XVI. Brevveksling mellem Anna Amalie og fru Goethe. – Raadsherrens død

Tiltrods for de sørgelige forhold i hendes hjerte var fru Goethes sindstilstand endnu som oftest freidig; midt under bekymringerne for sin mand besøgte hun venner og modtog gjester. Blandt de mange, der kom til hende i denne tunge tid, var prins Constantin af Weimar.

123«Nu netop kom prins Constantin med sin adjutant, munter, frisk og begeistret for vor egn, men især for Mainz’s beliggenhed,» skrev hun den 19de juni til Goethe. «Du kan let tænke dig, at fru Aja ajade, men hun gjorde det dog med et vist maadehold; hun maa jo engang blive forstandig.»

Samme sommer kom Joseph den anden til Frankfurt. En mængde stormænd fulgte i hans kjølvand, og borgerne trykkede hverandre næsten ihjel for at faa se sin keiser spadsere rundt paa gaden som en almindelig borger. Som egte frankfurterinde blev fru Goethe revet med af strømmen. I et af sine breve til Goethe beskriver hun hans ophold og hans personlighed. Hun slutter med følgende linjer:

«Frankfurt er et komisk sted, – alle som reiser gjennem byen, maa komme samme vei tilbage. Vivat Frankfurt!»

Den 13de juli 1781 skrev hertuginde Anna Amalie til fru Goethe:

«Hvad skal jeg skrive til Dem om, kjæreste fru Aja, efterat de har drevet rundt med keisere, erkehertuger, fyrster og alle mulige djævle! Hvad kan endnu interessere Dem? Hvis jeg vilde fortælle Dem, at jeg lever vel i TiefurtsForfatternote: Hertugindens lystslot. lunde, vilde dette lyde overmaade tamt i fru Ajas øren. Jeg kunde ligeledes fortælle Dem, at Wolf, den høit elskede søn, befinder sig vel, at han har været ved et møde i Ilmenau og desuden har gjort mange smaa udflugter og er kommen tilbage glad og frisk. Men alt dette er for smaat for Dem; man maa tale til Dem fra det høie ff! – Desværre hænder her intet. Gjennem Weimar 124reiser ikke et eneste udenlandsk dyr og aller mindst en keiser.

Alligevel siger mit hjerte mig, at fru Aja, tiltrods for alle fornøielser, vedbliver at være «fru Aja», at hun dog har kastet venskabsfulde, kjærlige sideblikke til dem, som er langt borte, og at hun er og altid vil vedblive at være den kjære, gode moder. Amen!

Frøken Thusnelde sender Dem indlagt en tegnebog, som hun har arbeidet med sin egen høie haand. Forat jeg ikke skal komme tomhændet, sender jeg Dem, kjære moder, et par strømpebaand, som jeg ogsaa selv har forfærdiget.

Jeg haaber, kjære moder, at dette vil vise Dem, hvor ofte vi tænker paa Dem.»

Fru Goethe besvarede brevet den 17de juli:

«Naadigste fyrstinde!

Alle keisere, konger, kurfyrster og fyrster i hele det hellige romerske rige kan gjerne for mig komme og reise, blive eller lade være at blive, som det behager majestæterne og høihederne; det er fru Aja knusende ligegyldig, og berører ikke hendes hjerte i mindste maade. Den gode dame spiser, drikker og sover saa regelmæssig, som om der ikke hændte det ringeste.

Men hun slaar pludselig over i en helt anden toneart, naar hun faar en saa glædelig post fra «Det røde hus»; da banker hjertet i en lidt anden takt! Da lader jeg alt ligge og staa og iler i en fart til den bedste af alle fyrstinder, som jeg har svoret underdanighed og evig troskab. – –

Jeg takker underdanigst for strømpebaandene! Saa 125fin har jeg aldrig tidligere været. Men jeg kommer ogsaa til at trække dem af og paa hver morgen og aften med den respekt og ærbødighed, som sømmer sig. – Deres høihed maa have store tanker om min fylde: jeg faar to par af det ene, og det er saa meget bedre; thi en saadan ære vil neppe nogensinde mere vederfares min krop. – –

Til min kjære frøken Thusnelde kommer jeg i en saa overvældende taknemmelighed, at jeg er rigtig ængstelig paa grund af min medfødte dovenskab. Om jeg anstrengte mig til den yderste dag, vilde jeg aldrig kunne faa udført et saa storartet arbeide. Jeg martres paa den anden side af min kvindelige stolthed og forfængelighed og ved slet ikke, hvad jeg skal gjøre.

Da døden er det eneste, man ikke har et middel mod, haaber jeg, trods alt, at trække mig ud af forlegenheden med ære. Inden mit mesterverk kommer – thi det vilde være spot og skam, om hun kun fik et almindeligt brev! –, beder jeg Deres høihed om foreløbig tusinde gange at takke den kjære, gode frøken fra mig og sige hende, hvor meget hun har glædet mig ved sin elskværdige, kjærlige erindring. Sig hende, at den prægtige tegnebog kommer til at følge mig overalt, i store og smaa selskaber. Som tilfældig kommer fru Aja til at søge efter et brev eller et lidet vers, og alle kommer til at gjøre store øine: «Fru raadsherinde! hvad har De der?» Jeg stiller mig i positur, hoster og sætter op en vigtig mine. Saa begynder jeg at fortælle historien, og til min store fryd drypper ære, pris og lov ned over min kjære frøken.»

126Gaver og breve fra Weimar beredte hende visselig festdage, som hun selv sagde. Men i det daglige liv følte hun sig meget ensom, og tunge byrder hvilte paa hendes skuldre. Skjønt hendes tanker kredsede om Weimar, fandt hun næsten ikke tid til at svare paa hertugindens breve. Den 16de december 1781 skrev hun til hende:

«For længe siden vilde jeg have besvaret Deres brev af 20de oktober; men mange forretninger, som fader før besørgede, ligger nu mig paa halsen og har hindret mig. – – I dette hverdagsliv kan man desværre ikke have alt efter ønske, og vi maa alle være tilfredse med vor lod i verden. Man kommer ikke et haarsbred videre, fordi om man knurrer og murrer, – skjebnen dreier sit hjul, enten vi ler eller græder. Derfor vil vi gjøre den smule, vi kan, ud af vort liv og ikke skabe os mørke dage, uden naar vi er i høieste nød.

Deres høihed maa være saa naadig at hjælpe til, at min søn faar en vinterbolig i byen. Hver gang vi har daarligt veir (hvilket netop er tilfældet nu, da det regner ustanselig), falder det mig tungt paa hjerte, at doktor Wolf maa gaa derude i sin have, og at det kan have alle mulige slemme følger for ham. Deres høihed vilde faa uendelig tak af fru Aja, hvis De vilde hjælpe til at løfte denne byrde fra hendes sind.»

«Kjæreste fru Aja,» svarede hertuginden. «Det er mig meget kjært at kunne meddele Dem, at Deres elskede hjertebarn i naade har besluttet at leie et hus i byen. Han kan rigtignok ikke flytte did før til paaske; thi de nuværende leiere har kontraktmæssig 127ret til at blive der saa længe. Men vi har dog halvveis vundet seir, kjære moder! Det er godt, at vi er naaet saa langt. Jeg har lovet at skaffe ham møbler, fordi han er saa snil og hyggelig. De vil sikkert, kjære moder, være af den godhed at sende mig prøver paa tøier, der passer til sofaer og stole, samt vedføie priserne.

Vor ven Wieland er meget stolt over, at De har ham i venlig erindring. Han raabte med stor begeistring: «Det er en kvinde – hun er en pryd for sit kjøn!» Og jeg sagde amen.

Han sender Dem en hel pakke Tiefurter-journaler. – Fru raadsherinden med sin berømte sagkundskab vil med lethed kunne gjætte, hvem der har forfattet de enkelte stykker.»

Fru Aja svarede den 30te november:

«Naadigste fyrstinde!

Det har hjertelig glædet mig, at min søn fremtidig vil opføre sig som andre kristne mennesker. – Jeg takker underdanigst for, at Deres høihed vil hjælpe til at smykke min kjære Wolfs nye hus. Mønstrene med de vedføiede priser kommer med det allerførste. For at udføre sagen paa bedste maade vandrer jeg selv afsted og skal snarest muligt sende Dem indberetning.

Naar vennen Wieland er stolt over at eie et hjerte, der hænger ved ham i sandt venskab og moderkjærlighed, og som hverken vil eller kan føle anderledes, saa lader han mig vederfares retfærdighed.

Jeg glæder mig varmt til Tiefurter-journaler; thi fru Aja bor i en ørken, hvor det kun findes faa 128friske kilder, min stakkels smule vid og forstand er ofte nær ved at forsmægte.

Mit hjertebarn har ogsaa glædet mig med mange herlige ting, som han vil modtage en særskilt takkeskrivelse for.»

Samme høst kom Anna Amalie atter til Frankfurt og blev der tolv dage. Medens hun opholdt sig der, fik den gamle raadsherre endnu et slaganfald. Mod al forventning blussede livet op en sidste gang; men hans sygdom ødelagde fru Ajas glæde ved hertugindens besøg.

«Forsynet har fra gammel tid fundet det hensigtsmæssigt at holde mig stramt og at holde mine vinger klippede,» skrev hun.

Hendes mand var nu helt nedbrudt og stirrede dag efter dag sløvt hen for sig. Hans hustru pleiede ham alene, kun hjulpen af sine trofaste tjenerinder. Hun skjulte saavidt muligt hans tilstand baade for sin søn og sin øvrige familie.

I hans allersidste aar kom familien Schlosser paa et langt besøg til Frankfurt, og de havde hendes børnebørn med.

Den 25de mai 1782 døde Goethes fader. Han havde været syg i seks aar.

«Han er altsaa nu vandret heden,» skrev hertugen af Weimar til Merck. «Onde tunger beskylder Dem for at paastaa, at hans afmarsch er det eneste forstandige, som den gamle nogensinde har gjort.» Anna Amalie havde mere velvilje for ham; i sine breve til fru Aja nævner hun ham ofte med medfølelse og venlighed.

«Den deltagelse, som Deres høihed har vist mig 129i anledning af min mands død, har rørt mig dybt,» skrev fru Goethe til hertuginden. «Bedring var umulig; man kunde daglig vente det, som fandt sted den 25de mai, men jeg troede ikke, at det skulde gaa saa hurtig. – Maatte Gud i sin naade bevare alle fra et saadant liv, som han førte i de sidste to aar. – –

Nu fortæller fru Aja sig de deiligste eventyr om en reise til Weimar. Jeg haaber sikkert, at himlen vil unde mig denne usigelige glæde! Det kan dog ikke ske saa hurtig. Men taalmodighed, – jeg skal forsøge at bringe orden i alle mine pakkenelliker og vil derpaa ile avsted paa vindens vinger til den plet, som indeslutter alt, hvad der for mig er høit og kjært og dyrebart paa jorden.»

Hun var flere gange paa vei til at udføre sin plan, men hver gang stillede der sig hindringer i veien.

Selv som ung pige var hun sjelden og ugjerne reist bort fra sin fødeby; end mindre havde hun lyst til det som ældre, da hun var fastknyttet til sit hyggelige hjem og rodfæstet i sine daglige vaner. Hun sagde ofte, at hun ikke var istand til at rive sig løs fra en kreds, som hun havde kjær, og at hun ikke 130havde evnen til at gjøre sig fortrolig med nye forhold. Tanken paa den uro og forstyrrelse, som reiseforberedelserne maatte medføre, paa ubekvemmelighederne under den lange kjøretur i postvognen, ødelagde for hende udsigten til de glæder, som hun havde i vente. Hvor let det faldt hende at vinde venner blandt verdens store, naar hun sad som frue i sit eget hus, var hun desuden for klartskuende til ikke at indse, at hun i længden hverken vilde være paa sin rette plads eller føle sig vel i en hofkreds.

Den frie rigsstad Frankfurt am Main var den ramme, som passede om hendes personlighed.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.