IX. Cornelias forlovelse og giftermaal. – «Götz von Berlichingen» og «Den unge Werthers lidelser». – Berømte gjester. – Fader og søn

Da Wolfgang uventet kom tilbake, feirede man Cornelias forlovelse med Georg Schlosser.

Hun havde tidligere troet at være uundværlig for broderen; de tanker og planer, som han havde meddelt hende, havde givet hendes liv indhold. Men de store aandsarbeider, som hans hjerne tumlede med, og hans kjærlighed til Lotte Buff havde i de sidste maaneder fyldt hans sind saa aldeles, at han næsten havde glemt hende. Medens han var borte, havde Georg Schlosser nærmet sig; raadsherre Goethes alvorlige datter havde for første gang følelsen af at være elsket for sin egen skyld. Hendes moder haabede sikkert, at forbindelsen med den uskjønne, men forstandige og formuende mand vilde forvandle den vanskelige unge pige til en dygtig husmoder; hun betragtede det som en selvfølge, at alle kvinder giftede sig. Hendes mand var af samme mening, og han var tilfreds med partiet. Schlosser blev udnævnt til hof- og regjeringsraad i Karlsruhe, og fru Goethe gjorde ivrig forberedelser til det forestaaende bryllup.

Wolfgang havde tidligere paa egen bekostning ladt trykke en del mindre literære arbeider, som han havde foræret til sine venner. Efter tilbagekomsten 67fra Wetzlar kastede han sig over sit første store verk. Hans moder var den første, som fik vide noget om hans plan. Faa aar før sin død fortalte hun englænderen Crabb Robinson:

«En aften kom min søn hjem i løftet stemning. Han sagde til mig: «Moder, jeg har fundet en udmerket bog i biblioteket, som jeg vil gjøre til et teaterstykke. Filisterne kommer til at sætte store øine op, naar de læser om ridderen med jernhaanden. Det er et herligt emne!»Forfatternote: Bogen var en samling krigsanekdoter, en selvbiografi af røverridderen Götz von Berlichingen, hvis høire haand blev afrevet af en kugle, men som senere fik en jernhaand. / Goethe forsikrer bestemt, at han allerede i Strassburg lagde planen til Götz, skjønt han ikke nedskrev noget. Han maa derfor have talt til moderen om sit arbeide, inden han reiste til Strassburg. –

Nu fik ogsaa Cornelia høre om hans forehavende, og hun undte ham ingen ro, før han havde udarbeidet sit drama.

Udkastet til «Götz von Berlichingen med jernhaanden» blev skrevet i løbet af seks uger.

Fru Goethes store forhaabninger til sønnen gik i opfyldelse, da bogen udkom vaaren 1773. Paa titelbladet stod først intet navn. Da man fik vide, at det var en rigt begavet ynglings første verk, blev Goethe med et slag Tysklands store digter og berømteste mand. End ikke Klopstocks «Messias» havde vakt samme begeistring. Tiltrods for de vanskeligheder, der var forbundne med at opføre Götz, som ikke var bestemt for scenen, spillede man det allerede i begyndelsen af 1774 under umaadeligt bifald i Berlin, og kort efter i Hamburg og Mannheim.

68Hvilket dybt indtryk det gjorde paa de betydeligste aander i Tyskland, viser Lavaters breve til Herder.

I Götz’s ædle, trofaste og frimodige hustru Elisabeth, der er et billede paa legemlig sundhed og aandelig kraft, har digteren skildret sin moder. «Den, som Gud elsker, giver han en saadan hustru,» siger han. Og med tanken paa fru Goethe siger han samme sted, «at munterhed er moder til alle dyder». –

Den første september 1773 holdt Cornelia bryllup med Schlosser. Paa bryllupsdagens aften, medens huset var smykket til fest, modtog Wolfgang brev fra en forlægger, som ønskede at udgive hans næste verk. I løbet af fire uger havde han skrevet «Werthers lidelser», der udkom otte maaneder efter «Götz».

Han havde følt trang til i digtningens form at fremstille sine oplevelser i Wetzlar. Gjerne vilde han gjengive idyllen; men dens lykkelige afslutning ved Lottes giftermaal med Kestner og det unge pars fortsatte venskab for ham var ikke et motiv, som passede ham. Samme høst fik han vide, at en af hans bekjendte i Wetzlar havde dræbt sig paa grund af ulykkelig kjærlighed til en andens hustru, og denne begivenhed havde paavirket hans arbeide i høieste grad.

I «Götz» havde han behandlet den gamle tyske kamplyst. Werther var en graadmild elsker, der gik tilgrunde for sin ulykkelige kjærligheds skyld. Men begge verker var fyldt af en stor længsel efter frihed, der i «Götz» fandt udtryk i kraftige handlinger, i «Werther» i dybtfølte ord.

Man udgjød taarestrømme over den unge Werthers lidelser. Tusinder havde følt og lidt paa samme 69maade, men ingen havde havt Goethes evne til at tolke disse følelser.

Bogen erobrede med et slag alle samfundsklasser; den blev oversat til alle mulige sprog og efterlignet af mange forfattere. Napoleon havde den med paa sit felttog i Ægypten og læste den syv gange; endog kineserne malte Werther paa sit porselæn.

Den ære og anerkjendelse, som han senere skulde vinde, kom aldrig til at overstraale den berømmelse, som han vandt i sin tidlige ungdom. Man ventede nu det høieste af Goethe.

Med «Götz» og «Werther» traadte han, uden at have villet det, i spidsen for den bevægelse, som i literaturhistorien bærer navnet «Sturm- und Drang-perioden».Forfatternote: Navnet «Sturm und Drang» skyldes Maximilian Klingers skuespil af dette navn.

Repræsentanterne for den tyske digtning samlede sig om ham eller stillede sig som hans modstandere. Allerede nu passede de ord, som er bleven udtalt om ham senere:

«Man kunde elske ham eller hade ham, men man kunde ikke forbigaa ham.»

70Tysklands stormænd kom for at lære den unge digter at kjende. Lavater aabnede rækkerne. Han var prest og en berømt fysiolog; man kaldte ham «profeten fra Zürich».

Han blev hilst med den dybeste ærbødighed af familien Goethe, og i Frankfurt vakte hans ankomst umaadelig opsigt. Fru Goethe sluttede et varmt venskab med den elsværdige og milde prælat og vekslede breve med ham gjennem hele livet.Forfatternote: Lavater giver følgende karakteristik af fru Goethes billede: En god, moderlig, original kvinde, der er vel skikket til at regjere, og som i mange henseender kan, hvad hun vil. Den nedre del af ansigtet tyder paa naivetet, kunstnernatur, adel. – Panden er sangvinsk, øinene er sangvinsk-koleriske, munden er sangvinsk-flegmatisk.

Faa maaneder efter Lavater kom Klopstock. Ogsaa mange andre betydelige mænd valfartede til Goethe-huset. «Men,» siger Goethe i «Dichtung und Wahrheit», «disse ligesaa behagelige som hædrende besøg vekslede med andre, som man havde kunnet ønske at afslaa. Trængende og uforskammede eventyrere vendte sig til den tillidsfulde yngling. – De laante penge af mig og foranledigede derved, at jeg paa min side maatte laane, saa at jeg kom i det pinligste forhold til velstaaende og velvillige venner.»

Raadsherren var ikke længer istand til at holde husets porte stængt. Skjønt han var stolt over sønnens berømmelse, ærgrede han sig vedblivende over, at han brugte for megen tid til fornøielser; endnu holdt han fast ved sine planer med hensyn til hans fremtid. Efterat Wolfgang havde fuldendt sine studier i Wetzlar, ønskede han, at han skulde reise til Regensburg og derfra til Wien og Italien; naar han 71kom tilbage, skulde han slaa sig til ro i sin fødeby og egte en frankfurterinde, der behagede den gamle.

Han havde udvidet sin omgangskreds og fundet sig i mange ubehageligheder paa grund af sin hustrus forestillinger; men han ærgrede sig over, at hans vel udtænkte plan blev forrykket og truede med at blive kuldkastet. Han kunde heller ikke forsone sig med, at hans udgifter voksede fra dag til dag.

Raadsherre Goethe eiede en stor formue, og han var en velanset mand. Han havde en høi titel, som han visselig havde kjøbt, men som han bar med værdighed. Han havde en usedvanlig indtagende hustru, som næsten altid rettede sig efter hans ønsker, og en søn, der stod paa spranget til at blive verdensberømt. Alligevel var han aldrig tilfreds.

«Mon jeg ogsaa bliver slig, naar jeg bliver gammel,» skrev Wolfgang til en ven. «Han bliver stadig mere og mere smaalig og mere og mere jordbunden.»

Den unge digter var rasende over sin faders kommandotone. Det saarede ham, at han fremdeles stod saa uforstaaende overfor hans digterkald, skjønt han havde kastet stor glans over navnet Goethe. Wolfgang var i økonomisk henseende helt afhængig af ham, og han havde fuld ret til at beklage sig over den gamles gjerrighed. Han hjalp ham end ikke til at betale trykningen af «Götz von Berlichingen»; den sum, som Goethe modtog for «Werther», strakte ikke længer end til at betale den gjæld, hvori han var kommen ved selv at forlægge sit første, berømte verk.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.