Forord

Goethe har sagt: «Breve hører til de vigtigste mindesmerker, som mennesker kan efterlade. I jo høiere grad den skrivende har levet i øieblikket, jo mindre en fremtid har foresvævet ham, desto vigtigere er disse blade for efterverdenen som blivende spor af en skjebne.»

Disse ord passer i særlig grad paa hans moder. I sine breve levede hun helt i øieblikket, hun udtalte sine følelser umiddelbart som til en tilstedeværende ven. Derfor kunde hendes søn sige om dem til Zelter, at man «i hver linje læser hendes karakter».

Fra Elisabeth Goethes barndom og ungdom er intet skriftligt opbevaret fra hendes haand. Af hendes breve til sønnen mangler over ti aar i rækken; thi Goethe brændte 1797 de breve, han havde modtaget mellem 1772 og 1792, og kun ved en tilfældighed er tre af hendes breve fra dette tidsrum bleven bevarede. Af hendes breve til venner og veninder er forholdsvis faa trængt frem til vore dage, og af breve til de mange stormænd, hun kom i berøring med, har man kun brudstyker.

Alligevel foreligger der over fire hundrede fra hendes haand, hvoraf de fleste i mere eller mindre grad giver et billede af hendes personlighed, og som er menneskelige dokumenter af høi rang. Hendes uudtømmelig gode humør, de træffende sammenligninger, den livlige 2fremstilling og naive friskhed gjør dem uimodstaalig tiltrækkende. End mere værdifulde er de paa grund af hendes sindsligevegt under alle forhold, hendes umiddelbare hjertelighed, hendes høisindede livsopfatning og sterke og sunde gudsfrygt.

Goethe har ofte fremhævet, at hans moders udmerkede hukommelse var en støtte for ham. Begivenheder, som han havde glemt, stod atter frem for ham i de gamle, friske farver ved et ord eller en beretning af hende.

Hendes breve til sønnen, som hun elskede over alt i verden, aander den dybeste omsorg og kjærlighed. Hun finder sig taalmodig i ting, som hverken stemmer med hendes anskuelser eller ønsker, og hun støder ham aldrig bort med bebreidelser eller haarde ord. Men skjønt hun skaaner ham, underordner hun ikke sine meninger under hans; hun giver ham raad og lægger ham paa hjerte at følge dem. Man ser af hans svar, at han som moden mand tillagde hendes ord stor vegt.

I mere end én henseende hjalp hun den store digter: Hun beskyttede ham som barn, opmuntrede og støttede ham under hans ungdoms trængsler og fulgte ham med selvforglemmende kjærlighed i hans manddoms aar. Hendes forstaaelse for hans digtning viser, at hun har givet ham en god arv.

I sit berømte vers om sin herkomst siger Goethe:

«Vom Vater hab ich die Statur,
Des Lebens ernstes Führen,
Von Mütterchen die Frohnatur,
Und Lust zu fabulieren.»

Først og fremst betegner han sin «Frohnatur» som arvedelen efter hende. Selvfølgelig viste glæden sig under 3andre former hos ham, der beskjæftigede sig med livets dybe gaader, end hos «Frau Rat», der hele livet sad paa samme plet og modtog gjester ved sit runde bord. Men fælles for moder og søn var en sund optimisme og en altomfattende menneskekjærlighed. Fru Goethe sagde om sin Wolfgang: «Han er i besiddelse af den lykkelige egenskab, at alle, som kommer i berøring med ham, elsker ham.» Denne lykkelige egenskab var en arv efter hende.

Ved siden af hendes «Frohnatur» havde han – siger han selv – taget digtelysten i arv efter hende; han havde hendes kraftige fantasi, hendes billedrige sprog, hendes modtagelighed for alt, hvad der var høit og ædelt, og hendes evne til at skimte det storslagne i dagliglivets stræv.

*

Ved udarbeidelsen af efterfølgende bog har jeg benyttet Goethes selvbiografi og hans andre hovedverker, hvoraf jeg har kjendt de fleste allerede fra mine studieaar i Tyskland. Endvidere har jeg omhyggelig læst de bedste tyske Goethe- og fru Goethe-biografier, og jeg skylder navnlig Karl Heinemann og Richard M. Meyer stor tak.

Ogsaa Bettina von Arnim har været mig til megen nytte. I sin berømte bog: «Goethes Briefwechsel mit einem Kinde», skildrer hun udførlig sit samvær med Goethes moder. Begivenheder er kastede mellem hverandre, og flere breve og samtaler er fantastisk udsmykkede. Alligevel bærer bogen i det store og hele sandhedens præg. Man ved desuden gjennem Goethes efterladte papirer, at han betragtede optegnelserne som sandfærdige, og han benyttede dem selv.

4Først og sidst har jeg støttet mig til fru Ajas egne breve. Under uddragene og oversættelsen af dem har jeg holdt mig saa nær som muligt op til originalen. Hendes ortografi trodser alle regler. Komma synes hun ikke at kjende; derimod ynder hun tankestreger, som hun sætter paa alle mulige steder, hvor de ikke hører hjemme. Hun talte frankfurterdialekt, og hendes breve vrimler af frankfurterudtryk.

Jeg har fra barndommen været fortrolig med frankfurterdialekt; det vilde derfor ikke have kostet mig megen møie paa alle punkter at oversætte hendes gammeldagse udtryk ord for ord. Men jeg har troet at gjøre mine læsere en bedre tjeneste ved en enkelt gang at ombytte fru Ajas saftige frankfurterudtryk med vendinger, som man lettere vil forstaa.

Bauker i Gausdal, november 1916.
Clara Tschudi.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.