer hende ud og lytter til hendes ord, som om de kom fra et orakel. De sætter hende fluer i hovedet.sætter hende fluer i hovedet] gir henne dårlige ideer De – og saa denne laps af en ingeniør, som rendte os paa dørene her og gjorde haneben for hende! Det var ham naturligvis et lidet, pikant intermezzo heroppe i afkrogen, han, som er vant til de ‘store forhold’ derude.» Han lo haanlig. «Han saa nok, hvor naiv og dum og godtroende hun var – præstens frue med tre store barn! Aa jo, det var fint! Jeg kjender dem – de labaner.labaner] skurker Jeg skulde naturligvis ikke tilladt det. Jeg skulde have forbudt ham at komme i mit hus. Jeg skulde stængt hende inde. Jeg skulde – værnet og hjulpet hende. Mod hende selv ogsaa. Men saalænge svoger Fritz huserede her, var det ikke muligt. Nina var jo forhekset af ham. Der kom sider frem hos hende, jeg ikke før havde kjendt. Hun lærte at sætte sig op. Hun glemte at være lydig – lydig,» gjentog han. «En – hysterisk kvinde – behagesyg, forfængelig – som alle kvinder – der maa tugt til – der maa –»

Han snublede over ordene. Hans stemme var hæs.

103Jeg havde vist gjort en uvilkaarlig bevægelse. Det var, som han besindede sig. Han gjorde en kraftanstrengelse, gik et par gange op og ned paa gulvet, og stansede saa op foran mig.

Jeg mødte hans blik. Men sagde intet.

Der blev en pause mellem os.

«Jeg tror – om den episode der, som De selv nævner – at man vel rettere kunde sige, at det var ungdommen, som mødte hende.»

Jeg havde talt ganske jevnt og naturlig. Som om jeg kun vilde konstatere et naturligt faktum. «Det var en krise, om man kan kalde den saa, som hun maatte gjennem, før eller senere. Ungdom søger ungdom. Det er livets lov.»

Jeg saa, der strøg en skygge over hans ansigt. Min replik virkede ubehagelig. Ikke mindst, fordi den maatte staa uimodsagt.

Jeg blev dristigere og greb haardt til. Jeg følte, at der i dette øieblik stod store ting paa spil. Hele skjæbner. Det, der kan vende et liv i den ene eller den anden retning – for altid.

«Faar jeg lov at sige Dem en ting til, hr. pastor, siden De selv har aabnet min mund ved at bringe denne sag frem mellem os. Jeg tror, at en mand, der staar i den stilling, som De nu her, kan vinde eller tabe sin hustru for livet – aandelig talt – efter den vei, han i dette tilfælde vælger. Jeg tror, at Guds ene kongelige lov om kjærligheden, der «glemmer sig selv», der «haaber alt», «taaler alt» og «tror alt»,kjærligheden, der «glemmer sig selv», der «haaber alt», «taaler alt» og «tror alt»] Paulus’ brev til korintherne, 13, 4–7 at den er tilstrækkelig i ægteskabet som i alle andre forhold. Jeg tror ikke, Han blander sig i detaljerne der, mere end ellers. Det overlader HanHan] rettet fra: han (trykkfeil) til os selv, ved hver given anledning. Vi har vor «frihed under ansvar».«frihed under ansvar»] Jfr. Henrik Ibsens drama Fruen fra Havet (1888)

Han havde nu gjenvundet hele sin selvheherskelse. Og han svarede overlegent og meget koldt:

«De, hr. doktor, har jo selv ingen erfaring paa dette punkt. Det gjør Dem mindre kompetent til – at give gode raad. Ikke sandt? De er desuden radikal og helder til alle den nye tids samfundsopløsende idéer. Det har jeg ofte merket. De har selv ingen familie at holde sammen. Deri ligger det. Men det har jeg. Overlad De saa til mig, hvorledes jeg skal forholde mig ligeoverfor min hustru. Det kan De trygt gjøre. Jeg har ingenlunde tænkt at handle mod Guds bud. De ere ganske klare og rene i linjerne, naar det gjælder ægteskabet. Vil man være moderne, faar man ogsaa være med paa at omstyrte Den Hellige Skrift og dens autoritet. – Det var kanske et advarende ord, der kunde passe fra mig, som sjælesørger – han lagde vegt paa ordet – til Dem. Men – «forord bryder trætte»,«forord bryder trætte»] sitat ikke funnet som man siger. Et vil jeg dog lægge til: Hvis jeg merker, at det er gjennem Deres indflydelse, at min hustru bliver opsætsig – ulydig – ja, da har jeg ingen anden udvei end at forbyde Dem at komme i mit hus!»

Og jeg hørte mig selv svare høflig, koldt og afvæbnende: «Det er en læges pligt enkelte gange at maatte være indiskret – meget imod sin vilje. Hans samvittighed bliver ogsaa indstillet derefter. Han kan beklage det, men han kan ikke ændre det. Naar hans pligt og ansvarsfølelse byder ham at tale, maa han bøie sig. Jeg har givet Dem den advarsel, som jeg fandt paakrævet ved dette tilfælde. Men – naturligvis – hvis De ikke anser mig for den rette læge 105for Deres hustru, den læge, som De kan have tillid til – saa vil jeg ikke fortsætte med at behandle hende – eller paa nogen maade besvære Deres hus med min person.»

Dette passede ham dog ikke. Han trak kløerne til sig. Gjorde endog en slags undskyldning for sin heftighed. Han fik mig endog atter til at tage plads. Og satte sig i sin egen stol ved skrivebordet. Og bragte saa, som om intet var hændt, nogle forskjellige bygdeaffærer, som vi begge var interesserede i, paa bane.

Han var nu meget forekommende. Værdig i sit ydre. Dygtig og klog i sin bedømmelse af sagerne. Fuld af initiativ og praktiske tilrettelægninger. Og paatog sig til slutning af fri vilje arbeider, der baade ville kræve tid, møie og taalmodighed, for det, han mente var til bygdens og menighedens virkelige tarv.

Det er den anden side af hans natur.

Vi skiltes altsaa – som venner.

– Ak, lille fru Nina – hvor fattige og hjælpeløse vi dog alle er, naar vi skal prøve at «bære hinandens byrder»! vi skal prøve at «bære hinandens byrder»] Paulus’ brev til galaterne, 6,2: «Bær hverandres Byrder og oppfyld paa den Maade Kristi Lov!»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.