VI.

Vi begyndte udover vinteren, præsten Hellermanns og vi sammen, at læse Shakespeare.

Det var min idé.

– Naar jeg nu tænker mig tilbage til denne periode – tænker paa alle mine planer – den iver, som jeg udviklede – den faste tro, der hjalp mig over alle vanskeligheder – ja, menneskene vilde vel forundre sig over, at en mand op i sine ældre aar, med livserfaring, med omfattende læsning, med den udvikling, som stadige reiser og samvær med mennesker af alle nationer og alle stænder giver – at en saadan mand kunde være saa naiv og hengive sig til saadanne illusioner!

Men, for mig stod den sandhed i første række: At jeg her hos denne unge kvinde havde et blødt, plastisk menneskemateriale at arbeide med. Og at de virkelig store og gedigne værdier, jeg nu vilde prøve at tilføre hende, vilde udfylde et tomrum i hendes tilværelse.

Og jeg havde endog viselig beregnet, at jeg her vilde kunne sikre mig den vigtigste og bedste assistance, der kunde ønskes: Hendes mands bifald og interesse.

Paa dette punkt forregnede jeg mig heller ikke.

– Vi begyndte altsaa med en liden Shakespeare klub. En gang om ugen. Medens de to damer broderede, veksledes vi herrer til at læse høit. Vi benyttede naturligvis en bedst mulig oversættelse.

Vi blev allesammen straks meget interesserede. Shakespeare taler jo med en røst, der altid er lige 44sterk og frisk og nærved.nærved] nær Og hans ord naar til ethvert hjerte, fordi han aldrig gaar utenom det, som til alle tider er sandt og menneskeligt.

Fru Nina lyttede ogsaa meget opmerksomt. Med en vis spændt mine, hvori der blandedes noget af en ængstelig respekt, som var meget morsom at iagttage.

Det var vel paa en vis for hende en ny verden, hun her fik indblik i. Men den kamp mellem det gode og det onde i menneskene, som var dens hovedindhold, var dog ogsaa kommet hende nær. Her saa hun jo bare altsammen forstørret. Sterke farver. Sterkt lys. Voldsomme lidenskaber og djævelsk ondskab, stillet ligeoverfor himmelsk godhed, renhed og skjønhed! Hendes øine udvidedes, og den horisont, hun hidtil havde stirret imod, løftede sig og gav plads for længere udsyn, med nye, vidunderlige billeder!

Macbeth, Hamlet, Kjøbmanden fra Venedig – og Romeo og Julie –Macbeth, Hamlet, Kjøbmanden fra Venedig – og Romeo og Julie] skuespillene Macbeth (1623), Hamlet (1603), The Merchant of Venice (1600) og Romeo and Juliet (1597) av William Shakespeare (1564–1616)

Min pædagogiske sans reagerede ikke mod dette kjærlighedsdrama. Præsten saa heller ikke andet deri end noget fjernt, middelalderligt! Det kom da ikke os ved! Og disse sterke effekter – mord, gift, dolk – hvilke tider!

– Flere af disse dramaer bragte os ogsaa nærmere renaissancens Italien med dens specielle blomstring i kunst og arkitektur i dette land. Her havde jeg noget af mit specielle felt, det vil sige, jeg havde flere gange besøgt de store kunstcentra, Venedig, Florentz, Neapel og Rom, og desforuden læst om disse epoker, hvad jeg kunde overkomme. Nu kunde jeg bringe med til nærmere orientering en hel del fotografier, billedverker, afstøbninger etc., som jeg i aarenes løb havde samlet.

45Præsten Hellermann, der selv besad gode kundskaber og særlig interesserede sig for kirkelig kunst, undergik virkelig i denne tid en vis forvandling. Han havde i sin ungdom opholdt sig et aar i Tyskland, havde været i Dresden og München og seet de udmerkede gallerier der. Nu lededes hans lyst og tanker til at fortsætte og videre udvikle dette kjendskab til kunstens guldalder. Vi kom jo via Rom tilbage til de klassiske tider, den græsk-romerske historie, hvori han ogsaa var vel hjemme. Derfra til dens fortsættelse gjennem den kirkelige kunst og arkitektur under paverne – indtil vi saa stansede ved Michel AngeloMichel Angelo] Michelangelo (1475–1564), italiensk maler, billedhugger og arkitekt og her især hans «Sixtinske Kapel».«Sixtinske Kapel»] i Vatikanet i Roma

Derfra havde jeg netop mit største udvalg av billeder, for intet var for mig saa underbart, saa gribende og saa storslagent som dette. Jeg fordybede mig atter i mine Romerindringer. Jeg kunde fortælle personlige oplevelser fra de forskjellige steder og de forskjellige mennesker, jeg var kommet i berøring med. Præsten Hellermann huskede ogsaa sine klassikere. Han forklarede og belærede lidt vidtløftig – hvad der egentlig ikke var paakrævet som illustration af det foreliggende. Men han likte at være à jour, og han likte at docere – han havde jo ikke for intet været afgudsdyrket lærer ved en høiere pigeskole!

Kort sagt, vi svælgede alle sammen, hver paa vor manér, i de store mestere og de store, historiske epoker.

Ragna, der ogsaa personlig havde besøgt disse steder, var lutter liv og sjæl. Og fru Nina saa fra den ene til den anden, og sugede ind skjønhedsindtryk og lærdom, men først og sidst – hvad der egentlig 46fra begyndelsen af ikke var opstillet paa mit program – en brændende higen og lyst til selv at reise – reise til Italien!

«Aa – tænk, om jeg ogsaa engang kunde komme til Rom!»

Hendes kinder flammede, de blaa øine saa op mod ægtemandens, store, bedende, straalende av enthusiasme.enthusiasme] rettet fra: euthusiasme (trykkfeil)

«Ja – hvorfor ikke?»

Præsten Hellermann havde ogsaa faaet reisefeber: Han havde da ogsaa engang syntes, det hørte til en mands kulturudvikling at komme til Italien. Før havde denne reise været saa uforholdsmæssig besværlig, kostbar, og taget saa lang tid. Men nu var der jo kommet store hurtigtog, uhyre mange lettelser paa alle maader. Man reiste billigere, bekvemmere. Man burde jo bryde ud, medens man endnu havde noget af ungdommen i sig. Man blev rent mosegroet heroppe i fjeldbygden!

«Aa – Herman!»

Fru Nina brydde sig ikke om, at vi var vidner. Hun bare kastede sig om halsen paa sin mand. Hun havde taarer i øinene. Hun var ude af sig selv af taknemmelighed. Hun bare gjentog: «Aa – Herman – Herman – er det muligt – er det sandt?» Og hun begyndte at klappe i hænderne og gjøre nogle merkelige balletsprang bortover gulvet –

«Men Nina da – jeg tror, du er aldeles forrykt. Sligt gaar da ikke an!» Han trampede med foden. Hans stemme havde denne lidt tørre hæshed: «Skal du da aldrig blive voksen?»

Og sommerfuglevingerne foldede sig atter sammen. Hun krøb igjen ind i sit graa hylster og satte sig 47stille bort ved fotografierne, medens hun anstrængte sig for at undertrykke en hiksten, der truede med at slaa ud i graad. Saa sagde hun ganske sagte:sagte] stille «Jeg kunde ikke gjøre for, at jeg blev saa glad.»

«Ja, du har da lov til at være glad, kan du skjønne,» sagde præsten i en formildet tone. «Men sig mig – har du tænkt paa børnene?»

Ragna og jeg havde vænnet os til, uden at lade som vi ændsede det, at bivaane slige smaa scener med disse udbrud af en ubevidst brutalitet hos den ellers saa værdige præst ligeoverfor hans lille barnehustru. Det var en diplomatisk modus vivendi,modus vivendi] måte å leve på som vi forstod, vi maatte underkaste os –

Men nu greb vi ind.

Hvis de ønskede det, skulde Ragna gjerne under deres fraværelse bo i præstegaarden og gjøre sit bedste. Og jeg tilsagde min assistance med det nøiagtigste eftersyn som doktor.

– Saa blev altsaa resultatet af min underfundige pædagogik gjennem vinterens maaneder, at Hellermanns skulde reise en seks ugers tur til Italien den paafølgende høst, saa tidligt, præsten kunde komme bort fra sit embede!

Jeg for min del maatte jo ogsaa være vel fornøiet!

Fru Ninas tanker var kommet ind i en anden verden. Hun havde noget stort, positivt at glæde sig til, noget, som passede baade for hendes alder og hendes temperament.

«Desuden,» sagde jeg til mig selv, «vilde alt dette kunne tjene som en art lynafleder for visse andre skjulte, kunstneriske tilbøieligheder hos hende, der ellers vilde give sig ganske eiendommelige og ikke 48ufarlige udslag – f. eks. i balletsoloer under aaben himmel!»

Nu saa hun jo alt i det gyldneste skjær af sin ubrugte barnefantasi. Og forberedte sig med en næsten rørende iver, gjennem læsning og samtaler, til at føres ind i denne høie og eventyrlige verden, som dengang for det meste hos al ungdom tog sin inkarnation i dette ene ord: Italien.

*

Havde jeg nu ikke viselig beregnet alle foreliggende faktorer? Og lagt alle traade vel tilrette for den hele plans videre realisation?

Kunde jeg nu ikke allerede paa forhaand med en viss indre tilfredsstillelse notere, at jeg havde hjulpet en menneskeskjæbne over i et andet, sundere og lykkeligere spor – uden paa nogen maade at gribe forstyrrende ind i hendes allerede fast etablerede livsforhold?

– Men, ak – det gaar nok saa mangen gang med os mennesker som i det dybe sagn om Balders død.det dybe sagn om Balders død] Referanse til den norrøne guden Balder, som blir drept av en pil laget av misteltein, det eneste levende på jorden som ikke har svoret at det ikke vil skade Balder. Det er Balders blinde bror Hød (Hod) som lokkes til å skyte pilen, ledet av den onde Loke. Historien om Balders død er gjengitt i mange norrøne kilder, bl.a. i Snorres Edda og Voluspå.

Her gror altid paa vor jord den vækst, der unddrager sig vort speidende, vagtsomme øie.

Og medens vi stirrer mod lysningen fra en ny og gladere dag, som vi synes at skimte i horisonten – saa skjæres i det dulgte allerede af denne skjulte plante den dødbringende pil, der, lagt i den blinde Høds haand, vil vide at træffe sit maal: Det menneskelige hjerte.

Blinde?

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.