Goethes moder

av Clara Tschudi

Forrige Neste

IV. Goethes fødsel og barndom

Den 28de august 1749 blev Goethe født. Klokken slog tolv, og sommerdagens sterke sol straalede over kirketaarnene i Frankfurt.

Dette barn, som var ventet med en saa uendelig længsel, havde kostet den attenaarige moder næsten overmenneskelige lidelser.


24Alle, som stod om hende, var tause; thi først efter lange anstrengelser og megen angst lykkedes det at kalde ham tillive. Han rørte sig omsider og slog øinene op. Bedstemoderen, som havde lyttet efter et livstegn, raabte fuld af glæde:

25«Raadsherinde, han lever!»

Sønnen blev lagt i Elisabeths arme, og hendes glædestaarer randt ned over det lille ansigt.


Hun øste hele sin kjærlighed ud over sin førstefødte. Henrykt betragtede hun hans store, sorte øine; hun var lykkelig, da hun saa tegn til, at hans sjæl vaagnede. Han var meget urolig og svag og 26led af sygelige drømme. Baade hans fader og den gamle bedstemoder var forfærdede over hans heftighed. Men moderen var fra første stund overbevist om, at han var bestemt til at udføre store ting, og at han vilde blive til velsignelse for mange.

Faderen var streng, hun meget eftergivende; hun passede og pleiede ham med den ømmeste omsorg. Den lille gut var føieligere mod hende end mod sin fader; hun var den eneste, som var istand til at berolige ham under hans heftige udbrud af vrede.

Wolfgang voksede op omstraalet af hendes solskinsnatur. Hun værnede hans saarbare sind, sysselsatte hans fantasi med eventyr, som hun digtede eller gjenfortalte, hun nærede hans virksomhedstrang ved at lade ham hjælpe hende med smaa sysler, og hun værgede ham mod faderens strenghed.

Medens raadsherren med stor energi drev den strenge pædagogik, var hendes opdragelsesmetode ros og belønninger. Den unge, livsglade moder nedlagde i hans sjæl aandelige frø, som skulde spire og udfolde sig herlig. Siddende paa hendes knæ, med armene om hendes hals og de mørke øine fæstede paa hende, lyttede han spændt til hendes fortællinger; han skalv af længsel efter at høre endnu mere fra den vidunderverden, som hun rullede op for ham.

«Pedantiske ulykkesfugle korsede sig over mine opdragelsesprinciper,» sagde fru Goethe som gammel dame; «men det var mig ligegyldigt. Jeg gjorde det, som jeg fandt naturligt, og som min gudsfrygt lærte mig! Fra Wolfgang blev født, saa jeg livet med andre øine end før. Først gjennem ham fik jeg min virkelige opdragelse.»

27I aarene mellem 1750 og 1760 fik han to brødre og to søstre. Men den eneste, som voksede op ved siden af broderen, var den ældste søster Cornelia, der blev født den 7de december 1750.

Wolfgang og Cornelia elskede hinanden og delte ondt og godt i hjemmet. Faderen underviste dem selv i mange fag. Da sønnen voksede til, maatte han lære latin, græsk, hebraisk, fransk, engelsk og italiensk, historie og geografi, religion, naturvidenskab og matematik; han fik end videre undervisning i tegning, musik, fegtning og ridning. I sine erindringer fortæller han, at den strenge raadsherre underviste baade ham og hans søster i dans; med det alvorligste ansigt viste han dem skridt og stillinger. Da de havde lært menuet, tog han sin fløite og blæste for dem, og de dansede til hans musik saa godt, som de kunde.

Huset bestod af to mindre bygninger, som var forbundne ved steile trappegange. De mange mørke kroge var egnede til at vække angst i et barnesind. Efter datidens opdragelsesmetode skulde børnene vænnes til ikke at frygte det usynlige. Wolfgang var mørkræd; da han en aften ikke fik sove, sneg han sig ud af sin seng for at søge ned til tjenerværelset. Paa veien blev han stanset af et spøgelse, som drev han tilbage til sengen; det var faderen, som havde forklædt sig, og som han ikke kjendte i forskrækkelsen. Moderen havde ondt af sit hjertebarn, – sin «Hätschelhans», som hun kaldte ham; hun lovede alt muligt godt, hvis han vilde ligge rolig i sin seng, og tidlig om morgenen kom hun ind til ham med mange velsmagende sager.

28Bedstemoderen blev syg; men endnu kunde den unge frue gaa til hende med sine bekymringer og hente raad hos hende. Børnene opholdt sig helst i hendes rummelige dagligstue. – Hun døde vaaren 1754.

Den sidste jul havde hun foræret sønnesønnen et dukketeater; han har selv sagt, at denne gave omskabte det gamle hus til en ny verden for ham. Fru Elisabeth glædede sig over hans smaa skuespil; men faderen bebreidede ofte sin hustru, at hun paa denne maade vakte og vedligeholdt deres søns interesse for teatret.Forfatternote: «Det fordømte dukketeater», som han kaldte sin moders gave, har nu sin plads i Goethe-museet i Weimar.

Til huset ved Hirschgraben hørte kun en gaardsplads, hvor der stod en vakker brønd og et gammelt nøddetræ; men udenfor byen eiede Goethe’s en eng med mange frugttrær og et vinbjerg.

I anden etage i det gamle hus var der et værelse, som blev kaldt havestuen, fordi der stod planter ved vinduet. Efter bedstemoderens død opholdt børnene sig enten i dette rum eller nede i en forstue ved siden af indgangsdøren, hvor man gjennem et trægitter kunde se, hvad der foregik paa gaden. Her pleiede fru Goethe at strikke og sy eller rense frugt og grønsager, medens de smaa legte omkring hende.

Wolfgang havde meget tidlig følelsen af, at han var bestemt til store ting. Man havde fortalt ham, at Jupiter og Venus havde været de herskende planeter ved hans fødsel, og han sagde ofte til sin moder:

«Stjernerne glemmer mig vel ikke! De vil vel holde, hvad de lovede, da jeg blev født?»

29«Hvorfor vil du have hjælp af stjernerne?» spurgte hun. «Vi andre maa hjælpe os uden dem.»

«Hvad der er nok for andre, er ikke nok for mig,» svarede han.

Hans fader nærmede sig femti-aarsalderen; han var overordentlig bange for at miste det mindste af sin værdighed. Det uomgjængelige i hele hans væsen tog form af herskesyge og luner. Fru Goethes livlighed plagede ham tidevis; han betragtede hvert udtryk for følelse som forkastelig svaghed. Ligeoverfor de unge fandt han ikke den rette tone. Han kom aldrig til at eie sin søns fortrolighed, og han laa i aaben kamp med sin datter. Overhovedet var han en misfornøiet og ensom mand.

Ved siden af ham stod hans livsglade hustru med sin friskhed og munterhed. I rigeste maal havde hun den kjærlighed til menneskene, som han manglede. Hun løb fornøiet fra loft til kjelder, hun talte og sang. Kom der fremmede, kastede hun forklædet af og stasdragten paa i en fart og ilede fra kjøkkenet ind i storstuen.

Hendes mands gjerrighed kom forholdsvis lidet tilsyne, hvor det gjaldt hendes person; det fremgaar af hans husholdningsbøger, som opbevares i Goethe-arkivet i Weimar, at han kjøbte kostbare dragter til hende og forærede hende værdifulde smykker.

Selv mellem dette ulige egtepar var der berøringspunkter: Begge vilde gjennemføre orden i huset og ønskede fredelig hygge. De følte begge sterk trang til uafhængighed. De interesserede sig for kunst og var meget musikalske. Raadsherren spilte paa luth og fløite; vi ved, at hans hustru spilte piano og sang. 30Wolfgang spilte violoncel, og hans søster blev en dygtig pianistinde.

Alle vægge i husherrens eget værelse var bedækkede med landkart. Han gik gjerne frem og tilbage paa gulvet og fortalte merkværdige ting, som han havde læst i reisebeskrivelser, medens han udpegede de forskjellige steder paa kartet. Den store begivenhed i hans ungdom havde været en reise til Italien. Umiddelbart efter havde han uafladelig talt om at han kun havde faat ubekvemmeligheder og fortrædeligheder for alle sine udgifter. Men naar han senere fortalte hustru og børn, navnlig om Neapel, gjorde minderne ham varm og lykkelig. En venetiansk gondol var sønnens første legetøi; de første billeder, som han saa, var fra Italien, og takket være den gamle lærte han det italienske sprog med lethed. Raadsherren skrev en lang beskrivelse over sin reise, og han affattede den paa det italienske sprog. En italiensk sproglærer hjalp ham med arbeidet. Fru Goethe likte at synge duetter med den muntre italiener, og han akkompagnerede hende, naar hun sang store arier.

Raadsherren havde et udmerket bibliotek, han havde samlinger af mineralier, venetiansk glas, elfenbensarbeider, kobberstik og gamle vaaben. Desforuden havde han en mængde malerier af sin tids tyske kunstnere. Saa høit elskede denne nøieregnende og pirrelige mand malerkunsten, at han var rundhaandet, naar det gjaldt indkjøb af kunstverker. Hans privatsamling blev betragtet som en af Frankfurts seværdigheder.

Ligesom sin hustru opdagede han tidlig sin søns 31store evner; han fremholdt uafladelig, at han var berettiget til at vente meget af ham i fremtiden. De arbeider, som sønnen og datteren blev overlæssede med, stod ikke i nogetsomhelst forhold til deres alder. Begge søskende blev opirrede over hans haardhed. Moderen stillede sig paa børnenes side, men vovede ikke altid at vise det. Hun havde lært at vende og dreie sig efter forholdene og søgte at lægge livet saa behagelig som muligt tilrette baade for sig og sine børn.

«Jeg og min Wolfgang holdt altid sammen,» fortalte hun senere; «vi var begge unge. Aldersforskjellen var ikke saa stor som mellem ham og hans fader.»

Gjennem husets bibliotek lærte Wolfgang de gamle klassikere at kjende. Hos en boghandler i nærheden kjøbte han billige aftryk af historier fra middelalderen. Men Bibelen, som moderen flittig læste, blev ogsaa tidlig hans yndlingsbog.

Om aftnerne samledes familiens medlemmer om det runde bord i stuen, og man læste høit af bøger, som børnene fandt kjedelige. Den store digter glemte aldrig, at han de lange aftener maatte læse høit i «Pavernes historie», et langtrukket verk i flere bind. Moderen og de smaa kjedede sig grundig. Ogsaa faderen gabede af kjedsomhed; men han forlangte ikke destomindre, at man skulde læse bogen helt tilende.

Efter den gamle frues død besluttede raadsherren at bygge huset om. Som sedvanlig gik han frem med stor omstændelighed. Han havde foresat sig, at han ikke vilde vige fra huset, men personlig give arbeiderne anvisninger og holde opsigt med dem. 32Da han ikke vilde skilles fra hustru og børn, maatte ogsaa de blive boende.

Han lod spænde voksdug over værelserne, da taget blev revet ned; men regnen strømmede alligevel ned i alle senge. Sluttelig blev tilstanden saa uudholdelig, at han maatte bekvemme sig til at sende børnene bort. Venner, der havde tilbudt at tage sig af dem, fik dem nu i sin varetægt, og meget modvillig sendte faderen dem i en offentlig skole. Overgangen var ikke behagelig, hverken for Wolfgang eller Cornelia; de kom sammen med en mængde uskikkelige børn, som det faldt dem vanskeligt at værge sig mod, fordi de hidtil havde levet afsondrede fra verden.

Vaaren 1758 stod huset færdigt i sin nye skikkelse. Det var stort og bekvemt; alt, hvad der var gammelt og overflødigt, blev solgt ved offentlig auktion. Det høie graa hus – det nuværende «Goethe-hus» – viser raadsherrens sikre smag. Den solide port er beslaat med messing. Et smukt jerngitter beskytter vinduerne i første etage. I den rummelige forstue er gulvet belagt med sort og hvidt marmor; her hænger de kobberstik, som han havde bragt med fra Rom. En bred trappe fører op til selskabsværelserne, der har silketapeter, og hvor vokslysene blev tændt i de venetianske kroner, naar der kom gjester.

I anden etage laa dagligværelserne, raadsherrens studerværelse, biblioteket, som han straks begyndte at ordne, samt malerisamlingen, der tidligere havde været spredt, men nu blev anbragt i et eget rum. I denne etage laa ogsaa den gule sal, hvor fru 33Goethe helst opholdt sig, og hvor man endnu ser hendes sybord og hendes kniplepude. Indenfor dette værelse laa hendes sovekammer.

Wolfgang havde sit lille rum i øverste etage. Fra vinduet kunde han se ned i naboernes haver, og han kunde se et glimt af de frugtbare sletter udenfor byen.

I dette kvistværelse gjorde han sine skolearbeider. Her drømte han som barn sine første digterdrømme, og her skrev han «Götz von Berlichingen» og «Werthers lidelser».

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Goethes moder

Den store tyske dikteren Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) skal ha hevdet at diktelysten var en arv fra moren, Elisabeth Goethe (1731–1808). Ved hjelp av brev og biografier tegner Clara Tschudi i denne boken fra 1916 et bilde av Goethes moder (også kalt «fru Aja» og «Frau Rat»), en kvinne hun mener ville «være en betydelig kvindeskikkelse, selv om hun ikke havde været moder til den store Goethe».

Les mer..

Om Clara Tschudi

Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.