I.

Finntorp i R.dalen, september 1907.

– – Jeg har været inde i hovedstaden et par dage. Der var nogen bøger fra Universitetsbiblioteket, jeg skulde have fat i.

For hver gang jeg nu kommer derind, bliver byen mig mere fremmed og jeg selv som en fremmed blandt alle de myldrende mennesker. Men der er ét moment i dets fysiognomi,fysiognomi] utseende som jeg altid gjenkjender – det er, naar musiken i middagsstunden spiller i Studenterlunden. Naar blæseinstrumenternes ungdommelig struttende og ildnende klang gjør de unges øine klarere, deres holdning og gang mer elastisk,elastisk] spenstig medens de ældre og de gamle uvilkaarlig ogsaa er stanset op, som var de blevet grebet bagfra i frakkeskjøderne af en usynlig, myndig haand. Og de bliver staaende og lytter. Og der gaar en stille skiften af udtryk over de falmede, stivnede træk, de pergamentgule, rynkede ansigter, de blasse, rødkantede øine bag brillerne. De bøiede skuldre retter lidt paa sig, der sitrer noget gjennem dem – –

Ja – saadan stod jeg jo ogsaa selv der. Om ikke netop saa pergamentgul. – For, gudskelov, luften i en norsk fjelddal og lange vandringer med rypesæk paa ryggen baade sommer og vinter – langs elv og fiskevand, paa høifjeldsvidden, i skov og vildmark – 6det holder da farven nogenlunde frisk og kraftig endnu paa en gammel kar. Trods hans 72 aar –

– – Ja, det var altsaa den dagen ved musiken paa Karl Johan – at dette hændte – –

Der var nemlig nogen i den brogede og tæt sammentrængte tilhørerskare om musikpavillonen, som jeg kjendte – som jeg engang, for mange, mange aar siden havde kjendt godt.

Jeg havde jo hørt, at han var blevet saagodtsom fuldstændig blind. Nei, det var ikke egentlig alderdommen. Han er jo nogle aar yngre end jeg. Han er ikke fyldt 70 endnu. Hun er tyve aar yngre. Tyve aar.

Hun var der ogsaa. Naturligvis.

Han stod og holdt hende under armen. De store, sorte briller gjorde ham næsten ugjenkjendelig. De kolde, men pragtfulde, mørkeblaa øine, der altid før ligesom lyste af et slags permanent udtryk af inspiration – af en slags inspiration, vil jeg sige – de var nu slukket. Det før saa selvbevidst hævede hoved, der fra den høie, ranke skikkelse ligesom oversaa os allesammen – nu var den ludende og sammenfalden.

Og han støttede sig til hende.

Ja, hun stod der altsaa. Lidt liden og sammenfalden, syntes jeg. I en enkel, det slog mig, næsten fattigslig dragt. Det fine ansigt med de eiendommelige, lyse, blaagraa øine i den mørke indramning under de sterke, mørke bryn, var blegt med mange smaa furer. Især omkring munden.

Over udtrykket noget mildt, stille, men ligesom stivnet. Som fra et indre, hvor hver urolig flamme længst var slukket. 7Ja, det kjendte jeg jo igjen. Det vidste jeg. Hvordan kunde det være anderledes – blive anderledes.

Jeg stod uvis. Skulde jeg? –

Nei. Først og fremst maatte det blive om hans ulykke da. Medlidenhed og pene ord –

Nei.

Stakkels mand. Naturligvis kan man føle en slags medlidenhed. Skal man, mener jeg. Lad mig se – Jo, nu har jeg ondt af ham. Jeg havde det ikke før. Da jeg for et par aar siden hørte om den ulykke, som havde rammet ham. Nei, da tror jeg næsten, jeg lo lidt. Ha, ha – kom den nu endelig, Nemesis!Nemesis] ifølge gresk mytologi en gudinne som hevner seg på dem som begår hybris, dvs. handler mot gudenes vilje, er overmodige Havde jeg ikke gaaet og ventet paa den? Havde jeg ikke gaaet og lyttet efter hjulene fra disse Vorherres bekjendte møller, der efter sigende skal male saa langsomt, men saa uhyre fint?Vorherres bekjendte møller … uhyre fint] Første belagte gjengivelse er av den greske filosofen Sextus Empiricus (ca. 160–210 e. Kr.): «Gudenes kvern(steiner) maler sent, men de maler fint» (kilde: NAOB). Betydningen er at Guds dom kommer sent, men den kommer til slutt.

Jeg holdt paa at prøve at slaa mig til ro med det, at undgik han nu den møllen her i dette liv, saa vilde den nok tage ham under behandling i det næste. Ikke fordi jeg var nogen gemen bøddel, som vilde nyde at se ham under «tænders gnidsel»,«tænders gnidsel»] sorg og bedrøvelse; jfr. Lukas 13, 28: «Der skal være Graad og Tænders Gnidsel, naar I maa see Abraham og Isak og Jakob og alle Profeterne i Guds Rige, men eder selv blive kastede udenfor.» men fordi jeg fast tror paa den retfærdigheds lov, at uden soning og synds erkjendelse reddes ingen sjæl fra døden og forhærdelsen. Han maatte lære at slaa sine øine ned og se ind i sig selv – og ikke ned paa andre. Med det der kolde, næsten grusomme blik, som jeg erindrer saa godt. Hvor had og hevnlyst kunde slaa lysfunker i det haarde, blaa staal. I et af lidenskab hvidt ansigt. Det har jeg ogsaa seet.

Han stod bøiet. Og støttede sig til hende.

Se, se. Tempora mutantur.Tempora mutantur] eg. «Tempora mutantur et nos mutamur in illis» (lat.): tidene forandrer seg og vi med dem

Han, som har været som den kolde, mørke skygge over hele hendes liv. Hendes stakkels lille, forkrøblede 8liv! Stængt for sol og lys, for glæde og varme. Og saa tilslut, da det gjaldt at redde eller at dræbe, hvælvet som en tung gravsten over det. Skjønt hun ikke var død.

– Men «levede i mange aar derefter» – som det staar i sagaerne.

Ha, ha! Jeg kommer næsten til at le høit. Det gamle sidder igjen derinde i hjertet, merker jeg, Jeg tror saa sandelig, jeg endnu skulde have lyst til at slaa ham ned – om jeg kunde!

Nei. Jeg gjorde det jo ikke, da jeg kunde.

Var det feigt? Var det ikke for hendes skyld?

Jo, jo.jo] rettet fra: Jo (trykkfeil) Min samvittighed erklærer mig frikjendt. Ved ikke hver mand, som er en mand, at det er lettere at slaa – og tage følgerne – end at holde sin haand tilbage? Ja, endnu mere – at bøie af, stryge over, lytte høfligt til den andens tale. Være tilfreds til og med, naar en kunde erklære sig enig – i politik, f. eks., i den sociale bevægelse, samfundets større og større ansvar og pligter – jo da. Vi var enige i saa meget. Og humøret kom op. Og jeg blev ønsket velkommen: «Kjære doktor, nu maa De da blive til aftens.»

– Indtil den dag, da det hele brast. Det uoprettelige var skeet!

– Det er rart, hvor det endnu værker derinde i brystet. Bare ved dette, at jeg nu stod ligesom ansigt til ansigt med de to mennesker igjen!

Det er da imod al livets sunde fornuft dette, at jeg endnu, efter alle disse mange aar, skal føle mig sjælesyg. Ja, sjælesyg – som hin dag da jeg blindet af taarer og vek i alle lemmer – ja det var saa 9– næsten tumlede ned over skovstien fra præstegaarden efter at have sagt hende det sidste farvel –

– Kanske hun ikke lider saa meget nu. Det hjælper lidt at tænke sig det saa. Der er jo en naturlov, som hjælper og læger, selv de værste saar. Gjør huden ligesom seigere, mere modstandsdygtig naar det idelige tryk, den daglige paakjending, aar ud og aar ind, af den samme haarde, isnende kulde, faar hærdet den, som det kaldes.

Hvor jeg under hende den lettelse, dette kanske giver hende!

Men det milde skjær, det himmelske taalmod – det har sin kilde i haabet. Ud over dette liv. Det ved jeg.

Her er ogsaa den eneste redning. Naar man ikke vil, saadan lidt efter lidt, lægge fra sig paa veien det, der kjendetegner og adler en som menneske da: Ansvaret for vore egne sjæle.

– Og er det ikke mig, som engang i al skrøbelighed prøvede at lade hende faa øie paa den sandhed, den livsgaadens løsning?

Simpelthen fordi det var blevet resultatet af mit eget livs kamp.

Mere kunde jeg ikke gjøre for hende. Bare holde hendes haand et øieblik i min. Og saa pege paa veien.

For det er nu engang saa: Vi mennesker er alene med vore skjæbner. Og med dette arbeide «paa vore sjæles saliggjørelse», som det staar.«paa vore sjæles saliggjørelse», som det staar] Muligens fra Nicolai Gottlieb Blædel: Prædikener fra Kirkeaarets Søn- og Festdage, 1864: «Vi skulle alvorligt og hjerteligt arbeide paa vore Sjæles Saliggjørelse», s. 145.

Hvad hjælper al verdens storartede samfundstheorier og samfundsforanstaltninger og samfundsvelgjerninger – ære være dem forresten – –

– Vi mennesker er inderst inde alene i verden. 10I samfundet. Alene med vore skjæbner. Alene med os selv og vor Gud.

Eller med de guder af vor egen opfindelse og af mange slags oprindelse, som vi efterhaanden bygger vore altere for inde i vore fattige, skuffede hjerter. Guder, som vi ogsaa vil have til at staa os bi i nødens timer og i sorgens lange aar. Forat vi ikke skal blive saa ganske alene med os selv. I det tomrum, som er mellem os og menneskene.

– Jeg stod netop det ene øieblik uvis. Det nummer, musiken spillede, sluttede idetsamme –

Jeg saa, at han sagde et par ord til hende og støttede sig ligesom fastere ned paa den arm, hans haand var stukket ind i. Jeg tror ikke, hun svarede. Men jeg saa, at hun idetsamme satte sig i bevægelse, fandt den plads, hvor de lettest kunde komme igjennem mængden. Den lukkede sig straks bag dem igjen.

Jeg fulgte ikke. Jeg kunde ikke. Men jeg gik nogen skridt til siden, saa jeg kunde se dem gaa opover mod Stortingsbygningen. Der var faa fodgjængere paa den aabne side af gaden.

De gik temmelig langsomt. Han brugte stok. Ja, de blinde kan ikke gaa hurtig, selv om de stoler paa følgesvendens sikkerhed. Det ligger i sagens natur.

Og hun – hun –

Hendes svævende, lette gang fra før – den saa høibaarne, elastiske gang, som om hun ikke rørte jorden – der gjorde, at hun altid maatte komme nogle skridt foran alle andre –

Hun gik nu langsomt. En vis letgyngende rhytme var der dog endnu. Men den gratiøse flugt, med hævet hoved og lysende øine – den var stækket. Ak, 11min deilige, lille danserinde, min gazelle fra fjeldviddens frihedsverden – lænket er du! For livet.

– Og jeg følger hans bøiede skikkelse. Jeg ser for mig de døde, tomme øine bag de store, sorte briller, de dybe resignationens furer – lidelsens hjælpeløse pathospathos] lidenskap over de før saa vakre, hovmodige træk – aa, saa forandret –

Og det strømmer op i mig! Aa, min Gud – lær os at være gode mod vore modstandere, medens vi er sammen med dem paa veien –

Du, vor dommer, naar løbet er fuldbragt – vor alles dommer!

Og naar min fiende er i nød, saa skal jeg hjælpe ham –

– Og jeg vil hjælpe dig idag ved at tænke medlidende paa dig –

Du min med – lider.

Det er du nu ogsaa bleven.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.