XV.

Naar jeg her vil prøve at gjenkalde i min erindring den vinter, som nu fulgte, saa er det, som om alt det, der hændte bagefter, vil komme op og forrykke billedet for mig.

Men, som det, lidt efter lidt, kan lykkes mig at samle og afklare og paany gjennemleve disse vintermaaneder – strengere end nogen, jeg havde oplevet deroppe i den trange fjelddal – med kulde, storm, megen sygdom omkring i bygden og en knugende, 106ligesom uendelig gjentagelse af korte, mørke dage – saa staar det for mig, som om denne periode bliver en af de lykkeligste i mit hele liv.

Man vil maaske studse over dette udtryk, som over en paradoks. Men tro blot ikke, at naar jeg bruger ordet «lykkelig» her, saa skal det i nogen henseende opfattes ironisk.

Tvertimod.

Man kan jo bare fremholde, at det, man kalder lykke i den ældre alder har en anden lød, en anden slags glans end den har i ungdommens øine. Men ikke en ringere. For da kan der komme noget mørkt og dybt over dette ord, som klangen af en kirkeklokke, rig og smertefyldt paa en gang. Da er det trængt ind i vort inderste følelsesliv, ind i det hemmelige verksted, hvor al livets udvikling, alle tilskikkelser samler sig under smeltningens lutringsproces.smeltningens lutringsproces] renselsesprosess Og da kan det hænde, at dette ord lykke naar sit fulde og afklarede udtryk i en hjertens trang til at give, give helt, mest muligt og slet ikke ved selv at tage imod – eller eie –

Derfor var det, jeg kom til at føle det som en lykke, der blev lagt i mine hænder – taget i den betydning, som jeg ogsaa nævnede den i begyndelsen af disse optegnelser – at jeg gjennem forholdenes magt, eller jeg vil heller sige Guds førelse, nu kom til at staa en anden menneskesjæl ganske nær.

En skjøn og ren liden kvindesjæl. Vistnok lidende og martret.martret] pint; plaget Men alligevel saa levende, saa ærlig søgende i sin idealitetstrang, saa høireist i sit sandhedskrav!

Og saa ny og altid skiftende i sine mange indre modsætninger!

107Bøielig og ømhedshungrende var den i sit hele anlæg. Gjerne laante den ly og styrke der, hvor dens sky og mimoseagtige følenerver engang havde fæstet rod.

Til det yderste sensibel og let paavirkelig, som en æolsharpe,æolsharpe] vindharpe «klagende i storm og nynnende i solskin»,«klagende i storm og nynnende i solskin»] sitat ikke funnet eiede den dog paa samme tid en forunderlig kraft! Noget spontant flammende ogsaa i sit udtryk – en vis souverainsouverain] overlegen «ikke-gaaen- paa-akkord» – der mange gange kunde virke paa mig som noget helt gaadefuldt.

Ak – jeg forstod jo ikke før bagefter, at dette, jeg her stod ligeoverfor, det jo netop et kunstnertemperaments særpræg. Der skulde jeg have fundet gaadens løsning, hvis jeg havde været mere opmerksom og lydhør. Hvis jeg bare havde forstaaet at samle alt det spredte, hendes væsen havde aabenbaret mig i disse aar!

Jeg havde nok paa mit vis opfattet dets særpræg og lært at elske dets charme. Men jeg havde ikke seet dets fare. Den, der som kompassets skjælvende naal altid paany maatte føre hende hen mod det centrale punkt, der var kvintessensenkvintessensen] det vesentlige i hendes væsen: Det urolige, brændende hjerte – og hendes uafkortede sandhedsfordring. Til sig selv som til andre.

*

Den stille overenskomst, hvorpaa vort venskabsforhold i sin fulde, gjensidige tillid og aabenhed nu blev bygget op, den var jo, at hvad fru Nina denne sommer havde gjennemlevet, den krise – jeg vedblev at kalde den saa – der, som en stormbølge havde slaaet over hendes hoved og truet med at 108knuse hende, som et lidet, skrøbeligt fartøi – at alt dette nu opfattedes af hende selv og af mig – som afsluttet.

For altid afsluttet.

Til hendes brev blev der, som efter en fælles aftale mellem os, aldrig hentydet. Heller ikke faldt det mig ind med en stavelse at berøre mit deraf følgende besøg oppe paa præsten Hellermanns kontor.

Der raabte hendes hele natur mig sit «Noli me tangere» imøde!

Ofte var det jo i mine tanker.

Men – retningen i hendes nye liv, den kjendte jeg jo. Og viljen til at udredeudrede] betale omkostningerne, den læste jeg altid paany i hendes ærlige øine og i al hendes færd.

Hvilken bedre hjælp kunde jeg saa give hende paa veien end, saavidt jeg formaaede det, at henvise hende til den store sjælelæge,den store sjælelæge] Kristus der har sagt:

«Kommer hid til mig, alle I, som arbeide og ere besværede. Jeg vil give Eder hvile»?«Kommer hid til mig, alle I, som arbeide og ere besværede. Jeg vil give Eder hvile»] Matt. 11, 28

Som ethvert menneskehjerte i nød, der instinktsmæssig viger tilbage for den lurende forsteningsproces i dets eget indre, saa jeg jo, at ogsaa hun, med en selvfølgelig nødvendighed førtes ind paa denne vei mod det høieste livssyn, det, der lover os sin:

«Fred til bod for bittert savn».«Fred til bod for bittert savn»] salme (1843) av N.F.S Grundtvig (1783–1872)

Ja, «Og Hans ord ere trofaste og sande».«Og Hans ord ere trofaste og sande»] Johs. åpenbaring 21,5

– Som tiden led kunde jeg ogsaa af og til faa lykke til at se som en afglans af denne himmelske fred lyse over hendes lille, trætte ansigt og give det et rørende, næsten forklaret udtryk.

Om søndagen i kirken har jeg seet det i bøn, gjennembævet 109af en, jeg kunde sige, næsten straalende hengivenhed og tro.

Men ogsaa netop der kunde det samme ansigt sommetider aabenbare en kvide – ak, et fortvilelsens martyrium – saaledes, som hun aldrig viste det til noget menneske!

– Hvor dette udtryk kunde forfølge mig længe bagefter! Kunde ligge som en tung, nagende byrde paa mit hjerte – indunder alt mit arbeide og al min færden!

Jeg prøvede at værge mig mod det. Jeg vilde ikke se. Jeg vilde ikke give rum for min frygt, mine bange anelser.

– Ikke sjelden mødte jeg udslag af lille fru Ninas fromme, arbeidende sind ude i bygden, hvor hun saavidt hendes smaa kræfter og svage legeme tillod det, nu tog sine pligter op med langt større personlig udviklet alvor og omtænksomhed end før.

Kom jeg paa sygebesøg, fandt jeg ofte sporene af hendes smaa fødder i de fattige, lave hytter. En blomst – lidt god mad – en aaben bibel paa bordet ved sengen, hvor hun havde siddet.

Dødsleierne veg hun heller ikke tilbage for. Især naar det var barn. Da sad hun sammen med far eller mor, til det «sluknede».

Ja, det kan vel hænde, hun søgte lidt for ivrigt efter just de steder, hvor livets skygger laa tungest.

Det hang sammen med hendes hele livskamp i denne periode.

Med tiden vilde der nok komme mere friskhed og sundhed ogsaa over denne side af hendes karakter.

Alle gode magter havde hun ved sin side. Hun vilde ogsaa vinde sin store seier.

Tilslut.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.