XXVI. Fru Goethe og teatret. – Fru Goethe og literaturen. – Goethes sygdomme. – August Goethe besøger sin bedstemoder

207Karl August havde anmodet Goethe om at overtage ledelsen af hofteatret i Weimar, som var bleven aabnet 1791, og det lykkedes den store digter at skabe en mønsterscene.

Under sit ophold i Frankfurt havde han bedt sin moder om en fortegnelse over alle de skuespillere og sangere, som hun kjendte og satte pris paa. Hun opfyldte hans ønske og tilføiede fyndige kritiske bemerkninger ved hvert eneste navn. Han spurgte hende stadig tilraads i teateranliggender. I sine breve maatte hun fortælle om forestillingerne i Frankfurt, om spillet, om publikums holdning, og hun maatte sende ham teaterprogrammerne. Som man ser af hendes breve, anbefalede hun ofte kunstnere og kunstnerinder, og hun havde stor indflydelse paa engagementerne.

Høit op i sytti-aarene var hun en ligesaa begeistret tilskuer i teatret som i sin ungdom. I et brev af 2den januar 1804 fortæller hun sin søn om opførelsen af hans «Clavigo»:

«Jeg og vore frankfurtere kan takke dig for en herlig aften. – Gid jeg rigtig kunde beskrive, hvor udmerket det hele gik, hvordan skuespillerne behandlede stykket som sit eget barn og spilte med lyst og kjærlighed! – Skjønt huset var fuldproppet, var det saa stille i den store sal, at man kunde have hørt en knappenaal falde. Stilheden blev kun afbrudt, 208naar tilskuerne blev altfor bevægede og der lød applaus og bravoraab. – Bedre, fuldkomnere kan dette sørgespil neppe blive spilt paa nogen scene.»

Den 30te november samme aar skrev hun:

«Nytaarsdag skal Schillers «Tell» opføres hos os. Tænk paa mig klokken seks! De mennesker, som sidder i nærheden af mig og ved siden af mig, skal ikke understaa sig til at pudse næsen, – det kan de gjøre hjemme!»

Kunstnerne ærede hende høit og spilte med dobbelt begeistring, naar hun var tilstede.

Forfatterinden Caroline von Günderode fortæller sommeren 1805 om en opførelse af Goethes «Die Geschwister»:

«Det var tomt i teatret paa grund af varmen. Raadsherinde Goethe sad ganske alene paa samme side som jeg. Hun raabte op paa scenen:

«Hr. Werdy, – spil bare væk! jeg er tilstede!»

Werdy spilte udmerket. Efter hver scene klappede fru Goethe bifald, saa det rungede i det tomme hus, og kunstneren bukkede dybt for hende.

Da det var slut, takkede hun og raabte til skuespillerne, at hun vilde skrive til sin søn om forestillingen.» –

Næst efter Bibelen, som vi ved var hendes kjæreste læsning, interesserede hun sig mest for dramatisk literatur. Men hun læste ogsaa en mængde andre ting: romaner, afhandlinger, tunge historiske verker, og hun havde gjennempløiet Luthers skrifter. I hendes breve ser man hendes iver for at faa tilsendt det literære tidsskrift «Mercur», som indeholdt kritiker over nye bøger.

209Goethe sendte hende altid sine arbeider, straks de kom ud. Mange af dem sendte han hende allerede i manuskript, og han satte stor pris paa hendes dom. Hun modtog dem med umiddelbar begeistring; men efter det første udbrud af tak og glæde fulgte som oftest en veloverveiet kritik. Hun læste alt, hvad der blev skrevet om ham og hans digtning, og hun sendte ham de kritiker, som syntes hende berettigede; hun eftersporede ogsaa det indtryk, som hans bøger gjorde inden hendes bekjendtskabskreds.

De mange citater af hans verker, som forekommer i hendes breve, viser baade, hvor nøie hun kjendte dem, og at hendes tanker altid beskjæftigede sig med dem. Hun pleiede at fremsige steder af hans bøger og gjorde det med et tonefald, som greb de tilstedeværende dybt. Hun sang ogsaa gjerne de digte, hvortil der var komponeret musik, skjønt melodierne ikke tilfredsstillede hende; tilhørerne maatte synge omkvædet med. Naar sangen var endt, sagde hun med stolthed: «Jeg er hans moder!»

Men hun betragtede ham ingenlunde som Tysklands eneste store digter. Ogsaa Schiller var hende 210meget kjær, og hun skattede mange andre af datidens digtere.

Schiller var bleven professor i Jena paa Goethes anbefaling. Efter at have havt dette embede i ti aar, flyttede ogsaa han til Weimar.

De to digtere arbeidede sammen og sluttede et varmt venskab, som stod urokket til Schillers død, skjønt en mængde mennesker søgte at undergrave det.

Moderen glædede sig over dette venskab og samarbeide. I næsten alle breve til sin søn sendte hun hilsener til «den kjære Schiller». Hun sendte ogsaa ham kritiker over hans bøger; og naar hans dramaet blev opført i Frankfurt, viste hun samme interesse som ved opførelsen af Goethes verker. Schiller satte hendes kunstforstaaelse høit, og baade han og hans hustru var hende varmt taknemmelige for hendes velvilje. Da August Goethe besøgte hende, skrev fru von Schiller til ham:

«Sig til Deres høit ærede bedstemoder, at et af de faa ønsker, jeg endnu har her i verden, er at lære hende at kjende. Jeg elsker og ærer hende af saa mange grunde!» –

Naar Goethe ikke besøgte sin moder i hendes sidste aar, var dette ikke af mangel paa kjærlighed. Han var bundet til Weimar ved mangfoldige gjøremaal, og han var forpligtet til at følge sin hertug paa reiser; han var desuden meget sygelig og maatte tilbringe somrene ved badesteder for at samle kræfter til vinterens strid og møie. Christiane havde altid bekymringer for sin syge geheimeraad og tidtalte flere gange, at «man maatte pleie ham godt den korte tid, han endnu havde igjen».

211I sin moders høie alderdom gjennemgik han to gange livsfarlige og langvarige sygdomme. Den 2den januar 1801 blev han angrebet af halsbetændelse og rosen, og man frygtede for et hjerneslag.

Christiane veg ikke fra ham, medens han svævde mellem liv og død. Karl August og Anna Amalie var i stor uro for ham. Fru von Stein glemte sin bitterhed; hun besøgte ham sammen med fru von Schiller, og det kom til en forsoning.

Fru Aja fik intet vide om sygdommen, før faren var over og hun fik meddelelse om hans bedring.

Faa uger efter skrev sønnen selv:Forfatternote: Den første februar 1801.

«Denne gang, kjære moder, skriver jeg egenhændig til Dem, forat De kan forvisse Dem om, at det atter staar nogenlunde vel til med mig.

Sygdommen overfaldt mig ikke helt uventet; jeg havde en tid befundet mig mindre vel. Hvis jeg ifjor havde besøgt et badested, ligesom i tidligere dage, vilde jeg maaske sluppet lettere. Men da jeg ikke havde et bestemt onde, vidste selv de dygtigste læger ikke, hvad de skulde raade mig til. Og paa grund af magelighed, forretninger og økonomiske forhold reiste jeg ikke til Pyrmont, som man opfordrede til; paa den maade blev det afgjørende udbrud overladt tilfældet.

Efter forskjellige symptomer brød sygdommen endelig ud i slutningen af forrige aar. Jeg har kun en dunkel forestilling om de ni farlige dage og nætter, som De allerede har hørt om.

Da jeg igjen kom til bevidsthed, gik min bedring hurtig fremad; Legemlig befinder jeg mig nu 212nogenlunde vel, og det ser ud, som jeg ogsaa snart skal komme i aandelig ligevegt. – De vil let kunne tænke Dem, hvor god, omsorgsfuld og øm min kjære lille har været ved denne leilighed; jeg kan ikke rose hende nok for hendes utrættelige opofrelse. August har ligeledes holdt sig meget tapper, og begge er til stor glæde for mig nu, da jeg vender tilbage til livet.

Den deltagelse, som hans høihed hertugen, den fyrstelige familie, byen og omegnen viste mig under min ulykke, var ligeledes meget trøstefuld. Jeg tør ialfald smigre mig med, at man har nogen hengivenhed for mig, og at man tillægger mit liv nogen betydning.

Jeg ønsker, at De maa tilbringe vinteren rigtig frisk og glad! Da jeg hverken er hindret fra at se mennesker om mig eller fra at beskjæftige mig, tænker jeg, at disse par sørgelige maaneder ikke vil være uden nytte og glæde.»

Moderen var fuld af jubel og tak. Hun svarede:

«Hele vor by var i bevægelse paa grund af din sygdom. Saasnart det blev meddelt i bladene, at du var bedre, regnede aviser ind i min stue; alle vilde være den første, som bragte mig den glædelige efterretning. – – Maatte Gud fremdeles styrke dig paa sjæl og legeme, – dette er mit daglige ønske og min bøn!»

Vinteren 1805 blev han atter livsfarlig syg. Ogsaa denne gang vakte efterretningen stor sorg og uro i hans fødeby. Ingen af de mange, som gik ud og ind i hans moders hus, vovede at nævne det til hende.

Da han var udenfor fare, talte hun selv om det.

«Skjønt man intet sagde, vidste jeg selvfølgelig, at det stod meget daarlig til med Wolfgang,» sagde 213hun. «Gud og hans gode natur har hjulpet ham. Man kan igjen tale til mig om Wolfgang, uden at jeg faar et stik i hjertet, naar han nævnes.»

Den rørende omsorg, som Christiane havde vist under Goethes sygdomme, og de gode breve, som blev vekslede, styrkede baandet mellem hende og Goethes moder.

«Jeg liker glade mennesker,» skrev fru Aja til hende;Forfatternote: Den 18de januar 1802. «naar de hører til min familie, holder jeg dobbelt og tredobbelt af dem! Hvis jeg var regjerende fyrstinde, vilde jeg gjøre som Julius Cæsar: man skulde kun se glade ansigter ved mit hof! De gode mennesker er som oftest glade, fordi de har god samvittighed; jeg er bange for, at lurendreierne, som altid ser ned, har noget af Kains natur. Ifølge Luther sagde Gud til Kain: Hvorfor skjuler du dit ansigt? Men i den oprindelige tekst staar det: Hvorfor hænger du med hovedet?» –

Da August var femten aar gammel, blev han konfirmeret. Først nu blev han legitimeret af Goethe, som kort efter sendte ham til Frankfurt, hvor han overraskede sin bedstemoder.

Hun var ikke hjemme, da han kom. Hendes pige sagde, at hun var i teatret, og han skyndte sig did. Da han heller ikke traf hende der, gik han tilbage til hendes bolig for at vente paa hende.

«Igaaraftes klokken ni, da jeg kom hjem, kom en vakker yngling mig imøde,» skrev fru Goethe.Forfatternote: Den 8de april 1805. «Først kjendte jeg ham ikke; han er bleven meget stor og meget smuk. Da han nævnte det navn, som er mig saa kjært, stod jeg aldeles forbauset! Han sover i 214værelset ved siden af mig, og jeg haaber; at han skal føle sig vel hos mig. Vi skal se, hvordan vi kan fordrive tiden for ham!»

Hun tog ham med til sine venner; mange fandt, at han lignede sin fader, og alle modtog ham hjertelig.

«Den kjære gut har et særdeles indtagende væsen; alle, som ser ham, holder af ham,» skrev fru Goethe til sin søn.

Han takkede hende varmt:

«Jeg vilde ønske, at erindringen om hans besøg maatte være Dem til halvt saa megen glæde, som hans fortællinger derom er for os. Vi hensættes levende til Dem og mine gamle venner. Tak hjertelig alle, der modtog ham saa venlig! Det første forsøg paa at kikke ud i verden har lykkedes saa vel for ham, at jeg nærer godt haab for hans fremtid. Han har havt en lykkelig ungdom, og jeg ønsker, at han glad og munter maa gaa ind i en alvorligere alder. Naar han fortæller om, hvor vel De fremdeles befinder Dem, er det den største glæde for os; han maa atter og atter gjentage det.»

«Nu er han altsaa hjemme igjen, frisk paa legeme og sjæl,» svarede bedstemoderen. «Gud lade ham vedblive at være, som han er, da vil vi alle faa glæde og lykke. Amen! – Jeg var meget bedrøvet, da han reiste. I de fire-fem uger havde jeg vænnet mig saa til ham, at jeg stadig syntes at høre hans stemme i sideværelset. Min eneste trøst var, at man ikke her kan gjøre noget for hans fremtid, og at dette maa være vigtigere for mig, end at han er i nærheden af bedstemoder.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.