XII.

«Du, Gerhard, jeg synes, Nina er blevet saa rent forandret i det sidste» siger Ragna til mig en dag i denne tid. Hun gaar omkring i havestuen og vander sine blomster. «Det er svært, hvor den guttens sygdom har taget paa hende alligevel.»

«Du kan jo skjønne, at en saa alvorlig og anstrengende tid ikke kan glide et menneske sporløst forbi,» svarer jeg roligt, som om tingen ikke havde nogen særlig vegt – og vedbliver at læse i den avis, jeg holder i haanden.

Jeg var igrunden blevet saa vant til denne bemerkning. Saa mange steder, jeg kommer hen i denne tid, er der altid en eller anden, som siger: «Nei, hvor fru Hellermann har tabt sig!» «Det er da svært, saa barnets sygdom har taget paa hende.»

Ja – den guttens sygdom!

I den har jeg set Guds finger. For jeg tror nu, Han leder vore smaa menneskeskjæbner, som Han leder klodernes gang. Det er dunkelt, ufatteligt –

Ja, men se nu netop her. Denne sygdom. Hvor har den ikke været hende til hjælp – ja, til en redning, netop nu i disse par sidste maaneder? Paa mange maader – indre og ydre.

Jeg tænker specielt paa det allersværeste i hendes liv: Forholdet til hendes mand.

Han kom hende jo i denne tid ligesom mere paa afstand. Han maatte vige pladsen for en anden: Barnet. Han maatte lade hende faa være bare moder.

Han kunde ikke modsætte sig det uden at blotte 86sin egen brutale egoisme. Did var han endnu ikke kommen. –

– Men Ragna, som ikke følger mine stumme tanker og er lidt stødt over mit korte, afvisende svar, kommer nu lige hen til mig og fortsætter mere dæmpet – vandkanden placerer hun paa gulvet, og hun lægger haanden paa min skulder: «Ved du, jeg synes, hun er saa forandret, at hun ikke er til at kjende igjen. Saa mager hun er blevet. Og saa rar og stiv og fremmed i ansigtet. Rent som en maske, hun gjemmer sig bag. – Men saa indimellem kan hun være saa varm og god, ja, du kan ikke tænke dig, saa rent rørende! Tror du ikke, hun maa være syg, Gerhard?»

«Jo, hun er naturligvis temmelig anæmiskanæmisk] blodfattig og nervøs for øieblikket.»

Men Ragna bliver nu ivrigere og endnu mere fornærmet, og jeg føler bebreidelsen i hendes vakre, snille, brune øine: «Du behøver ikke at være saa diplomatisk ligeoverfor mig, Gerhard. Vi har jo talt sammen om Ninas forandrede væsen før. Men dengang var det rigtignok, fordi hun pludselig var blevet saa ung og vakker og straalende deroppe paa fjeldet i sommer – og kanske en liden bitte smule uforsigtig ogsaa –»

«Hvad mener du nu med det?» spurgte jeg lidt irriteret. Og jeg vendte idetsamme min avis, saa bladene raslede.

«Aa, hun syntes vel» – det kom ganske sagte – «at det var morsomt at være sammen med en jevnaldrende mand engang – og blive dyrket og kurtiseret, hun ogsaa.»

Jeg svarede ikke.

87«Men, stakkar, nu faar hun nok betale!»

«Saa?» Jeg saa uvilkaarligt op. Hvormeget vidste hun?

«Ja, for jeg skal sige dig,» Ragna var bleven ganske høirød i kinderne og usikker i øinene af bare sindsbevægelse og en slags ungpigeagtig undseelse,undseelse] skyhet; sjenanse «jeg tror, hun har brændt sig.» Det kom, som om hun havde taget den store beslutning at meddele mig en vigtig nyhed. «Jeg er virkelig saa glad, fordi han er reist,» lagde hun til, da hun ikke fik det ventede svar. «Bare hr. Herman nu ikke vil plage hende med jalousie eller hævne sig paa hende – saa skal du bare se – hun er jo saa bra og god og pligtopfyldende, Nina – at hun nok snart kommer ind i sine gamle folder igjen. Ikke sandt? Hvad tror du, Gerhard? Men han er nu vel altfor stor og indbildsk til for alvor at tro, at en saadan spirrevip som Weyler skulde kunne stikke ham ud. Hvad tror nu du?», gjentog hun, baade bedrøvet og ærgerlig over min taushed.

«Ja, det ved jeg virkelig ikke noget om, Ragna min,» sagde jeg og kastede den ene avis fra mig og tog op en anden og raslede med bladene, som om jeg vilde sige: «Ja, nu er vi da færdige med det thema,» og gav mig igjen til at læse meget opmerksomt.

Og Ragna tog op sin vandsprøite og gik i krænket selvfølelse ud af værelset. «Jeg synes, det maatte være godt for dig at høre paa en kvinde, som kunde hjælpe dig til en klarere forstaaelse af situationen, som den er,» henkastede hun over skulderen, idet døren lukkedes efter hende.

Saa kunde jeg ikke andet end smile. «Ser du ikke dybere, min kjære Ragna,» tænkte jeg paa min side.

88«Du skal jo ellers være en ganske klog dame. Og et godt hjerte har du ogsaa. Men er det kanske netop, fordi du er kvinde, at din sympathi og din vilje til forstaaelse her ikke rækker til? Det er ikke første gang, jeg har stødt paa det faktum, at I kvinder som flest ikke formaar at naa videre i Eders opfatning af andres, maaske nærmest Eders medsøstres sjæleliv, end akkurat did, hvor Eders eget livs erfaring har ført Eder! Jeg dømmer ikke. Jeg bare noterer faktum. Men saa overfladisk er det altsaa, sligt et menneskeligt drama som det deroppe bedømmes, selv af de bedste af Eder? I lægger merke til det farveløse, udtryksløse, trætte, lille ansigt og glæder Eder, naar det sommetider oplives og gjennemglødes af varme og godhed. Men I aner ikke, at bag dette – «denne maske», som du siger, er der en levende menneskesjæl, der forbrænder og fortærer sig selv i haabløs kvide.»kvide] sorg

«Hun kommer nok snart ind i sine folderind i sine folder] tilbake på plass; bli som før igjen.»

Ja, vi faar haabe det, da, min kjære Ragna!

*

Nogen overvættes skarpsindighed skulde der nok ikke til for at se, at den lille præstefrue deroppe fremdeles befandt sig under «Forvandlingens lov».

Ubønhørligt, som den naturlov, den er, agtede den nok heller ikke at slippe hende, førend den havde fuldendt sit verk.

Ak – jeg havde anledning nok til at følge processen!

Den angreb nemlig ogsaa det fysiske. Og jeg blev 89ofte kaldt op til fru Nina i denne tid, fordi hun var syg.

Det syntes, som om det pludselige brud paa, eller skal jeg sige frembrud af hendes hele kvindelige væsen, der hidindtil havde ligget mere som i en dvale, havde rystet hele hendes indre mekanisme og bragt den ud af ligevegt. Og da den spænding, der havde holdt hende oppe under guttens sygdom – foruden at den naturligvis i sig selv ogsaa havde slidt paa hendes nervesystem – var slappet af, saa var det, som denne svaghedstilstand fik overmagten, og den ytrede sig ofte ved komplikationer, der gjorde mig baade ængstelig og tvivlraadig med hensyn til den behandling, jeg skulde give hende.

Min kollega i bygden, som af og til havde været med mig under perioden med barnets sygdom, tog mig da ogsaa en dag tilside og udtrykte sin bekymring: «Hun er temmelig nervøs, fruen, synes De ikke? Har De kanske før merket, at hun er neurasthenisk?neurasthenisk] nervøs; som har en nervelidelse Hun er blevet for ung gift, det er sagen. Og har faaet for mange børn. Og nu ængstelsen og al den nattevaagen.»

Han saa intet sjæleligt i hendes tilstand. Dette var kun diagnosen, som han vilde stillet den for alle unge mødre, der paa en eller anden maade havde faaet sit nervesystem i uorden.

Jeg havde mest lyst til ikke at svare ham. Bare til at ryste ham af mig, og gaa min vei. Og jeg tænkte i mit hjerte:

«Aa, mine kolleger doctores – hvor I kan irritere en! Altid skal I generalisere! Og sandelig; I generaliserer Eder ofte selv baade flade og tørre – og lidt dumme ogsaa!»

90Et «tilfælde» – et «interessant tilfælde». Straks ind under lupen! Straks ind under paragraferne. Paa spor efter den rette rubrik! Og I gaar paa jagt efter «symptomerne» med noget af sportsmandens lidenskab, og I faar feber i blodet, naar I tror at have truffet den rette «diagnose» lige midt i blinken!

Og hvor oplivende, naar I saa mødes med kollegerne og rigtig kan diskutere con amorecon amore] (it.) med kjærlighet; noe man gleder seg over Da slaar I hverandre paa skuldrene, og I bliver blanke i øinene – og sommetider kanske en liden bitte smule indiskrete tillige – af bare videnskabelig iver. Og I overbyder hverandre i skarpsindige slutninger – ryster dem med rund og villig haand ud af Eders overflødighedshorn,overflødighedshorn] et stort horn, ofte et slags bakverk, fylt med en overflod av blomster, godteri osv. fyldte – med vel assorterede erfaringer!

Er jeg skarp? Uretfærdig? Sidder jeg bare her paa afstand og bliver fremmed og bitter?

Ja, ja – kanske jeg heller burde sige. «Ære være Eder.» For jeg ved, I elsker jo Eders kald.

Men her, i dette tilfælde, min kjære hr. bygdekollega, her kan jeg dog undvære dine rubrikker. Her maa jeg stille min egen diagnose. Og den maa forblive i min sjæls lønkammer.

Hvad jeg saa?

Ak – intet nyt og merkeligt.

Kun en barnehustru, der udfoldede sig til moden kvinde. Ikke gradvis. Men spontant. Som ved et haardt, pludseligt stød.

Og se – det blev en brutal opvaagnen. Et slags voldeligt hamskifte, der syntes at ryste sjæl og legeme i sine fineste sammenføininger, saa nerver, sener, muskler slides og rives over, medens det udbrugte 91hylster krænges af og den nye skabning vækkes til liv.

– Og naar hun slaar sine øine op, denne nye kvinde, hvad møder dem da?

Ak – tunge lænker om hænder og fødder, Fangevogteren, der sidder udenfor den celle, hvori hun med sjæl og legeme er indespærret. Og som ved hvert famlende flugtforsøg hæver en truende arm og med fingeren skriver paa væggen: Synd – synd og straf.

Ja – jeg synes nok jeg anede den kamp for livet om «pligt» og «ret» – om «Guds vilje» og «menneskehjertets frihedskrav» der i denne tid rasede i hendes bryst.

Ak – hun kom jo selv saa ofte tilbage til alle disse «begreber» i vore stille samtaler, naar hun var syg og jeg sad ved hendes seng!

Hun, sidst af alle, var sig det bevidst, at her var hun netop inde paa problemer, der stilledes frem til ny vurdering af vore største aander i tiden!

Altid undgik hun dog at berøre, hvad der heraf havde sin konkrete betydning i hendes eget liv, just da. Om jeg end læste spørgsmaalene og saa angsten i hendes øine.

Sommetider aabnede hun læberne og trak pusten som for at tale. Men hun lukkede dem igjen. Og forblev stum.

Jeg prøvede imellem at hjælpe hende ved ikke at tage for tungt paa det hele:

«Vi mennesker kan ikke hindre, at fuglene flyver hen over vore hoveder, men vel, at de bygger sig rede i vort haar,haar,] rettet fra: haar,» (trykkfeil) siger den gamle vismand.«Vi mennesker … gamle vismand] Et kinesisk ordtak sier: «Du kan ikke hindre sorgens fugler i å fly over ditt hode, men du kan hindre dem i å bygge rede i ditt hår.» Kjender De ikke det?»

92«Jo – men det er netop det.»

«Vi maa heller ikke svække vore kræfter ved selvplageri. Det er ikke Guds vilje.»

Jeg saa et flygtigt ubestemt træk fare hen over det hvide ansigt paa puden. Med en pludselig rødme.

Og hun rystede sagte paa hovedet. Og tiede.

Der for et sekunds angst gjennem mit hjerte. Det kom saa voldsomt, jeg har ikke glemt det til denne stund: «Var der skeet noget mellem dem? Noget uopretteligt? Aa nei,» stansede jeg i samme øieblik mig selv. «Det er nok ikke de realiteter, som foruroliger lille fru Ninas barnesamvittighed. Det er saa aldeles nok for hende, hvad hun lærte i sin barnelærdombarnelærdom] Refereranse til Pontoppidans forklaring, jfr. ovenfor. og af sin religionslærer – nu hendes herre og husbond – om hvad der er en gift kvindes pligt, og hvad der er hendes største synd, selv om det kun blev synd i tanken.

– Saa tog jeg det paa en anden maade.

«Ser De, fru Nina, De behøver forresten ikke at være ræd, hverken De eller nogen anden, for at komme til at desertere fra livets evige love.»

Et forundret: «Hvorledes det?»

«Jo, for det er saa indrettet, at enhver synd, liden eller stor, i vilje eller gjerning indebærer straffen i sig selv. Kan De ikke huske, hvad Kristus siger om farisæerne: «De have alt faaet sin løn.»De have alt faaet sin løn] Referanse til Matt. 6,5 (Jesu Bergpreken), om fariseerne som ber på gater og streder for å vise seg fram for menneskene. En sann kristen skal be i sitt lønnkammer. Og – ikke sandt» – jeg bøiede mig imod hende og lagde min haand over hendes – «De har det jo ikke saa særlig godt nu. Kan ikke det berolige Dem?»

Jeg gav ordene en lidt spøgende tone.

Et svagt smil svarede mig.

Hun saa fremdeles urolig og grublende paa mig, 93men med et vist fraværende blik, som om hun søgte efter noget inde i sin egen sjæl.

«Men alle vore lidelser maa tjene os tilgode» som det staar,«Men alle vore lidelser maa tjene os tilgode» som det staar] Jfr. Paulus’ brev til romerne, 8, 28: «Og vi veed, at alle Ting tjener dem til Gode, som elsker Gud, dem som efter hans Raad er kaldede.» hjælpe til vor sjæls vækst. Vi læser jo om Guds egen skyldløse søn, at «Han lærte lydighed af det, han led»,«Han lærte lydighed af det, han led»] Jfr. Paulus’ brev til hebreerne, 5, 7–9 vedblev jeg alvorligere.

Dette ord greb hende.

«Lydighed,» gjentog hun og sank ligesom tilbage, ind i sig selv.

Jeg skjønte nok, det var et tveægget ord, jeg der var kommet til at bruge.

«Lydighed af det, hun led.»

Stakkels lille fru Nina!

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.