Ingen by i Tyskland havde en ærværdigere fortid end Frankfurt am Main. Karl den store havde havt en kongebolig der. Omkring midten af det niende aarhundrede var den bleven hovedstad for det tyske rige; og fra midten af det sekstende aarhundrede fandt keiservalg og keiserkroning sted i den gamle rigsstad.
Takket være den udmerkede beliggenhed havde den desuden gjennem aarhundreder været et midtpunkt for Tysklands handel. Den store landevei fra Nordtyskland til Sydtyskland førte gjennem byen; ogsaa reisende fra Schweiz og Frankrige pleiede at stanse der.
Naturen er vakker, klimatet herligt; frugter, som ellers kun trives i sydligere egne, modnes i umiddelbar nærhed af byen, der virker sydtysk, skjønt den ligger i hjertet af Tyskland.
Borgerne var livlige, uafhængige og stolte af sin 14by. Sikkert var det ikke uden betydning for fru Goethes livssyn, at hun – skjønt hun levede paa en tid, da rangsforskjellen var stor og de enkelte klasser var afsondrede – voksede op i en by, hvor der herskede en fri forfatning.
Naar rigshovedstaden rustede sig til kroningsfest, syntes middelalderen at stige frem i hele sin pragt, og man levede som i en eventyrverden. Frankfurterne betragtede de kroninger, som de bivaanede, som høidepunkter i sit liv. Goethes moder oplevede fem kroninger i sin fødeby.Forfatternote: Karl den syvendes kroning 1742, Franz den første kroning 1745, samt Joseph den andens, Leopold den andens og Franz den andens kroning.
Da hun var mellem elleve og tolv aar gammel, blev den skjønne og ulykkelige Karl den syvende romersk keiser. Aftenen før keiservalget blev alle fremmede vist ud af byen; byportene blev lukkede, og jøderne blev stængt inde i sin egen gade. Selv den vordende keiser maatte vente udenfor stadsporten, indtil det var bleven afgjort, at han vilde blive valgt.
Kurfyrster og gesandter kom fra alle dele af riget med stort følge. De togede til kirken, hvor de afgav sine stemmer, medens folket ventede udenfor i stor spænding.
Efter valget aabnedes portene atter. Karl den stores rigsklenodier blev baaret ind i byen. Broen, som keiseren skulde ride over, blev belagt med klæde i det tyske riges farver. Raadsherrer, borgere og militære aflagde troskabseden.
Den 12te februar 1742 blev Karl den syvende kronet. Alle klokker ringte fra de gamle taarne, alle 15huse og fartøier paa Main-floden var prydede med vimpler og flag; gjennem de trange gader strømmede uendelige menneskeskarer, som ventede keiseren. Marschallerne steg tilhest, gesandterne kjørte frem. Endelig øinede man den store baldakin, som blev baaret af tolv raadmænd. Karl red frem paa sin pragtfulde hest, iført keiserkaaben og med kronen, rigsæblet og scepteret; den skjønne Wittelsbacher saa med melankolske øine ud over mængden.
Ingen af de tilstedeværende glemte ham nogensinde. Hele Frankfurt var i en rus af begeistring. «Vivat Carolus» raabte tusinder.
Fra et vindu i raadhuset var Elisabeth Textor tilskuer, da kroningstoget gik til kirken og tilbage til raadhuset. Det var naturligt, at det livlige, varmtfølende barn bevarede dette billede i sin erindring.
Keiseren var halvandet aar i Frankfurt; han blev forgudet af gamle og unge.
Han var særdeles venlig stemt mod overborgermesteren, der modtog mange beviser paa hans naade; i Elisabeths hjem talte man om ham med den høieste ærbødighed. Den unge pige fulgte ham overalt, hvor det var muligt. Hendes mørke øine straalede, naar hans blik streifede hende.
«Ak, hvilke øine han havde,» sagde hun i sin alderdom. «Jeg løb efter ham i alle kirker. Han pleiede at knæle paa den nederste bænk, ved siden af de fattige, og at gjemme hovedet i hænderne. Naar han hævede blikket, traf det mig lige i sjælen.
Hjemme kunde jeg ikke udholde de gamle forhold – alt forekom mig forandret! Naar jeg kom ind i mit sovekammer, lagde jeg mig paa knæ ved sengen, 16og jeg lagde mit hoved i hænderne, som han havde gjort. Jeg havde en følelse, som om en høi port var bleven aabnet i mit hjerte!
Min søster, som var meget begeistret for keiseren, søgte alle anledninger til at faa se ham. Jeg gik med, uden at noget menneske anede mine dybe følelser. Da han en dag kom kjørende, sprang hun op paa en sten og raabte hurra for ham. Han saa ud af vognen og viftede venlig med sit lommetørklæde. Hun var meget stolt over, at han havde vinket til hende. Men jeg var hemmelig overbevist om, at hans hilsen gjaldt mig; thi idet han kjørte forbi, vendte han sig endnu en gang og betragtede mig.
Næsten hver dag, naar jeg havde leilighed til at se ham, hændte der noget, som jeg kunde lægge ud som tegn paa hans gunst. Hver aften kastede jeg mig ned foran min seng og holdt hovedet i hænderne, som jeg havde set ham gjøre i kirken; jeg tænkte da over alt, hvad der var hændt mig. Paa denne maade voksede der op i mit hjerte en hemmelig kjærlighed, som det var umuligt for mig at tro, at han ikke anede. Han kjørte nu gjennem vor gade oftere end før, og altid saa han op til vore vinduer og hilste. Jeg var lykkelig hele dagen, naar han om morgenen havde givet mig en hilsen.
Da han en dag holdt aabent taffel, trængte jeg mig forbi vagten; jeg kom ind i salen istedetfor op paa galleriet. Keiseren traadte ind iført en rød fløielskaabe; han gik langsomt med lidt bøiet hoved. Jeg var ham ganske nær og tænkte ikke paa, at jeg var paa en plads, som ikke tilkom mig. Da hans skaal blev drukket af de tilstedeværende høie herrer, 17jublede jeg høit. Keiseren saa paa mig; han greb sit bæger for at takke, og han nikkede til mig. Det syntes mig, som om han vilde skaale med mig, og jeg tror det endnu idag. Det vilde være haardt for mig at opgive denne tro, som jeg har grædt mange glædestaarer over. Hvorfor skulde det ikke være saa? Han maatte jo læse den store begeistring i mine øine.
Den ære, som jeg indbildte mig at have været gjenstand for, gjorde et saa dybt indtryk paa mig, at jeg blev som bedøvet. Min søster førte mig ud i frisk luft; hun skjændte paa mig, fordi jeg var skyld i, at hun ikke fik se keiseren spise.»
Endelig blev dagen for hans afreise bestemt. Den unge pige vaagnede tidlig ved lyden af et posthorn.
«Jeg hoppede ud af sengen,» fortalte hun mange aar efter; «i mit store hastverk faldt jeg midt paa gulvet og stødte knæet mod en spiker. Jeg gav ikke agt paa det, men sprang frem til vinduet, da keiseren kjørte forbi. Han saa op til mit vindu, inden jeg havde faat tid til at aabne det; han kastede haandkys og vinkede med lommetørklædet, helt til han forsvandt om gadehjørnet.
Siden har jeg aldrig hørt et posthorn uden at tænke paa denne afsked. Endnu idag, da jeg har seilet ned ad livets strøm i hele dens længde og snart skal stige iland, føler jeg smertelig vemod, naar jeg hører disse toner i det fjerne. Og dog er saa meget, som menneskene sætter pris paa, sunket i grus omkring mig, uden at jeg sørger over det.»
Tre aar efter døde Karl den syvende. Hans død gjorde et dybt indtryk paa hende, og hun glemte ham aldrig. I sin høie alderdom fortalte hun sin 18veninde Bettina, at han havde været hendes første og største kjærlighed.
Ved siden af dette barnlige sværmeri var ingen erotisk følelse vaagnet i hendes hjerte, da livets prosa nærmede sig i skikkelse af den første frier. Den staselige, otte og tretti-aarige raadsherre Johan Caspar Goethe anholdt høitidelig om den sytten-aarige Elisabeth Textors haand.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den store tyske dikteren Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) skal ha hevdet at diktelysten var en arv fra moren, Elisabeth Goethe (1731–1808). Ved hjelp av brev og biografier tegner Clara Tschudi i denne boken fra 1916 et bilde av Goethes moder (også kalt «fru Aja» og «Frau Rat»), en kvinne hun mener ville «være en betydelig kvindeskikkelse, selv om hun ikke havde været moder til den store Goethe».
Les mer..Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.