X. Familien La Roche. – Maxe Brentano. – «Lørdagssmaapigerne». – Johanna Fahlmer. – Egteskabsplaner

72Da Werther var fuldført, da Goethe, som han senere skrev til sin moder, «havde begravet de store og eiendommelige erindringer i et vakkert mindeskrin, som man begraver et menneske i indviet jord», – vaagnede atter hans livslyst. «Jeg føler mig tilmode som efter et generalopgjør,» skrev han, «glad og fri og berettiget til igjen at leve.»

Paa sin Rhin-reise sammen med Merck havde han besøgt familien La Roche, der boede paa et herligt sted ved foden af fæstningen «Ehrenbreitstein».

Geheimeraad La Roche var en udpræget beundrer af Voltaire. Hans hustru, der var en berømt forfatterinde, var i slegt med Wieland og havde i ungdommen været forlovet med ham. Hendes bøger svulmede af ædle følelser. Men i privatlivet var hun en kold og praktisk dame; hun knuste to af sine døtres livslykke ved at tvinge dem til at egte rigmænd, som de ikke kunde udstaa.

Kort efter Cornelias bryllup kom fru La Roche med sine smukke døtre i besøg til Goethes. I Frankfurt blev datteren Maxe forlovet med kjøbmand Brentano; han var enkemand, seksti aar gammel, og han havde fem børn.

Familien Goethe og familien Brentano omgikkes livlig.

Digteren løb paa skøiter sammen med den unge frue. Hans moder samt fru La Roche og Maxes stedbørn kjørte ud for at se paa skøiteløbningen. 73Fru Goethe var iført en rød fløielspels, som blev holdt sammen over brystet med tykke guldsnorer og kvaster. Hun betragtede med stolthed sin vakre søn, der fløi hen over isen, medens de brune lokker flagrede om hans pande.

I alderdommen fortalte hun til Maxes datter Bettina:

«Han raabte til mig: «Kjære moder! laan mig Deres pels; thi jeg fryser!»

«Du vil vel ikke tage den paa?»

«Jo, jeg vil,» svarede han.»

Uden at betænke sig tog hun den af, og i næste øieblik havde han kastet pelsen om sig. Den var kantet med zobel; han lagde slæbet over armen og fór hen over isen som en ung gud:

«Et saa skjønt syn faar man aldrig se mere! Jeg klappede i hænderne af fryd. Saa længe jeg lever, vil jeg se ham for mig, som han løb ud gjennem den ene brohvælving og ind gjennem den anden, medens vinden bar slæbet langt efter ham,»Forfatternote: Scenen paa isen er foreviget paa et berømt maleri af Kaulbach. sagde moderen.

Fru La Roche og fru Goethe var altfor forskjellige til at passe sammen. Raadsherinden, der likte 74bedre at omgaaes unge piger end damer af sin egen alder, traadte derimod i et nært forhold til hendes døtre.

Navnlig stod Maxe hende meget nær; hun besøgte hende regelmæssig, saa længe hun levede.

Ogsaa Wolfgang omgikkes intimt med den unge frue. Han var hendes fortrolige; han opmuntrede hende, naar hun længtede efter hjemmet, og hun akkompagnerede, naar han spilte paa violoncel.

«Goethe har det hverv at trøste den lille Brentano, der lider ved lugten af olje og ost, og paa grund af sin mands opførsel,» skrev den ondskabsfulde Merck.

Intet under at den aldrende egtemand blev skinsyg, og at den indtagende unge Goethe maatte indskrænke sine besøg.

Cornelias veninder blev ved at besøge fru Goethe, ogsaa efter at datteren havde forladt sit hjem; hun kaldte dem sine «lørdagssmaapiger». Man spilte selskabsspil, læste høit, sang arier af nye operaer, opførte smaa teaterstykker, spøgte og lo, fortalte muntre historier og lyttede til fru Elisabeths fortællinger. Hun glædede sig hele ugen til disse sammenkomster, som for hende var «en fest, en koselig komedie og et stort gaudium».

Hendes yndling inden kredsen var den fine og temperamentfulde Johanna Fahlmer, som gik til hende hver dag og stod hendes hjerte nærmere, end hendes egen datter nogensinde havde gjort. Hun var datterdatter af pastor Starck; fru Goethe var saaledes hendes grandtante. Faderen, der havde været embedsmand i Düsseldorf, var død, og moderen var flyttet 75tilbage til Frankfurt 1772. Wolfgang og Johanna omgikkes som søskende. Naar han var fraværende, skrev han lange breve til hende, som samtidig var bestemte til hans moder; og var der meningsforskjel mellem den unge Goethe og hans fader, saa hjalp hun moderen med at udjevne striden.

Georg Schlosser var imidlertid bleven amtmand i Emmendingen. Cornelia følte sig ulykkelig i sit egteskab, hun var syg paa legeme og sjæl. En berømt læge, doktor Zimmermann, bragte hende dog nogenlunde paafode. Hap kom til Frankfurt og havde hilsener med fra Schlosser og hans hustru. Hans sekstenaarige datter fulgte ham; og da han reiste, bad han fru Goethe om at beholde hende nogen tid.

Den unge pige havde ikke været mange dage alene med raadsherinden, før hun kastede sig paa knæ for hende og grædende bønfaldt hende om at beholde hende hos sig; hun erklærede heftig, at hun gjerne vilde blive i huset som hendes tjenestepige, hvis hun kunde slippe at vende tilbage til sin fader, der var meget haard.

Fru Goethe følte dyb medlidenhed med det smukke og elskværdige barn.

Det urolige liv, som hendes søn længe havde ført, begyndte at gjøre hende bekymret; baade hun og hendes mand ønskede, at Wolfgang skulde gifte sig. Hun antydede for ham, at frøken Zimmermann muligens kunde blive en passende hustru; men han viste ingen tilbøielighed til at gaa ind paa hendes plan. Alligevel beholdt hun længe den unge pige, – og hun behandlede hende med største ømhed. –

Det velforsynede hus ved Hirschgraben ventede 76paa en svigerdatter. Den unge digter hørte stadig, at familiekredsen var for liden, at fru Goethe trængte en datter, som kunde hjælpe hende, at han selv trængte en søster, og at raadsherren trængte et væsen, som han kunde undervise. Han overraskede en dag sin moder, medens hun betragtede de gamle vugger paa loftet.

Forældrene kastede sine øine paa en frankfurterinde, Sibylle Münch, som de tiltroede alle mulige gode egenskaber som hustru og svigerdatter. De mødte hende paa spadserture, indbød hende til at følge med ind, og de underholdt sig længe med hende. Goethe har i sine erindringer skildret hende som forstandig og elskværdig, dygtig og harmonisk; de gamle haabede, at deres bestræbelser skulde blive kronede med held. Moderen mønstrede indholdet af sit linnedskab og talte om at anskaffe forskjellige nye ting, og der blev truffet foranstaltninger, som om man ventede gjester.

Men den huslige lykke, som forældrene eftertragtede for sønnen, havde ingen tiltrækningskraft, og det flygtige behag, som Sibylle Münch havde vakt hos ham, blegnede for en ny stjerne.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.