XXI.

Jeg havde for sidste gang været inde hos hende og givet hende feberstillende medicin for natten – jeg vilde naturligvis selv vaage.

Da kom reaktionen over mig!

143Jeg sank sammen i en stol inde i mit eget værelse ved siden af. Jeg var som lammet. Baade paa sjæl og legeme. Jeg kunde ikke sanse, ikke mindes, ikke tænke. – Jeg lukkede øinene. Jeg var bare saa dødsens træt!

Men efterhaanden begyndte billede paa billede af det, som var skeet at reise sig op for mit indre syn. Medens skriget – skriget, det forfærdelige, endnu gjenlød i mine øren!

Og i mit bryst kjendte jeg en saar, dump smerte. Den levede ligesom ved siden af – udenfor alt det andet.

Og tankerne begyndte, lidt efter lidt at vaagne – at samle sig – de jagede hinanden – stødvise – usammenhængende.

Hvad var der hændt – hvad var der egentlig hændt?

I ring, rundt og i ring – altid om det samme punkt – arbeidede de for at klare – begribe – fastslaa – gjennemleve paa nyt.

Scenen deroppe i skoven – den stod pludselig for mig, klar, levende, – som en hallucination:

Hendes straalende ansigt, de fremrakte hænder – som en solstraale stod hun der mod den mørke granvæg!

Og den anden – som veg – som veg tilbage – som sagde noget – noget forfærdeligt, som jeg ikke kunde høre – idetsamme han løsnede hendes haand fra sin arm. Og saa –

Var det ham, som slog?

Eller var det hende?

Ha ha! Jeg maatte le.

Hun kunde da ikke slaa!

144Bare tanken – saa absurd – saa rent ud latterlig!

Nei – det var ham –

Aa – nu skjønte jeg sammenhængen: Det var ham, som havde stukket en dolk i hendes bryst!

Hans faa ord, som jeg ikke hørte. Hans blik, som jeg ikke saa. Den haand, som koldt og roligt løsnede hendes angstfulde greb fra armen – det var mordvaabenet!

Og – ganske automatisk, som en naturlig refleksbevægelse – hævede hun idetsamme sin arm for at værge sig, afparere stødet – ja, hvor fik hun i det øieblik sin fysiske kraft fra, det lille svage menneske? Og hun skjøv ham haardt fra sig – voldsomt – uden en tanke paa afgrunden bag ham – paa muligheden af noget skjæbnesvangert – livsfarligt –

I det sekund eksisterede der intet, absolut intet for hende, uden smerten – og livsinstinktet!

– – – – Jeg husker endnu hvorledes jeg, under dette vilde brus af tanker, reiste mig op med et sæt, og begyndte at gaa frem og tilbage paa gulvet. Jeg kunde ikke sidde stille. Det forfærdelige slog ligesom ned i mig i al sin grufulde virkelighed. Og jeg følte en saadan stikkende pine i mit hjerte. Jeg kunde gjerne raabt høit! Og jeg holdt begge hænder for tindingerne. Jeg syntes, det var noget som sprængtes derinde. Og jeg gjentog gang paa gang for mig selv, for at berolige mig dette: «Det skeede ganske automatisk – rent automatisk – det var en naturlig refleksbevægelse – simpelthen en refleksbevægelse –»

Den var det jo, som drev hende paa vild flugt, nedigjennem skoven – ned mod det mørke, brusende vand – mod glemselen – livets ophør.

145Saaledes handler al den levende jordens skabning i dødsfarens øieblik. Akkurat paa samme vis. Alle.

Ogsaa mennesket.

Nina vilde ikke gaa i døden. Nei. Den, som siger det forstaar ikke.

Hun havde aldeles ikke opgjort sig nogen tanke om at dø. Hun havde ikke fattet nogen beslutning. Hun havde ikke spurgt sig selv og veiet: Skal jeg – skal jeg ikke?

Hun havde kun adlydt det blinde naturinstinkt i sig. Intet andet.

– – Jeg havde sat mig ned igjen, som i en døs – en slags aandelig afmagt. Jeg syntes ligesom, jeg nu var færdig. At jeg endelig var kommet til et slags resultat.

– En stund efter stod jeg igjen ved Ninas seng. Jeg saa paa det feberglødende ansigt – de dirrende, lukkede øienlaag – alle de feberbankende pulse i tindingerne – i halsen –

Og da vred jeg atter mine hænder – i den samme grændseløse kval – det samme vaandefuldevaandefulde] smertefulle spørgsmaal:

«Hvorledes kunde dette hænde?»

Hvorledes var det dog muligt?

Lille fru Nina – ak, du min lille, elskede ven –

Saa nær – saa nær døden!

146Allerede henad morgenen var temperaturen sunket en smule.

Den steg vistnok atter til høi feber henad aftenen. Men dog ikke som dagen iforveien.

Og, efter tre dages forløb var hun saa godt som feberfri.

Men hun laa fremdeles hen som i en døs. Hendes hjertearbeide var meget svagt. Og kræfterne faa. Og jeg vovede endnu ikke at tænke paa at flytte hende op til sit hjem. Vi maatte ikke risikere noget tilbagefald.

*

Saa underligt det end kan synes, saa gik jeg med en slags hemmelig gru for det øieblik da Nina skulde komme helt til sig selv.

Jeg tænkte: Hvad vil der saa ske?

Hvad vil der komme til at foregaa inde i hendes egen bevidstheds verksted, eftersom hun vil erindre, prøve at gjøre sig rede for situationen – gjenkalde sig hvad der var hændt?

Vilde det da ikke altsammen komme til at strømme saa voldsomt paa hende, forvirre hende – ja, maaske til den grad, at hun i et eneste ubevogtet øieblik, i ord, eller handling, kunde komme til at røbe alt, hvad det dog gjaldt at skjule – rent udvortes seet?

Jeg var heldigvis hjemme – jeg havde jo været nødt til af og til at forlade hende for at besøge mine syge – og sad ved hendes seng da hun aabnede øinene og for første gang med klar bevidsthed saa paa mig.

Men – det blev bare som et streif af et blik, jeg fik. Hun lukkede dem i samme sekund til igjen.

147Dette gjentog sig udover hele dagen.

Naar jeg kom ind i værelset, og i samme sekund hendes øine mødte mine, lukkede hun dem. Og vendte hovedet bort.

Talte jeg til hende, svarede hun ikke.

– Var hun maaske alligevel ikke helt sig selv endnu? Havde hun gjort en reise saa lang, at hun ikke endnu var kommen tilbage? Did, hvor den begyndte?

Eller pressede der sig noget saa sterkt frem i hendes underbevidsthed, at hun blev uimodtagelig, ufølsom for alt andet?

– Den paafølgende dag var der dog skeet en forandring med hende.

Hun gjemte ikke længer sit blik bort, naar jeg kom ind. Men fæstede tvertimod sine øine lige paa mig.

Et par vidt aabne øine var det. Større, mørkere end før. Med en underlig glans. Og med dybe skygger indunder. I et ansigt, som feberen havde gjort endnu mindre, endnu finere end før.

Og disse øine, de vilde nu ligesom ikke slippe mig!

Jeg lagde haanden paa hendes pande og sagde et par ord.

Det var som hun ikke hørte. Hun skjøv bare min haand bort. Medens øinene vedblev at hvile lige ufravendt paa mig.

Jeg troede at læse et stort, livsafgjørende spørgsmaal i dem. Ja endnu mere: En hjerteskjærende bebreidelse – en stum anklage –

Jo – nu var den lille fru Nina kommen tilbage fra den lange reise. Ak, langveis fra kom disse øine!

148De havde stirret ned i et mørkt dyb – de kom fra en fremmed kyst – hvor de havde seet ind i det uudsigelige!

Men intet ord kom over hendes læber.

Hver gang jeg kom derind – altid mødte jeg de samme øine.

De forfulgte mig. De bad mig om noget. De bebreidede mig noget.

Aa, jeg ser dem endnu for mig – efter tyve aars forløb!

Gik jeg derind om natten, de mødte mig i det hvide ansigt.

Gav jeg hende sovepulver, og jeg syntes, af hendes aandedræt at slutte, at hun sov. Bøiede jeg mig over hende, aabnede hun øinene!

Tre døgn. Tre samfulde døgn varede denne tilstand.

Det sved og smertede i mit bryst. Jeg syntes, jeg fik et hudløst, stort saar derinde.

Og en angst begyndte at vokse frem dybest inde i min sjæl. En frygt for – det værste!

Var hun – sjælelig sprængt?

Var den plasticitet, den tilpasningsevne, menneskene er udstyret med, fysisk og psykisk – var den ophørt at virke? Havde spændingen været for voldsom?

Aa – hvem kan forstaa, hvad jeg led i de dage. Medens disse øine forfulgte mig, hvor jeg gik og stod. Ja, om jeg lukkede mine egne til!

– Jeg husker, at der under alt dette kom for mig et billede, en erindring fra noget, jeg havde oplevet, noget analogt, men ak – i en anden plan.

Det var en nat, nede i syden – efter en brændende 149soldag. Jeg gik og spadserede paa terrassen, der var svagt oplyst, foran det store hotel, opover hvis mure der slyngede sig en tropisk vækst – som jeg ikke kjendte – med en mængde store, hvide blomster. De lignede svære, klokkeagtige konvolvulusser.konvolvulusser] snerle, en klatrende blomst Og naar mørket kom, saa foldede alle disse hvide blomster sine blade sammen, bøiede sine hoveder og fik et grønligt skjær, der gik i et med bladenes grønne. – De sov!

Men en var vaagen. En eneste.

Den lyste hvid og stor midt i alt det mørke. Det var, som den stirrede ind i natten som et stort, aabent øie, der aldrig mere kunde lukke sig til. Som om der var skeet en sprængning, en forskyvning i dens indre konstruktion. – Kanske havde den engang aabnet sin kalkkalk] blomsterbeger saa vidt mod solens glødende straaler, havde drukket dem ind med saadan en vild intensitet, at den aldrig mere kunde følge naturens beskyttende lov: – naar natten falder paa at lukke sine blade til og hvile?

Den kunde aldrig mere hvile.

Aldrig mere sove.

Og dette hvide, aabne, ligesom stirrende øie, der i mørket mellem alle dens hvilende søstre – det hypnotiserede mig. Virkede paa mig som noget pathetisk – tragisk – symbolsk.

Jeg husker, at jeg gik frem og tilbage, længe. Og altid maatte jeg passere dette ene sted for at se, om den dog ikke tilslut havde foldet sig sammen til søvn – nei –

– Og nu syntes jeg, at dette var Ninas, dette hvide ansigt – som det laa der paa puden – øinene, som stirrede paa mig – anklagende – og bedende.

150Ak, de havde vel ogsaa seet ind i det uudsigelige. – Og kunde ikke mere lukke sig til! –

*

– Men det var det underlige – hver dag, naar præsten Hellermann kom ned for at se til sin hustru, og jeg fulgte ham ind i sygeværelset – hun havde vel hørt hans sterke stemme –

– Saa laa hun urørlig. Med ansigtet mod væggen. Som om hun sov.

Og jeg sagde: «Hun sover. Hun er døsig efter det sterke feberanfald.»

Mere sagde jeg ikke. Og han spurgte heller ikke videre.

*

Saa var det den fjerde aften.

Det var bare et par dage til, at hun skulde flyttes op til præstegaarden. Jeg mente, det ikke var klogt, og at jeg heller ikke havde ret til, at beholde hende længer.

Jeg satte mig ved hendes seng. Jeg havde bestemt mig til at gjøre det yderste for at bryde denne forfærdelige tilstand. Faa hende til at tale, inden hun forlod mit hjem. Siden vilde det blive dobbelt vanskeligt.

Jeg saa straks, at nu var hun traadt ind i en ny fase: Hun laa med lukkede øine!

Jeg lagde haanden paa hendes pande. Og strøg hende over hovedet.

151Hun skjøv ikke længer min haand bort. Men hun saa ikke op.

«Nina – fru Nina.»

Jeg tror, min stemme gav hende en slags tryghed.

I et sekund var hendes øine paa mig, fulde af frygt – jeg maatte kalde det frygt –, og hun greb min haand og holdt den fast. Hun bevægede læberne, som om hun vilde sige noget. Men begyndte at skjælve saa sterkt over hele ansigtet, saa hun fik det ikke til.

«Nina – De ved jo, at jeg er Deres ven.»

Hun mumlede noget hæst.

Jeg bøiede mit øre ned til hendes mund.

«Aa, doktor – hvorfor lod De mig ikke faa lov til at dø?»

Og hun kastede sig til siden med hænderne for ansigtet og storhulkede.

Jeg vedblev at stryge hende over haaret og svarede rolig og langsomt:

«Var De kommen saa langt i Deres nød, at De virkelig havde besluttet at søge døden?»

Hun vendte sig mod mig og saa paa mig. Hendes øine glippede. Det var, som noget uventet havde mødt dem.

Saa sagde hun efter en pause ganske svagt:

«Jeg vil ikke leve. Jeg kan ikke længer leve.»

«Hvorfor, Nina?»

Hun reiste sig halvt op i sengen. Angsten stod i de blaa øine.

«De forstaar da – doktor. De skjønner da – at jeg kan ikke leve.»

«Vi maa leve, saalænge Gud vil det, Nina.»

«Ikke jeg.»

152«Jo – for Guds veie er ikke vore veie.»

«Guds veie,» svarede hun heftig, «jeg har ikke gaaet Guds veie. Jeg vilde ikke længer. Jeg satte mig op mod Gud.»

Og hun brød igjen sammen i hjælpeløs hulken:

«Aa – jeg er et forfærdeligt menneske. Jeg holder det ikke ud!» Og hun gjentog de samme ord, gang paa gang.

Saa lagde jeg haanden fast over hendes øine, bøiede mig ned over hende og hviskede ind i hendes øre:

«Nina, jeg saa kampen paa stenen!»

Aa – det stød, der gik gjennem hendes hele legeme! Den angst, der kom i det lille ansigt! Det sky blik. Rødmen, som skyllede op i hendes kinder, langt op i haarroden! – Uden et ord havde hun gjemt ansigtet i begge sine hænder. Og graat – bare graat. –

Der blev en lang pause. Jeg vilde ikke bryde den. Hendes tanker maatte faa vandre den vei, som var nødvendig. Og hendes ord maatte komme, naar hun selv vilde udtale dem.

Saa stansede hendes graad, og hun greb atter efter min haand. Og knugede den, saa det gjorde ondt. Den anden holdt hun over sine øine.

Saa kom det – stemmen var hæs, næsten uhørlig:

«Er han – faldt han?»

Det var hendes første tanke.

«Han forslog sig endel, og brak et ben. Men han greier det uden mén.»

Hun svarede ikke. Men haanden dækkede fremdeles over øinene og det blussende ansigt.

Men pludselig saa hun op paa mig. «Jeg kan aldrig komme hjem mere.»

153«Hvad mener De?»

«Hvorledes skulde jeg kunne komme hjem mere? Jeg kan jo aldrig se Herman og børnene mere i øinene.» Og hun gjentog: «Aa – jeg er et forfærdeligt menneske!»

Jeg vilde prøve at modsige hende. Men hun lod mig ikke komme tilorde.

«Jeg fortjener ikke andet end at dø. Jeg har forraadt dem allesammen. Jeg er en stor forbryder – jeg er den største forbryder i verden!»

«Men, Nina – De har da ikke forraadt nogen. Hvem skulde det være? De vilde jo heller ikke dø – vilde De vel?»

«Jeg ved det ikke – jeg ved det ikke – jeg ved det ikke!»

Det kom sterkere for hver gjentagelse til det steg til en ren paroxysme:paroxysme] krampe «Jeg har gjort alt det onde, som findes i verden! Jeg kan ikke leve mere!»

Jeg svarede ingenting. Jeg var bange for et nerveanfald. Jeg lagde et koldt kompres om hendes hoved. Og lod hende være alene.

*

Nogle timer efter satte jeg mig ved hendes seng og sagde ganske rolig og enkelt som om det gjaldt et alvorligt, men, mellem os to, ganske naturligt emne:

«Fortæl mig nu, hvorledes alt er gaaet til. De ved, jeg er Deres ven. Og at der kan intet gjøre nogen forskjel. Men det er en nødvendig betingelse for, at jeg nu skal kunne hjælpe Dem. Ikke sandt – det forstaar De nok?»

154Og med min ene haand i sin og den anden dækkende sine øine, kom det saa – afbrudt og ofte usammenhængende – hendes skriftemaal:

– Hun havde jo havt det ondt hele vinteren. Det havde jeg nok forstaaet altsammen. Hun havde mange gange ønsket, at hun bare kunde dø. Herman var saa streng og misfornøiet – og saa forfærdelig heftig mange gange. «Jeg tror ogsaa, han var jaloux.» Det kom næsten uhørlig. «Men alt det kunde jeg jo ikke fortælle Dem, doktor.» – Saa for nogle dage siden havde hun faaet høre gjennem en af folkene, at Weyler var kommen tilbage. Og da kom det for hende, at hun syntes hun maatte faa se ham igjen. Bare en eneste gang. Men Herman havde jo sagt, at «han ikke vilde se ham under sit tag.» – Hun gjentog dette med betoning. Saa jeg syntes, jeg hørte ham udtale ordene – formodentlig, naar det mindst passede. – Og saa havde hun skrevet en liden seddel og bedt ham møde sig paa den gamle pladsen i skoven.

– Og nu trak hun mit hoved ned til sig og lagde munden til mit øre:

«Og med det samme jeg saa ham – aa, doktor, da var det, ligesom alting blev ganske nyt for mig – jeg syntes, det kom som en aabenbaring – jeg syntes, det kom fra Gud selv, at nu havde jeg lidt nok. Og nu kunde jeg gaa med ham – fra de andre – alle de andre – følge ham ud i verden – og blive bare, bare lykkelig! –»

Der gik en skjælven gjennem hele hendes legeme – men hun betvang sig og fortsatte stødvis – kjæmpende med bevægelsen, der vilde overvælde hende:

«Han sagde jo det ifjor, at hvis jeg ikke var saa 155feig og gammeldags, saa vilde jeg gjøre dette. Og han kunde bare reise over til Amerika igjen, der kunde han faa den stilling, han vilde. Men naturligvis, han vidste nok, at jeg ikke hverken kunde eller vilde det. Og derfor var han ogsaa saa ulykkelig.

– Og saa – saa sagde jeg det til ham, at nu var jeg ikke ræd længer – at jeg havde lidt saa meget – og at jeg troede, Gud nu vilde give mig lov til at være fri – og at – at –»

Og hun gjemte ansigtet i sine hænder, og kunde ikke faa flere ord frem, bare skjalv –

Men jeg fortsatte den ufuldførte sætning og hviskede:

«Men da var det saa, at nu vilde, nu kunde ikke han mere. Det var ikke mere saadan fra hans side. Han havde skjøvet alt det fra sig, fordi det var haabløst. Og nu var det glemt og han –»

Hendes læber formede næsten lydløst: «Ella Schøtz.»

«Ja – jeg har hørt om det.»

– Og vi sagde ikke mere.

«Der var jo heller ikke mere at sige om den ting.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.