Fru Goethe havde fra barndommen næret en sterk interesse for skuespilkunst. Hendes store dramatiske begavelse er bleven fremhævet af berømte kunstnere og kunstnerinder. Hun betragtede teatret som en opdragelsesanstalt for folket. Naar hendes søns dramaer blev opført i Frankfurt, optraadte hun som en kongemoder, med stolt og naturlig værdighed.
Hendes varme interesse for teatret var parret med dyb forstaaelse for dramatisk digtning. Hun læste med forkjærlighed kritiske artikler og recensioner, og hun omgikkes ivrig en af datidens mest frygtede kritikere, professor Schneider, der tilegnede hende første bind af sine samlede afhandlinger om skuespilkunst.
Skjønt man i den tid foragtelig saa ned paa scenens børn, aabnede hun gjestfrit sit hus for dem; hun sluttede varmt venskab med flere af dem, og takket være hendes rige erfaring og klare blik, kunde hun give de unge raad, som var nyttige for deres udvikling.
Forfatteren og skuespilleren Julius Schütz fortæller:
142«Min hustru besøgte jevnlig Goethes forældrehjem. Hun talte ofte om den prægtige fru Goethe. Hun forsikrede, at hun for en stor del kunde takke hendes dømmekraft og hendes stadige advarsler mod overdrivelser og affektation for, at hun tidlig blev en sand og naturlig kunstnerinde.» –
Under raadsherrens lange sygdom var teatret fru Goethes kjæreste adspredelse; selv i denne tid fandt fremragende skuespillere et tilholdssted hos hende. Som enke ydede hun dem ikke blot gjestfrihed, men storslagen hjælp.
Fra 1777 besøgte den berømte skuespiller Grossmann Frankfurt hver vaar og høst. Han havde været legationssekretær, men var paa en reise tilfældigvis kommen til at optræde ved et stort teaterselskab. Det umaadelige bifald, der brusede ham imøde, bestemte ham pludselig til at blive skuespiller. Han blev direktør, skrev stykker, som gjorde lykke, og han stod med hensyn til dannelse høit over de fleste af den tids skuespillere. Schiller satte megen pris paa ham baade som menneske og som kunstner, og flere af hans verker blev først opført af Grossmann. Fru Goethe tog sig paa alle maader baade af ham og hans familie samt af de kunstnere, der hørte til hans selskab; de kom ofte til hende om morgenen og tilbragte hele dagen i hendes hyggelige hjem.Forfatternote: Blandt de udmerkede kunstnere, der hørte til Grossmanns selskab, var fru Fiala, som mange aar optraadte i Frankfurt og vakte almindelig begeistring i klassiske dramaer; hun stod i venskabsforhold til fru Goethe helt til hendes alderdom. Endvidere modtog hun ofte besøg af hr. og fru Stegmann, som ligeledes hørte til publikums yndlinge. Stegmann skrev mange aar efter til fru Aja, at han haabede, at han «endnu en gang kunde faa sidde ved raadsherinde Goethes runde bord og være et lykkeligt menneske». 143Takket være sin selskabelige stilling kjendte hun tilfulde den smag, som var herskende i de toneangivende kredse i Frankfurt; og byens ledende mænd lod hende ofte være mellemled mellem teaterdirektionen og kunstnerne.
Naar skuespillerne besøgte hende, var kunsten selvfølgelig hovedemnet for deres samtaler. Man læste teaterstykker høit, og hun søgte at indpode dem sin opfatning.
Den erotik, som laa paa bunden af hendes sjæl, var bleven holdt nede under hendes egteskab. Sammen med sine børn havde hun levet i fantasiens eventyrverden; digtning og skuespilkunst havde lagt et solskjær over det prosaiske hverdagsliv.
Hendes godhed blev i høi grad udnyttet af kunstnerne, der beredte hende ærgrelser og enkelte bitre skuffelser.
En af de smertelige skuffelser var skuespiller Unzelmanns utaknemmelighed.
Blandt de skuespillere, der gik ind og ud i hendes hus, indtog han en særstilling. I aarene fra 1784 til 1788 optraadte han næsten altid under markedet i Frankfurt. Han var gift med Grossmanns steddatter Fredrikke; han var ung, begavet og blev senere en stor kunstner.
I begyndelsen blev han næsten udelukkende benyttet i mindre roller, og naar han en enkelt gang fik en større rolle, gjorde han liden lykke blandt det brede publikum. Men fru Goethe sporede straks geniet. Hun underviste ham, gjorde alt for at hjælpe ham, og hun fremholdt med rette, at det var hende, som havde lagt grundstenen til hans berømmelse.
144Han var humoristisk som fru Aja, og hun følte sig særdeles tiltrukket af ham, skjønt han var letsindig i pengesager og meget forfængelig og misundelig paa sine kolleger. Han var den eneste, der fik lov til at kalde hende ved hendes fornavn. Han havde sin egen stol med puder i hendes dagligstue, og han tømte mange flasker af hendes bedste vin.
Det fremgaar af brevvekslingen mellem dem, at de sammen læste «Essex», der omhandler Elisabeth af Englands forhold til den unge og skjønne adelsmand, – et forhold, der ikke er helt uligt hendes forhold til kunstneren.
At hun i begyndelsen af deres bekjendtskab lod sig føre bag lyset af ham, ser man af et brev fra en dame, der undertegner sig «Hans», og hvis forældre ofte besøgte hende. Hun omtaler, at fru Goethe allerede saa tidlig betalte hans regninger og var misfornøiet over hans ødselhed. Brevskriverinden raader ham til at snakke hende efter munden og at huske at lykønske hende i anledning af hendes navnedag; «thi du forstaar at tage hende fra hendes svage side», tilføier hun.
Vaaren 1785 brød der ild ud i teatret i Frankfurt, og Grossmann mistede alt, hvad han eiede. Han forled byen og overtog teatret i Hannover; men Unzelmann vendte samme høst tilbage med et andet selskab. Fru Goethe modtog ham og hans hustru med aabne arme, og venskabet blev end mere befæstet.
Det er ikke paafaldende, at hun hjalp den letsindige og trængende kunstner; hun havde ogsaa laant Grossmann penge, og hun havde taget parti for ham mod alle andre teaterdirektører. Men paafaldende er 145de lidenskabelige udtryk i hendes breve. Unzelmann var gift. Hun var enke; hun havde en søn, der var næsten saa gammel som skuespilleren, og hun havde børnebørn. En kjærlighedsforbindelse var sikkert langt 146fra hendes rene sind. Gjennem den moderlige deltagelse, hun viste ham, og hendes interesse for talentet skimter man alligevel saa varme følelser, at man fristes til at tro, at hun omfattede den karaktersvage kunstner med en hengivenhed, der var langt større, end han fortjente.
Den ære, som hun viste ham ved sin kunstbegeistring, gjorde ham overmodig. Paa grund af pengeforlegenhed og intriger, men især paa grund af sin ærgjerrighed, længtede han efter at komme i andre forhold.
I begyndelsen af 1788 var han i Mainz. Hans rykkere var paa jagt efter ham. Fru Goethe tog sig energisk af hans sag. Hun frygtede, at han vilde blive kastet i gjældsfængsel, hvis han viste sig i Frankfurt, og hun lovede at gjøre alt, hvad hun kunde, for at hjælpe ham ud af hans forlegenhed. Gjentagne gange opfordrede hun ham til at holde sig borte, indtil sagen var ordnet paa den ene eller den anden maade.
«Deres to venner, grevenForfatternote: Grev Spaur, en interesseret teaterven, som ligeledes beskyttede Unzelmann. og jeg, faar derved tid til at tænke os om; for øieblikket er det umuligt for mig,» skrev hun til ham.
Alligevel kom han til Frankfurt straks efter, og han optraadte flere gange. Men pludselig brød han sin kontrakt, forsvandt fra sit selskab og drog til Berlin uden at sige farvel til fru Goethe, skjønt han benyttede hendes penge til reisen.
Hun skrev til ham:Forfatternote: Den 29de april 1788.
«Den dag De reiste, sendte jeg den tykke IrisForfatternote: Fru Goethes tjenestepige. 147til Dem med en varm, deilig kage, nogle flasker af tyrannernes blod og et meget velformet afskedsbrev. Men en medlidende Oriade raabte fra de tomme vægge – thi klippevægge fandtes ikke: «han er for evig flygtet bort fra dig!» Hvad gjorde Ariadne? – Det skal De straks faa høre: Hun optraadte slet ikke vildt og ubehersket! Eumeniderne, furierne blev ikke foruroligede, og hele helvede fik ikke vide et ord om sagen.
Hvis den stakkels Ariadne fra Naxos havde levet i vor oplyste tid, vilde hun sikkert have indrettet sig paa en anden maade; thi nu er al glæde og lidelse, al smerte og lykkefølelse tvungen ind i system, og lidenskaberne maa være i stivt snørliv, hvis de skal vise sig i fint selskab. Latter og graad maa ikke stige over en vis grad.
Det er ganske vist lidt besværligt bestandig at gaa med maske og altid at skulle lade, som om man er anderledes, end man i virkeligheden er. Ligeoverfor Dem behøver jeg, Gud ske lov, ikke at gjøre det, – til Dem kan jeg fortælle, at Deres afreise gjorde mig meget ondt, at min hovedinteresse er bleven fuldstændig ødelagt for mig, at tiden falder mig uudholdelig lang ved maaltiderne, og at alle mine illusioner ligger knuste og neppe nogensinde mere vil reise sig. Ligeledes vil jeg aabent sige Dem, at jeg ofte er meget vred paa Dem, og at det er Deres ærgjerrighed og hjernespind, som har drevet Dem herfra. – – –»
Hans flugt bedrøvede hende ikke blot personlig, den foruroligede hende for hans egen skyld. Teaterintendanten i Frankfurt var rasende paa ham; og han 148havde fornærmet Dalberg, der var teaterintendant i Mannheim, og som han skyldte mange penge.
Hun opbød alt for at formaa disse herrer til at tilgive ham og tage ham til naade. Samtidig opfordrede hun Unzelmann indtrængende til at gjøre Dalberg en undskyldning, ikke blot fordi det var hans pligt, men fordi det var den eneste maade, hvorpaa han kunde holde veien aaben for sin tilbagekomst.
Den forfængelige skuespiller negtede at gjøre det.
Den niende maiForfatternote: 1788. skrev fru Goethe atter til ham:
«De vil altsaa berøve Dem Deres trofaste venners kjærlighed og styrte Dem i ulykke paa grund af Deres dumme stolthed og ærgjerrighed, som er anbragt aldeles paa urette sted. Har Deres heftige, opbrusende, voldsomme optræden endnu ikke gjort Dem nok fortræd? Vil De aldrig følge de raad, som De faar af Deres prøvede venner, som De skylder saa stor taknemmelighed? I Guds navn, gjør, hvad De vil, – men hold den høisindede greve udenfor! Misbrug ikke paa en saa afskylig maade hans ædle tillid! Hvis De gjør det, er dette, det sidste brev, De faar fra mig i Deres liv; thi en mand, som ikke alene glemmer de største velgjerninger saa hurtig, men endog bryder sit ord til vennen, kan ikke være min ven.
De mener, at det ikke er overensstemmende med Deres ære at bede Dalberg om tilgivelse. Det skader ikke æren det allerringeste, at man gjør en undskyldning; det er menneskeligt at feile. – – Paa dette punkt er De meget øm om Deres ære! Men det stemmer med Deres ære at fornærme Deres 149venner, skjønt disse venner hjalp Dem i Deres dødsangst og De kan takke dem for, at De kunde reise bort som ærlig mand. Dengang stod Deres ære paa spil! – Man kan ikke godt disputere med en mand, der har saa eiendommelige grundsætninger!» –
Unzelmann sendte hende et brev, hvori han forsikrede hende, at han havde hende i hjertelig erindring. Samtidig meddelte han hende, at han ikke vilde komme tilbage til Frankfurt: han havde bundet sig for ti aar ved hofteatret i Berlin.
Denne efterretning bragte hende helt ud af fatning. Hun, som havde en helbred af jern, blev syg paa sjæl og legeme. Hun laa tre dage tilsengs. I sit næste brev forsikrede hun ham, at hun aldrig havde havt en sørgeligere pinse; og hun, som han skyldte saa uendelig meget, tiggede ham om et venligt ord. Samtidig var hun i angst for, at der skulde blive offentliggjort nedsættende artikler om ham i bladene i Frankfurt. For hende, der havde behandlet ham som en søn, vilde en avisskandale være i høi grad pinlig.
«Hver gang jeg ser en avis, skjælver jeg over hele legemet af frygt for, at Deres navn skal være nævnt paa skandaløs maade. – – Husarrest vilde have været meget mindre ærekrænkende, – kun faa mennesker vilde have hørt om det! Men aviser løber rundt overalt. Tænk endvidere paa sladderen i alle selskaber, og paa Deres veninde, som er midt i den; – hvad skal hun gjøre, og hvilken rolle skal hun nu spille? Har jeg ikke allerede taalt, tilgivet, baaret, lidt tilstrækkelig paa grund af Dem! – – Min hensigt var saa god, saa ærlig. Jeg vilde gjøre 150et menneske lykkeligt, og jeg gjorde netop det modsatte! Havde jeg ladt Dem være, som De var, og den, De var, vilde De endnu være hos os, – det er jeg ligesaa sikker paa, som at jeg lever. – – –
I den berømte dagligstue er der alligevel bleven glattet bort mangen bekymring fra Deres pande; den var et fristed, naar stormen rasede og tordenen rullede, en sikker havn, naar det lille skib atter og atter blev hvirvlet rundt paa bølgerne. – – –»
Hvad hun end følte i sit indre, saa viste hun sig ligeoverfor verden kun som den høitstaaende beskytterinde. Gang paa gang skaffede hun betydelige summer tilveie for sin yndling. Det fremgaar af hendes breve, at hun fremdeles betalte en mængde regninger for ham, og at hun havde kautioneret for et større beløb.
«Denne sum maa betales i juni maaned,» skrev hun den 27de mai; «min ære og mit ord gaar for mig fremfor alt andet! Jeg kan og vil ikke indlade mig paa mere af den slags.»
Baade Unzelmann og hans hustru befandt sig i begyndelsen. særdeles vel i Berlin; de pralede af det bifald, som de var gjenstand for, og de glemte alle hendes velgjerninger.
Deres bundløse utaknemmelighed beseirede hendes skuffelse. Hun blev ved at vise velvilje ligeoverfor kunstneren og hans familie, og hun udførte alle de forretninger, som han bad hende om. Men tonen i hendes breve forandredes efter nogle maaneders forløb. Neppe et halvt aar efter hans afreise fra Frankfurt tænkte Unzelmann paa at komme tilbage for at besøge hende; han tvivlede ikke paa, 151at hun vilde modtage denne efterretning med stor glæde. Hun svarede:Forfatternote: Den nittende december 1788.
«De vil forhaabentlig ikke udføre denne besynderlige idé og reise seksti mile paa denne skrækkelige aarstid. Det vil de ikke være heldigt for Dem eller mig! Hverken i Berlin eller her vil de noget menneske tænke, at De gjorde reisen kun for min skyld; alle maatte tro, at De ikke likte Dem og forsøgte at komme hid tilbage. Naar De atter reiste, vilde man fortælle, at direktionen ikke havde antaget Dem, og man vilde lave en mængde historier. – – Og desuden har De ikke tænkt paa alle de historier, man vilde finde paa for min regning! Tror De, at en ny afsked vilde være en vederkvægelse for mig?? Nei, kjære ven, et saadant optrin vil jeg ikke opleve en gang til! – – I min hjerteangst sender jeg dette brev med omgaaende post, og jeg beder Dem indstændig om at berolige mig med de par ord: Jeg bliver, hvor jeg er!»
Et brev til Fritz von Stein nogle uger efter viser, at hun atter finder tilværelsen ret behagelig:
«Her gaar alt sin vante gang. Om mandagen er her bal, om fredagen konsert; tirsdag, torsdag og lørdag har vi teaterforestillinger. – Selskabet er middelmaadigt, men balletten er ganske god; min bedste adspredelse er nu at spille piano, – det er en stor glæde for mig.»
Da Unzelmann merkede, at hun trak sig tilbage, blev han bange for helt at miste hendes beskyttelse; for at gjenopvække gamle minder sendte han hende julen 1789 en bog om dronning Elisabeth. Faa 152maaneder efter bad han hende om at arbeide for hans tilbagevenden til Frankfurt. Hun afviste det bestemt, idet hun fremholdt, at teaterintendanten fremdeles var vred paa ham, og at straffen ventede ham.
«Hvordan hænger det sammen, at De atter vil bort?» skrev hun. «Baade Deres og Deres hustrus første breve var jo saa fulde af henrykkelse, jubel, glædeskrig, kongelig naade, o. s. v. Vi stakkels tosser med alt vort venskab, vore tjenester og vor gode vilje blev stillede i skyggen som saa aldeles ubetydelige væsener, at end ikke de skarpeste øine kunde opdage os. De burde idetmindste af finfølelse have undladt at male Deres paradis som saa herligt; De burde heller have fortiet, at De havde fundet erstatning for «de tre aars elendighed», som Deres hustru udtrykte sig i et brev. Vær sikker paa, at denne blæsen i basun har saaret Deres venner meget.
Dog nok om dette! Gud skjænke Dem endnu mange lykkelige dage! – Om det end ikke bliver hos os, saa er verden stor, Guds himmel er overalt, og begges talenter gjør lykke!
Hils Deres kjære hustru, den lille sanger Karl og den lille pige fra Deres veninde, som mener det vel med Dem. Elisabeth.»
Det skulde synes vanskeligt at misforstaa disse ord. Alligevel gjorde han endnu et forsøg paa at formaa hende til at virke for ham.
Et par aar efter skulde et nationalteater oprettes i Frankfurt. Hendes gamle venner Grossmann og Unzelmann henvendte sig begge til hende for at faa hende til at arbeide for deres ansættelse som 153direktør. Hun svarede Grossmann, at hun «vilde gjøre sig ivrig umag for at stille hans store talenter som direktør og skuespiller i den rette belysning».
Til Unzelmann skrev hun:
«Ærede ven!
Det har sin rigtighed med vort nationalteater, forsaavidt som magistraten har givet sin tilladelse. Nu maa de en og femti raadmænd give sit samtykke, hvilket vi ikke tvivler paa vil ske. Dette er alt, hvad jeg ved om sagen. Det er muligt, at man allerede har tænkt paa Dem, men som direktør – det er en smule usandsynligt! Pas Dem, saa at De ikke mister det sikre, idet De griber efter det usikre. Saa længe De ikke hører fra dem, som har med tingen at gjøre, kan De gaa ud fra, at alt er tomt sludder og visvas.
Jeg kan forøvrigt ikke tænke mig, at Deres nuværende opholdssted ikke skulde behage Dem. De maatte der give slip paa saa megen lykke, som De neppe vilde finde her; thi tiden har gjort store, store forandringer, – De kan tro mig paa mit ord!!
Jeg kan paa ingen maade raade Dem til, hvad De bør gjøre; jeg kjender jo ikke det ringeste til Deres forhold der, hvor De er. Ligesaa uvidende er jeg med hensyn til alt, hvad der vedrører det nye teater. Jeg bekymrer mig nu – Gud være lovet og takket!!! – ikke det ringeste om alt dette teatervæsen. Ingen ved bedre end De, paa hvad maade jeg er bleven belønnet for al min omsorg, alt mit besvær og alle mine velgjerninger. Brændt barn skyr ilden.»
Hendes sidste brev er dateret 22de januar 1793 og er holdt i en meget kjølig tone.
154Til sin sønnesøn nævner hun sin tidligere yndling mange aar efter med en ligegyldighed, der beviser, at hun længst har ladt ham glide ud af sit liv:
«Hr. Unzelmann har spilt tre roller her uden at vinde bifald, og hele publikum ønskede ham lykke paa reisen.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den store tyske dikteren Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) skal ha hevdet at diktelysten var en arv fra moren, Elisabeth Goethe (1731–1808). Ved hjelp av brev og biografier tegner Clara Tschudi i denne boken fra 1916 et bilde av Goethes moder (også kalt «fru Aja» og «Frau Rat»), en kvinne hun mener ville «være en betydelig kvindeskikkelse, selv om hun ikke havde været moder til den store Goethe».
Les mer..
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
