XX.

Hvis bare det andet ikke var kommet til!

Hvorledes kunde det?

Hvorledes gik det til, at han atter turde vove at komme ind i hendes vei?

Han kunde da sikkerlig ogsaa dette aar have «ladet sig forflytte».

Ja, hvorledes det nu var, eller ikke var –

Ud paa sommeren førte hans arbeide ham altsaa herned i bygden igjen!

Tunnellen, fra hvis sprængning hun ogsaa ofte i disse sidste maaneder havde hørt det fjerne drøn af mineskuddene – ja, jeg har seet hende fare sammen, 134og jeg har tænkt: «Du skjønner nok ikke, hvem der lægger an og kommanderer: fyr!» – den var nu gjennemboret. Og arbeidet paa linjen hernede paa min side af elven var atter bleven optaget.

Han befandt sig altsaa nu igjen i vor nærhed. Han færdedes atter omkring os. Paa vore veie, og vore stier. Han saa op til vore vinduer. Var i samtale med vore bekjendte. –

Men han kom ikke og bankede paa vore døre. Den takt havde han da iallefald.

Jeg mødte ham en af de første dage. Vi lettede paa hatten og passerede hinanden. Som efter en overenskomst.

Jeg kunde ikke lade være at iagttage ham. Og mærkelig nok: At beundre ham.

Hvor han var vakker! Og saa spænstig. I sin fulde kraft. Saa modig paa livet!

Og deroppe laa hun. Eller hun gik omkring som en liden graa skygge i huset, eller i haven. Længere kom hun – heldigvis ikke – for det første.

Det var da vel det.

Men jeg var alligevel ræd. Utryg.

Hun kunde jo hver eneste dag ved et tilfælde faa høre – at nu var han hende igjen ganske nær!

Intet kunde jeg gjøre for at hindre det.

Ragna var heldigvis borte i denne tid, paa et længere besøg hos en veninde.

Hun vilde nok forresten være forsigtig. Hun havde jo sine anelser, det vidste jeg.

Jeg tænkte paa, om jeg dog ikke skulde bryde igjennem alle stængsler og sige alt aabent til Nina. Saa hun ikke pludselig en dag uforberedt skulde staa 135ansigt til ansigt med ham. Eller andetsteds fra faa høre om bygdesnakket. Men jeg vovede ligesom ikke at hentyde til dette – forbigangne – afsluttede!

Ak, jeg opsatte det ialfald fra dag til dag.

Om jeg bare som i eventyret havde havt en tryllestav i min haand og kunde ladet en tornehæk skyde op om hendes bolig, som om Torneroses slot!

– Og dagene gik.

Og stilheden voksede mellem os. Men skjæbneklokken, den var vaagen i rummet. Den skyndte sig afsted – videre – altid videre! Og dens travle, uafbrudte: Tik-tak-tik-tak hørtes som en manende røst ind under ordene – som aldrig blev sagt.

Før det var for sent.

*

Sommeren var nu næsten forbi.

Og intet var hændt.

Høsten begyndte allerede at hæve sit scepterscepter] utsmykket stav brukt som kongelig verdighetstegn og tage naturen i besiddelse.

Vi var kommen til sidst i september. Løvtræerne stod blodrøde og gule indimellem de mørke graner. Skyerne trak sig tunge og uveirsfyldte opover fjeldkammene. Der laa taage over den store elv nede i dalbunden. Og om aftnerne steg den op over bredderne og skjulte den nederste del af skoven og lagde klamhed og kulde over den hele natur.

Jeg tog imellem mit gevær og min hund og gik et par dages tur opigjennem skovene op til høifjeldet for at skyde fugl.

Jeg havde været flittig med mit videnskabelige arbeide 136efter min reise. Samlet materiale og prøvet at faa noget helt istand deraf.

Men jeg følte mig ofte tung og træt og forpint. Og gammel.

Det var en helsebod at komme op til mit kjære, ensomme, store fjeld igjen!

Og herligt og prydet laa det for mig, og strakte armene mod mig.

Og jeg gjemte mig ind til det.

Og glemte for en stund mine saare tanker. Og bange anelser.

*

Det var en dag, en graa høstdag, da jeg netop var kommen hjem fra en slig tur.

Jeg vilde gaa op til præstegaarden og se hvorledes det gik med fru Nina. Ak – det drog mig derop! Endda jeg nu altid gik derfra igjen med et tungere hjerte.

Jeg var kommen op gjennem skovstien fra dalen, hvor taagen laa tæt og klam og vilde just tage tilhøire henimod præstegaarden, da jeg gjennem træerne pludselig fik øie paa to skikkelser, der stod oppe paa den store, flade sten, lidt ovenfor kloppen.

Jeg stansede uvilkaarlig.

Det var en mand og en kvinde.

Mit hjerte holdt op at slaa.

Som et lyn slog det ned i mig, hvem disse to var!

Jeg bøiede mig forsigtig frem, for bedre at se.

Ingeniør Weyler var mig nærmest. Hans slanke skikkelse i sportsdragt vendte ryggen mod mig.

137Ligeoverfor ham stod Nina.

Nina fra høifjeldet. Nina fra sommersolen. Nina – paa 17 aar!

Hvilken metamorphose!

I sin blaa dragt. Med et hvidt shawl over skuldrene. Uden hat. Men med haaret i en gylden brus om hovedet. Med lysende øine. Med soldrys af smilehuller. Med en ungdommens rødme i kinderne, som jeg ikke havde seet den der paa over et aar!

Hvad var det hun sagde?

Hun syntes netop at være sprunget derop. Jeg kunde se, hun var stakaandet etter et hurtigt løb.

Men det var hende som talte. Hendes lyse skikkelse tegnede sig mod granernes mørke baggrund. Hun rakte sine hænder ud. Hun syntes at aabne sine arme – som hun gjorde det deroppe den sidste dag paa høifjeldet, hin solskinsdag, da hun rakte dem ud mod hele den «deilige jord».

Det skinnede af hende – der strømmede lys og varme fra hende! –

Men saa – hvad var det – men han?

Han havde taget et skridt tilbage. Han løftede ikke sine hænder for at tage imod hende.

Jeg tror, han idetsamme sagde noget. Nogle faa ord. Ikke mere var det.

Men hans øine var jo vendt mod hende – jeg tænker de talte.

Gud – Gud hvad sker der!

Hun havde rørt ved hans arm. Nei, hun greb den, fast, haardt, som en, der synker og vil reddes.

Og han tog og løsnede denne haand. Fra sin arm. Lempelig. Idet han atter veg et skridt bagover.

138Kanske sagde han noget ogsaa –

Da saa jeg – jeg hørte –

Jeg ved ikke hvilket –

Der kom et skrig –

Aa, – et skrig, vildt – forfærdeligt – med noget hæst, unaturlig ved sig som et dyrs, naar kniven stikkes ind i dets strube.

Og i samme nu havde hun løftet armen – og med voldsom kraft stødte hun den mod hans bryst.

Han vaklede – tabte balancen – og tumlede baglængs ned i fjeldkløften – mellem de svære kampestene – hvor fjeldbækken gik skummende. –

Men hun –

Hun havde ikke seet sig tilbage –

Hun var bare paa vilden flugt – som en forfulgt – nedover – hun var ikke en armslængde fra mig.

Som en skovfugl flaksede hun ned mellem granheien.

En skadeskudt storfugl.

Blind – blødende, vild af smerte, tvers gjennem tykkeste skoven – over bar og kvist – over sten og bæk –

Og skriget – skriget. Det vilde ikke stanse – det fyldte skoven – det bredte sig i ekko.

Det drog sig nedover i en uhyggelig jammerlyd – det fulgte – fulgte – svagere – svagere.

Stilhed.

*

Jeg styrtede efter.

Jeg fulgte lyden. Den bar mod elven. Grenene 139slog mig i ansigtet. Jeg snublede og faldt et par gange paa de glatte stene mellem bregnerne ved bækken. Men jeg ænsede intet. Nu var jeg dernede – nede ved elven. Nede ved gangbroen, der fører over til den anden side.

Intet menneske. Ingen lyd.

Taagen laa tæt. Jeg saa intet.

Jo – jeg hørte aareplask. Nu skimtede jeg en baad, der laa dernede paa elven, hvor den danner som en rolig kulp. Det var fiskere.

Nu langede de sig udover baaden – de trak i noget – noget tungt – det var et legeme med drivende hængende klæder – op i baaden.

Jeg var over broen. Over paa den anden side.

«Hallo – kom straks herover – ro af al magt. Det er doktoren!»

Vi fik hende ud af baaden. Jeg lagde hende paa broens fjæler. Og bøiede mig over hende og lyttede.

Jo – hjertet slog endnu. Ganske svagt.

Efter nogle minutters oplivningsarbeide kom blodcirkulationen i gang. Aandedrættet kom tilbage.

Vi bar hende forsigtig mellem os ned til mit hus. Ind paa Ragnas værelse. Og lagde hende paa sengen.

Hun var reddet!

Min husholderske byttede paa hende, gned hende med varme uldtæpper. Fulgte alle mine anvisninger. – Og fik sin besked:

«Stakkels fru Hellermann – hun blev vist ræd for noget oppe i skoven. I taagen tog hun feil af broen og sprang lige i vandet.»

140«Aa – for en Guds løkke da, at doktoren kom og var tilsteds!»

Men fiskerne, som fik den samme forklaring, de protesterede – de havde seet.

«Fruga fløy rett paa elva – ho var ikkje nær brua eingong,» sagde den ene.

«Det var nu saa det gik til da,» svarede jeg. «For«For] rettet fra: For (trykkfeil) jeg havde seet det. Og jeg var nærmere broen end dem. Og taagen var tæt. Fruen var bleven skræmt. Jeg vidste, hvad det var. Jeg kom ogsaa netop den veien. For der laa en mand, som kanske var død alt, nede i stenuren oppe i skoven.»

«Vi faar straks gaa op og se efter ham – find noget, vi kan lave en bærebør af.»

«Fruga gik rett paa elva, saa sannt me lever,» mumlede den anden fisker paastaaelig, medens de gjorde sig istand til at følge min ordre. «Men det kan hænde sig, at ho vart ræd og lite sansa seg,» lagde han til.

Jeg var et øieblik inde hos Nina, inden vi gik afsted. Hun var faldt i en døs. Hendes ansigt var flammende rødt. Hun vilde faa et feberanfald efter det iskolde vand. Men der var i øieblikket intet mere at gjøre.

Saa tog jeg forbindingssager, tang og bærebør,bærebør] båre fik fiskerne med mig, og vi drog op i skoven.

Vi fandt Weyler liggende nede i stupet, lige i bækkefaret, klemt mellem to flade stene, der stod ret op og ned. Det var hans redning. For kanterne var skarpe som jernegge. Havde han fra den høide faldt ned paa en af dem, havde det vistnok staaet om livet.

141Han var besvimet. Blodet randt fra et stort hul i hovedet.

Vi fik løftet ham op, badet hans ansigt og hoved, saa han kom temmelig hurtig til sig selv. Vi vilde hjælpe ham at gaa. Men da saa jeg, at hans ene ben var brukket.

Vi løftede ham op paa bærebøren og bar ham nedigjennem skovstien, over broen og et godt stykke opover veien nordover til det hus, hvor han logerede.

Der forbandt jeg hans hoved og fik lagt det første stivbind om benet, men sendte saa bud til min kollega, der boede en mils vei nordover, for at overlade det videre til ham.

Jeg ønskede ikke at beholde ham som patient.

Han var nu ved bevidsthed. Men jeg var dog ikke ganske sikker paa om han var helt klar over det passerede.

Jeg saa paa ham, medens han nu laa der, med det hvide bind om hovedet.

De skarptskaarne, sommerbrune træk var nu som støbt i bronse. Han lignede en skjøn araber.

Hans mørke, eiendommelige øine mødte mine et par gange. Der kom noget spørgende i dem. Men han sagde intet.

Jeg saa paa ham igjen. Og sagde heller intet.

Saa begyndte der at flakke noget i disse øine – og han aabnede munden som for at tale.

Men, jeg saa fremdeles paa ham. Med lukket mund.

Og – det blev ikke til mere.

Han vidste vel ikke, om jeg vidste

Og jeg skulde gjøre alt, hvad der stod i menneskelig 142magt for at hindre, at han nogengang skulde faa at vide det, som jeg vidste!

*

Da jeg igjen kom tilbage til mit hjem, var Nina vaagen. Men øinene var stive, matte og vandrende. Hun havde høi feber.

Jeg sendte bud med en seddel op til præstegaarden om ulykken, som var hændt: At fru Hellermann i taagen var faldt i elven, og at hun nu laa hernede, men havde saa sterk feber efter det kolde bad, at jeg nødig vilde have hende flyttet op ialfald paa et par dage.

Præsten Hellermann kom straks nedover med budet. Men da han kom ind til hende, kjendte hun ham ikke.

Jeg takkede Gud for det.

Han syntes, foreløbig ialfald, ikke at have den fjerneste mistanke om, at det kunde forholde sig anderledes med den livsfare, hun havde svævet i, end den forklaring jeg gav ham.

Forsaavidt var alt løbet heldig af.

Foreløbig.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.