VIII. Goethe i Strassbourg. – Den unge advokat i Frankfurt. – Merck. – Wetzlar

Da Goethe kom til Strassburg var han en og tyve aar. Han var slank, lidt over middels høide. Panden var hvælvet; han havde en fin næse og en 58udtryksfuld mund. De brune, straalende øine saa næsten sorte ud paa grund af de store pupiller. Allerede i hans ungdom var hans personlighed overordentlig imponerende.

Strassburg var fransk; men bortset fra en fransk garnison og franske embedsmænd mindede intet om dette. En af digterens første oplevelser paa det nye sted var synet af den skjønne Marie Antoinette, som overnattede der paa sin reise fra Wien til Versailles.

I denne by gjorde han bekjendtskab med Herder, den første af Tysklands aandelige stormænd, som han traf paa sin vei. De var modsætninger af karakter, og deres livsforhold var forskjellige.

Herder var født i fattige kaar og oprindelig bestemt til at blive haandverker. Hans barndom havde været glædeløs. Af naturen havde han et tungt sind, og haard behandling havde gjort ham bitter for livet. Sytten aar gammel var han kommen til Königsberg, hvor han blev Kants discipel; og faa aar senere blev han lærer ved domkirkens skole i Riga. Skjønt poesien var hans hovedinteresse, havde han senere studeret nederlandsk kunst i Antwerpen og Brüssel, og han havde tilbragt et halvt aar i Paris, som dengang blev betragtet som verdenskulturens centrum. Diderot, d’Alembert og Lessing var hans personlige venner. Før Goethe mødte ham, havde han udgivet «Fragmenter over den nyere tyske literatur», og gjennem dette arbeide var han pludselig bleven sidestillet med Tysklands betydeligste kritikere.

Han var kun seks og tyve aar, men meget alvorlig, og ungdommen behandlede ham med ærefrygt.

Ligeoverfor denne mand stod den smukke Goethe, 59der var saa barnagtig, at han dansede rundt bordene og lo af fuld hals ved mindste anledning. Herder var syg og mismodig og forfulgte ham med bidende spot; han haanede hans forfængelighed og selvbehagelighed, hans kjærlighed til Frankfurt og hans umodne kunstbegeistring.

Saavel den overlegenhed, hvormed han behandlede ham, som hans kundskaber og erfaringer vakte den yngres iver for at uddanne sig videre; han kastede sig omsider over de juridiske studier, men studerede samtidig filosofi og medicin, og han fordybede sig i den nyere literatur.

I sin fritid gjorde han udflugter i omegnen.

Paa en af disse vandringer gjorde han bekjendtskab med prestefamilien i Sesenheim. Husets næstyngste datter, Fredrikke, var nitten aar gammel. Han blev straks forelsket i hende og vandrede sammen med hende gjennem Sesenheims skove.

Vaaren kom; de blomstersmykkede marker, de herlige morgener og de stille aftener vakte hans digtertrang. De sange, han skrev, da han elskede den unge prestedatter, hører til Tysklands skjønneste lyrik.

Men det, som for Fredrikke var livets dybeste alvor, var for ham kun en sommerdrøm. Da han kom tilbage til Frankfurt, fandt han omsider mod til at meddele hende, hvor haabløs hendes kjærlighed var. Han var dybt rørt over hendes svar. Mange aar efter skrev han:

«Gretchen tog man fra mig, Kätchen Schönkopf forlod mig. Men denne gang var jeg den eneste skyldige; jeg tilføiede det reneste hjerte det dybeste saar.»

60Den 6te august 1771 tog han juridisk eksamen. Hans fader vilde, at han skulde studere videre i Paris. Han havde ogsaa selv ønsket dette tidligere; men i Strassburg havde han lært at betragte den franske kultur med andre øine end før, og han foretrak at vende tilbage til sit hjem.

«Vandreren var endelig kommen hjem,» fortæller han i «Dichtung und Wahrheit». «Men i hele hans væsen var der endnu noget overdrevent, som ikke tydede paa hel aandelig sundhed.

Ved ankomsten beredte jeg straks min moder den vanskelighed, at hun maatte dæmpe og jevne ud, forat det kunde komme ligevegt mellem min faders retlinjede ordenssans og mine mange overspændte ideer. Jeg havde i Mainz truffet en gut, som spilte harpe, og som jeg likte. Da markedet stod for døren, indbød jeg ham til Frankfurt, og jeg lovede at tage mig af ham og hjælpe ham videre.»

Han var overbevist om, at hans moder vilde modtage den lille harpespiller hjertelig. Men den forsigtige fru Goethe, som vidste, at hendes mand vilde blive vred, hvis en markedsmusikant gik ud og ind i huset, skaffede ham i stilhed bolig i nabolaget.

Vanskelighederne mellem fader og søn var ikke tilende; fru Goethe maatte fremdeles bilægge stridigheder og hindre heftige udbrud.

Borgermester Textor var død, medens Wolfgang var i Strassburg. Frankfurt viste sin taknemmelighed mod ham ved at udnævne hans søn til hans efterfølger. Ifølge lovene maatte kun et medlem af hver familie have indflydelse paa byens anliggender. Naar hans onkel var borgermester, var Wolfgang derfor 61udelukket fra at søge et embede inden forvaltningen. Han aflagde borgered til sin fødeby og nedsatte sig som advokat, men beskjæftigede sig mest med digtekunsten.

Den gamle raadsherre havde nu en udmerket leilighed til at vise sine juridiske kundskaber, som han 62ikke tidligere havde benyttet. Han studerede omhyggelig de sager, som man betroede hans søn, og udførte det tørre, forretningsmæssige arbeide. Resultatet af hans efterforskninger blev meddelt den unge advokat, som fuldendte det hele med en lethed og hurtighed, der forbausede den gamle.

Medens faderen hjalp juristen, var moderen den unge digters begeistrede tilhører. Han kom ind i en kreds af begavede mænd, der sluttede sig til familien Goethe. En frisk vind feiede støvet ud af det gamle hus, hvor forholdene blev lysere og venligere, end de havde været paa længe.

De mange nye og betydelige mennesker, som fru Goethe nu kom i berøring med, udvidede i høi grad hendes synskreds. Hun elskede ungdom. At give, trøste og hjælpe var hendes største glæde, og hun havde haanden og favnen aaben for alle.

Til Goethe-husets nære omgangskreds hørte to brødre Schlosser, som begge var jurister og nød stor anseelse. Den ældste var advokat i Frankfurt. Den yngre, Georg, som var jevnaldrende med Wolfgang, var overmaade sprogkyndig og literært interesseret.

Hos disse to brødre traf Goethe Merck fra Darmstadt; han var kasseforvalter i sin fødeby og bar den tomme titel «krigsraad».

Embedet passede ikke for hans tilbøieligheder; det udfyldte heller ikke hans tid, og det var ikke meget indbringende. Han havde derfor stadig biforretninger: Han skrev kritiker og afhandlinger, besørgede indkjøb af kunstverker for kongelige personer og fulgte dem paa reiser. Han havde desuden et bogtrykkeri.

63Merck var en klar og skarp tænker og en stor menneskekjender. Han var fuld af egenheder og lod ofte sit daarlige lune gaa ud over dem, som han var sammen med. Goethe pleiede at kalde ham «Mefistofeles»; han vandrede meget ofte paa sin fod til Darmstadt for at besøge ham og satte stor pris paa hans originale personlighed og paa hans kritik over hans arbeider.

Naar hans ven kom til Frankfurt, pleiede han at bo hos Goethes forældre. Fru Goethe lod sig ikke skræmme af hans ondskabsfulde tunge, hun havde overbærenhed med hans underlige væsen og modtog ham altid som en kjær og efterlængtet gjest.

Gjennem Merck blev den unge Goethe indført i enindført i en] rettet fra: indført en (trykkfeil) kreds af overforfinede hofdamer, der interesserede sig varmt for literaturen. Han blev ofte mange dage i Darmstadt. Den skjønne og aandfulde yngling spadserede i en skov med de unge damer og roede ud med dem. Han gjorde et dybt indtryk paa sine veninder, som under kys og taarer skiltes fra «vennen, som var sendt dem fra himlen».

Overdrevne udtryk hørte tiden til, og kys og omfavnelser var paa den tid ligesaa almindelige, som det nu er at trykke hverandres hænder. Naar man tilbragte en hyggelig aften sammen, kaldte man hver andre ven og broder, søster og veninde. Fru Goethe kaldtes moder eller «Mamachen» af næsten alle sine gjester; selv aldrende mænd undertegnede sig i breve som hendes «hengivne søn».

Cornelia reiste flere gange med Wolfgang til Darmstadt. Men den sentimentale vennekreds var ikke efter fru Goethes smag; hun likte aldeles ikke, 64at hendes Wolfgang saa ofte var fraværende, og at han foretrak gjestgiversteder ved landeveien for hendes berømte leverpostei og dyresteg med gelé.

Det er en selvfølge, at hans advokatvirksomhed under disse omstændigheder blev tilsidesat. Han skrev til en ven i Strassburg, at han «besørgede sine forretninger i forbigaaende».

65«Frankfurt er og bliver et kjedeligt hul,» skrev han til samme ven, «Gud hjælpe mig ud af denne elendighed! Amen.»

Den ringe interesse, som han viste for sin juridiske virksomhed, vakte faderens store misnøie. Og den uro, som hans venner bragte ind i huset, mishagede den gamle i høi grad. Han opmuntrede sønnen til at reise til Wetzlar for at sætte sig ind i den juridiske forretningsgang ved kammerretten. Wolfgang greb faderens opfordring med begjærlighed, og vaaren 1772 drog han afsted til den lille idylliske stad. Ligeoverfor sine venner gjorde han ingen hemmelighed af, at han agtede at uddanne sig til digter og ikke til praktisk jurist.

Kammerretten var i en saa ynkelig forvirring, at 16 000 retssager laa i bunke uden at komme af pletten. Den unge Goethe synes ikke at have gjort det ringeste tilløb til arbeide; han nød naturen i fulde drag, studerede de græske klassikere, og forelskede sig i amtmand Buffs datter, den femtenaarige Lotte, som han har besunget i sine digte. Hun var den ældste af elleve søskende, moderløs, og forlovet med Goethes ven, Kestner, der var en klar og rolig jurist.

Ogsaa i denne tid var Merck hans fortrolige; han forestillede ham, hvor meningsløst det var at sværme for Lotte, der snart skulde blive en andens hustru, og raadede ham til ikke at forstyrre forholdet mellem det forlovede par.

Med en kraftanstrengelse rev han sig løs; for at berolige sine ophidsede nerver gjorde han en Rhinreise sammen med Merck.

66Han tænkte altid med glæde tilbage paa sit ophold i Wetzlar og sagde til sin moder, at det havde været den fornøieligste tid i hans liv.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.