Det begyndte at blive livligt i R.dalen den paafølgende vaar. Arbeidet paa den vordende jernbane, der var udstukket og fuldt planlagt, tog nu mere fart. Linjen førtes paa min side elven. Mine smaa yndlingsspadserture opover veien langs elvebredden var blevet rent ødelagte for mig. Rundt omkring baade ovenfor og nedenfor, blev der brudt sten og gravet og mineret, dag ud og dag ind, medens det smaldt i aasene, og sten og jord føg en om ørene. Fuldt af folk var der ogsaa. Arbeidere og formænd og ingeniører og direktører. Jeg blev enig med præsten. Han spaaede sandt og gruede sig med rette. Udover sommeren var der mere end nok baade af fyld og «umoralskhed,» som han sagde. Og ulykkestilfælder i større og mindre skala var der ogsaa rigelig tilgang paa for en doktor, naar han desuden havde al sin anden praksis ved siden af.
Jeg var glad over, at min kollega ventedes hjem fra sin jordomseiling med det allerførste. Det passede mig ikke for mine specielle studiers skyld at have min tid for optaget. Og jeg beholdt jo i alle fald tuberkulosehjemmet, som var mit eget specielle omraade.
Desuden begyndte jeg at stunde mod at komme ud, ud at reise, nedover til de store studiecentrer for at sætte mig ind i, hvad der eksperimenteredes med, og hvilke erfaringer man der gjorde.
Ja – og saa efter sydens sol og gamle mure og gammel kunst!
Kanske til vinteren, naar de høie herskaber oppe 50i præstegaarden var vendt tilbage fra sin Italiafart, og vor vagttjeneste var forbi, saa kunde Ragna og jeg sætte os i bevægelse.
*
– Men nu har vi altsaa sommeren foran os. Og trods jernbaneanlæggene med sine skyggesider straaler R.dalen i sin friske, herlige skjønhed. Og eng og skov og blomst og bær gror og tager form og lødlød] farge og fylde efter naturens evige love.
Og oppe paa fjeldvidden, der skinner jøkelen i sølvblank glans over tinderne, og luften leger i lys og sol, og dirrer over vand og myr og fjeld og sæterstuer med sine skifertag, der flimrer som rindende vand under solstraalerne.
Deroppe har jeg leiet mig en liden sæter nær et fiskevand. Jeg vil bo der nogle sommeruger i juli. For da er kollega «Globetrotteren» Globetrotteren] en som vandrer/reiser over hele kloden sikkert hjemme igjen. Jeg elsker mit norske høifjeld med hele min ungdoms kjærlighed. Der har jeg fundet mit legems helsebod og min sjæls livseliksir. – Og der har jeg ogsaa søgt og fundet nærmere til den fred, som «ikke er den, som verden giver!»«ikke er den, som verden giver!»] Referanse til Johs. 14.27: «Fred efterlater jeg eder, min Fred gir jeg eder; ikke som Verden giver, giver jeg eder. Eders Hjerte forfærdes ikke og ræddes ikke!»
– Præsteparret har lovet at besøge Ragna og mig deroppe nogle dage i sommer. Jeg glæder mig til at se lille fru Nina «hoppe paa letten fod over lyngen».«hoppe paa letten fod over lyngen»] Referanse til Bjørnstjerne Bjørnsons dikt «Haren og reven». Hun har jo allerede faaet et lysere udtryk i sine øine. Og jeg er hendes ven, som hun har tillid til, og som hun instinktmæssig føler forstaar hende bedre end de andre, og som hun ved vil hende bare vel.
– Saa jeg glæder mig til sommeren. Jeg er gladere end paa lange tider – ja, end paa mange, mange aar, kan jeg sige!
51Er der nogen, som her vil møde mig med et surt smil?
Hør, I sure, hvad jeg vil svare:
Ak, lad ikke møl og rust faa lov til at tære og fortære det levende liv i Eders egen sjæl – koste, hvad det koste vil!Ak, lad ikke møl og rust… koste vil!] Referanse til Matt, 6.19–20: «Samle eder ikke Skatte paa Jorden, hvor Møl og Rust tærer, og hvor Tyve bryder ind og stjæler; men samle eder Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Rust tærer, og hvor Tyve ikke bryder ind og stjæler!»
En blanksleben klinge, et skjold – med rifter og skrammer og buler, velan – men uten plet – saa længe den svære livets strid er os betroet. Dertil hjælpe os Gud.
Men – heller ingen hjerteforkalkning.
For «fra hjertet udgaar livet».«fra hjertet udgaar livet»] Jfr. Salomos Ordspråk 4, 23: «Bevar ditt Hjerte fremfor alt det, som forvares; thi fra det udgaar Livet.»
Det levende liv. Husk det!
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Danserinden (1918) var Hanna Butenschøns femte og siste roman, i likhet med hennes øvrige romaner og tre dramaer utgitt under psevdonymet Helene Dickmar.
Romanen handler om en bunn ulykkelig kvinne, som lever i et nesten bokstavelig talt drepende ekteskap. Den unge prestefruen er nærmest ektemannens slave, må underkaste seg hans vilje i ett og alt, og undertrykke sin sterke kunstneriske trang.
Som undertittelen «af dr. Gerhard B.s efterladte optegnelser» antyder, er romanen skrevet som en jeg-fortelling, nærmest i form av noen kommenterte erindringer med en liten rammefortelling.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.