Og siden – siden –
I alle disse tyve aar, som er gaaet efter den dag – tyve aar, hvor jeg aldrig har seet hende.
Før idag – før idag. Derinde ved musiken paa Karl Johans gade – liden og ældet og sagtmodig 169og from, støttende sin blinde, gamle mand. Vandrende mod deres fælles hjem, hvor hun nu var den sterke, den givende – hans øine, hans forbindelse med verden – med livsbegivenhederne – med aandskulturens frembringelser. –
*
Men, lad mig nu prøve at give en kort fremstilling af fru Ninas liv saaledes som det udviklede sig i alle disse mellemliggende aar – hendes liv mellem mand og børn – mellem kjendte og fremmede. –
Hvad jeg selv med egne øine og øren havde seet og hørt allerede forinden vi skiltes og præstegaarden stod tom med alle sine gabende vinduer derover i skovheldningen paa den anden side elven – og hvad jeg saa senere i aarenes løb kunde ane og slutte mig til gjennom hvad der blev mig fortalt af dem der kjendte og besøgte præsten Hellermanns dernede – deriblandt Ragna, som regelmæssig tilbragte et par dage en gang om aaret hos dem – ud af alt dette spredte – ofte forvirrende, har det dog efterhaanden lykkes mig, tror jeg, at danne mig et helt og nogenlunde klart billede:
Præstens tunge skikkelse som en skygge hvilende over huset. Det endnu smukke ansigt, noget forgrovet af en vis oppustet selvfølelse bar altid et præg af tilkjæmpet, kristelig resignation og et aldrig endende martyrium.
Hans øine, der endnu ved given leilighed kunde straale op i en vis art religiøs inspiration, hvilede altid med et strengt, haardt blik paa hustruen. – Til hvem han forresten næsten aldrig henvendte sig direkte, selv om fremmede var tilstede.
170Hun blev ligesom stiltiende sat udenfor hjemmets sammenhæng.
Man fik indtryk af, at det var en ære, han viste hende ved at tillade hende at sidde ved sit bord! Et grættent, eller nærmere, uhøfligt svar var det hun fik, hvis hun af og til opløftede sin røst, spurgte ham om noget, eller gjorde en bemerkning.
Paa denne maade lærte børnene sig snart til ligesom ikke at regne hende med!
De ophørte selvfølgelig ogsaa, eftersom de voksede til, at gaa til hende med nogensomhelst bøn om tilladelse, eller med respekt at lytte til raad eller formaninger, der kom fra hende.
Men at pleie og passe dem, naar de var syge, at løbe i øst og vest for at opvarte dem og skaffe dem hvad de ønskede – det blev hende tilladt. Men ellers – var hun ligesom ikke tilstede!
Da de blev større og kom ud af huset, og kun med kortere eller længere tids mellemrum opholdt sig i hjemmet – vænnede de sig allesammen, baade hurtig og villig, til at gaa i faderens fodspor. Intet af hvad der i deres studier eller arbeide interesserede eller optog dem faldt det dem nogensinde ind at meddele moderen! Korte, ofte næsvise og affeiende svar var alt hvad hun modtog – selv af datteren, som man dog skulde tro stod moderen nærmest.
Stakkels – selv gjorde hun heller intet for at hævde sig eller gjøre sig gjældende. Aldrig forsøgte hun at sætte sig til modverge. – Hun gik bare der iblandt dem, graa og liden og sammensunken – ofte syg og afkræftet. Trækkene stivnede, smilehullerne udviskedes. Bare øinene kunde imellem lyse op af godhed, tjenstvillighed eller glæde, naar der mødte 171hende et eller andet vakkert. Men som oftest var de ogsaa trætte og havde et forskræmt udtryk.
Jo – det havde nok til fuldkommenhed lykkedes hendes hr. gemal at holde skyldfølelsen og syndsbevidstheden levende og aldrig afladende i hendes sjæl: Hun havde elsket en anden mand. Hun havde villet forlade sin mand og sine børn. Hun havde villet begaa selvmord. – Det var sandelig mere end nok!
For hende var der saaledes intet andet tilbage end at sone – hvad der dog aldrig kunde sones. At prøve at udviske den plet, hun havde sat paa deres navn – men som hun dog vidste aldrig lod sig helt udviske.
Men hendes hele udtryk blev kun for hvert aar mere ydmygt og mere afklaret. Og alle naalestik og al kulde prellede af paa hendes fromme og sagtmodige væsen.
En gang, en eneste, bragte Ragna mig et brev fra hende. Det indeholdt kun disse ord:
«Jeg tænker paa Dem hver dag. Og jeg husker alle Deres ord. Nu tror jeg, at jeg begynder at forstaa, hvad De engang sagde om livets hemmelighed og livets mening. Kan De huske? Men – ved De – jeg er dog allermest glad i det salmevers:
«I Jesu søger jeg min fred
Thi verden har kun smerte.»I Jesu søger … kun smerte] salme nr. 298 i Landstads Salmebok, uten ang. av forfatter
Og De forstod mig altid, og De bar over med alle mine feil, kjære, kjære doktor!
Nina.
– – – Og det var lille fru Ninas saga.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Danserinden (1918) var Hanna Butenschøns femte og siste roman, i likhet med hennes øvrige romaner og tre dramaer utgitt under psevdonymet Helene Dickmar.
Romanen handler om en bunn ulykkelig kvinne, som lever i et nesten bokstavelig talt drepende ekteskap. Den unge prestefruen er nærmest ektemannens slave, må underkaste seg hans vilje i ett og alt, og undertrykke sin sterke kunstneriske trang.
Som undertittelen «af dr. Gerhard B.s efterladte optegnelser» antyder, er romanen skrevet som en jeg-fortelling, nærmest i form av noen kommenterte erindringer med en liten rammefortelling.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.