X.

Saa var det en dag jeg havde været i sygebesøg opover i dalen. Det var blevet langt paa ettermiddagen, og det begyndte allerede at skumre lidt. Jeg tænker, det maa have været i den første halvdel af september eller saa.

Da jeg kom ind paa gaardspladsen, hørte jeg Ragna spille inde i havestuen, hvor flygelet staar, og hvorfra døren til haven nu gjerne stod aaben i den Indian summer, vi just havde i de dage.

Jeg pleiede somoftest at gaa op verandatrappen og sætte mig ubemerket derude, lytte til musiken og se nedover haven og den grønne slette mod elven. Jeg fandt en saadan hvile baade for sind og krop i saadanne øieblikke efter dagens arbeide.

Men den dag ombestemte jeg mig. Veiene havde været saa støvede. Jeg maatte indom mit soveværelse og gjøre lidt toilette først.

Saaledes kom jeg gjennem begge mine kontorer, hvoraf det ene stødte op mod havestuen, hvortil døren stod aaben.

Det var, som sagt, lidt skummeltskummelt] halvmørkt allerede.

Jeg stansede uvilkaarligt op.

Der var tændt lys derinde. Paa flygelet brændte 70to lys, og henne ved sofapladsen, længst tilhøire, en stor lampe.

Jeg trak mig lidt længere tilbage i værelset. Og kom saaledes helt i skyggen.

Mine øine havde mødt et høist forunderligt syn:

Ragna sad ganske rigtig ved flygelet og spillede. Det var «Tarantella» af Liszt,«Tarantella» af Liszt] «Tarantella» i samlingen Venezia e Napoli av Frans Liszt (1811–1886), ungarsk komponist og pianist som jeg kjendte godt fra før. Den var temmelig svær,svær] vanskelig og tempoet var prestissimo.prestissimo] meget hurtig Jeg syntes det klang som et helt orkester.

Men ude paa gulvet, der var frit og stort, dansede en ung kvinde efter musiken, under lampens matte, gullige skjær. Hun var iført en høirød, kort silkedragt med aabne ærmer. Jeg gjenkjendte Ragnas gamle karnevalsdragt. Om hovedet med det opløste haar havde hun knyttet et rødt, flagrende baand. I den høire, høit løftede haand holdt hun en tamburin, hvis smaabjelder ringlede og raslede under den heftige bevægelse. Den anden var fæstet ved hoften.

Det var fru Nina.

Hun dansede tarantella.

Og – som hun dansede!

I de tætte, korte, ligesom feberhektiske trin, der hører tarantellaen til, jagede hun op og ned, op og ned ad det lange gulv, idet hun med et slag paa tamburinen skiftede den over i den anden haand ved hver omdreining, uden et sekund at sagtne tempoet. Eller hun hvirvlede sig rundt paa samme plet midt paa gulvet, inden hun atter fortsatte den vilde dans.

Farven i hendes ansigt var høi. Øinene saa frem for sig med lidenskabelig, mørk glans. Uden dog at se eller opfatte noget omkring sig. Hun var fuldstændig ør og betaget af musikens troldom, og dens 71lidenskabelig hidsende rhytme. Der var ingen straalende smilehuller om hendes mund. Men over hendes hele væsen bare en fortvivlelsens intensitet som gjaldt det nu, i dette øieblik, paa liv og død, at fri sig for en fare – at flygte for en forfølger –

Hvor havde jeg seet det samme? Den samme fortvivlelsens vildhed, den samme jagende angst?

En reminiscens steg op i mig: Det var Nora i «Et Dukkehjem»!

Det var Nora, som dansede tarantella med dødsangsten i hjertet.

Hende var det. Og dødsangsten – den ogsaa.

– Men Nina, hun vidste jo knapt hvem Nora var!

– Ragna havde sagtnet spillet, som vilde hun høre op.

I et sæt var Nina borte hos hende. «Aa – er du træt?»

«Nei – men du?»

«Jeg! Aa, Ragna – bare to, bare fem minutter til! Aa, jeg synes, det er saa rent vidunderlig deiligt!»

Der var ogsaa angst i den bøn. Og Ragna spillede videre. Og tarantellaen fortsatte.

– Jeg var uvilkaarlig kommet til at skyve til en stol. Det gav en skarp, skrabende lyd.

Musiken og dansen stansede op som med et eneste ryk.

«Ragna!» Det kom som et skrig.

«Kjære, det er bare mig,» sagde jeg i en saa naturlig tone, som jeg kunde præstere i dette øieblik, og gjorde min indtrædelse i salonen. «Forstyrrer jeg kanske forestillingen?»

72Ragna havde reist sig fra flygelet. «Den var jo ikke egentlig for dig,» sagde hun og slukkede begge lysene.

Men fru Nina var i næste øieblik ude af døren paa den modsatte side, der førte ind til Ragnas værelse.

Min snille søster lagde haanden paa min arm. De gode, brune øine var fulde af bekymring. «Jeg maa føie hende imellem, synes jeg. Der er saadan underlig magt over hende i dette. Men snak lidt med hende, Gerhard. Det er, ligesom det tager til i det sidste. Jeg tror ikke, det er godt for hende.»

Hun gik hen og bankede paa døren. «Kom nu ind, Nina, du er da ikke tosset.»tosset] dum; gal

Men i samme øieblik, som fru Nina lydig kom ind igjen, iført sin graa kjole, men med det lange, lyse haar, som hun ikke havde faaet tid til at sætte op, nedover ryggen – forlod Ragna valpladsen!

Der stod vi.

Fru Nina havde slaaet hænderne for ansigtet. Hun lignede i dette øieblik grangivelig billedet af en «Bodfærdig Magdalena» af en af de gamle mestere!billedet af en «Bodfærdig Magdalena» af en af de gamle mestere] Flere renessansemalere og senere malere, blant annet Georg LaTour (1593–1652), har malt den såkalt botferdige Maria Magdalena, som ifølge tradisjonen var blant de kvinnene som salvet Jesu føtter i fariseernes hus.

Jeg blev lidt ærgerlig.

«Er jeg saadan en bussemandbussemand] busemann; slem mann da, kjære, lille fru Nina? Er det da saa forfærdeligt, at jeg faar se, hvorledes De nu paa alle maader forbereder Dem til Deres Italie-reise?»

Hun tog hænderne bort og gav mig et hurtigt, overrasket blik.

Italie-reise! Det var aabenbart ikke faldt hende ind med en tanke.

– Aa ja, den reise var det jo ogsaa temmelig længe siden, jeg havde hørt nogen hentydning til. Det var ogsaa sandt.

73«Og saa danser De virkelig saa vakkert, at jeg gjerne kunde betale billet til forestillingen,» fortsatte jeg, «Men jeg skjønner bare ikke, hvor De – har lært det,» vilde jeg lagt til, men hun afbrød mig.

«Aa, det er frygteligt!» Det kom med den naturligste rædsel i stemmen.

– «Og saa vidste jeg det nu fra før af, ogsaa da,» vedblev jeg i samme tone, som om det dreiede sig om en ganske dagligdags historie.

Rædselen syntes at stige.

«Vidste det?»

«Jeg saa Dem danse oppe i birkelunden forrige sommer for lillegut.»

«Var De? – Saa De?»

«Javist. Men jeg var saa delikat,delikat] taktfull at jeg snudde og gik hjem igjen og ventede til dagen efter med mit ærinde til præstegaarden. Saa, – vær nu ikke ‘tosset’, som Ragna siger.»

Jeg tog begge hendes hænder bort fra øinene og holdt dem i mine. «En værdig præstefrue og en veritabelveritabel] virkelig solodanserinde i en og samme person! Hvad siger nu hr. pastoren til den kombination?»

Jeg brugte en let, halvt spøgende tone. Og jeg tog med vilje hendes mands navn med. Jeg vilde ikke skræmme hende, men paa den anden side var jeg ikke klar over, hvormeget dette egentlig gjaldt for hende.

Hun havde idetsamme revet hænderne til sig og greb mig haardt om armen. Hendes øine stod stive og udvidede af skræk.

«Herman!»

Ak, hvor ulig hun nu var sig selv, den barnlige aabne fru Nina!

74«Nei, nei. De kan da være tryg ligeoverfor mig. Deres gamle ven – ikke sandt? Jeg er nok taus som graven.»

Og jeg tog den lille danserinde ved haanden og placerede hende i det ene hjørne af sofaen medens jeg selv tog plads paa en stol ved siden af hende.

«Nu skal De hvile og være rolig og fornuftig, De har danset saa altfor voldsomt.» Jeg holdt hendes haand og følte pulsslagene og strøg sagtelig over den som en rigtig gammel, hyggelig doktor. Skjønt Gud skal vide, min egen puls, den var nok i dette øieblik mindst ligesaa udisciplineret som hendes!

«De synes nok, jeg er dum og umulig,» hviskede hun og fæstede sine alvorlige, ærlige øine paa mig. Det er saa forfærdelig ondt for mig med den dansen skal jeg sige Dem,» fortsatte hun, da jeg ikke straks svarede. «Men – men jeg kan ikke gjøre for det. Det er ikke for moro skyld!»

Det sidste kom saa sterkt og pathetisk, at det næsten betog mig som noget fremmed, gaadefuldt. Gjorde mig ræd ogsaa – jeg ved ikke selv for hvad.

Jeg havde aldrig tænkt mig denne evne, dette talent, som jeg vel maa kalde det, som noget saa medfødt og sterkt. Jeg for min part, havde, sandt at sige, efter de erfaringer, jeg i udlandets theaterverden havde gjort, i al stilhed udeladt Terpsichore i musernes tal!Terpsichore i musernes tal] Terpsikhore var ifølge gresk mytologi en av de ni musene og muse for dans og dramatisk korsang.

Nu følte jeg mig bare klodset og uforstaaende.

«De maa da ikke tage det – saa tungt. Det er da ikke noget – noget saa forfærdeligt – at De saadan – at De er saa glad i – at danse.»

«Glad i,» gjentog hun og veiede ligesom udtrykket. «Ja, jeg er nok ogsaa glad i det. Men det er 75meget mere. For det er ligesom noget, jeg maa. Noget, som er sterkere end alt, hvad jeg vil. Aa, om De kunde forstaa! De ved ikke, hvor jeg hundrede gange har lovet mig selv, at jeg aldrig skal gjøre det mere. Men saa kommer det over mig. Endda jeg nu er blevet saa gammel. Og alting her –» – hun stansede op. «Men naar jeg hører musik – Ragna spiller jo saa deiligt – eller naar – naar det er noget, som jeg –» hun stammede og trak pusten, som om hun skulde kvæles – «saa er det at jeg maa. Alle mine lemmer gaar ligesom af sig selv.» Hun ventede lidt. «Det kan da umulig være synd?»synd] I Sandhed til Gudfrygtighed, Erik Pontoppidans forklaring av Luthers lille katekisme (1737 og utallige senere utgaver), som alle norske skolebarn måtte lære i annen halvdel av 1800-tallet, nevnes dans som en synd i forklaringene til tredje og sjette bud, «Du skal holde hviledagen hellig» og «Du skal ikke bedrive hor». Dans nevnes her sammen med lek, skuespill og andre fornøyelser som foregår sammen med andre. Hun vendte sig pludselig mod mig og saa med noget ængstelig, speidende op i mine øine.

Hvor hun lignede et ulykkeligt, forskræmt barn i dette øieblik.

«Synd – nei – kjære. –»

«For jeg er vis paa, det maa være noget, Gud har givet menneskene.»

Hun stansede op et øieblik.

«Jeg danser jo aldrig, naar nogen ser det – uden Ragna da. Men hun vender sig aldrig. Det har hun lovet. Vi er enige om, at vi spiller bare ligesom den samme musik, hver paa vor maade.»

«Er dette kanske det, I kalder for at ‘spille firhændigt’?»firhændigt’] rettet fra: firhændigt (trykkfeil) sagde jeg. Jeg kunde ikke undertrykke et smil.

Hun saa forundret paa mig. Og smilede ikke igjen.

«Nei – vi spiller firhændig. Det er bare en gang imellem, naar jeg beder hende. For Ragna synes heller ikke rigtig om det – tror jeg. Det er jo saa 76rimeligt,» lagde hun hviskende til, ligesom hun talte med sig selv.

Hun sukkede tungt. Og saa frem for sig med noget saa usigelig fattigt og ensomt i blikket, at det gjorde mig ganske beklemt.

«Det har virkelig aldrig faldt mig ind, at nogen kunde have det saadan,» sagde jeg. «Fortæl mig lidt mere om, hvorledes det er kommet – vil De ikke?»

Og, med engang var det, som hun kastede noget af sig.

Hendes ord kom hurtigt, ivrigt, som om hun nu vilde gribe leiligheden til, en eneste gang at faa tale ud om dette, der sikkert ogsaa for hende selv stod som noget af en gaade.

«Jeg har altid, lige fra jeg var liden, danset for mig selv. Baade i tide og utide, var det nok. Mama har fortalt mig, at engang de havde taget mig med, da de skulde vise nogen fremmede kirken, der hvor de boede om sommeren, saa var der nogen, som begyndte at spille paa orgelet, og pludselig opdagede de mig, med løftet kjole og med de merkeligste «pas»«pas»] skritt dansende ganske alene for mig selv oppe ved alteret! Og da var jeg bare fire aar. Jeg gjorde jo rent skandale da, skjønner De.» Hun lo lidt. «Og saadan var det altid senere ogsaa – mellem veninderne. Men mest, naar jeg var alene.»

Hun stansede lidt, og saa frem for sig, som om hun søgte i sine minder og fandt ro i dem.

«Det underlige var jo det, skjønner De, at da jeg var den vinteren i Kjøbenhavn efter min konfirmation, saa havde pensionsfruens datter en veninde, som gik paa balletskolen. Og det var jo paa en maade det værste, som kunde hænde mig –»

77Hun brød af og holdt haanden over øinene.

«Nei, jeg vil ikke sige, at det var det værste,» fortsatte hun alvorligere. «For det er ikke sandt. Paa den maaden lærte jeg jo paa en vis at danse. Og naar jeg danser, saa har jeg det godt. For da føler jeg ligesom saa sikkert, at det egentlig er det, jeg er født og baaren til.»

Hun hævede pludselig hovedet, og den hele skikkelse rankede sig op med denne lille, fine, svajende bevægelse med overkroppen, som var hende egen, og som i øieblikket kunde gjøre hende saa fornem og saa underlig selvfølende – med et «noli me tangere»,noli me tangere] (lat.) rør meg ikke; ifølge Johs. 20,17 Jesu ord til Maria Magdalena da hun da hun traff ham i hagen ved graven etter at han var oppstått fra de døde. der uvilkaarlig holdt alle paa afstand.

«De mener, at De der har Deres kunstnergave?»

Hun nikkede. Men udtrykket skiftede hurtig. Det var, som hun atter fik kontakt med virkeligheden. Og hun tilføiede hviskende, idet hun knugede hænderne i sit skjød:

«Og saa er det det – at naar jeg danser, som nu – her – saa glemmer jeg!»

Og jeg saa, at hendes ansigt pludselig var blegt og fortrukket.

En angst greb mig. I et øiebliks vision saa jeg det unge, vakre, gjennemglødede ansigt, hun havde vendt mod mig den dag deroppe paa stenen i skoven, hvor vi «ikke kunde snakke» – og ikke mere end nogle dage derefter de forgrædte øine og den stive udtryksløshed, hun for første gang fik tvunget frem over sine træk, da hun oppe i præstegaarden svarede sin mand og fortalte om Weylers afskedsbesøg i lysthuset.

Maatte jeg videre? Skulde jeg se, hvad jeg ikke vilde?

78Jeg fik ikke noget ord frem. Og der blev en stilhed mellem os.

Saa lagde jeg min haand paa hendes – jeg vidste ikke noget bedre at gjøre – og sagde ganske enkelt:

«Fru Nina – jeg er Deres ven.»

«Tak.» Hun tog min haand mellem begge sine og holdt den fast. Saa kom det, hviskende, nølende: «For jeg skal sige Dem, doktor – jeg er saa ulykkelig!» Og hendes øine stirrede frem for sig i et af smerte fordreiet ansigt. «Saa forfærdelig ulykkelig,» gjentog hun hæst.

Jeg blev stum. Dette kom saa pludselig og saa voldsomt.

Hendes hænder skalv, og hun trak dem til sig igjen.

«De forstaar?»

Jeg nikkede. Hendes øine søgte mine. Men jeg undgik at møde dem. Jeg kunde ikke.

Det var som et kirurgisk snit.

Jeg følte en sterk smerte.

Mine øine var blevet aabnede.

– – Saa kom Ragna ind med the.

«Se saa, Nina min, var det ikke hyggeligt at faa en tête à têtetête à tête] (fr.) ansikt til ansikt; personlig samtale med Gerhard? Han skjønner sig paa lidt af hvert han, skal jeg sige dig.»

Nina havde reist sig. Og hun tog Ragna om halsen og kyssede hende.

Og Ragna hjalp hende at sno haaret op i nakken igjen og kyssede hende tilbage.

– Det var blevet aften. Jeg fulgte hende op til præstegaarden. Hendes mand var ikke hjemme. Ventedes først næste dag.

79Jeg var glad for hendes skyld, at det var saa.

Vi talte ikke stort sammen paa turen. Smaa, ligegyldige bemerkninger.

Da vi stod udenfor gadedøren, lagde hun haanden paa min arm. Det var, som hun fulgte en pludselig impuls.

«Aa, doktor, hvorfor er der ingen, som siger os, medens vi er unge, hvordan verden er – og livet – og menneskene?»

Jeg studsede. Og mit svar kom nølende. «Ja, vi burde vel kanske prøve. Men, fru Nina – lille fru Nina – ingen tror, hvad han ikke har seet. Det er nok ogsaa en livets sandhed.»

«Og naar en saa ser det – saa er det for sent,» hviskede hun hen for sig. – «Godnat da, doktor.» Det kom med en overgang. «Undres, om De har havt en patient saa urimelig som mig? Jeg er jo ikke engang syg.» Hun smilte saa svagt. «Men ingen taknemmeligere heller, det er jeg sikker paa. Godnat.»

Jeg takkede Gud den aften.

Ogsaa for, at mine øine var blevet aabnede.

Nu tror jeg, at jeg endnu klarere kan se, at Han har en opgave for mig.

Sursum corda.Sursum corda] (lat.) «hjertene oppover» eller «løft opp deres hjerter», innledning til nattverden i den katolske messen.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.