Fru Ninas hjerte var fremdeles saa svagt, og hele livsmekanismen funktionerede idetheletaget saa slet, at hendes tilstand i lang tid fremover gav anledning til alvorlig bekymring. Og hun blev i flere uger liggende tilsengs i det mest afsidesliggende gjæsteværelse i hele præstegaarden, hvor hun kunde være fuldstændig i ro.
156Ragna var nu kommen tilbage. Og var næsten hver dag oppe hos hende en liden stund.
Jeg havde givet min gode intet anende søster en slags forklaring, der tilfredsstillede hende: At Nina rent tilfældig havde mødt Weyler oppe i skoven ovenfor fossen. At han saa af uforsigtighed var faldt udfor skrænten, og at hun var bleven saa forskrækket, at hun var løbet nedover efter mig, men i taagen havde taget feil af broen og var styrtet ud i elven, hvorfra fiskerne havde reddet hende. Og jeg bad hende ikke snakke videre om dette og heller ikke spørge eller frittefritte] spørre Nina mere, da hun absolut ikke taalte nogen sindsbevægelse.
Ja – jeg haaber, Gud vil tilgive mig min løgn – som jeg nok synes maa gaa ind under den frihed over loven,Gud vil tilgive mig min løgn … loven] Jfr. Moselovens ti bud. Det åttende sier at en ikke skal tale usant om sin neste. som vi mennesker har i livets store nødsøieblikke.
*
Der var vel gaaet en tre ugers tid, da der kom bud til mig fra præsten, om jeg ikke vilde se indom hans kontor næste gang jeg kom op til fruen.
Jeg anede, hvad der forestod –
Rygterne havde jo begyndt at svirre. Fiskerne – tjenerne – folk, der tilfældigvis havde været paa landeveien. – Alle forklaringer og sandsynlige hypotheser kunde ikke stanse sladderen. Ikke hemme denne menneskenes medfødte trang til at svælge i sensation. Og det en sensation av denne sjeldne art – heroppe i en ensom fjeldbygd, hvor intet hændte, der kunde beskjæftige fantasien!
«Tænk – ‘fruga til præsten’ havde villet drukne sig!»
157Og jeg tvivler ikke paa, at præsten Hellermann i denne tid havde kunnet læse mistanke, nysgjerrighed og medlidenhed i diverse par øine – om end det egentlige direkte ord maaske ikke havde naaet hans øre.
Ja – hvem ved – kan hænde en eller anden med særlig øm samvittighed og sterk trang til at mane frem «Guds underlige førelser med os» – eller «Satans list og forførelse af de svage og ubefæstede blandt os» en aftenstund havde sneget sig stille op af trappen til hans kontor for at tale i enerum med «han far»!
Der havde jeg virkelig medfølelse med ham.
– Ja – nu befandt jeg mig altsaa selv deroppe. Og modtog atter den stol, han bød mig, ved siden af sig ved skrivebordet med de store folianter – akkurat som sidst. Men denne gang røgte han dog ikke.
Han var gulbleg i ansigtet. De vakre træk var stive og udtrykket i de pragtfulde blaa øine haardt – staalhaardt.
Han led paa sin vis. Det var ikke til at tage feil af. Ret skal være ret.
Efter nogle daglige bemerkninger kom det saa:
Ja – han havde ladet mig kalde for at gjøre mig et stort og alvorligt spørgsmaal:
Ansaa ikke jeg, som læge, hans hustru for at være abnorm?
Jeg var forberedt. Og fortrak ikke en mine.
«Absolut ikke.»
Han løftede paa skuldrene. Og fikserede mig skarpt.
«’Hysteri«’Hysteri] rettet fra: «Hysteri (trykkfeil) paa grænsen af sindssyge’. Kanske De akcepterer den definition?»
158Jeg fikserede ham igjen.
«Jeg har sagt Dem – det er nu vel omtrent et aars tid siden – at Deres frue var meget svag. Jeg har advaret Dem. Ladet Dem forstaa, at jeg ikke indestod for følgerne af visse eventualiteter.»
Der flammede en blodskygge over hans pande.
«De vover at insinuere?»
«Jeg anser fru Hellermanns nuværende tilstand som en i høi grad direkte følge av, hvad der hændte – nu i sommer. Hos kvinder vil visse ting let fremkalde et rystet nervesystem, og en saa stor nedsættelse af selve vitaliteten, at, hvis noget saa støder til udenfra, vil det kunne medføre de mest skjæbnesvangre komplikationer.»
«Hvilke?»
«Aa – baade legemlige og sjælelige. Naturligvis er der en intim sammenhæng mellem de to ting.»
«Unormal altsaa?»
«Paa ingen maade. Men, under et sjæleligt høitryks spænding kan den yderste grænse være naaet. Det kan staa og vippe. Uden dog saa, at linjen paa nogen maade bliver overskredet.»
«Heller ikke, naar man gaar lige hen og vil «tage livet af sig»?»
Han stødte det ud. Hans øine flimrede.
«Deres hustru har ikke villet begaa selvmord. Det har jeg før forklaret Dem. Hun blev skræmt – og –»
Han afbrød mig: «Ja, af den ingeniøren, som holdt paa at gjøre hende skrullete ifjor! Han var jo stupt ud for fjeldvæggen! Et merkeligt træf forresten – virkelig nerverystende – er De ikke enig?»
Jeg nikkede. Og svarede rolig: «Det er ikke usandsynlig, at dette – ogsaa kan have medvirket.»
159– Den virkelige sammenhæng mellem hans fald deroppe og «Fruga som gikk rett paa elva» – den vilde aldrig opklares, og blive sladderens bytte.
Saavidt var jeg tryg.
Ingeniør Weyler vilde aldrig, ikke for nogen, komme til at røbe denne hemmelighed – hvad han vidste, og hvad han maaske anede. Hverken for sin egen skyld eller for Ninas. Han var sikkert en letlivet, overfladisk erotiker, en samvittighedsløs person ligeoverfor kvinder – lad gaa – men han havde dog sikkerlig ikke glemt sin gentleman’s A. B. C.
Nogen æreløs skurk var han ialfald ikke. Den betegnelse ansaa jeg mig ikke berettiget til at anvende paa ham.
Og heri gav fremtiden mig ogsaa ret.
– Irriteret over mit knappe svar og min paafølgende taushed fortsatte præsten:
«Hun har da ialfald faaet det rygte paa sig her i bygden – i menigheden – i min menighed – at hun – at præstens frue, har gaaet hen og villet drukne sig!»
Han standsede op. Og de vakre hænder strøg nervøst over panden og det mørke fuldskjæg, som om han vilde samle sig til, hvad der nu skulde komme. Saa fortsatte han med en noget anstrengt fasthed og tiltvungen ro: «Derfor maa hun ogsaa erklæres for utilregnelig – for sindssyg. De, som hendes læge, skal attestere, at hun er sindssvag – momentant i alle fald. Det er dette, jeg nu forlanger af Dem.»
Der slap det ud. Derpaa var jeg ikke forberedt.
Jeg reiste mig.
«Det – kan jeg ikke.»
160«De vil ikke?»
«Nei.»
«Det er Deres pligt. De handler mod bedre vidende.»
«Jeg har ikke mere at svare Dem.»
Han havde ogsaa reist sig. Og talte mig truende op i ansigtet.
«Forstaar De da ingenting, doktor? Har De da ikke saavidt praktisk skjøn, saavidt menneskefølelse, ogsaa ligeoverfor mig, at De nu kunde forsøge at sætte Dem en smule ind i, hvad jeg føler – hvad dette er for mig – min stilling – min autoritet! Forstaar De da ikke, at dette – vil jage mig fra bygden – fra mit embede?»
«Ingen kan dybere end jeg beklage det forefaldne. Tro mig her. Men jeg beklager dog hende – mere end jeg beklager Dem – trods Deres stilling i bygden.»
Han lo haanlig.
«Det ligner Dem. Jeg burde vidst det.»
«Deres frue er ikke mere end en skygge af sig selv. Og bliver det sandsynligvis heller aldrig mere i sit hele liv. Hun er ikke mere end syvogtyve aar. Men hun er – sprængt.»
«De vover?»
«Ja.»
«At kaste skylden paa mig – mig?»
«Ja – for den allerstørste del. Jeg har engang sagt Dem, at her var alt at tabe eller vinde. Ligeoverfor denne barnehustru –»
Han for op. «Tjen mig i ikke at benytte Dem af dette affekterede udtryk.»
Jeg mødte hans øine.
161«Har De nogengang behandlet hende anderledes end som et barn?»
For første gang saa jeg noget som af en usikkerhed over ham. Og han fik en sterk rødme over ansigtet. Og famlede efter svar.
Jeg vedblev: «Hun holdt nu paa at udvikle sig – det har De vist ogsaa selv merket – til et godt og stort menneske, en hel kristen. Havde De været god mod hende – baaret over med hende – gjerne det – og givet hende tid – De vilde have vundet Dem tilbage en god og trofast hustru. Det er min faste tro.»
«Er De da ikke et menneske? Vil De vove at forlange af en mand – at han ikke skal være en mand? Hvad giver Dem ret?»
Jeg stansede ham. Og saa ham ind i øinene.
«Mit eget liv.»
Han gik et skridt tilbage.
«De?»
«Ja. Jeg har fulgt det bud, som De prædiker hver søndag. Der er ikke ét for kvinden og et andet for manden.»
«Aha – munkemoral!»
Det brast ud af ham, haanlig.
«Ja. Naar forholdene forlanger det. Og De erindrer nok, hvad Christus ved en given leilighed ligeoverfor sine apostler har udtalt om disse ting? Og han har ogsaa sagt: «Min byrde er let.»Min byrde er let] Matt. 11, 29–30
«De er bibelsterk.»
«Aa ja. Jeg er da det.»
Han trampede med foden. Jeg saa en heftighedsparoxysme, som jeg kjendte var i anmarsch.
Han stødte ordene frem:
162«Tør jeg bede Dem gaa. De oprører mig. Jeg vil nødig fornærme Dem. Men – her har jeg bedt Dem komme op til mig, forat jeg hos Dem kunde finde medfølelse, støtte – hjælp i min ulykke. Jeg beder Dem ikke om andet end, hvad De med god samvittighed som doktor vilde kunne gjøre. Og istedet saa haaner De mig – er uforskammet –»
Jeg bukkede og gik.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Danserinden (1918) var Hanna Butenschøns femte og siste roman, i likhet med hennes øvrige romaner og tre dramaer utgitt under psevdonymet Helene Dickmar.
Romanen handler om en bunn ulykkelig kvinne, som lever i et nesten bokstavelig talt drepende ekteskap. Den unge prestefruen er nærmest ektemannens slave, må underkaste seg hans vilje i ett og alt, og undertrykke sin sterke kunstneriske trang.
Som undertittelen «af dr. Gerhard B.s efterladte optegnelser» antyder, er romanen skrevet som en jeg-fortelling, nærmest i form av noen kommenterte erindringer med en liten rammefortelling.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
