Ved juletid 1774 kom en preussisk officer, kammerherre von Knebel til Frankfurt. Han var en stor 77beundrer af Goethes verker, opsøgte ham straks og blev vel modtaget af ham og hans forældre.
«Forfatteren af den unge Werthers lidelser er det elskværdigste menneske i verden,» skrev han.
Han var lærer for prins Constantin af Sachsen-Weimar-Eisenach. Constantin reiste sammen med sin ældre broder Karl August, der var tronfølger, og som snart skulde overtage regjeringen i sit lille land.
Knebel forestillede digteren for de unge fyrster; og mødet blev af afgjørende betydning. Ingen, som Karl August tidligere havde mødt, havde imponeret ham, og ingen havde fængslet ham som Wolfgang Goethe. Han besluttede straks at knytte ham til sig.
Begge prinser gjorde visit hos Goethes forældre. De skrev til sin moder:
«Vi haaber at kunne smigre os med, at fru Goethe, som vi ærer høit, er kommen til at holde en smule af os. Det synes at være saa let at leve sammen med hende. Hendes søn har hendes øine!»
Prinserne og Knebel skulde opholde sig nogen tid i Mainz, og Karl August indbød Goethe til at følge ham did. Han kunde ikke modtage indbydelsen uden sin faders vilje. Moderen understøttede af al magt hans bøn; men den gamle erklærede haardnakket, at man ikke skulde ligge paa maven for fyrster. Fru Goethe fik omsider lov til at forelægge spørgsmaalet for frøken von Klettenberg. Hun udvirkede faderens tilladelse, og Wolfgang tilbragte muntre dage i Mainz.
Medens han var borte, døde denne trofaste veninde. Fru Goethe skrev til Lavater:Forfatternote: Den 26. december 1774.
78«De ønsker at høre alt om frøken Klettenbergs sygdom og død, – et smerteligt hverv, det kan jeg forsikre Dem! Min sjæl er saa helt nedsunken i sorg, at jeg ikke ved raad eller hjælp. Jeg ved, at jeg vil møde hende igjen. Men nu, nu savner jeg hende! Min raadgiverinde, i hvis skjød jeg kunde udøse alt, er gaat ind til den herlighed, som hun saa ofte med henrykkelse talte om. – – Den 7de december var vi meget fornøiede sammen; jeg havde ikke paa længe set hende saa munter, og jeg havde ikke den fjerneste tanke paa, at hun var syg. Vi skiltes klokken otte. Om natten fik hun heftige feberanfald. Den ottende fik jeg intet vide om dette, men morgenen den 9de sendte hun bud til mig, at hun var syg. Da jeg kom, fandt jeg hendes tilstand nogenlunde; selv troede hun, at det intet havde at betyde. Den 10de blev hun værre, men i løbet af natten blev hun tilsyneladende bedre. Jeg var hos hende hele tiden. Da doktoren kom ind den ellevte, løb jeg glædestraalende mod ham: «Hun er bedre,» sagde jeg. – «Gud give det,» svarede han; «men vi er endnu ikke over det værste.» Da jeg den tolvte kom til hende tidlig om morgenen, sagde hun: «Godnat, raadsherinde! Jeg dør!» Jeg kunde ikke sige et ord for graad. Hun vinkede, at jeg skulde komme nærmere, trykkede min haand og sagde: «Du skal vandre for Herren og være from!» Hun saa paa mig med et uudsigelig lykkeligt udtryk og var meget rolig og glad. – – Om aftenen, da de andre var borte, og jeg sad alene hos hende, sagde hun: «Doktoren!» – Jeg troede, hun mente lægen og svarede: «Han er gaat.» «Nei,» sagde hun og pegte paa mig. «De 79mener min doktor? Ak,» sagde jeg, «han tror slet ikke, at De skal dø. Han har bedt mig hilse Dem og sige, at han imorgen reiser til Mainz med prinsen af Weimar. Tre gange har jeg begyndt at forberede ham paa Deres død, men alt er forgjeves. «Hun dør ikke,» siger han stadig, «det kan ikke ske, hun dør ikke!» Hun lo. «Sig ham farvel; jeg har holdt inderlig af ham.» – – –
Jeg blev hos hende om natten, – – hun havde ingen store smerter, og naar man betragtede hendes venlige ansigt, kunde man ikke tænke, at hun var syg og saa nær sin sidste time. – – Klokken otte den 13de kom lægen dr. Metz, – en retsindig mand og en af hendes bedste venner, som vilde have givet sin formue for at redde hendes liv. Jeg sagde til ham: «Kjære hr. doktor, er De sikker paa, at vor veninde dør? – Har De slet intet, som endnu kan hjælpe hende?» «Fru raadsherinde,» sagde han alvorlig som sedvanlig, «da Elias skulde fare til himlen, gik profeternes børn ud til Elias og sagde til ham: «Ved du, at Herren idag vil tage din herre bort over dit hoved?» Og han sagde: «Ja, ogsaa jeg ved det; ti stille!»Forfatternote: 2den kongebog, kap. 2, vers 3.
Han gik derefter hen til sengen og tog en saa from afsked, at den gik os alle dybt til hjertet. Men han lovede at komme igjen om eftermiddagen, ikke som læge – thi hans kunst kunde intet udrette –, men som ven. – – – Klokken halv tolv sagde hun: «Nu er det bedre; jeg har ingen smerter.» Hun lagde sig tilrette i sengen og sagde med døende stemme: «Godnat!» Saa laa hun aldeles stille, talte 80ikke mere. Aandedrættet blev kortere, stansede flere gange, hørtes atter. Klokken tolv skiltes omsider den frigjorte aand fra legemet.
«Maatte mit endeligt blive som hendes!»
Fru Goethe var opløst i sorg over sin venindes bortgang. Ogsaa raadsherren tog sig nær af hendes død og var i slettere lune, end han pleiede. Wolfgang var dybt rystet. Fra sine mangfoldige adspredelser var han stedse vendt tilbage til hende; han havde læst høit for hende, fortalt hende om sine udflugter og tegnet for hende de egne, som han havde besøgt. Hun havde tidlig forstaat hans overordentlige begavelse; hendes venskab havde været blandet med beundring, og hun havde havt evnen til at stille stormene i hans sjæl.
Et af de sterkeste baand, der bandt ham til Frankfurt, blev afklippet ved hendes død. –
Et nyt, men mindre holdbart baand blev knyttet, da Lili Schönemann faa uger efter traadte ind i hans liv.
81Lilis moder var enke og eiede en stor bankforretning. Hun omgikkes adelen, og man troede, at hun hørte til de rigeste i Frankfurt. Hun havde ingen forstaaelse for Goethes digterbegavelse, og hun betragtede den unge jurist som et lidet ønskværdigt parti for hendes datter. Hans faders formue var i hendes øine ikke særlig stor. End mindre ønskeligt var partiet, fordi familien Schönemann tilhørte den reformerte kirke og Goethes var lutheranere; de forskjellige religionssamfund var dengang strengt adskilte.
Raadsherre Goethe fandt paa sin side, at fru Schönemann levede over evne, og han betragtede hendes rigdom som usikker.Forfatternote: I saa henseende fik han ret: Huset Schönemann gik fallit et par aar efter.
Heller ikke fru Goethe ønskede Lili til svigerdatter. Hun frygtede for, at hun ikke vilde passe i deres hus, og at hun vilde føre med sig en stab af ligegyldige og aandelig ubetydelige mennesker. Baade hun og hendes mand var sikre paa, at hun ikke vilde vise datterlig taalmodighed mod den regjerende husfaders luner, at hun ikke vilde tage kraftig fat i 82hus og kjelder, og at hun hverken vilde fordrive tiden for forældrene med hyggelig passiar eller forstaa at skatte den lykke, som var bleven hende til del.
Forlovelsen kom alligevel istand. En veninde af familien Schönemann blev sendt afsted for at underhandle med Goethes forældre; hun var fordringsløs, alvorlig og skikket til at være mellemmand, og hun udførte sit hverv med kløgt.
Men de to familier nærede et lige sterkt ønske om at gaa afveien for hinanden, og paa begge sider arbeidede man paa at undergrave de unges lykke.
Det varede heller ikke længe, før sønnen følte sig trykket af dette forhold. Huset Schönemanns forretningsvenner kom til Frankfurt. Han saa sin forlovede omringet af en mængde mennesker, som var ham modbydelige. Han havde flere gange ubehagelige scener med fru Schönemann; og hans forældre var fremdeles misfornøicde med partiet.
Moder Goethe indsaa, at hendes Wolfgang for en tid burde komme bort. En reise vilde løfte ham ud af vanskelighederne i hjemmet og samtidig give ham leilighed til at klargjøre sit forhold til Lili.
Tilfældet kom hendes planer til hjælp.
Midt i mai kom greverne Stolberg og deres ven baron Haugwitz til Frankfurt paa gjennemreise til Schweiz. De beundrede i høi grad «Götz», men endnu mere «Werther»; allerede i forveien havde de i overstrømmende ord bedt Goethe om hans venskab. Ogsaa deres søster Augusta von Stolberg var bleven dybt greben af bogen om Werthers lidelser. Hendes brødre overbragte digteren et anonymt brev fra hende; og han blev saa rørt over den ubekjendte dames 83interesse for ham, at han traadte i brevveksling med hende og gav hende del i sine sorger og glæder.
De unge mænd boede paa et hotel, men tilbragte dagene i Goethes hjem; ligesom de fleste andre følte de sig varmt tiltrukne af raadsherindens hjertelige og ligefremme væsen.
«Werther» havde præket lighed, brødrene Stolberg vilde gjennemføre den; de raabte paa frihed og ønskede død over tyrannerne.
«Min moder huskede, at hun havde set billeder af slige umennesker paa kobberstik,» fortæller Goethe. «Samtalens bølger gik høiere og høiere, og hun vilde berolige de unge sind. Hun gik ned i sin kjelder, hvor der var lagret store fade gammel, sjelden vin, som hun selv passede, og som kun blev drukket ved høitidelige anledninger. Hun satte frem en sleben karaffel fyldt med denne kostelige drik.
«Her er tyrannernes blod,» sagde hun. «Gid vinen maa smage eder! men lad os her i huset være fri for mordtanker!»
Senere kaldte fru Goethe sin bedste vin for «tyrannernes blod». Og hendes venner kaldte hende «fru Aja», fordi Karl den stores søster Aja rigelig havde bevertet sine sønner med den herligste vin, da de paa en pilgrimsfærd kom til hende under forklædning for at se hende for sidste gang.Forfatternote: I «Dichtung und Wahrheit» fører Goethe navnet «Aja» tilbage til det italienske «Ajo» (hushovmester). Da han i sin alderdom skrev sine erindringer, havde han sandsynligvis glemt historien om fru Aja og hendes sønner, der forekommer i folkebogen «Haimonns sønner», der hørte til hans yndlingslæsning i barndommen. / At navnet «fru Aja» er hentet fra historien om Karl den stores søster, fremgaar ogsaa af et brev til fru Goethe fra Wieland (1777): «Det er ret og naturlig, at De ikke liker at skrive, kjære fru Aja! – Den første store fru Aja kunde ikke læse og skrive!»
84Goethe fulgte de unge grever til Schweiz. «Jeg maa ud i verden,» skrev han til Herder. Han tilstaar, at reisen var en flugt fra Lili; i sine breve kalder han sig «en bjørn, som er brudt ud af sit bur, en kat, som er rømt».
Raadsherren var glad, da brødrene Stolberg drog videre til frihedens land, og han var heller ikke misfornøiet over, at de tog sønnen med sig.
De reisende stansede først i Darmstadt for at besøge Merck. I Karlsruhe traf de Karl August af Sachsen-Weimar og hans forlovede, hertuginde Louise. Goethe besøgte alene sin svoger og søster i Emmendingen, men mødtes med sine reisekamerater hos Lavater i Zürich.
Moderen ventede imidlertid med længsel paa sin elskede søns tilbagekomst. Hun skrev til Lavater:
«Hils greverne og den kjære baron. Sig til dem, at jeg har betroet min Wolfgang til dem og takker dem for al den kjærlighed, som de har vist ham. Men jeg beder dem dog om nu at sende ham tilbage til os igjen; thi tiden er meget lang og kjedelig for fru Aja.»
I slutningen af juli kom han igjen til Frankfurt; forlovelsen med Lili stod endnu ved magt. Medens han var borte, havde hendes slegtninge søgt at overbevise hende om, at hun burde skilles fra ham. Hun havde svaret, at hun for hans skyld var villig til at opgive alt, hvad der bandt hende til hjemmet. Men hun led dybt under hans vankelmodighed, og det stod klart for hende, at han ikke kunde gjøre hende lykkelig.
85‹…›[sic] Her mangler det tekst i utgaven. lig end hans kjærlighed til Lili, og han nærede en næsten sygelig ulyst til at indgaa egteskab. Han spurgte Merck, om han kunde laane ham de nødvendige reisepenge; thi han havde atter lyst til at flygte fra det hele.
I begyndelsen af august 1775 havde Karl August overtaget regjeringen i Sachsen-Weimar. Samme høst kom han til Frankfurt paa gjennemreise til Hessen-Darmstadt, hvor han skulde holde bryllup. Han bad indtrængende Goethe om at komme til Weimar. Da han vendte tilbage med den unge hertuginde, indbød ogsaa hun ham til at besøge dem.
Istedetfor at dele sønnens glæde over denne indbydelse blev faderen opbragt over planen. Hans yndlingsordsprog var: «Procul a Jove, procul a folmine» («Langt fra Jupiter, langt fra lynet»).
Han havde altid holdt sig borte fra verdens store og gjort nar af fyrster og hofliv; han pleiede omstændelig at udmale Voltaires forhold til Fredrik den store, og hvordan kongens gunst var bleven forvandlet til heftige forfølgelser.
Hans hustru, der betragtede hans egenheder som udslag af sygdom, snakkede ham efter munden og syntes at ville rette sig efter ham. Men i virkeligheden var intet offer for stort for hende, hvor det gjaldt at hjælpe sønnen. Hun tog stadig sagen op til ny behandling; efter utallige disputer og stort besvær drev hun omsider igjennem, at reisen dog skulde finde sted.
En af hofkavalererne fra Weimar skulde paa en bestemt dag komme til Frankfurt for at hente ham i en hofvogn. Moderen fortalte naboer og venner om 86den ære, der skulde vederfares hendes hjertebarn. Han gjorde afskedsbesøg, pakkede sine sager og imødesaa med tilfredshed den dag, da vognen skulde kjøre frem og føre ham bort fra hjemmet og fra Lili.
Dagene gik, men der kom ingen efterretning fra hertugen. Faderen fik atter vand paa sin mølle. Naar Wolfgang talte om Karl Augusts elskværdighed, svarede den gamle tørt, at han havde gjort nar af ham, og at man aldrig burde spise kirsebær med de store.
Den unge digter vilde ikke to gange gjøre afskedsvisitter. Han ønskede ikke heller at modtage besøg; ligeoverfor udenverdenen lod moderen derfor, som om han allerede var reist. Medens raadsherren i dagligstuen gjorde livet surt for sin hustru, sad sønnen indestængt i sit kvistværelse, hvor han arbeidede paa «Egmont».
Over en uge gik hen, og husarresten blev ham besværlig. I nærheden boede hans elskede Lili, som han længtede efter, skjønt han havde besluttet at skilles fra hende. Om aftenen sneg han sig ud, indhyllet i en lang kappe; han stansede udenfor hendes vindu og hørte hende synge de sange, som han havde digtet til hende:
«Reizender ist mir des Frühlings Blüte
Nun nicht auf der Flur;
Wo du, Engel, bist, ist Lieb’ und Güte,
Wo du bist, Natur.»
Omsider blev han træt af at vente. Hans fader havde længe talt om, at han burde reise til Italien, og han besluttede at drage did.
Den 30te oktober klokken seks om morgenen 87forlod han Frankfurt fulgt af sin unge tjener Phillip Seidel.
Han skrev i sin dagbog:
«Modig fremad! – Postvognene rasler afsted fra borgermesteren; før dagen gryr og min nabo skomageren har aabnet sit verksted og sine vinduslemmer, er jeg borte. Farvel moder!»
Reisen til Italien blev afbrudt. Hertugens kurer indhentede ham i Heidelberg, og han vendte om og drog til Weimar.
Lili saa han aldrig mere. Hun egtede en forretningsmand og blev moder til en stor børneflok. Under krigens urolighed viste hun stort personligt mod.
Som olding modtog Goethe besøg af hendes sønnedatter. Han sagde til hende:
«Jeg har aldrig været saa nær ved min virkelige lykke, som da jeg elskede Lili.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den store tyske dikteren Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) skal ha hevdet at diktelysten var en arv fra moren, Elisabeth Goethe (1731–1808). Ved hjelp av brev og biografier tegner Clara Tschudi i denne boken fra 1916 et bilde av Goethes moder (også kalt «fru Aja» og «Frau Rat»), en kvinne hun mener ville «være en betydelig kvindeskikkelse, selv om hun ikke havde været moder til den store Goethe».
Les mer..
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
