XXI. Frankfurt i krigstid. – Goethes besøg. – Brev fra Goethe til moderen

Med aaret 1792 begyndte for Frankfurt en lidelsestid, som med faa og korte afbrydelser varede til fru Goethes død.

Bølgeslagene fra den store franske revolution var ogsaa følbare i Tyskland. Preussen og Østerrige sluttede forbund for at hjælpe Marie Antoinette og Ludvig den sekstende ud af deres trængsler.

Hertugen af Weimar, som var preussisk general, 170‹…›[sic] Her mangler det tekst i utgaven. lede til krigsskuepladsen. De forenede arméer stod opstillede ved Longvy, og han opfordrede Goethe til at komme did.

Paa veien besøgte digteren sin moder efter mange aars forløb. Hvor opmuntrende samværet virkede paa ham, og hvilket varigt indtryk det efterlod, ser man i indledningen til hans «Campagne in Frankreich». Til sine venner i Mainz talte han om hendes geniale egenskaber, om deres gode samtaler og om hans store lighed med moderen. Hendes hjertelighed, hendes friskhed og munterhed vakte hans ønske om atter at bo i hendes nærhed.

De lykkelige dage, som han tilbragte hos hende, gav ham visnok ideen til den vakre scene i «Hermann und Dorothea», hvor han skildrer samtalerne med den forstandige moder, som finder sønnen meget forandret, men beder ham om at være aabenhjertig mod hende som før:

«Da versetzte bedeutend die gute, verständige Mutter:
Stille Thränen vergiessend, sie kamen ihr leichtlich ins Auge:
«Sohn,was hat sich in dir verändert und deinem Gemüte,
Dass du zu deiner Mutter nicht redest wie gestern und immer
Offen und frei und sagst was deinen Wünschen gemäss ist.»
«Und so lasst mich, o Mutter, denn da ich vergebliche                                                                                                 Wünsche
Hege im Busen, so mag auch mein Leben vergeblich                                                                                                 dahingehn,
Denn ich weiss es recht wohl: der Einzelne schadet sich selber,
Der sich hingibt, wenn sich nicht alle zum Ganzen bestreben.»
«Fahre nur fort,» so sagte darauf die verständige Mutter,
«Alles mir zu erzählen, das Grösste wie das Geringste,
Denn die Männer sind heftig und denken nur immer das                                                                                                 Lezte.»

171Under disse fortrolige samtaler fik fru Aja høre af hans egen mund, at han allerede flere aar havde levet i en forbindelse med Christiane Vulpius, og at hun havde skjænket ham en smuk og begavet søn. Han maatte tænke paa at sørge for hendes og sønnens fremtid, og moderen skulde hjælpe ham.

Hun blev rørt, da han skildrede sin huslige lykke. Med moderlig finfølelse sendte hun gaver til hende, og der udspandt sig en brevveksling, som fra forsigtig tilbageholdenhed gik over til tillidsfuld varme.

Hertugen af Weimar ventede imidlertid sin raadgiver; efter ti dages ophold i hjemmet maatte han drage videre.

«Ingen pen og ingen tunge kan beskrive den elendighed, som hersker inden de forenede arméer,» skrev Goethe den 16de oktober til sin moder.

Hertugen af Brunswig, Anna Amalies broder, havde overledelsen over den tyske hær. Hans vankelmodighed og generalernes uenighed bar hovedskylden for, at hans troppemasser maatte vige for franskmændene.

Medens preusserne trak sig tilbage, fattede den franske general Custine den forvovne plan at falde ind i Rhin-egnene med 18 000 mand. Han erobrede den saakalte «Pfaffenstrasse»: kurfyrstendømmerne Køln, Trier og Mainz samt Würzburg og Bamberg. I disse egne var fæstninger, hær og finanser, skoler og retsvæsen i elendig forfatning. Den undertrykte befolkning havde hidtil taalmodig baaret sine herrers aag; han modtog fienden næsten som en frelser i nøden. Fyrster og adel jog afsted i vild flugt med 172sine opsamlede skatte, og tropperne løb sin vei uden at forsøge et forsvar.

Den 21de oktober 1792 var den ærværdige fæstning Mainz faldt i Custines hænder; den 22de oktober erobrede han Frankfurt. Han udstedte en proklamation, hvori han fremstillede franskmændene som folkets befriere fra rigmændenes tryk. Men borgerne svarede, at de var tilfredse med sin gamle regjering, og at det var en ulykke for befolkningen, naar de rige blev forfulgt.

Denne erklæring vakte saa meget større opsigt, fordi nabobyen Mainz havde ladt sig tvinge i knæ og havde anmodet om at blive forenet med Frankrige. Man roste frankfurterne over hele Tyskland og fremstillede deres optræden som et exempel til efterfølgelse.

Skjønt byen kun havde 40 000 indbyggere, blev den paatvunget en krigsskat af flere millioner; syv af de fornemste borgere blev ført til Frankrige som fanger, fordi den ikke straks blev betalt. Men atter viste frankfurterne sin offervilje: de betalte skatten ved frivillige bidrag.

Den 2den december fik byen undsætning af en hessisk bataljon, som stormede Friedbergerport. Indenfor murene blev franskmændene samtidig afvæbnede af unge haandverkere, der aabnede portene for sine landsmænd.

Custine var rasende over, at den rige kroningsstad var gledet ud af hans hænder. Mange mennesker flygtede; thi man var i stadig angst for, at han skulde vende tilbage og tage en forfærdelig hevn.

Fru Goethe bar sin del af byrden. Hun betalte 173krigsskat for sig og sine tjenestepiger samt for sin søn, der efter eget ønske fremdeles var indskrevet som borger i Frankfurt. Hun var nødt til at pantsætte sine værdipapirer og optage et laan, for hvilket hun maatte betale ni procent i renter.

Indkvartering fulgte indkvartering. Baade fiender og venner havde det udmerket i hendes hus; vin og store skinker blev baaret frem for de udhungrede soldater, og hun betragtede det som «en kongelig fornøielse» at se paa, hvor godt det smagte dem. Hendes elegante værelser blev forvandlede til vagtstuer, hvor soldaterne røgte den udslagne dag. «Mit hus er saa skiddent, at det er en gru,» skrev hun. «Naar dette omsider er slut, kommer jeg til at trænge et helt aar, før alt kan komme i de gamle folder.»

Hun var tysk i sjæl og sind; men først og fremst følte hun sig som borgerinde i den frie rigsstad.

«Indlagt følger et udklip af vor lille adresseavis. Læs det og vær stolt af, at du er borger af Frankfurt,» skrev hun til sin søn, den 23de december 1793. «Alle vore rigeste kjøbmandssønner har trukket i uniform; de kjæmper sammen med de fattigste skræddere og skomagere for sit fædreland i nødens stund. Vore brave sachsenhausere har meldt sig og har bedt om at faa tropper til indkvartering; det er folk, som eier en liden stue, og hvoraf de fleste er ubemidlede. Vore slagtere har næsten ikke længer skjorten paa kroppen, de har baaret alle til hospitalerne. Det har de altsammen gjort af varmt hjerte og frivillig, – det har ikke faldt et menneske ind at opfordre dem til det! Og dog forundrer man sig over, at Frankfurt bliver rig, at byen grønnes og blomstrer! 174Gud vil jo belønne det! – Nu nok om mine prægtige landsmænd, – sammenlignet med dem, maa alle andre rigsstæder krybe i skjul.»

Hendes broder var død. Frankfurts ledende mænd havde gjennem moderen tilbudt Goethe at overtage sin onkels embede.

Hvor meget fru Aja end ønskede, at hendes søn skulde være hende nærmere, turde hun ikke raade ham til at modtage dette tilbud.

«Jeg tror, at du har det bedre baade for sjæl og legeme i dine nuværende forhold, end om du begyndte en ny løbebane,» skrev hun; «thi du er i ordets egentlige betydning friherre.»

Goethe fulgte moderens vink og afslog tilbudetForfatternote: Julaften 1792.:

«Det haab, som jeg nærede, om snart at se Dem igjen, elskede moder, og mine ærede venner i Frankfurt, er nu svundet; omstændighederne tvang mig til at reise fra Düsseldorf til Weimar over Paderborn og Kassel.

Hvilken usigelig uro har jeg ikke følt for Deres skyld! Hvor har jeg ikke beklaget den stilling, hvori mine landsmænd befinder sig! Men i hvor høi grad har jeg ikke samtidig beundret deres optræden under saa kritiske omstændigheder! – Intet kunde være mere smigrende for mig end spørgsmaalet, om jeg vilde beslutte mig til at modtage en borgermesters stilling, hvis jeg blev valgt. Det blev henvendt til mig paa et tidspunkt, da det i Europas, ja, i hele verdens øine er en ære at være født i Frankfurt.

Mine ungdomsvenner, som jeg stedse har havt saa megen grund til at sætte høit, kunde ikke have 175givet mig et smukkere bevis paa, at de endnu har mig i erindring, end ved at anse mig værdig til at tage del i de offentlige anliggender i denne vigtige periode.

Med den store kjærlighed, som ethvert rettæntkende menneske nærer for sit fædreland, vilde det været selvfornegtelse at afslaa et embede, som enhver borger med glæde overtager, og især bør overtage i nærværende tid, – hvis ikke mine herværende forhold var saa lykkelige og over fortjeneste fordelagtige.

Hans høihed hertugen har gjennem en lang aarrække vist mig en saa overordentlig naade, jeg skylder ham saa meget, at det vilde være den største utaknemmelighed, om jeg forlod min post i det øieblik, da staten mest trænger trofaste tjenere.

Jeg beder Dem altsaa om paa det hjerteligste at takke de ærede herrer, der viser saa venlige følelser mod mig. De maa forsikre dem om min oprigtige taknemmelighed, og bede dem ogsaa i fremtiden at bevare deres tillid til mig.

Saasnart omstændighederne paa nogen maade tillader det, vil jeg følge mit hjertes trang og mundtlig og nøiagtig fremlægge det, som jeg blot har kunnet antyde i dette brev.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.