IX.

Fra den dag var det, som om jeg tabte fru Nina lidt afsyne.

Ikke med mit legemlige øie. Men med mit indre blik.

Det var som det var blevet atrophisk.atrophisk] svunnet inn Jeg vilde ikke se. Jeg turde ikke!

Livet oppe i præstegaarden var jo ogsaa i denne periode saa helt forandret. Dette virkede ogsaa afledende og vildledende paa min iagttagelsesevne:

Saalænge Fritz Palmer var der, fulgte der jo liv og ungdom med ham. I sit ydre mindede han meget om søsteren. Men han var bare helt umiddelbar og livsglad. Han var en stor naturelsker og streifede idelig omkring. Han og jeg var ogsaa ude paa et par dages fisketur sammen. Var han hjemme, kunde man høre hans latter og klingende røst rigtig runge gjennem de store præstegaardsværelser eller ude i haven, hvor han ifølge med Nina og børnene pleiede at holde til i bærbuskene, eller borte paa festpladsen i en hængekøie med en bog, og med Nina siddende ved siden af sig med sit sytøi.

Det traf sig saa, at præsten Hellermann fremdeles var meget borte i denne tid. Det var den gamle provst i nabosognet, som ikke kunde varetage sine forretninger, inden den nye kapellan var kommen.

Og kom han saa hjem, havde jo arbeidet der ogsaa ophobet sig. Han blev baade grætten og i daarligt humør. Og det passede ham aabenbart ikke med den munterhed og uro, som Ninas broder bragte med sig.

62Det rare var, at hr. Fritz ikke lod til at have spor af respekt for den ældre, værdige svoger. Det virkede ofte rent komisk at høre, med hvilken ro og unbefangenhedunbefangenhed] åpenhet; oppriktighet han modsagde ham og disputerede med ham. Og jeg har seet ildevarslende trækninger i det smukke prælatansigtprælatansigt] presteansikt ved disse anledninger. Seet læberne aabne sig, som om han gjerne havde hugget fra sig med nogle hvasse ord. Men han beherskede sig – og forlod gjerne værelset et øieblik bagefter.

Jeg maatte spørge mig selv, hvad grunden kunde være. Om det var fordi Ninas slægt var den pengesterke – og desuden gjennem traditioner og forbindelser tilhørte vore første familier? Han vilde bevare sin prestige. Hans navn skulde vedblive at have en god klang derinde i hovedstaden. Jo – han var klog –

Men ganske vist saa han meget gjerne, at ferierne snart var forbi.

Hvad der naturligvis ogsaa virkede ganske specielt irriterende paa ham, det var, at Nina selv gled ligesom saa underlig undaf i hele den tid. Hun fartede jo omkring baade paa det ene og paa det andet med den broderen!

Han raabte: «Nina!» – og hun var der ikke. Eller han sagde: «Skaf det» – «Gjør i stand det» – «Sørg for det»

– Og hun undskyldte sig. Hun havde lovet Fritz at være med ham der – og der – hun havde simpelthen ikke tid!

Saadanne svar kom til og med saa ganske uanfægtet. Uden omsvøb eller undskyldning!

Det slog mig sommetider, at hun spillede et farligt spil. Og selv ikke syntes at skjænke det en tanke!

63Var hun da pludselig blevet en anden – eller simpelthen voksen?

*

Men saa var det slut. Fritz var borte. Den hele insubordinations-periode,insubordinations-periode] ulydighetsperiode om jeg saa maa kalde den, var forbi. Og den gamle, patriarkalske husorden var ogsaa ganske sikkert hurtigst mulig atter traadt i kraft inden præstegaardens vægge, kjendte jeg hr. Hellermann ret.

Og nu saa jeg igjen fru Nina i kirken, iført den graa askepotkjole og den store, sorte hat – og ved slutningsakkorderne glide nedover kirkegulvet med sin lille gut ved haanden. Akkurat som den første gang – for længe siden.

Men – ikke mere end to dage derefter – saa mødte jeg hende i lyseblaa sommerdragt og hvid sailors-hat, spadserende opover landeveien med ingeniør Weyler!

Og, som ugerne gik udover sensommeren, mødte jeg dem ikke sjelden disse to. Eller jeg saa dem paa frastand. De gik sammen gjennem skoven eller oppe ved anlæggene.

Hun saa ud som en ung pige. Hendes gang var mere elastisk og let end nogensinde. Hovedet rankere. Og hun gik saa hurtig – jeg maatte tænke paa en linerle.

Han ved siden af. Ikke meget høiere end hun, men mere spænstig og kraftig, som en staalfjær. Det lille, mørke hoved under straahatten, det glatragede, fine ansigt med de skarpskaarne træk.

Han syntes at være den talende. Han var kvik. 64Jeg kunde høre hendes lille, morsomme latter. Den lød akkurat som et barns.

Jeg husker, at jeg sommetider, naar jeg saa dem paa afstand, tog en omvei eller forandrede retning for ikke direkte at møde dem.

Det sved altid i brystet. Og jeg begyndte at blive ræd! Lidt ærgerlig ogsaa. Var de nu der igjen!

Jeg maatte berolige mig selv. Ræsonnere fornuftig og gammelklogt:

Der er da virkelig intet ondt i, at hun ved given leilighed faar lyst til at «skulke skolen», komme lidt undaf den tunge, værdige præstemand og fordums religionslærer deroppe i den store, mørke bygning! Jeg syntes, der lød som et ekko derfra ned til mig: «Skal Ludvig have fire kager? Skal jeg tage lillegut ud idag?»idag?»] rettet fra: idag? (trykkfeil) Og hans svar med en utaalmodig trampen i gulvet: «Nina – bliver du da aldrig voksen?»

– En dag, jeg gik i mine egne tanker og netop skulde passere kloppen oppe i skoven, fik jeg et pludseligt choc. For ganske tæt ved, oppe paa en stor, flad sten, øverst oppe paa skrænten, hvor bækken nedenunder fosser som vildest, der sad de – de to alene!

Idetsamme raabte Nina og vinkede paa mig, idet hun pegede paa pladsen ved siden af sig. Jeg gik nogle skridt tilbage og var i et par sprang oppe hos dem og satte mig ved siden af hende. – Og forsøgte med et par banale bemerkninger –

Hun vinkede mig muntert af. «Vi kan ikke snakke her!» raabte hun leende og med sin høieste stemme.

Og hun vendte mot mig et ansigt – saa mit hjerte begyndte at banke. Et ansigt saa straalende i sin skjønhed, men paa samme tid saa gjennemglødet 65af noget sterkt og mygt og levende, at det virkede paa mig som noget af en aabenbaring.

Men der vred sig idetsamme en bitter tanke frem hos mig: Hvorfor i al verden sad de saa heroppe?

– Jeg saa dem nogle dage senere oppe i præstegaardshaven. Jeg var kaldt op til en af tjenerne, der var syg. Det var en eftermiddag. Jeg kom gaaende fra «festpladsen» over engen mod haven. Derinde holdt de nok paa at høste plommer. Ingeniør Weyler stod oppe paa stigen og rystede gren efter gren. Fru Nina stod nedenunder med et stort forklæde, som hun holdt frem for at opfange plommerne. Begge de større børn havde ogsaa stillet sig op med sine smaa forklæder for at faa sin del af frugten. Pludselig rystede Weyler saa sterkt, at plommerne haglede ned. Da flygtede de allesammen under høie latterraab, moderen foran med forklædet fuldt, børnene efter for at fange hende. Weyler skulde saa hjælpe dem. Og der blev en vilter legen sidsten mellem havens trær, indtil han fik stoppet hende, idet han et øieblik slog armen om hendes liv og holdt hende fast, medens børnene jublende plyndrede hendes forraad!

Det var et vakkert syn. Underligt nok, det var min første tanke. Jeg maatte beundre, ja, næsten nyde esthetisk dette lille «genrebillede». Der var noget saa harmonisk og saa naturligt over dets skjønhed og friskhed, at jeg i øieblikket glemte alt andet.

Idetsamme maatte jeg uvilkaarlig se op mod de tre midtvinduer i anden etage, hvor præsten Hellermann havde sit kontor –

Men huskede saa, at han atter i nogle dage var over i nabobygden for at hjælpe den syge præst i embedet.

66– Det var nu ogsaa et underligt træf.

Eller var det skjæbnen, der rullede sit hjul med tilbundne øine?rullede sit hjul med tilbundne øine] Referanse til Tykhe, datter av Zevs, gresk gudinne for skjebne, hell og lykke. Hun avbildes ofte med vinger, med bind for øynene stående på en ball eller et hjul, eller med en ball på hodet. Hun er tilfeldighetens og lykketreffets gudinne eller personifikasjon.

Men – hvem styrer hjulets vei?

*

Det kunde vel være en uges tid derefter, at præsten Hellermann og jeg gik opover fra et menighedsmøde i kirken, hvor vi havde været sammen.

Da vi nærmede os præstegaarden, saa vi fra veien fru Nina sidde i et lidet syrenlysthus, hvis ene side var aaben mod præstegaarden, med sit sytøi. Paa bænken likeoverfor hende kunde vi se ryggen af en ung herre i sportsdragt. Det var naturligvis Weyler.

Han lænede sig frem over det lille bord mellem dem og syntes at tale ivrigt. Saa hans ansigt kom hendes ganske nær. Det kunde vi heller ikke se, halvt dækket, som det var, af en stor, hvid straahat. Og hovedet var bøiet, som om hun lyttede til hans ord og kun syntes at give nogle ganske korte svar tilbage.

Vi passerede idetsamme, uden at de merkede det, og dreiede om hjørnet af huset, hvor indgangen var fra gaardspladsen.

«Denne Weyler, ser jeg,» sagde præsten. Stemmen var hæs, næsten hviskende. Jeg vendte mig mod ham. Han var gullig hvid i ansigtet, og hans vakre træk var stive og kolde.

Det virkede i øieblikket ganske uhyggelig paa mig. Maaske det var den pludselige bleghed mod det kulsorte skjæg, der med engang gav ham et saa sydlandsk, næsten orientalsk ydre, der aldrig før havde 67paafaldt mig, i den grad da. Og at der i øinenes udtryk var noget opflammende – en lidenskab – noget fra dybet, der kunde bryde frem, og som jeg aldrig før havde merket.

Men jeg husker, at jeg stansede – og følte en uforklarlig angst – for hende.

«Det er merkelig, hvor god tid den fyren har faaet.» Tonen var foragtelig. «Hvad synes De om den mand, doktor?»

«Han er jo en pen, livlig, ung mand – flink – distingveret ogsaa – har jo opholdt sig flere aar udenlands – i Amerika, tror jeg –.»

Jeg gjorde, hvad jeg kunde.

«Reist? Ophold i Amerika?» gjentog han i et pludseligt udbrud. «Ja, jeg tænker, hans moralske habitusmoralske habitus] moral; moralske forhold ogsaa er derefter. Den slags «Wanderjahre»«Wanderjahre»] (ty.) vandreår; referanse til Johann Wolfgang Goethes store dannelsesroman Wilhelm Meisters Wanderjahre (1794–1796) og også til eldre tiders tradisjon om at utlærte svenner skulle vandre rundt og ta arbeid i fremmede land for å lære nye arbeidsmetoder og fremmede religioner og forhold å kjenne, før de kunne bli mestere skaber kynikeren og erotikeren par excellence.par excellence] fremfor alt Jeg liker ikke hans væsen ligeoverfor damer. Man siger, han vanker meget oppe hos sorenskriverens. Der er jo en meget kvik og vakker datter. Ja – velbekomme!»

Saa det var derfor, han havde stillet sig saavidt passivt og liberalt til, hvad der i den senere tid foregik omkring ham – det han havde seet da.

«Naturligvis – moderne og frigjort i sine anskuelser ogsaa,» vedblev han, nu med en paataget ligegyldighed. «Menligegyldighed. «Men] rettet fra: ligegyldighed.» Men (trykkfeil) jeg agter dog at sætte en stopper for hans videre besøg i dette hus,» lagde han til med noget truende i stemmen, som ikke var til at misforstaa.

Vi var netop kommet ind i den store midtstue, hvorfra en lav trap førte ud til haven.

Næsten i selvsamme øieblik kom fru Nina gaaende opover havegangen, der førte til huset. Hun havde 68sit sytøi i haanden og en bog. Hun gik meget langsomt, med bøiet hoved, og lagde slet ikke merke til os, men vilde just gaa forbi havetrappen, hvor vi stod –

«Nina –!»

Hvor hun for sammen! Bogen faldt fra hende. Hun bøiede sig og tog den op. Og saa op. Hendes ansigt var blevet purpurrødt. Men jeg forstod i samme sekund af øinene og hele udtrykket, at hun netop havde grædt.

«Er du allerede kommet hjem, Herman?» Hun glippede med øinene, som om hun ventede et slag – figurligt talt.

Hun kom op ad trappen. «Goddag, doktor.» Hun rakte mig haanden.

Præsten vendte sig mod hende. Stemmen var streng og pædagogisk.

«Atter denne Weyler, saa jeg. Hvad vil han her?»

Hun mødte hans øine. Og ansigtet var pludselig stivt og udtryksløst.

«Han kom for at sige farvel. Han bad mig hilse. Han havde liden tid. Han er netop blevet forflyttet til kontoret nede i Christiania for vinteren.»

Saa greb jeg ind. Det var jo den syge pige. «Kanske fru Nina vil følge mig op til patienten?»

Og hun gik foran mig hurtig ud af værelset. Ude i gangen fik jeg et taknemmeligt blik. Men nu var der noget nyt i de øine – noget sygt – brustetbrustet] bristet –

Hun skjønte nok ikke selv, hvad de fortalte –

Men over mit bryst lagde der sig idetsamme som en saar og knugende byrde:

Ak, for i dette øieblik havde hun lært den uhyggelige livets kunst at stænge af mellem sjælens inderste liv 69og udtrykket i sit ansigt – det, som vi gjerne vil kalde «sjælens speil»!

Jeg følte det som noget skjæbnesvangert. Det var, som om jeg saa en usynlig haand, der nu havde strøget over det første afsnit af lille fru Ninas liv.

Hvad der herefter vilde ske – blev nyt.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.