XIII.

Saa, nogle dage senere, som jeg skulde gaa, stak hun mig et brev i haanden. Det lød saaledes:

«Kjære doktor, kjære ven! Hvem skal jeg gaa til, uden til Dem? Et menneske maa jeg snakke med. Et menneske maa vide helt ud, hvorledes jeg har det.

Jeg vidste ikke, at det kunde gaa an at være saa fortvivlet i verden. Jeg synes, det er som noget saa forfærdeligt tungt er kommet og har lagt sig over mig, at jeg mange gange ikke orker at holde mig opreist engang. Saa tungt er det. Men om natten, naar jeg ikke kan sove, da er det alligevel værst. For om dagen maa jeg jo prøve at være som ellers.

94Kjære doktor, tro ikke, at jeg ikke er glad og taknemmelig, fordi Ludvig fik leve. Jeg er det.

Men der er en smerte i mit bryst nu, som ikke vil høre op – Aa, der er et ord, som saa ofte kommer for mig saadan om nætterne – jeg ved ikke, hvor jeg har det fra: «Smerten sønderriver mit bryst.»«Smerten sønderriver mit bryst.»] Muligens fra et dikt i Heinrich Müller (1631–1675): «Naade og Sandhed, eller kristelig Skatkiste: korte Betragtninger til hver Dag i Aaret», overs. til norsk av J. E. Unger i 1871: O hjelp meg, at av hjertegrunn Jeg fiender tilgiver! / Forlat min skyld i denne stund! Meg smerten sønderriver. / O skap et hjerte nytt i meg, At jeg heretter tekkes deg / Og gjør din Fadervilje. / Og dyder av deg lære.

Og det kommer igjen, atter og atter. Kanske det er noget av en salme, som jeg engang har lært? Men saadan er det. Hvor rart det er, naar alle de store ordene, som en saa let tager i munden – naar de pludselig bliver sande for en. Har De nogengang kjendt det saa?

Og tænk, det er ikke mere end nogle faa uger siden, saa syntes jeg, at jeg virkelig var lykkelig! Ja, De saa det nok deroppe paa fjeldet, at jeg var glad og syntes, det aldrig havde været saa morsomt at leve. Jeg syntes, jeg kunde springe i luften og synge høit. Jeg havde aldrig tænkt mig noget saadant.

Men saa ved De, hvordan det blev. Saa kom slaget. Ja, jeg kan ikke finde noget andet ord.

Og alt det, som jeg ikke havde vidst om. At der i verden kunde findes noget saa lyst og varmt og straalende. Jeg syntes, at naar menneskene kunde være saa lykkelige, saa maatte det da skinne af dem! Jeg har tænkt saa meget paa det. Det er underligt, at der kan være saa meget graat og rart – og stygt ogsaa – omkring en. Menneskene er vonde paa hinanden – og for ingenting mangengang – de, som virkelig skulde være lykkelige. – Jeg husker paa, hvad jeg har seet hos et par af mine gifte veninder. –

Nei – det var ikke om dette –

Men – De skjønner nok, at jeg grubler over saa 95meget. Og alt det vi har snakket om, straks har De forstaaet, hvad der har ligget paa bunden. Aa – hvor snil De har været mod mig! Og De ser ligesom paa alting saa anderledes end alle andre, jeg kjender. De gaar Deres egen vei, og De spørger altid om, hvad der er sandt, og hvad der er rigtigt for Gud – ikke for mennesker.

Derfor er det, jeg skriver dette ogsaa.

Men det er saa vanskeligt at faa det til. Jeg har villet tale til Dem om det hele tiden, men jeg har ikke kunnet. Men nu er jeg saa fortvivlet. Og Herman kan jo ikke forstaa. Og han har jo ret til at være vred paa mig ogsaa, Jeg har jo gjort ham ondt. Men alligevel. At være hans hustru netop nu. Naar jeg har det saadan som jeg har det. Aa, jeg føler det som en skam! Jeg synes, Gud ikke kan ville det. At der maa være et andet bud – en anden lov etsteds. At en kvinde maatte faa lov til ikke at tvinges – –

Aa, doktor, jeg vidste jo ikke, hvad jeg gjorde, da jeg stod for alteret og lovede at jeg skulde være hans hustru!

Om jeg bare nu kunde faa vente, til jeg blev lidt sterkere. Om jeg kunde faa lidt tid paa mig. Om det hele – om det andet kunde blive mere som en drøm for mig.

Ja, De ved nok, at jeg har graat meget i denne sidste, forfærdelige tid. Baade for mig selv og for Ludvig og for Herman. Men der er ogsaa noget andet, som jeg har graat for. Og det er, at jeg nu synes, mama har gjort mig saa meget ondt!

Jeg synes ikke, mødre skulde lade sine uskyldige smaapiger gaa hen og gifte sig, uden at snakke ordentlig 96med dem. Istedetfor at skyve paa og næsten overtale lidt og fortælle saa meget om, hvor sjelden storartet en mand er, og hvor alle mennesker synes det samme. – Ved De, hvad jeg nu tror? Det kommer over mig som en fristelse, for det er stygt og kanske slet ikke sandt: At mama gjerne vilde være kvit mig, fordi hun selv skulde gifte sig! – Aa nei det er fælt, at jeg har skrevet dette. Men De kjender mig jo. Og saa var det jo Herman selv. Han vilde det ogsaa saa forfærdelig gjerne. Og bad mig saa svært om det. Og vi syntes jo alle – hele skolen – at han ligesom var over alle andre!

Aa – det er jo ikke noget at snakke om nu. For nu er det jo for sent.

Men, kjære doktor – kan De hjælpe mig? Aa, om De vilde gjøre dette for
Deres bedste ven
Nina.

P. S. Jeg maa fortælle Dem den hele sandhed. Jeg har ikke turdet gjøre det før. Vi – han og jeg har engang talt om dette!

De kan tro, han er fin og nobel og ridderlig og forstaar alt. Aa, at han skal have det saa ondt for min skyld! At jeg ogsaa skal gjøre ham ulykkelig! De kan forstaa, at det ogsaa skjærer mig i hjertet. Ikke sandt?

Men han skjønner ogsaa, at saadan, som jeg har det, saa kan det ikke blive anderledes. Og at – selv om jeg vilde prøve – om jeg kunde tænke paa at faa Herman til at – aa nei, nei, jeg turde det aldrig! Jeg føler, han vilde knuse mig. Men fra børnene kunde jeg aldrig gaa. Tænk, jeg tror, Gud 97sendte mig Ludvigs sygdom ogsaa for det, at jeg bedre skulde skjønne, hvor umuligt det er for en moder at gaa fra sine børn.

Tænk, nu kommer jeg til at huske paa, at netop det talte vi om den første gang, vi saaes – kan De huske det? Det var om «Dukkehjemmet», som jeg bare havde hørt om. Og saa sagde jeg det. At det engang skulde blive virkelighed for mig!

D. S.»

«Vi – han og jeg –»

Der flimrede pludselig et billede for mit indre øie: De to. Øie i øie. Haand i haand. Alt, der skabte dække, forstillelse, taushed, var feiet væk! Da strømmede der lys og glød ud fra hendes fine, sjælfulde aasyn. Ud over ham. Og han opfangede det med sine mørke, kloge, – sensuelle øine!

Ak, det sved i saaret, der endnu ikke var læget efter operatørens kniv – dengang jeg blev «seende»! Det føltes som en hed blodsdraabe, der piblede frem derindefra hjertet.

Og dette var mit svar paa hendes rørende appel til den, som kaldte sig hendes «bedste ven»!

Nei, nei. Jeg noterer det bare, fordi det viser, hvor vanskelig det er at være menneske.

Men – forresten kommer det jo ikke sagen ved. Hvad var det for noget, jeg fortalte hende om fuglene og den gamle vismand?

Væk, I fugle –

Ser I ikke, at jeg har andet at bestille?

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.