XVI.

Midt paa vinteren hændte det, at præsten Hellermanns gamle moder, der boede inde i hovedstaden, blev syg og døde.

I den anledning var han et par gange derinde. Det var en lang reise frem og tilbage. Den sidste gang, til hendes begravelse, udstrakte hans fravær sig til et par uger.

Denne tid benyttede Ragna til at faa optaget de ugentlige musiksammenkomster med fru Nina.

I begyndelsen skeede det meget modstræbende. Men efterhaanden, ogsaa efter præstens hjemkomst, blev det atter til en fast institution dem imellem. Men som efter en stum aftale blev det kun nede hos os, at der blev musiceret.

Af og til, hvis gemalen tilfældigvis var borte, kunde hun blive hos os til aftens.

Da ordnede Ragna det gjerne saa, at hun efter musiktimen gjorde sig et ærinde i huset og, for en stund overlod sin veninde til mig. –

Naar jeg tænker tilbage paa de timer, som vi da havde: Den lille, sortklædte skikkelse som gled ind i mit værelse, der var opfyldt af bøger og billeder, og som med et pudsigt, lidet solstreif over smilehullerne kunde se paa mig og sige paa sin barnlige maade: «Faar jeg lov til at komme ind? Det er det morsomste, jeg ved, at være herinde og tale med Dem – og se paa alt det vakre, De har.»

Saa kunde hun gaa omkring og aldrig blive træt af at betragte de store fotografier eller kopier i oliekopier i olie] oljemalerier efter 111de store italienske mestere, som jeg havde paa væggen. Eller blade i illustrerede verker. Eller staa og beundre de afstøbninger i bronce eller kopier i marmor, jeg lidt efter lidt havde samlet paa mine reiser.

En dag blev hun længe staaende foran en marmorbyste af den Neapolitanske Psyche.den Neapolitanske Psyche] Psyche er i gresk mytologi en personifisering av menneskesjelen. En antikk byste av henne er funnet i Napoli. Hendes eget ansigt antog et saa alvorligt, spørgende udtryk, som om hun vilde prøve at gjætte sig til, hvad der dog havde dannet en saa skjøn ro, en saa himmelsk stilhed i dette ophøiede, sjælfulde aasyn.

Saa vendte hun sig mod mig med et lidet suk.

«Tænk – jeg kom nok ikke til Italien.»

«Aa, jo vist – De skal se –»

«Ja, kanske. Naar børnene bliver store, voksne – og jeg bliver gammel.»

Og saa lagde hun til:

«Aa – jeg glæder mig saa til at blive gammel!»

Det kom ikke med nogetslags spøgende tilsætning eller opfordring til modsigelse.

Det var bare, ligesom hun havde udtalt noget, som hun troede, jeg maatte vide var en tanke, der laa hende saa inderlig nær.

Jeg sagde hende heller ikke imod, eller gjorde nogen bemærkning.

Hvad skulde det vel have været?

– En dag saa hun opmerksomt paa Michel Angelos «Adams skabelse» fra det «Sixtinske Kapel».Michel Angelos «Adams skabelse» fra det «Sixtinske Kapel»] «Skapelsen» er tittelen på Michelangelos berømte takmaleri i Det sixtinske kapell i Roma (1508–1512) Det var et af hendes yndlingsbilleder.

«Han ser ud, som om han var bedrøvet, fordi Gud flyver bort fra ham. Og lader ham være igjen paa jorden alene.»

112Og saa lagde hun til efter en pause, idet hun fremdeles alvorlig betragtede billedet:

«Tænk, jeg synes, det er saadan synd paa ham.»

«Men – De ved – Eva,» smilede jeg.

Hun besvarede ikke mit smil.

«Aa ja,» hun sukkede, «men han maa nok altid længes efter Gud, som skabte ham. Det tror jeg sikkert.»

«Kjære fru Nina, der tror jeg, at De er trængt ind til det dybeste i Michel Angelos tanke. Den, han kanske ikke selv var helt klar over.»

Nu smilede hun. Og saa forundret ud.

«Jeg? Aa, doktor. De er næsten lidt lei, som gjør nar af mig.»

– Men oftest kunde hun sidde ganske stille i sofaen og jeg paa en stol ved siden af hende.

Da blev det mest til, at vi kom til at tale om livets og dødens store ting. For med disse svære, uløselige spørgsmaal var det hendes tanker i denne tid helst arbeidede.

«Hvad er livets mening?» kunde hun sige, om igjen og om igjen. «Hvorfor? Hvorfor?»

«Hvis ikke livets mening gaar ind i det evige livs mening, har jeg nok intet svar at give Dem,» kunde jeg saa svare.

Og jeg tog spørgsmaalet op og fulgte det videre frem, ogsaa for mig selv:

«Falder dette livs blomst af – ja, var den skjøn og duftende som ingen anden – den visner dog – og bliver til jord igjen.»

«Eller den kan blive knækket,» afbrød hun mig med noget haardt i stemmen og saa paa mig med 113disse trætte øine, hvor smerten syntes at have taget bolig for altid.

Jeg nikkede. «Ogsaa det – ofte. Men jeg tænker mig, at dens rødder skyder sig ind under dødens port. Og da kan vi med troens øine se den spire og sætte blomster over paa den anden side. Og der naa en endnu større fuldkommenhed og skjønhed. – Er ikke det igrunden det eneste værdige og logiske? Og saa herligt?»

Fru Nina saa paa mig.

«Ja, ja – De har nok ret.» Og hun fulgte sin egen tankegang.

«Dette liv paa jorden kunde være lykkeligt og harmonisk i sig selv,» kom det saa pludselig. Og nu hævede hun hovedet, og overkroppen fik noget af dette ranke og svajende, som hun endnu engang imellem kunde have i sin ubevidste, souveraine selvhævdelse. «Der skulde ikke øves vold imod det. Gud har ikke ment det saadan fra først af. Vi skulde faa vokse op og udfolde alle vore evner – og gjøre, hvad der er naturligt – naar det ikke er ondt!»

Se, der var den igjen, denne tvivlens orm, der gnavede paa hendes hjerterødder og tærede paa hendes livskraft.

Og jeg kunde vride mig fra det direkte svar – som jeg ikke engang vidste, om hun ønskede. Saaledes som det jo maatte komme. – Ak, skjønte ikke jeg, hvad der nu for hende stod som det naturlige? Og at det unaturlige – det var det liv, akkurat det liv, hun nu førte – og som hun i al fremtid skulde vedblive at føre?

Og jeg tog hendes smaa hænder, der lidt modstræbende lagde sig i mine, som om denne lille handling 114fra hendes side paa sæt og vis gjaldt en underkastelse. «Sig mig, hvad er egentlig det naturlige for os stakkels mennesker? Er det f. eks. naturligt at være snild? Ikke skjænde igjen – ikke gjengjælde ondt med ondt – ikke hevne sig – ikke ønske ondt over vore uvenner?»

Jeg følte, at hendes hænder rystede. Hun havde lyst til at trække dem til sig. Men jeg holdt dem fast.

«Lille fru Nina, der er en hemmelighed gjemt inde i dette. For det er der, borte paa den anden side af, hvad der falder os naturligt, at det gjælder at stige over! Der er væksten, fremskridtsveien – sjælelig talt. Jo, jo. Den kan synes haard, umulig. Det gjør ondt at vandre den, og det rent menneskelige i os gjør oprør derimod. For, vort hjerte er jo af naturen paa én gang baade svagt, jeg mener blødt, og haardt. Ja, jeg ved nok det» – og jeg talte her ogsaa for mig selv, ligesaa meget som for hende – «at dette ikke er nogen ny og moderne tale. Denne nye tids mennesker – de realistiske forfattere, f. eks. – kristendomsfornegterne – de, som De endnu ikke har gjort bekjendtskab med – de vil kalde dette for askese, forringelse, livsfornegtelse. De foragter os, der mener anderledes. Men det er dem, som er blinde og overfladiske. De forstaar bare ikke livets egen, dybeste lov: At den, som for alvor engang har taget skridtet, har steget over dette naturlige – det vil som oftest sige egoismen, selvforherligelsen, hjertetrodsen – han er i det samme øieblik naaet høiere op! Han aander i renere luft. Og saa – sker det merkelige: Ved næste «korsvei», som Ibsen vil kalde det,Ved næste «korsvei», som Ibsen vil kalde det] Jfr. Henrik Ibsens drama Peer Gynt (1867), der Knappestøperen i siste akt sier til Peer at dommen over ham vil falle ved tredje korsvei. saa bliver det naturlige ligesom løftet et trin 115høiere op for ham. Og det næste skridt bliver lettere at gjøre.»

«Tror De det?»

Øinene saa indtrængende, næsten bønfaldende op i mine.

Jeg mødte hendes blik. «Jeg ved det. Det er det, som jeg kaldte «livets hemmelighed.»

Hun tiede stille. En lang stund. Som om hun grublede over mine ord og ikke vilde tage dem ind, førend hun ogsaa virkelig havde beredt dem sted i sit hjerte.

Saa sagde hun ganske lavt – og hun løftede idetsamme min haand og lagde sin brændende kind et øieblik ind til den – aa, jeg husker det endnu –:

«Doktor – De kjender den.»

Jeg vilde saa gjerne have kysset den lille haand inden den slap mig. Men jeg vovede mig ikke til det. Jeg følte, at taarerne kom mig i øinene.

«Hvilken?» Jeg vidste ikke rigtig, hvor hun vilde hen.

«Hemmeligheden. De har selv gaaet den vei. Derfor kan De snakke, som De gjør. Aa – De behøver ikke at negte det. Og derfor tror jeg Dem. Og jeg skal prøve at gjøre som Dem: Finde det naturlige – over paa den anden side!»

Det kom saa tungt og sterkt. Det var, som om hun for sig selv aflagde et løfte.

Mit hjerte brændte i mig. Jeg kunde have bristet i graad.

Og der var noget indeni mig, som vilde raabe: «Nei, nei. De har alligevel ret. Gud vil aldrig det naturstridige. Bryd alle baand af – gaa ud i solen! Der, hvor selve livets lov vinker Dem!»

116Men jeg taug. Jeg raabte ikke.

Der blev en stilhed mellem os.

Saa sagde jeg – jeg mindes det endnu, hvor det gjorde mig underlig godt engang at tale til en ven om mig selv, som paa lige fod. «Gud har ogsaa ledet mig paa en vei, som jeg ikke selv vilde valgt, fru Nina. Det er sandt. Men jeg ser det jo anderledes nu. Fordi jeg snart er en gammel mand.»

«De er ikke gammel. Men Ragna har fortalt mig saa meget.»

«Har Ragna? Det var unødvendigt. Men ja – baade hun, stakkels, og jeg selv, vi har maattet lære i livets skole. – Men saa har jeg jo, som De ved, havt mit arbeide, min videnskab, min livsopgave, som jeg ikke vilde bytte med noget andet. Jeg har meget at takke for.»

«Og saa tænker De aldrig paa Dem selv?»

Der var noget rørende i denne fine, ægte kvindelige maade, hvorpaa hun nu førte samtalen hen paa mig, som om hun vilde gjøre afbigtafbigt] bønn om tilgivelse for sine egne fordringer til livet ved at sætte sig ind i min livsvandring. Jeg takkede hende i min sjæls dyb derfor.

– «Og saa tænker jeg meget paa mig selv,» svarede jeg i en lettere tone. «Har ikke jeg, som jeg sagde, meget at være glad for? For eks. – det er vel ikke langt fra tre aar siden nu – saa traf jeg jo Dem?»

Dette sidste undslap mig halvt spøgende. Men der maa vel alligevel have været noget i stemmen –

Hun saa spørgende paa mig. Som om hun vilde undersøge, om der virkelig kunde være noget alvor i mine ord. Og der strøg idetsamme et solstreif af skjælmeriskjælmeri] skjelmskhet, koketteri over det lille, blege ansigt, der med engang 117gjengav det noget af dets forrige, straalende skjønhed.

«Ja – det var ogsaa noget!»

«Aa – det er da altid lidt,» slog jeg ind i tonen.

«Hvad skulde det vel være? Det er jo mig, som tager imod og tager imod.»

Men jeg fortsatte som før:

«Jeg kan jo bede Dem erindre, at jeg for eks. er en af de faa priviligerede, som har seet Dem danse!»

Nu lo hun. Og klappede i hænderne som et barn. «Mod min vilje. Aldeles mod min vilje!» «Ja, men De er da ikke vond paa mig for det?» «Vond paa Dem,» hun gjentog ordene. Men hendes tanker havde pludselig begyndt at vandre.

«Tænk, at jeg virkelig kunde danse. – Det var forrige sommer.»

«Og saa i høst,» supplerede jeg.

«Ja. I høst ogsaa.» Hun blev flammende rød. «Men nu danser jeg nok aldrig mere.»

Jeg svarede ikke.

Hun saa frem for sig. Hun ventede heller ikke paa noget svar.

«Men det er deiligt alligevel.»

Hendes øine blev fjerne.

Og det var, som om der, lidt efter lidt, sænkede sig skygger – over hendes ansigt, hendes hoved, over hendes hele skikkelse. – Jeg saa dem.

Nu havde virkeligheden taget hende helt igjen. Og vor filosofiske samtale var forbi.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.