XXVIII. De sidste indkvarteringer. – Breve fra fru Goethe til hendes svigerdatter og til hendes søn. – De sidste gjesters indtryk og de sidste fester

224Fru Goethe havde indkvarteringer til sine sidste dage, og hun bar denne plage vedblivende med et lyst smil.

«Min franske indkvartering forlod mig igaar,» fortalte hun Bettina. «Før jeg fik tænkt mig om, tog den unge gut mig om halsen, kyssede mig og sagde: «Vous êtes ma mere!» Han græd og jeg græd. Du skulde have set alle omfavnelserne! Uafladelig sprang han igjen opad trapperne og trykkede min haand atter og atter og atter; det vilde aldrig have taget ende, hvis ikke trommen havde kaldt.»

Den 14de december 1807 skrev hun til sin svigerdatter:

«For en uge siden havde vi russere i indkvartering, alle var smukke, høflige, velopdragne folk. Jeg havde to overordentlig elskværdige unge mennesker. – –

Her sner det som i Lapland. For min skyld kan det gjerne sne og hagle, jeg har to varme stuer, og jeg har det hyggeligt inden døre. Naar veiret er saa stormfuldt, bliver jeg hjemme; den, som vil se og høre mig, maa sende vogn efter mig. Jeg er meget lykkelig, naar jeg er ganske alene hjemme om aftenen. Fru Aja! fru Aja! naar du kommer i farten, enten det er med tale eller skrivning, gaar det som en stekevender. – – Jeg tror, at jeg lader den løbe, til jeg har givet eder et lidet begreb om min aftenglæde:

225En fremmed kom engang til den hellige Johannes. Han havde hørt meget tale om ham og ventede at finde ham midt i sine studier, omgivet af manuskripter og fordybet i vigtige betragtninger. Da han besøgte ham, fandt han til sin umaadelige forbauselse, at den store mand legte med en agerhøne, der spiste af hans haand, og han havde megen fornøielse af det tamme dyr.

Johannes saa den fremmedes forundring, men lod, som han ikke merkede den.

226«De har der en bue; – lader De den være spændt hele dagen?» spurgte Johannes i løbet af samtalen.

«Langtfra,» sagde den fremmede, «det gjør ingen skytter! Buen maa afspændes.» – «Det samme er tilfældet med menneskesjælen,» sagde Johannes; «den maa ogsaa afspændes, ellers bliver den sløvet.»

Rigtignok er jeg ingen Johannes; men jeg har en sjæl, som i dagens løb anstrenger sig, skjønt den ingen aabenbaringer dikterer mig! Betænker man, at den bor i et seks og sytti-aarigt legeme, bør der absolut spændes fra. Er jeg mellem gode venner, saa er det ikke tale om at gjøre det, – da ler jeg høiere end de yngste. Det er heller ikke tale om det, naar jeg er i teatret, hvor der kanske ikke er seks, som føler saa levende for det skjønne som jeg, og som morer sig saa kostelig. Men naar jeg er ganske alene hjemme og allerede maa tænde lys klokken halv fem, henter jeg min agerhøne, og da er jeg saa forhippet paa den, at ingen faar komme til mig.» –

Enhver triumf for hendes elskede søn, hver anerkjendelse af hans geni baade i indland og udland var en lysstraale, der faldt ind over hendes alderdom.

Den 6te oktober 1807 skrev hun til Goethe:

«Markedet var fuldt af – professorer!!! Da meget af din ros og ære falder tilbage paa mig, og folk indbilder sig, at jeg har nogen del i dit store talent, saa kommer de for at betragte mig. Jeg stiller ikke mit lys under en skjeppe, men paa lysestagen! Ganske vist forsikrer jeg menneskene, at jeg ikke har bidraget det ringeste til det, som har gjort dig til en 227stor mand og digter, – thi den ros, som ikke tilkommer mig, modtager jeg aldrig! – Jeg ved desuden meget vel, hvem det er, som skal have tak og pris. Jeg har sandelig ikke gjort det ringeste til din dannelse i moderlivet, da spiren til det hele blev nedlagt. – Saa har du da, min kjære fru Aja, med føie givet Gud æren, som ret og billigt er. – Men lad os nu komme til mit lys, som staar paa lysestagen og skinner yndefuldt i øinene paa professorerne: Den gave, Gud har givet mig, er levende at kunne fremstille alt, hvad der ligger indenfor min viden, stort og smaat, virkelighed og digt! Saasnart jeg kommer ind i et selskab, bliver alle glade og fornøiede, fordi jeg fortæller. Jeg lod altsaa professorerne høre mine fortællinger, og de var tilfredse med mig og er det fremdeles. Det er hele kunststykket! Men endnu en ting er nødvendig: Jeg sætter altid op et venligt ansigt, – det glæder folk og koster ingen penge, som afdøde Merck pleiede at sige.»

Blandt de mange, som besøgte hende mod slutningen af hendes liv, var professor Heinrich Voss fra Heidelberg. Han skrev til Goethe:Forfatternote: September 1806.

«Jeg fandt Deres moder fuldstændig saa frisk som for tre maaneder siden. Jeg fortalte hende meget om Dem, beroligede hende i flere henseender og meddelte kun, hvad der var glædeligt. Jeg gav den udmerkede dame haab om, at De kommer og besøger hende i vinter; jeg tænkte mig det, og jeg tænker det fremdeles! Da maa De ogsaa komme til Heidelberg, kjære hr. geheimeraad! Deres moder har allerede lovet at følge med Dem!»

228Hans hustru skrev til deres sønner:

«Vi besøgte fru raadsherinde Goethe, – en høist merkelig dame! Den muntre aabenhjertighed, hvormed hun taler om sig selv og alt, hvad der kommer i hendes vei, bringer en til fuldstændig at glemme hendes alder. Det er paafaldende, hvor Goethe ligner sin moder! – Hun fortalte saa meget i den time, vi var hos hende, at mange andre vilde have brugt en hel eftermiddag til at fortælle det. Hun har en egen evne til at nyde alt paa denne jord og til at holde det ubehagelige borte.»

Vaaren 1808 skulde August Goethe reise til universitetet i Heidelberg. Da bedstemoderen fik vide det, indbød hun ham til at besøge hende paa veien.

«Vi skal have det rigtig morsomt sammen,» skrev hun,Forfatternote: Den 28de mars 1808. «jeg glæder mig til det. – Bedstemoder er ogsaa i vinter rigtig «allegro». Men paa grund af nordosten, hendes dødsfiende, er hun indpakket som i en æske bomuld. Hun har ikke været i teatret i vinter, desto oftere hos gode venner, men indhyllet i pels fra øverst til nederst.»

Hendes sønnesøn kom og blev hos hende tre uger; atter tog han del i det selskabelige liv sammen med hende, og han gjorde ogsaa denne gang et udmerket indtryk paa alle.

Frankfurts nye overhoved, fyrst-biskop Dalberg havde i tidligere dage kjendt Goethe. Han gjorde en fest til ære for hans moder og søn.

Da den gamle frue traadte ind i salen, gik fyrsten hende selv imøde og bød hende armen. Han havde nylig taget bolig i byen; da han bar en 229almindelig geistlig dragt, faldt det hende i første øieblik ikke ind, hvem det var, som viste hende denne ære. Men da hun ved taffelet sad ved hans side og saa den dybe ærbødighed, alle viste ham, gik det pludselig op for hende, hvem han var. Efterat han havde udbragt en skaal for hendes søn, reiste hun sig og raabte begeistret: «Leve hans høihed!»

Naarsomhelst hun viste sig i selskabslivet, var hun, til trods for sin høie alder, et midtpunkt, som alle samlede sig om. Bettina beskriver en fest, hvor fru Aja var tilstede vaaren 1808. Hun kom ved middagstid, blev til klokken et om natten og befandt sig dog fuldstændig vel den følgende dag. Man havde taffelmusik, og der blev sunget. Raadsherinden sang sammen med fire og tyve personer saa høit, at man hørte hendes stemme over alle de andre. Efter middagen fortalte hun selskabet et eventyr. Da man drak hendes søns skaal, blev hun end mere festlig stemt; hun forsikrede, at hun følte sig, som om hun var tyve aar gammel, og som om hun endnu kunde leve i treti aar.

Faa maaneder efter døde Goethes moder.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.