Jeg vedblev imidlertid at leve heroppe i denne fjerne fjeldbygd. Sammen med min kjære søster der trofast og kjærlig fulgte mine interesser og lunede mit hjem.
Og mit liv delte sig, som før, mellem mit tuberkulosehjem og mine reiser, mine bøger og mit literære og videnskabelige arbeide.
Men under det altsammen var jo mine tanker ofte paa vandring tilbage til de faa aar, da den myndige og dygtige hr. Hellermann var bygdens præst – og den «lille danserinde» gjemte sig bag den værdige titel af «præstens frue». Og til det gribende drama, hvori jeg jo paa min vis ogsaa havde spillet med. Det der saa pludselig afsluttede deres ophold deroppe i den store præstegaard – som jeg hver dag har udsigt til fra mine vinduer.
Ja, ofte har jeg grublet og gjort mig selv mange spørgsmaal og bebreidelser!
Kunde jeg have forhindret «katastrofen»?
Skulde jeg, allerede den første sommer, da jeg saa, at hun mødte sin skjæbne i den ungdom, der udløste alt, hvad der laa latent hos hende selv. – Skulde jeg da have skjøvet hende mod skilsmisse?
En tanke, hun dog selv øieblikkelig afviste, ja som hun ikke engang tog op til debat for sin egen samvittighed!
«Det kunde der jo ikke være tale om,» var jo hendes egne ord under barnets store sygdom. Nei – jeg kjendte hende, og den pligtfølelse, der var ét med hendes hele væsen. –
173Men nu, i denne nye tid, da vilde det kanske været anderledes. Nu gjør man sig nok ikke længer saamange skrupler!
Nu fortæller man mig om mine venners gifte børn – og de gik vel alle ind i egteskabet med aabne øine –: Den er skilt, og den er skilt.Den er skilt, og den er skilt] På 1870-tallet var det syv skilsmisser årlig i Norge, med en gradvis økning fra 1890-tallet. Skilsmisse var et marginalt fenomen før århundreskiftet. (Kilde: Sanna Sarromaa 2019. «Innblikk i skilsmissens historie». I: Agenda, 18.12.2019) –
Og hvorfor?
Fordi de kjeder hinanden! – Fordi de ikke kan taale hinandens feil! – De vil intet ofre for hinanden. De elsker ikke det at være trofast. Der er ingen glorie længer for dem om begrebet troskab. – Og ofte kommer der «en anden», og efter den anden «en tredie» – «adjø, nu gaar jeg!»
Og børnene, de gaar fra haand til haand – de taber alle traade i et familielivs samhold. Og der opstaar mangengang omkring dem de latterligste forviklinger, og de mest groteske sammenstød!
Men saa skriver jeg –
Og se her. Det er jo det forfærdelige – dette med – «den anden» – det er jo ogsaa hvad der skeede med Nina! Og for hende har jeg kun beklagelse. Nu snakker jeg ikke om «den gyldne troskab» eller «det skjønne offer!»
«Dømmer ikke efter det udvortes, men dømmer en retfærdig dom,» siger Christus.«Dømmer ikke efter det udvortes, men dømmer en retfærdig dom,» siger Christus] Johs. 7, 24: «Dømmer ikke efter Skinnet, men dømmer en retfærdig Dom!» (utg. 1911)
Ja – vel. «Vi tror jo bare, at vi kjender hverandre.» Saa skrev jeg jo selv i begyndelsen af disse optegnelser.
Lad os saa holde op at generalisere. Lad der blive en dom for hvert enkelt tilfælde. –
Men her havde jeg selv seet ind i et egteskabs inderste, skjulte tragedie: En ung kvinde som krymper 174sig under et martyrium, der i sproget endnu ikke har fundet noget navn.
– Skal vi sige – fordi selve begrebet skjuler sig bag den fineste kvindeligheds skyhed, som bag det bekjendte «syvfoldige slør»?«syvfoldige slør»] Jfr. historien om Herodes Antipas’ stedatter Salomé, som i belønning for sin eggende syv slørs dans får døperen Johannes’ hode på et fat. Mark. 6, 21–28; Matt. 14, 6–11, Oscars Wildes drama Salomé (1891), Richard Strauss’ opera Salomé (1905). Og fordi det saaledes kun rammer den, ingen anden end den, der lig en mimosa sensitivamimosa sensitiva] en blomst som ikke tåler berøring vilde fornemme endog ordet som en brutal berøring?
Men, som Nina skrev til mig: «Jeg synes, at en kvinde maatte faa lov til ikke at tvinges.»
– Der er et billede, som ofte er kommet for mig under disse grublerier over det, man maa næsten sige, uløselige i dette problem.
Det er en fortælling fra Det Nye Testamente: Hvorledes Christus med synderinden staaende for sig – med loven og dommen brusende og larmende omkring sig – hvorledes han «bøiede sig ned og skrev med fingeren i sandet.»en fortælling fra Det Nye Testamente … i sandet] Referanse til Johs. 8, 1–11, hvor det fortelles om synderinnen som de skriftlærde ville ha Jesus til å dømme for å få en sak på ham. Men Jesus bøyde seg ned og skrev noe i sanden. Da de maste på ham igjen, sa han at den som aldri hadde syndet, kunne kaste den første sten, og skrev deretter noe nytt i sanden. Da gikk de skriftlærde, og Jesus sa til kvinnen at ingen hadde dømt henne, og at hun skulle gå bort og ikke synde mer.
Hvad var det, vor Herre og Frelser ikke kunde udtale?
Var det en ny lov, som han skrev i sandet? Noget af det, disciplene ikke «kunde bære»?det, disciplene ikke «kunde bære»] Jfr. Johs. 16, 12–13 hvor Jesus sier i sin avskjedstale til displene: «Endnu har jeg meget at sige eder; men I kan ikke bære det nu; men naar han, Sandhedens Aand, kommer, skal han veilede eder til hele Sandheden» Fordi den maatte gives til høiere udviklede mennesker end den tids orientalere – i deres betragtning af forholdet mellem de to kjøn?
Jeg har aldrig hørt præsternes mening om dette.
Men de ved jo heller ikke mere derom end vi andre.
Mon ikke Ibsen skulde have tydet noget af denne «skrift i sandet,» da han f. eks. digtede «Fruen fra Havet».«Fruen fra Havet»] Fruen fra havet (1888) Og formede tanken: «I frihed, under ansvar»?
175Det synes ikke, at der endnu er nogen, som mener dette.
Samfundet ikke.
Kvinderne ikke heller.
Men – hvad var det Han, Guds og Menneskenes Søn –
Hvad var det, Han «bøiede sig ned og skrev med fingeren i sandet»?
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Danserinden (1918) var Hanna Butenschøns femte og siste roman, i likhet med hennes øvrige romaner og tre dramaer utgitt under psevdonymet Helene Dickmar.
Romanen handler om en bunn ulykkelig kvinne, som lever i et nesten bokstavelig talt drepende ekteskap. Den unge prestefruen er nærmest ektemannens slave, må underkaste seg hans vilje i ett og alt, og undertrykke sin sterke kunstneriske trang.
Som undertittelen «af dr. Gerhard B.s efterladte optegnelser» antyder, er romanen skrevet som en jeg-fortelling, nærmest i form av noen kommenterte erindringer med en liten rammefortelling.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.