XVIII

Udpaa vaaren, først i April, bestemte jeg mig til at reise en tur sydover, ned til Berlin og Wien. Og tage Ragna med mig. Jeg tænkte at blive borte en 6–8 uger.

Jeg følte, at jeg som doktor nu for alvor begyndte at stagnere deroppe i fjeldbygden. Jeg maatte paa anden maade, end det kunde ske gjennem bøger, følge med, røre ved det nye, det som prøves, som der eksperimenteres med dernede i videnskabens centra, inden vi faar det bragt os herop som resultat.

Jeg havde naturligvis svært for at rive mig løs. Det lille kjæmpende, saa sjæleensomme menneske deroppe i præstegaarden holdt mig tilbage med mange og sterke traade.

Men jeg havde fra min tidligste ungdom fulgt et kald, som min egen livsskjæbne havde anvist mig. Ofret mig for den opgave, jeg mente mig betroet, den at kunne være med at redde menneskene fra den herjende farsot, der kræver saa mange unge liv, ogsaa i vort eget land, og som i min tidligste ungdom, med sin sorte dødningehaand, havde skrevet min slegts og min egen historie. –

Jeg overlod mit tuberkulosehjem, og mine patienter forresten, i min kollegas hænder. Og gjorde alt istand til afreisen.

Men forinden jeg drog afsted – det var ikke mere end et par dage iforveien – hændte der mig to ting, der ligesom med en manende haand holdt mig tilbage. Havde jeg ikke følt mig bundet, dels ved korrespondance med venner og kolleger dernede, dels ved et løfte om at være tilstede ved afholdelsen af en 120mindre specialkongres, hvor jeg selv skulde fremlægge et foredrag, resultatet af mit arbeide heroppe i de sidste to aar – saa havde jeg gjort det hele om igjen.

– Først var det under en stor herremiddag oppe hos sorenskriveren, der feirede sin 60 aars fødselsdag.

Blandt gjæsterne var – ingeniør Weyler!

Han var kommet tilbage til jernbaneanlægget, som havde staaet i stampe hele vinteren. Men foreløbig havde han station et par mil længere nord, hvor der nu skulde sprænges en større tunnel.

Der gik et stød gjennem mig, da jeg opdagede ham. Jeg havde tænkt mig ham borte – ude af vor vei, hendes vei, for fremtiden.

Merkelig nok kanske, havde jeg ikke regnet med denne mulighed, men i stilhed bøiet mig med en vis sympathi for denne unge mand, fordi han havde vidst at forsvinde, da han forstod, at en sommerspøg undertiden kan forvandles til et bittert alvor.

Og nu stod han der!

Præsten Hellermann var ikke tilstede ved festen paa grund af moderens død. Dette sammentræf vilde ganske vist været ham ubehageligt.

Det vilde maaske mindre have generet den anden part. Hvem ved?

Ligeoverfor mig var han ialfald fuldstændig som før. Den elegante, verdensvante, unge herre. Høflig, behersket. Han spurgte elskværdig efter min søster.

Og henkastede saa – stemmen var naturlig – men de mørke, lidt stikkende øine, der i momenter kunde faa det eiendommelig tilslørede, som jeg har kaldt sensuelt, de flakkede maaske en liden smule under 121mine øine, der saa faste og lige ind i hans: «Og hvorledes lever fru Nina?» – Han kalder hende saa, fordi Fritz er hans ven. – «Frøken S. (det var sorenskriverens datter) siger, at hun ikke har været saa rigtig frisk i vinter?»

Jeg svarede tørt og kort: «Hun har det, som hun pleier. Hun har aldrig været robust.»

«Hun burde ikke sidde fast heroppe,» fortsatte han, tilsyneladende fuldstændig uanfegtet. «Hvorfor reiser hun ikke imellem ind til Christiania og morer sig lidt? Det vilde hun have godt af. Hun skulde faa være ung. Det er dumt af ham at holde hende indestængt som en skolepige. Det er stor synd paa hende.»

Naa, han var ugeneret! Den personificerede gode samvittighed, lod det til. Hvis han da ikke spillede komedie.

Jeg kunde ikke lade være at fiksere ham lidt. Og jeg svarede ikke et ord.

Der kom en bevægelse, noget hurtig, mistænksomt i blikket, som om han vilde føle sig for – om jeg skulde kjende til noget.

Men – jeg vilde ikke mere. Jeg vendte mig simpelthen fra ham.

Min kollega kom idetsamme bort til mig. Vi slog os sammen.

Men under vor samtale arbeidede mine tanker med dette møde.

Det brændte i mig, naar jeg gjenkaldte mig hendes stakkels, hjerteskjærende brev – det sted deri, hvor det laa saa tungt paa hendes samvittighed, at han – den «fine, ridderlige» – jo, jeg husker udtrykkene – skulde lide for hendes skyld!

122Ha, ha. Jeg maatte næsten le.

Der er nok ikke saa mange unge mænd, som har raad og tid til at blive ulykkelige for en liden kvindes skyld, kjære fru Nina! Og slet ikke dem, der af naturen har faaet saa gode kort paa haanden, som denne Weyler-typen.

Dette lille sommermøde med en ung, uerfaren og, trods sin værdige stilling, barnslig kvinde – var det nu ikke snart et helt aar siden – det havde bare været en kort episode, der gjennem forholdenes natur dermed ogsaa var afsluttet. Maatte være det. Et «pikant intermezzo» – var det ikke saa, hr. Hellermann benævnede det? –

Det var jo derfor, han saa trygt havde kunnet spille paa sin fløite!

– «Vi to – han og jeg – vi har talt –»

Det var Ninas ord i hendes brev. Han havde ikke fristet hende til at vige fra pligtens vei –

Nei da – som sagt, bare den personificerede gode samvittighed fra hans side!

– Jeg gaar rundt om dette, medens jeg snakker med min kollega. Der kommer ogsaa til et par herrer fra bygden. Der er nye valg til høsten. – Venstrepartiet arbeider som muldvarper, fortæller de mig – og «familien Sverdrup» etc. etc. – nye valg til høsten … Venstrepartiet … familien Sverdrup] Gjelder Stortingsvalget 1884, Johan Sverdrup dannet sin første Venstre-regjering etter valget.

– Men jeg fortsætter inde i mig selv uforstyrret min egen kredsgang:

Lidt havde det vel forresten været ogsaa fra hans side. Jeg mindedes hans øine, hvorledes de flammede op og fulgte hende deroppe paa høifjeldet.

Og nu saa jeg jo, at de flakkede. Og der var noget vel friskfyragtigfriskfyragtig] bråkjekt i alt det, han sagde. Det kom saa hurtig, ligesom lidt stakaandet.

123Lidt har nok denne «sommeridyl» – Herre Gud – ogsaa kostet ham! Det er ikke muligt, det tror jeg, at naa saa langt, som han gjorde, uden at han ogsaa selv maatte sætte sig en smule i omkostninger. Saa aldeles gratis faar vel ingen det. Nei – den lille fru Nina havde nok kanske rørt ved nogle smaa, bortgjemte strenge i hans forresten saa robuste, saa inderlig jordisk levedygtige og praktiske natur –

Og naar alt kom til alt – havde han saa igrunden ikke optraadt nobelt?

Se – se – det var ogsaa en version!

Og nu laa jo veien videre frem, lys og aaben for ham:

«Better luck next time.»

– Og netop, som jeg var der med mine irrende tanker, giver min kollega mig et lidet venskabeligt puf, der med en gang gjør mig helt nærværende. Og idet han faar mig til at følge sine øines retning ind i det tilstødende kabinet, hvor mine tankers gjenstand og sorenskriverens datter sidder i en romantisk maaneskinsbelysning – meget tæt ved siden af hinanden og i en tydeligvis meget intim samtale – siger han: «Der ser De en konstellation, som der nok tales meget om oppe i bygden i denne tid.»

Jeg har gudskelov lang øvelse i at beherske mig.

Men jorden brændte under mine fødder.

– Jeg var nok den første af gjæsterne, som forlod festen.

Det blev en lang kjøretur hjemover i elendigt føre under sneløsningsperioden. Men himmelen var klar med myriader af funklende stjerner. Luften ren med et lidet islæt af fugtig vaarvind, der havde en mindelse 124af sevje i sig. Og ensomheden gav mig en vederkvægende ro.

Jeg tænkte paa Nina og hendes tapre, stridende hjerte.

Jeg syntes, jeg øinede, at alt endnu kunde blive godt.

Naar dette nye «konstellationen» først var blevet en kjendsgjerning – saa vilde hun kanske komme helt tilro.

Ja, her var vist Gud selv med. Saa ofte har Han vist mig, at Han styrer alting til det bedste!

*

Næste morgen under min kontortid, traadte Ragna mod sædvane ind, og saa sig forsigtig om for at overbevise sig om, at der endnu ingen patienter var kommen.

«Jeg maa fortælle dig det, Gerhard. Igaar dansede Nina her igjen! Det har hun ikke gjort i hele vinter.»

«Jasaa – gjorde hun det?»

Jeg fik min stemme saa rolig og naturlig som muligt.

«Ja – det var i skumringen. Nina beder mig altid om ikke at tænde lampen. Saa maa jeg spille for hende da, ved du. Alt det jeg kan. Hun vil bare høre mere og mere. Tilsidst kom jeg til at tage den der engelske valsen – den, som jeg endda første gang spillede oppe hos sorenskriverens for to aar siden, og som Nina dansede efter lige for hr. Hermans næse! Kan du huske?» Hun lo lidt. «Og da jeg saa var færdig, saa siger hun derborte fra sofakrogen sin: «Aa – én gang til, Ragna!» Og jeg syntes stemmen var med 125engang anderledes. Det slog mig idetsamme. Den var ligesom saa uvant ivrig og glad. Og straks efter saa merker jeg, at hun danser bag mig! Det var bleven næsten mørkt. I sin sorte dragt, aldeles som en skygge. Ja, som en levende skygge svævede hun virkelig omkring mig og rundt i værelset. Aa – saa let, saa let! Der var ikke lyd. Alting var ligesom bare pust! – Og jeg maatte spille om igjen og om igjen. Men saa kom jeg til at vende mig om og se paa hende. Kanske jeg sagde noget ogsaa. – Du skulde seet hendes ansigt! Det var aldeles hvidt. Og øinene store og vidtaabne, akkurat som naar en i forskrækkelse vaagner op af søvne! Og med engang slaar hun hænderne for ansigtet og begynder at graate. Aa, saa forfærdelig og saa saart – at jeg maatte til at graate med! Ja, det endte rigtig som en hel tragedie.»

«Ja – men hvorfor?» svarede jeg rolig. Jeg var igrunden ikke overrasket. «Hun er jo saa lykkelig, naar hun danser. Vi ved jo begge to, hvor underlig den dansen hænger sammen med hendes hele natur. Det er jo hendes talent –»

Ragna afbrød mig: «Ja, ja, det var ikke bare det. Men jeg skjønte straks, ser du, at der maatte være noget specielt paa færde.»

Jeg følte, at mit hjerte holdt op at slaa, og at blodet strømmede mig til hovedet.

Hun vidste altsaa, at han var kommet igjen! Kanske havde hun allerede hørt om den «konstellationen», som bygden nu talte om!

Men Ragna vedblev hviskende:

«Jeg synes, jeg forstod af nogle ord, som hun ligesom ude af sig lod falde, at det var, at hun skulde 126have et lidet barn igjen, og at derfor var hun saa fortvivlet! Men – paa den anden side, kan det jo ikke være det heller – for hun er jo saa glad i sine børn –»

«Det er ikke sandt!» sagde jeg.

Og jeg hørte selv, at min stemme var haard og hæs.

Ragna saa forundret paa mig.

«Ja – jeg mener –» jeg tog mig i det, «at du kan skjønne, hun ikke vilde tage den ting paa den maade. Men det gjør mig ondt – at hun fremdeles skal være saa overnervøs. Det bekymrer mig. Men – gaa nu, Ragna – jeg hører, der kommer nogen.»

Ja – Gud skal vide, jeg bekymrede mig:

Og saa maatte jeg reise.

Og saa reiste jeg.

Dagen efter.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.